27.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 267/45

1.1

I oktober 2003 fremlagde Kommissionen en meddelelse (1) om de momsstrategier, som blev skitseret allerede i juni 2000, og foreslog i den forbindelse en række nye initiativer. Strategien går i sin enkelthed ud på at forfølge fire hovedmål: forenkling, modernisering, mere ensartet anvendelse af de nugældende regler og styrkelse af det administrative samarbejde.

1.2

Den meddelelse, som EØSU har fået forelagt (2), består af tre dele:

1.2.1

EØSU skal kun udtale sig om forslagene under punkt a) og c). De generelle bemærkninger vedrører dog begge punkter, eftersom de betragtes som værende del af én strategi.

1.3

En forenkling af virksomhedernes forpligtelser har længe været på dagsordenen. Det Europæiske Råd traf beslutning herom den 26. marts 2004 og anmodede i den forbindelse Rådet (konkurrenceevne) om at indkredse de områder, hvor der kan foretages en forenkling. Der blev truffet beslutning herom i juni 2004, hvorefter Kommissionen i oktober 2004 udarbejdede den meddelelse, der behandles i denne udtalelse. Det nederlandske formandskab havde i mellemtiden rejst spørgsmålet om »fremme af vækst ved formindskelse af de administrative byrder« på Rådets uformelle møde (økonomi og finans) i september 2004. Kommissionen finder, at meddelelsen fuldt ud svarer til denne målsætning.

1.4

Kommissionens undersøgelser (3), som blev offentliggjort i andet halvår 2003, viste, at et af hovedmålene bør være en forenkling af systemet for afgiftspligtige personer med momsmæssige forpligtelser i en medlemsstat, hvor de ikke er etableret (i praksis eksportører af varer og tjenesteydelser — bemærkning fremsat af EØSU). Den administrative byrde, som påhviler disse afgiftspligtige personer, er så tung og kompliceret, at mange potentielle eksportører afholder sig fra at udøve enhver form for momspligtig virksomhed i en anden medlemsstat. Tilbagebetalingsproceduren er desuden så kompliceret og vanskelig, at 54 % af de større virksomheder på et eller andet tidspunkt i processen har opgivet denne praksis.

1.5

De forslag, som nævnes i punkt 1.2, har netop til formål at undgå sådanne vanskeligheder gennem vedtagelse af seks konkrete foranstaltninger:

1.6

Kommissionen har allerede foreslået tre lovgivningsinitiativer, som skal bidrage til opfyldelsen af disse mål:

1.6.1

De initiativer, som foreslås i meddelelsen, er blevet drøftet nærmere med medlemsstaterne og har været genstand for en omfattende høring på Internettet med de berørte parter.

2.1

»One-stop« er ikke et nyt begreb, eftersom det blev indført allerede med Rådets direktiv 2002/38/EF, som i øvrigt begrænsede anvendelsesområdet til kun at omfatte e-handelsoperatører (6), der leverer grænseoverskridende tjenesteydelser til ikke-afgiftspligtige personer. Det vil kort sagt sige, at med den étsteds- (one-stop-) ordning, som foreslås på nuværende tidspunkt, vil alle eksportører af varer og tjenesteydelser kunne lade sig momsregistrere ad elektronisk vej i det land, hvor de er etableret, hvorefter denne registrering gælder i samtlige EU-medlemsstater. Eksportører undgår herved at skulle lade sig momsregistrere i hver enkelt medlemsstat, som de eksporterer til, og kan beholde deres nationale registreringsnummer.

2.2

Med indførelsen af étstedsordningen vil situationen være som følger:

2.2.1

Kommissionen er overbevist om, at étstedsordningen kan forenkle de momsmæssige forpligtelser for væsentligt flere transaktioner, end den gør i dag. Udover fjernsalgsarrangementerne, som allerede er omfattet af de gældende bestemmelser, vil alle former for direkte salg til forbrugere i andre medlemsstater være omfattet. Et endnu vigtigere aspekt er imidlertid, at denne ordning vil blive udvidet til at omfatte transaktioner mellem afgiftspligtige personer, som ikke er omfattet af »reverse charge«-proceduren (selvangivelse).

2.2.1.1

Det skønnes, at ca. 200 000 operatører vil kunne anvende étstedsordningen. Især større eksportvirksomheder, som allerede er momsregistreret i en anden medlemsstat, forventes desuden at fortsætte under den nuværende ordning. Operatører er ikke forpligtet til at anvende étstedsordningen.

2.3

Étstedsordningen kan dog ikke løse alle problemer. For det første vil alle nationale regler om angivelsesperioder, betaling og tilbagebetaling samt gennemførelsesbestemmelser fortsat være gældende. Kommissionen erkender udtrykkeligt, at der med den nye ordning ikke tilstræbes en fuldstændig harmonisering af de nationale regler, idet den »på det nuværende stade hverken anser noget sådant for realistisk eller nødvendigt«.

2.3.1

Et andet problem er de finansielle overførsler, som skal gennemføres direkte mellem den afgiftspligtige person og forbrugermedlemsstaten. Kommissionen bemærker, at de hidtidige erfaringer med særordningen for elektronisk handel (ordning med færre end 1 000 tilmeldte tredjelandsvirksomheder), har vist, at det er en »særdeles bebyrdende« opgave for den opkrævende medlemsstat at omfordele penge modtaget fra afgiftspligtige. Kommissionen mener ligeledes, at det ikke er realistisk med en udvidelse af systemet, således at det kommer til at omfatte et langt større antal operatører og transaktioner. Det vil i så fald være nødvendigt at indføre større finanssystemer til behandling af pengestrømmene. Denne opgave kunne imidlertid overlades til finansielle formidlere, som kunne levere betalings- og afviklingstjenester til operatørerne Sådanne tjenester, der kun bør udbydes på frivillig basis, og som kunne være særligt attraktive for mindre operatører, ville imidlertid »skulle baseres på den erhvervsmæssige realitet«, dvs. leveres på acceptable betingelser.

2.3.2

Étstedsordningen ændrer således ikke ved de eksisterende betalings- og tilbagebetalingsprocedurer. Særordningen for levering af elektroniske tjenester til private forbrugere vil også fortsat være gældende. Denne ordning fastsætter en enkeltbetaling til den eksporterende medlemsstat, som har ansvaret for at omfordele de penge, som skyldes til de medlemsstater, der er bestemmelsessted for tjenesterne. Disse procedurer skal revideres inden den 30. juni 2006. Som led i denne revision vil man desuden undersøge, om étstedsordningen kan udvides til at omfatte alle transaktioner i forbindelse med levering af elektroniske tjenester.

3.1

Et kommissionsforslag fra 1998, som først og fremmest sigtede mod en reform af tilbagebetalingssystemerne, omfattede ligeledes andre reformer i forbindelse med udgifter, som ikke eller kun delvis giver ret til momsfradrag. Målet var, om ikke en harmonisering, så en tilnærmelse af de nationale regler, som var og stadig er meget divergerende. Forslaget fik ikke den nødvendige opbakning, eftersom visse medlemsstater var bange for, at det ville gå ud over deres egne indtægter.

3.1.1

Med det nuværende forslag rejses disse spørgsmål igen, og der foreslås en harmonisering af de udgiftskategorier, som ikke er omfattet af fradragsretten (udgifter, som ikke giver ret til momsfradrag). Dette gælder generelt (med få undtagelser og begrænsninger):

Alle andre udgiftstyper, som ikke er omfattet af disse kategorier, er underlagt de normale fradragsregler.

3.2

Hvad angår B2B- (business to business) transaktioner, er det bestemmelsesmedlemsstaten, som er afgiftspligtig. Denne kan få pengene refunderet via »reverse charge«-proceduren (omvendt momspligt), som er obligatorisk for visse transaktioner, mens det i andre tilfælde er op til medlemsstaterne, om denne procedure skal gælde. Kommissionen foreslår nu, at det i forbindelse med levering af varer, der installeres eller monteres af eller på vegne af importøren, levering af ydelser med tilknytning til fast ejendom og ydelser, som er omfattet af det sjette momsdirektivs artikel 9, stk. 2, litra c), også skal være obligatorisk at anvende »reverse charge«-proceduren.

3.3

Kommissionen mener, at de nugældende regler for momsfritagelse er »strenge og usammenhængende«, hvilket skyldes de fritagelser, som enkelte medlemsstater er blev indrømmet i forbindelse med deres EU-optagelse eller i andre sammenhænge. Der er stor forskel på den behandling, som ydes i medlemsstaterne. Disse forskelle er langt fra blevet mindre, men er blevet større med udvidelsen af midlertidige godkendelser og deres omfang. Det foreslås, at medlemsstaterne gives større fleksibilitet med hensyn til fastsættelse af den tærskel, under hvilken der kan indrømmes fritagelser. Der foreslås en tærskel på EUR 100 000, men den enkelte medlemsstat vil frit kunne fastsætte lavere tærskler, som kan variere afhængigt af, om det drejer sig om varer eller tjenesteydelser.

3.4

De nugældende bestemmelser om fjernsalg fastsætter to forskellige øvre tærskler på henholdsvis EUR 35 000 og 100 000 i alt pr. år, som bestemmelsesmedlemsstaten kan vælge imellem. Hvis disse tærskler overskrides, skal leverandøren opkræve moms af køberen til den sats, som gælder i bestemmelsesmedlemsstaten. For at gøre livet lettere for operatørerne, foreslår Kommissionen at vedtage én tærskel på EUR 150 000, som tager højde for alt salg til alle medlemsstater.

4.1

EØSU støtter i princippet indførelsen af étstedsordningen, men ønsker dog at fremsætte et par bemærkninger med henblik på at sikre en så effektiv grænseoverskridende momsordning som muligt. Bemærkningerne og forslagene skal dog ses som et oplæg til fremtidige udviklinger og yderligere foranstaltninger. I den nuværende situation har Kommissionen bestræbt sig på at foreslå et realistisk, men minimalistisk program, som derfor forhåbentlig vil kunne gennemføres.

4.2

Hvad angår skatteharmonisering i almindelighed og afgiftsområdet i særdeleshed, er der ikke grund til megen optimisme. Der gøres kun langsomt fremskridt, og forhindringerne er mange. Mekanismerne er uoverskuelige og ofte ineffektive. Reglerne er komplicerede og undertiden svære at fortolke. Det er borgerne og virksomhederne og i sidste ende hele økonomien, som kommer til at betale for denne situation. Det er dog paradoksalt nok medlemsstaterne, som ender med at blive de største tabere. De giver ofte, hvilket bekræftes af fakta, det indtryk, at de for enhver pris ønsker at bevare status quo af mere eller mindre åbenlyse årsager, og fortsætter med at anvende komplekse og bekostelige systemer af frygt for ændringer. Resultatet er, at bureaukratiet ender med at blive offer for sig selv.

4.3

De første resultater med étstedsordningen, som allerede er blevet indført og er operationel på området grænseoverskridende elektroniske tjenesteydelser, vidner om manglende interesse fra operatørernes side. Færre end 1 000 ikke-etablerede operatører, hvoraf de fleste er »større« operatører, har anvendt ordningen, men det er dog for tidligt at drage konklusioner på denne baggrund. Kommissionen mener imidlertid, at den nye étstedsordning vil få større opbakning, eftersom ca. 200 000 ud af 250 000 potentielle etablerede grænseoverskridende operatører forventes at anvende ordningen. Hvis dette bliver tilfældet, vil étstedsordningen løbe ind i vanskeligheder. Kommissionen bemærker, at den ordning, som finder anvendelse på e-handlen, allerede giver anledning til administrative problemer og en tung forvaltningsbyrde. Den foreslåede løsning går ud på at overflytte opkrævnings- og omfordelingsfunktionerne (en tung byrde ifølge Kommissionen) samt forvaltningen af tilbagebetaling fra étstedsordningen til den finansielle sektor. Denne løsning er måske nødvendig, men klart utilfredsstillende.

4.4

EØSU bemærker, at forvaltningen af de modtagne summer vil være ligeså »tung« en byrde for den finansielle sektor som for skattemyndighederne, selv om førstnævnte uden tvivl er bedre rustet til at varetage denne opgave. En sådan forvaltning vil være forbundet med omkostninger, som vil skulle bæres af skatteyderne og skattemyndighederne. Det er uklart, hvem der vil skulle bære omkostningerne ved det system, som skal indføres, selv om myndighederne går ud fra, at det må være operatørerne. Kommissionen mener på baggrund af de gennemførte undersøgelser, at det nye system, som er baseret på étstedsordningen og et system for tilbagebetaling/ afvikling af de beløb, som skyldes, imidlertid vil medføre færre omkostninger end det nuværende system.

4.5

EØSU har ikke midlerne til at afgøre, om og i hvilket omfang hele one-stop-projektet og overdragelsen af denne tjeneste til den finansielle sektor vil være forbundet med yderligere omkostninger eller tværtimod væsentlige fordele. Udover omkostningerne er det også nødvendigt at beregne pengeværdien af fordelene, dvs. forenklede og hurtigere procedurer for operatørerne og de nationale myndigheder. Fordelene for operatørerne formodes at være positive, men begrænsede. Étstedsordningen betyder, at det ikke længere er nødvendigt at lade sig momsregistrere i de forskellige bestemmelsesmedlemsstater og udveksle dokumenter i papirform. De nationale regler (angivelsesperioder og regler om betaling og tilbagebetaling) vil dog fortsat være gældende, og vigtigst af alt vil der som følge af den manglende harmonisering fortsat være stor forskel på momssatserne i medlemsstaterne.

4.6

EØSU støtter alt i alt Kommissionens forslag, men gør beslutningstagerne opmærksom på følgende: Hvis étstedsordningen er den eneste grænseflade mellem operatørerne og de forskellige nationale myndigheder, skal den være eneansvarlig for procedurerne og forvaltningen af de summer, som skal betales eller modtages. Denne proces vil under alle omstændigheder først kunne fuldføres, når momssatserne og de nationale regler er blevet harmoniseret, hvilket også er nødvendigt for, at EU's indre marked kan blive en realitet. Det sproglige aspekt bør også undersøges nærmere. Selv om udvekslingen af oplysninger med étstedsordningen finder sted på baggrund af kodekser, kan det være nødvendigt med en decideret dialog, hvor der ikke anvendes standardmodeller.

5.1

EØSU støtter fuldt ud Kommissionens forslag (punkt 3.1.1) om at »harmonisere«de udgiftskategorier, som ikke er omfattet af momsfradragsretten. Hvis forslaget vedtages, vil man endelig kunne påbegynde harmoniseringen af afgiftsområdet, også selv om der på nuværende tidspunkt er lange udsigter til, at dette vil kunne gennemføres.

5.2

EØSU støtter ligeledes forslaget om at udvide anvendelsesområdet for »reverse charge«-proceduren (omvendt momspligt) (punkt 3.2), men et mere afgørende skridt ville dog være at udvide proceduren, således at den kommer til at omfatte alle B2B-transaktioner i EU.

5.3

Momsfritagelse (punkt 3.3) giver anledning til bemærkninger af forskellig art. EØSU har tidligere beskæftiget sig med dette spørgsmål i sin udtalelse, hvor det beklagede den særbehandling, der ydes visse kategorier af operatører, ikke kun i forbindelse med nye medlemsstaters indtræden i EU under de forskellige udvidelsesrunder, men også som følge af en række uændrede tilstande i nogle af de gamle medlemsstater. EØSU bemærker og gentager, at momsfritagelsen af visse kategorier af operatører medfører konkurrenceforvridninger ikke kun i tværnationale transaktioner, men også og måske i langt højere grad i medlemsstaterne.

5.3.1

EØSU bemærker bl.a., at der i Kommissionens bemærkninger refereres til »små og mellemstore virksomheder«, mens der i officielle dokumenter, og navnlig i tiltrædelsesprotokollerne, generelt kun tales om »små« virksomheder. Dette har uden tvivl til formål at nedtone omfanget af de fritagelser, som tilstås virksomhederne, og i praksis udvide disse fritagelser til også at omfatte langt større virksomheder. I direktivforslaget foretages der ikke en sådan skelnen. Der refereres blot til »personer« med en EU-omsætning på under EUR 100 000. Hensigten er tydeligvis at give alle virksomheder uanset størrelse fordel af momsfritagelsen.

5.3.2

Formålet med denne fritagelse er således ikke at fritage en bestemt kategori af virksomheder fra at betale moms, men en kategori af mindre transaktioner , hvilket EØSU støtter fuldt ud. Man mangler blot at få afklaret, om virksomheder, som nyder godt af momsfritagelse i medlemsstaterne i henhold til generelle bestemmelser, vil blive underlagt grænsen på EUR 100 000 for transaktioner i EU. Hvis dette sker, risikerer man at havne i en situation, hvor virksomheder, som er retsmæssigt fritaget, vil være nødt til at betale moms, hvis de overskrider denne grænse.

5.3.3

EØSU støtter i princippet ikke forslaget om, at hver enkelt medlemsstat skal have mulighed for at fastsætte en tærskel på mindre end EUR 100 000 og forskellige tærskler for varer og tjenesteydelser. Dette medfører blot, at der beklageligvis fortsat vil være forskel mellem de nugældende regler, hvilket vanskeliggør operatørernes arbejde, øger de administrative omkostninger og endnu engang er i modstrid med de principper, som det indre marked er baseret på. EØSU er imidlertid klar over, at særlige forhold i medlemsstaterne kan kræve afvigelser fra de almindelige regler, og at en harmonisering af fritagelsens loft derfor ikke vil have en mærkbar effekt, samtidig med at der er andre og vigtigere skævheder.

5.4

EØSU bifalder den indsats, herunder dette forslag, som Kommissionen yder på fjernsalgsområdet (punkt 3.4) for at fjerne de tunge forpligtelser, der påhviler operatørerne som følge af forskellige nationale regler på afgiftsområdet. Fastlæggelsen af én overordnet tærskel vil sammen med indførelsen af étstedsordningen udgøre et decideret fremskridt.

6.1

Forslaget udgør en ændring af forordning (EF) 1798/2003, som er nødvendig, for at direktivet kan vedtages. Forslaget indeholder gennemførelsesbestemmelser, som ikke giver anledning til særlige bemærkninger, eftersom de overvejende vedrører regler om kommunikationen mellem medlemsstaterne, offentliggørelsen af regler og samarbejde med Kommissionen. De vigtigste bestemmelser findes i artikel 34g, som vedrører kontrol med afgiftspligtige personer og deres angivelser.

6.2

Denne kontrol bygger på princippet om samarbejde mellem medlemsstaterne. Den kontrol, som foregår via étstedsordningen, kan udføres af den stat, som er tilsluttet ordningen, eller enhver anden bestemmelsesmedlemsstat, idet den enkelte part er forpligtet til forinden at underrette de andre berørte parter. Sidstnævnte har ret til at deltage i denne kontrol, hvis de ønsker det. Procedurerne til etablering af samarbejde fremgår af grundforordningens artikel 11 og 12.

6.3

Eftersom forordningen hovedsageligt vedrører procedurespørgsmål, har EØSU ingen særlige bemærkninger at fremsætte. EØSU er imidlertid ikke sikker på, at der i samarbejdsbestemmelserne er taget højde for alle muligheder på et område, hvor der ganske vist ikke tilføjes helt nye elementer (der findes allerede en étstedsordning for fjernsalg), men som i visse henseender er yderst kompleks. Étstedsordningen er først og fremmest virtuel , og indebærer derfor ikke personlig kontakt mellem repræsentanterne for de nationale myndigheder. Ovennævnte problem med den sproglig mangfoldighed bidrager naturligvis ikke til at fremme samarbejdet eller i det mindste et effektivt samarbejde.

6.3.1

Det skal bemærkes, at kontrollen ikke altid kan gennemføres udelukkende ved brug af kodekser eller standardmodeller. Selv om problemet med kontakten mellem myndighederne og brugerne betragtes som værende mindre vigtigt eller ikke eksisterende, forsøger operatører på området hverken at skjule deres nuværende vanskeligheder eller deres bekymring for fremtiden.

6.4

Sidst, men ikke mindst, nævner direktivforslaget ikke databeskyttelse, selv om dette spørgsmål har stor betydning for operatørerne. Det antages, at oplysninger, som sendes fra operatørerne til myndighederne, er beskyttet mod videregivelse til tredjeparter i henhold til de almindelige regler om beskyttelse af privatlivets fred. Der er en reel risiko for, at tredjeparter vil kunne hacke sig ind på offentlige myndigheders databaser, men denne problematik nævnes ikke i direktivforslaget. I dette tilfælde kan oplysninger om markedsandele og navne på kunder gøres til genstand for industrispionage, hvilket kan få alvorlige konsekvenser. Før borgere og virksomheder videregiver nogen form for oplysninger til offentlige myndigheder, har de ret til at få kendskab til, hvilke tekniske og organisatoriske midler, der anvendes for at beskytte dem mod hackere.