1

Valencia Club de Fútbol SAD (herefter »Valencia CF«) har med sin appel nedlagt påstand om ophævelse af kendelse afsagt af præsidenten for Den Europæiske Unions Ret den 22. marts 2018, Valencia Club de Fútbol mod Kommissionen (T-732/16 R, ikke trykt i Sml., herefter den appellerede kendelse, EU:T:2018:171), hvorved Rettens præsident ikke tog Valencia CF’s anmodning om udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens afgørelse (EU) 2017/365 af 4. juli 2016 om statsstøtte SA.36387 (2013/C) (ex 2013/NN) (ex 2013/CP) gennemført af Spanien til Valencia Club de Fútbol [SAD], Hércules Club de Fútbol [SAD] og Elche Club de Fútbol [SAD] (EUT 2017, L 55, s. 12, herefter »den omtvistede afgørelse«), til følge.

2

Appellanten, Valencia CF, er en professionel fodboldklub, grundlagt i 1919, som spiller i den spanske første division.

3

I 2012 og 2013 blev Europa-Kommissionen gjort opmærksom på, at Generalitat Valenciana (Valencias regionale myndigheder) angiveligt havde ydet statsstøtte i form af lånegarantier til tre fodboldklubber i den selvstyrende region Valencia, herunder Valencia CF.

4

Den 4. juli 2016 vedtog Kommissionen den omtvistede afgørelse. I denne afgørelses artikel 1 fastslog den nærmere bestemt, at Kongeriget Spanien havde ydet ulovlig statsstøtte, som var uforenelig med det indre marked, bl.a. til Fundación Valencia Club de Fútbol (herefter »Fundación Valencia«), dels i form af et beløb på 19193000 EUR, i form af en statsgaranti udstedt af Instituto Valenciano de Finanzas, Generalitat Valencianas finansieringsinstitut, for et banklån til Fundación Valencia til tegning af aktier i Valencia CF i forbindelse med sidstnævntes kapitalforhøjelse, dels et beløb på 1188000 EUR til betaling af skyldige afdrag, renter og omkostninger på det nævnte banklån. I den omtvistede afgørelses artikel 2-4 pålagde Kommissionen Kongeriget Spanien øjeblikkeligt og effektivt at tilbagesøge den pågældende statsstøtte fra Valencia CF tilskrevet rente fra den dato, hvor støtten blev stillet til rådighed for sidstnævnte, og at fremsende oplysninger om gennemførelsen af denne afgørelse til Kommissionen.

5

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 20. oktober 2016 anlagde appellanten sag med i det væsentlige påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

6

Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 28. oktober 2016 fremsatte appellanten en anmodning om foreløbige forholdsregler med påstand om for det første udsættelse af gennemførelsen af den omtvistede afgørelses artikel 3 og 4, hvorved Kommissionen krævede tilbagesøgning af den pågældende statsstøtte fra appellanten, for det andet, subsidiært, at udsættelsen blev gjort betinget af, at der blev givet en garanti til Instituto Valenciano de Finanzas, og endelig, mere subsidiært, at der blev anordnet en hvilken som helst udsættelse på de betingelser, som Retten måtte anse for hensigtsmæssige.

7

Den 4. november 2016 rettede Rettens præsident spørgsmål til appellanten til skriftlig besvarelse, som denne besvarede den 7. november 2016.

8

Ved kendelse af 10. november 2016 udsatte Rettens præsident i henhold til artikel 157, stk. 2, i Rettens procesreglement midlertidigt gennemførelsen af den omtvistede afgørelse, indtil der var afsagt kendelse om endelig afgørelse i sagen om foreløbige forholdsregler.

9

Den 5. december 2016 anmodede Fundación Valencia om tilladelse til at intervenere i sagen om foreløbige forholdsregler til støtte for appellantens påstande. Anmodningen blev forkastet ved kendelse afsagt af Rettens præsident den 6. april 2017, Valencia Club de Fútbol mod Kommissionen (T-732/16 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:272).

