Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62015TN0294

Sag T-294/15: Sag anlagt den 5. juni 2015 — ArcelorMittal Ruhrort mod Kommissionen

EUT C 302 af 14.9.2015, p. 59–60 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

14.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 302/59


Sag anlagt den 5. juni 2015 — ArcelorMittal Ruhrort mod Kommissionen

(Sag T-294/15)

(2015/C 302/74)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: ArcelorMittal Ruhrort GmbH (Duisburg, Tyskland) (ved advokat H. Janssen og G. Engel)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse af 25. november 2014 i sag Statsstøtte SA.33995 (2013) (ex 2013/NN) — Tyskland, støtte til el fra vedvarende energikilder og reduceret EEG-afgift for energiintensive forbrugere C(2014) 8786 final annulleres i henhold til artikel 264 TEUF.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF

Sagsøgeren har gjort gældende, at reduktionen af EEG-afgiften ikke udgør statsstøtte, idet der hverken er blevet tildelt eller givet afkald på statslige midler. Reduktionen af EEG-afgiften er heller ikke selektiv. Endvidere fordrejer den ikke konkurrencen, og den påvirker heller ikke samhandelen på det indre marked.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, TEUF

Såfremt der i modsætning til sagsøgerens opfattelse måtte foreligge statsstøtte, er sagsøgte efter sagsøgerens opfattelse ikke berettiget til at kræve tilbagebetaling i henhold til artikel 108, stk. 3. Reduktionen af EEG-afgiften er nemlig ikke en ny støtte, da sagsøgte allerede i 2002 godkendte den foregående ordning, der i de væsentligste forhold var indholdsmæssigt identisk.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 107, stk. 3, TEUF

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at afgørelsen udgør en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 3, TEUF og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Sagsøgte burde i den henseende ikke have bedømt de undersøgte omstændigheder på grundlag af de retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-2020, som sagsøgte først offentliggjorde den 28. juni 2014. I stedet for burde sagsøgte have anvendt de i 2008 offentliggjorte retningslinjer. Hvis målestokken fra 2008 var blevet lagt til grund, ville sagsøgte ikke kunne have nået til et andet resultat, end at den angivelige støtte var forenelig med det indre marked.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 108, stk. 1, TEUF og retssikkerhedsprincippet

Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at sagsøgte tilsidesatte retssikkerhedsprincippet og artikel 108, stk. 1, TEUF, idet sagsøgte traf den anfægtede afgørelse i en procedure om ny støtte. Da sagsøgte havde godkendt forgængerlovgivningen til EEG 2012, burde sagsøgte have truffet en afgørelse i en procedure om eksisterende støtte, og ikke i en procedure om ny støtte.


Top
  翻译: