Ligestilling kræver mod og rum til forskellighed

Ligestilling kræver mod og rum til forskellighed

Kun ca. en tredjedel af medarbejderne i Københavns Lufthavn er kvinder. Men vi arbejder målrettet på at gøre det attraktivt for medarbejdere af alle køn at arbejde i lufthavnen. For vi har job til alle. Mød Sara, Caroline og Tove, som fortæller om deres job, lufthavnen som arbejdsplads, og hvordan det er at være kvinde i traditionelle ”mandefag”.

Sara Obeidi arbejder som Senior Operations Specialist i Baggage, Process & Operations – et af de områder i CPH med få kvinder. Sara havde første arbejdsdag i CPH for 6 måneder siden. Hun er begejstret for kulturen i CPH, som hun oplever har medarbejderne i fokus – og hvor der er plads til alle.

”Jeg er er imponeret over den modtagelse, jeg har fået. Jeg er en del af en sammentømret afdeling, og det afspejles i det høje humør og hjælpsomme sind, jeg oplever hver dag. Siden jeg startede i lufthavnen, har jeg oplevet det som en inkluderende og mangfoldig arbejdsplads, hvor der er plads til alle, og mine kollegaer viser nysgerrighed fremfor fordomme,” konstaterer hun.

En virksomhed, der bliver ved med at overraske

Tove Hejbøl Lindquist er Director i Københavns Lufthavn med ansvaret for data, processer og digital transformation. I sit job arbejder Tove på tværs af hele lufthavnen. Hun arbejder med, hvordan vi får data, processer, forretningsudvikling, nye teknologiske muligheder og mennesker til at gå op i en højere enhed, og hvordan det kan være med til gøre Københavns Lufthavn til en endnu bedre lufthavn i fremtiden.

Da Tove startede i CPH for mere end 8 år siden, kendte hun selvfølgelig lufthavnen som passager. Men bag facaden foldede der sig en helt ny, fascinerende verden ud.

”Jeg har altid elsket at komme i lufthavnen. Men jeg havde aldrig tænkt over, hvor mange ting, der skal gå op i en højere enhed for at give en god passageroplevelse. Og efter 8,5 år kan jeg stadig overraskes, forbløffes og fascineres af nye ting, jeg ikke lige vidste,” siger hun.

Det kan Caroline Astrid Ferro Blicker , som er Sustainability Advisor, genkende:

”Det er vildt at arbejde i en virksomhed, der kan blive ved med at overraske. Paletten af jobfunktioner og kompleksiteten bliver ved med at komme bag på mig. Vi rummer kompleksitet nok til en lang række virksomheder,” siger hun.

Samarbejde i fokus

Et af de områder, hvor udviklingen går ekstra stærkt i lufthavnen i disse år, er netop den grønne omstilling, som Caroline arbejder med. Hun arbejder med fastlægge strategi og at implementere nye  forretningsmodeller og processer inden for bæredygtighed.

”Det er spændende at varetage et job inden for et felt, der udvikler sig meget hurtigt. Man kan mærke bæredygtighed bliver mere og mere forankret i lufthavnen. Det er jo ingen hemmelighed, at luftfartsindustrien har været noget udskældt i relation til den grønne omstilling. Det er et langt og sejt – men vigtigt – træk, der kommer til at tage tid. Derfor er det interessant i mit job at være med til at omstille vores egen drift, som vi selv har kontrol over,” fortæller hun og understreger, at det kræver et tæt samarbejde med mange forskellige kollegaer.

Også både Tove og Sara har job, hvor samarbejdet med kollegaerne i lufthavnen fylder meget.

”Jeg arbejder sammen med nogle fantastiske kollegaer, som er virkeligt dedikerede på hver deres område. Vi har masser af faglige diskussioner og udfordringer, men der er også plads til at have det sjovt både på og uden for arbejde,” siger Tove.

Kvinde i en mandeverden

Caroline, Sara og Tove har alle erfaring med, at der både kan være fordele og udfordringer med at være kvinde i fag og i en branche, der traditionelt har været præget af mænd.

Med baggrund som ingeniør er Sara ikke uvant med, at der kun er få kvinder i det faglige fællesskab.

”Allerede under min ingeniøruddannelse var der et flertal af mænd. Men jeg har altid set det som en fordel, da jeg kan bidrage med noget anderledes til fællesskabet,” siger hun.

Som kvinde i et traditionelt mandefag godt kan møde fordomme, fortæller Caroline. Hun har oplevet at mange forventer, at hun har en lidt ”blødere” tilgang til sit arbejde, fordi hun er kvinde.

”Når jeg fortæller, at jeg er uddannet civilingeniør, bliver jeg som oftest mødt med ”ej hvor vildt”. Det kan godt efterlade et indtryk af, at holdningen er, at det er ekstraordinært, at jeg som kvinde har gennemført det studie. Men naturvidenskab har altid faldet mig mere naturligt end humaniora, så for mig var det en selvfølgelighed at gå ned ad den vej,” siger hun.

Tove fortæller, at hun af og til bliver spurgt, om det er udfordrende at være kvindelig leder i et overvejende mandsdomineret miljø.

”Mit automatsvar har indtil nyere tid altid været, at det har ingen betydning. Måske fordi jeg i virkeligheden ikke ønsker det skal have en betydning – jeg vil jo bare vurderes på mine kompetencer og den person, jeg er. Men jeg tror sandheden er, at det har betydning, og at det er udfordrende,” konstaterer hun.

Plads til alles kompetencer

Sara, Caroline og Tove er enige om, at det er vigtigt at fastholde fokus på at skabe plads til mangfoldighed og inklusion. Hvis kvinder skal udfolde deres talent på den bedst mulige måde, kræver det mod hos kvinderne, men i høj grad også, at virksomheden arbejder aktivt på at skabe en mangfoldig medarbejdersammensætning, en kultur, hvor alle føler, at de kan være sig selv, samt en bred forståelse af begrebet talent.  

”Jeg håber, at der om ti år ikke længere er behov for at forholde sig til sit køn, og andre aspekter af ens privatliv, før man træder ind i et rum og jeg håber, at man ikke skal arbejde ekstra hårdt for at vinde faglig respekt på den baggrund,” siger Caroline.

Sara forklarer, at det i hendes job er afgørende at kunne stå ved sig selv, træde i karakter og udfylde sin rolle med selvsikkerhed og autoritet.

”Derfor håber jeg, at kvinder i lignende positioner ikke blot undlader at lade sig begrænse af omstændighederne, men aktivt omfavner deres styrker og unikke perspektiver. Det er af stor betydning, at virksomheder skaber et miljø, der fremmer mangfoldighed og inklusion, så kvinder føler sig støttet i at udfylde deres plads uden frygt for fordomme,” siger hun.

Hun bakkes op af Tove, der også drømmer om, at vi som virksomhed bliver meget bedre til at vise diversitet i det vi ønsker, efterspørger og forfremmer, og at alle grupper, der er underrepræsenterede, i fremtiden kan  være lidt modigere og gøre deres stemmer lidt højere og lidt tydeligere - og stolt stå ved de forskelligheder, de bringer til bordet.

”Spørgsmålet er jo, hvad vi går glip af, hvis vi ikke har en høj diversitet. Vi ved efterhånden godt, at diversitet giver os langt bedre virksomheder – at jo større forskelligheder vi har og aktivt kan sætte i spil, jo flere perspektiver ser vi, jo bedre kvalitet kan vi levere, jo bedre kan vi forstå kunderne, jo bedre kan vi tiltrække talenter. Hvis vi formår at skabe en kultur, hvor kompetencer og talent i mange former og varianter ses, efterspørges, anerkendes og belønnes, og rollemodeller ser forskellige ud, så tror jeg det bliver helt naturligt, at alle kan komme med de kompetencer, de hver især har med og kan sætte i spil,” siger Tove.

Marie Louise Monby Andersen

Diversity & Inclusion Manager | Copenhagen Airports A/S | Cand.it

11md

Stort tak for at give os et indblik i jeres hverdag, Sara, Tove og Caroline 🙏🏽

Semko Miteran

Transforming vision into reality through focused execution

11md

Fantastisk indlæg! Og sikke nogle stærke profiler 💪🏻

Hvis du vil se eller tilføje en kommentar, skal du logge ind

Flere artikler fra Copenhagen Airports A/S