Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 51996AC0095

UDTALELSE FRA DET OEKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG om Kommissionens forslag til Rådets direktiv om første ændring af direktiv 90/394/EØF om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat forkræftfremkaldende stoffer

EFT C 97 af 1.4.1996, p. 25–27 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

51996AC0095

UDTALELSE FRA DET OEKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG om Kommissionens forslag til Rådets direktiv om første ændring af direktiv 90/394/EØF om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat forkræftfremkaldende stoffer

EF-Tidende nr. C 097 af 01/04/1996 s. 0025


Udtalelse om Kommissionens forslag til Rådets direktiv om første ændring af direktiv 90/394/EØF om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat forkræftfremkaldende stoffer () (96/C 97/07)

Rådet for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 10. oktober 1995 under henvisning til EF-traktatens artikel 118 A at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Social-, Familie-, Uddannelses- og Kulturspørgsmål, som udpegede Thomas Etty til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 18. januar 1996.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 332. plenarforsamling af 31. januar-1. februar 1996, mødet den 31. januar 1996, enstemmigt følgende udtalelse.

1. Indledning

1.1. Kommissionens forslag går ud på at ændre det særdirektiv (90/394) om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer, som tidligere er vedtaget i henhold til rammedirektivet af 12. juni 1989. Rammedirektivet indeholder grundlaget for beskyttelsen af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed mod risici ved udsættelse for kemiske, fysiske og biologiske agenser på arbejdspladsen, som udfoldes i en række særdirektiver.

1.2. ØSU har løbende deltaget i udviklingen af disse foranstaltninger; inden for de seneste år har det afgivet udtalelser om forslag til ændringer af direktiverne om biologiske, fysiske og kemiske agenser ().

1.3. Det nuværende direktiv om kræftfremkaldende stoffer indeholder bestemmelser om en række generelle foranstaltninger, som arbejdsgiverne skal træffe for at sikre, at arbejdstagernes udsættelse for kræftfremkaldende stoffer begrænses så meget som teknisk muligt. (Med »kræftfremkaldende stoffer« sigtes der i denne forbindelse til kemiske stoffer, der kan forårsage kræft; fysiske og biologiske agenser, der er forbundet med samme risiko, omfattes hverken af det nuværende direktiv eller af ændringsforslaget).

1.4. Ifølge det nugældende direktiv om kræftfremkaldende stoffer (artikel 16) skal Rådet på grundlag af foreliggende oplysninger, herunder videnskabelige og tekniske data, fastsætte grænseværdier for de kræftfremkaldende stoffer, for hvilke dette er muligt samt om nødvendigt fastlægge andre direkte relevante bestemmelser. Hidtil er der ikke blevet fastsat sådanne grænseværdier. Det foreliggende ændringsforslag indleder processen ved at fastlægge en grænseværdi for benzen, der ifølge epidemiologiske undersøgelser klart er i stand til at fremkalde kræft hos mennesker. For øjeblikket gælder der indbyrdes afvigende grænseværdier for benzen i forskellige medlemsstater og tredjelande.

1.5. I ændringsforslaget tages der hensyn til fire vigtige aspekter i forbindelse med fastsættelsen af en grænseværdi for benzen:

(i) der må findes en balance mellem de tekniske arbejderbeskyttelseskrav og det for øjeblikket mulige fremskridt,

(ii) der er behov for tidsbegrænsede undtagelsesbestemmelser, så de sektorer og arbejdspladser, der må gennemføre tekniske tilpasninger for at overholde normen, får tid hertil, forudsat arbejderbeskyttelsesbestemmelserne i direktiv 90/394/EØF respekteres,

(iii) der bør sikres ensartethed i EU ved at indføre et mindstemål af beskyttelse for alle arbejdstagere i Fællesskabet, så muligheden for konkurrenceforvridning udelukkes,

(iv) der er ikke behov for yderligere aktioner med henblik på at nedbringe eksponeringen, da der i de fleste medlemsstater allerede findes lovbestemmelser, der begrænser eller forbyder anvendelsen af benzen.

1.6. Bortset fra spørgsmålet om grænseværdier i almindelighed og om benzen i særdeleshed - som forbillede for fastsættelsen af grænseværdier for kræftfremkaldende stoffer - indebærer forslaget en kraftig udvidelse af anvendelsesområdet for direktivet om kræftfremkaldende stoffer, idet det fjerner nogle begrænsninger, der følger af den nuværende teksts formulering.

1.7. I det nugældende direktiv er kræftfremkaldende stoffer defineret som stoffer og præparater, der i henhold til henholdsvis direktiv 67/548/EØF og direktiv 88/369/EØF er tillagt risikosætningen R45 (»kan fremkalde kræft«), samt nogle få stoffer, præparater og processer, der er nævnt i Bilag I. I det nye forslag udvides direktivets anvendelsesområde til at omfatte medicinske produkter og veterinærprodukter, kosmetiske produkter, blandinger af stoffer i form af affaldsprodukter, pesticider, ammunition og sprængstof. Forslaget vil hermed forhindre, at der gælder forskellige beskyttelsesniveauer for arbejdstagere, der udsættes for kræftfremkaldende stoffer eller præparater.

