Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse — Implementering og perspektiver for sundhedsydelser på tværs af grænser

(2020/C 440/03)

Ordfører: Karsten Uno PETERSEN (DK/PES), Regionsrådsmedlem i Region Syddanmark Basisdokument: Perspektivudtalelse

POLITISKE ANBEFALINGER

DET EUROPÆISKE REGIONSUDVALG

Indledende bemærkninger

1.

påpeger, at patientmobilitet på tværs af grænser er et vigtigt politisk spørgsmål. 34 % af EU’s borgere nævner sundhed som det vigtigste politiske emne for deres region, hvilket er en stigning på 8 procentpoint siden 2015 og 10 procentpoint siden 2012;

2.

understreger, at den regionale og lokale dimension er helt essentiel, når det gælder grænseoverskridende sundhedsydelser. Mange mennesker, der bor tæt på en grænse, søger behandling i nabolandet af forskellige årsager. Regioner, der ligger op til landegrænser, udgør 40 % af EU's territorium, og mere end hver tredje europæer bor i en grænseregion. De lokale og regionale myndigheder skaber forbindelse mellem alle involverede aktører (nationale, regionale og lokale aktører, hospitaler, praktiserende læger, apoteker, borgere osv.);

3.

mener, at den grænseoverskridende patientmobilitet medfører en række spørgsmål såsom adgang til information om behandling i udlandet, kontinuitet i behandlingen, udveksling af oplysninger mellem sundhedsprofessionelle på tværs af grænser, forskelle i tilbudte sundhedsydelser og i de typer sundhedsydelser og den behandling, der tilbydes alt efter de medicinske indikationer, sundhedsvæsenets muligheder for at prioritere og tilbyde sundhedsydelser på lige vilkår samt logistiske og administrative udfordringer, der har indvirkning på antallet af borgere, som ønsker at benytte direktivets muligheder for sundhedsbehandling i et andet EU-land;

4.

udtrykker sin tilfredshed med budgettet for det nye program EU4Health, som vil gøre det muligt at styrke sundhedssikkerheden og øge beredskabet ved fremtidige sundhedskriser. Dette program vil blive et solidt selvstændigt program med øget finansiering i den næste flerårige finansielle ramme (FFR) (2021-2027), således at der kan tages behørigt hensyn til de udfordringer, der peges på i Kommissionens program for det nuværende mandat, navnlig med hensyn til bekæmpelse af kræft, forebyggelse, tidlig opdagelse og håndtering af kroniske og sjældne sygdomme, antimikrobiel resistens, adgang til lægemidler til en overkommelig pris og alvorlige sundhedstrusler (såsom coronavirusepidemien) og at gennemføre en ambitiøs sundhedspolitik med fokus på grænseoverskridende samarbejde;

5.

glæder sig over, at alle medlemsstater har afsluttet gennemførelsen af direktivet, men er dog bekymret over overensstemmelseskontrollen og et stort antal problemer, som Kommissionen indtil dato har konstateret. Udvalget forstår, at direktivet berører en lang række love vedrørende sundhedsvæsenets strukturering og styring, godtgørelsesmekanismer, informationskanaler, patientrettigheder og professionelt ansvar;

6.

bifalder på den baggrund, at Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans, i et brev til Regionsudvalgets formand har anmodet udvalget om at udarbejde en perspektivrapport om gennemførelsen af direktivet om sundhedsydelser på tværs af grænser, som kan bidrage til at forbedre direktivets implementering og styrke patienternes rettigheder;

7.

præciserer, at dette vil ske med respekt for, at organisationen, forvaltningen, finansieringen og leveringen af sundhedsydelser forbliver EU-medlemsstaternes ansvar, og at implementeringen af direktivet skal ses i lyset af de samlede opgaver, som de ansvarlige sundhedsmyndigheder skal løse til borgernes bedste;

8.

takker alle regionale knudepunkter (RegHubs) (1) og de interessenter, de har hørt, med henblik på nøje overvejelse af undersøgelsen og deres indsigtsfulde besvarelser, som har bidraget til denne udtalelse.

Covid-19

9.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, at covid-19-krisen har gjort det klart, at EU har brug for mere samarbejde på sundhedsområdet;

10.

tilslutter sig RU's formands opfordring til at oprette en europæisk sundhedsberedskabsmekanisme, der er tæt knyttet til eller integreret i eksisterende EU strukturer for krisestyring (dvs. EU's Solidaritetsfond og Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme) med henblik på at forberede EU på en eventuel fremtidig pandemi og på at »støtte regionale og lokale ledere i at levere sundhedsydelser og materialer til hospitaler og skoler, ansætte sundhedspersonale, købe medicinsk udstyr og støtte intensivafdelinger«;

11.

henleder også opmærksomheden på direktivets artikel 10 om gensidig bistand og samarbejde, der gør det muligt for medlemsstaterne at »yde gensidig bistand« og »lette samarbejdet om grænseoverskridende sundhedsydelser på regionalt og lokalt plan i grænseregioner«, og er overbevist om, at medlemsstaterne også bør undersøge denne mulighed med en mere kreativ indsats for at tackle pandemier;

12.

minder om, at Unionen og dens medlemsstater i henhold til artikel 222 i TEUF skal handle i fællesskab på et solidarisk grundlag;

13.

finder det betryggende at se den solidaritet, der blev udvist i nødens stund, da medlemsstaterne overtog patienter fra deres overbebyrdede naboer for at lette presset fra deres intensivafdelinger. Udvalget er overbevist om, at dette kan formaliseres i fremtiden gennem en anmodning om bistand i henhold til direktivet;

14.

anbefaler, at der oprettes »sundhedskorridorer« (2) mellem grænseregionerne, således at patienter og sundhedspersonale fortsat kan bevæge sig på tværs af grænserne i løbet af nedlukningen for at sikre adgang til og ydelse af lægehjælp;

15.

påpeger, at digitale grænseoverskridende løsninger, der muliggør f.eks. scanninger og fjernanalyse af prøver (f.eks. lungerøntgenundersøgelser, der overføres til vurdering i udlandet), er et eksempel på en omkostningseffektiv og praktisk måde at samarbejde på, når der sker en pludselig stigning i sygdomstilfælde.

Øget patientmobilitet er ikke et mål i sig selv

16.

Det Europæiske Regionsudvalg er enig med Europa-Parlamentet i, at kun en meget lille brøkdel af EU-borgere benytter sig af mulighederne i direktivet, samt at der er størst patientmobilitet på tværs af fælles grænser;

17.

henviser i den forbindelse til Kommissionens rapport, som konkluderer, at grænseoverskridende patientstrømme viser et stabilt mønster, hvor EU-borgerne hovedsageligt vælger sundhedsydelser på tværs af grænser ud fra geografisk og kulturel nærhed;

18.

noterer Kommissionens konklusion om, at patientmobilitet og dens finansielle dimension inden for EU samlet set fortsat er lav, og at direktivet om grænseoverskridende sundhedsydelser ikke har resulteret i store budgetmæssige konsekvenser for sundhedssystemernes bæredygtighed;

19.

understreger, at grænseoverskridende sundhedsydelser kan være hensigtsmæssige for visse patientgrupper pga. sjældne sygdomme eller den geografiske nærhed til sundhedsydelser, specielt i grænseregioner;

20.

glæder sig over den positive effekt, som direktivet ser ud til at have på den grænseoverskridende patientmobilitet, der har vist en svagt stigende tendens siden 2015. Antallet af anmodninger om forhåndstilladelser har også været støt stigende de senere år med mere end dobbelt så mange indgivne og godkendte anmodninger om forhåndstilladelser i 2017 som i 2015 på tværs af medlemsstaterne;

21.

påpeger, at forordningerne og direktivet ikke er de eneste veje, ad hvilke der kan tilbydes behandling i en anden medlemsstat, da flere af dem har vedtaget bilaterale og multilaterale parallelle procedurer for at imødekomme de særlige behov for behandling i deres grænseregioner (BE, DK, SE, DE, CZ, EE, LU, HU, NL, PT, RO, FI og LT). Mange af disse aftaler blev indgået længe inden direktivet trådte i kraft og har medført en betydelig strøm af patienter, der ikke indgår i EU-statistikker;

22.

påpeger, at formålet med patientmobilitetsdirektivet ikke er at få så mange som muligt til at rejse til udlandet for at blive behandlet. De ordninger, der tilbydes i direktivet, er udformet med henblik på at supplere den vifte af behandlingsydelser og produkter, der er tilgængelige på regionalt eller nationalt plan, og for at præcisere rettighederne for de europæiske patienter, der ønsker at få adgang til sundhedsydelser og behandling i et andet EU/EØS-land. Antallet af brugere kan derfor hverken tolkes som en succesfuld eller fejlslagen lovgivning;

23.

understreger på den baggrund, at øget patientmobilitet på tværs af grænser må tage udgangspunkt i patientens situation, og at øget patientmobilitet ikke er et mål i sig selv.

Nem adgang til information om sundhedsbehandling i henhold til betingelserne i direktivet

24.

Det Europæiske Regionsudvalg påpeger i lighed med Europa-Parlamentet, at det afgørende for om implementeringen af direktivet lykkes er, at patienter, sundhedspersonale og andre interessenter er velinformerede om de muligheder, direktivet giver for behandling på tværs af grænser;

25.

understreger derfor nødvendigheden af, at borgerne får nem adgang til information om direktivets betingelser for behandling i andre medlemsstater, så de kan træffe et informeret valg, hvis de overvejer en behandling i udlandet;

26.

påpeger, at eftersom der er væsentlige forskelle i indretningen af sundhedsvæsenet i de enkelte lande, herunder også regionale og lokale forskelle i nogle lande, bør de sundhedsansvarlige myndigheder sikre, at borgerne får adgang til relevant information på en hensigtsmæssig måde;

27.

henleder opmærksomheden på, at nationale kontaktpunkter (NCP'er) kan have regionale kontorer eller være integreret i de regionale sundhedssystemers websteder eller findes på regionale sundhedsforsikringsselskabers websteder. Disse løsninger øger ikke nødvendigvis den generelle synlighed af de nationale kontaktpunkter, men de kan hjælpe med til bedre oplysning af borgerne;

28.

anbefaler Kommissionen at fremlægge eksempler på bedste praksis for informationsformidling fra forskellige lande, regionale og lokale myndigheder, således at de sundhedsansvarlige myndigheder i medlemslandene kan lære af hinanden på baggrund af sundhedssystemer, som ligner deres egne;

29.

understreger, at der på trods af en forbedret informationsindsats fra medlemslandenes side til stadighed vil være store forskelle i patienternes mobilitet afhængig af indretningen af og ydelserne i de enkelte sundhedssystemer. Kommissionens rapport gør dette tydeligt. Patienternes motivation for at bevæge sig på tværs af grænser er styret af hurtigere adgang til behandling af god kvalitet, kulturelle forhold og ikke mindst deres mulighed for at spare penge på behandlinger, som har en væsentlig andel af egenfinansiering, f.eks. tandbehandling.

Ekstra administrationsomkostninger ved behandling i udlandet

30.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at den altovervejende del af medlemslandenes sundhedsbudgetter bruges på hjemmemarkedet, og at Kommissionen i medfør af direktivet beregner udgifterne til grænseoverskridende sundhedsydelser i hele EU til blot 0,004 % af EU-landenes samlede årlige sundhedsbudget;

31.

konstaterer, at et meget lille antal patienter gør brug af direktivets muligheder for behandling i et andet EU-land. Ifølge Den Europæiske Revisionsrets seneste opgørelse ligger antallet af anmodninger om godtgørelser på ca. 214 000 om året, svarende til ca. 0,04 % af EU’s borgere. Langt størstedelen af disse anmodninger (over 210 000) handler om godtgørelser for behandlinger, som ikke kræver en forhåndsgodkendelse;

32.

påpeger, at godtgørelserne til ambulante behandlinger, som ikke kræver forhåndsgodkendelse (f.eks. tandpleje), økonomisk set er relativt små i forhold til de ekstra informations- og administrationsomkostninger, som sundhedsmyndighederne skal bære i forbindelse med implementeringen af direktivet;

33.

understreger, at i bestræbelserne på at leve op til alle dele af direktivet og gøre det nemmest muligt for deres borgere at søge behandling i et andet EU-land, skal de ansvarlige sundhedsmyndigheder i medlemslandene også tage hensyn til, at langt de fleste EU-borgere foretrækker at benytte sundhedsydelser relativt tæt på deres bopæl eller familie. Derfor skal indretningen, kvaliteten og kapaciteten af medlemslandenes sundhedsydelser som udgangspunkt tilstræbe, at borgerne kan blive behandlet relativt tæt på deres bopæl eller familie;

34.

påpeger, at medlemslandenes udgifter til behandlinger i andre EU-lande ikke kun handler om refusionsbeløb. Der er også administrations- og informationsudgifter forbundet med behandlingerne — penge, som alternativt kunne være brugt på at forbedre behandlingerne i medlemslandenes egne sundhedssystemer. Ved implementeringen af direktivet bør de ansvarlige sundhedsmyndigheder derfor være opmærksomme på, at den meget lille del af patienter, som ønsker en behandling i et andet EU-land, ikke trækker uforholdsmæssigt meget på ressourcerne i medlemslandenes sundhedssystemer.

Hensigtsmæssig brug af forhåndsgodkendelser

35.

Det Europæiske Regionsudvalg hæfter sig ved, at medlemsstaternes brug af forhåndsgodkendelser forud for indlæggelser eller højt specialiseret behandling i et andet land er blevet udlagt som en hindring for patientmobiliteten på tværs af grænser;

36.

bemærker i den forbindelse, at konsekvenserne for de nationale sundhedsbudgetter hidrørende fra patienter, der ønsker adgang til grænseoverskridende sundhedsydelser, ifølge Kommissionens rapport er marginale, og at dette gælder for alle lande, uanset om de har indført forhåndsgodkendelser eller ej;

37.

bemærker, at størstedelen af de regionale knudepunkter (63 %) mener, at forhåndsgodkendelse anses for nødvendig for at sikre adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet samt afgørende for at undgå ressourcespild (48 %) og for at kontrollere omkostningerne på regionalt plan (44 %);

38.

påpeger, at brugen af direktivets regler for forhåndsgodkendelser også indebærer en økonomisk sikkerhed for patienten, fordi vedkommende, allerede inden der modtages behandling i et andet land, har sin forsikringsstats garanti for, at denne dækker behandlingen i henhold til direktivet;

39.

opfordrer medlemsstaterne til at forhåndsgodkende så hurtigt som muligt for ikke at forsinke behandlingen unødigt og samtidig give en realistisk vurdering af de anslåede omkostninger ved det planlagte indgreb;

40.

fremhæver den i meget mindre grad anvendte mekanisme med forudgående underretning (artikel 9, stk. 5, i direktivet), som de regionale knudepunkter ser som et nyttigt redskab til at give patienter klarhed samt til at bistå myndighederne i opfyldelsen af deres forpligtelser, og opfordrer medlemsstaterne til at gøre mere udstrakt brug af denne frivillige ordning;

41.

henleder opmærksomheden på den økonomiske kompensationsmekanisme, som medlemsstaterne har mulighed for at gennemføre i forbindelse med forudgående godkendelse, for at indføre direkte fakturering mellem de kompetente institutioner og dermed erstatte forudgående betaling og godtgørelse til patienterne (artikel 9, stk. 5) som et middel til at mindske byrden for patienterne og give mindre velstående samfundsgrupper mulighed for at søge behandling i udlandet;

42.

anbefaler på den baggrund, at den videre implementering af direktivet sikrer, at brugen af forhåndsgodkendelser kan opretholdes, når de ansvarlige myndigheder i medlemslandene mener, det er nødvendigt.

Videre samarbejde om implementering af direktivet

43.

Det Europæiske Regionsudvalg opfordrer GD SANTE i samarbejde med de øvrige relevante generaldirektorater til at følge op på denne evaluering af gennemførelsen af patientmobilitetsdirektivet og at indsamle, analysere og offentliggøre eksempler på grænseoverskridende sundhedsydelser og problemer, som de deltagende myndigheder er stødt på;

44.

anmoder om tilstrækkelig og langsigtet EU-finansiering i den næste programmeringsperiode, navnlig, men ikke udelukkende, gennem Interreg, herunder til gennemførelse af grænseoverskridende undersøgelser/projekter, der har til formål at fjerne specifikke hindringer og opnå et gnidningsløst samarbejde;

45.

gør opmærksom på, at det, selv om aftalememorandummet mellem Regionsudvalget og WHO ikke specifikt henviser til direktivet, fremgår, at Regionsudvalget forpligter sig til at arbejde for adgang til sundhedsydelser, sundhedsfremme og videndeling, som alle er væsentlige dele af direktivet;

46.

tilbyder Kommissionen en løbende dialog med Regionsudvalget, herunder NAT-underudvalget og Regionsudvalgets interregionale gruppe om sundhed, om udfordringer for og løsninger til en forbedret implementering af direktivet for sundhedsydelser på tværs af grænser;

47.

udtrykker sin løbende støtte til dette stærkt tiltrængte europæiske samarbejde og er parat til at rådgive yderligere og informere om eksempler på bedste praksis fra regionerne;

48.

gentager, at sygdomme ikke kender nogen grænser, og at europæisk solidaritet i forbindelse med sundhedskriser aldrig må stoppe ved de administrative eller retlige grænser;

49.

forventer, at den kommende tredje gennemførelsesrapport fra Kommissionen fuldt ud afspejler Det Europæiske Regionsudvalgs overvejelser, således som de kommer til udtryk i denne udtalelse.

---

(1)  I november 2019 iværksatte Det Europæiske Regionsudvalg en høring gennem netværket af regionale knudepunkter for at undersøge gennemførelsen af direktivet på territorialt niveau. 27 regionale knudepunkter, som repræsenterer 18 europæiske lande, deltog i undersøgelsen.

(2)  Frankrig har oprettet en sådan »sundhedskorridor« ved den fransk-spanske grænse for at sikre kontinuitet i behandlingen på hospitalet i Cerdanya, mens Luxembourg har set nærmere på en særlig undtagelse for den franske arbejdsstyrke i sundhedssektoren med henblik på at tildele dem en særlig »tidsubegrænset opholdsret«, så de fortsat kan arbejde i Storhertugdømmet.