Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 6. oktober 2004 anlagt sag mod Republikken Østrig af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Nicola Yerrel og Horstpeter Kreppel, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Fristen for gennemførelsen af direktiv 89/391/EØF (herefter »direktivet«) i østrigsk ret udløb den 31. december 1993.

Efter Kommissionens opfattelse er den hidtidige gennemførelse af direktivet ufuldstændig eller utilstrækkelig.

For det første er de bebudede lovgivningsmæssige foranstaltninger (nemlig Landeslehrer-Dienstrechtsgesetz (LDG), Beamten-, Kranken- und Unfallversicherungsgesetz, og Allgemeines Sozialversicherungsgesetz (ASVG)), som den østrigske regering har oplyst er de planlagte foranstaltninger til gennemførelse af direktivet, ikke blevet vedtaget, eller — hvis foranstaltningerne i mellemtiden skulle være trådt i kraft — der er ikke givet den fornødne underretning herom.

For det andet har Kommissionen for så vidt angår enkelte — i alt 6 — af direktivets bestemmelser fastslået, at de af de østrigske myndigheder meddelte retsakter ikke fuldt ud gennemfører direktivet eller ikke gennemfører det korrekt.

Således kritiserer Kommissionen, at folkeskolelærerne i Tirol i strid med det omfattende anvendelsesområde for artikel 2, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF stadig ikke er omfattet af nogen nationale gennemførelsesforanstaltninger.

Efter direktivets artikel 7 er arbejdsgiveren forpligtet til at udpege en eller flere arbejdstagere, som skal varetage aktiviteterne til beskyttelse mod risici, forudsat at denne råder over et tilstrækkeligt sagkyndigt personale. Efter Kommissionens opfattelse giver direktivets artikel 7 således forrang til risikoforebyggelse inden for virksomheden, da der i henhold til artikel 7, stk. 3, først kan rettes henvendelse til kompetent sagkundskab uden for virksomheden, når personalet i virksomheden og/eller institutionen ikke har den fornødne kompetence (jf. herved EF-Domstolens dom af 22.5.2003, sag C-441/01, Kommissionen mod Nederlandene). I henhold til de østrigske gennemførelsesbestemmelser har arbejdsgiveren eller tjenesteyderen derimod valget mellem at rette henvendelse til enten egne eller eksterne sikkerhedsfolk.

Artikel 8, stk. 2 (pligt til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger i relation til førstehjælp, brandbekæmpelse og evakuering) indrømmer efter Kommissionens opfattelse ingen undtagelse for små virksomheder. Små virksomheder er derimod efter de østrigske gennemførelsesbestemmelser undtaget fra denne forpligtelse.

Efter Kommissionens opfattelse omfatter bestemmelserne til gennemførelse af direktivets artikel 11, stk. 2, ikke den oplysningspligt for arbejdsgiveren, som er foreskrevet i nævnte artikel.

Direktivets artikel 12, stk. 4, bestemmer, udgifterne til den oplæring af arbejdstagerne, der er omhandlet i denne artikel, ikke må pålægges arbejdstagerne. De østrigske gennemførelsesbestemmelser fastsætter ganske vist, at den tid, der anvendes til sådanne uddannelsesforanstaltninger, indgår i arbejdstiden. Det er imidlertid ikke bestemt, hvem der skal afholde udgifterne til en sådan uddannelse.

Endelig har Kommissionen kritiseret, at direktivets artikel 13, stk. 2, litra a) og b), ikke fuldt ud er gennemført i østrigsk ret. Til forskel fra stk. 2, litra a), er farlige stoffer ikke omfattet af begrebet »Arbeitsmittel« (arbejdsudstyr) i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i ASchG's § 15 eller B-BSG's § 15. Desuden er den i stk. 2, litra b), fastsatte forpligtelse til at sætte de personlige værnemidler på plads efter brug ikke medtaget i østrigsk ret.