51995IE1176

Udtalelse om meddelelse fra EU-Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: »Den Europæiske Union og MERCOSUR: en udvidet politik« (96/C 18/24)

Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 21. december 1994 i henhold til forretningsordenens artikel 23, stk. 3, på eget initiativ at udarbejde en udtalelse den ovennævnte meddelelse.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for EF's Eksterne Forbindelser, Handels- og Udviklingspolitik, som udpegede Sergio E. Santillan Cabeza til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 3. oktober 1995.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 329. plenarforsamling (mødet den 25. oktober 1995) enstemmigt følgende udtalelse.

0.1. Det Økonomiske og Sociale Udvalg har de seneste år ved flere lejligheder beskæftiget sig med forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Latinamerika. Dette arbejde er mundet ud i en række informationsrapporter og udtalelser om forbindelserne mellem de to regioner ().

0.2. ØSU har noteret sig Kommissionens meddelelse af 19. oktober 1994 til Rådet og Parlamentet om en rammeaftale vedrørende handel og økonomisk samarbejde mellem EU og Det Sydlige Fællesmarked (Mercado Común del Sur, MERCOSUR) ().

0.3. Det Europæiske Råd godkendte på topmødet i Essen den 9.-10. december 1994 strategien for et tværregionalt samarbejde med MERCOSUR-landene og anmodede Rådet og Kommissionen om at skabe forudsætningerne for at indlede forhandlinger.

0.4. Den 22. december 1994 undertegnede de fire MERCOSUR-landes ambassadører sammen med repræsentanter for EU's formandskab og Kommissionen en hensigtsprotokol om forslaget til aftale. Senere, på mødet i Rådet (almindelige anliggender) i Luxembourg den 10. april 1995, hilste EU's medlemsstater Kommissionens meddelelse velkommen og pålagde De Faste Repræsentanters Komité (COREPER) at behandle meddelelsen med henblik på hurtigst muligt at vedtage et forhandlingsoplæg.

0.5. Forhandlingerne mellem EU og MERCOSUR-landene, der indledtes i september 1995, ventes at ville føre til en mere stabil institutionel ramme for en styrkelse af relationer mellem de to regioner.

1. EU-Kommissionens forslag

1.1. I Kommissionens meddelelse foreslås en interregional rammeaftale om handel og økonomisk samarbejde med MERCOSUR indgået som et første skridt hen imod etableringen af et frihandelsområde omfattende begge regioner. Ifølge Kommissionen bør en sådan aftale især fokusere på to aspekter:

- liberalisering af handlen mellem EU og MERCOSUR,

- støtte til den interne integration i MERCOSUR.

1.2. Med hensyn til handlen er målet en gradvis etablering af et interregionalt frihandelsområde inden for service- og industrisektoren samt en gradvis liberalisering af handlen med landbrugsvarer. I forbindelse med sidstnævnte målsætning vil der blive taget højde for visse følsomme produkter.

1.3. Med hensyn til integrationen i MERCOSUR vil EU forpligte sig til et »betydeligt samarbejde« mellem den private og offentlige sektor på tre hovedområder:

a) Bistand til styringen af integrationsprocessen for handlen internt i MERCOSUR og for MERCOSUR's udenrigshandel.

b) Støtte til de beslutningstagende myndigheder i MERCOSUR-landene, øget teknisk bistand til etableringen af et indre marked og inddragelse af MERCOSUR-landene i EU's forskningsog udviklingsprogrammer, informationssystemer og telekommunikationsprojekter.

c) Projekter, der omfatter hele regionen, på områder som transport, energi, miljø, telekommunikation, informationssystemer, byplanlægning og andre industrisektorer.

1.4. Desuden anbefaler Kommissionen, at den politiske dialog mellem EU og MERCOSUR-landene udbygges, ved at der afholdes hyppigere møder om mere specifikke emner. Kommissionen foreslår, at en sådan dialog - der tænkes at foregå på ministerplan - skal omfatte emner som industrielt samarbejde, energi, atomindustri, sikkerhed, miljøspørgsmål og narkotika. Samarbejde inden for undervisning og videreuddannelse af borgerne vil være af særlig betydning. På sidstnævnte område kan EU-programmet ALFA (América Latina - Formación Académica) yde et væsentligt bidrag.

1.5. Det ville glæde ØSU, om der i den endelige aftale mellem EU og MERCOSUR-landene ville blive taget hensyn til følgende generelle og særlige bemærkninger:

2. Generelle bemærkninger

2.1. ØSU hilser initiativet om en udvidelse af relationerne mellem EU og MERCOSUR-landene velkomment. På et tidspunkt hvor EU's eksterne relationer er centreret om Central- og Østeuropa og Middelhavet, er en fornyet forpligtelse over for MERCOSUR en enestående mulighed for at styrke de økonomiske og politiske bånd til Latinamerika og således bidrage til en bedre geografisk balance i EU's internationale politik. En sådan strategisk kursændring er af grundlæggende betydning, hvis Europa vil bevare sin økonomiske og politiske indflydelse i Latinamerika.

2.2. ØSU er sikker på, at en udvidet politik over for MERCOSUR gennem en aftale af den art, som Kommissionen foreslår, vil være til gensidig fordel for alle økonomiske og sociale lag i både EU og MERCOSUR-landene, samt bidrage til at befæste demokratiet i Sydkeglen.

2.3. ØSU er i den forbindelse overbevist om, at den foreslåede politik ud over økonomiske fordele for både EU og MERCOSUR vil fremme den indbyrdes forståelse mellem borgerne i de to regioner.

2.4. ØSU understreger, at grundlaget for en sådan udvidet politik allerede er til stede såvel i økonomisk som social henseende. Sydkeglen er den del af Sydamerika, hvor den europæiske tilstedeværelse traditionelt har været stærkest. Befolkningen i MERCOSUR-landene er i endnu højere grad end i andre dele af Latinamerika sig deres europæiske arv bevidst. Dette skyldes stærke historiske og kulturelle bånd, som er blevet forvandlet til tætte økonomiske forbindelser.

2.5. Relationerne er også blevet institutionaliseret. En interinstitutionel aftale af 29. maj 1992 fastsatte fire samarbejdsområder: teknisk bistand, udveksling af informationer, uddannelse og institutionel støtte. Det Fælles Rådgivende Udvalg, hvor repræsentanter for Fællesmarkedsgruppen og Europa-Kommissionen mødes to gange om året, gav på sit første møde den 3. juli 1992 høj prioritet til tre samarbejdsområder: landbrug, tekniske standarder og told.

2.6. De eksisterende økonomiske forbindelser er stærke. EU er MERCOSUR-landenes vigtigste handelspartner. En fjerdedel af områdets import kommer fra Unionen, ligesom en fjerdedel af områdets eksport går til Unionen. EU er desuden MERCOSUR-landenes vigtigste kilde til direkte investeringer, idet EU står for 36 % af mellemværenderne. Omkring 40 % af de udenlandske banker i området er europæiske.

2.7. ØSU støtter derfor Kommissionens forslag om at stræbe efter en interregional rammeaftale om handel og økonomisk samarbejde med MERCOSUR. ØSU gør dette, da grundlaget for et effektivt partnerskab mellem de to regioner allerede forefindes, og da et integreret marked i Sydkeglen forekommer yderst lovende.

2.8. ØSU understreger i den forbindelse, at markedet i området potentielt er enormt. Med en befolkning på over 200 millioner bor næsten halvdelen af Latinamerikas befolkning i MERCOSUR's medlemslande. Denne del af Latinamerika står i dag for over halvdelen af hele verdensdelens BNP; den producerer 40 % af områdets industrieksport; 40 % af alle udenlandske investeringer tilfalder denne del af Sydamerika; og her har 38 af Latinamerikas 50 største selskaber hjemme.

2.9. Afviklingen af de interne skranker har ført til en voldsom ekspansion i den interne handel. Den steg med 30 % alene i 1993 og er nu på over 9 milliarder US-dollars årligt. Den interne handel udgjorde kun 14 % af MERCOSUR's samlede handel i 1990; nu udgør den 20 %. Næsten halvdelen af Paraguays og Uruguays handel foregår internt i MERCOSUR. Procentdelen er mindre for de mere internationalt orienterede medlemslande, Argentina og Brasilien, (henholdsvis 25 % og 10 %). Brasilien er dog blevet Argentinas største eksportmarked (foran EU), og Argentina er nu Brasiliens næststørste leverandør.

