18.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 195/54

2.1

Lige siden det første og det andet EF-direktiv af 11. april 1967 har Fællesskabet sat sig som mål at ophæve de fiskale grænser mellem medlemsstaterne. For at virkeliggøre denne vision var der behov for at få fastlagt et ensartet beskatningssted. Anvendelse af det tilstræbte oprindelseslandsprincip ville føre til, at alle afgiftspligtige transaktioner inden for Fællesskabet udført af en økonomisk operatør i etableringsstaten ville blive beskattet dér. Således ville en vare, der f. eks. blev leveret fra Frankrig til en anden medlemsstat, i henhold til dette princip blive pålagt fransk moms efter den franske sats. Det samme ville gælde franske tjenesteydelser.

2.2

Anvendelse af oprindelseslandsprincippet ville imidlertid, hvis konkurrenceforvridninger skal undgås, have krævet indbyrdes tilnærmede momssatser i de enkelte medlemsstater. Frem for alt ville der dog have været behov for et internt clearingsystem, eftersom momsen udgør en betydelig del af de enkelte medlemsstaters afgiftsprovenu og af finansieringen af EU.

2.3

Af disse grunde besluttede EU at afstå fra anvendelse af oprindelseslandsprincippet i hvert fald gennem en længere overgangsperiode.

2.4

Ikke desto mindre træffes der fra Europa-Kommissionens side forskellige foranstaltninger til at styrke det økonomiske samkvem mellem EU15-medlemsstater og til at fjerne administrative hindringer og fjerne eller endda helst helt undgå forvridninger af konkurrencen, der især forårsages af anvendelse af forskellige afgiftssatser. Navnlig Rådet har tidligere gjort sit til, at forskellene blev fastholdt. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg støtter fremdeles Kommissionens samlede indsats for tilpasninger, der letter det indre markeds funktion.

4.3.1

Der skal skelnes skarpt imellem, hvorvidt en tjenesteydelse præsteres mellem to erhvervsdrivende (afgiftspligtige personer) (1) eller mellem en erhvervsdrivende og en ikke-erhvervsdrivende (ikke-afgiftspligtige personer) (2). Det foreliggende forslag sondrer nøje mellem behandlingen af de to tilfælde.

4.3.2

For leveringer af ydelser til afgiftspligtige personer bør den generelle regel med hensyn til fastsættelsen af leveringsstedet for ydelsen være baseret på det sted, hvor kunden er etableret, og ikke på det sted, hvor leverandøren har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed.

4.3.3

I det foreliggende dokument foreslås det at opretholde den generelle regel om, at det er leverandørens etableringssted, der er tjenesteydelsens leveringssted ved ydelser til ikke-afgiftspligtige personer. Den beslutning er taget, fordi en beskatning af tjenesteydelser til ikke-afgiftspligtige kunder i andre EU-stater ville medføre, at der blev pålagt den tjenesteydende erhvervsdrivende uforholdsmæssigt store administrative byrder som f. eks. momsregistrering i de pågældende EU-stater.

4.3.4

Så længe der ikke findes en mekanisme, der gør det muligt at opkræve afgiften i medlemsstaten uden urimelige administrative komplikationer, er det umuligt at gennemtvinge en beskatning af alle leverancer til ikke-afgiftspligtige personer på forbrugsstedet.

4.3.5

Alligevel er det nødvendigt på enkelte punkter at afvige fra grundreglen.

—

Der indsættes et stykke 6, der fastsætter, at tjenesteydelser, der præsteres mellem forretningsstederne, ikke behandles som tjenesteydelser i direktivets forstand.

—

Stykke 2 er nyt og fastsætter bestemmelser for leveringsstedet ved restaurant- og cateringydelser til skattepligtige personer ombord på skibe, fly eller tog under personbefordring. Leveringsstedet er afgangsstedet for befordringen.

—

Ved tilføjelsen i stk. 3 defineres langtidsudlejning eller –leasing som en ordning ifølge en aftale, hvor det er fastsat, at løsøregenstande skal besiddes eller anvendes kontinuerligt gennem en periode på mere end tredive dage. Denne bestemmelses formål er på forhånd at undgå uoverensstemmelser (f. eks. udlejning af en personbil til en skattepligtig person til umiddelbar/-t brug/forbrug).

—

Ved ændring af stykke 1, litra c) og henvisning til artikel 9g, stk. 1, litra d) undtages fjernundervisning fra reguleringsområdet og underkastes særlige regler.

—

Restaurant- og cateringydelser er nu omfattet af stykke 1, litra d) og beskattes således på det sted, hvor de rent faktisk leveres.

—

I stykke 2 henlægges leverancen af restaurant- og cateringydelser under personbefordring ombord på skibe, fly eller i tog nu fiktivt til befordringens afgangssted. For så vidt er der taget hensyn til en opfordring, der fremkom under høringsproceduren.

—

Ved langtidsudlejning af transportmidler til ikke–afgiftspligtige personer i mere end 30 dage er leveringsstedet det sted, hvor kunden er etableret, har sin bopæl eller normalt er bosiddende.

—

Ved korttidsudlejning (f. eks. leje af en personbil i få dage) er leveringsstedet det sted, hvor transportmidlet stilles til rådighed. Også denne bestemmelse hilstes velkommen af flertallet af høringsdeltagerne.

—

Denne artikel er blevet fuldstændig omskrevet. Leveringsstedet for de tjenesteydelser, der er opregnet i artikel 9g, stk. 1, er det sted, hvor kunden er etableret, har sin bopæl eller normalt er bosiddende.

Denne bestemmelse fik under høringen overvejende en yderst kølig modtagelse i lyset af den uforholdsmæssigt store administrative byrde, der er forbundet med opfyldelse af momsforpligtelserne. Af samme grund blev kravet om indførelse af en »one-stop«-mekanisme anset for at være en forudsætning for bestemmelsen.

—

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg opfordrer til en endnu klarere definition af de tjenesteydelser, der skal være omfattet af denne artikel.

—

Ved ændringen præciseres det, at leveringsstedet for tjenesteydelser, der leveres af en formidler, er det sted, hvor hovedtransaktionen foretages i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 9a til 9g og 9i.

—

Her er der foretaget ændringer som konsekvens af overstregningerne i artikel 9g som nævnt ovenfor.

—

Bestemmelserne for elektronisk leverede ydelser, teletjenester samt radio– og fjernsynsspredning, der leveres af en tjenesteyder etableret uden for EU, skal opretholdes uændret i fremtiden, for så vidt angår fastlæggelsen af leveringsstedet for disse tjenesteydelser. Det afgørende kriterium er altså stadig den medlemsstat, hvor den ikke-afgiftspligtige kunde er etableret eller den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udnyttes eller benyttes.

—

Den påtænkte ændring af teksten i denne artikel fastsætter, at den oversigt med momsregistreringsnummer, som skal indsendes af enhver afgiftspligtig person, tillige skal omfatte visse beløb for omsætningen af tjenesteydelser. Det drejer sig i den forbindelse om øvrige ydelser til erhververe med momsregistreringsnummer, de beløb for omsætningen, der er nævnt i 5. led, og om de afgiftspligtige kunder, som personen har leveret af ydelser til på de i artikel 9, stk. 1, omhandlede betingelser.

6.1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg bifalder den planlagte udvidelse af reverse charge-mekanismen blandt de erhvervsdrivende, dvs. for så vidt angår tjenesteydelser præsteret mellem afgiftspligtige personer.

6.1.2

Forudsætningen er imidlertid, at reverse charge-mekanismen i enhver henseende kan bruges af de involverede personer uden problemer. Dette kunne være problematisk, såfremt den tjenesteydende erhvervsdrivende kunne overvælte vurderingen af omsætningens værdi i henhold til momsbestemmelserne, tjenesteydelsens leveringssted, afgiftspligten og momssatsen eller en mulig afgiftsfritagelse på kunden, uden at denne havde mulighed for at foretage en pålidelig kontrol af disse oplysninger.

6.1.3

Virksomhederne bør forskånes for yderligere forpligtelser med hensyn til indsendelse af erklæringer og oversigter. Det er absolut nødvendigt, at enhver erhvervsdrivende inden for EU får mulighed for en pålidelig afklaring af, om det er den i en anden EU-stat etablerede eller bosatte erhvervsdrivende/afgiftspligtige person, der som modtager af tjenesteydelsen er forpligtet til at anvende reverse charge-mekanismen på den pågældende transaktion. Et for vidtgående ansvar for den tjenesteydende erhvervsdrivende i tilfælde, hvor anvendelse af omvendt momspligt efterfølgende måtte vise sig umulig, vil skade systemet som helhed og føre til, at det ikke ville blive accepteret af de berørte parter.

6.2.1

Hvis en tjenesteydende erhvervsdrivende/afgiftspligtig person leverer tjenesteydelser til ikke-afgiftspligtige personer, er det på forhånd udelukket, at anvendelse af reverse charge-mekanismen kommer i betragtning. Dette vil betyde, at den erhvervsdrivende fra den anden EU-stat så i det øjeblik, hvor beskatningen på forbrugsstedet fandt anvendelse, vil skulle lade sig momsregistrere i tjenesteydelsesstaten og opfylde momsforpligtelserne i denne stat. For at minimere denne administrative byrde og dermed også begrænsningen af handelssamkvemmet inden for Fællesskabet er der behov for ubureaukratiske regler.

6.2.2

En momsregistreringspligt medfører betydelige ekstra byrder og omkostninger og fører i tvivlstilfælde til, at den afgiftspligtige erhvervsdrivende vil give afkald på at levere tjenesteydelsen. Dermed vil man imidlertid netop ikke opnå en åbning af det indre marked og konkurrencemæssig ligestilling mellem virksomhederne i alle EU's medlemsstater, men tværtimod vil EU-erhvervsdrivende, der ikke er etableret i den samme stat, være betydeligt ringere stillet end indenlandsk etablerede udbydere af tjenesteydelser. Med hensyn til fjernelse af handelshindringer er dette imidlertid ikke formålstjenligt. Af den grund vil en udvidelse af anvendelsesområdet for princippet om beskatning på forbrugsstedet til også at gælde ikke-afgiftspligtige personer kun være holdbar, hvis det foreslåede »one-stop-shop«-system fungerer hurtigt og problemfrit. Først da vil man kunne byde en erhvervsdrivende i givet fald at levere tjenesteydelser i alle 25 EU-medlemsstater uden mulighed for anvendelse af et reverse charge-system. Ellers vil der være fare for, at den modsatte effekt indtrådte, nemlig at de små og mellemstore virksomheder blev trængt ud af EU's indre marked.

7.1

Det samme gælder forenklingen af momsforpligtelserne i forbindelse med godtgørelsesproceduren for indgående moms. De kendte problemer med godtgørelse for indgående moms fører især ved små beløb til, at den erhvervsdrivende må overveje, om det kan »betale sig« at indgive en anmodning til de udenlandske skattemyndigheder, eller om ikke det er langt billigere på forhånd helt at give afkald på den godtgørelse, den pågældende har ret til. Men dermed tilsidesættes i realiteten et grundlæggende princip i det 6. momsdirektiv, nemlig fradragsretten for indgående moms.

Udvalget mener i den forbindelse, at der er behov for en betydelig øgning af visse staters indsats for en fuldstændig og ensartet momsopkrævelse.

7.2

Af samme grund må det sikres, at de forslag, som Kommissionen har udarbejdet i forbindelse med indførelsen af et »one-stop-shop«-system, implementeres, og at det kontrolleres, om de virker.