10

Den 11. december 2017 anmodede Rettens præsident appellanten om »at fremlægge aktuelle oplysninger om klubbens økonomiske situation, underbygget af relevante dokumenter, herunder det seneste reviderede regnskab, samt alle andre relevante oplysninger om de ændringer, der havde fundet sted efter indgivelsen af anmodningen om foreløbige forholdsregler«. Appellanten efterkom denne anmodning den 21. december 2017. Den 18. januar 2018 tog Kommissionen stilling til appellantens svar.

11

Den 24. januar 2018 anmodede appellanten om tilladelse til at fremlægge sit delårsregnskab for perioden frem til den 31. december 2017 og til at tage stilling til de to argumenter, som Kommissionen havde fremført i sin stillingtagen af 18. januar 2018. Dette dokument blev tilført sagsakterne, og appellanten fik tilladelse til at fremlægge sit delårsregnskab, hvilket klubben gjorde den 5. februar 2018.

12

Den 22. marts 2018 vedtog Rettens præsident den appellerede kendelse, hvorved anmodningen om foreløbige forholdsregler ikke blev taget til følge.

13

I denne forbindelse undersøgte Rettens præsident først, om betingelsen om uopsættelighed var opfyldt. Rettens præsident bemærkede herved bl.a., i den appellerede kendelses præmis 39, at indrømmelsen af den anmodede foreløbige forholdsregel i forbindelse med en anmodning om udsættelse af gennemførelsen af en EU-retsakt ifølge fast retspraksis kun er berettiget, hvis den pågældende retsakt er den afgørende årsag til det hævdede alvorlige og uoprettelige tab. I kendelsens præmis 41 tilføjede han, at når det påberåbte tab er økonomisk, er de foreløbige forholdsregler berettigede, hvis den, der anmoder om dem, såfremt forholdsreglerne ikke træffes, vil befinde sig i en situation, der kan true dennes økonomiske levedygtighed inden afsigelsen af den afgørelse, som afslutter hovedsagen, eller hvis dennes markedsandele vil ændres på alvorlig vis med hensyn til bl.a. virksomhedens størrelse og omsætning og, i givet fald, de forhold, der karakteriserer den koncern, som den er tilknyttet.

14

Det fremgår af den appellerede kendelses præmis 47, at appellanten for at godtgøre, at den anmodede udsættelse af gennemførelsen var uopsættelig, gjorde gældende, at en øjeblikkelig tilbagesøgning af de pågældende beløb ville true klubbens økonomiske levedygtighed og på alvorlig og uoprettelig vis ændre dens position på markedet for fodboldklubber.

15

I denne henseende fastslog Rettens præsident, i den appellerede kendelses præmis 48, at det af appellanten påberåbte tab var økonomisk.

16

Efter at have gennemgået de beviser, som appellanten havde fremlagt, fastslog Rettens præsident, at klubben ikke var i en situation, hvor dens økonomiske situation var truet, og at der heller ikke var nogen risiko for, at dens markedsandele ville ændres på alvorlig og uoprettelig vis.

17

Rettens præsident tog derfor ikke appellantens anmodning om foreløbige forholdsregler til følge og ophævede sin kendelse af 10. november 2016.

18

Appellanten har nærmere bestemt nedlagt følgende påstande:

19

Ved særskilt dokument indleveret til Domstolens Justitskontor samme dag som appelskriftet har appellanten indgivet en anmodning om foreløbige forholdsregler.

20

Da viceformanden og formanden for Domstolens Første Afdeling havde forfald, er formanden for Domstolens Anden Afdeling den 4. juni 2018 blevet udpeget til at varetage opgaven som dommer i sagen om foreløbige forholdsregler i henhold til artikel 13 i Domstolens procesreglement.

21

Gennemførelsen af den omtvistede afgørelse er ved kendelse afsagt af formanden for Domstolens Anden Afdeling den 13. juni 2018, Valencia Club de Fútbol mod Kommissionen (C-315/18 P(R)–R, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:443), der i henhold til artikel 160, stk. 7, i Domstolens procesreglement er blevet afsagt, uden at de øvrige parter i sagen er blevet hørt, blevet udsat, indtil der er afsagt en kendelse, som afslutter sagen om foreløbige forholdsregler, eller der er afsagt kendelse i den foreliggende appel, afhængigt af hvilken kendelse der afsiges først.

22

Kommissionen har i sit svarskrift indgivet til Domstolens Justitskontor den 18. juni 2018 nedlagt følgende påstande:

23

Kommissionen har bestridt, at appellen kan antages til realitetsbehandling, idet den, ifølge Kommissionen, blot er baseret på uenighed mellem parterne hvad angår Rettens præsidents vurdering af de faktiske omstændigheder.

24

Det skal bemærkes, at appellanten nærmere bestemt har gjort gældende, for det første, at Rettens præsident ikke svarede på visse argumenter, som klubben havde fremført i første instans, og for det andet, at Rettens præsident afviste at tage hensyn til et bevis, som klubben havde meddelt, at den ville fremlægge på et senere tidspunkt. Herved tilsidesatte Rettens præsident princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse.

25

Det er i denne henseende tilstrækkeligt at fastslå – som det også fremgår af Domstolens faste praksis – at formålet med Domstolens efterprøvelse under en appelsag bl.a. er at undersøge, om Retten i tilstrækkelig grad har taget stilling til alle de argumenter, som appellanten har fremført (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 14.6.2016, Chemtura Netherlands mod EFSA, C-134/16 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2016:442, præmis 46; jf. desuden i denne retning dom af 26.5.2016, Rose Vision mod Kommissionen, C-224/15 P, EU:C:2016:358, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis), samt at undersøge, om de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt (jf. i denne retning dom af 21.9.2006, Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied mod Kommissionen, C-105/04 P, EU:C:2006:592, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

26

Det følger heraf, at appellen kan antages til realitetsbehandling.

27

Appellanten har til støtte for appellen påberåbt sig to anbringender.

28

Med sit første anbringende har appellanten foreholdt Rettens præsident, at denne undlod at undersøge kriteriet om uopsættelighed på baggrund af tab, som ikke er økonomiske eller finansielle, selv om klubben i indlæggene og i de dokumenter, som den havde fremlagt den 24. januar og den 5. februar 2018, og som var blevet tilført sagsakterne for Retten, havde henvist til andre tab, bl.a. skade på dens image som en 100 år gammel fodboldklub samt andre tab af sportslig art. Rettens præsident foretog herved en delvis analyse af uopsætteligheden og tilsidesatte således princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse.

29

Kommissionen har bestridt appellantens argumenter.

30

Det skal indledningsvis bemærkes, at det, selv om appellanten har gjort en tilsidesættelse af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse gældende, må fastslås, at de argumenter, som klubben har fremført til støtte for dette anbringende, i det væsentlige tager sigte på at godtgøre, at Rettens præsident undlod at tage stilling til kriteriet om uopsættelighed på baggrund af ikke-økonomiske tab, til trods for at der var fremført argumenter i denne henseende i klubbens indlæg af 24. januar og 5. februar 2018.

31

Det skal i denne henseende bemærkes, at et anbringende om, at Retten ikke besvarede argumenter fremført i første instans, i det væsentlige svarer til at gøre en tilsidesættelse af den begrundelsespligt, som følger af artikel 36 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der finder anvendelse på Retten i henhold til den nævnte statuts artikel 53, stk. 1, og artikel 119 i Rettens procesreglement, gældende (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 14.6.2016, Chemtura Netherlands mod EFSA, C-134/16 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2016:442, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

32

Efter at Rettens præsident, i den appellerede kendelses præmis 34, havde bemærket dels, at Unionens retsinstanser i sager om foreløbige forholdsregler kan udsætte gennemførelsen og anordne foreløbige forholdsregler, såfremt det er godtgjort, at de umiddelbart er berettigede af faktiske og retlige grunde (fumus boni juris), og såfremt der foreligger uopsættelighed, dvs. at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for den part, der har anmodet herom, er nødvendigt at anordne dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen i hovedsagen, dels, at disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, når en af dem ikke er opfyldt, undersøgte Rettens præsident først, om betingelsen om uopsættelighed var opfyldt.

33

Rettens præsident fremhævede, i den appellerede kendelses præmis 47, at appellanten for at godtgøre, at den anmodede udsættelse af gennemførelsen var uopsættelig, havde gjort gældende, at en øjeblikkelig tilbagesøgning af de pågældende beløb ville true klubbens økonomiske levedygtighed og på alvorlig og uoprettelig vis ændre dens position på markedet for fodboldklubber.

34

I denne henseende gjorde Rettens præsident, i den appellerede kendelses præmis 48, hvad angår beløbet på 20381000 EUR i form af hovedstol og beløbet på 2949523,62 EUR i form af renter beregnet indtil den 5. november 2016, der var genstand for pålægget om tilbagesøgning, for det første opmærksom på, at det tab, som appellanten herved havde påberåbt sig, var af økonomisk art.

35

For det andet lagde Rettens præsident hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt appellanten var i stand til at påvise, at det påberåbte tab var alvorligt og uopretteligt, det reviderede regnskab for regnskabsåret 2016/2017, afsluttet den 30. juni 2017, som appellanten havde fremlagt, til grund for, i den appellerede kendelses præmis 50, at fastslå, at det for det første fremgik af dette regnskab, at appellanten havde foretaget en hensættelse på beløb svarende til det samlede beløb, der var genstand for pålægget om tilbagesøgning, og at appellanten for det andet på det pågældende tidspunkt rådede over to kreditlinjer fra indehaveren af aktiemajoriteten i klubben, som stadig var til rådighed, den første på 12000000 EUR og den anden på 42000000 EUR, og for det tredje, at indehaveren af aktiemajoriteten på det pågældende tidspunkt havde indvilget i at yde økonomisk støtte, for at appellanten kunne fortsætte sin virksomhed. Rettens præsident tilføjede for det fjerde, at appellanten ikke havde gjort gældende, at disse kreditlinjer ikke længere var gyldige, eller at indehaveren af aktiemajoriteten havde trukket sit løfte om at yde den økonomiske støtte, der var nødvendig, for at klubben kunne fortsætte sin virksomhed, tilbage.

36

For det tredje bemærkede Rettens præsident, i den appellerede kendelses præmis 51, at det, henset til disse oplysninger, tilkom appellanten at godtgøre grundene til, at klubben befandt sig i en situation, hvor dens økonomiske levedygtighed var truet, eller at der var en risiko for, at dens markedsandele ville ændres på varig og uoprettelig vis.

37

For det fjerde fremhævede Rettens præsident dog, i den appellerede kendelses præmis 52, at appellanten i sin argumentation vedrørende sin økonomiske situation havde undladt at omtale de kreditlinjer på 54000000 EUR, som den rådede over, og den økonomiske støtte, som indehaveren af aktiemajoriteten havde indvilget i at yde, og ikke havde redegjort for grundene til, at dens økonomiske levedygtighed på trods af denne støtte skulle anses for at være i fare.

38

For det femte anførte Rettens præsident, i den appellerede kendelses præmis 54 og 55, vedrørende den angivelige risiko for, at appellantens markedsandele ville ændres på alvorlig og uoprettelig vis, at klubbens argumentation hovedsagelig var baseret på den antagelse, at dens kritiske økonomiske situation ikke tillod den at betale de beløb, som pålægget om tilbagesøgning vedrørte, uden at det ville have særdeles alvorlige konsekvenser for dens evne til at gennemføre transfers af spillere og for dens placering på markedet for førende fodboldklubber. Appellanten undlod imidlertid at omtale de kreditlinjer og den støtte fra indehaveren af aktiemajoriteten i klubben, som er omtalt i nærværende kendelses præmis 37.

39

Som det følger af det ovenstående – og med forbehold af appellantens argument om, at klubben ikke vil være i stand til at gennemføre transfers af spillere, som Rettens præsident besvarede i den appellerede kendelses præmis 55, som omhandlet i nærværende kendelses præmis 38 – tog Rettens præsident, som appellanten har gjort gældende i appelskriftet, ikke specifikt stilling til de eventuelle øvrige tab, som ikke er af økonomisk art, og som appellanten havde gjort gældende i sine indlæg af 24. januar og 5. februar 2018.

40

Det skal bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at Rettens afgørelser skal være tilstrækkeligt begrundede, for at Domstolen kan udøve sin retslige efterprøvelse. Det er i den forbindelse nok, at argumentationen er klar og forståelig, og at den i øvrigt kan begrunde den konklusion, som den skal underbygge (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 18.10.2002, Kommissionen mod Technische Glaswerke Ilmenau, C-232/02 P(R), EU:C:2002:601, præmis 56, og kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 19.12.2013, Kommissionen mod Tyskland, C-426/13 P(R), EU:C:2013:848, præmis 66).

41

Det fremgår desuden af Domstolens ligeledes faste praksis, at denne ikke pålægger Retten at fremkomme med en udtømmende fremstilling og et for et behandle alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen, og at Rettens begrundelse således kan fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 14.6.2016, Chemtura Netherlands mod EFSA, C-134/16 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2016:442, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

42

I den foreliggende sag skal det bemærkes, at samtlige de tab, som appellanten havde gjort gældende i sine indlæg af 24. januar og 5. februar 2018 – således som Retten nærmere bestemt anførte i den appellerede kendelses præmis 54 og 55 – hviler på den antagelse, at klubben ville være tvunget til at anmode om, at der blev indledt en forebyggende rekonstruktionsprocedure, for at den kunne betale de i pålægget om tilbagesøgning omhandlede beløb, eller at den i det mindste ville være ude af stand til at betale sin gæld til sine spillere og trænere, tilsynsorganer eller andre klubber i den professionelle fodboldliga.

43

Appellanten havde således i sit indlæg af 24. januar 2018 for det første gjort gældende, at en anmodning om indledning af en forebyggende rekonstruktionsprocedure »kunne medføre en administrativ nedrykning til en lavere division i den spanske liga« eller medføre, at klubben mistede sin status som medlem af sportsorganisationen, fordi den blev udelukket, hvorved klubben ville være nødsaget til at tilmelde sig en »ikke-professionel« turnering, eftersom den ikke havde opfyldt sine forpligtelser. Den tilføjede, at en sådan anmodning kunne medføre, at den ikke kunne få licens fra Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA). Appellanten havde endvidere præciseret, at de økonomiske konsekvenser, som denne situation ville have for klubben, primært var tab af indtægter i forbindelse med nationale og internationale turneringer, den ville desuden miste »klasse A-spillere« til ingen eller lave transferbeløb og miste indtægter i forbindelse med tv-senderettigheder, reklameindtægter og indtægter fra merchandising. Endelig havde appellanten fremhævet, at risikoen for ikke at deltage i professionelle turneringer i en eller endog to sæsoner ville have en ødelæggende virkning for klubben og forårsage uoprettelig skade på dens image med den konsekvens, at et stort antal »klasse A-spillere« ville forlade klubben, og den ville miste flere millioner euro i faste indtægter.

44

Desuden havde appellanten i sit indlæg af 5. februar 2018 gjort gældende, at det ifølge den professionelle fodboldligas vedtægter anses for en meget alvorlig overtrædelse, hvis en klub ikke betaler sin gæld til spillere og trænere, tilsynsorganer eller andre klubber i ligaen, hvilket kan medføre, at der indledes en disciplinærprocedure, og alvorlige sanktioner som f.eks. nedrykning til en lavere division, tab af status som medlem af ligaen eller inddragelse af licens. Indledningen af en forebyggende rekonstruktionsprocedure ville således i sig selv kunne betyde, at appellanten ikke ville kunne opfylde sine økonomiske forpligtelser på kort sigt og deltage i professionelle turneringer i den efterfølgende sæson, hvilket ville have ødelæggende finansielle og økonomiske konsekvenser og medføre uoprettelig skade på klubbens image.

45

Appellanten godtgjorde imidlertid ikke i sagen for Retten, at den i nærværende kendelses præmis 42 nævnte antagelse er korrekt. Som Rettens præsident i den appellerede kendelses præmis 48-55 fastslog i sin vurdering af de faktiske omstændigheder, som kun Retten kan foretage – og idet det ikke over for Domstolen er gjort gældende, at denne vurdering eller Rettens gengivelse af de faktiske omstændigheder er urigtig – redegjorde appellanten, der ifølge Rettens præsidents konstateringer råder over kreditlinjer på 54000000 EUR og økonomisk støtte, som indehaveren af aktiemajoriteten i klubben har indvilget i at yde, ikke for grundene til, at det på trods af disse kreditlinjer og denne støtte burde fastslås, at dens økonomiske levedygtighed er i fare.

46

Da der ikke er en sådan fare, og da der ikke er blevet indledt en forebyggende rekonstruktionsforanstaltning, tilsidesatte Rettens præsident ikke begrundelsespligten, da denne besluttede ikke at tage anmodningen om foreløbige forholdsregler til følge uden at tage nærmere stilling til appellantens argumenter om angivelige ikke-økonomiske eller ikke-finansielle tab, som klubben ville lide, hvis en sådan foranstaltning blev indledt.

47

Det første anbringende skal derfor forkastes.

48

Appellanten har med sit andet anbringende gjort gældende, at klubben som svar på et spørgsmål fra Rettens præsident vedrørende ajourførte oplysninger om dens økonomiske situation havde meddelt Rettens præsident, at et revisionsfirma var ved at færdiggøre en rapport om klubbens delårsregnskab pr. 31. december 2017. I denne forbindelse fremhævede klubben i sine indlæg af 21. december 2017 og 24. januar og 5. februar 2018 betydningen af, at det fuldstændige delårsregnskab og nævnte rapport blev fremlagt, før Rettens præsident tog stilling til anmodningen om foreløbige forholdsregler. Ifølge appellanten krævede princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, at Rettens præsident ikke tog stilling til anmodningen om foreløbige forholdsregler, før disse dokumenter var modtaget.

49

Kommissionen har gjort gældende, at det andet anbringende er ugrundet.

50

Det skal indledningsvis bemærkes, at appellanten i sit indlæg af 21. december 2017 meddelte Rettens præsident, at klubben den 7. februar 2018 ville kunne fremsende et udkast til delårsregnskabet pr. 31. december 2017 og – såfremt Rettens præsident fandt det hensigtsmæssigt – en begrænset undersøgelse af delårsregnskabet samt bilaget hertil, når den, den 31. marts 2018, havde modtaget den i denne kendelses præmis 48 nævnte rapport fra revisionsfirmaet.

51

Desuden anmodede appellanten i sit indlæg af 24. januar 2018 om tilladelse til at fremlægge sit delårsregnskab pr. 31. december 2017 for – som klubben udtrykte det – at give Rettens præsident mulighed for at danne sig et samlet overblik – så ajourført som muligt – over klubbens økonomiske situation, før denne afsagde kendelse.

52

Efter at Rettens præsident havde imødekommet denne anmodning, fremlagde appellanten sit delårsregnskab den 5. februar 2018. I sit indlæg, som fulgte med regnskabet, foreslog appellanten Rettens præsident, at klubben, »henset til dets betydning«, fremlagde sit fuldstændige delårsregnskab samt rapporten fra revisionsfirmaet, der ville være færdig den 31. marts 2018.

53

Hvad dette angår er det ubestridt, at Rettens præsident ikke fulgte dette forslag og afsagde den appellerede kendelse den 22. marts 2018.

54

Herved begik Rettens præsident ikke en retlig fejl.

55

Det skal således bemærkes, at en anmodning om foreløbige forholdsregler ifølge fast retspraksis i sig selv skal gøre det muligt for den sagsøgte at forberede sine indlæg og Unionens retsinstanser at tage stilling til denne anmodning, uden, i givet fald, andre oplysninger til støtte herfor, idet de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som anmodningen støttes på, skal fremgå forståeligt af anmodningen (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 6.9.2016, Inclusion Alliance for Europe mod Kommissionen, C-378/16 P–R, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:668, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).

56

Henset til den hurtige behandling, som i sagens natur kendetegner sager om foreløbige forholdsregler, er det rimeligt at kræve, at den part, der anmoder om de foreløbige forholdsregler – undtagen i helt særlige tilfælde – allerede når anmodningen fremsættes, fremlægger alle beviser, som denne part råder over til støtte for anmodningen, for at Unionens retsinstanser på dette grundlag kan bedømme, om der er grundlag for anmodningen (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 6.9.2016, Inclusion Alliance for Europe mod Kommissionen, C-378/16 P–R, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:668, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).

57

Selv om det antages, at et bevis, som i den foreliggende sag, først foreligger efter fremsættelsen af anmodningen om foreløbige forholdsregler, fremgår det af retspraksis, at det alene tilkommer Rettens præsident at bedømme, om det er nødvendigt at supplere bevismaterialet i de sager, som Rettens præsident forelægges til afgørelse (jf. i denne retning dom af 28.6.2005, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 67, samt kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 17.5.2018, Amerikas Forenede Stater mod Apple Sales International m.fl., C-12/18 P(I), ikke trykt i Sml., EU:C:2018:330, præmis 22).

58

I den foreliggende sag fandt Rettens præsident, i den appellerede kendelses præmis 36, at han, på baggrund af sagens akter, rådede over alle de beviser, som var nødvendige for at træffe afgørelse om anmodningen om foreløbige forholdsregler.

59

I øvrigt henhører spørgsmålet om, hvilken beviskraft dokumenterne i sagen har, under den vurdering af de faktiske omstændigheder, som kun Retten kan foretage, og som ikke er undergivet Domstolens prøvelsesret under appelsagen, medmindre Retten har gengivet de forelagte beviser urigtigt, eller det fremgår af de fremlagte dokumenter, at Rettens konstateringer er materielt urigtige (dom 16.7.2009, Der Grüne Punkt – Duales System Deutschland mod Kommissionen, C-385/07 P, EU:C:2009:456, præmis 163, og af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

60

Sådanne urigtige konstateringer eller en urigtig gengivelse er imidlertid ikke gjort gældende i den foreliggende appel. Appellanten har derimod fremhævet, at revisionsrapporten om den begrænsede undersøgelse af det fuldstændige delårsregnskab, som blev udarbejdet af revisionsfirmaet, og som forelå endeligt den 23. marts 2018, blot »bekræftede klubbens økonomiske situation, som den fremgår af klubbens foreløbige regnskab af 31. december 2017«.

61

Det følger heraf, at det andet anbringende samt appellen i det hele må forkastes.

62

I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

63

Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og da appellanten har tabt sagen, bør denne pålægges at betale omkostningerne i den foreliggende appelsag samt i sagen om foreløbige forholdsregler i sag C-315/18 P(R)–R.

På grundlag af disse præmisser kender dommeren i sager om foreløbige forholdsregler for ret: