Alt skal kastes ind – nu

Ruslands uprovokerede angrebskrig mod Ukraine nærmer sig et-års dagen uden udsigt til en forhandlingsløsning og uden udsigt til at en af parterne når sine mål – og dermed kigger vi ind i en meget langvarig krig hvor hundredvis af soldater på begge sider dør hver dag, og hvor Putins terrorisme mod Ukraines civilbefolkning og civile infrastruktur vil fortsætte.

Krigen står stille....

Imens har vi i Vesten vænnet os til tilstanden – den er blevet en del af normalbilledet. Vi støtter loyalt Ukraines forsvarskamp – men gør det nølende, stykvis og uden tyngde og kun lige tilstrækkeligt til at Russerne måske kan holdes stangen. Vi diskuterer lystigt med os selv om der mon er en imaginær linje vi ikke kan overtræde fordi vi frygter at Putin vil anvende nukleare våben. Og således er vi med til at holde krigen i live – Ukraine kan nogenlunde fastholde nuværende linjer men ikke afgøre kampen. Og det kan Putin heller ikke.

Reelt handler vi umoralsk

Det er umoralsk af os. Vi bilder os selv det modsatte ind (”vi hjælper jo….”). Men det vi gør er at trække en krig i langdrag. Og der er kun to mulige udfaldsrum: Ønsker vi at Putin skal vinde, så stop al støtte nu! Eller ønsker vi at hele Ukraine befries? Hvis det er det sidste vi ønsker (og det er jo de officielle udsagn) så skal alle handsker kastes til side og støtten øges radikalt, øjeblikkeligt og uden forbehold således at Ukraine kan vinde kampen og krigen kan stoppe. Så skal vi sende kampvogne, artilleri, luftværn, kampfly, kamphelikoptere etc etc. I mængder. Øjeblikkeligt. Vesten skal ikke diskutere om der skal sendes 12 Leopard kampvogne om et år – men beslutte at vi sender 200 Leopard kampvogne om en måned. Og der er ingen reelle undskyldninger for ikke at gøre det. Selvfølgelig kan det lade sig gøre – det er bare et spørgsmål om politisk vilje. Vil det udhule vores egne Forsvar i et stykke tid? Ja, selvfølgelig. Men det må vi jo så fikse – det er også bare et spørgsmål om vilje. Men der er ingen steder hvor det materiel kan anvendes bedre end netop i Ukraine der i høj grad også kæmper vores kamp.

Vi agerer også ufornuftigt...

Udover det umoralske i vores nuværende ageren er det også ufornuftigt. Ved stykvis og nølende støtte får vi aldrig muliggjort det Ukrainske overtag der kan blive reelt kampafgørende. Og når der ikke er overlegenhed bliver det udmattelse, de donerede kampvogne bliver skudt i smadder en efter en – i stedet for at kunne anvendes til at give tyngde og reelt moment. Evnen til at skabe tyngde er fundamental i enhver krig.

Vi skal handle nu!

Fordi krigen i Ukraine er blevet en del af vores normalbillede glemmer vi desværre hvad der reelt er på spil. Frihed. Nationers ukrænkelighed. Demokrati. Menneskerettigheder. Ord vi tager som en selvfølge – men som Ukraine pt betaler for i mange liv hver eneste dag. Og deres kamp er vores kamp. Det mindste vi kan gøre er at give dem den støtte der kan sikre deres frihed. Koste hvad det vil. Nu.