6.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 313/13

—

Dommen af 8. juli 2008 afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Tredje Afdeling), i sag T-52/03 (Knauf Gips mod Kommissionen), ophæves i sin helhed.

—

Subsidiært, sagen hjemvises til Retten i Første Instans til fornyet afgørelse.

—

Mere subsidiært, den bøde, der er pålagt sagsøgeren i artikel 3 i den anfægtede kommissionsbeslutning af 27. november 2002, nedsættes med et passende beløb, dog mindst med 54,51 mio. EUR.

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Appellanten gør med det første anbringende gældende, at virksomhedens ret til forsvar blev tilsidesat, herunder princippet om retten til at blive hørt. Appellanten gør gældende, at Retten har set bort fra de principper, der gælder for betydningen af nægtelse af adgang til dokumenter til ugunst for en part og tilbageholdelse af bevismidler til gunst for en part. Appellanten gør med første del af dette anbringende gældende, at Kommissionens beslutning burde have været ophævet, eftersom Kommissionen ikke havde givet appellanten adgang til bevismidler til ugunst for appellanten, som efterfølgende var af afgørende betydning for Kommissionens beslutning. Med den anden del af det første anbringende gør appellanten gældende, at der ved den appellerede dom foreligger en selvstændig tilsidesættelse af appellantens ret til forsvar, fordi Kommissionens også retsstridigt forholdt appellanten bevismidler, der talte til fordel for appellanten, hvilket ligeledes burde have ført til ophævelse af beslutningen.

2.

Appellanten gør med sit andet anbringende gældende, at artikel 81, stk. 1, EF er tilsidesat ved elementære tilsidesættelser af bevisreglerne, særligt in dubio pro reo-princippet, samt tilsidesættelser af materiel ret, navnlig vedrørende omstændighederne ved den samordnede praksis, der førte til den retligt urigtige antagelse i den appellerede dom om, at artikel 81, stk. 1, EF var tilsidesat.

3.

Med det tredje anbringende anfører appellanten, at 10 %-grænsen i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17/62 ikke er respekteret. Appellanten gør gældende, at Retten med urette tilregnede omsætningen fra andre selskaber, som appellanten ikke kontrollerer, og som ikke kontrollerer appellanten, til appellantens omsætning. Appellanten anfører, at virksomheden ikke udgør en økonomisk enhed med disse andre selskaber.