10.7.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 198/1

1.1

EØSU har i tidligere udtalelser og i forberedelsen af den såkaldte 20-20-20-pakke kraftigt støttet anvendelsen af vedvarende energikilder.

1.2

Formålet med at fremme vedvarende energikilder på EU-plan er at nedbringe den energirelaterede udledning af CO2 (og herved bidrage til EU's indsats i klimabeskyttelsen) og at reducere afhængigheden af import (og herved forbedre forsyningssikkerheden).

1.3

Intermitterende vedvarende energikilders øgede andel af energimikset har affødt en intens debat om de tekniske og økonomiske konsekvenser af en sådan stigning. På anmodning af det irske formandskab agter EØSU at skabe større klarhed og øget gennemsigtighed på dette område.

1.4

Ud over en vis andel af energimikset kræver intermitterende vedvarende energikilder en udvidelse af energisystemet: netudbygning, lagringsfaciliteter og regulering af forbruget samt reservekapacitet. Derfor anbefaler udvalget, at disse manglende elementer udvikles og installeres så hurtigt som muligt.

1.5

Hvis disse elementer endnu ikke er til stede, betyder det enten, at den leverede energi til tider ikke kan udnyttes, eller at net og kontrolsystemer med mellemrum overbelastes. Som følge heraf ville de installerede faciliteter ikke kunne bruges effektivt, og energiforsyningssikkerheden og bæredygtigheden i det europæiske energimarked ville være truet.

1.6

Bestemmelserne for tilførsel af strøm til nettet fra vedvarende energikilder bør derfor fastlægges/revideres omhyggeligt for altid at garantere forsyningssikkerheden og sikre, at el-produktionen fra vedvarende energikilder kan tilfredsstille efterspørgslen.

1.7

En udvidelse af produktionsfaciliteterne for intermitterende vedvarende energikilder kræver stadig betydelige investeringer i udvikling og drift af de manglende komponenter i det samlede system. Udvikling og installering af tilstrækkelig samlet lagringskapacitet er en udfordring, en mulighed og en absolut nødvendighed.

1.8

Som følge heraf kan øget brug af intermitterende vedvarende energiformer meget vel føre til en betydelig stigning i el-omkostningerne, som, hvis den overføres til forbrugerne, kan forventes at medføre en betydelig stigning i el-priserne.

1.9

Et bæredygtigt energisystem, som hovedsageligt er baseret på vedvarende energikilder, udgør, på trods af de højere omkostninger sammenlignet med de nuværende systemer baseret på fossile energikilder, den eneste langsigtede løsning for fremtidens energi. Det skal også bemærkes, at omkostningsstigninger er uundgåelige på grund af aftalen om at inkludere eksterne omkostninger og afskaffe tilskuddene til energi baseret på fossile energikilder.

1.10

Derfor anbefaler udvalget, at Kommissionen iværksætter en grundig samfundsøkonomisk studie om udtalelsens emne, hvor de udestående spørgsmål behandles kvantitativt.

1.11

Andre økonomiske eftervirkninger af denne omkostningsstigning kunne være, at den (i) potentielt kan skade den europæiske industris konkurrenceevne, og (ii) kan pålægge navnlig de socialt dårligt stillede en større byrde.

1.12

Der er derfor risiko for, at flere fremstillingsvirksomheder flytter produktionen til tredjelande, hvor energiudgifterne er lavere. Dette vil ikke kun kunne gå ud over bekæmpelsen af klimaændringer (kulstoflækage), men også underminere EU's økonomi og velstand.

1.13

Eftersom uegnet støtte og uhensigtsmæssige incitamenter, som varierer fra det ene land til det andet, kan give anledning til yderligere ekstraomkostninger, er det nødvendigt med en åben og gennemsigtig drøftelse af hele omkostningsproblematikken, herunder alternative energistrategier, idet der tages fat på spørgsmålet om de eksterne omkostninger ved de forskellige energisystemer og deres indbyrdes afhængighed.

1.14

Der er derfor behov for en fælles europæisk energipolitik og et indre energimarked. Dette kunne danne basis for en pålidelig lovramme, der skaber tillid og muliggør energiinvesteringer og systemer, der dækker hele EU, hvilket er det overordnede mål med at opbygge et europæisk energifællesskab.

