This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52006IE0753
Opinion of the European Economic and Social Committee on Prioritising Africa: European civil society's perspective
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Afrika som en nødvendig prioritet: det europæiske civilsamfunds standpunkt
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Afrika som en nødvendig prioritet: det europæiske civilsamfunds standpunkt
EUT C 195 af 18.8.2006, p. 104–109
(ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
18.8.2006 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 195/104 |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Afrika som en nødvendig prioritet: det europæiske civilsamfunds standpunkt
(2006/C 195/25)
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 14. juli 2005 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2 at udarbejde udtalelse om: Afrika som en nødvendig prioritet: det europæiske civilsamfunds standpunkt
Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som udpegede Adrien Bedossa til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 4. maj 2006.
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 427. plenarforsamling den 17.-18. maj 2006, mødet den 18. maj, følgende udtalelse med 125 stemmer for, ingen imod og 1 hverken for eller imod:
Resumé
Denne initiativudtalelse er udarbejdet af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg med udgangspunkt i arbejdet i AVS/EU-opfølgningsudvalget, som i flere år har fulgt gennemførelsen af Cotonou-aftalen og deltaget aktivt i forberedelsen og gennemførelsen af de økonomiske partnerskabsaftaler med civilsamfundsorganisationer i AVS-staterne.
Europa-Kommissionens meddelelse (1) foranlediger Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg til at gøre status over disse politikker set ud fra, i hvilket omfang de ikke-statslige aktører har været involveret i gennemførelsen af Cotonou-aftalen og EU's udviklingspolitik. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg må med beklagelse konstatere, at disse politikker alt for ofte er præget af brudte løfter, såvel fra europæisk som afrikansk side. Man har hidtil kunnet konstatere et vist misforhold mellem de bebudede hensigter og praksis på stedet, men en bistandspolitik er formålsløs, hvis den ikke forberedes lokalt.
Cotonou-aftalen er først og fremmest en aftale mellem stater, som ikke giver tilstrækkelig plads til civilsamfundets aktiviteter på stedet. Den støtte og de foranstaltninger, der til trods herfor er forudset i denne forbindelse, er sjældent blevet gennemført i praksis.
På grund af forsinkelserne i civilsamfundsorganisationernes kapacitet til at handle effektivt og autonomt kan det ikke overraske, at de umiddelbare perspektiver for de økonomiske partnerskabsaftaler giver anledning til tvivl, bange anelser og spørgsmål.
Samtidigt med at man holder sig det for øje, at de afrikanske samfundsmodeller har deres fastforankrede socio-politiske særtræk, og at disse bør indgå i de målsætninger, som Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har fastlagt, ser det det som sin opgave, hvis denne nye og ambitiøse EU-strategi for Afrika skal lykkes at hjælpe civilsamfundet, en væsentlig aktør i udviklingspolitikken, ved at fremhæve to centrale områder, hvor civilsamfundets organisationer kan gøre en forskel:
— |
En forvaltningspraksis, som svarer til dette kontinents menneskelige udvikling. Denne forvaltningspraksis bør bl.a. opfylde følgende betingelser:
For at opnå dette opfordrer EØSU bl.a. til, at de afrikanske civilsamfundsorganisationer får øget og lettere adgang til fællesskabsfinansiering, og at de systematisk bliver inddraget i fastlæggelsen og iværksættelsen af samarbejdspolitikken og samarbejdsstrategierne. |
— |
Bekæmpelse af aids |
Civilsamfundsorganisationerne indtager en væsentlig plads i denne kamp, da de har umiddelbar adgang til de syge lokalt: forebyggelse, diagnosticering, pleje osv. Det er nødvendigt med en integreret tilgang til de tre pandemier, og patientsammenslutningerne er et vigtigt led i denne kamp.
Den Europæiske Union bør medvirke til at løse det enorme behov for menneskelige ressourcer ved at øge den tekniske kapacitet og uddanne alle aktører. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg opfordrer alle politiske, økonomiske og sociale ledere til at stå sammen om dette mål.
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg understreger, at det absolut mest påkrævende er, at man skaffer medicin (alt i én), hvor udgifterne kontrolleres af internationale instanser, og at Den Europæiske Union bør udøve sin indflydelse for at skabe og fremskynde forskning med henblik på at finde frem til en universel vaccine.
1. Indledning
1.1 |
Den 12. oktober 2005 vedtog Europa-Kommissionen en meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om »EU-strategi for Afrika: en EU/Afrika-pagt til fremme af Afrikas udvikling«. |
1.2 |
EØSU støtter de generelle linier og den tilstræbte kohærens i dette ambitiøse euro-afrikansk projekt, der dog er blevet modtaget på forskellig vis af de afrikanske ikke-statslige organisationer, som i deres desillusionering stiller sig det spørgsmål, hvorfor denne nye plan skulle lykkes, når så mange andre er mislykkedes. |
1.3 |
Dokumentet er resultatet af et langsigtet arbejde, som kommissær Louis Michel indledte ved starten af sin mandatperiode i november 2004. Det indeholder et forslag til EU's 25 medlemsstater om at fastlægge en fælles samarbejdspolitik med Afrika i erkendelse af de store forskelle på den politiske baggrund og udviklingsniveauerne, hvilket har sin rod i meget gamle relationer, og som kræver en ny tilgang. |
1.4 |
Strategien er ambitiøs, netop fordi den beskriver mange — men dog ikke alle — prioriterede områder, som kan være af betydning for kontinentets udvikling. |
1.5 |
I denne henseende er det meget inspirerende, og det sætter også politikken i centrum for udviklingen og kan give EU mulighed for fortsat at være den mest indflydelsesrige samarbejdspartner i Afrika. |
1.6 |
Endvidere søger man med den foreslåede metode at fremme en bedre europæisk koordinering og harmonisering af fremgangsmåderne på EU-plan. Dette fører til en uddybning af EU på et tidspunkt, hvor man fra mange sider beklager utilstrækkelighederne på dette område. |
2. Generelle bemærkninger
2.1 |
Fra flere sider rejser der sig advarende røster om, at der vil ske det værste i Afrika, hvis EU og resten af verden ikke gør noget hurtigt. |
2.2 |
Får man ikke skabt en selvstændig udvikling i Afrika, vil konsekvenserne i form af migrationer, sygdomme og endog miljøproblemer blive forværret, hvad enten vi vil det eller ej. |
2.3 |
Konklusionen bør derfor være, at man skal revidere industrilandenes bistand til Afrika. Det er ikke første gang, at der slås alarm, og visse politisk og økonomisk ansvarlige har åbent påtalt industrilandenes hykleri. |
2.4 |
Det forventes, at den fortsatte indvandringsstrøm skaber det pres, som vil blive øget i de kommende år. Den afrikanske befolkning vil vokse kraftigt, og udsigterne til økonomisk udvikling er mørke. Befolkningerne har ret til at efterstræbe en vis velstand, så længe man ikke på lang sigt har løst vand-, sundheds- og uddannelsesproblemer samt skabt fødevaresikkerhed. Kommissionens formand deler selv disse betænkeligheder, idet han har erklæret, at man må give sig i kast med de strukturelle årsager til underudviklingen i Afrika. Den nye strategi, som for nemheds skyld kaldes Michel-planen, var ventet i flere måneder og blev offentliggjort samtidig med krisen i Ceuta og Melilla. |
2.5 |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg noterer sig målene i denne meddelelse:
|
2.6 |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har imidlertid sine tvivl om dette ikke i sidste ende vil vise sig at være for ambitiøst, bl.a. på grund af følgende.
|
2.7 |
For at kunne fastholde de oprindelige ambitioner, skal tre forudsætninger opfyldes:
|
2.8 |
Det skal påpeges, at EU's og G8's samlede ressourcer til dette formål er meget kraftigt stigende. På 10 år vil de blive fordoblet, og halvdelen af den stigning afsættes til Afrika. Alle de hidtil mange brudte løfter, måske gensidigt, maner dog til forsigtighed. Men er antallet af løfter vokset, må man imidlertid konstatere et fald i det reelle støttebeløb fra visse industrilande i de seneste år. |
2.9 |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg støtter ånden i denne meddelelse og dens definition af menneskerettighedspolitikken. Siden 2001 er der sket fremgang i visse landes opfyldelse af menneskerettighedskriterierne og i demokratiseringsprocessen, men det skal understreges, at menneskerettighederne og demokratiet skal styrkes endnu mere. For at fremme retsvæsenet og retsstaten bør man støtte opbygningen og organisationen af civilsamfundet, især arbejdsmarkedets parter, hvor dialogen bør sikres i henhold til ILO's regler. |
2.10 |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg konstaterer dog, at man må foretage en prioritering, og dette kræver en mere indgående analyse af følgende relevante spørgsmål:
|
2.11 |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg minder ligeledes om, at udvikling af landdistrikterne er et højt prioriteret område, som man ofte har forsømt, og som man derfor må tillægge større opmærksomhed. For i Afrika er landbruget klart vigtigt, bl.a. af følgende hyppigt nævnte årsager: selvforsyning med fødevarer, væsentligt led i udviklingen, stabilisering af befolkningerne. Landbrugerne og kvægavlerne udgør en væsentlig gruppe i det participatoriske civilsamfund, og det er derfor væsentligt at være lydhør over for dem i forbindelse med udarbejdelsen af landbrugspolitikken samt inddrage dem i gennemførelsen heraf for at øge chancerne for succes. |
2.12 |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg understreger, hvor vigtigt infrastrukturspørgsmålet fortsat er på grund af manglen herpå eller manglen på opfindsomhed på dette område, hvad enten det drejer sig om nationale eller tværnationale kommunikationsmidler eller adgang til vand, hvis betydning har en klar geopolitisk dimension. |
2.13 |
Sluttelig beder Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om, at direkte budgetstøtte i alle dets former ophører. |
2.14 |
Alt dette vil imidlertid ikke være muligt uden øget deltagelse af civilsamfundets aktører inden for rammerne af en bedre global forvaltningspraksis, noget der er relevant for offentlige økonomiske og sociale myndigheder. |
3. Særlige bemærkninger
På denne generelle baggrund stod Afrika øverst på den internationale dagsorden i 2005. G8-topmødet i Skotland i juli, fejringen af FN's 60 års jubilæum i New York og det nyligt afholdte møde i Bretton Woods-institutionerne gav såvel Tony Blair som Horst Kohler og selv Verdensbankens nye præsident, Paul Wolfowitz en anledning til at give udtryk for behovet for at redde Afrika fra en katastrofe.
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vil derfor her pege på de meget presserende spørgsmål, som det allerede har udtalt sig om i forbindelse med tidligere stillingtagen til spørgsmålet:
— |
det er klart, at Afrika skal prioriteres, men dette skal ske inden for rammerne af de nye styreformer ved at sikre bred deltagelse af civilsamfundet i al sin mangfoldighed og udtryksformer, |
— |
kampen mod aids skal have den absolut højeste prioritet, eftersom vi i dag med en temmelig ligegyldig holdning er vidne til, at endnu en »tragedie« udvikler sig. |
3.1 Prioritering af Afrika
3.1.1 |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg støtter Kommissionens intention om at gøre Afrika syd for Sahara til et højt prioriteret område for EU's udviklingsbistand. For at dette projekt kan blive effektivt, bør det dog ledsages af bedre forvaltningspraksis i Afrika både på nationalt og regionalt plan, og dette gælder såvel for mellemstatslige organisationer i Afrika som de forskellige stater og civilsamfundsorganisationer. Som følge af deres uafhængighed, — som skal styrkes yderligere — deres nærhed til befolkningen og deres handlingsberedskab kan sidstnævnte organisationer bidrage til, at de direkte berørte borgere kan tage et virkeligt medansvar for udviklingspolitikken. Grundene til Afrikas udviklingsefterslæb er mange, men civilsamfundets manglende autonomi og dets utilstrækkelige indflydelse har afgjort en del af skylden og er ikke af uvæsentlig betydning. Det delegeringskoncept, som udtrykkeligt blev fastlagt i Cotonou-aftalen for at løse dette problem, fungerer ikke, for den direkte, om end betingede, støtte til sammenslutninger som foreskrevet i Cotonou-aftalen er vanskelig at gennemføre. |
3.1.2 |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg foreslår derfor følgende:
|
3.1.3 |
Den Europæiske Union anser de menneskelige rettigheder for uantastelige. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg opfordrer derfor til, at EU's støtte til civilsamfundet bliver en realitet, og på baggrund af menneskerettighedsspørgsmålet er følgende vigtigt:
|
3.1.4 |
De samme problemer kan forudses i forbindelse med gennemførelsen af de økonomiske partnerskabsaftaler. Når det gælder om at gennemføre et virkeligt indre markedsprogram, et virkeligt reformprogram, må man tage hensyn til følgende:
|
3.1.5 |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har noteret sig, at forhandlingerne om indgåelsen af økonomiske partnerskabsaftaler med forskellige regionale blokke er blevet indledt og håber, at denne proces resulterer i et handelsopsving, som gavner en bæredygtig udvikling og udryddelsen af fattigdommen. For at disse aftaler skal blive til reel nytte for befolkningen, anmoder EØSU om, at følgende punkter gennemføres:
|
3.1.6 |
Men for at den økonomiske udvikling skal gavne så mange mennesker som muligt og ikke resultere i misbrug, mener Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, at EU's udviklingsbistand i Afrika bør gives med respekt for principperne om social samhørighed og anstændigt arbejde til alle. Disse principper vil i højere grad blive respekteret, hvis der føres en ægte social dialog og mere generelt en dialog mellem civilsamfundets aktører. |
3.1.7 |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg foreslår derfor: At samarbejde med afrikanske økonomiske, sociale og kulturelle råd for at udveksle erfaringer og viden, hvilket foreslås i Kommissionens meddelelse for især at gøre dem til effektive partnere i den sektorielle og geografiske styring af investeringer og bistand (2).
Det er måske en erkendelse fra EU's side af, at civilsamfundet ikke er involveret i tilstrækkelig grad, og at man må respektere dets rolle i denne nye strategi. |
3.2 Kampen mod pandemierne
3.2.1 |
Når det gælder aids, opfordrer EØSU samtlige politiske, økonomiske og sociale ledere til at gå sammen. Det hilser det besøg velkommen, som de hovedansvarlige inden for IOE (Den Internationale Arbejdsgiverorganisation) og FFI (Den Frie Faglige Internationale) for nylig aflagde i udvalget, i hvilken anledning de bad udvalget om på forskellige planer at samarbejde i den kamp mod aids, som man indledte i 2003 i otte lande i Sydafrika. |
3.2.2 |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg bør være talerør for denne kamp i samtlige instanser, lige fra regionale og lokale seminarer til plenarforsamlinger. Takket være dette system, hvor civilsamfundets aktører uddanner og mobiliserer familien, kan man konstatere et spinkelt håb, eftersom man for første gang kan registrere en tilbagegang i udbredelsen af aids i Senegal, i Uganda, i Zimbabwe, samtidig med at levealderen er voksende. Men man skal ikke indstille kampen, og Kommissionen bebuder programvejledninger for bekæmpelse af aids, stilet til de nationale partnere. |
3.2.3 |
EØSU understreger, at det kræver meget betydelige økonomiske ressourcer for vedvarende at kunne gennemføre forebyggende foranstaltninger og en behandlingspolitik, som er mulig takket være effektive og forenklede behandlingsformer, hvis udgifter helt og holdent bør fastsættes inden for rammerne af WTO's TRIPS-aftaler (aftaler om handelsrelaterede aspekter ved intellektuel ejendomsret), samt støtte til forskning for at finde en pålidelig og universel vaccine. |
3.2.4 |
Udviklingslandenes behov er enorme, når det gælder om at imødegå de store pandemier, især hiv/aids i Afrika syd for Sahara, og de menneskelige, sociale og økonomiske konsekvenser er allerede katastrofale. Handling er absolut presserende, for i visse lande, hvor udbredelsen af aids er enorm (45-49 %), truer hungersnøden også. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg henstiller derfor, at EU griber ind på to niveauer:
|
3.2.5 |
EØSU mener, at alle parter — ikke-statslige organisationer, arbejdsmarkedsparterne, de politisk ansvarlige — skal intensivere deres anstrengelser, og at udvalget skal spille en koordinerende rolle mellem alle disse aktører i denne så vigtige kamp. EØSU vil fungere som vagtmand i denne kamp, som er uhørt vigtig for alle smittede lande, for det kan ikke skjules, at uden indsats breder hungersnøden sig allerede i kølvandet på aids-epidemien. |
3.2.6 |
EU må koncentrere sig om at mindske lægemiddeludgifterne gennem skabelsen af et særligt partnerskab med WTO. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at bakke op om initiativet til massiv og varig finansiering af lægemidler (Paris-konferencen, februar 2006). Det er af den opfattelse, at man i gennemførelsen heraf skal sikre øget involvering af de nationale økonomiske og sociale råd ved at inddrage dem i gennemførelsen, evalueringen og også kontrollen for at bidrage til, at man virkelig kan følge dette nye instrument. |
Bruxelles, den 18. maj 2006
Anne-Marie SIGMUND
Formand for
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
(1) EU-strategi for Afrika: En EU/Afrika-pagt til fremme af Afrikas udvikling, KOM(2005) 489 endelig.
(2) KOM(2005) 132, Hurtigere opfyldelse af millennium-udviklingsmålene - Den Europæiske Unions bidrag, april 2005.