28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/1

1.1

Ud over at være et mål i sig selv er ligestilling mellem mænd og kvinder også en af forudsætningerne for at nå EU's mål om vækst, beskæftigelse og social samhørighed.

1.2

Midtvejsevalueringen af køreplanen for ligestilling sker i en tid med økonomisk krise. Det er vigtigt at undersøge krisens indvirkning på og konsekvenser for hhv. kvinder og mænd i betragtning af deres forskellige positioner i samfundet.

1.3

Ligestilling bør indgå i samtlige politikker, navnlig social- og beskæftigelsespolitikkerne, og der bør gøres yderligere bestræbelser på at fjerne de hindringer, der forhindrer kvinder og mænd i at deltage fuldt ud og på lige fod på arbejdsmarkedet.

1.4

For at sikre og forbedre kvinders økonomiske uafhængighed bør man forbedre såvel kvaliteten som kvantiteten af kvinders beskæftigelse og også støtte selvstændig erhvervsvirksomhed. Endvidere skal man sætte ind over for kvinders risiko for prekær ansættelse og fremme en ligelig fordeling af de familiemæssige og huslige pligter.

1.5

Lønforskellen er strukturelt betinget: undervurdering af traditionelle »kvindelige« færdigheder, faglig og sektormæssig segregering, prekære ansættelsesforhold, pauser fra arbejdsmarkedet m.m. Lovgivning og kollektive overenskomster er effektive midler til bekæmpelse af lønforskelle, da det er nødvendigt at inddrage samtlige økonomiske og sociale aktører.

1.6

En øget tilstedeværelse af kvinder i erhvervslivet og det politiske liv fremmer ligestillingen, kvinders økonomiske uafhængighed, opgøret med de stereotype kønsroller og er befordrende for kvinders deltagelse i beslutningsprocessen.

1.7

Kvinder er særligt udsatte, når det gælder social udstødelse og fattigdom. Foranstaltninger som individualisering af sociale rettigheder, en garanteret minimumsindtægt, medregning af erhvervsinaktive perioder og perioder med nedsat arbejdstid for at passe et familiemedlem forbedrer den sociale beskyttelse og mindsker risikoen for fattigdom.

1.8

Forening af familie- og arbejdsliv er afgørende for at opnå ligestilling og forbedre kvinders beskæftigelse: offentlige sociale tjenesteydelser af høj kvalitet og forbedring af de eksisterende barsels- og forældreorlovsordninger. Alle samfundsaktørerne bør tage et øget medansvar, hvad angår en mere ligelig fordeling af de huslige pligter og pasningsopgaverne.

1.9

EØSU anser det for nødvendigt at fremme en ligelig deltagelse af kvinder i beslutningsprocessen. Medlemsstaterne bør derfor give et klarere tilsagn i form af opstilling af tydelige mål og brug af effektive redskaber (positive foranstaltninger, ligestillingsplaner osv.).

1.10

EØSU mener, at det i lyset af den vedvarende kønsbestemte vold og menneskehandel er nødvendigt at håndhæve den gældende lovgivning og udarbejde nationale handlingsplaner, samordnet via en overordnet europæisk strategi, og at øge mængden af særprogrammer.

1.11

EØSU mener, at det for at bekæmpe de stereotype kønsroller er afgørende at udvikle samfundet ud fra nogle ikke-fastlåste kønsrollemønstre, at tilbyde uddannelse til både mænd og kvinder, at opfordre flere kvinder til at vælge videnskabelige og tekniske studier, at forbedre de traditionelle kvindefags anseelse og at undgå kønsdiskrimination i medierne.

1.12

EU's udenrigs- og udviklingspolitik skal bruges til at fremme kvinders rettigheder i international sammenhæng og øge deres kvalifikationer og evne til at tage kontrol over deres eget liv.

