(1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU (4) er blevet ændret væsentligt flere gange (5). Da der skal foretages yderligere ændringer, bør direktivet af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)

I sin meddelelse af 17. september 2020 om »Styrkelse af Europas klimaambitioner for 2030 – Investering i en klimaneutral fremtid til gavn for borgerne« (»klimaplanen«) foreslog Kommissionen at øge Unionens klimaambition ved at øge målet for drivhusgasemissioner til mindst 55 % under 1990-niveauerne senest i 2030. Dette er en væsentlig stigning i forhold til det eksisterende reduktionsmål på 40 %. Med forslaget blev der fulgt op på tilsagnet i Kommissionens meddelelse af 11. december 2019 om »Den europæiske grønne pagt« (»den europæiske grønne pagt«) om at forelægge en omfattende plan for at øge Unionens mål for 2030 hen imod 55 % på en ansvarlig måde. Det er også i overensstemmelse med målene i Parisaftalen, der blev vedtaget den 12. december 2015 under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (»Parisaftalen«), om at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2 °C og fortsætte bestræbelserne på at holde den på 1,5 °C.

(3)

Det Europæiske Råds konklusioner af 10.-11. december 2020 godkendte Unionens bindende mål om en nettoreduktion af EU's egne drivhusgasemissioner på mindst 55 % senest i 2030 i forhold til 1990. Det Europæiske Råd konkluderede, at der er behov for at styrke klimaambitionen på en måde, som vil anspore til bæredygtig økonomisk vækst, skabe arbejdspladser, give EU-borgerne sundheds- og miljømæssige fordele og bidrage til EU-økonomiens langsigtede globale konkurrenceevne ved at fremme innovation inden for grønne teknologier.

(4)

Med gennemførelsen af disse mål for øje bebudede Kommissionen i sin meddelelse af 19. oktober 2020 om »Kommissionens arbejdsprogram 2021 – En Union med ny vitalitet i en skrøbelig verden« en lovgivningspakke, hvormed det tilsigtes at reducere drivhusgasemissionerne med mindst 55 % senest i 2030 (»Fit for 55-pakken«) og opnå en klimaneutral Europæisk Union senest i 2050. Denne pakke dækker en vifte af politikområder, herunder energieffektivitet, vedvarende energi, arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug, energibeskatning, indsatsfordeling og emissionshandel.

(5)

Formålet med »Fit for 55«-pakken er at sikre og skabe arbejdspladser i Unionen og sætte Unionen i stand til at blive førende på verdensplan inden for udvikling og udbredelse af rene teknologier i den globale energiomstilling, herunder energieffektivitetsløsninger.

(6)

Af fremskrivningerne fremgår det, at med en fuld gennemførelse af de nuværende politikker vil reduktionen af drivhusgasemissionerne frem til 2030 udgøre ca. 45 % i forhold til 1990-niveauerne, hvis der ses bort fra emissioner og optag som følge af arealanvendelse, og ca. 47 %, hvis de medregnes. I klimaplanen fastsættes der derfor en række påkrævede foranstaltninger på tværs af alle sektorer i økonomien samt revisioner af de vigtigste lovgivningsinstrumenter for at kunne nå dette højere klimaambitionsniveau.

(7)

I sin meddelelse af 28. november 2018 om »En ren planet for alle – En europæisk strategisk og langsigtet vision for en fremgangsrig, moderne, konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi« anførte Kommissionen, at energieffektivitet er et centralt indsatsområde, som er en forudsætning for at opnå en fuldstændig dekarbonisering af Unionens økonomi. Behovet for at udnytte de omkostningseffektive muligheder for at opnå energibesparelser har udmøntet sig i Unionens nuværende energieffektivitetspolitik. I december 2018 blev et nyt overordnet EU-energieffektivitetsmål for 2030 på mindst 32,5 % (sammenlignet med det forventede energiforbrug i 2030) medtaget som en del af »pakken om ren energi til alle europæere«, som havde til formål at sætte energieffektivitet i første række, opnå globalt lederskab inden for vedvarende energi og give forbrugerne rimelige vilkår.

(8)

Den konsekvensanalyse, der ledsager klimaplanen, viste at, forbedringerne af energieffektiviteten skal forøges betydeligt i forhold til det nuværende ambitionsniveau på 32,5 % for at opfylde den øgede klimaambition.

(9)

En stigning i Unionens energieffektivitetsmål for 2030 kan bidrage til at reducere energipriserne og være afgørende for at reducere drivhusgasemissionerne, ledsaget af en stigning i og udbredelse af elektrificering, brint, e-drivmidler og andre relevante teknologier, der er nødvendige for den grønne omstilling, herunder i transportsektoren. Selv med den hurtige vækst i produktionen af elektricitet fra vedvarende energikilder kan energieffektivitet bidrage til at mindske behovet for ny elproduktionskapacitet og de omkostninger, der er forbundet med lagring, transmission og distribution. Øget energieffektivitet er også særligt vigtig for Unionens energiforsyningssikkerhed, da det reducerer Unionens afhængighed af importen af brændsler fra tredjelande. Energieffektivitet er en af de reneste og mest omkostningseffektive foranstaltninger til at tackle denne afhængighed.

(10)

Summen af de nationale bidrag, som medlemsstaterne har meddelt i deres nationale energi- og klimaplaner, ligger under Unionens mål på 32,5 %. Bidragene vil føre til en reduktion på 29,7 % af primærenergiforbruget og 29,4 % af slutforbruget af energi sammenholdt med fremskrivningerne i EU's referencescenarie fra 2007 for 2030. Dette indebærer en kollektiv underopfyldelse på 2,8 procentpoint for primærenergiforbruget og 3,1 procentpoint for slutforbruget af energi for EU27.

(11)

En række medlemsstater forelagde ambitiøse nationale energi- og klimaplaner, som af Kommissionen blev vurderet som »tilstrækkelige«, og som indeholdt foranstaltninger, der vil gøre det muligt for disse medlemsstater at bidrage til at nå de kollektive mål for energieffektivitet med en sats, der er højere end EU-gennemsnittet. Desuden har en række medlemsstater dokumenteret »tidlige bestræbelser« på at opnå energibesparelser, dvs. energibesparelser, der er større end Unionens gennemsnitlige forløb i de seneste år. Begge tilfælde er vigtige bestræbelser, der bør anerkendes og bør medtages i Unionens fremtidige modelfremskrivninger, og som kan tjene som gode eksempler på, hvordan alle medlemsstaterne kan arbejde på deres energieffektivitetspotentiale for at opnå væsentlige fordele for deres økonomier og samfund.

(12)

I nogle tilfælde afviger de antagelser, der anvendes af Kommissionen i EU's referencescenarie fra 2020, fra de antagelser, der anvendes af nogle medlemsstater til deres referencescenarier, som ligger til grund for deres nationale energi- og klimaplaner. Dette kan føre til uoverensstemmelser ved beregningen af primærenergiforbruget, men begge tilgange er gyldige med hensyn til primærenergiforbruget.

(13)

Selv om potentialet for energibesparelser fortsat er betydeligt i alle sektorer, er der en særlig udfordring i forbindelse med transport, der tegner sig for mere end 30 % af slutforbruget af energi, og bygninger, eftersom 75 % af Unionens bygningsmasse har en dårlig energimæssig ydeevne. En anden stadig vigtigere sektor er informations- og kommunikationsteknologisektoren (IKT), der tegner sig for 5-9 % af verdens samlede elforbrug og mere end 2 % af de samlede emissioner. I 2018 tegnede datacentrene sig for 2,7 % af efterspørgslen efter elektricitet i EU28. I den forbindelse fremhævede Kommissionen i sin meddelelse af 19. februar 2020 om »Europas digitale fremtid i støbeskeen« (»Unionens digitale strategi«) behovet for meget energieffektive og bæredygtige datacentre og forpligtelser for teleoperatører om åbenhed, hvad angår deres miljøaftryk. Desuden bør der også tages hensyn til den mulige stigning i industriens energiefterspørgsel som følge af dekarboniseringen, navnlig i forbindelse med energiintensive processer.

(14)

Det højere ambitionsniveau gør det påkrævet, at omkostningseffektive energieffektivitetsforanstaltninger fremmes i endnu højere grad inden for alle områder af energisystemet samt i alle relevante sektorer, hvor aktiviteten påvirker energiefterspørgslen såsom transport-, vand- og landbrugssektoren. Forbedring af energieffektiviteten i hele energikæden, herunder energiproduktion, -transmission, -distribution og -slutanvendelse, vil gavne miljøet, forbedre luftkvaliteten og folkesundheden, reducere drivhusgasemissionerne, forbedre energisikkerheden ved at reducere behovet for energiimport, navnlig fossile brændsler, reducere energiomkostningerne for husholdninger og virksomheder, bidrage til at afhjælpe energifattigdom og føre til øget konkurrenceevne, øget beskæftigelse og øget økonomisk aktivitet i hele økonomien. Forbedring af energieffektiviteten vil dermed forbedre borgernes livskvalitet, samtidig med at det vil bidrage til, at Unionens energiforbindelser med tredjelandspartnere omdannes hen imod målet om at opnå klimaneutralitet. Dette er i tråd med Unionens forpligtelser inden for rammerne af energiunionen og den globale klimadagsorden, der blev oprettet ved Parisaftalen. Forbedring af forskellige sektorers energimæssige ydeevne har potentiale til at fremme byfornyelse, herunder forbedring af bygninger og ændringer i mobilitets- og tilgængelighedsmønstre, og samtidig fremme mere effektive, bæredygtige og økonomisk overkommelige muligheder.

(15)

Dette direktiv tager et skridt fremad hen imod klimaneutralitet senest i 2050, hvor energieffektivitet skal behandles som en selvstændig energikilde. Der bør som et overordnet princip tages hensyn til princippet »energieffektivitet først« på tværs af alle sektorer, og det rækker ud over energisystemet på alle niveauer, herunder i den finansielle sektor. Energieffektivitetsløsninger bør betragtes som det første alternativ i planlægnings- og investeringsbeslutninger ved fastsættelsen af nye regler for forsyningssiden og på andre politikområder. Selv om princippet om energieffektivitet først bør anvendes, uden at det berører andre retlige forpligtelser, målsætninger og principper, bør sådanne forpligtelser, målsætninger og principper ikke hindre princippets anvendelse eller føre til fritagelser fra anvendelsen heraf. Kommissionen bør sikre, at energieffektivitet og efterspørgselsstyring kan konkurrere på lige vilkår med produktionskapaciteten. Forbedringer af energieffektiviteten skal foretages, når de er mere omkostningseffektive end tilsvarende løsninger på forsyningssiden. Det bør bidrage til at udnytte de mange fordele ved energieffektivitet for Unionen, navnlig for borgere og virksomheder. Gennemførelse af foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten bør også være en prioritet i forbindelse med afhjælpning af energifattigdom.

(16)

Energieffektivitet bør anerkendes som et afgørende element og et prioriteret hensyn i fremtidige investeringsbeslutninger vedrørende Unionens energiinfrastruktur. Princippet om energieffektivitet først bør anvendes, idet der primært tages hensyn til en tilgang baseret på systemeffektivitet og det samfunds- og sundhedsmæssige perspektiv, og idet der lægges vægt på forsyningssikkerhed, integration af energisystemet og omstillingen til klimaneutralitet. Princippet om energieffektivitet først bør derfor bidrage til at øge effektiviteten i de enkelte slutbrugersektorer og energisystemet som helhed. Anvendelsen af princippet bør også støtte investeringer i energieffektive løsninger, der bidrager til miljømålene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 (6).

(17)

Princippet om energieffektivitet først er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 (7) og udgør kernen i EU-strategien for integration af energisystemet, der blev fastlagt i Kommissionens meddelelse af 8. juli 2022. Princippet er baseret på omkostningseffektivitet, men dets anvendelse har mere vidtrækkende konsekvenser fra et samfundsmæssigt perspektiv. Disse konsekvenser kan variere afhængigt af omstændighederne og bør evalueres omhyggeligt ved hjælp af robuste metoder til cost-benefit-analyser, der tager højde for de mange fordele ved energieffektivitet. Kommissionen har udarbejdet særlige retningslinjer for gennemførelsen og anvendelsen af princippet med et forslag til specifikke redskaber og eksempler på anvendelse i forskellige sektorer. Kommissionen har også udstedt en henstilling til medlemsstaterne på grundlag af kravene fastlagt i dette direktiv og opfordrer til, at der træffes specifikke foranstaltninger i forbindelse med anvendelsen af princippet. Medlemsstaterne bør tage størst muligt hensyn til denne henstilling og følge den, når de gennemfører princippet om energieffektivitet i praksis.

(18)

Princippet om energieffektivitet først omfatter en helhedsorienteret tilgang, som tager hensyn til det integrerede energisystems samlede effektivitet, forsyningssikkerhed og omkostningseffektivitet og fremmer de mest effektive løsninger til klimaneutralitet i hele værdikæden, fra energiproduktion og nettransport til slutforbrug af energi, så der opnås effektivitet i både primærenergiforbruget og slutforbruget af energi. Ved denne tilgang bør der ses på systemets ydeevne og den dynamiske energianvendelse, hvor ressourcer på efterspørgselssiden og systemfleksibilitet betragtes som effektivitetsløsninger.

(19)

Af hensyn til gennemslagskraften må de nationale, regionale, lokale og sektorspecifikke beslutningstagere konsekvent anvende princippet om energieffektivitet først i alle relevante scenarier og politiske og planlægningsrelaterede beslutninger og større investeringsbeslutninger – dvs. omfattende investeringer til en værdi af mere end 100 000 000 EUR eller 175 000 000 EUR for transportinfrastrukturprojekters vedkommende – som påvirker energiforbruget eller -forsyningen. En korrekt anvendelse af princippet forudsætter, at den rigtige metode til cost-benefit-analyser anvendes, og at der fastsættes grundforudsætninger for energieffektive løsninger og tilstrækkelig overvågning. Cost-benefit-analyser bør systematisk udvikles og gennemføres, bør baseres på de mest ajourførte oplysninger om energipriser og bør omfatte scenarier for stigende priser, f.eks. som følge af mindskede kvoter i EU's emissionshandelssystem (EU ETS) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (8), for at tilskynde til anvendelse af energieffektivitetsforanstaltninger. Der bør gives prioritet til løsninger på efterspørgselssiden, når disse er mere omkostningseffektive end investeringer i energiforsyningsinfrastrukturen med hensyn til at nå de politiske mål. Fleksibilitet på efterspørgselssiden kan medføre bredere økonomiske, miljømæssige og samfundsmæssige fordele for forbrugerne og samfundet som helhed, herunder lokalsamfund, og den kan øge energisystemets effektivitet og mindske energiomkostningerne, f.eks. ved at reducere systemets driftsomkostninger og derved sikre lavere tariffer for alle forbrugere. Medlemsstaterne bør tage hensyn til de potentielle fordele ved fleksibilitet på efterspørgselssiden, når de anvender princippet om energieffektivitet først, og, hvis det er relevant, tage hensyn til efterspørgselsreaktion på både centralt og decentralt plan, energilagring og intelligente løsninger som led i deres bestræbelser på at øge det integrerede energisystems effektivitet.

(20)

Ved vurderingen af projekternes værdier med henblik på anvendelsen af princippet om energieffektivitet først bør Kommissionen i sin rapport til Europa-Parlamentet og Rådet navnlig vurdere, om og hvordan tærsklerne anvendes effektivt i hver medlemsstat.

(21)

Princippet om energieffektivitet først bør altid anvendes ud fra en rimelighedsbetragtning, og kravene fastlagt i dette direktiv bør ikke pålægge medlemsstaterne overlappende eller modstridende forpligtelser, hvis anvendelsen af princippet sikres direkte af anden lovgivning. Dette kan være tilfældet for de projekter af fælles interesse, der er opført på EU-listen i henhold til artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/869 (9), hvorved der indføres krav om at tage hensyn til princippet om energieffektivitet først i forbindelse med udviklingen og vurderingen af disse projekter.

(22)

En retfærdig omstilling til en klimaneutral Union senest i 2050 er af central betydning for den europæiske grønne pagt. Energifattigdom er et centralt begreb i pakken med titlen »Ren energi til alle europæere« og har til formål at fremme en retfærdig energiomstilling. I henhold til forordning (EU) 2018/1999 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 (10) forelagde Kommissionen i sin henstilling (EU) 2020/1563 om energifattigdom (11) vejledende retningslinjer for relevante indikatorer til at måle energifattigdom og en definition af »betydeligt antal husholdninger, der lider under energifattigdom«. Ifølge Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF (12) og direktiv (EU) 2019/944 pålægges medlemsstaterne at træffe egnede foranstaltninger for at imødegå energifattigdom, hvor den konstateres, herunder generelt i forbindelse med fattigdom. Dette er særlig relevant i en situation med stigende energipriser og inflationspres, hvor der bør gennemføres både kortsigtede og langsigtede foranstaltninger for at tackle systemiske udfordringer for Unionens energisystem.

(23)

Personer, der er udsat for eller risikerer energifattigdom, sårbare kunder, herunder slutbrugere, husholdninger med lav og mellemhøj indkomst, og personer, der bor i socialt boligbyggeri, bør tilgodeses ved anvendelsen af princippet om energieffektivitet først. Der bør lægges vægt på gennemførelsen af energieffektivitetsforanstaltninger for at forbedre vilkårene for disse enkeltpersoner og husholdninger og for at afhjælpe energifattigdom, og de bør ikke tilskynde til en uforholdsmæssig stigning i udgifterne til bolig, mobilitet eller energi. En helhedsorienteret tilgang til udformningen og gennemførelsen af politikker og foranstaltninger forudsætter, at medlemsstaterne sikrer, at andre politikker og foranstaltninger ikke har ugunstige virkninger for disse enkeltpersoner og husholdninger.

(24)

Dette direktiv indgår i en bredere politisk ramme for energieffektivitetspolitikker, der omhandler energieffektivitetspotentialer på specifikke politikområder, herunder bygninger (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU (13)), produkter (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF (14) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369 (15) og (EU) 2020/740 (16)) og forvaltning (forordning (EU) 2018/1999). Disse politikker spiller en meget vigtig rolle med hensyn til at virkeliggøre energibesparelser, når produkter udskiftes, eller bygninger opføres eller renoveres.

(25)

At nå et ambitiøst energieffektivitetsmål kræver, at hindringer ryddes af vejen, med henblik på at gøre det lettere at investere i energieffektivitetsforanstaltninger. I delprogrammet Omstilling til Ren Energi i Unionens Life-program, der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/783 (17), vil der blive afsat midler til at støtte udviklingen af Unionens bedste praksis for gennemførelse af energieffektivitetspolitikker, der tager fat på adfærdsmæssige, markedsmæssige og lovgivningsmæssige hindringer for energieffektivitet.

(26)

Det Europæiske Råd støttede i sine konklusioner af 23. og 24. oktober 2014 et energieffektivitetsmål på 27 % for 2030 på EU-plan, som skal revideres i 2020 med et mål på 30 % på EU-plan for øje. I sin beslutning af 15. december 2015 med titlen »Mod en europæisk energiunion« opfordrede Europa-Parlamentet Kommissionen til tillige at vurdere, hvorvidt et mål for energieffektivitet på 40 % kan gennemføres inden for samme periode.

(27)

I sin meddelelse af 28. november 2018 om »En ren planet for alle – En europæisk strategisk og langsigtet vision for en fremgangsrig, moderne, konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi« forventer Kommissionen, at Unionens energieffektivitetsmål på 32,5 % for 2030 og de øvrige politikinstrumenter i den eksisterende ramme vil føre til en reduktion af drivhusgasemissionerne på ca. 45 % senest i 2030. Med henblik på en øget klimaambition om en reduktion af drivhusgasemissionerne på 55 % senest i 2030 blev det i konsekvensanalysen af klimaplanen vurderet, hvor stor en indsats der vil være behov for på de forskellige politikområder. Det blev konkluderet, at set i forhold til grundscenariet vil opfyldelsen af målet for drivhusgasemissioner på en omkostningsoptimal måde være ensbetydende med, at primærenergiforbruget og slutforbruget af energi skal aftage med henholdsvis mindst 39-41 % og 36-37 %.

(28)

Unionens energieffektivitetsmål blev oprindeligt fastsat og beregnet ved hjælp af fremskrivningerne i EU's referencescenarie fra 2007 for 2030 som grundscenarie. Ændringen i Eurostats metode til beregning af energibalancen og forbedringerne i de efterfølgende modelfremskrivninger nødvendiggør en ændring af grundscenariet. Ved at anvende samme tilgang til at fastsætte målet, dvs. at sammenholde det med de fremtidige fremskrivninger af grundscenariet, fastsættes ambitionen for Unionens energieffektivitetsmål for 2030 i forhold til fremskrivningerne i EU's referencescenarie fra 2020 for 2030, der afspejler de nationale bidrag fra de nationale energi- og klimaplaner. Med dette ajourførte grundscenarie vil Unionen skulle øge sit ambitionsniveau for energieffektivitet yderligere med mindst 11,7 % i 2030 i forhold til indsatsniveauet under EU's referencescenarie fra 2020. Den nye metode til at udtrykke ambitionsniveauet for Unionens mål påvirker ikke det faktiske niveau for den nødvendige indsats, der svarer til en reduktion på henholdsvis 40,5 % for primærenergiforbruget og 38 % for slutforbruget af energi sammenholdt med fremskrivningerne i EU's referencescenarie fra 2007 for 2030.

(29)

Metoden til beregning af primærenergiforbrug og slutforbrug af energi er tilpasset den nye Eurostatmetode, men de indikatorer, der anvendes i forbindelse med dette direktiv, har et andet anvendelsesområde, da de udelukker omgivelsesenergi og indregner energiforbruget i den internationale lufttrafik i målene for primærenergiforbruget og slutforbruget af energi. Anvendelsen af nye indikatorer indebærer også, at eventuelle ændringer i højovnes energiforbrug nu kun afspejles i primærenergiforbruget.

(30)

Behovet for, at Unionen forbedrer sin energieffektivitet, bør udtrykkes i primærenergiforbrug og slutforbrug af energi, der skal nås i 2030, med angivelse af et fornødent yderligere indsatsniveau sammenholdt med de foranstaltninger, der er indført eller planlagt i de nationale energi- og klimaplaner. Ifølge EU's referencescenarie fra 2020 forventes det, at 864 Mtoe slutforbrug af energi og 1 124 Mtoe primærenergiforbrug nås inden 2030 (fraregnet omgivelsesenergi og medregnet international lufttrafik). En yderligere reduktion på 11,7 % giver henholdsvis 763 Mtoe og 992,5 Mtoe i 2030. Sammenholdt med niveauerne i 2005 indebærer dette, at slutforbruget af energi i Unionen bør reduceres med ca. 25 %, og primærenergiforbruget bør reduceres med ca. 34 %. Der er ingen bindende mål på medlemsstatsplan i 2020- og 2030-perspektiverne, og medlemsstaterne bør fastsætte deres bidrag til opfyldelsen af Unionens energieffektivitetsmål under hensyntagen til formlen i dette direktiv. Medlemsstaterne bør frit kunne fastsætte deres nationale mål på grundlag af enten primærenergiforbrug eller slutforbrug af energi, primærenergibesparelser eller endelige energibesparelser eller energiintensitet. Ved dette direktiv ændres den måde, hvorpå medlemsstaterne bør udtrykke deres nationale bidrag til Unionens mål. Medlemsstaternes bidrag til Unionens mål bør udtrykkes i primærenergiforbrug og slutforbrug af energi for at sikre sammenhæng og overvågning af fremskridt. Der er behov for en regelmæssig evaluering af fremskridtene hen imod at nå Unionens mål for 2030, og en sådan evaluering er foreskrevet i forordning (EU) 2018/1999.

(31)

Senest den 30. november 2023 bør Kommissionen ajourføre EU's referencescenarie fra 2020 på grundlag af de seneste data fra Eurostat. Medlemsstater, der ønsker at anvende det ajourførte referencescenarie, bør meddele deres ajourførte nationale bidrag senest den 1. februar 2024 som led i den iterative proces, der er fastsat i forordning (EU) 2018/1999.

(32)

Det ville være at foretrække, hvis energieffektivitetsmålene kunne opnås som et resultat af den samlede gennemførelse af specifikke EU-foranstaltninger og nationale foranstaltninger til fremme af energieffektiviteten inden for forskellige områder. Medlemsstaterne bør derfor være forpligtet til at opstille nationale politikker og foranstaltninger for energieffektivitet. Kommissionen bør vurdere disse politikker og foranstaltninger og den individuelle indsats i hver enkelt medlemsstat og sammenholde dem med data om fremskridt for dermed at vurdere sandsynligheden for, at Unionens overordnede mål opnås, og i hvilket omfang den individuelle indsats er tilstrækkelig til at opfylde det fælles mål.

(33)

Den offentlige sektor tegner sig for ca. 5-10 % af Unionens samlede slutforbrug af energi. De offentlige myndigheder bruger ca. 1 800 000 000 000 EUR hvert år. Dette udgør ca. 14 % af Unionens bruttonationalprodukt. Af samme grund udgør den offentlige sektor en vigtig drivkraft, der kan stimulere markedet i retning af mere effektive produkter, bygninger og tjenester og udløse adfærdsmæssige ændringer hos borgerne og virksomhederne med hensyn til energiforbrug. Desuden kan faldende energiforbrug som følge af foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten frigøre offentlige ressourcer til andre formål. Offentlige organer på nationalt, regionalt og lokalt plan bør danne eksempel med hensyn til energieffektivitet.

(34)

For at vise det gode eksempel bør den offentlige sektor fastsætte sine egne dekarboniseringsmål og energieffektivitetsmål. Forbedringerne af energieffektiviteten i den offentlige sektor bør afspejle den påkrævede indsats på EU-plan. For at opfylde målet for slutforbruget af energi bør Unionen reducere sit slutforbrug af energi med 19 % senest i 2030 sammenholdt med det gennemsnitlige energiforbrug i årene 2017, 2018 og 2019. Med en forpligtelse til at opnå en årlig reduktion af den offentlige sektors energiforbrug på mindst 1,9 % bør det sikres, at den offentlige sektor udfylder sin rolle som forbillede. Medlemsstaterne bevarer fuld fleksibilitet med hensyn til valget af foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten med henblik på at opnå en reduktion af slutforbruget af energi. Kravet om en årlig reduktion af slutforbruget af energi medfører en mindre administrativ byrde, end hvis der fastlægges metoder til måling af energibesparelser.

(35)

For at opfylde deres forpligtelse bør medlemsstaterne fokusere på slutforbruget af energi for alle offentlige tjenester og installationer i de offentlige organer. Med henblik på at fastlægge kredsen af adressater bør medlemsstaterne anvende definitionen af »offentlige organer« som fastsat i dette direktiv, når »finansieres direkte af disse myndigheder« betyder, at disse enheder overvejende finansieres med offentlige midler og »administreres af disse myndigheder« betyder, at en national, regional eller lokal myndighed har et flertal med hensyn til valget af enhedens ledelse. Forpligtelsen kan opfyldes ved at reducere slutforbruget af energi inden for ethvert område af den offentlige sektor, herunder transport, offentlige bygninger, sundhedspleje, fysisk planlægning, vandforvaltning og spildevandsbehandling, spildevands- og vandrensning, affaldshåndtering, fjernvarme og fjernkøling, energidistribution, -forsyning og -lagring, offentlig belysning, infrastrukturplanlægning, uddannelse og sociale tjenester. Medlemsstaterne kan også medtage andre typer tjenester, når de gennemfører dette direktiv. For at mindske den administrative byrde for offentlige organer bør medlemsstaterne oprette digitale platforme eller redskaber til indsamling af aggregerede forbrugsdata fra offentlige organer, gøre dem offentligt tilgængelige og indberette dataene til Kommissionen. Medlemsstaterne bør sørge for planlægning af og årlig rapportering om offentlige organers forbrug i aggregeret form pr. sektor.

(36)

Medlemsstaterne bør fremme energieffektive mobilitetsformer, herunder i deres praksis for offentlige indkøb, såsom jernbanetransport, cykling, gang eller delt mobilitet, ved at forny og dekarbonisere flåder, tilskynde til skift i transportform og medtage disse former i mobilitetsplanlægningen i byerne.

(37)

Medlemsstaterne bør spille en forbilledlig rolle ved at sikre, at alle kontrakter om energimæssig ydeevne, energisyn og energiledelsessystemer gennemføres i den offentlige sektor i overensstemmelse med europæiske eller internationale standarder, eller at energisyn i vid udstrækning anvendes i de dele af den offentlige sektor, hvor energiforbruget er højt. Medlemsstaterne bør udstikke retningslinjer og bør fastlægge procedurer for anvendelsen af disse instrumenter.

(38)

Offentlige myndigheder tilskyndes til at opnå støtte fra enheder som f.eks. myndigheder for bæredygtig energi, der er etableret på regionalt eller lokalt plan, hvor dette er relevant. Disse myndigheders organisation afspejler normalt de offentlige myndigheders individuelle behov i en bestemt region eller i et bestemt område af den offentlige sektor. Centraliserede myndigheder kan opfylde behovene bedre og arbejde mere effektivt i andre henseender, f.eks. i mindre eller centraliserede medlemsstater, eller når det drejer sig om komplekse eller tværregionale aspekter såsom fjernvarme og fjernkøling. Myndigheder for bæredygtig energi kan fungere som one-stop-shopper. Disse myndigheder er ofte ansvarlige for at udvikle lokale eller regionale dekarboniseringsplaner, som også kan omfatte andre dekarboniseringsforanstaltninger såsom udskiftning af kedler til fossile brændsler, og for at støtte offentlige myndigheder i gennemførelsen af energirelaterede politikker. Myndigheder for bæredygtig energi eller andre enheder, som har til opgave at bistå regionale og lokale myndigheder, kan have klare kompetencer, målsætninger og ressourcer på området bæredygtig energi. Myndigheder for bæredygtig energi kan tilskyndes til at tage hensyn til initiativer, der tages inden for rammerne af borgmesteraftalen, som samler lokale myndigheder, der frivilligt forpligter sig til at gennemføre Unionens klima- og energimål, og andre eksisterende initiativer til dette formål. Dekarboniseringsplanerne bør knyttes til territoriale udviklingsplaner og tage hensyn til den omfattende vurdering, som medlemsstaterne bør foretage.

(39)

Medlemsstaterne bør støtte offentlige organer i forbindelse med planlægningen og udbredelsen af foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten, herunder på regionalt og lokalt plan, ved at udstikke retningslinjer, der fremmer kompetenceopbygning og uddannelsesmuligheder samt tilskynder til samarbejde mellem offentlige organer, herunder mellem myndigheder. Til dette formål kan medlemsstaterne oprette nationale kompetencecentre, som tager sig af komplekse spørgsmål såsom rådgivning af lokale eller regionale energimyndigheder om fjernvarme eller fjernkøling. Kravet om at omdanne bygninger til næsten energineutrale bygninger udelukker eller forhindrer ikke, at der differentieres mellem niveauet af næsten energineutrale bygninger for så vidt angår nye eller renoverede bygninger. Næsten energineutrale bygninger, herunder omkostningsoptimalt niveau, er defineret i direktiv 2010/31/EU.

(40)

Medlemsstater, der renoverer over 3 % af det samlede etageareal i deres bygninger i et givet år indtil slutningen af 2026, bør have mulighed for at medregne overskuddet i den årlige renoveringsprocent for et af de tre efterfølgende år. En medlemsstat, der renoverer mere end 3 % af det samlede etageareal i sine bygninger fra den 1. januar 2027, bør kunne medregne overskuddet i den årlige renoveringsprocent for de efterfølgende to år. Denne mulighed bør ikke anvendes til formål, der ikke er i overensstemmelse med de generelle mål og ambitionsniveauet i dette direktiv.

(41)

Medlemsstaterne bør tilskynde offentlige organer til at tage hensyn til de bredere fordele, der rækker ud over energibesparelser, såsom kvaliteten af indeklima samt en forbedring af menneskers livskvalitet og komforten ved renoverede offentlige bygninger, navnlig skoler, daginstitutioner, plejehjem, beskyttede boliger, hospitaler og socialt boligbyggeri.

(42)

Bygninger og transport er sammen med industrien de største energiforbrugere og de største emissionskilder. Bygninger tegner sig for ca. 40 % af Unionens samlede energiforbrug og for 36 % af dens drivhusgasemissioner fra energi. I Kommissionens meddelelse af 14. oktober 2020 med titlen »Renoveringsbølgen« behandles den dobbelte udfordring med hensyn til energi- og ressourceeffektivitet og prisoverkommelighed i byggesektoren, og det tilsigtes at fordoble renoveringsprocenten. Heri fokuseres der på bygningerne med den dårligste ydeevne samt energifattigdom og offentlige bygninger. Endvidere er bygninger afgørende for at nå Unionens mål om at opnå klimaneutralitet senest i 2050. Bygninger, der ejes af offentlige organer, udgør en betydelig del af bygningsmassen og er meget synlige i det offentlige liv. Det er derfor hensigtsmæssigt at fastsætte, at en bestemt andel af bygninger, der ejes af offentlige organer på en medlemsstats område, hvert år renoveres til en højere energimæssig ydeevne og som minimum omdannes til næsten energineutrale bygninger eller nulemissionsbygninger. Medlemsstaterne opfordres til at fastsætte en højere renoveringsprocent, hvis dette er omkostningseffektivt, i forbindelse med renoveringen af deres bygningsmasse og i overensstemmelse med deres langsigtede renoveringsstrategier eller nationale renoveringsprogrammer. Denne renoveringsprocent bør ikke indskrænke forpligtelserne med hensyn til næsten energineutrale bygninger som fastsat i direktiv 2010/31/EU. Medlemsstaterne bør kunne stille mindre strenge krav til visse bygninger såsom bygninger med særlig arkitektonisk eller historisk værdi. Kommissionen bør i forbindelse med den næste revision af direktiv 2010/31/EU vurdere, hvilke fremskridt medlemsstaterne har opnået med hensyn til at renovere offentlige organers bygninger. Kommissionen bør overveje at forelægge et lovgivningsmæssigt forslag med henblik på at revidere renoveringsprocenten, samtidig med at der tages hensyn til de fremskridt, der er opnået i medlemsstaterne, væsentlige økonomiske eller tekniske udviklingstendenser eller om nødvendigt Unionens tilsagn angående dekarbonisering og nulforurening. Forpligtelsen i nærværende direktiv til at renovere offentlige organers bygninger supplerer dette i direktiv 2010/31/EU, der kræver, at medlemsstaterne, når eksisterende bygninger gennemgår større renoveringsarbejder, sikrer, at bygningernes energimæssige ydeevne opgraderes med henblik på at opfylde kravene til næsten energineutrale bygninger.

(43)

Bygningsautomatiserings- og kontrolsystemer og andre løsninger til aktiv energistyring er vigtige redskaber for offentlige organer til at forbedre og opretholde bygningers energimæssige ydeevne og sikre de nødvendige indendørs forhold i de bygninger, de ejer eller benytter, i overensstemmelse med direktiv 2010/31/EU.

(44)

Fremme af grøn mobilitet er en central del af den europæiske grønne pagt. Tilrådighedsstillelse af opladningsinfrastruktur er et af de nødvendige elementer i omstillingen. Opladningsinfrastruktur i bygninger er særligt vigtigt, da elektriske køretøjer parkerer regelmæssigt og i længere perioder i bygninger, hvilket dermed gør opladning lettere og mere effektiv. Offentlige organer bør gøre deres bedste for at installere opladningsinfrastruktur i bygninger, de ejer eller benytter, i overensstemmelse med direktiv 2010/31/EU.

(45)

Med henblik på at fastsætte renoveringsprocenten har medlemsstaterne behov for at have et overblik over de bygninger, der ikke kvalificerer sig som næsten energineutrale bygninger. Medlemsstaterne bør derfor offentliggøre og ajourføre en fortegnelse over offentlige bygninger, herunder, hvor det er relevant, socialt boligbyggeri, som en del af en samlet database over energiattester. Denne fortegnelse bør også gøre det muligt for private aktører, herunder energitjenesteselskaber (ESCO'er), at foreslå renoveringsløsninger, og de kan aggregeres af EU-overvågningsorganet for bygningsmassen.

(46)

Fortegnelsen kan integrere data fra eksisterende fortegnelser over bygningsmassen. Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger til at lette dataindsamlingen og gøre fortegnelsen tilgængelig for private aktører, herunder ESCO'er, for at muliggøre deres aktive rolle i renoveringsløsninger. Tilgængelige og offentligt delte data om bygningsmassens karakteristika, bygningsrenovation og energimæssig ydeevne kan aggregeres af EU's overvågningsorgan for bygningsmassen for at sikre bedre forståelse af byggesektorens energimæssige ydeevne gennem sammenlignelige data.

(47)

I 2020 levede mere end halvdelen af verdens befolkning i byområder. Dette tal forventes at nå op på 68 % i 2050. Dertil kommer, at halvdelen af de byinfrastrukturer, som findes i 2050, endnu ikke er bygget. Byer og storbyområder er centre for økonomisk aktivitet, videnskabelse, innovation og ny teknologi. Byerne påvirker livskvaliteten for de borgere, der bor eller arbejder i dem. Medlemsstaterne bør bistå kommunerne teknisk og finansielt. En række kommuner og andre offentlige organer i medlemsstaterne har allerede indført integrerede strategier for energibesparelser og energiforsyning og bæredygtig mobilitet, for eksempel via handlingsplaner for bæredygtig energi eller planer for bæredygtig mobilitet i byerne, såsom dem, der er udviklet under borgmesteraftalen, samt integrerede byplanlægningstilgange, der dækker bredere end de enkelte indgreb i bygninger og transportformer. Der er behov for en yderligere indsats for at forbedre energieffektiviteten i mobiliteten i byerne for både person- og godstransport, da den bruger omkring 40 % af al vejtransportenergi.

(48)

Alle principperne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU (18), 2014/24/EU (19) og 2014/25/EU (20) finder fortsat fuld anvendelse inden for rammerne af nærværende direktiv.

(49)

Med hensyn til køb af visse produkter og tjenester samt køb og leje af bygninger bør ordregivende myndigheder og ordregivende enheder, der indgår kontrakter vedrørende offentlige bygge- og anlægsarbejder, forsyningsvirksomhed eller tjenester, vise det gode eksempel og træffe energieffektive købsbeslutninger og derudover anvende princippet om energieffektivitet først, herunder for de offentlige kontrakter og koncessioner, for hvilke der ikke er fastsat specifikke krav i dette direktiv. Dette bør gælde for ordregivende myndigheder og ordregivende enheder, der falder inden for anvendelsesområdet for direktiv 2014/23/EU, 2014/24/EU eller 2014/25/EU. Medlemsstaterne bør fjerne hindringer for fælles udbud inden for en medlemsstat eller på tværs af landegrænserne, hvis dette kan reducere omkostningerne og øge fordelene ved det indre marked, idet der skabes forretningsmuligheder for leverandører og leverandører af energitjenester.

(50)

Alle offentlige enheder, der investerer offentlige ressourcer gennem offentlige udbud, bør gå foran med et godt eksempel, når de tildeler kontrakter og koncessioner, ved at de vælger produkter, bygninger, bygge- og anlægsarbejder og tjenester med den højeste energieffektivitet, og dette gælder også i forbindelse med udbud, der ikke er underlagt specifikke krav i henhold til direktiv 2009/30/EF. I den forbindelse skal der i alle procedurer for tildeling af offentlige kontrakter og koncessioner med en værdi over de tærskelværdier, der er fastsat ved artikel 8 i direktiv 2014/23/EU, artikel 4 i direktiv 2014/24/EU og artikel 15 i direktiv 2014/25/EU, tages hensyn til produkters, bygningers og tjenesters energimæssige ydeevne som fastsat i EU-retten eller national ret, idet der gives forrang til princippet om energieffektivitet først i deres udbudsprocedurer.

(51)

Det er også vigtigt, at medlemsstaterne overvåger, hvordan de ordregivende myndigheder og ordregivende enheder tager hensyn til energieffektivitetskravene i forbindelse med udbud vedrørende produkter, bygninger, bygge- og anlægsarbejder og tjenester, idet det sikres, at oplysninger om indvirkning på energieffektiviteten i de valgte bud ud over de tærskelværdier, der er omhandlet i udbudsdirektiverne, gøres offentligt tilgængelige. Dette vil give interessenter og borgere mulighed for at vurdere den offentlige sektors rolle med hensyn til at sikre princippet om energieffektivitet først i forbindelse med offentlige udbud på en gennemsigtig måde.

(52)

Medlemsstaternes forpligtelse til at sikre, at ordregivende myndigheder og ordregivere kun indkøber produkter, bygninger, bygge- og anlægsarbejder og tjenester med høj energieffektivitet, bør dog ikke forhindre medlemsstaterne i at købe varer, der er nødvendige for at beskytte den offentlige sikkerhed og reagere på folkesundhedsmæssige krisesituationer.

(53)

I den europæiske grønne pagt anerkendes den cirkulære økonomis rolle med hensyn til at bidrage til Unionens overordnede dekarboniseringsmål. Den offentlige sektor og navnlig transportsektoren bør bidrage til disse mål ved at bruge sin købekraft til, hvis det er relevant, at vælge miljøvenlige produkter, bygninger, bygge- og anlægsarbejder og tjenester med de redskaber, som kan benyttes til grønne offentlige udbud, og dermed yde et vigtigt bidrag til at reducere energiforbruget og miljøpåvirkningerne.

(54)

Det er vigtigt, at medlemsstaterne yder offentlige organer den nødvendige støtte ved udbredelsen af energieffektivitetskrav i forbindelse med offentlige udbud og, hvis det er relevant, ved anvendelsen af grønne offentlige udbud, idet de nødvendige retningslinjer og metoder stilles til rådighed med henblik på at vurdere livscyklusomkostninger samt miljøpåvirkninger og -omkostninger. Veludformede redskaber, navnlig digitale værktøjer, forventes at lette udbudsprocedurerne og mindske de administrative omkostninger, navnlig i mindre medlemsstater, som måske ikke har tilstrækkelig kapacitet til at udarbejde udbud. I den forbindelse bør medlemsstaterne aktivt fremme brugen af digitale værktøjer og samarbejdet mellem ordregivende myndigheder, også på tværs af landegrænserne, med henblik på at udveksle bedste praksis.

(55)

Eftersom bygninger tegner sig for drivhusgasemissioner før og efter deres driftslevetid, bør medlemsstaterne også tage hensyn til hele livscyklussen for CO2-emissioner fra bygninger. Dette bør ske i forbindelse med bestræbelserne på at øge bevågenheden om ydeevnen i hele livscyklussen, aspekter vedrørende den cirkulære økonomi og miljøpåvirkninger som led i den offentlige sektors rolle som forbillede. Offentlige udbud kan således tjene som en mulighed for at imødegå det indlejrede CO2 i bygninger i løbet af deres livscyklus. I den forbindelse er ordregivende myndigheder vigtige aktører, der som led i udbudsprocedurer kan styrke indsatsen ved at købe nye bygninger, der imødegår det globale opvarmningspotentiale i hele livscyklussen.

(56)

Det globale opvarmningspotentiale i hele livscyklussen er et mål for de drivhusgasemissioner, der knytter sig til bygningen på forskellige stadier af dens livscyklus. Derved måles bygningens samlede bidrag til de emissioner, der fører til klimaændringer. Dette kaldes undertiden en »vurdering af CO2-fodaftrykket« eller en »måling af CO2-emissioner i hele livscyklussen«. Derigennem kumuleres CO2-emissioner indlejret i byggevarer med direkte og indirekte CO2-emissioner fra brugsfasen. Bygninger udgør en vigtig materialebank, der i mange årtier fungerer som et lager for CO2-intensive ressourcer, og det er derfor vigtigt at udforske konstruktioner, der letter fremtidig genbrug og genanvendelse ved udløbet af driftslevetiden i overensstemmelse med den nye handlingsplan for den cirkulære økonomi. Medlemsstaterne bør fremme byggematerialers cirkularitet, holdbarhed og tilpasningsevne med henblik på at tage fat på byggevarers bæredygtighedsydeevne.

(57)

Det globale opvarmningspotentiale udtrykkes som en numerisk indikator i kg CO2eq/m2 (for nytteetageareal) for hver livscyklusfase angivet som et årligt gennemsnit i en referenceundersøgelsesperiode på 50 år. Dataudvælgelsen, scenariedefinitionen og beregningerne udføres i overensstemmelse med standarden EN 15978. Anvendelsesområdet for bygningsdele og teknisk udstyr er fastsat i den fælles EU-niveauramme for indikator 1.2. Hvis der findes et nationalt beregningsværktøj, eller det er nødvendigt for at afgive oplysninger eller for at opnå byggetilladelser, bør dette nationale værktøj kunne benyttes til at forelægge de krævede oplysninger. Det bør være muligt at anvende andre beregningsværktøjer, hvis de opfylder de minimumskriterier, der er fastsat i den fælles EU-niveauramme.

(58)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU (21) fastlægger regler om anlæg, der bidrager til energiproduktion eller anvender energi til produktionsformål, og fastsætter, at oplysninger om den energi, der anvendes i eller produceres af anlægget, skal indgå i ansøgninger om integrerede godkendelser (i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, litra b)). Desuden fastsættes det i direktivets artikel 11, at en effektiv energiudnyttelse er et af de generelle principper for driftslederens grundlæggende forpligtelser og et af kriterierne for bestemmelse af den bedste tilgængelige teknik i henhold til bilag III til nævnte direktiv. Energisystemernes operationelle effektivitet er på ethvert givet tidspunkt påvirket af evnen til at tilføre nettet strøm fra forskellige kilder med forskellige grader af inerti og opstartstider på en let og fleksibel måde. En forbedring af effektiviteten vil muliggøre en bedre udnyttelse af vedvarende energi.

(59)

Forbedring af energieffektiviteten kan bidrage til højere økonomisk output. Medlemsstaterne og Unionen bør sigte mod at nedbringe energiforbruget, uanset niveauet for økonomisk vækst.

(60)

Den energispareforpligtelse, der er fastsat i dette direktiv, bør øges og bør også gælde efter 2030. Dette vil sikre stabilitet for investorer og derved tilskynde til langsigtede investeringer og energieffektivitetsforanstaltninger såsom gennemgribende renovering af bygninger med det langsigtede mål at fremme en omkostningseffektiv omdannelse af eksisterende bygninger til næsten energineutrale bygninger. Energispareforpligtelsen spiller en central rolle i skabelsen af lokal vækst, beskæftigelse, konkurrenceevne og afhjælpning af energifattigdom. Den bør sikre, at Unionen kan nå sine energi- og klimamål ved at skabe yderligere muligheder og ved at bryde forbindelsen mellem energiforbrug og vækst. Samarbejde med den private sektor er vigtigt for at kunne vurdere de betingelser, hvorefter der kan frigøres private investeringer til energieffektivitetsprojekter, og for at udvikle nye indtægtsmodeller for innovation på energieffektivitetsområdet.

(61)

Foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten har også en positiv indvirkning på luftkvaliteten, da mere energieffektive bygninger bidrager til at mindske efterspørgslen efter opvarmningsbrændsel, herunder fast opvarmningsbrændsel. Energieffektivitetsforanstaltninger bidrager derfor til at forbedre luftkvaliteten i og uden for bygninger, ligesom de medvirker til en omkostningseffektiv opnåelse af målene for Unionens luftkvalitetspolitik, som navnlig fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2284 (22).

(62)

Med henblik på at sikre et stabilt og forudsigeligt bidrag til at nå Unionens energi- og klimamål for 2030 og målet om klimaneutralitet i 2050 er medlemsstaterne forpligtet til at opnå kumulative energibesparelser i slutanvendelserne for hele forpligtelsesperioden indtil 2030, hvilket svarer til nye årlige besparelser på mindst 0,8 % af slutforbruget af energi indtil den 31. december 2023 og mindst 1,3 % fra den 1. januar 2024, 1,5 % fra den 1. januar 2026 og 1,9 % fra den 1. januar 2028. Dette krav vil kunne opfyldes af nye politiktiltag, der vedtages i forpligtelsesperioden fra 1. januar 2021 til 31. december 2030, eller ved hjælp af nye individuelle foranstaltninger som følge af politiktiltag, der er vedtaget i eller før den foregående periode, forudsat at de individuelle foranstaltninger, som medfører energibesparelser, indføres i efter perioden. Med henblik herpå bør medlemsstaterne kunne anvende en ordning for energispareforpligtelser, alternative politiktiltag eller begge dele.

(63)

For perioden fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2023 bør Cypern og Malta være forpligtet til at opnå nye kumulative energibesparelser i slutanvendelserne svarende til 0,24 % af det årlige slutforbrug af energi målt i gennemsnit over den seneste treårsperiode forud for den 1. januar 2019. For perioden fra den 1. januar 2024 til den 31. december 2030 bør Cypern og Malta være forpligtet til at opnå nye kumulative energibesparelser i slutanvendelserne på 0,45 % af det årlige slutforbrug af energi, målt i gennemsnit over den seneste treårsperiode forud for den 1. januar 2019.

(64)

Når der anvendes en forpligtelsesordning, bør medlemsstaterne på grundlag af objektive og ikkeforskelsbehandlende kriterier udpege forpligtede parter blandt transmissionssystemoperatører, distributionssystemoperatører, energidistributører, energileverandører i detailleddet og distributører af brændstof til transport eller detailforhandlere af brændstof til transport. Udpegelse eller fritagelse for udpegelse af visse kategorier af enheder bør ikke anses for at være uforenelig med princippet om ikkeforskelsbehandling. Medlemsstaterne kan derfor vælge, om sådanne enheder eller kun visse kategorier heraf udpeges som forpligtede parter. For at styrke og beskytte personer, der er berørt af energifattigdom, sårbare kunder, personer i lavindkomsthusstande og, hvor det er relevant, personer, der bor i socialt boligbyggeri, og for at prioritere gennemførelsen af politiktiltag blandt disse personer kan medlemsstaterne pålægge forpligtede parter at opnå energibesparelser blandt disse personer. Til dette formål kan medlemsstaterne også fastsætte mål for reduktion af energiomkostningerne. Forpligtede parter kan nå disse mål ved at fremme installation af foranstaltninger, der fører til energibesparelser og økonomiske besparelser på energiregninger, f.eks. installation af isolerings- og opvarmningsforanstaltninger, og ved at støtte initiativer til energibesparelser, som tages af VE-fællesskaber og borgerenergifællesskaber.

(65)

Ved udformningen af politiktiltag til opfyldelse af energispareforpligtelsen bør medlemsstaterne overholde Unionens standarder og prioriteter på klima- og miljøområdet og overholde princippet om »ikke at gøre væsentlig skade« som omhandlet i forordning (EU) 2020/852. Medlemsstaterne bør afholde sig fra at fremme aktiviteter, der ikke er miljømæssigt bæredygtige, såsom anvendelsen af fossile brændsler. Energispareforpligtelsen har til formål at styrke modforholdsreglerne mod klimaændringer ved at fremme incitamenter for medlemsstaterne til at gennemføre et bæredygtigt og rent policy mix, som er modstandsdygtigt og afbøder klimaændringerne. Energibesparelser fra politiktiltag, som involverer direkte forbrænding af fossile brændsler, kan derfor komme i betragtning som energibesparelser i henhold til energispareforpligtelsen på visse betingelser og i en overgangsperiode efter gennemførelsen af dette direktiv i overensstemmelse med bilag V. Det vil gøre det muligt at tilpasse energispareforpligtelsen til målene i den europæiske grønne pagt, klimaplanen og renoveringsbølgen og afspejle det behov for handling, som Det Internationale Energiagentur har påpeget i sin rapport om nul netto. Begrænsningen har til formål at tilskynde medlemsstaterne til kun at bruge offentlige midler på fremtidssikrede, bæredygtige teknologier. Det er vigtigt, at medlemsstaterne giver markedsaktørerne klare politiske rammer og investeringsmæssig sikkerhed. Gennemførelsen af beregningsmetoden i relation til energispareforpligtelsen bør give alle markedsaktører mulighed for at tilpasse deres teknologier inden for en rimelig tidsramme. Hvis medlemsstaterne støtter udbredelsen af effektive teknologier baseret på fossile brændsler eller en tidlig udskiftning af en sådan teknologi, f.eks. gennem støtteordninger eller ordninger for energispareforpligtelser, er energibesparelser som følge heraf muligvis ikke længere støtteberettigede inden for rammerne af energispareforpligtelsen. Selv om energibesparelser som følge af f.eks. fremme af naturgasbaseret kraftvarmeproduktion ikke vil være støtteberettigede inden for rammerne af energispareforpligtelsen, vil begrænsningen ikke gælde for indirekte brug af fossile brændsler, f.eks. hvis elproduktionen omfatter produktion af fossilt brændsel. Politiktiltag målrettet adfærdsændringer med henblik på at mindske forbruget af fossile brændstoffer, f.eks. gennem oplysningskampagner og miljøvenlig kørsel, bør fortsat være berettiget til støtte. Politiktiltag, som er målrettet renovering af bygninger, kan omfatte foranstaltninger såsom udskiftningen af varmesystemer baseret på fossilt brændsel tillige med forbedringer af bygningsstrukturen. Disse foranstaltninger bør afgrænses til teknologier, der gør det muligt at opnå de påkrævede energibesparelser i henhold til de nationale bygningsreglementer, der er fastsat i en medlemsstat. Ikke desto mindre bør medlemsstaterne fremme opgradering af varmesystemer som led i gennemgribende renoveringer i tråd med det langsigtede mål om CO2-neutralitet, dvs. reducere varmebehovet og dække det resterende varmebehov med en CO2-fri energikilde. Når der tages højde for de besparelser, der er nødvendige for at opnå en andel af energispareforpligtelsen blandt personer, der er berørt af energifattigdom, kan medlemsstaterne tage hensyn til deres klimaforhold.

(66)

Medlemsstaternes foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten på transportområdet kan medregnes i opnåelsen af deres forpligtelse til energibesparelser i slutanvendelserne. Sådanne foranstaltninger omfatter politikker, der bl.a. er dedikeret til at fremme mere effektive køretøjer, skift i transportform til cykling, gang og kollektiv transport, eller mobilitets- og byplanlægning, der reducerer behovet for transport. Desuden er ordninger, som fremskynder udbredelsen af nye, mere effektive køretøjer, eller politiktiltag, der fremmer af overgangen til drivmidler med lavere emissionsniveauer, undtagen ordninger eller politiktiltag, som involverer direkte forbrænding af fossile brændstoffer, der nedbringer energiforbruget pr. kilometer, også mulige at medregne, forudsat at reglerne om væsentlighed og additionalitet i dette direktiv, er overholdt. Politiktiltag, der fremmer udbredelsen af nye køretøjer, der anvender fossile brændstoffer, bør ikke betragtes som støtteberettigede foranstaltninger i henhold til energispareforpligtelsen.

(67)

Foranstaltninger, som medlemsstaterne har truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 (23), og som resulterer i verificerbare forbedringer af energieffektiviteten, der kan måles eller anslås, kan anses for at være en omkostningseffektiv måde for medlemsstaterne at opfylde deres energibesparelsesforpligtelse i henhold til dette direktiv.

(68)

Som alternativ til kravet om, at de forpligtede parter skal opnå den mængde kumulative energibesparelser i slutanvendelserne, der kræves i henhold til energibesparelsesforpligtelsen i dette direktiv, bør det være muligt for medlemsstaterne at tillade eller kræve i deres forpligtelsesordninger, at de forpligtede parter bidrager til en national energisparefond, som kan anvendes til at prioritere gennemførelsen af politiktiltag blandt personer, der er berørt af energifattigdom, sårbare kunder, personer i lavindkomsthusstande og, hvor det er relevant, personer, der bor i socialt boligbyggeri.

(69)

Medlemsstaterne og de forpligtede parter bør gøre brug af alle tilgængelige midler og teknologier, undtagen med hensyn til anvendelse af teknologier, hvori direkte forbrænding af fossile brændsler indgår, for at opnå de krævede kumulative energibesparelser i slutanvendelserne, herunder ved at fremme intelligent og bæredygtig teknologi i effektive fjernvarme- og fjernkølingssystemer, effektiv opvarmnings- og kølingsinfrastruktur, effektive og intelligente bygninger, elektriske køretøjer og industrier og energisyn eller tilsvarende forvaltningssystemer, forudsat at de angivne energibesparelser overholder dette direktiv. Medlemsstaterne bør tilstræbe en høj grad af fleksibilitet i forbindelse med tilrettelæggelsen og gennemførelsen af alternative politiktiltag. Medlemsstaterne bør tilskynde til foranstaltninger, der fører til energibesparelser over en lang driftslevetid.

(70)

Langsigtede energieffektivitetsforanstaltninger giver fortsat energibesparelser efter 2020, men for at bidrage til opfyldelsen af Unionens energieffektivitetsmål for 2030 bør disse foranstaltninger give nye besparelser efter 2020. På den anden side bør energibesparelser opnået efter den 31. december 2020 ikke medregnes i de kumulative energibesparelser i slutanvendelserne, som kræves for perioden fra 1. januar 2014 til 31. december 2020.

(71)

Additionalitet er et grundlæggende underliggende princip i energispareforpligtelsen i dette direktiv, for så vidt som det sikrer, at medlemsstaterne indfører politikker og foranstaltninger, der specifikt er udformet med henblik på at opfylde energispareforpligtelsen. De nye besparelser bør være supplerende i forhold til status quo, således at besparelser, der under alle omstændigheder ville være fremkommet, ikke bør medregnes i opfyldelsen af energibesparelsesforpligtelsen. Ved beregning af virkningen af indførte foranstaltninger bør der kun medregnes nettobesparelser, målt som den ændring i energiforbruget, der direkte kan tilskrives den pågældende energieffektivitetsforanstaltning, som gennemføres med henblik på energispareforpligtelsen i dette direktiv. Med henblik på at beregne nettobesparelserne bør medlemsstaterne fastlægge et grundscenarie for, hvordan situationen ville udvikle sig uden den pågældende foranstaltning. Det pågældende politiktiltag bør vurderes på baggrund af dette grundscenarie. Medlemsstaterne bør tage hensyn til de mindstekrav, der er fastsat i den relevante lovgivningsmæssige ramme på EU-plan, og til, at der i samme periode kan blive iværksat andre politiktiltag, som også kan have en indvirkning på mængden af energibesparelser, så ikke alle ændringer, der er konstateret siden indførelsen af et bestemt politiktiltag, kan tilskrives udelukkende dette politiktiltag. Den forpligtede, deltagende eller bemyndigede parts handlinger bør reelt bidrage til opnåelsen af de angivne energibesparelser for at sikre opfyldelsen af væsentlighedskravet.

(72)

Det er vigtigt, hvor det er relevant, at tage alle led i energikæden i betragtning i beregningen af energibesparelser for at øge potentialet for energibesparelser ved transmission og distribution af elektricitet. Undersøgelser og høring af interessenter har afsløret et betydeligt potentiale. De fysiske og økonomiske forhold er imidlertid meget forskellige fra medlemsstat til medlemsstat – ofte selv inden for de enkelte medlemsstater – og der er et stort antal systemoperatører. Disse omstændigheder peger i retning af en decentraliseret tilgang i overensstemmelse med nærhedsprincippet. De nationale regulerende myndigheder har den nødvendige viden, juridiske kompetence og administrative kapacitet til at fremme udviklingen af et energieffektivt elnet. Enheder såsom det europæiske net af elektricitetstransmissionssystemoperatører (ENTSO-E) og den europæiske enhed for distributionssystemoperatører kan også yde nyttige bidrag til og bør støtte deres medlemmer i udbredelsen af energieffektivitetsforanstaltninger.