2.10. ØSU er i betragtning af den nuværende udvikling internt i regionen såvel som mellem regionerne enig med Kommissionen i, at en liberalisering af handlen mellem EU og MERCOSUR vil sikre en hurtigere vækst i EU's eksport til regionen, end det ville have være muligt uden aftale.

2.11. EU's eksport til MERCOSUR-landene er steget betydeligt fra 8 890 millioner dollars i 1992 til 11 180 millioner dollars i 1993 og 14 362 millioner dollars i 1994. Denne tendens bør styrkes ved en gensidig liberalisering af handlen mellem de to verdensdele, hvilket vil få markedet til at vokse.

2.12. En handelsaftale må også være en fordel for EU's langsigtede handelsstrategi. De seneste initiativer, såsom NAFTA og Miami-topmødet den 9.-11. december 1994, tyder på en øget tilstedeværelse af USA i Latinamerika. Med udsigt til fri handel på hele den amerikanske halvkugle (som man forestillede sig på Miami-topmødet den 9.-11. december 1994) og fortsat udvidelse af MERCOSUR i Latinamerika bliver en aftale med MERCOSUR afgørende for sikringen af EU's fortsatte tilstedeværelse i Latinamerika og opretholdelsen af den privilegerede adgang til et af verdens største markeder.

2.13. En aftale mellem EU og MERCOSUR ville ligeledes øge EU-investeringerne.

2.14. Antallet af EU-virksomheder i MERCOSUR-landene er steget betydeligt de seneste år; alene i Argentina udgør de 50 % af de største multinationale selskaber. Denne proces er en direkte følge af privatiseringen af offentlige virksomheder i MERCOSUR's medlemslande, som især europæiske selskaber har nydt godt af. Samtidig noterer ØSU sig, at der ifølge nyere undersøgelser stadig er tekniske hindringer for fri kapitalbevægelser mellem EU og MERCOSUR, og understreger, at den interregionale aftale også skal tage fat på dette spørgsmål.

3. Særlige bemærkninger

3.1. På denne baggrund generer det ØSU, at Kommissionen i sin meddelelse ikke ved hjælp af analytiske materialer underbygger de to økonomiske scenarier (den fremtidige udvikling i handlen mellem de to regioner - med eller uden aftale), som er af central betydning for forslaget. Efter ØSU's mening bør det materiale, der ligger til grund for meddelelsens antagelser, offentliggøres, så de relative omkostninger og fordele for de enkelte sektorer i fuldt omfang kan blive genstand for drøftelser i begge regioner.

3.2. ØSU gør især opmærksom på, at Kommissionens meddelelse og Det Europæiske Råds møde i Essen var før den finansielle krise i Mexico og dens eftervirkninger i Latinamerika, ikke mindst i MERCOSUR's største økonomier. ØSU ønsker at få oplyst, hvilke yderligere undersøgelser der er foretaget i lyset af disse hændelser, og om undersøgelserne har ændret de scenarier, som fremlægges i meddelelsen.

3.3. MERCOSUR-landene vil få brug for storstilede investeringer, navnlig i infrastruktur. EU kan i så henseende stille knowhow til rådighed. Herudover kunne der med henblik på investeringer eventuelt ydes direkte økonomisk støtte fra Kommissionens budget eller gennem Den Europæiske Investeringsbank. Investeringsbanken har på nuværende tidspunkt undertegnet rammeaftaler med tre ud af fire MERCOSUR-lande, ligesom den har påtaget sig projekter i Argentina og Brasilien.

3.4. ØSU gør opmærksom på, at det hører til normal EU-praksis at indføje bestemmelser vedrørende liberalisering af søfartslovgivning i forbindelse med indgåelse af nye aftaler med tredjelande. Den seneste udvikling i Rådet tyder på, at EU bevæger sig i denne retning i forholdet til MERCOSUR.

3.5. ØSU understreger, at en styrket politik over for MERCOSUR, sådan som Kommissionen foreslår, ikke kun bør baseres på økonomiske overvejelser. ØSU ønsker især at undgå en situation, hvor den interregionale kontakt udelukkende foregår mellem embedsmænd fra Kommissionen og repræsentanter for regeringerne for MERCOSUR's medlemsstater.

3.6. ØSU mener i den forbindelse, at der såvel under forhandlingerne som i den endelige version af aftalen mellem EU og MERCOSUR i særlig grad bør lægges vægt på de institutionelle rammer om relationerne mellem EU og MERCOSUR. Dette aspekt er mangelfuldt behandlet i Kommissionens meddelelse.

3.7. Som en del af MERCOSUR's institutionelle struktur agter man at oprette et rådgivende organ, der hedder Det Økonomiske og Sociale Forum. Oprettelsen af dette forum, der afhænger af ratifikation i de nationale parlamenter, vil give forskellige dele af det civile samfund mulighed for at fremføre deres synspunkter over for MERCOSUR's beslutningstagende organer. Fagforeninger og erhvervsorganisationer fra de fire MERCOSUR-lande er repræsenteret i dette forum. Det nuværende forum, der med fordel kunne inddrage repræsentanter fra flere dele af arbejdsmarkedet, kan måske med tiden blive til et Økonomisk og Socialt Udvalg for MERCOSUR. EU's Økonomiske og Sociale Udvalg bør kunne medvirke til, at et sådant organ får en mere permanent status i MERCOSUR.

3.8. ØSU ønsker, at afholdelse af regelmæssige, institutionaliserede møder mellem ØSU og dette forum bliver et vigtigt element i de interregionale relationer. På linje med EU's aftaler med andre regioner (Oporto-traktaten, der førte til oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde; aftalen med Maghreb-landene og aftalerne med de central- og østeuropæiske lande) bør aftalen med MERCOSUR indeholde bestemmelser om oprettelsen af et særligt rådgivende organ, hvor repræsentanter for økonomiske og sociale grupper kan mødes (EU's Økonomiske og Sociale Udvalg og MERCOSUR's Økonomiske og Sociale Forum.

3.9. Dette forslag falder i tråd med kravet om netværk, der kan styrke båndene mellem de to samfund. Et sådant initiativ kan fremme den gensidige forståelse i de generelle relationer mellem EU og MERCOSUR. Det vil også være i tråd med bestræbelserne på at overføre viden om integration - et område, hvor Europa sidder inde med stor erfaring.

3.10. Styrkelsen af forbindelserne mellem samfundene i de to regioner gennem nye interinstitutionelle relationer vil medvirke til at fastholde den nødvendige vilje til at gøre de interregionale forbindelser så stærke som muligt. Netop de områder, som er nævnt i Kommissionens meddelelse, vil være omfattet: industrielt samarbejde, energi, atomindustrien, sikkerhed, miljø og narkotika.

3.11. ØSU mener desuden, at en eventuel aftale mellem EU og MERCOSUR skal indebære udveksling af erfaringer vedrørende sociale modeller i de to verdensdele samt mulighederne for at forbedre disse, således at den interregionale handel kan føre til en mere ligelig fordeling af rigdommene og bedre sociale vilkår.

3.12. En handelsaftale med MERCOSUR vil være af begrænset værdi, hvis man ikke samtidig søger at forbedre den sociale situation i MERCOSUR-landene. Den årlige per capitaindkomst i MERCOSUR var i 1994 2 709 US-dollars (1988-kurs). Dette er forholdsvis højt sammenlignet med andre dele af Latinamerika: i Andespagtens medlemslande er den gennemsnitlige per capita-indkomst 1 900 US-dollars; i Det Mellemamerikanske Fællesmarked 1 000 US-dollars. Indikatorerne slører dog i nogen grad billedet af MERCOSUR-landene: de skjuler betydelige indbyrdes forskelle.

3.13. Mens integrationen har tilført økonomierne i MERCOSUR en større dynamik - med de deraf følgende makroøkonomiske fordele - kræver den sociale situation i medlemsstaterne dog stadig opmærksomhed. Argentina og Uruguay er i FN's udviklingsprogram (UNDP) kategoriseret som lande med »et højt udviklingsniveau med hensyn til menneskelige ressourcer«. Brasilien og Paraguay er på »mellemniveau«.

