1.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 38/43

—

Rådets afgørelse (EU) 2015/1601 af 22. december 2015 om midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien og Grækenland på området international beskyttelse (1) (herefter »den anfægtede afgørelse«) annulleres.

—

Subsidiært: den anfægtede afgørelse annulleres for så vidt, som den vedrører Ungarn.

—

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Den Ungarske regering er af den opfattelse, at artikel 78, stk. 3, TEUF ikke udgør et egnet retsgrundlag for Rådets vedtagelse af den anfægtede afgørelse. Artikel 78, stk. 3, TEUF giver ikke Rådet beføjelse til at vedtage en lovgivningsmæssig retsakt og derfor heller ikke til at vedtage de foranstaltninger, der er fastsat i den anfægtede afgørelse, nærmere bestemt dem, der indebærer en undtagelse af bindende karakter med hensyn til lovgivningsmæssige retsakter, i det foreliggende tilfælde forordning (EU) nr. 604/2013. (2) Henset til dens indhold udgør den anfægtede afgørelse en lovgivningsmæssig retsakt, idet den fastsætter en undtagelse vedrørende forordning nr. 604/2013, hvorfor den ikke kan vedtages på grundlag af artikel 78, stk. 3, TEUF, som udelukkende giver Rådet beføjelse til at vedtage retsakter ved en ikke-lovgivningsprocedure, dvs. ikke-lovgivningsmæssige retsakter. Såfremt det på trods af sagsøgerens argument fastslås, at artikel 78, stk. 3, TEUF kan udgøre et retsgrundlag for vedtagelsen af en retsakt, der indebærer en undtagelse til lovgivningsmæssige retsakter, er den ungarske regering af den opfattelse, at denne undtagelse ikke kan være af en sådan art, at den skader essensen af den lovgivningsmæssige retsakt og gør dens væsentlige bestemmelser indholdsløse, som det er tilfældet med den anfægtede afgørelse.

2.

En foranstaltning, der er fastsat for en periode på 24 måneder, og i visse tilfælde på 36 måneder, hvis virkninger endvidere tilmed overstiger denne periode, er ikke forenelig med begrebet »midlertidige foranstaltninger« som omhandlet i artikel 78, stk. 3, TEUF. Den anfægtede afgørelse ligger uden for rammerne af den beføjelse, som Rådet er tillagt i henhold til artikel 78, stk. 3, TEUF, idet der ved fastsættelsen af afgørelsens gyldighedsperiode ikke blev taget højde for den periode, der er nødvendig med henblik på at vedtage en lovgivningsmæssig retsakt på grundlag af artikel 78, stk. 2, TEUF.

3.

Med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse tilsidesatte Rådet artikel 293, stk. 1, TEUF, eftersom det undlod at følge Kommissionens forslag uden at have opnået enstemmighed.

4.

Den anfægtede afgørelse fastsætter en undtagelse med hensyn til lovgivningsmæssige retsakter og udgør selv henset til sit indhold en lovgivningsmæssig retsakt, hvorfor Rådet ved vedtagelsen — antaget, at vedtagelsen var mulig i henhold til artikel 78, stk. 2, TEUF — skulle have tilgodeset de nationale parlamenters ret til at afgive en udtalelse om lovgivningsmæssige retsakter, som er fastsat i protokol nr. 1 og 2, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

5.

Efter høringen af Europa-Parlamentet ændrede Rådet udkastets tekst væsentligt, men til trods herfor blev det ikke forelagt Europa-Parlamentet med henblik på en ny høring.

6.

Da Rådet vedtog afgørelsen, var de sproglige versioner af udkastet til afgørelsen ikke tilgængelige på de officielle EU-sprog.

7.

Den anfægtede afgørelse er ligeledes ulovlig, idet dens indhold er i strid med artikel 68 TEUF og de konklusioner, som Det Europæiske Råd nåede frem til på sit møde den 25. og 26. juni 2015.

8.

Den anfægtede afgørelse tilsidesætter retssikkerhedsprincippet og princippet om retsreglers klarhed, eftersom den på flere punkter ikke afklarer, hvorledes dens bestemmelser skal anvendes, eller hvilken relation disse har til bestemmelserne i forordning nr. 604/2013. Blandt disse uklare punkter skal fremhæves spørgsmålet om anvendelsen af procedurereglerne og garantibestemmelserne med hensyn til afgørelsen om flytning, og den omstændighed, at den anfægtede afgørelse ikke klart fastsætter udvælgelseskriterierne med henblik på flytning eller egnede regler vedrørende statussen for ansøgerne i tilflytningsmedlemsstaten. Den anfægtede afgørelse er i strid med Genèvekonventionen om flygtninges retsstilling (3), eftersom den fratager ansøgerne retten til at forblive på den medlemsstats område, hvor vedkommende har indgivet en ansøgning, og fastsætter, at ansøgeren kan flyttes til en anden medlemsstat, uden at der nødvendigvis kan påvises en materiel forbindelse mellem ansøgeren tilflytningsmedlemsstaten.

9.

Den anfægtede afgørelse tilsidesætter proportionalitetsprincippet og princippet om nødvendighed. Henset til at Ungarn ikke var omfattet af den gruppe af medlemsstater, som de fordelagtige foranstaltninger i Kommissionens oprindelige forslag var rettet mod, begrunder den anfægtede afgørelse ikke, hvorfor den fastsætter, at 120 000 ansøgere om international beskyttelse skal flyttes. I betragtning af at den anfægtede afgørelse ikke længere indeholder nogen bestemmelser om flytninger fra Ungarn, er opgørelsen af de oprindeligt foreslåede 120 000 ansøgere blevet vilkårlig og adskiller sig fra den situation, der var redegjort for i Kommissionens forslag, og som egentlig var den, det var hensigten at imødegå. Det er urimeligt, at den endelige afgørelse om flytning med hensyn til halvdelen af de ansøgere, der er omfattet af dens anvendelsesområde, er afhængig af fremtidige omstændigheder, særligt idet der er tale om en midlertidig foranstaltning vedtaget i henhold til artikel 78, stk. 3, TEUF.

10.

Den ungarske regering gør subsidiært gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter proportionalitetsprincippet med hensyn til Ungarn, eftersom denne medlemsstat, til trods for at det er almindelig kendt, at der på dens område er indvandret et højt antal ulovlige migranter, og at den har modtaget et stort antal ansøgninger om international beskyttelse, er blevet pålagt nogle obligatoriske kvoter som værtsmedlemsstat. Den anfægtede afgørelse opfylder ikke indholdet af artikel 78, stk. 3, TEUF med hensyn til Ungarn, eftersom det krav, der opstilles i denne bestemmelse, hvorefter foranstaltningerne kan vedtages til fordel for den eller de medlemsstater, der er berørt af en pludselig tilstrømning af tredjelandsstatsborgere, ikke opfyldes ved en foranstaltning, der med hensyn til én af disse medlemsstater ikke fastsætter andet end forpligtelser.