1.15

For at gøre vedvarende energiformer konkurrencedygtige på det frie marked er det nødvendigt med et effektivt og mere markedsorienteret støtteinstrument, der forfølger miljømæssige, sociale og økonomiske mål, som tager hensyn til mulige eksterne omkostninger, og som dækker hele EU.

1.16

En passende CO2-prissætning (en afgift) kunne anvendes med dette for øje. Udvalget anbefaler, at Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne udvikler relevante politiske initiativer møntet på et sådant instrument. Hermed ville alle andre instrumenter, der støtter forskellige energikilders indtrængning på markedet, kunne afskaffes.

1.17

Klimaproblemets globale karakter og den internationale økonomiske integration kræver, at der stilles skarpere ind på den internationale økonomiske situation og den globale udledning af CO2. Globale aftaler om klimabeskyttelse er derfor af afgørende betydning.

1.18

Et vigtigt element i den videre procedure vil blive at lancere en offentlig dialog om energi i hele Europa (en europæisk energidialog), som beskrevet i den udtalelse, som udvalget for nylig vedtog og som Kommissionen hilste velkommen. I sidste ende vil en undersøgelse af virkningerne af energikøreplan 2050 på EU's økonomi og internationale konkurrenceevne være nødvendig, før der kan træffes endelige beslutninger med langsigtede virkninger.

2.1

EØSU hilser det irske formandskabs anmodning velkommen, da der er tale om et alvorligt problem, som nødvendigvis må løses, hvis målet for energikøreplan 2050 skal nås. EØSU har i tidligere udtalelser og i forberedelsen af den såkaldte 20-20-20-pakke kraftigt støttet anvendelsen af vedvarende energikilder.

2.2

EØSU har endvidere behandlet spørgsmål, der er forbundet med emnet for denne udtalelse, senest i sin udtalelse om vedvarende energis integration i energimarkedet (CESE 1880/2012). Udvalget har opfordret til installation af flere anlæg til omdannelse af vedvarende energikilder til elektrisk energi, men inden for rammerne af et afbalanceret energimiks. Det har anbefalet, at der lægges større vægt på de økonomiske og sociale aspekter og på nedbringelse af de stigende omkostninger, først og fremmest gennem en passende CO2-prissætning, som bør være det eneste støtteinstrument, der gøres brug af. Denne grundholdning danner også basis for nærværende udtalelse.

2.3

Hvad angår baggrunden og udgangspunktet for denne udtalelse, henvises endvidere til følgende:

3.1

Det vigtigste økonomiske problem for ethvert energiforsyningssystem er omkostningerne ved at udvikle og drive det samlede system - fra energiproducent til forbruger – og omkostningernes indvirkning på den økonomiske kapacitet, konkurrenceevnen og den sociale bæredygtighed.

3.2

I de seneste år er omkostningerne steget betydeligt i alle energiforsyningssektorer. Dette er tilfældet for fossile brændstoffer som olie og gas (hvor skatter og afgifter øger omkostningerne yderligere), for nye atomkraftværker som følge af betydelige ekstraudgifter ved sikkerhedssystemer og navnlig også for vedvarende energikilder som følge af de betydelige subsidier og støttemekanismer, der er nødvendige for, at de kan trænge ind på markedet. Hertil kommer, at der inden for det samlede system er indirekte omkostninger forbundet med udvikling af energinet, energiregulering og sikring af reservekapacitet samt forskellige eksterne omkostninger, afhængigt af, hvilken energiteknologi der er tale om.

3.3

På grund af de enkelte medlemsstaters forskellige tilskud til og/eller afgifter på de enkelte energikilder er det særlig vanskeligt og kompliceret at få et samlet overblik over omkostningerne ved de enkelte energikilder i hele EU. Dette aspekt behandles nærmere i bemærkningerne under kapitel 4.

3.4

I dette kapitel behandles de forventede omkostninger ved intermitterende vedvarende energikilders stigende andel af energiforsyningen, og i det efterfølgende kapitel kigger vi på andre mulige økonomiske følgevirkninger og fremsætter forslag til, hvordan der kan skrides ind. Der sættes i dette kapitel fokus på de forventede omkostninger ved øget anvendelse af intermitterende vedvarende energikilder, selv om der også kan være stigende omkostninger forbundet med andre energikilder, selv om prognoserne for udviklingen inden for fossile brændstoffer – både hvad angår udnyttelse og omkostninger – stort set afspejler debatterne om potentialet i skifergas og skiferolie og om de betydelige forskelle i energipriser mellem EU's medlemsstater og bl.a. USA, og selv om dette kan være en vigtig faktor i afvejningen af de økonomiske fordele og risici ved øget installering af anlæg til udnyttelse af intermitterende vedvarende energikilder.

3.5

Det erkendes, at disse overvejelser nødvendigvis er tentative, da der ikke foreligger nogen uafhængig og autoritativ analyse med en altomfattende energiomkostningsmodel, der ikke kun dækker kendte eksterne omkostninger, men også tager hensyn til den betydelige effekt af den seneste udvikling inden for udvinding og produktion af ukonventionelle fossile brændstoffer. I sidste ende bør Kommissionen iværksætte en økonomisk undersøgelse af virkningerne af køreplan 2050 på EU's økonomi og internationale konkurrenceevne, før der kan træffes endelige beslutninger med langsigtede virkninger. I den forbindelse bør man også undersøge den sociale og økonomiske gavn af vedvarende energikilder.

3.6

Eksterne omkostninger spiller en central rolle i debatten om de forskellige energikilder (især kerneenergi). Teknologier til udnyttelse af vedvarende energiformer kan være forbundet med risici (f.eks. dæmnningsbrud, giftige stoffer) og eksterne omkostninger (f.eks. stort landskabsforbrug). En kvantitativ analyse af disse faktorer og deres indbyrdes afhængighed (f.eks. reservekraftværkers brug af fossile brændstoffer) falder uden for denne udtalelses rammer, men bør behandles i fremtidige debatter.

3.7

Hvis installeringen af anlæg til udnyttelse af intermitterende vedvarende energikilder fortsætter med at stige, vil indirekte systemiske omkostninger overgå de direkte omkostninger ved "elproduktionsanlæg". De direkte omkostninger ved sådanne "produktionsanlæg" er faldet betydeligt, men de er endnu ikke konkurrencedygtige uden subsidier og bidrager stadig til den stigende elregning. De ekstra omkostninger ved nedennævnte samlede energiforsyningssystem vil først stige væsentligt, i det øjeblik de vedvarende energikilders relative andel af systemet øges. Dette forklares nærmere nedenfor.

3.8

Intermitterende produktion: vind- og solenergi produceres kun, når vinden blæser, og/eller når solen skinner. Det betyder, at de anlæg, der anvendes til at omdanne intermitterende vedvarende energikilder til elektricitet kun når op på deres maksimale effekt i et begrænset antal timer om året; for fotovoltaiske celler er installationens anvendelsestid på ca. 800-1 000 timer (i Tyskland), ca. 1 800-2 200 timer for onshore-vindkraft og ca. det dobbelte heraf for offshore-vindkraft. I Tyskland var energiudbyttet (tal fra Energie Daten 2011, Bundesministerium für Wirtschaft) i 2011 for fotovoltaiske celler og vindmøller henholdsvis lige over 10 % og lige under 20 % af det teoretiske samlede årlige udbytte, der kan opnås med en konstant produktion. I modsætning hertil kan fossile kraftværker og atomkraftværker opnå meget højere andele (80-90 %) af det årlige forbrug (over 7 000 timer ved fuld kapacitet), og dette potentiale kan således anvendes til opretholdelse af grundbelastningskapaciteten.

3.9

Overskydende kapacitet: Dette betyder, at produktionskapaciteten skal øges langt ud over den årlige spidsbelastning, hvis det årlige gennemsnitlige udbytte fra "konventionelle" – fossile eller nukleare – energikilder erstattes med intermitterende vedvarende energikilder. Det bliver nødvendigt at installere et stort antal produktionsanlæg med overskydende kapacitet, holde disse anlæg driftsklare og samtidig sikre en betydelig overskydende transmissions-/distributionskapacitet. Der vil blive behov for endnu flere af disse anlæg som følge af den energi, der går tabt under lagring og genanvendelse.

3.10

To typiske scenarier: Følgerne af dette behov kan illustreres med to typiske situationer: på den ene side en situation, hvor de fleste "produktionsanlæg" leverer elektricitet i den pågældende periode (overproduktion), og på den anden side en situation, hvor kun et utilstrækkeligt mindretal er i drift i denne periode (efterspørgselsoverskud).

3.11

Overproduktion: Hvis der opstår overskydende kapacitet, når den elektricitet, der produceres fra vind- eller solenergianlæggene, overskrider netkapaciteten og den faktiske efterspørgsel fra aktuelt tilsluttede kunder, sker der det, at produktionen standses delvis (dvs. at potentiel energi ikke udnyttes), nettene overbelastes, eller - hvis de rette betingelser er til stede - overskydende elektrisk energi lagres og leveres efterfølgende til forbrugerne, når produktionen fra vind- eller solenergi er utilstrækkelig. Det forventes, at mulighederne for fleksibelt forbrug vil afhjælpe problemet (punkt 3.16).

3.11.1

Netoverbelastning og energiforsyningssikkerhed. Den energi, der produceres på tyske vind- og/eller solenergianlæg overbelaster fra tid til anden allerede de eksisterende transmissionsnet i nogle nabolande, herunder især Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn (EurActiv, 21. januar 2013), hvilket er kilde til irritation, truer netdriften og medfører meromkostninger på grund af nødvendige afhjælpende foranstaltninger og behovet for at investere i sikringssystemer (f.eks. transformere med faseskift). Der er risiko for at overskride tolerancen betydeligt og for i alvorlig grad at true forsyningssikkerheden.

3.11.2

Lagring. Med henblik på (i) at beskytte nettet mod overbelastning som følge af overproduktion og en meget stor overkapacitet som logisk følge af den stigende anvendelse af intermitterende vedvarende energikilder, og (ii) at lagre denne energi til senere brug, ligger der udfordringer og muligheder i udviklingen og indretningen af en tilstrækkelig samlet lagringskapacitet. Samtidig er dette en absolut nødvendighed.

3.11.3

Tabsfaktor ved lagring. Der er mindst energitab forbundet med vandlagringsanlæg, og sådanne systemer har allerede været anvendt i stor skala i mange årtier, men som følge af økonomiske og naturlige forhold og det nødvendige i at sikre offentlighedens accept er mulighederne for en bredere og mere dækkende anvendelse af sådanne systemer i Europa meget begrænsede. Andre lagringssystemer til brug i stor skala er stadig under udvikling. Ifølge prognoserne vil elforsyningen fra innovative lagringsanlæg koste mindst dobbelt så meget som ikkelagret elektricitet (Niels Ehlers, Strommarktdesign angesichts des Ausbaus fluktuierender Stromerzeugung, 2011), dvs. en tabsfaktor på mindst 2. Navnlig på dette område er der et meget stort behov for forskning og udvikling.

3.11.4

Udvikling af et samlet elforsyningssystem må være en prioritet. For at kunne bygge yderligere anlæg til produktion af energi fra intermitterende vedvarende energikilder må der derfor i første omgang lægges vægt på at installere de manglende komponenter i det samlede system og gøre dem driftsklare. Det gælder især en passende transmissionsinfrastruktur og tilstrækkelige lagringssystemer samt systemer for et fleksibelt forbrug.

3.11.5

Forudgående foranstaltninger. Disse er nødvendige, hvis der fortsat skal være grundlag for en prioriteret forsyning til nettet, så nettolerancen ikke overskrides, og det sikres, at elproduktion fra vedvarende energikilder kan dække efterspørgslen uden at true energiforsyningssikkerheden. Ellers må reglerne om prioriteret forsyning tages op igen.

3.12

Efterspørgselsoverskud: Eftersom elproduktionen fra vedvarende energikilder er svingende, kan disse energiformer kun i meget begrænset omfang bidrage til "fast kapacitet", dvs. til at sikre dækning af det årlige spidsforbrug. Dena, det tyske energiagentur (Integration EE, Dena, 2012), vurderer dette bidrag til at ligge på 5-10 % for vindenergi og på kun 1 % for solenergi (sammenlignet med 92 % for lignitfyrede kraftværker). Disse forhold kan være mere eller mindre problematiske alt efter de enkelte landes geografiske placering og klimaforhold.

3.13

Reservekraftværker. Der vil derfor være behov for konventionelle kraftværker (reservekraftværker), som skal kompensere for en utilstrækkelig produktion fra vedvarende energikilder og sikre en pålidelig kapacitet, der kan reguleres. Indtil vi råder over tilstrækkelige innovative ellagringsanlæg vil sådanne konventionelle kraftværker være nødvendige. Nogle konventionelle teknologier er ikke længere økonomisk rentable, selvom de er nødvendige med henblik på at sikre en stabil drift af nettet. Hvis disse reservekraftværker anvender fossile brændstoffer (i modsætning til f.eks. brint, der udvindes vha. en elektrolytisk proces under anvendelse af elektricitet baseret på vedvarende energikilder), vil de gøre det vanskeligere at opfylde målet for energikøreplan 2050.

3.13.1

Opretholde en reservekapacitet: Sammenlignet med "normale" kraftværker, der opretholder en grundbelastningskapacitet, anvendes reservekraftværker mindre intensivt på årlig basis og drives derfor i givet fald med lavere effektivitet og højere variable omkostninger. De har derfor højere livscyklusomkostninger end normale kraftværker. De økonomiske incitamenter, der er nødvendige for at sikre den nødvendige reservekapacitet, diskuteres nu (Veit Böckers et al. Braucht Deutschland Kapazitätsmechanismen für Kraftwerke? Eine Analyse des deutschen Marktes für Stromerzeugung, Vierteljahrshefte zur Wirtschaftsforschung, 2012)

3.14

Udligning af regionale forskelle. Ud over reservekraftværker og lagringsteknologi er en anden mulighed at udligne regionale forskelle mht. overproduktion og efterspørgselsoverskud på visse tidspunkter, f.eks. når vinden blæser i det nordvestlige, men ikke i det sydøstlige Europa. Denne løsning betyder imidlertid, at regioner, der nyder gavn af megen blæst, på et vist tidspunkt også vil have tilstrækkelig kapacitet til at dække efterspørgslen i regioner, der ikke får tilstrækkelig blæst på det pågældende tidspunkt, og at de to regioner vil blive forbundet med transmissionsledninger med tilstrækkelig kapacitet.

3.15

Udvidelse af eltransmissionsnet: da langt størstedelen af elproduktionen fra vedvarende energikilder tilføres lav- og mellemspændingsnet, må disse udvikles og styrkes. Det vil også være nødvendigt at tilpasse transformere og kontrolsystemer ("intelligente net") til den nye rolle som distributionsnet. Hertil kommer, at der er et akut behov for investeringer i højspændingstransmissionsnet, da utilstrækkelige forbindelser (f.eks. mellem Nord- og Sydtyskland) skaber utilsigtede energistrømme, som truer transmissionssystemernes driftssikkerhed. Dette skyldes til dels, at de fleste vindkraftanlæg ikke er placeret tæt på områder med en høj koncentration af forbrugere eller lagringsanlæg, og at yderligere kapacitet kunne åbne mulighed for en tættere synkronisering i Europa, hvilket delvis ville kunne erstatte lagringsanlæg og reservekapacitet.

3.15.1

For at sikre en økonomisk bæredygtig udnyttelse af Europas vedvarende energipotentiale og samtidig sørge for sikkerhed i energiforsyningen skal der en større udbygning af de eksisterende elnet til på lokalt, nationalt og tværnationalt-europæisk plan, som skal gøre det muligt at optimere brugen af en svingende energiproduktion

3.16

Efterspørgselsstyring (Demand-Side Management - DSM) og elektromobilitet: forskydning af efterspørgslen fra spidsbelastningsperioder til rolige perioder ("funktionel energilagring"), herunder elektromobilitet, er en anden mulighed, der kan bidrage til at afbøde virkningerne af intermitterende produktion. Nogle anvendelser af elektricitet egner sig hertil, f.eks. aircondition-, køle- og varmesystemer, elektrolysatorer og elektriske smelteovne. Elektromobilitet i form af batteridrevne køretøjer kan være en anden mulighed. Det bør fastlægges, hvilke finansielle incitamenter, som kombineret med intelligente måleteknikker kunne tilskynde strømkunderne til at stille den relevante kapacitet til rådighed.

3.17

Omkostninger ved det samlede system. Det vil uvægerligt være økonomien som helhed, dvs. i realiteten forbrugerne (og/eller skatteyderne), der kommer til at betale de samlede omkostninger ved anvendelsen af intermitterende vedvarende energikilder. De samlede omkostninger omfatter livscyklusomkostningerne ved at have mindst to energiforsyningssystemer: på den ene side et system af kraftværker, som drives af vedvarende energi, og som uvægerligt vil have behov for en betydelig overskydende kapacitet, som skal udnyttes, og på den anden side et andet kraftværkssystem med konventionel reservekapacitet, ellagring, ny transmissionskapacitet og efterspørgselsstyring for slutkunderne. Disse omkostninger skal naturligvis afvejes mod de omkostninger, der er forbundet med fortsat brug af fossile brændstoffer (jf. pkt. 3.3) og mulige subsidier til elproduktion fra ikke-vedvarende energikilder.

3.18

For så vidt som der ikke er andre grunde hertil, er det værd at bemærke, at husholdningernes el-priser i lande med proaktive støtteordninger for intermitterende vedvarende energikilder, f.eks. Tyskland og Danmark, allerede nu ligger ca. 40-60 % højere end EU-gennemsnittet (Eurostat 2012). Som følge heraf vil øget brug af intermitterende vedvarende energiformer i tråd med målene i køreplanen for 2050 føre til en stigning i eludgifterne, som, hvis den overføres til forbrugerne, kunne betyde en betydelig stigning i elpriserne ifølge en umiddelbar rudimentær vurdering. Jf. derfor anbefalingen under punkt 3.5.

3.19

Det første svar på det irske formandskabs spørgsmål er derfor, at en stigende produktion af el fra intermitterende vedvarende energikilder i tråd med målene i køreplanen 2050 vil føre til betydeligt højere omkostninger for strømforbrugerne. Den offentlige debat har indtil i dag generelt ikke fokuseret nok på omkostningerne ved det samlede system, men i stedet kun beskæftiget sig med omkostningerne ved (intermitterende) tilførsel af energi til nettet, hvilket skønsmæssigt udgør halvdelen af de samlede omkostninger.

4.1

Det samlede system for vedvarende energi. For at forhindre undgåeligt spild af finansielle ressourcer og endnu højere energipriser må der lægges vægt på planlægning, udvikling og installering af de nødvendige komponenter i det samlede system – lagringsanlæg, net og reservekraftværker – i et tilstrækkeligt omfang til at berede vejen for yderligere installering af anlæg til udnyttelse af intermitterende vedvarende energi. Eksemplet med Tyskland og nabolandenes reaktion viser, hvad der sker, når vi ikke fra allerførste færd tager hensyn til dette princip.

4.1.1

Betingelser for leverandører. Dette betyder, at der må installeres et sådant samlet system for vedvarende energi, der dækker hele EU, for at undgå, at eltilførselsreglerne må tages op til revision (jf. pkt. 3.10.5). For eksempel kunne det kræves af leverandører af elektricitet fra intermitterende vedvarende energikilder, at de følger en "en dag forud"-produktionsplan. Denne opgave kunne eventuelt lettes vha. mulige synergier med opvarmnings- og afkølingssystemer i byerne eller transportsystemerne.

4.2

I debatten om, hvilke yderligere skridt der skal tages, bør der skelnes mellem forskellige kategorier, tidsrammer og indsatsområder (selv om disse kan være indbyrdes forbundne), f.eks.:

4.3

Prioriteringsliste. Som led i overvejelserne over, hvor der kan skrides ind, må opmærksomheden rettes mod globale tendenser og fakta, der må opstilles en tydelig liste over centrale målsætninger, og den stigende tendens til ikkeharmoniserede lovindgreb fra de forskellige nationale regeringers side må bremses (jf. pkt. 4.7). Vi må i stedet opbygge tillid og herved frigøre potentiel investeringsvilje i den private sektor. Nedenstående afsnit behandler nogle aspekter ved dette problem.

4.4

En global strategi: Det overordnede mål for EU's energi- og klimapolitik bør være at tage de rigtige skridt og derefter formidle det rigtige budskab på en måde der – trods de tilbageskridt, der hidtil er noteret (København, Cancun, Durban, Doha) – mest effektivt begrænser stigningen i CO2-niveauet på globalt plan, styrker EU's økonomiske konkurrenceevne på verdensmarkedet og sikrer de lavest mulige energiomkostninger på det europæiske marked. Da klima er et globalt anliggende vil det være forkert at anlægge en totalt EU-centreret strategi. Kravet om en "pionerrolle" ville ikke kun føre til investeringer og jobskabelse, men kunne også underminere vores internationale forhandlingsposition og vores realitetssans.

4.5

Gennemsigtighed, civilsamfundet og forbrugerinteresser: hvis vi vil inddrage civilsamfundet på en konstruktiv måde i denne udvikling (TEN/503) og gennemføre energipolitikker, der tager større hensyn til forbrugerinteresser, er det nødvendigt med større åbenhed, og både den almindelige EU-borger og beslutningstagerne må gøres bedre kendt med kvantitative forhold og sammenhænge. Opnåelse heraf vanskeliggøres ofte af en ensidet argumentation og information fra diverse interessentgrupper, som ikke kommer ind på svaghederne ved deres standpunkter. Udvalget hilser Rådets konklusioner af 3. december 2012 om vedvarende energi velkommen, men opfordrer samtidig til en mere ambitiøs og åben informationspolitik.

4.6

Europæisk energidialog. Lanceringen af en offentlig dialog om energi i hele EU vil blive et vigtigt element i den videre procedure, som beskrevet i den udtalelse (TEN/503), som udvalget for nylig vedtog og som Kommissionen hilste velkommen. Det er helt afgørende, at offentligheden inddrages i, har forståelse for og accepterer de ændringer, som energisystemet skal gennemgå i de kommende årtier. I den sammenhæng har EØSU i kraft af sin sammensætning og sit bagland, som afspejler det europæiske samfund, gode forudsætninger for at tage kontakt til borgere og interessenter i medlemsstaterne og etablere et omfattende program, der bygger på deltagelsesdemokrati og praktisk handling.

4.7

Et europæisk energifællesskab: Udvalget bekræfter sit engagement i et europæisk energifællesskab (CESE 154/2012). Kun et sådant fællesskab kan effektivt repræsentere EU's holdninger og interesser over for internationale partnere og samtidig sikre en optimal udnyttelse af de relevante regionale og klimatiske forhold. Kun herved kan de nationale regler og støtteinstrumenter, som ofte modsiger hinanden, koordineres og forbedres, og kun herved kan udviklingen af energinet inden for EU forvaltes og gennemføres på den mest hensigtsmæssige måde.

4.8

Det indre energimarked: et europæisk energifællesskab indebærer et frit indre marked for energi (CESE 2527/2012), herunder vedvarende energi. Dette kunne sikre, at elproduktionen på baggrund af den gennemgribende revision af energiforsyningssystemet, der indgår i energikøreplan 2050, kan tilpasses forbrugernes behov på så økonomisk en måde som muligt, og at investeringer kan foretages på det rette tidspunkt, på de rigtige steder (f.eks. i regioner med det rigtige klima), og i de mest økonomiske elproduktionsteknologier. Vedvarende energiformer må derfor integreres i et indre europæisk energimarked, som bygger på frie markedsprincipper.

4.8.1

Konkurrencedygtige vedvarende energiformer: For at vedvarende energikilder kan blive konkurrencedygtige på energimarkedet er det nødvendigt, at CO2-emissioner fra fossile brændstoffer i tilstrækkelig grad indregnes i priserne via et passende og kohærent pris- eller markedsinstrument. På mellemlangt sigt bør vedvarende energikilder derfor gøres "konkurrencedygtige". Dette skulle kunne opnås med uregulerede elpriser og passende CO2-priser (afgifter) om investeringsincitament. Sammen med en passende tarif for brug af nettet bør dette være en nødvendig, men tilstrækkelig betingelse for investering i reservekraftværker, lagringsanlæg og efterspørgselsstyring på det rette tidspunkt, det rette sted, og i det rette omfang. I denne situation vil subsidier kun være nødvendige til forskning, udvikling og demonstration forbundet med nye teknologier.

4.9

En forsigtig tilgang til omkostningsdeling. Selv om den forventede stigning i elomkostninger først lige er begyndt at vise sig, er der allerede nu drøftelser i gang om, hvilke foranstaltninger der skal tages i brug i særlige tilfælde. Nogle af disse foranstaltninger er allerede ved at blive iværksat. For det første bør lavindkomstgrupper beskyttes mod energifattigdom, hvilket udvalget allerede har opfordret til (1). For det andet har de mest energiintensive erhvervssektorer brug for beskyttelse mod stigende energiomkostninger, så deres internationale konkurrenceevne ikke udhules. Hvis ikke dette sker, vil deres produktionssteder blive flyttet til tredjelande med billigere energi, hvilket ville tjene klimaet meget dårligt ("kulstoflækage") (TEN/492).

4.9.1

En af følgevirkningerne af denne situation er imidlertid, at SMV'er og mellemindkomstgrupper også ville skulle bære den omkostningsbyrde, som specifikke sektorer skånes for.

4.10

Undgå afindustrialisering: En yderligere afindustrialisering i EU bør forhindres. I øjeblikket skaber afindustrialiseringen den illusion, at EU har held med sine bestræbelser på at nedbringe udledningen af CO2. Det, der faktisk sker, er imidlertid en skjult form for "kulstoflækage": hvis produkterne fremstilles i et tredjeland, og ikke, som det tidligere var tilfældet, i EU, vil det "CO2-fodaftryk", der er forbundet med produktionen, forblive uændret eller endog blive større.

4.11

Mere forskning og udvikling i stedet for overilede, forhastede og omfattende markedsføringstiltag. Distinktionen mellem forskning, udvikling og demonstration på den ene side og storstilet markedsføring og -støtte på den anden side må ikke tilsløres, da en af følgerne heraf sågar kunne være innovationsbremsende markedsforhold. For store tilskud til fotovoltaisk energi (f.eks. i Tyskland, Frondel et al.: Economic impacts from the promotion of renewable technologies. Energy Policy, 2010) har ikke bidraget til at udvikle et konkurrencedygtigt system i EU (Hardo Bruhns og Martin Keilhacker, Energiewende – wohin führt der Weg, Politik und Zeitgeschichte, 2011). Vi har nu billigere solpaneler, ikke på grund af EU, men på grund af Kina! Vi må derfor sætte fokus på at udvikle alle potentielt bæredygtige muligheder for kulstoffattig energi, navnlig energikilder, der kan bidrage til grundbelastningskapaciteten, f.eks. geotermisk energi og kernefusion. Hverken i Europa eller i resten af verden vil vi have løst dette energiproblem en gang for alle i 2050!

4.12

Investeringsincitamenter: På baggrund af den aktuelle krise og det nødvendige i at udvikle et samlet forsyningssystem er der et akut behov for investeringer i ny teknologi og infrastruktur. Sådanne investeringer øger optimismen i kraft af deres beskæftigelses- og tillidsfremmende effekt. Dette gælder også de fleste investeringer i kulstoffattige teknologier, herunder vedvarende energikilder, som imidlertid er underlagt visse begrænsninger og betingelser, hvoraf nogle allerede er nævnt tidligere i denne udtalelse. I fastlæggelsen af den relevante politik bør man navnlig undgå påbud om specifikke teknologier, da dette kunne føre til yderligere fejlallokering af begrænsede ressourcer (se ovenfor).

4.13

Generel anbefaling. Den generelle anbefaling er derfor at tage samtlige bestemmelser og rammebetingelser op til revision og sikre, at de skaber et klima, der fremmer forskning, tiltrækker investeringer, begunstiger innovation, støtter det indre marked og ikke truer energiforsyningssikkerheden. De tilskud, der ydes, bør sætte fokus på forskning, udvikling og demonstration af teknologier og systemer. Samtidig bør de vedvarende energikilders konkurrenceevne på markedet udelukkende opnås gennem kriteriet omkostninger ved CO2-forebyggelse (CO2-prissætning) (CESE 271/2008). Samtidig bør alle tilskud til anvendelsen af fossile brændstoffer afskaffes.

4.14

Lige vilkår i den internationale konkurrence. For at sikre, at denne strategi bidrager tilstrækkeligt til at tage globale klimaudfordringer op uden at skabe yderligere konkurrencemæssige ulemper på internationalt plan for EU's industri, må lande i andre dele af verden snarest muligt gøre en lignende indsats eller aftale realistiske fælles mål, så der sikres rimelige og sammenlignelige internationale konkurrencevilkår. På trods af, at de resultater, der hidtil er opnået, er skuffende, støtter udvalget EU's fortsatte bestræbelser på området.

4.15

Europæisk enegang. Hvis denne indsats ikke fører til resultater, er spørgsmålet imidlertid stadig, hvor længe EU har råd til at fortsætte alene mod ambitiøse mål uden alvorligt at udhule sin egen økonomiske formåen og derved fratage sig selv netop de ressourcer, der er nødvendige for at forberede sig på klimaændringer - som i den situation sikkert vil være uundgåelige - og alle de dermed forbundne økonomiske og politiske følgevirkninger.