- Nogle dele af MERCOSUR er tæt på gennemsnittet for industrilandene med hensyn til dødelighed for nyfødte, analfabetisme og gennemsnitlige antal skoleår pr. indbygger.

- I 1993 var per capita indkomsten i de fire MERCOSUR-lande: Argentina 4 556 US-dollars; Brasilien 2 213 US-dollars; Paraguay 1 543 US-dollars og Uruguay 3 080 US-dollars. Deres indekstal for udviklingen af de menneskelige ressourcer var henholdsvis 0,853, 0,756, 0,679 og 0,859 (hvor 1 er den højest mulige) ().

- Fattigdommen er iøjnefaldende i MERCOSUR, selv om dens omfang og særlige træk varierer fra land til land såvel som fra egn til egn ().

3.14. På denne baggrund gør ØSU opmærksom på virkningen for befolkningens levestandard, især for beskæftigelsestallene, af følgende faktorer:

a) den tilpasningsproces (bestående først og fremmest af en nedbringelse af inflationen og de offentlige underskud), som finder sted i MERCOSUR-landene, har i nogle af disse lande fået arbejdsløshedstallet til at stige betydeligt,

b) afskaffelsen af toldbarrierer og øget handel mellem regionerne (hvilket uden tvivl er positivt på mellemlang sigt) kan på kort sigt give problemer for mange industrisektorer, der endnu ikke er tilstrækkeligt konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Foranstaltninger til fremme af den økonomiske og sociale samhørighed kan, f.eks. i form af bedre mekanismer til indkomstspredning gennem en forbedring af skattesystemerne, gøre det lettere at løse de sociale problemer i visse egne af MERCOSUR, der allerede er ramt af krise,

c) man skal være særlig opmærksom på vandrende arbejdstagere og deres familier, eftersom økonomisk vækst sætter gang i en massiv udvandring fra de fattige egne til de industrielt mere udviklede egne, og på problemer som følge af en stor uformel sektor.

3.15. Ud over de økonomiske følger vil integrationsprocessen i MERCOSUR også få dybtgående konsekvenser for de industrielle relationer. Ny teknologi og nye måder at organisere arbejdet på, som det større marked kræver, vil influere på normerne for arbejdstageres og arbejdsgiveres rettigheder og pligter. Der vil sandsynligvis også ske en ændring i de kollektive forhandlingers form og indhold med henblik på en bedre tilpasning af arbejdsstyrken til de ændrede produktionsforhold. Andre konsekvenser kan blive ændrede arbejdsrelationer med større medarbejderindflydelse og større vægt på forskning, undervisning og uddannelse af arbejdsstyrken.

3.16. Erhvervslivet har en fremtrædende placering i forbindelse med integrationsprocessen. Åbningen af de nationale økonomier gennem toldreduktioner ledsages ikke kun af øget handel, men også af en ændring i virksomhedsstrategien. For at kunne drage fordel af et lovende, voksende regionalt marked øger mange inden- og udenlandske virksomheder deres investeringer på tværs af grænserne (ofte gennem joint ventures), hvorved integrationsprocessen drives fremad. Dette er især tydeligt inden for bil-, telekommunikations- og elektronikindustrien, der enten har bebudet investeringer eller allerede har investeret i området. Der opstår således en forbindelse mellem regional integration og udenlandske investeringer, som kan antage flere forskellige former: erhvervelse af aktieandele, udvidelse af industrianlæg, modernisering af den eksisterende kapacitet eller anlæggelse af nye produktionsenheder.

3.17. Erhvervslivet og fagforeningerne drøftede integrationen længe før, processen blev sat i gang. Den private sektors dynamik og erhvervslivets vilje til at tilpasse og modernisere de produktive strukturer har været blandt de vigtigste faktorer bag oprettelsen af MERCOSUR. Repræsentanter for den private sektor i de fire lande har for nylig oprettet et industriråd for MERCOSUR.

3.18. Oprettelsen af MERCOSUR's fagforeningskommission og undertegnelsen af Asunciónaftalen har sat skub i fagforeningsaktiviteterne i de fire MERCOSUR-lande. Mens fagforeningerne i de fire lande generelt støtter udviklingen i MERCOSUR, anser de det dog for absolut nødvendigt også at udvikle integrationens sociale dimension. Blandt andet for at undgå »social dumping« som følge af de forskellige arbejdsvilkår i regionen.