(73)

Lignende overvejelser gør sig gældende for det meget store antal naturgassystemoperatører. Naturgassens rolle og forsynings- og dækningsgraden af området er meget forskellig fra medlemsstat til medlemsstat. I disse tilfælde er de nationale regulerende myndigheder bedst placeret til at overvåge og styre systemudviklingen i retning af øget effektivitet, og enheder såsom Det Europæiske Net af Transmissionssystemoperatører på Gasområdet kan yde nyttige bidrag til og bør støtte deres medlemmer i udbredelsen af energieffektivitetsforanstaltninger.

(74)

ESCO'erne spiller en vigtig rolle med hensyn til at udvikle, designe, bygge og arrangere finansiering af projekter, der sparer energi, reducerer energiomkostninger og mindsker drifts- og vedligeholdelsesomkostninger i bl.a. bygnings-, industri- og transportsektorerne.

(75)

Det er særligt vigtigt at tage højde for sammenhængen mellem vand og energi for at håndtere det indbyrdes afhængige forbrug af energi og vand og det stigende pres på begge ressourcer. Effektiv vandforvaltning kan yde et væsentligt bidrag til energibesparelser, der ikke blot giver klimafordele, men også økonomiske og sociale fordele. Vand- og spildevandssektorerne står for 3,5 % af elforbruget i Unionen, og denne andel forventes at stige. Samtidig står vandlækager for 24 % af den samlede vandmængde, der forbruges i Unionen, og energisektoren er den største forbruger af vand med 44 % af forbruget. Potentialet for energibesparelser ved hjælp af intelligente teknologier og processer på tværs af alle industrielle, boligrelaterede og kommercielle vandcyklusser og -anvendelser bør undersøges fuldt ud og tages i anvendelse, når det er omkostningseffektivt, og princippet om energieffektivitet først bør tages i betragtning. Desuden kan avancerede kunstvandingsteknologier og teknologier til opsamling af regnvand og genanvendelse af vand i væsentlig grad reducere vandforbruget i landbruget, i bygninger og i industrien og den energi, der anvendes til behandling og transport af vand.

(76)

I overensstemmelse med artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) bør Unionens energieffektivitetspolitikker være inkluderende og derfor sikre ligelig adgang til energieffektivitetsforanstaltninger for alle forbrugere, der er berørt af energifattigdom. Forbedringer på området energieffektivitet bør som en prioritet gennemføres blandt personer, der er berørt af energifattigdom, sårbare kunder og slutbrugere, personer i husholdninger med lav eller mellemhøj indkomst, personer, der bor i socialt boligbyggeri, samt ældre medborgere og personer, der lever i rurale og fjerntliggende områder og i regionerne i den yderste periferi. I den forbindelse må der ofres særlig opmærksomhed på bestemte grupper med en relativt større risiko for at blive berørt af energifattigdom, eller som er mere udsatte over for de ugunstige virkninger af energifattigdom, f.eks. kvinder, personer med handicap, ældre medborgere, børn og personer med racemæssig eller etnisk minoritetsbaggrund. Medlemsstaterne kan kræve, at forpligtede parter medtager det sociale sigte i energibesparende foranstaltninger i relation til energifattigdom, og denne mulighed har allerede været udvidet til alternative politiktiltag og nationale energisparefonde. Dette bør ændres til en forpligtelse til at beskytte og styrke sårbare kunder og slutbrugere og afhjælpe energifattigdom, samtidig med at medlemsstaterne får mulighed for at bevare fuld fleksibilitet med hensyn til typen af politiktiltag samt dets størrelse, omfang og indhold. Hvis en ordning for energispareforpligtelser ikke tillader foranstaltninger vedrørende individuelle energiforbrugere, kan medlemsstaten træffe foranstaltninger til at afhjælpe energifattigdom alene ved hjælp af alternative politiktiltag. Medlemsstaterne bør i deres policy mix sikre, at andre politiktiltag ikke får ugunstige virkninger for personer, der er berørt af energifattigdom, sårbare kunder, slutbrugere og, hvor det er relevant, personer, der bor i socialt boligbyggeri. Medlemsstaterne bør gøre bedst mulig brug af investeringerne med offentlige midler i foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten, herunder finansiering og finansielle faciliteter etableret på EU-plan.

(77)

Hver medlemsstat bør definere begrebet sårbare kunder, som kan vedrøre energifattigdom og herunder forbuddet mod at afbryde elforsyningen til sådanne kunder i kritiske perioder. Begrebet sårbare kunder kan omfatte indkomstniveauer, energiudgifternes indgreb i den disponible indkomst, boligernes energieffektivitet, kritisk afhængighed af elektrisk udstyr af sundhedsmæssige årsager, alder eller andre kriterier. Det giver medlemsstaterne mulighed for at omfatte personer i lavindkomsthusstande.

(78)

I henhold til henstilling (EU) 2020/1563 var omkring 34 millioner husholdninger i Unionen ude af stand til at holde deres hjem tilstrækkeligt varmt i 2019. I den europæiske grønne pagt prioriteres omstillingens sociale dimension med et tilsagn om at følge princippet om, at ingen lades i stikken. Den grønne omstilling, herunder omstillingen til ren energi, påvirker kvinder og mænd forskelligt og kan have en særlig indvirkning på visse dårligt stillede grupper, herunder personer med et handicap. Energieffektivitetsforanstaltninger må derfor nødvendigvis stå i centrum for enhver omkostningseffektiv strategi til at bekæmpe energifattigdom og forbrugersårbarhed, og de supplerer socialsikringspolitikker på medlemsstatsplan. For at sikre, at energieffektivitetsforanstaltninger mindsker energifattigdommen for lejere på bæredygtig vis, bør sådanne foranstaltningers omkostningseffektivitet samt deres overkommelighed for ejere og lejere af fast ejendom tages i betragtning, og der bør garanteres passende økonomisk og teknisk støtte til sådanne foranstaltninger på medlemsstatsplan. Medlemsstaterne bør støtte arbejdet på lokalt og regionalt plan med at afdække og afhjælpe energifattigdom. Det er nødvendigt, at Unionens bygningsmasse på lang sigt overgår til næsten energineutrale bygninger i overensstemmelse med målene i Parisaftalen. Det nuværende tempo for bygningsrenoveringer er utilstrækkeligt, og de bygninger, der bebos af borgere med lave indkomster, som er berørt af energifattigdom, er de vanskeligste at nå. De foranstaltninger, der er fastsat i dette direktiv, med hensyn til energispareforpligtelser, ordningerne for energispareforpligtelser og alternative politiktiltag er derfor af særlig betydning.

(79)

Medlemsstaterne bør bestræbe sig på at sikre, at foranstaltninger til fremme eller lettelse af energieffektivitet, navnlig dem, der vedrører bygninger og mobilitet, ikke fører til en uforholdsmæssig stigning i omkostningerne for tjenester i forbindelse med sådanne foranstaltninger eller til øget social udstødelse.

(80)

For at udnytte potentialet for energibesparelser i visse markedssegmenter, hvor der normalt ikke tilbydes energisyn på forretningsmæssigt grundlag (eksempelvis i små og mellemstore virksomheder (SMV'er)), bør medlemsstaterne udvikle programmer for at opfordre og støtte SMV'erne til at få foretaget energisyn og til at gennemføre anbefalingerne fra energisynene. Energisyn bør være obligatoriske og regelmæssige for virksomheder, hvis gennemsnitlige årlige energiforbrug ligger over en bestemt tærskel, da der kan være tale om betydelige energibesparelser. Energisyn bør tage hensyn til relevante europæiske eller internationale standarder såsom EN ISO 50001 (energiledelsessystemer) eller pr EN 16247-1 (energisyn) eller, hvis de omfatter et energisyn, EN ISO 14000 (miljøledelsessystemer) og dermed også være i overensstemmelse med dette direktiv, som ikke rækker videre end kravene i de pågældende relevante standarder. I øjeblikket arbejdes der på en specifik europæisk standard for energisyn. Energisyn kan udføres separat eller indgå i et bredere miljøledelsessystem eller en kontrakt om energimæssig ydeevne. I alle sådanne tilfælde bør disse systemer opfylde mindstekravene fastlagt i dette direktiv. Desuden kan specifikke mekanismer og ordninger, der er indført for at overvåge visse transportoperatørers emissioner og brændstofforbrug, f.eks. EU ETS inden for rammerne af EU-retten, anses for at være forenelige med energisyn, herunder i energiledelsessystemer, hvis de opfylder mindstekravene fastlagt i dette direktiv. For de virksomheder, der allerede opfylder energisynsforpligtelsen, bør energisyn fortsat udføres mindst hvert fjerde år fra datoen for det foregående energisyn i overensstemmelse med dette direktiv.

(81)

Medlemsstaterne kan fastlægge retningslinjer, som virksomhederne skal følge i forbindelse med gennemførelsen af foranstaltninger til at opnå nye årlige besparelser, der er identificeret i energisyn.

(82)

Virksomhedens gennemsnitlige forbrug bør lægges til grund for at fastlægge anvendelsen af energiledelsessystemer og energisyn for at øge disse mekanismers følsomhed med hensyn til at udpege relevante muligheder for omkostningseffektive energibesparelser. En virksomhed, hvis forbrug ligger under de tærskler, der er fastsat for energiledelsessystemer og energisyn, bør tilskyndes til at få foretaget energisyn og gennemføre anbefalingerne fra disse energisyn.

(83)

Når energisyn udføres af egne eksperter, bør de ikke være direkte engageret i den aktivitet, der underkastes energisyn, med henblik på at sikre deres uafhængighed.

(84)

Medlemsstaterne bør fremme gennemførelsen af energiledelsessystemer og energisyn i den offentlige forvaltning på nationalt, regionalt og lokalt plan.

(85)

IKT-sektoren er en anden vigtig sektor, som får stadig større bevågenhed. I 2018 udgjorde datacentrenes energiforbrug i Unionen 76,8 TWh. Det forventes at stige til 98,5 TWh senest i 2030, dvs. en stigning på 28 %. Denne stigning i absolutte tal kan også iagttages i relative tal: I Unionen tegnede datacentrene sig for 2,7 % af efterspørgslen efter el i 2018, og andelen vil nå op på 3,21 % i 2030, hvis udviklingen fortsætter uændret. Allerede i Unionens digitale strategi blev behovet for meget energieffektive og bæredygtige datacentre fremhævet, og telekommunikationsoperatører blev opfordret til at vise åbenhed vedrørende deres miljøaftryk. For at fremme en bæredygtig udvikling i IKT-sektoren, navnlig i datacentre, bør medlemsstaterne kræve indsamling og offentliggørelse af data, som er relevante for datacentrenes energimæssige ydeevne, vandfodaftryk og fleksibilitet på efterspørgselssiden, på grundlag af en fælles EU-skabelon. Medlemsstaterne bør kræve indsamling og offentliggørelse af data om datacentre med et betydeligt fodaftryk, for hvilke passende design- eller effektivitetsrelaterede indgreb for henholdsvis nye eller eksisterende anlæg kan medføre en betydelig reduktion af energi- og vandforbruget, en øget systemeffektivitet, der fremmer dekarbonisering af nettet, eller genbrug af spildvarme i nærliggende anlæg og varmenet. Der kan fastlægges bæredygtighedsindikatorer for datacentre på grundlag af de indsamlede data, idet der også tages hensyn til allerede eksisterende initiativer inden for sektoren.

(86)

Rapporteringsforpligtelsen gælder for de datacentre, der opfylder den i dette direktiv fastsatte tærskel. I alle tilfælde og specifikt for virksomhedsdatacentre på stedet bør denne rapporteringsforpligtelse forstås som en henvisning til de lokaler og det udstyr, der primært eller udelukkende bruges til datarelaterede funktioner (serverrum), herunder det nødvendige tilknyttede udstyr, f.eks. tilhørende køling, belysning, batterisystemer eller uafbrydelige strømforsyninger. IT-udstyr, der primært er anbragt eller installeret i offentligt tilgængelige lokaler, fælles lokaler eller kontorlokaler, eller som understøtter andre virksomhedsfunktioner såsom arbejdsstationer, bærbare computere, fotokopimaskiner, sensorer, sikkerhedsudstyr eller hvidevarer og audiovisuelt udstyr, bør undtages fra rapporteringsforpligtelsen. Samme udelukkelse bør også gælde for serverudstyr, netværksudstyr, lagringsudstyr og tilknyttet udstyr, der vil være spredt ud over et område såsom enkelte servere, enkelte rackskabe eller wi-fi- og netværkspunkter.

(87)

De indsamlede data bør anvendes til som minimum at måle en række grundlæggende dimensioner af et bæredygtigt datacenter, nemlig hvor effektivt det bruger energi, hvor stor en del af denne energi der stammer fra vedvarende energikilder, genbrug af eventuel spildvarme, som det producerer, effektiviteten af køling, effektiviteten af CO2-anvendelsen og anvendelsen af ferskvand. De indsamlede data og bæredygtighedsindikatorerne bør øge bevidstheden blandt datacenterejere og -operatører, producenter af udstyr, udviklere af software og tjenester, brugere af datacentertjenester på alle niveauer samt enheder og organisationer, der udbyder, anvender eller indkøber cloud- og datacentertjenester. De indsamlede data og bæredygtighedsindikatorerne bør også skabe tillid til de faktiske forbedringer, der opnås som følge af bestræbelserne og foranstaltningerne med henblik på at øge bæredygtigheden i nye eller eksisterende datacentre. Endelig bør de disse data og indikatorer anvendes som grundlag for gennemsigtig og evidensbaseret planlægning og beslutningstagning. Kommissionen bør vurdere datacentrenes effektivitet på grundlag af de oplysninger, som er indsendt af de forpligtede datacentre.

(88)

Efter en vurdering bør Kommissionen, når den etablerer eventuelle sektorspecifikke energieffektivitetspartnerskaber, samle centrale interessenter, herunder ikkestatslige organisationer og arbejdsmarkedets parter, inden for bl.a. IKT-sektoren, transportsektoren, den finansielle sektor og byggesektoren på en inklusiv og repræsentativ måde.

(89)

Lavere forbrugerudgifter til energi bør opnås ved at hjælpe forbrugerne med at nedbringe deres energiforbrug gennem nedbringelse af bygningers energibehov og forbedringer af apparaters effektivitet, hvilket bør kombineres med tilgængeligheden af lavenergitransportformer, som er integreret med offentlig transport, delt mobilitet og cykling. Medlemsstaterne bør også overveje at forbedre konnektiviteten i rurale og fjerntliggende områder.

(90)

Det er afgørende at øge bevidstheden hos alle unionsborgere om fordelene ved øget energieffektivitet og at give dem nøjagtige oplysninger om måder, hvorpå det kan opnås. Borgere i alle aldre bør også involveres i energiomstillingen via den europæiske klimapagt og konferencen om Europas fremtid. Øget energieffektivitet er også yderst vigtig for Unionens energiforsyningssikkerhed, da det reducerer afhængigheden af import af brændsler fra tredjelande.

(91)

Omkostninger og fordele ved alle de energieffektivitetsforanstaltninger, der træffes, herunder tilbagebetalingstider, bør gøres fuldstændig gennemsigtige for forbrugerne.

(92)

Medlemsstaterne bør ved gennemførelsen af dette direktiv, og når de træffer andre foranstaltninger på energieffektivitetsområdet, være særligt opmærksomme på synergier mellem energieffektivitetsforanstaltninger og den effektive udnyttelse af naturressourcerne i overensstemmelse med den cirkulære økonomis principper.

(93)

Medlemsstaterne bør, når de benytter nye forretningsmodeller og teknologier, bestræbe sig på at fremme og lette udbredelsen af energieffektivitetsforanstaltninger, herunder gennem innovative energitjenester for store og små kunder.

(94)

Det er nødvendigt at give mulighed for hyppig og øget feedback om energiforbrug, hvor det er teknisk gennemførligt og omkostningseffektivt henset til de måleanordninger, der er installeret. Det præciseres i dette direktiv, at omkostningseffektiviteten ved fordelingsmåling afhænger af, om de dermed forbundne omkostninger står i et rimeligt forhold til de potentielle energibesparelser. Vurderingen af, om fordelingsmåling er omkostningseffektiv, kan tage hensyn til virkningerne af andre konkrete, planlagte foranstaltninger i en given bygning, såsom en eventuel kommende renovering.

(95)

Ifølge dette direktiv bør rettigheder vedrørende fakturering og oplysninger om fakturering eller forbrug gælde forbrugere, der køber opvarmning, køling eller varmt brugsvand, der leveres fra en central kilde, selv om de ikke har et direkte, individuelt kontraktforhold med en energileverandør.

(96)

For at opnå gennemsigtighed i opgørelsen af det individuelle forbrug af varmeenergi og derved lette gennemførelsen af fordelingsmåling bør medlemsstaterne sikre, at de har indført gennemsigtige, offentligt tilgængelige nationale regler om fordeling af omkostningerne i forbindelse med opvarmning, køling og forbrug af varmt brugsvand i ejendomme med flere lejligheder og bygninger til flere formål. Ud over at sikre gennemsigtighed kunne medlemsstaterne overveje at træffe foranstaltninger til at styrke konkurrencen inden for levering af fordelingsmålingstjenester og derved bidrage til at sikre, at eventuelle omkostninger, der bæres af slutbrugerne, er rimelige.

(97)

Nyinstallerede varmemålere og varmefordelingsmålere bør kunne fjernaflæses for at sikre en omkostningseffektiv og hyppig levering af forbrugsoplysninger. Det er hensigten, at bestemmelserne i dette direktiv, vedrørende måling af opvarmning, køling og varmt brugsvand, fordelingsmåling og omkostningsfordeling i forbindelse med opvarmning, køling og varmt brugsvand, fjernaflæsningskrav, fakturerings- og forbrugsoplysninger om opvarmning og køling samt varmt brugsvand, omkostninger ved adgang til målings- og faktureringsoplysninger samt forbrugsoplysninger om opvarmning, køling og varmt brugsvand og mindstekrav til fakturerings- og forbrugsoplysninger om varme, køling og varmt brugsvand, kun anvendes på opvarmning, køling og varmt brugsvand fra en central kilde. Medlemsstaterne kan frit beslutte, om walk-by- eller drive-by-teknologier skal betragtes som fjernaflæselige eller ej. Fjernaflæselige anordninger kræver ikke adgang til individuelle lejligheder eller enheder for at kunne aflæses.

(98)

Medlemsstaterne bør tage det faktum i betragtning, at en vellykket implementering af nye teknologier til måling af energiforbruget kræver øgede investeringer i uddannelse og kompetencer for både brugere og energileverandører.

(99)

Faktureringsoplysninger og årsopgørelser er en vigtig måde at informere kunderne om deres energiforbrug. Data om forbrug og omkostninger kan også indeholde andre oplysninger, som giver forbrugerne mulighed for at sammenligne deres nuværende aftale med andre tilbud og at gøre brug af klagebehandling og alternative tvistbilæggelsesmekanismer. I betragtning af at tvister vedrørende fakturaer er en almindelig kilde til forbrugerklager og en faktor, der bidrager til en vedvarende lav grad af forbrugertilfredshed og -engagement i forhold til deres energileverandører, er det imidlertid nødvendigt at gøre fakturaerne enklere, klarere og lettere at forstå, samtidig med at det sikres, at særskilte instrumenter, såsom faktureringsoplysninger, informationsværktøjer og årsopgørelser, indeholder alle de nødvendige oplysninger til at sætte forbrugerne i stand til at regulere deres energiforbrug, sammenligne tilbud og skifte leverandør.

(100)

Når medlemsstaterne tilrettelægger foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten, bør de tage behørigt hensyn til nødvendigheden af at sikre, at det indre marked fungerer korrekt, og at gældende EU-ret gennemføres konsekvent i overensstemmelse med TEUF.

(101)

Højeffektiv kraftvarmeproduktion og effektiv fjernvarme og fjernkøling har et betydeligt potentiale for besparelse af primærenergi i Unionen. Medlemsstaterne bør foretage en omfattende vurdering af potentialet for højeffektiv kraftvarmeproduktion og effektiv fjernvarme og fjernkøling. Disse vurderinger bør være i overensstemmelse med medlemsstaternes integrerede nationale energi- og klimaplaner og de langsigtede renoveringsstrategier og kan omfatte forløb, der fører til en national varme- og kølesektor baseret på vedvarende energi og spildvarme inden for en tidsramme, der er forenelig med opnåelsen af målet om klimaneutralitet. Nye elproduktionsanlæg og eksisterende anlæg, der undergår omfattende renovering, eller hvis tilladelse eller licens bliver opdateret, bør, med forbehold af en cost-benefit-analyse, der viser et cost-benefit-overskud, udstyres med højeffektive kraftvarmeenheder, hvor spildvarmen fra elproduktion kan genvindes. Tilsvarende bør andre anlæg med et betydeligt årligt gennemsnitligt energiinput udstyres med tekniske løsninger til udnyttelse af spildvarme fra anlægget, hvor cost-benefit-analysen viser et cost-benefit-overskud. Denne spildvarme kan overføres til steder, hvor der er et behov, gennem fjernvarmenet. De situationer, der udløser et krav om, at godkendelseskriterier skal anvendes, vil generelt være situationer, der også udløser krav om godkendelse i henhold til direktiv 2010/75/EU og om bevilling i henhold til direktiv (EU) 2019/944.

(102)

Det kan være hensigtsmæssigt at placere elproduktionsanlæg, der er beregnet til at anvende geologisk lagring, der er tilladt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF (24), på steder, hvor genvinding af spildvarmen gennem højeffektiv kraftvarmeproduktion eller ved fjernvarme- eller fjernkølenet ikke er omkostningseffektiv. Medlemsstaterne bør derfor kunne undtage disse anlæg fra kravet om at gennemføre en cost-benefit-analyse for at udstyre anlægget med udstyr, der giver mulighed for at genvinde spildvarmen ved hjælp af en højeffektiv kraftvarmeenhed. Det bør også være muligt at undtage elproduktionsanlæg til spids- og reservelast, der planlægges at være i drift mindre end 1 500 driftstimer om året som rullende gennemsnit over en femårsperiode, fra kravet om også at producere varme.

(103)

Medlemsstaterne bør tilskynde til indførelse af foranstaltninger og procedurer til fremme af kraftvarmeanlæg med en samlet nominel indfyret termisk effekt på mindre end 5 MW med det formål at tilskynde til decentral energiproduktion.

(104)

For at gennemføre nationale omfattende vurderinger bør medlemsstaterne tilskynde til, at der foretages en vurdering af potentialet for højeffektiv kraftvarmeproduktion og effektiv fjernvarme og fjernkøling på regionalt og lokalt plan. Medlemsstaterne bør tage skridt til at fremme og lette realiseringen af det udpegede omkostningseffektive potentiale for højeffektiv kraftvarmeproduktion og effektiv fjernvarme og fjernkøling.

(105)

Kravene til effektiv fjernvarme og fjernkøling bør være i overensstemmelse med Unionens langsigtede klimapolitiske mål samt standarder og prioriteter på klima- og miljøområdet og overholde princippet om »ikke at gøre væsentlig skade« som omhandlet i forordning (EU) 2020/852. Alle fjernvarme- og fjernkølingssystemer bør stræbe mod bedre at kunne indgå i et samspil med andre dele af energisystemet for at optimere energianvendelsen og forebygge energispild, idet bygningers fulde potentiale til at lagre varme eller kulde udnyttes, herunder overskudsvarme fra servicefaciliteter og datacentre i nærheden. Det følger heraf, at effektive fjernvarme- og fjernkølingssystemer bør sikre øget primærenergieffektivitet og en gradvis integration af vedvarende energi og spildvarme og -kulde som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 (25). Derfor bør der ved nærværende direktiv gradvist indføres strengere krav til varme- og køleforsyning – de bør finde anvendelse i specifikke fastlagte tidsperioder og bør finde varig anvendelse fra og med den 1. januar 2050.

(106)

Principperne for beregning af andelen af varme eller kulde fra vedvarende energikilder i effektiv fjernvarme og fjernkøling bør være i overensstemmelse med direktiv (EU) 2018/2001 og Eurostats metoder til statistisk rapportering. I henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv (EU) 2018/2001 omfatter det endelige bruttoenergiforbrug fra vedvarende energikilder det endelige bruttoenergiforbrug fra vedvarende energikilder i varme- og kølesektoren. Et endeligt bruttoslutforbrug af energi af varme eller kulde i fjernvarme eller fjernkøling svarer til varme- eller kuldeenergiforsyning, der tilføres det net, der betjener slutkunderne eller energidistributørerne.

(107)

Varmepumper har betydning for dekarboniseringen af varme- og køleforsyningen, også inden for fjernvarme. Metoden i bilag VII til direktiv (EU) 2018/2001 indeholder regler for at medregne energi opsamlet ved hjælp af varmepumper som energi fra vedvarende energikilder og forhindrer, at elektricitet fra vedvarende energikilder medregnes to gange. Med henblik på beregning af andelen af vedvarende energi i et fjernvarmenet bør al varme, der stammer fra varmepumpen og tilføres nettet, regnes som vedvarende energi, forudsat at varmepumpen opfylder kriterierne til minimumseffektivitet i bilag VII til direktiv (EU) 2018/2001 på installationstidspunktet.

(108)

Højeffektiv kraftvarmeproduktion er blevet defineret ved de energibesparelser, som kan opnås ved kombineret produktion sammenholdt med separat produktion af varme og elektricitet. Kravene til højeffektiv kraftvarmeproduktion bør være i overensstemmelse med Unionens langsigtede klimapolitiske mål. Definitionerne af kraftvarmeproduktion og højeffektiv kraftvarmeproduktion i EU-lovgivningen bør ikke berøre anvendelsen i national lovgivning af andre definitioner til andre end de af den pågældende EU-lovgivning omfattede formål. Med henblik på at optimere energibesparelserne og undgå, at besparelsesmuligheder fortabes, bør der lægges størst mulig vægt på, hvordan kraftvarmeenhederne drives.

(109)

For at sikre gennemskueligheden og gøre det muligt for slutkunderne at vælge mellem el fra kraftvarmeproduktion og el produceret på anden måde, bør der udstedes oprindelsesgaranti for højeffektiv kraftvarmeproduktion på grundlag af harmoniserede referenceværdier for virkningsgraden. Oprindelsesgarantiordninger indebærer ikke i sig selv ret til at blive omfattet af de nationale støtteordninger. Det er vigtigt, at alle former for elektricitet fra højeffektiv kraftvarmeproduktion kan omfattes af en oprindelsesgaranti. Der bør klart sondres mellem oprindelsesgarantier og salgbare certifikater.

(110)

Ikke mindst ved revisionen af de administrative procedurer for meddelelse af bevillinger til opførelse af kraftvarmeværker eller anlæg af dertil knyttede net bør der under anvendelse af »tænk småt først«-princippet tages hensyn til den særlige struktur i kraftvarmesektoren og fjernvarme- og fjernkølesektoren, som i vidt omfang består af producenter, der er SMV'er.

(111)

De fleste EU-virksomheder er SMV'er. De udgør et enormt energibesparelsespotentiale for Unionen. For at hjælpe dem med at træffe energieffektivitetsforanstaltninger bør medlemsstaterne fastlægge gunstige rammer, der skal give SMV'er teknisk bistand og målrettet information.

(112)

Medlemsstaterne bør på grundlag af objektive, gennemsigtige og ikkeforskelsbehandlende kriterier fastsætte bestemmelser vedrørende afholdelse og deling af omkostningerne ved nettilslutninger og netforstærkninger samt bestemmelser vedrørende tekniske tilpasninger, der er nødvendige for at integrere nye producenter af elektricitet produceret ved højeffektiv kraftvarmeproduktion, under hensyntagen til netregler og -retningslinjer udarbejdet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/943 (26) og (EF) nr. 715/2009 (27). Producenter af elektricitet fra højeffektiv kraftvarmeproduktion bør kunne give tilslutningsarbejdet i udbud. Adgangen til forsyningsnettet for elektricitet, der produceres ved højeffektiv kraftvarmeproduktion, bør gøres lettere, navnlig for små kraftvarmeenheder og mikrokraftvarmeenheder. I overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i direktiv 2009/73/EF og artikel 9, stk. 2, i direktiv (EU) 2019/944 har medlemsstaterne mulighed for at pålægge virksomheder i henholdsvis elektricitets- og gassektoren offentlige serviceforpligtelser, herunder vedrørende energieffektivitet.

(113)

Det er nødvendigt at fastsætte bestemmelser vedrørende fakturering, et fælles kontaktpunkt, udenretslig tvistbilæggelse, energifattigdom og grundlæggende kontraktlige rettigheder med henblik på, hvor det er relevant, at tilpasse dem til de relevante bestemmelser vedrørende elektricitet i henhold til direktiv (EU) 2019/944 for at styrke forbrugerbeskyttelsen og give slutkunderne mulighed for at modtage hyppigere, klare og ajourførte oplysninger om deres forbrug af opvarmning, køling eller varmt brugsvand og for at regulere deres energiforbrug.

(114)

Dette direktiv styrker beskyttelsen af forbrugerne, idet der indføres grundlæggende kontraktlige rettigheder for fjernvarme, fjernkøling og varmt brugsvand, der svarer til det niveau af rettigheder, beskyttelse og indflydelse, som slutbrugerne i elektricitetssektoren fik med direktiv (EU) 2019/944. Forbrugerne bør råde over letforståelige og utvetydige oplysninger om deres rettigheder. Der er flere faktorer, der afholder forbrugerne fra at tilgå, forstå og reagere på de forskellige kilder til markedsoplysninger, der er til rådighed. Indførelsen af grundlæggende kontraktlige rettigheder kan bl.a. være med til at sikre en korrekt forståelse af udgangspunktet for kvaliteten af de tjenester, som leverandøren tilbyder i kontrakten, herunder kvaliteten og karakteren af den energi, der leveres. Det kan også bidrage til at minimere skjulte eller ekstra omkostninger som en eventuel følge af indførelsen af enten opgraderede eller nye tjenester efter kontraktens undertegnelse uden kundens klare forståelse eller accept heraf. Disse tjenester kan bl.a. vedrøre den leverede energi, målings- og faktureringstjenester, køb og installation eller hjælpeydelser og vedligeholdelsesservice samt omkostninger vedrørende nettet, måleanordninger, opvarmnings- og køleanlæg mv. Kravene vil være med til at forbedre sammenligneligheden af tilbud og sikre samme niveau af grundlæggende kontraktlige rettigheder for alle unionsborgere med hensyn til opvarmning, køling og varmt brugsvand, uden at det begrænser de nationale kompetencer.

(115)

I tilfælde af en planlagt afbrydelse af opvarmning, køling og varmt brugsvand bør leverandører give de berørte kunder passende oplysninger om alternative foranstaltninger såsom kilder til støtte for at undgå afbrydelser, forudbetalingssystemer, energisyn, energikonsulentydelser, alternative betalingsplaner, rådgivning om gældsforvaltning eller udsættelse af afbrydelser.

(116)

Effektive, uafhængige ordninger til udenretslig bilæggelse af tvister, der er tilgængelige for alle forbrugere, såsom en energiombudsmand, et forbrugerorgan eller en regulerende myndighed, bør sikre en øget forbrugerbeskyttelse. Medlemsstaterne bør derfor indføre procedurer for en hurtig og effektiv klagebehandling.

(117)

Bidraget fra VE-fællesskaber i henhold til direktiv (EU) 2018/2001 og borgerenergifællesskaber i henhold til direktiv (EU) 2019/944 til opfyldelse af målene i den europæiske grønne pagt og klimaplanen bør anerkendes og støttes aktivt. Medlemsstaterne bør derfor tage hensyn til og fremme den rolle, som VE-fællesskaber og borgerenergifællesskaber spiller. Sådanne fællesskaber kan hjælpe medlemsstaterne med at nå målene i nærværende direktiv ved at fremme energieffektiviteten på lokalt plan eller i husholdningerne og i offentlige bygninger i samarbejde med de lokale myndigheder. De kan styrke og engagere forbrugerne og give visse grupper af privatkunder, herunder i rurale og fjerntliggende områder, mulighed for at deltage i energieffektivitetsprojekter og -tiltag, som kan kombinere foranstaltninger med investeringer i vedvarende energi. Energifællesskaber kan have en vigtig rolle at spille med at uddanne borgerne og øge deres bevidsthed om foranstaltninger, der er udformet med henblik på at opnå energibesparelser. Hvis de får ordentlig støtte af medlemsstaterne, kan energifællesskaber bidrage til at bekæmpe energifattigdom ved at fremme energieffektivitetsprojekter, lavere energiforbrug og lavere forsyningstariffer.

(118)

Langsigtede adfærdsændringer med hensyn til energiforbruget kan opnås ved at styrke borgernes indflydelse. Energifællesskaber kan bidrage til at opnå langsigtede energibesparelser, navnlig blandt husholdninger, og en stigning i bæredygtige investeringer fra borgere og små virksomheder. Medlemsstaterne bør give borgerne mulighed for at indgå i sådanne tiltag gennem støtte til energiprojekter og -organisationer i lokalsamfundet. Desuden kan inddragelsesstrategier, hvor alle relevante interessenter på nationalt og lokalt plan inddrages i den politiske beslutningsproces, være en del af de lokale eller regionale dekarboniseringsplaner eller nationale bygningsrenoveringsplaner med det formål at øge bevidstheden, få tilbagemeldinger om politikker og forbedre offentlighedens accept.

(119)

Bidraget fra one-stop-shopper eller lignende strukturer såsom mekanismer, der kan sætte flere målgrupper, herunder borgere, SMV'er og offentlige myndigheder, i stand til at udforme og gennemføre projekter og foranstaltninger vedrørende omstillingen til ren energi, bør anerkendes. Bidraget fra one-stop-shopper kan være meget vigtigt for sårbare kunder, da de kan modtage pålidelige og tilgængelige oplysninger om forbedringer af energieffektiviteten. Dette bidrag kan omfatte teknisk, administrativ og finansiel rådgivning og bistand, lettelse af de nødvendige administrative procedurer eller adgang til finansielle markeder, vejledning angående de EU- og nationale retlige rammer, herunder regler og kriterier for offentlige udbud, og EU-klassificeringssystemet.

(120)

Kommissionen bør vurdere virkningen af sine foranstaltninger til støtte for udviklingen af platforme eller fora, der blandt andet inddrager europæiske organer inden for den sociale dialog i at fremme uddannelsesprogrammer inden for energieffektivitet, og bør foreslå yderligere foranstaltninger, hvis det er relevant. Kommissionen bør også støtte de europæiske arbejdsmarkedsparters drøftelser om energieffektivitet, navnlig for sårbare kunder og slutbrugere, herunder dem, der er berørt af energifattigdom.

(121)

En retfærdig omstilling til en klimaneutral Union senest i 2050 er af central betydning for den europæiske grønne pagt. Ifølge den europæiske søjle for sociale rettigheder, som blev proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 17. november 2017, er energi en af de basale tjenester, som alle har ret til adgang til. Støtte til adgang til disse tjenester skal være tilgængelig for dem, der har behov for det, navnlig i en situation med inflationspres og betydelige stigninger i energipriserne.

(122)

Det er nødvendigt at sikre, at personer, der er berørt af energifattigdom, sårbare kunder, personer i lavindkomsthusstande og, hvor det er relevant, personer, der bor i socialt boligbyggeri, beskyttes og til dette formål sættes i stand til aktivt at deltage i de tiltag og foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten og tilknyttede forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger eller informationsforanstaltninger, som medlemsstaterne gennemfører. Der bør udformes målrettede bevidstgørelseskampagner for at illustrere fordelene ved energieffektivitet og for at levere oplysninger om den økonomiske støtte, der er tilgængelig.

(123)

Offentlige midler, der er til rådighed på EU-plan og nationalt plan, bør investeres strategisk i foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten, navnlig til gavn for personer, der er berørt af energifattigdom, sårbare kunder, personer i lavindkomsthusstande og, hvor det er relevant, personer, der bor i socialt boligbyggeri. Medlemsstaterne bør drage fordel af ethvert finansielt bidrag, de måtte modtage fra Den Europæiske Socialfond oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/955 (28), og af indtægter fra kvoter fra EU ETS. Disse indtægter vil hjælpe medlemsstaterne med at opfylde deres forpligtelse til at prioritere gennemførelsen af energieffektivitetsforanstaltninger og politiktiltag inden for rammerne af energispareforpligtelsen blandt personer, der er berørt af energifattigdom, sårbare kunder, personer i lavindkomsthusstande og, hvor det er relevant, personer, der bor i socialt boligbyggeri, herunder dem, der bor i rurale og fjerntliggende regioner.

(124)

De nationale finansieringsordninger bør suppleres med passende ordninger for bedre information, teknisk og administrativ bistand og lettere adgang til finansiering, som vil danne grundlag for bedst muligt at udnytte de disponible midler, navnlig for personer, der er berørt af energifattigdom, sårbare kunder, personer i lavindkomsthusstande og, hvor det er relevant, personer, der bor i socialt boligbyggeri.

(125)

Medlemsstaterne bør styrke og beskytte alle mennesker ligeligt uanset køn, kønsidentitet, alder, handicap, race eller etnisk oprindelse, seksuel orientering, religion eller tro og sikre, at de personer, der er mest berørt, som i højere grad risikerer at blive berørt af energifattigdom, eller som er mest udsat for de negative virkninger af energifattigdom, beskyttes tilstrækkeligt. Desuden bør medlemsstaterne sikre, at energieffektivitetsforanstaltninger ikke forværrer eventuelle eksisterende uligheder, navnlig med hensyn til energifattigdom.

(126)

I henhold til artikel 15, stk. 2, i direktiv 2012/27/EU har alle medlemsstater foretaget en vurdering af potentialet for energieffektivitet i deres gas- og elinfrastruktur og udpeget konkrete foranstaltninger og investeringer med henblik på indførelse af omkostningseffektive forbedringer af energieffektiviteten i netinfrastrukturen med en tidsplan for deres indførelse. Resultaterne af disse tiltag udgør et solidt grundlag for anvendelsen af princippet om energieffektivitet først i deres netplanlægning, netudvikling og investeringsbeslutninger.

(127)

Nationale energireguleringsmyndigheder bør anvende en integreret fremgangsmåde omfattende potentielle besparelser i energiforsyningen og slutanvendelsessektorerne. Uden at det berører forsyningssikkerheden, markedsintegrationen og de foregribende investeringer i offshorenet, der er nødvendige for at udbygge den vedvarende offshore-energi, bør de nationale energireguleringsmyndigheder sikre, at princippet om energieffektivitet først anvendes i planlægnings- og beslutningsprocesserne, og at nettariffer og -regler giver incitamenter til forbedringer af energieffektiviteten. Medlemsstaterne bør ligeledes sikre, at transmissions- og distributionssystemoperatørerne tager princippet om energieffektivitet først i betragtning. Dette vil bistå transmissions- og distributionssystemoperatørerne i deres overvejelser angående bedre energieffektivitetsløsninger og marginalomkostningerne ved indkøb af ressourcer på efterspørgselssiden samt de miljømæssige og socioøkonomiske virkninger af forskellige netinvesteringer og driftsplaner. En sådan tilgang kræver et skift fra det snævre økonomiske effektivitetsperspektiv til den maksimale sociale velfærd. Princippet om »energieffektivitet først« bør navnlig anvendes i forbindelse med opstillingen af scenarier for udvidelse af energiinfrastrukturen, hvor løsninger på efterspørgselssiden kan betragtes som rentable alternativer og må vurderes i tilstrækkelig grad, og bør indgå som en uadskillelig del af vurderingen af netplanlægningsprojekter. Anvendelsen heraf bør granskes af de nationale regulerende myndigheder.

(128)

Der bør være tilstrækkeligt mange pålidelige fagfolk med kompetencer inden for energieffektivitet til rådighed til at sikre en effektiv og rettidig gennemførelse af dette direktiv, eksempelvis med hensyn til overholdelse af kravene om energisyn og gennemførelse af ordninger for energispareforpligtelser. Medlemsstaterne bør derfor etablere certificering eller tilsvarende kvalifikation eller begge dele og passende uddannelsesordninger til leverandører af energitjenester, energisyn og andre foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten i nært samarbejde med arbejdsmarkedets parter, udbydere af uddannelse og andre relevante interessenter. Ordningerne bør vurderes hvert fjerde år fra december 2024 og om nødvendigt ajourføres for at sikre det nødvendige kompetenceniveau for leverandører af energitjenester, eksperter i udførelse af energisyn, ansvarlige for energistyringen og montører af bygningsdele.

(129)

Det er nødvendigt fortsat at udvikle markedet for energitjenester for at sikre, at der både efterspørges og udbydes energitjenester. Gennemsigtighed, eksempelvis ved hjælp af lister over certificerede leverandører af energitjenester og disponible standardkontrakter samt udveksling af bedste praksis og retningslinjer, bidrager meget til udbredelsen af energitjenester og kontrakter om energimæssig ydeevne og kan også bidrage til at stimulere efterspørgslen og øge tilliden til leverandører af energitjenester. Modtageren af en energitjeneste undgår investeringsomkostninger, når der foreligger en kontrakt om energimæssig ydeevne, ved at bruge en del af den økonomiske værdi af energibesparelsen til at betale den investering, der helt eller delvis finansieres af tredjepart. Dette kan bidrage til at tiltrække privat kapital, hvilket er afgørende for at øge renoveringsprocenten for bygninger i Unionen, tilføre markedet ekspertise og skabe innovative forretningsmodeller. Derfor bør der i forbindelse med erhvervsbygninger med et nytteetageareal på over 750 m2 pålægges en pligt til at vurdere gennemførligheden af at anvende kontrakter om energimæssig ydeevne i forbindelse med renovering. Dette er et skridt på vejen til at øge tilliden til energitjenesteselskaber og bane vejen for at udbygge sådanne projekter fremover.

(130)

I betragtning af de ambitiøse renoveringsmål for det næste årti, jf. renoveringsbølgen, er det nødvendigt at styrke den rolle, som uafhængige markedsformidlere, herunder one-stop-shopper eller lignende støttemekanismer, spiller for at stimulere markedsudviklingen på efterspørgsels- og udbudssiden og fremme indgåelse af kontrakter om energimæssig ydeevne med henblik på renovering af både private og offentlige bygninger. Lokale energimyndigheder kan spille en central rolle i den forbindelse og udpege og støtte etableringen af potentielle formidlere eller one-stop-shopper. Dette direktiv bør bidrage til at forbedre tilgængeligheden af produkter, tjenester og rådgivning, herunder ved at fremme iværksætteres potentiale til at udfylde hullerne på markedet og skabe innovative måder til at forbedre energieffektiviteten, samtidig med at princippet om ikkeforskelsbehandling respekteres.

(131)

Kontrakter om energimæssig ydeevne påvirkes stadig af betydelige hindringer i flere medlemsstater på grund af de udestående lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige hindringer. Der må derfor tages fat på uklarhederne i de nationale lovgivningsrammer, manglen på ekspertise, navnlig med hensyn til udbudsprocedurer, samt konkurrerende lån og tilskud.

(132)

Medlemsstaterne bør fortsat støtte den offentlige sektor i udbredelsen af kontrakter om energimæssig ydeevne ved at udarbejde standardkontrakter, hvori der tages hensyn til de tilgængelige europæiske eller internationale standarder, udbudsretningslinjer og vejledningen om den statistiske behandling af kontrakter om energimæssig ydeevne, der blev offentliggjort i maj 2018 af Eurostat og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) angående behandlingen af kontrakter om energimæssig ydeevne i offentlige regnskaber, som har åbnet mulighed for at imødegå de resterende lovgivningsmæssige hindringer for disse kontrakter i medlemsstaterne.

(133)

Medlemsstaterne har truffet foranstaltninger for at udpege og afhjælpe lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige hindringer. Dog er der behov for at øge indsatsen med henblik på at fjerne reguleringsmæssige og ikkereguleringsmæssige hindringer for brugen af kontrakter om energimæssig ydeevne og ordninger, som bidrager til at opnå energibesparelser, og som finansieres af tredjepart. Disse hindringer er bl.a. regnskabsregler og -praksis, der forhindrer, at de kapitalinvesteringer og årlige økonomiske besparelser, som er en følge af foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten, i passende omfang afspejles i regnskabet for hele investeringens levetid.

(134)

Medlemsstaterne anvendte de nationale energieffektivitetshandlingsplaner fra 2014 og 2017 til at rapportere om fremskridt med hensyn til at fjerne lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige hindringer for energieffektivitet for så vidt angår fordelingen af incitamenter mellem ejere og lejere eller mellem ejere af en bygning eller bygningsenhed. Medlemsstaterne bør fortsat arbejde i samme retning og udnytte potentialet for energieffektivitet i forbindelse med Eurostats statistikker fra 2016, navnlig det forhold, at mere end fire ud af ti europæere bor i lejligheder, og mere end tre ud af ti europæere er lejere.

(135)

Medlemsstaterne, herunder regionale og lokale myndigheder, bør opfordres til at gøre fuld brug af de EU-midler, som står til rådighed inden for rammerne af den flerårige finansielle ramme for årene 2021-2027 som fastlagt ved Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2093 (29), genopretnings- og resiliensfaciliteten som oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 (30) samt de finansielle instrumenter og den tekniske bistand, der foreligger inden for InvestEU-programmet som oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/523 (31), for at udløse private og offentlige investeringer i foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten. Investeringer i energieffektivitet har potentiale til at bidrage til økonomisk vækst, beskæftigelse, innovation og en reduktion af energifattigdom i husholdningerne, og de yder derfor et positivt bidrag til økonomisk, social og territorial samhørighed og grøn genopretning. Energieffektivitetsforanstaltninger for offentlige bygninger og boliger samt udvikling af nye færdigheder gennem udvikling af uddannelse, omskoling og opkvalificering af fagfolk, navnlig i job inden for bygningsrenovering, for at fremme beskæftigelsen i sektoren for energieffektivitet er potentielle områder for finansiering. Kommissionen vil sikre synergier mellem de forskellige finansieringsinstrumenter, navnlig midlerne under delt forvaltning og direkte forvaltning såsom de centralt forvaltede programmer: Horisont Europa og Life samt mellem tilskud, lån og teknisk bistand for at maksimere deres løftestangseffekt for privat finansiering og deres indvirkning på opfyldelsen af målene for energieffektivitetspolitikken.

(136)

Medlemsstaterne bør tilskynde til anvendelse af finansieringsfaciliteter med henblik på at fremme dette direktivs mål. Sådanne finansieringsfaciliteter kunne omfatte finansielle bidrag og bøder i forbindelse med overtrædelse af visse bestemmelser i dette direktiv, ressourcer afsat til energieffektivitet i henhold til artikel 10, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF og ressourcer afsat til energieffektivitet i de europæiske fonde og programmer og formålsbestemte europæiske finansielle instrumenter såsom den europæiske energisparefond.

(137)

Finansieringsfaciliteter kunne i givet fald baseres på ressourcer afsat til energieffektivitet fra EU-projektobligationer, ressourcer afsat til energieffektivitet fra EIB og andre europæiske finansielle institutioner, særlig Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) og Europarådets Udviklingsbank, ressourcer lånefinansieret i finansielle institutioner, nationale ressourcer, bl.a. ved indførelse af lovgivnings- og skattemæssige rammer, der tilskynder til gennemførelse af initiativer og programmer vedrørende energieffektivitet, samt indtægter fra årlige emissionstildelinger i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 406/2009/EF (32).

(138)

Finansieringsfaciliteterne kunne navnlig anvende bidrag, ressourcer og indtægter fra disse ressourcer til at muliggøre og tilskynde til private kapitalinvesteringer, særlig ved at trække på institutionelle investorer, og anvende kriterier, der sikrer, at de tildelte midler fører til opnåelse af både miljømæssige og sociale mål, gøre brug af innovative finansieringsmekanismer, herunder lånegarantier for privat kapital, lånegarantier til fremme af indgåelse af kontrakter om energimæssig ydeevne, tilskud, rentelettede lån og formålsbestemte kreditlinjer, tredjeparters finansieringssystemer, som reducerer risiciene i forbindelse med energieffektivitetsprojekter, og give mulighed for omkostningseffektive renoveringer selv blandt husholdninger med lav og mellemhøj indkomst, være tilknyttet programmer eller myndigheder, som samler og vurderer kvaliteten af energispareprojekter, yder teknisk bistand, fremmer markedet for energitjenester og hjælper med at oparbejde forbrugerefterspørgsel efter energitjenester.

(139)

Finansieringsfaciliteterne kunne også tilvejebringe passende ressourcer til at støtte uddannelses- og certificeringsprogrammer, som forbedrer og attesterer færdigheder med hensyn til energieffektivitet, tilvejebringe ressourcer til forskning i samt demonstration og fremskyndelse af anvendelsen af mindre teknologier og mikroteknologi til energiproduktion og optimere tilslutningen af disse generatorer til nettet, være tilknyttet programmer, som fremmer energieffektiviteten i alle boliger med henblik på at forebygge energifattigdom og stimulere udlejere til at gøre deres ejendomme så energieffektive som muligt, samt tilvejebringe passende ressourcer til fremme af den sociale dialog og fastlæggelse af standarder med henblik på at forbedre energieffektiviteten og sikre gode arbejdsforhold samt sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.

(140)

Unionens finansieringsprogrammer, finansielle instrumenter og innovative finansieringsmekanismer, der står til rådighed, bør anvendes til at opfylde målet om at forbedre den energimæssige ydeevne for offentlige organers bygninger. I den henseende kan medlemsstaterne anvende deres indtægter fra årlige emissionstildelinger i henhold til beslutning nr. 406/2009/EF i forbindelse med udvikling af sådanne mekanismer på frivillig basis og under hensyntagen til nationale budgetregler. Kommissionen og medlemsstaterne bør sørge for, at de regionale og lokale myndigheder bliver tilstrækkeligt informeret om Unionens finansieringsprogrammer, finansielle instrumenter og innovative finansieringsmekanismer.

(141)

Ved gennemførelsen af energieffektivitetsmålet bør Kommissionen holde øje med, hvilke virkninger de relevante foranstaltninger får for direktiv 2003/87/EF for at fastholde incitamenterne i EU ETS, der belønner CO2-besparende investeringer, og forberede sektorerne i EU ETS på de innovationer, der kræves i fremtiden. Den vil skulle overvåge virkningerne for de industrisektorer, der er udsat for en betydelig risiko for kulstoflækage som angivet i bilaget til Kommissionens afgørelse 2014/746/EU (33), for at sikre, at nærværende direktiv fremmer og ikke hindrer udviklingen af disse sektorer.

(142)

Medlemsstaternes foranstaltninger bør understøttes af veltilrettelagte og effektive finansielle EU-instrumenter inden for rammerne af, InvestEU-programmet og af finansiering fra EIB og EBRD, som bør støtte investeringer i energieffektivitet på alle trin i energikæden og anvende en omfattende cost-benefit-analyse med en model med differentierede kalkulationsrenter. Den finansielle støtte bør fokusere på omkostningseffektive metoder til at øge energieffektiviteten, hvilket ville føre til et fald i energiforbruget. EIB og EBRD bør sammen med nationale erhvervsfremmende banker tilrettelægge, skabe og finansiere programmer eller projekter, der er skræddersyet til effektivitetssektoren, herunder til energifattige husholdninger.

(143)

Tværsektoriel ret udgør et solidt grundlag for forbrugerbeskyttelse for en lang række eksisterende energitjenester, og denne udvikling forventes at fortsætte. Ikke desto mindre bør der fastsættes visse klare grundlæggende kontraktlige rettigheder for kunder. Forbrugerne bør råde over letforståelige og utvetydige oplysninger om deres rettigheder inden for energisektoren.

(144)

Med henblik på at kunne evaluere effektiviteten af dette direktiv bør der fastsættes et krav om at foretage en overordnet gennemgang af dette direktiv og om at fremlægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport senest den 28. februar 2027. Denne gennemgang bør muliggøre nødvendige tilpasninger, idet der også tages hensyn til økonomiske og innovative udviklinger.

(145)

Lokale og regionale myndigheder bør tildeles en ledende rolle i forbindelse med udviklingen og tilrettelæggelsen, gennemførelsen og vurderingen af de foranstaltninger, der er fastsat i dette direktiv, således at de er i stand til at tage behørigt hensyn til de særlige forhold, der kendetegner deres klima, kultur og samfund.

(146)

Som følge af de teknologiske fremskridt og den voksende andel af vedvarende energikilder i elproduktionssektoren bør standardkoefficienten for besparelser i kWh elektricitet revideres med henblik på at afspejle ændringer i primærenergifaktoren for elektricitet og andre energibærere. Beregningsmetoden er i overensstemmelse med Eurostats energibalancer og definitioner, med undtagelse af tildelingsmetoden for brændselsinput til varme og elektricitet i kombinerede kraftvarmeværker, for hvilken effektiviteten af det referencesystem, der kræves for tildelingen af brændstofforbrug, blev tilpasset Eurostats data for 2015 og 2020. Beregninger, som afspejler energimikset i primærenergifaktoren for elektricitet, baseres på årlige gennemsnitsværdier. Opgørelsesmetoden for »fysisk energiindhold« anvendes for nuklear el- og varmeproduktion, og metoden for »teknisk konverteringseffektivitet« anvendes for produktion af elektricitet og varme fra fossile brændsler og biomasse. For ikkebrændbar vedvarende energi anvendes direkte ækvivalens baseret på den »samlede primærenergi« som metode. Til beregning af primærenergiandelen for elektricitet i kraftvarmeproduktion anvendes den i dette direktiv fastlagte metode. Der anvendes en gennemsnitlig markedsstilling snarere end en marginal. Konverteringseffektiviteten antages at være 100 % for ikkebrændbar vedvarende energi, 10 % for geotermiske kraftværker og 33 % for atomkraftværker. Beregningen af den samlede effektivitet for kraftvarmeproduktion baseres på de seneste data fra Eurostat. Der tages hensyn til konverterings-, transmissions- og distributionstab. Distributionstab for andre energibærere end elektricitet tages ikke i betragtning i beregningerne på grund af manglende pålidelige data og beregningens kompleksitet. Hvad angår systemgrænser, er primærenergifaktoren 1 for alle energikilder. Den valgte koefficient for primærenergifaktoren for elektricitet er gennemsnittet af 2024- og 2025-værdierne, da en fremadrettet primærenergifaktor vil være en mere passende indikator end en historisk indikator. Analysen omfatter medlemsstaterne og Norge. Datasættet for Norge er baseret på data fra ENTSO-E.

(147)

Energibesparelser, som er en følge af gennemførelsen af EU-ret, bør ikke medregnes, medmindre de stammer fra en foranstaltning, der går videre end det, der som minimum kræves af den pågældende EU-retsakt, enten ved at fastsætte mere ambitiøse energieffektivitetskrav på medlemsstatsplan eller ved at styrke foranstaltningens udbredelse. Bygninger rummer et betydeligt potentiale for yderligere at øge energieffektiviteten, og renovering af bygninger yder et vigtigt og langsigtet bidrag med stordriftsfordele til øgede energibesparelser. Det er derfor nødvendigt at tydeliggøre, at det er muligt at medregne alle energibesparelser som følge af foranstaltninger til fremme af renovering af eksisterende bygninger, forudsat at de overstiger de besparelser, som ville være fremkommet uden politiktiltaget, og forudsat at medlemsstaten dokumenterer, at den forpligtede, deltagende eller bemyndigede part faktisk har bidraget til opnåelsen af de energibesparelser, som er medregnet.

(148)

I overensstemmelse med Kommissionens meddelelse af 25. februar 2015 om »En rammestrategi for en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimapolitik« og principperne om bedre lovgivning bør der lægges større vægt på reglerne for overvågning og kontrol med henblik på gennemførelsen af ordninger for energispareforpligtelser og alternative politiktiltag, herunder kravet om at kontrollere et statistisk repræsentativt udvalg af foranstaltninger.

(149)

Energi produceret på eller i bygninger ved hjælp af vedvarende energiteknologier reducerer mængden af energi leveret fra fossile brændsler. Reduktionen af energiforbruget og anvendelsen af energi fra vedvarende kilder i bygningssektoren er vigtige foranstaltninger til at reducere Unionens energiafhængighed og drivhusgasemissioner, navnlig i betragtning af de ambitiøse klima- og energimål, der er fastsat for 2030, og den globale forpligtelse, der blev påtaget inden for rammerne af Parisaftalen. Med henblik på deres kumulative energispareforpligtelse har medlemsstaterne mulighed for at medregne energibesparelser fra politiktiltag, der fremmer vedvarende teknologi for at opfylde deres energibesparelseskrav i overensstemmelse med den beregningsmetode, som er angivet i dette direktiv. Energibesparelser fra politiktiltag, som involverer direkte forbrænding af fossile brændsler, bør ikke medregnes.

(150)

Nogle af de ændringer, der indføres ved dette direktiv, kan gøre det påkrævet efterfølgende at ændre forordning (EU) 2018/1999 for at sikre sammenhæng mellem de to retsakter. Nye bestemmelser, primært vedrørende fastsættelse af nationale bidrag, mekanismer til at afhjælpe underopfyldelse og rapporteringsforpligtelser, bør strømlines med og overføres til samme forordning, når denne er ændret. Nogle bestemmelser i forordning (EU) 2018/1999 bør muligvis også tages op til fornyet overvejelse i lyset af de foreslåede ændringer i dette direktiv. De yderligere rapporterings- og overvågningskrav bør ikke skabe nye sideløbende rapporteringssystemer, men bør være underlagt den eksisterende overvågnings- og rapporteringsramme i henhold til forordning (EU) 2018/1999.

(151)

For at fremme den praktiske gennemførelse af dette direktiv på nationalt, regionalt og lokalt plan bør Kommissionen fortsat støtte udvekslingen af erfaringer om praksis, benchmarking, netværksaktiviteter samt innovativ praksis via en onlineplatform.

(152)

Målene for dette direktiv, nemlig at opfylde Unionens mål for energieffektivitet og at bane vejen for yderligere energieffektivitetsforbedringer og for klimaneutralitet, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingernes omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(153)

For at muliggøre tilpasning til den tekniske udvikling og ændringer i fordelingen af energikilder bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår gennemgangen af de harmoniserede referenceværdier for effektiviteten, der er fastsat på grundlag af dette direktiv, i overensstemmelse med værdier, beregningsmetoder, standardkoefficient for primærenergi og krav i bilagene til dette direktiv og med henblik på at supplere dette direktiv ved at fastlægge en fælles ordning i Unionen for vurdering af bæredygtigheden af datacentre på dens område. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (34). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(154)

Forordning (EU) 2023/955 bør ændres for at tage hensyn til definitionen af energifattigdom i dette direktiv. Dette vil sikre konsistens, sammenhæng, komplementaritet og synergi mellem forskellige instrumenter og finansieringskilder, navnlig rettet mod husholdninger, der er berørt af energifattigdom.

(155)

Forpligtelsen til at gennemføre nærværende direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til det tidligere direktiv. Forpligtelsen til at gennemføre de bestemmelser, der er uændrede, følger af det tidligere direktiv.

(156)

Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag XVI, del B, angivne frister for gennemførelse af direktiverne i national ret —