Ernæring og kvinders selvbestemmelse - Fundamentet for udvikling i Sri Lanka
Projektet vil støtte lokalsamfund i seks distrikter - Monaragala, Matale, Mulathivu, Mannar, Batticaloa og Nuwara Eliya. Det fokuserer på at give kvindelige entreprenører mulighed for at udvikle sig gennem tiltag, der har som mål at forbedre deres færdigheder og øge deres indtjening. Et yderligere mål er at forbedre adgangen til seksuelle og reproduktive sundhedsydelser for at kunne forebygge krænkelser af menneskerettigheder, herunder kønsbaseret vold.
Projektet lanceres på samme dag som de to organisationer påbegynder fejringer af den årlige, globale 16 days of Activism Against Gender-Based Violence Campaign (25 november til 10 december). Kønsbaseret vold påvirker primært kvinder og piger i den reproduktive alder (15-49) hvilket påvirker deres seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder negativt og forstærker den onde cirkel af fattigdom.
”At fremme social og økonomisk selvbestemmelse blandt Sri Lanka’s kvinder vil hjælpe med at bryde den onde intergenerationelle cyklus af fejlernæring,” sagde Brenda Barton, WFP’s landerepræsentant. ”Dårlig ernæring tidligt i livet reducerer mulighederne for indlæring og øger sundhedsrisici forbundet med reproduktion og mødrenes sundhed og påvirker samtidig produktiviteten negativt.”
”UNFPA er glad for at starte dette nye samarbejdsprojekt med WFP. Det vil sikre en holistisk tilgang til sundhed og velfærd hos kvinder og piger. Gennem dette projekt sigter vi mod at udvide valgmulighederne for kvinder og piger i Sri Lanka. Det er et led i bestræbelserne på at nå alle – også de mest sårbare,” siger Ritsu Nacken, UNFPA’s landerepræsentant.
På trods af Sri Lanka’s betydelige resultater i forhold til generelle sundhedsindikatorer, halter indikatorerne for ernæring fortsat langt bagefter. Landet er både udfordret af fejlernæring, hvor antallet af underernærede er stagneret, samt af et stigende antal overvægtige mennesker med en stigning i forekomsten af fedme som følge. Hver sjette nyfødte har en for lav fødselsvægt og hver sjette barn under fem år er tynd i forhold til sin højde (udmagring). Dette udgør en kritisk udfordring i forhold til den offentlige sundhed. Det indikerer en ond cirkel af fejlernæring og understreger behovet for at forbedre mødrenes ernæring, herunder også i byområderne, hvor næsten en ud af to kvinder i den reproduktive alder enten er overvægtige eller lider af fedme.
Betydelig dokumentation fastslår, at bedre ernærede piger er mere tilbøjelige til at forblive i skolen. Hvis unge mennesker desuden får tilstrækkelig viden om og adgang til seksuel og reproduktiv sundhed, vil de være bedre i stand til at beskytte sig selv mod overgreb på deres menneskerettigheder - som for eksempel i form af kønsbaseret vold. Det vil frigøre de unges potentiale og mulighed for at bidrage positivt til den sociale- og økonomiske udvikling af deres lokalsamfund og landet generelt.
Det fælles projekt er muliggjort takket være et bidrag fra den danske regering til WFP på godt DKK 3 millioner. Projektet vil blive udført i tæt samarbejde med Ministeriet for Sundhed, Ernæring og Oprindelig Medicin i Sri Lanka.