Hvornår er nok, nok?

Det har været en spændende og hektisk uge i ESG Implementation, og sommerferien nærmer sig hurtigt. Mange brikker skal på plads inden ferien, og det kan vi bestemt mærke på kontoret.

I tirsdags underviste jeg på Rådet for Bæredygtigt Byggeri ESG manager kursus i CSRD, Taxonomi og due diligence. Torsdag holdt jeg oplæg på et seminar om CSRD og dobbelt væsentlighed sammen med vores gode softwarepartner RISMA Systems på IBC Kolding. Fredag deltog jeg i en workshop om finansiel væsentlighed med en af vores gode kunder.

Disse oplevelser har fået mig til at reflektere over, hvor meget der er sket siden de første webinarer, kurser og workshops, jeg holdt for snart to år siden:

1. Spørgsmålenes kvalitet: Mange flere gode og kvalificerede spørgsmål i dag, der i langt højere grad handler om hvordan og meget mindre om hvad. De fleste virksomheder er kommet i gang, og selvom det stadig er en stor mundfuld og kan føles overvældende med den store mængde af ny EU-regulering, viser spørgsmålene også, at der bliver taget livtag med udfordringerne i virksomhederne.

2. Diskussionernes kvalitet: Det virker som om, vi er gået fra fornægtelse (det går nok/forhåbentligt væk) til accept (lad os komme i gang og få det bedste ud af det), og flere end nogensinde før er ligefrem begyndt at se mulighederne.

Et spørgsmål går dog igen og er kommet op lige siden de første diskussioner om dette: “Hvornår er nok, nok?” Spørgsmålet er især relateret til væsentlighedsvurderingen og due diligence. Hvornår har vi været langt nok ude i værdikæden, hvornår har vi talt med nok interessenter, hvornår har vi undersøgt vores impact nok, hvornår har vi nok data, hvornår har vi gjort nok for at løse problemerne?

Mit korte svar er, “nok er aldrig nok”! Det lidt længere svar er, at nok er først nok, når vi har løst de store kriser i verden. Vi har en klimakrise, vi har en biodiversitets- og ressourcekrise, og vi har en ulighedskrise. Og det værste er, at de tre kriser forstærker hinanden. Der er ingen lette løsninger, og intet land, ingen virksomhed eller organisation og intet menneske kan løse de kriser alene, og ingen er alene ansvarlige for dem. Kriser er skabt af og bliver forstærket af den måde, vi allokerer kapital, indretter vores forretningsmodeller og værdikæder, samt forbruger på. Derfor er det også et fælles ansvar for stater, virksomheder, investorer og civilsamfund at indrette sine strategier efter at løse disse kriser. Det er essensen af den megen nye EU-lovgivning. Den skal give investorerne bedre muligheder for at allokere kapitalen i en grønnere retning, den skal få virksomhederne til at arbejde med at mindske den negative indvirkning, som deres forretningsmodeller og værdikæder medfører, og så skal den give forbrugerne mere information, så de også kan træffe oplyste og informerede valg. Det sker ikke inden for en enkelt regnskabsperiode, men kræver, at vi metodisk udvider forståelsen af den indvirkning, vi har, og udvikler passende strategier. I EU’s Taxonomiforordning finder vi vejledningen til dette ved, at den definerer, hvornår noget er grønt. EU’s due diligence-direktiv giver virksomhederne en “handlepligt” i forhold til at nedbringe den negative indvirkning, og EU’s bæredygtighedsrapporteringsdirektiv giver virksomhederne en “fortællepligt” om, hvilke negative indvirkninger de har, hvordan de arbejder med dem, og hvor langt de er nået i at løse dem.

Nu hvor virksomhederne er gået ombord i løsningerne, skal vi bare have politikere og erhvervsorganisationerne til at forstå, at dette ikke er et bureaukratisk monster, men en ramme for, hvordan vi kan skabe bæredygtige valg og strategier. Kriserne har hver især og sammen potentialet til at skabe uforudsigelige og uholdbare livsvilkår på jorden. Ikke om 1000 år, men inden for horisonten af vores egen, vores børns og vores børnebørns fremtid.

Det er derfor, at nok formentlig aldrig er nok!