1.13

EØSU mener, at kønsanalyser bør mainstreames i alle Kommissionens aktivitetsområder, og at det bør medtænkes i såvel de europæiske som de nationale budgetter. For at sikre dette vil der være brug for medarbejdere med forstand på ligestilling og ligeledes nogle kønsopdelte indikatorer, som gør det muligt at danne sig et overblik over hhv. mænd og kvinders situation og vurdere, i hvilken udstrækning køreplanen for ligestilling opfyldes.

1.14

Målene for den nye ligestillingsstrategi, der skal følges fra 2010 og frem, må ikke blot være anbefalinger fra Kommissionen til de enkelte lande, men skal derimod være bindende direktiver med kvantificerbare målsætninger. Der er derfor behov for et større politisk engagement på alle niveauer. EU-institutionerne bør foregå med et godt eksempel ved at underkaste det hidtidige arbejde en proaktiv revision og foretage en konsekvensanalyse af gennemførelsen.

2.1

Køreplanen for ligestilling mellem kvinder og mænd 2006-2010 er Kommissionens tilsagn om at fremme ligestilling i samarbejde med medlemsstaterne. På foranledning af Kommissionen foretager EØSU en evaluering af køreplanen, ser på virkningerne af de vedtagne foranstaltninger og deres gennemførelsesgrad. Derudover fremsætter udvalget forslag til tiltag i forbindelse med den nye strategi, der skal følges fra 2010 og frem.

2.2

EØSU anerkender EU's omfattende engagement i ligestillingsspørgsmålet: Rom-traktaten fra 1957 indfører ligelønsprincippet, Amsterdam-traktaten fra 1997 anvender en tostrenget strategi, der kombinerer en tværgående metode med specifikke midler, og Lissabon-traktaten indeholder en udtrykkelig bestemmelse om at fjerne uligheder og fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder.

2.3

På internationalt plan har EU tiltrådt Beijing-handlingsplanen, milleniummålsætningerne og konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW-konventionen), der sætter kvinder i centrum i spørgsmålet om menneskerettigheder.

2.4

Til trods for den omfattende lovgivning har man ikke nået de opstillede mål, og der er fortsat ikke ligestilling mellem mænd og kvinder. Der er ligestillingsmæssigt ikke opnået betydelige fremskridt på nogen af disse områder. Set på denne baggrund må man spørge sig selv, om der er reel politisk vilje til at foretage ændringer. Det bør være en prioritet for den nye EU 2020-strategi at indarbejde ligestillingsprincippet, som er en afgørende faktor for konkurrenceevne og vækst.

2.5

Evalueringen af køreplanen for ligestilling mellem kvinder og mænd 2006-2010 foretages i en tid med økonomisk krise, og det er nødvendigt at se på, hvilke konsekvenser krisen har for kvinder pga. af deres anderledes stilling på arbejdsmarkedet og for de offentlige politikker vedrørende sociale udgifter, specielt de sociale tjenesteydelser, som har størst betydning for kvinderne.

2.6

Krisen har i første omgang ramt de traditionelle mandefag (byggeri, transport, industri) og har efterfølgende bredt sig til andre sektorer med flere kvindelige ansatte (banksektoren, handel osv.). I mange tilfælde er familiens eneste indtægtskilde derfor nu kvindens løn, som generelt er lavere end mandens, fordi kvinder for det meste er ansat i servicesektoren på deltids- eller tidsbegrænsede kontrakter eller som sort arbejdskraft. Alle disse faktorer har samtidig en negativ indvirkning på nationaløkonomien, da de lægger en dæmper på det private forbrug og dermed bremser genopsvinget.

2.7

Krisen påvirker også socialpolitikkerne. Arbejdsløshedsunderstøttelsen er, både hvad angår størrelse og varighed, dårligere for kvinder pga. deres ofte mindre gunstige stilling på arbejdsmarkedet. De grundlæggende offentlige tjenesteydelser på områder som sundhed, uddannelse og sociale tjenesteydelser skæres desuden ned på et tidspunkt, hvor familierne og især kvinderne har allermest behov for dem. Da disse sektorer desuden i vid udstrækning anvender kvindelig arbejdskraft, vil det få yderligere negative konsekvenser for kvinders beskæftigelse.

2.8

Foranstaltninger til at modvirke krisen kan ikke være kønsneutrale, og de nye økonomiske genopretningspolitikker såvel som de igangværende strukturfondsprogrammer skal derfor i behørigt omfang tage hensyn til mænd og kvinders forskellige positioner i samfundet.

2.9

Ligestilling bør være en prioritet ikke kun for at takle den nuværende krise og den efterfølgende genopretning, men også for at klare de demografiske og økonomiske udfordringer, der påvirker den europæiske sociale model og har betydning for kvinderne og deres økonomiske uafhængighed.

1.

Skabe samme muligheder for økonomisk uafhængighed for mænd og kvinder;

2.

Forening af privat- og arbejdsliv

3.

Ligelig deltagelse af kvinder og mænd i beslutningsprocessen

4.

Udryddelse af alle former for kønsbestemt vold

5.

Udryddelse af fastlåste kønsrollemønstre

6.

Fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder i politikken over for tredjelande og udviklingspolitik

3.1.1.1

Der er fortsat mange lande, der ikke opfylder Lissabon-strategiens mål om, at kvinders beskæftigelsesfrekvens skal op på 60 %. Medens mændenes beskæftigelsesfrekvens ligger på 70,9 %, ligger kvindernes kun på 58,8 % (1), og for kvinder over 55 år ligger beskæftigelsesfrekvensen på 36,8 %, medens den for mænd ligger på 55 %. Kvinder rammes også i højere grad af arbejdsløshed, men efterhånden som krisen tager til, mindskes denne forskel (9,8 % arbejdsløshed blandt kvinder og 9,6 % blandt mænd)

3.1.1.2

Det er nødvendigt at forbedre kvinders beskæftigelse såvel kvantitativt som kvalitativt, da de er overrepræsenterede i dårligt lønnede sektorer og i job med højere risiko for prekær ansættelse. Det er først og fremmest kvinder, der har deltidsbeskæftigelse (31,5 % kvinder og 8,3 % mænd), og 14,3 % af de erhvervsaktive kvinder sidder i en midlertidig stilling. Dertil kommer, at kvinder med børn har mere end 10 % lavere erhvervsfrekvens, hvilket afspejler den ulige fordeling af familieansvaret og de utilstrækkelige pasningsordninger.

3.1.1.3

EØSU anbefaler at foretage en samlet analyse af kvinders arbejdsløshedsprocent og antallet af kvinder, der er erhvervsmæssigt inaktive af familiemæssige årsager (2). På grund af kvindernes rolle som omsorgspersoner opfylder de ofte ikke betingelserne for at blive regnet med som »arbejdsløse«, hvorved deres erhvervsmæssige inaktivitet fremstår som en slags skjult arbejdsløshed.

3.1.1.4

Der er behov for en tværfaglig indfaldsvinkel, som giver mulighed for at supplere beskæftigelsespolitikker med sociale og uddannelsesmæssige foranstaltninger, en form for uddannelse, der gør op med de fastlåste roller på arbejdsmarkedet, offentlige sociale tjenesteydelser af høj kvalitet, der garanterer pasning af personer med pasningsbehov, og oplysningskampagner til fremme af en ligelig fordeling af de huslige pligter mellem mænd og kvinder.

3.1.1.5

Kommissionen bør medtænke og fremme ligestilling i alle sine programmer (sådan som det sker i Progress-programmet). Strukturfondene udgør i den sammenhæng en særdeles velegnet ramme: de gør det muligt at få indsigt i medlemslandenes fremskridt på området, at foretage en årlig analyse af de pågældende foranstaltningers indflydelse på ligestillingen i de enkelte lande samt at indføre passende foranstaltninger og sanktioner mod de lande, der ikke sikrer kvinders beskæftigelse både kvantitativt og kvalitativt.

3.1.2.1

Opnåelse af ligeløn er afgørende for at opnå ligestilling, men til trods for fremskridt på lovgivningsområdet er lønforskellen mellem kvinder og mænd så stor som 17,4 %, og dette tal stiger til 30 % for kvinder over 50 år.

3.1.2.2

Lønforskellen er strukturelt betinget: segregering i ringe værdsatte erhvervssektorer og dårligt lønnede erhverv, større frekvens i den sorte økonomi og i prekære ansættelsesforhold samt pauser fra arbejdsmarkedet eller nedsat arbejdstid af familiemæssige årsager. Disse faktorer påvirker alle lønniveauet i negativ retning.

3.1.2.3

EØSU (3) anbefaler, at de enkelte lande gennemgår deres bestemmelser om løn- og ansættelsesvilkår for at undgå direkte og indirekte forskelsbehandling af kvinder.

3.1.2.4

Lovgivningen bør omfatte kontrolmekanismer, der kan påvise kønsdiskrimination, og den bør fremme gennemsigtige erhvervsklassificeringer, således at alle ansattes kvalifikationer, erfaring og potentiale vurderes og aflønnes på samme måde.

3.1.2.5

De kollektive forhandlinger er et godt redskab til at indføre kønsneutrale evalueringer af job, uddannelsesorlov til fremme af kvinders karrierer, afbrydelser af erhvervsaktivitet og orlov af familiemæssige årsager, fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden osv., som kan mindske lønforskellen.

3.1.3.1

Til trods for deres høje kvalifikationer er kvinder fortsat i mindretal i ledende stillinger i erhvervslivet. Kommissionen har fremmet ligestillingen i forbindelse med virksomhedernes sociale ansvar, øget statsstøtten til nye virksomheder, der er skabt af kvinder (Forordning EF nr. 800/2008), og har ydet bistand til Netværket for Kvindelige Iværksættere. Netværket bør ud over regeringer og officielle institutioner også inddrage relevante civilsamfundsorganisationer og –netværk med det sigte at kunne drage nytte af erfaringsudveksling og bedste praksis.

3.1.3.2

Det anbefales at gennemføre henstillingerne i EU's handlingsplan for iværksætterkultur for derved at øge antallet af virksomheder oprettet af kvinder ved hjælp af foranstaltninger som f.eks. bedre adgang til finansiering og kredit, udvikling af netværk for organisatorisk støtte og rådgivning af virksomheder, passende erhvervsuddannelse og efteruddannelse, fremme af god praksis m.m.

3.1.4.1

Kvinder er særligt udsatte, når det gælder social udstødelse og fattigdom. Mænd og kvinders ulige stilling på arbejdsmarkedet og kvinders afhængighed af de sociale sikringssystemer er forhold, der bidrager til denne situation.

3.1.4.2

Der bør indføres lige vilkår for adgang til social sikring for kvinder og mænd. Afkortning af arbejdsdagen af hensyn til familien, brug af barsels- og/eller forældreorlov til pasning af børn, deltids- eller midlertidig ansættelse, segregering og løndiskrimination er alle forhold, der mindsker omfanget og længden af de sociale ydelser, navnlig arbejdsløshedsunderstøttelse og alderspension, som kvinder efterfølgende kan modtage. For at rette delvist op på denne skæve situation er det bl.a. afgørende, at den tid, der bruges på ikke-lønnet arbejde, nedsat arbejdstid eller orlov af hensyn til familien, dækningsmæssigt medregnes som fuldtidsbeskæftigelse.

3.1.4.3

Det offentlige sociale sikringssystem skal garantere en rimelig minimumsindkomst, der mindsker risikoen for fattigdom, og der skal her specielt fokuseres på ældre kvinder, enker, der modtager en afledt pension, og kvindelige eneforsørgere.

3.1.4.4

Man bør være særligt opmærksom på de private pensionsordninger, der er indført i visse lande, da fremtidige pensionsudbetalinger fastsættes på baggrund af den personlige indkomst og forventede levetid, hvilket især er til ulempe for kvinderne.

3.1.4.5

2010 er det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse og falder sammen med afslutningen af Lissabon-strategien og indførelsen af den åbne koordinationsmetode. EU's nye 2020-strategi skal opstille konkrete mål og nogle mere effektive foranstaltninger på såvel kort som længere sigt til bekæmpelse af fattigdom, især blandt kvinder.

3.1.5.1

EØSU finder det nødvendigt med en ny strategi på sundhedsområdet, som tager højde for mænd og kvinders forskellige sundhedsbehov, men bemærker, at der ikke er planlagt konkrete tiltag i den retning. Det er derfor nødvendigt at fortsætte forskningen i kvinders helbred og i de sygdomme, de rammes af.

3.1.5.2

Befolkningens aldring og kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet vil i fremtiden øge efterspørgslen efter langsigtede pleje- og pasningsordninger. Medlemsstaterne bør sikre offentlige sundheds- og socialtjenester af høj kvalitet, da manglen herpå navnlig har negativ indflydelse på kvinderne, der har hovedansvaret for pleje- og pasningsopgaverne.

3.1.6.1

EØSU gentager, at det er nødvendigt at medtænke kønsaspektet i indvandrings- og asyllovgivningen. Indvandrerkvinder og kvinder fra etniske minoriteter bør ydes større opmærksomhed, da de i højere grad rammes af skævhederne og befinder sig i en mere sårbar situation, navnlig i en tid med økonomisk krise (4)

3.1.6.2

Den stigende andel af kvindelige migranter hænger direkte sammen med efterspørgslen efter arbejdskraft til husligt arbejde og pasningsopgaver, hvilket i stor udstrækning skyldes mangel på sociale infrastrukturer. Et stort antal indvandrerkvinder arbejder i sektorer, hvor uformelle og usikre ansættelsesforhold er udbredte. Denne form for beskæftigelse skal gøres til et reelt erhverv og reguleres, og de faglige kvalifikationer skal øges for at fremme integrationen af indvandrerkvinder på arbejdsmarkedet.

3.2.1

Lissabon-strategiens mål for kvinders beskæftigelse er nået til trods for, at man ikke har opfyldt Barcelona-målene for pasningsordninger for børn (børnepasningsmuligheder for mindst 33 % af børn under 3 år og mindst 90 % af børn mellem 3 og 6 år). Det er en forudsætning, at der findes pasnings- og plejeordninger med tilstrækkelige pladser og et fleksibelt tilbud, der sikrer en individuel pleje af høj kvalitet: pasningstilbud uden for almindelige arbejdstider og i ferierne, kantiner og særlige centre til at imødekomme forskellige grader af pasningsbehov. Investering i sociale tjenester har ikke alene en positiv indvirkning på økonomien og navnlig beskæftigelsen, men medfører også en stor social gevinst.

3.2.2

Pasning af små børn og andre plejekrævende personer kræver fleksible arbejdstider, og der er derfor behov for en omlægning af arbejdstiderne, så de imødekommer de familie- og arbejdsmæssige behov og er tilgængelige i lige grad for kvinder og mænd.

3.2.3

Mange kvinder bruger deltidsarbejde som et middel til at skabe balance mellem arbejds- og familieliv, delvist pga. utilstrækkelige pasningsordninger. Den stigende andel af deltidsansatte kvinder kan imidlertid ikke udelukkende tilskrives familiemæssige forpligtelser, men er også i mange tilfælde kvindernes eneste mulighed for adgang til arbejdsmarkedet (5).

3.2.4

Hvad orlov angår, bør kvinder og mænds individuelle rettigheder bringes i overensstemmelse, uafhængigt af deres ansættelsesforhold (selvstændige, midlertidigt ansatte, tidsubestemt ansættelse osv.). EØSU bifalder derfor den aftale, der er indgået mellem ETUC, Businesseurope, CCEP og UEAPME om at forlænge forældreorloven (6), men finder det nødvendigt fortsat at arbejde hen imod fuldstændig ligestilling. EØSU ser positivt på Kommissionens initiativ til at forbedre beskyttelsen af arbejdstagere, der enten er gravide, har født for nylig eller ammer, og er enigt i, at der bør garanteres en betalt barselsorlov af mindst 18 ugers varighed (7).

3.2.5

Der bør gives et klart tilsagn om at sikre, at alle de sociale aktører har et fælles ansvar for husligt arbejde og pasning og pleje, som primært udføres af kvinder, og dermed sikre, at den samlede menneskelige kapital anvendes bedst muligt. Der er behov for dels en kampagne for at opfordre familier til at dele de huslige pligter og pasnings- og plejeopgaverne, som er kilde til manglende ligestilling, dels et nyt syn på denne type arbejde.

3.3.1

Der kræves et større engagement for at opnå ligestilling mellem kvinder og mænd i beslutningsprocessen (8) på det økonomiske, politiske, videnskabelige og teknologiske område. Kvindernes situation har kun ændret sig ganske lidt gennem de seneste år. Der bør derfor opstilles tydelige mål med klare tidsfrister og ligeledes indføres specifikke politikker og effektive midler (positive tiltag, ligestillingsplaner, specifik uddannelse, kvotering, oplysningskampagner osv.).

3.3.2

Ligestilling mellem kvinder og mænd i politisk sammenhæng bør være et nøgleelement i den europæiske integration. Ved valget i juni 2009 fik kvinderne 35 % af sæderne i Europa-Parlamentet, og i Kommissionen er 10 af kommissærerne kvinder, medens 17 er mænd. I de nationale parlamenter har kvinderne 24 % af pladserne, men de sidder på 25 % af ministerposterne i de nationale regeringer (9). I EØSU er 23,6 % af medlemmerne kvinder og 76,4 % mænd, medens kvinderne på direktørplan (direktør, vicedirektør, vicegeneraldirektør) kun udgør 16,7 % og mændene 83,3 %. Ligelig repræsentation af mænd og kvinder bør prioriteres højt for at opnå ligestilling på alle planer.

3.3.3

Der er sket meget beskedne fremskridt inden for den offentlige forskningssektor (39 % kvinder), og det er næsten ikke til at få øje på forbedringerne i den økonomiske og finansielle sektor (der er ingen kvinder i centralbankernes ledelse, og der sidder kun 17 % kvinder i deres bestyrelser, og i de store virksomheders bestyrelser sidder der kun 3 % kvinder).

3.4.1

Vold mod kvinder og piger er fortsat et meget alvorligt problem. Det er et verdensomspændende og systemisk fænomen, som antager mange forskellige former og kommer til udtryk på mange forskellige måder. Ligesom Kommissionen er EØSU bekymret over antallet af voldsramte kvinder, omfanget af handel med kvinder og prostitution, især blandt indvandrerkvinder, og over den stadige brug af vold under dække af traditioner og religion (10).

3.4.2

Der bør anvendes passende sociale, økonomiske og juridiske midler til at mindske og fjerne situationer, der avler vold mod kvinder, som f.eks. mangel på materielle ressourcer, økonomisk afhængighed, lavt uddannelsesniveau, fastlåste kønsrollemønstre og vanskeligheder med at komme ind på arbejdsmarkedet.

3.4.3

Indvandrerkvinder kræver særlig støtte, da de er mere udsatte, fordi de enten er isolerede fra deres sociale omgivelser eller ikke har deres papirer i orden. Sprogbarrieren, de sociale og kulturelle forskelle eller manglende kendskab til eksisterende støtteforanstaltninger forhindrer sommetider kvinderne i at bede om hjælp, når de er udsat for vold i hjemmet. Denne situation er endnu værre for indvandrerkvinder uden papirer, og der bør derfor iværksættes specifikke foranstaltninger, der kan fjerne disse hindringer og sikre kvindernes rettigheder.

3.4.4

Der er behov for specifikke programmer (og de allerede eksisterende som f.eks. Daphne bør videreføres) og flere finansielle midler for at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder. Der bør som led i en strategi, der skal samordnes på EU-plan, udarbejdes nationale handlingsplaner, som både skal indeholde praktiske foranstaltninger og frister for at sikre, at planerne også reelt gennemføres. Medlemsstaterne bør gøre det til en prioriteret opgave at gennemføre gældende lovgivning til forebyggelse af vold i hjemmet og beskyttelse af ofre og særligt udsatte grupper, herunder børn. Endvidere er der behov for indikatorer, der kan give et detaljeret billede af alle aspekter af kønsbestemt vold, inklusive sexchikane og menneskehandel. Statistikker harmoniseret på EU-plan er nødvendige for at kunne overvåge og vurdere udviklingen på dette område.

3.4.5

I betragtning af det foruroligende antal voldshandlinger blandt unge, herunder også kønsbestemt vold, bifalder EØSU Kommissionens rettidige beslutning om at medtage bekæmpelse af kønsbestemt vold i projekterne under »aktive unge«-programmet. Der er samtidig behov for at indarbejde en ikke-voldelig kultur og respekt for alle menneskers rettigheder i samtlige almene og faglige uddannelsesprogrammer for børn og unge.

3.5.1

Fastlåste kønsrollemønstre udspringer af kulturelle og sociale holdninger, der bygger på den antagelse, at der findes »mandlige« og »kvindelige« roller og opgaver. De har betydning for uddannelse og jobmuligheder og fører til segregering på arbejdsmarkedet. Stereotype kønsrollemønstre blokerer for ligestilling og for mænds og kvinders ligelige deltagelse i beslutningsprocessen.

3.5.2

Skønt kvinderne opnår et højt uddannelsesniveau, er de fortsat koncentreret i erhvervssektorer (sundheds- og socialsektoren, uddannelsessektoren, handel, offentlig administration, erhvervstjenester, hotel- og restaurationsbranchen osv.) og erhverv, der traditionelt set har været set som »kvindelige« (salgsassistenter, hushjælp, plejepersonale, administrativt personale osv.), og i de laveste erhvervskategorier med færrest muligheder for at avancere. Denne opsplitning har været uændret de seneste år, fordi stigningen i antallet af erhvervsaktive kvinder er sket i sektorer, hvor kvinderne i forvejen var i flertal.

3.5.3

For at bekæmpe de stereotype syn på kønsroller er det nødvendigt at:

3.6.1

Kommissionen bør fortsætte med at fremme kvinders rettigheder på internationalt plan via EU's udenrigs- og udviklingspolitik. Ligestilling bør integreres i aspekter af samarbejdet med særlige foranstaltninger for kvinder, og man bør fremme kvinders deltagelse i beslutningsprocessen og deres evne til at tage initiativ samt øge udviklingslandenes kapacitet, så de kan påtage sig opgaven med at fremme ligestilling.

3.6.2

Det er nødvendigt at inddrage kønsaspektet i Den Europæiske Sikkerheds- og Forsvarspolitik (ESDP) for at kunne handle i krisesituationer. I forbindelse med humanitær hjælp (ECHO) bør Kommissionen være særligt opmærksom på kvinder med børn eller med ansvar for andre familiemedlemmer i forbindelse med naturkatastrofer og på kvinder, der er blevet voldtaget af mænd i tider med konflikter.

4.1

Kønsanalyser bør mainstreames i alle Kommissionens indsatsområder, inklusive budgettet, og der bør foretages en vurdering af fremskridtene på ligestillingsområdet i Kommissionens egne rækker. Dette kræver et personale, der er uddannet i ligestilling, og nogle solide kønsopdelte indikatorer, der gør det muligt at danne sig et overblik over kvindernes situation.

4.2

Kommissionen bør løbende føre en åben dialog med kvindeorganisationer, arbejdsmarkedsparterne og andre civilsamfundsorganisationer for at få større indsigt i ligestillingsproblematikken.

4.3

EØSU opfordrer Kommissionen til at anmode alle sine tjenestegrene om at anvende et kønsneutralt sprog i samtlige dokumenter, i de officielle tekster, i tolkningen af alle sprog og på alle hjemmesider.

5.1

Ligestilling mellem kvinder og mænd skal behandles ud fra en overordnet synsvinkel. EU's politikker bør ikke alene sigte mod at styrke kvinders inddragelse på alle områder, at klare de demografiske udfordringer og forbedre børns velfærd. De politiske foranstaltninger bør derimod også specifikt tage sigte på at mindske ulighederne i fordelingen af ansvaret for familien, pasning og huslige pligter navnlig mellem kvinder og mænd, men også generelt mellem alle de sociale aktører.

5.2

Kommissionen bør give prioritet til at sikre, at ligestilling konsekvent indarbejdes i alle dens arbejdsområder, arbejdsgrupper, tjenestegrene, foranstaltninger, politikker og retningslinjer. Ligestillingsspørgsmålet vedrører ikke kun Generaldirektoratet for Beskæftigelse, Sociale Anliggender og Arbejdsmarkedsforhold.

5.3

Der er behov for ligestillingseksperter, der kan sørge for den fornødne uddannelse og det nødvendige materiale til at skabe øget bevidsthed og forbedre de EU-ansattes viden og færdigheder på ligestillingsområdet. Eurostat bør fortsat kønsopdele sine statistikker, forbedre de eksisterende metoder og medtage nye indikatorer, der giver os bedre indsigt i kvindernes situation, og som dermed giver et samlet billede af situationen i EU.

5.4

Kønsaspektet skal integreres i EU-budgettet og samtlige medlemslandes budgetter. Det er nødvendigt for at vurdere virkningen af de offentlige foranstaltninger for henholdsvis kvinder og mænd.

5.5

Strukturfondene danner en ideel baggrund for, at medlemslandene kan indarbejde ligestilling i deres operative programmer og i fondens forskellige gennemførelsesfaser og samtidig foretage en vurdering af ligestillingskonsekvenserne inden for programmernes enkelte prioriterede områder og indsatsområder. Det kræver større samordning og samarbejde mellem strukturfondene og de enkelte medlemslandes ligestillingsorganer for at opnå bedre resultater.

5.6

Kommissionen skal sikre, at lovgivningen overholdes, og den skal give eksempler på god praksis samt sanktionere de lande, der evt. ikke overholder princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd. Den bør holde øje med og vurdere ligestillingssituationen i alle sine politikker og direktorater. Der er derfor behov for en evalueringsmetode, som kan registrere og vurdere fremskridt i retning af de opstillede mål og eventuelle positive eller negative resultater. Der bør også nedsættes en evalueringsenhed, som systematisk kan overvåge og vurdere de forskellige landes indsats ved hjælp af de indikatorer, der er fastlagt i køreplanen for ligestilling.

5.7

Hvis der foretages ændringer i den fremtidige køreplan, anbefaler EØSU at foretage en tilpasning af område 1. Dette område bør underinddeles, da det dækker vidt forskellige emner (beskæftigelse, sundhed, indvandring), som hver især kræver forskellige foranstaltninger. Udvalget anbefaler endvidere at skabe et nyt område for »kvinder og miljø«, idet kvinder spiller en afgørende rolle for den bæredygtige udvikling, da de udviser særlig interesse for spørgsmålet om de nuværende og kommende generationers livskvalitet og bæredygtig livsstil (11).

5.8

EØSU ønsker at understrege, at arbejdsmarkedets parter spiller en vigtig rolle med at fremme ligestilling via den sociale dialog og de kollektive forhandlinger. Et godt eksempel herpå er rammestrategien for ligestilling mellem kvinder og mænd fra 2005.

5.9

Det Europæiske Institut for Ligestilling bør spille en vigtig rolle i forbindelse med forbedring af forvaltningen og revision af den gældende lovgivning om øget bevidstgørelse og ligestilling. Instituttet bør føre tilsyn med og garantere, at alle politikker tager højde for og fremmer ligestilling, og det bør fremme de europæiske borgeres inddragelse i en mere ansvarlig og inklusiv ligestillingspolitik.

5.10

Europas økonomiske og finansielle problemer og demografiske ændringer bør ikke have konsekvenser for målet om ligestilling og bevirke, at det kommer i anden række.