3.19. Man må være opmærksom på muligheden for social dumping i forholdet mellem EU og MERCOSUR, da visse importvarer vil blive billigere i Europa på grund af lave lønninger og den mangelfulde socialsikring i de eksporterende lande.

3.20. Fagbevægelsen i MERCOSUR udarbejdede for at afværge denne risiko et forslag til »MERCOSUR-charter om grundlæggende rettigheder« i december 1993, omfattende betragtninger vedrørende:

a) integrationens rækkevidde og sociale dimension,

b) arbejdstagernes frie bevægelighed,

c) den enkelte arbejdstagers grundlæggende menneskerettigheder,

d) kollektive rettigheder,

e) minimumsbestemmelser for social sikkerhed.

Fagforeningerne i MERCOSUR har desuden ved flere lejligheder skriftligt foreslået præsidenterne i de fire medlemslande at oprette et »socialt rum« (). Præsidenterne har udtrykt interesse for en sikring af grundlæggende rettigheder i MERCOSUR.

3.21. ØSU understreger betydningen af fagforeningernes forslag og håber, at det kan blive virkeliggjort med de nødvendige midler.

3.22. ØSU glæder sig over oprettelsen i august 1995 af undergrupper med ansvar for miljø, landbrug, industri, sociale aspekter m.m.

4. Konklusioner

4.1. ØSU støtter generelt set planerne om at indgå en aftale med MERCOSUR, idet det accepterer logikken i de økonomiske ræsonnementer bag Kommissionens forslag (MERCOSUR's strategiske betydning, de potentielle fordele ved tættere relationer og alternativt de potentielle omkostninger ved manglende handling).

Man kan dog stille spørgsmålstegn ved konkrete aspekter af forhandlingerne og den praktiske gennemførelse af den foreslåede politik. Det drejer sig især om:

a) frihandelsaftalens overensstemmelse eller manglen på samme med Den Internationale Handelsorganisations (WTO) regler og bestemmelserne vedrørende EU's fælles landbrugspolitik,

b) de mulige følger af en øget dialog mellem EU og MERCOSUR for den generelle ramme om dialogen mellem Latinamerika og EU.

4.2. Hvad angår en frihandelsaftales forenelighed med WTO-reglerne, fremgår det af meddelelsen, at Kommissionen vil sikre, at en aftale med MERCOSUR bliver forenelig med EU's fælles landbrugspolitik og med EU's internationale forpligtelser over for Den Internationale Handelsorganisation (WTO). Endvidere er hensigten med forhandlingerne ifølge meddelelsen at etablere et frihandelsområde inden for industri og tjenesteydelser, samt gensidig og gradvis liberalisering af samhandlen med landbrugsprodukter under hensyntagen til visse produkters følsomhed.

4.2.1. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at det i den endelige aftale under Den almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel (GATT), der undertegnedes den 14. april 1994 i Marrakesh, i artikel XXIV slås fast, at frihandelsaftaler fremover skal omfatte praktisk talt alle økonomiske sektorer og lede frem mod fuldstændig liberalisering inden for en overskuelig fremtid. Dette indebærer, at en EU-MERCOSUR-frihandelsaftale i henhold til WTO's regler kun vil være mulig, hvis aftalen sigter mod i sidste ende (dvs. inden 10 år) at føre til fuldstændig fri handel mellem parterne.

4.2.2. GATT-aftalen kræver endvidere, at begge parter regelmæssigt sender rapporter til Den Internationale Handelsorganisation, som skal godkende liberaliseringsplanerne for handlen. WTO skal endvidere kontrollere, at hensigtserklæringen om fuldstændig fri handel faktisk føres ud i livet.

4.2.3. Afskaffelsen af alle toldskranker for industri og landbrug kan vise sig problematisk. Brasilien er f.eks. en vigtig eksportør af basale industrivarer som stål, tekstiler og reservedele til biler samt af computerudstyr.

4.2.4. Der kan også opstå vanskeligheder i landbrugssektoren. Alle MERCOSUR-lande, navnlig Argentina og Uruguay, eksporterer landbrugsprodukter af høj kvalitet, f.eks. hvede, oksekød og vin, som vil kunne konkurrere med tilsvarende produkter fra EU's medlemsstater. En fuldstændig afskaffelse af EU's handelsbarrierer over for import af landbrugsvarer fra MERCOSUR vil få konsekvenser for den fælles landbrugspolitik og kan føre til klager fra tredjelande, der eksporterer de samme varer til EU.

4.2.5. Det ligger generelt ØSU på sinde, at en EU-MERCOSUR-frihandelsaftale kan forenes med EU's internationale forpligtelser under WTO, samtidig med at den lever op til den fælles landbrugspolitiks regler.

4.2.6. Aftalen bør endvidere omfatte udveksling af erfaringer vedrørende arbejdsmarkedsspørgsmål og social sikring.

4.3. Med hensyn til rammen for dialogen mellem EU og Latinamerika oplyses det i meddelelsen, at tættere forbindelser til MERCOSUR ikke må rejse tvivl om EU's dialog med Rio-gruppen, men skal opfattes som en videreførelse og uddybning af denne.

4.3.1. Det er dog alligevel spørgsmålet, hvordan en øget dialog med MERCOSUR-landene i praksis kan forenes med den eksisterende dialog i form af årlige møder mellem udenrigsministrene fra EU's medlemsstater og landene i Rio-gruppen.

4.3.2. Etableringen af en særskilt dialog på højt niveau med MERCOSUR vil nødvendigvis føre til diskrimination mellem de latinamerikanske lande. Dette kan ikke undgås, eftersom en frihandelsaftale med EU vil give MERCOSUR's medlemslande en særlig status i EU's forbindelser til Latinamerika.

4.3.3. Det er derfor spørgsmålet, om MERCOSUR-landene fortsat vil deltage i drøftelserne mellem EU og Rio-gruppen, eller om en særskilt dialog med EU helt vil erstatte deres engagement i Rio-gruppen. Man skal ikke undervurdere risikoen for en svækkelse - eller et fuldstændigt sammenbrud i dialogen med Rio-gruppen, hvis MERCOSUR-landene forlader den. ØSU hilser den politiske dialog mellem EU og MERCOSUR velkommen, men det ligger dog i forlængelse af ovennævnte ØSU særlig på hjerte, at den institutionelle ramme for udvidede interregionale relationer ikke kommer til at skade arbejdet i Rio-gruppen, der har spillet en væsentlig rolle i forbindelse med koordineringen af de latinamerikanske standpunkter på regionalt plan.

4.4. Endelig ønsker ØSU endnu en gang at udtrykke sin interesse for EU-MERCOSUR-relationernes institutionelle ramme og sin overbevisning om, at båndene mellem de to verdensdele vil blive yderligere styrket, hvis der også indføres en regelmæssig institutionaliseret kontakt mellem repræsentanter for arbejdsmarkedets parter. Efter ØSU's mening kan denne målsætning bedst opfyldes ved at etablere en regelmæssig dialog mellem EU's Økonomiske og Sociale Udvalg og MERCOSUR's Økonomiske og Sociale Forum.

Bruxelles, den 25. oktober 1995.

Carlos FERRER

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() EFT nr. C 75 af 26. 3. 1990, EFT nr. C 127 af 7. 5. 1994, CES 962/92 af 21. 1. 1993.

() KOM(94) 428 endelig udg.

() Kilde: FN's udviklingsprogram, Informe sobre desarrollo humano 1994; Inter-American Development Bank, den økonomiske og sociale udvikling i Latinamerika, 1993.

() Fattigdomsmålinger er ofte kontroversielle. Ifølge nogle vurderinger lever 13% af befolkningen i absolut fattigdom i Uruguay; 16 % i Argentina; 35 % i Paraguay og 47 % i Brasilien. Disse tal lagt sammen viser, at 80 millioner af MERCOSUR's befolkning lever i absolut fattigdom. Kilde: FN's udviklingsprogram, Informe sobre desarrollo humano 1994; Inter-American Development Bank, Grundlæggende socioøkonomiske data, 1993; IRELA, Fattigdom i Latinamerika: årsager og omkostninger, september 1993.

() Breve, henholdsvis af 28. december 1992, 16. januar 1994 og 16. december 1994, til MERCOSUR-landenes præsidenter.