Kompetencefordelingen i Den Europæiske Union

 

RESUMÉ AF:

Artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — EU’s kompetencekategorier og -områder

Den Europæiske Union (EU) har kun de kompetencer (beføjelser), som den er tildelt gennem traktaterne (princippet om kompetencetildeling). Ifølge dette princip kan EU kun agere inden for rammerne af de kompetencer, som EU’s medlemsstater har tildelt den i traktaterne med henblik på at opfylde de mål, der er fastsat heri. De kompetencer, der ikke er tildelt EU i traktaterne, forbliver hos medlemsstaterne.

Lissabontraktaten fastlægger kompetencefordelingen mellem EU og den medlemsstater. Disse kompetencer er inddelt i tre hovedkategorier:

• EU’s enekompetencer
• delte kompetencer og
• understøttende kompetencer.

Tre overordnede kompetencetyper

EU har enekompetence til at indgå internationale aftaler under visse betingelser.

• 1.
  EU’s enekompetencer (artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)). Områder, hvor EU er den eneste, som kan lovgive om og vedtage bindende retsakter. Medlemsstaterne kan kun selv vedtage retsakter, hvis EU giver dem beføjelser til at gennemføre disse retsakter. EU har enekompetence på følgende områder:

  • toldunionen
  • fastlæggelse af de konkurrenceregler, der er nødvendige for det indre markeds funktion
  • den monetære politik for landene i euroområdet
  • bevarelse af havets biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik
  • den fælles handelspolitik.
• 2.
  Delte kompetencer (artikel 4 i TEUF). EU og dens medlemsstater kan lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter. Medlemsstaterne kan udøve deres kompetence i den udstrækning, EU ikke har udøvet eller beslutter ikke at udøve sin kompetence. Delte kompetencer mellem EU og dens medlemsstater er gældende inden for følgende områder:

  • indre marked
  • socialpolitik (men kun inden for aspekter, der er fastlagt i traktaten)
  • økonomisk, social og territorial samhørighed (regionalpolitik)
  • landbrug og fiskeri (på nær bevarelse af havets biologiske ressourcer)
  • miljø
  • forbrugerbeskyttelse
  • transport
  • transeuropæiske net
  • energi
  • område for frihed, sikkerhed og retfærdighed
  • fælles sikkerhedsudfordringer på folkesundhedsområdet (begrænset til de aspekter, der er fastlagt i TEUF)
  • forskning, teknologisk udvikling og rummet
  • udviklingssamarbejde og humanitær bistand.
• 3.
  Understøttende kompetencer (artikel 6 i TEUF). EU kan kun gribe ind for at støtte, koordinere eller supplere medlemsstaternes handlinger. Juridisk bindende EU-retsakter må ikke kræve harmonisering af medlemsstaternes love eller bestemmelser. Understøttende kompetencer vedrører følgende politikområder:

  • beskyttelse og forbedring af menneskers sundhed
  • industri
  • kultur
  • turisme
  • uddannelse, erhvervsuddannelse, ungdom og sport
  • civilbeskyttelse
  • administrativt samarbejde.

Særlige kompetencer

EU træffer foranstaltninger, der skal sikre, at medlemsstaterne samordner deres politikker på det økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige område på EU-plan.

EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er kendetegnet ved særlige institutionelle egenskaber såsom Europa-Kommissionens og Europa-Parlamentets begrænsede deltagelse i beslutningsprocessen og udelukkelse af lovgivningsaktiviteter. Politikken fastlægges og gennemføres af Det Europæiske Råd (bestående af EU-landenes stats- og regeringschefer) og Rådet for Den Europæiske Union (bestående af en repræsentant på ministerplan fra hver medlemsstat). Formanden for Det Europæiske Råd og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik repræsenterer EU inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Udøvelse af kompetencer

Udøvelsen af EU’s kompetencer er underlagt to grundlæggende principper, der er fastlagt i artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union.

• Proportionalitet. Indholdet og anvendelsesområdet i EU’s handlinger må ikke række videre end det, som er nødvendigt for at gennemføre traktaternes målsætninger.
• Nærhedsprincippet. Hvad angår sine ikkeeksklusive kompetencer må EU kun gribe ind på et område, hvis — og i det omfang — formålet med en påtænkt handling ikke kan opnås effektivt af medlemsstaterne, men kan opnås mere effektivt på EU-plan.

HOVEDDOKUMENT

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — første del — Principperne — afsnit I — Unionens kompetencekategorier og -områder — artikel 2 (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 50).

seneste ajourføring 24.02.2022