1.8. Forslaget retter desuden to specifikke fejl i det nugældende direktiv:

(i) det præciserer beskyttelsen mod polycykliske aromatiske kulbrinter,

(ii) foruden andre eksponeringer tager det hensyn til risikoen for optagelse gennem huden (ikke bare påvirkning af huden).

1.9. Kort sagt er ændringsforslaget et logisk skridt til forbedring af arbejdstagernes beskyttelse mod risici i forbindelse med udsættelse for kræftfremkaldende stoffer på arbejdspladsen, stemmende med rammedirektivets principper.

2. Generelle bemærkninger

2.1. Generelt finder ØSU, at Kommissionens forslag til ændring af direktivet om kræftfremkaldende stoffer repræsenterer et værdifuldt fremskridt hvad angår beskyttelse af arbejdstagerne og en styrkelse af den lovgivningsmæssige kontrol, forudsat:

(i) det på ingen måde er i modstrid med virkningen af de allerede gennemførte direktiver om sikkerhed og sundhed,

(ii) ØSU af Kommissionen informeres om planer om at udvide listen over stoffer, for hvilke der fastsættes specifikke grænseværdier, og om de metoder, EU vil benytte i forbindelse med deres vedtagelse og gennemførelse. I den forbindelse gentager ØSU, hvad det gav udtryk for i udtalelsen om direktivforslaget om kemiske agenser:

»ØSU mener ... at grænseværdier bør fastsættes efter en procedure med fuld høring af arbejdsmarkedets parter, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Europa-Parlamentet.«

ØSU noterer sig henvisningen til Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed, Hygiejne og Sundhedsbeskyttelse på Arbejdspladsen, til dettes generelle støtte til ændringsforslaget og til dets medlemmers syn på den foreslåede grænseværdi for benzen. Skønt der åbenbart ikke er enighed om den grænseværdi, der nu muligvis fastsættes for benzen, forstår ØSU, at Kommissionens forslag om 1 ppm, suppleret med en række tidsbegrænsede undtagelser, for øjeblikket synes at være den mest gennemførlige løsning. ØSU støtter denne opfattelse efter at være blevet gjort bekendt med de niveauer, der anvendes eller drøftes både i og uden for EU. De foreslåede bestemmelser er, i lighed med bestemmelserne i det gældende direktiv om kræftfremkaldende stoffer, minimumsbestemmelser. ØSU opfordrer arbejdsgiverne til om muligt at træffe skærpede beskyttelsesforanstaltninger.

2.2. ØSU understreger, at beskyttelsesforanstaltningerne i direktivet om kræftfremkaldende stoffer fra 1990 på ingen måde berøres af det foreliggende forslag. De skal også overholdes i de sektorer og på de aktivitetsområder, der er omfattet af undtagelsesbestemmelser. ØSU henleder desuden Kommissionens opmærksomhed på de indvendinger og forslag, som det i 1988 fremførte i sin udtalelse om forslaget til direktiv om kræftfremkaldende stoffer. Det henstiller til Kommissionen at tage yderligere skridt på grundlag heraf.

2.3. Forslaget må ikke medføre unødigt bekostelige foranstaltninger, og ØSU noterer sig Kommissionens tilsagn om, at dette ikke vil blive tilfældet; ØSU lægger vægt på gennemførelse af risikovurderinger i overensstemmelse med artikel 6 i rammedirektivet 89/391/EØF. Kommissionen må forelægge yderligere informationer om såvel de sundhedsbeskyttelsesmæssige fordele som de omkostningsmæssige konsekvenser af anvendelsesområdets udvidelse.

2.4. ØSU erkender, at øget kræftrisiko ikke er den eneste kemiske skadevirkning. Det henleder Kommissionens opmærksomhed på, at andre, lige så alvorlige risici gør sig gældende, herunder f.eks. genetiske risici, som kan tænkes at kræve fremtidige indgreb fra EU's side.

3. Særlige bemærkninger

3.1. Artikel 1

3.1.1. ØSU finder, at emnets komplicerede karakter og den udvidelse af anvendelsesområdet, der følger af den reviderede definition i artikel 2 i den foreslåede nye udformning, bør foranledige Kommissionen til at udarbejde en vejledning, som kan hjælpe arbejdsgiverne og arbejdstagerne med at forstå, hvilke konsekvenser det reviderede direktiv har i deres arbejdssituation. Dette vil især kunne bidrage til at forbedre arbejdsvilkårene på små og mellemstore virksomheder. ØSU forstår, at grundlaget for at klassificere stoffer eller præparater som kræftfremkaldende stoffer af kategori 1 eller 2, for hvilke direktivets bestemmelser (som udformet i ændringsforslaget) gælder, er følgende:

Kategori 1: Stoffer, der vides at være kræftfremkaldende hos mennesker, idet der foreligger tilstrækkeligt materiale i form af epidemiologiske data til at fastslå en årsagssammenhæng mellem menneskers udsættelse for stoffet og udvikling af kræft.

Kategori 2: Stoffer, der bør betragtes som kræftfremkaldende hos mennesker. Der foreligger - normalt på grundlag af dyreforsøg eller andre relevante metoder - tilstrækkelige oplysninger til at begrunde en stærk formodning om, at menneskers udsættelse for stoffet kan resultere i, at der udvikles kræft.

Kommissionen må sikre, at disse kriterier anvendes i forbindelse med gennemførelsen af direktivet og i forbindelse med fremtidige forslag om grænseværdier for stoffer.

ØSU anbefaler, at der i artikel 2(a) udtrykkeligt refereres til stoffer, der er klassificeret med sætningen R 49, og til præparater klassificeret som R 45.

3.1.2. ØSU støtter ændringsforslaget til artikel 3, stk. 3 (punkt 2 i ændringsforslaget), som tager højde for, at risikoen, når huden udsættes, ikke er begrænset til huden alene, men også kan omfatte optagelse gennem huden.

3.1.3. ØSU accepterer de fravigelser, som foreslås under bilag III. Det noterer sig Kommissionens erklæring vedrørende udvidelsen af direktivet til bl.a. forskellige former for affaldsprodukter.

3.1.4. ØSU finder, at punkt 3 i ændringsforslaget kræver en forklaring. ØSU forstår, at de tidsbegrænsede fravigelser skal gøre det muligt at dispensere fra den foreslåede grænseværdi for benzen inden for visse aktivitetssektorer og i forbindelse med visse aktiviteter, hvorimod de ikke fritager for at overholde alle andre beskyttelsesforanstaltninger, der er indeholdt i det nugældende direktiv. Det er ikke klart, hvilken supplerende beskyttelse der ligger i denne tilføjelse.

3.1.5. ØSU støtter ændringsforslagets punkt 4, der løser nogle fortolkningsproblemer, som i visse medlemsstater har medført, at stenkulsstøv med urette er nævnt sammen med sod, tjære og beg i bilag I (Fortegnelse over stoffer, præparater og processer), punkt 2: Arbejde, som indebærer udsættelse for polycykliske aromatiske carbonhydrider. Denne vigtige gruppe kemiske agenser rummer nogle erkendte kræftfremkaldende stoffer, som ØSU håber, at Kommissionen i nær fremtid vil beskæftige sig med.

3.1.6. Med hensyn til benzen og den grænseværdi, der foreslås i ændringen til bilag III, henvises der til punkt 1.5 ovenfor. ØSU gentager sin støtte til Kommissionens forslag om en grænseværdi for erhvervsbetinget eksponering på 1 ppm målt og beregnet som anført i note 5 i bilag III, Del A, med begrundede afvigelser for særlige aktiviteter og aktivitetssektorer, hvor det kan være vanskeligt at efterleve direktivet inden den fastsatte dato (31. december 1998). ØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for snarest efter den 31. december 1998 at ændre bilag III med henblik på yderligere at reducere grænseværdien.

ØSU efterlyser information fra Kommissionen om, hvorledes arbejdsgiverne, herunder specielt de små og mellemstore virksomheder, får adgang til måleinstrumenter og teknisk ekspertise, der kan hjælpe dem med at overholde grænseværdien.

3.1.7. ØSU er klar over, at benzen anvendes som opløsningsmiddel og som reaktant og/eller reaktionsprodukt i visse industrier, f.eks. parfumeindustrien; denne anvendelse er acceptabel, hvis den er under kontrol.

3.1.8. ØSU anser det for afgørende nødvendigt, at der anvendes en fælles måleprocedure i alle EU's medlemsstater.

3.1.9. I tidligere udtalelser, særlig udtalelsen om Kommissionens forslag til Rådets forordning (EØF) om oprettelse af et Europæisk Agentur for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen (), har ØSU udtalt, at det lægger stor vægt på at forbedre udvekslingen af informationer og erfaringer og at fremme samarbejdet med og mellem specialiserede nationale institutter og andre organer på området sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, og at det betragter det som en særdeles vigtig opgave at sikre, at de nationale data om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen er sammenlignelige. Dette synspunkt ønsker ØSU at gentage i denne udtalelse.

Bruxelles, den 31. januar 1996.

Carlos FERRER

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() EFT nr. C 317 af 28. 11. 1995, s. 16.

() EFT nr. C 56 af 6. 3. 1989, s. 38; EFT nr. C 249 af 13. 9. 1993, s. 28; EFT nr. C 34 af 2. 2. 1994, s. 42.

() EFT nr. C 169 af 6. 7. 1992.

Top
  翻译: