21.4.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 125/40

Ordfører:

Christian MOOS

1.1.

er fortaler for en reel fælles asylpolitik, der tager højde for de europæiske værdier. Udvalget bifalder indførelsen af en EU-genbosætningsramme;

1.2.

opfordrer EU til at påtage sig et større ansvar for personer med behov for international beskyttelse, til at gøre en større indsats for modtagelse, end det hidtil har været tilfældet, og til at udvise større solidaritet med tredjelande på flygtningeområdet, men også med EU-medlemsstater som Grækenland;

1.3.

understreger sin opfordring til, at der etableres solide integrationsordninger i medlemsstaterne;

1.4.

opfordrer til, at de fælles kriterier for genbosætning hovedsageligt baseres på folks behov for beskyttelse og ikke kun på det effektive samarbejde med tredjelande om asyl. De skal også være ikke-diskriminerende;

1.5.

mener, på grund af den nuværende usikre og ustabile situation i relevante tredjelande og regioner, at der kan stilles spørgsmålstegn ved anvendelsen af principperne om »første asylland« og »sikkert tredjeland«. EØSU er af den opfattelse, at erklæringen fra EU og Tyrkiet er af afgørende betydning i den nuværende situation. Det er i både EU's og Tyrkiets interesse, at menneskerettighedssituationen overvåges i gennemførelsen;

1.6.

opfordrer til, at genbosætningsprogrammer afkobles fra partnerskabsaftaler, der har til formål at få tredjelande til at lægge hindringer i vejen for flugt, idet dette indebærer en risiko for, at international ret overtrædes og grundlæggende rettigheder krænkes; understreger, at foranstaltninger inden for rammerne af partnerskaber med tredjelande eller generel udviklingsbistand ikke må være betinget af tilbagesendelses- eller lignende samarbejdsaftaler;

1.7.

opfordrer til, at UNHCR tildeles en nøglerolle i forbindelse med identifikationen af tredjelandsstatsborgere og statsløse, der skal genbosættes, og stiller spørgsmålstegn ved særlige rettigheder, der giver et tredjeland mulighed for at foretage udvælgelsen;

1.8.

bifalder, at der lægges vægt på kvinders sårbarhed samt børn og unge, men ser med kritiske øjne på kategorien »personer, som socioøkonomisk set er sårbare«. Gennem sammenblandingen af forskellige lovlige indrejsemuligheder i Kommissionens forslag er der en risiko for, at kvaliteten og omfanget af genbosætning lider skade;

1.9.

stiller i henhold til Genevekonventionen fra 1951 spørgsmålstegn ved den fuldstændige udelukkelse af personer, der i fem år forud for genbosætning har opholdt sig ulovligt på medlemsstaternes område, er indrejst på irregulær vis, eller som har forsøgt at indrejse på irregulær vis, samt af personer, som medlemsstaterne i de seneste fem år forud har afvist at genbosætte, selv om de opfylder kriterierne;

1.10.

understreger, at retten til asyl ikke må berøres af genbosætning. Det skal generelt sikres, at de grundlæggende rettigheder overholdes ifølge Flygtningekonventionen, Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret) og den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK);

1.11.

går ind for, at der opstilles ambitiøse mål i forbindelse med fastlæggelsen af det årlige antal personer, der skal genbosættes, og anbefaler, at det af udvalget på højt plan fastsatte antal defineres som et minimumsantal;

1.12.

ser frem til sin deltagelse i genbosætningsudvalget på højt plan;

1.13.

anbefaler også, at UNHCR deltager i genbosætningsudvalget på højt plan på permanent vis. I Kommissionens forslag hersker der generelt uklarhed om, hvordan og ved hjælp af hvilke procedurer personer med behov for international beskyttelse identificeres (af UNHCR eller medlemsstaterne), og hvilken rolle Den Europæiske Unions Asylagentur spiller i denne procedure;

1.14.

er fortaler for, at anvendelsen af supplerende og alternative modtagelses- og finansieringsprogrammer i stil med det canadiske »Private Sponsorship Program« undersøges nærmere (1). EU-genbosætningsrammen kan generelt drage fordel af en institutionaliseret trepartstilgang, der inddrager medlemsstaterne, UNHCR og private/civilsamfundsrelaterede aktører; Dette må dog ikke gå ud over hverken kvaliteten eller omfanget af genbosætning; Opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at civilsamfundet informeres grundigt om genbosættelsesplaner og den ydede støtte med henblik på deres deltagelse i processen;

1.15.

anbefaler en styrket institutionel tilstedeværelse af EU og dets medlemsstater i særligt udsatte oprindelses- og transitlande, herunder støtte til disse lande gennem opbygning af lokal kapacitet til modtagelse og beskyttelse.

2.1.1.

EØSU bifalder genbosætning af personer med behov for international beskyttelse i Unionen. EØSU fremhæver, som allerede påpeget i sin udtalelse om Den europæiske dagsorden for migration (2), sin opfordring til, at der i tilknytning til genbosætning etableres solide integrationsordninger i medlemsstaterne samt sikres adgang til arbejdsmarkedet, anerkendelse af kvalifikationer og tilbud om faglig og sproglig uddannelse.

2.1.2.

EØSU støtter foranstaltningerne til sikring af en tidlig, effektiv og vellykket integration af genbosatte personer inden for rammerne af handlingsplanen om integration af tredjelandsstatsborgere  (3), der blev fremsat den 7. juni 2016. Disse foranstaltninger er imidlertid i modstrid med status for subsidiær beskyttelse, da medlemsstaterne på ny skal vurdere en persons beskyttelsesstatus, og dette i givet fald kan resultere i, at de ikke anerkender vedkommendes flygtningestatus. Dermed risikerer en person med behov for international beskyttelse udsendelse eller tilbagesendelse til tredjelandet eller oprindelseslandet.

2.2.1.

EØSU støtter den i artikel 7 og 8 indførte fleksibilitet ved fastlæggelsen af fælles kriterier for udvælgelse af regioner og tredjelande, hvorfra genbosætning kan finde sted. Disse bør dog ikke være for restriktive og bør ikke afhænge af kvaliteten af et tredjelands eller en regions effektive samarbejde om migration og asyl, men snarere af folks sårbarhed. EØSU modsætter sig enhver form for forskelsbehandling baseret på flugtrute eller oprindelsesland eller på grundlag af race eller religion (artikel 3 i Flygtningekonventionen).

2.2.2.

For så vidt angår skabelsen af de nødvendige betingelser for anvendelse af principperne om »første asylland« og »sikkert tredjeland« med henblik på tilbagesendelse af asylansøgere, påpegede EØSU allerede i sin udtalelse om Etablering af en fælles EU-liste over sikre oprindelseslande  (4), at det stadig er for tidligt at udarbejde en dækkende liste. En liste over sikre oprindelseslande kræver enighed om fælles kriterier, som fastsat i direktiv 2013/32/EU, og vurderingen af et land kræver specifikke, konkrete og præcise indikatorer baseret på oplysninger fra især UNHCR, EASO, Europarådet, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og andre menneskerettighedsorganisationer. EØSU advarer om, at disse principper under ingen omstændigheder må anvendes på lande, der overtræder menneskerettighederne og retsstatsprincippet. Desuden kan et tredjeland kun betragtes som »sikkert«, når det er garanteret, at landet overholder princippet om »non-refoulement« og derudover har anerkendt og gennemfører Flygtningekonventionen, New York-protokollen af 31. januar 1967 vedrørende flygtninges retsstilling og andre relevante traktater fuldt ud.

2.2.3.

EØSU mener, at EU med disse partnerskaber forsøger at flytte flygtningeproblematikken og sit ansvar for personer, der søger beskyttelse, til tredjelande og give disse tredjelande materielle incitamenter til at standse personer, der søger beskyttelse, ved de ydre grænser. I den henseende bør der også stilles spørgsmålstegn ved det øgede antal tilbagetagelser af tredjelandsstatsborgere og statsløse personer med ulovligt ophold på medlemsstaternes område, der er et resultat af nye aftaler. Indsatsen for at nedbringe antallet af flygtninge indebærer en risiko for, at tredjelande undlader at overholde chartret, Flygtningekonventionen og EMRK og tilbageholder, afviser eller tilbagesender nyankomne, der søger beskyttelse, ved deres grænser. EØSU opfordrer derfor til en konsekvent anvendelse af principperne i international ret og oprettelse af effektive kontrolmekanismer.

2.3.1.

EØSU opfordrer til en afkobling af genbosætningsprogrammet og partnerskabsaftalerne, og derfor bør en del af teksten i artikel 4, litra a) (»og eventuelle videre rejser foretaget af disse personer til medlemsstaternes område«) slettes. EØSU mener, at kriterierne i artikel 4, litra c) og d), med undtagelse af nr. iii), stiller spørgsmålstegn ved retten til asyl og beskyttelse mod refoulement i henhold til artikel 18 og 19 i chartret, og de skal derfor også slettes.

2.3.2.

EØSU opfordrer i overensstemmelse med UNHCR til, at det ved tilbagetagelsesforanstaltninger sikres, at det pågældende tredjeland eller den pågældende region har anerkendt Flygtningekonventionen fuldt ud og gennemfører denne, således at adgangen til en procedure, hvor en ansøgning om beskyttelse behandles i henhold til Flygtningekonventionen er garanteret.

2.3.3.

EØSU bemærker med bekymring, at tilbagesendelsesmekanismen inden for rammerne af erklæringen fra EU og Tyrkiet, kan risikere at forvandle de såkaldte »Hot Spots« til en form for fængsler. Det vil være en tilsidesættelse af retten til frihed og beskyttelse mod vilkårlig frihedsberøvelse (artikel 5 i den europæiske menneskerettighedskonvention og artikel 6 i chartret). EØSU giver derfor udtryk for sin foruroligelse over anholdelser og tilbagesendelser i henhold til erklæringen mellem EU og Tyrkiet og finder, at den nuværende tilbagesendelsesmekanisme hurtigst muligt bør tages op til revision med henblik på at sikre ordentlig beskyttelse i denne og i nye partnerskabsaftaler.

2.3.4.

EØSU støtter principielt en intensivering af diplomatiske forbindelser og finansielle og tekniske ledsageforanstaltninger inden for rammerne af partnerskaber med tredjelande, såsom opbygning af lokal kapacitet til modtagelse og beskyttelse af personer, der behøver international beskyttelse, som tjener til håndtering af flygtningeproblematikken i tredjelande og regioner. Disse aktiviteter skal være i overensstemmelse med Flygtningekonventionen, EMRK og chartret. Genbosættelsesforanstaltninger eller generel udviklingsbistand må ikke være betinget af tilbagesendelses- eller lignende samarbejdsaftaler med tredje lande; Sådanne aftaler er i strid med de humanitære mål for disse foranstaltninger.

2.4.1.

EØSU glæder sig over det særlige fokus på sårbarheden hos kvinder og piger, børn og unge, herunder uledsagede mindreårige, og medtagelsen af personer, som har familiebånd, som en udvidelse af de klassiske kategorier for genbosætning. EØSU støtter navnlig hensynet til familiens enhed, hvor spørgsmålet om søskende som »familiemedlemmer« tages med i betragtning. Disse kriterier bør dog kun finde anvendelse, såfremt de eksisterende regler for familiesammenføring jf. direktivet om familiesammenføring af 2003 ikke kan anvendes. EØSU understreger betydningen af at sikre, at principperne om ligestilling og ikkeforskelsbehandling overholdes, hvilket også bør gælde for litra a), b), c) og d).

2.4.2.

EØSU er dog betænkelig ved at udvide kategorierne til også at omfatte »personer med socioøkonomisk sårbarhed«, hvis disse mennesker har en lav indkomst, lavt erhvervsmæssig status eller en dårlig uddannelse osv. Denne kategori kræver ikke beskyttelse i henhold til Genève-konventionen fra 1951, som igen kan føre til diskrimination af personer med behov for international beskyttelse. Man er i den forbindelse nødt til at etablere andre lovlige adgangsveje og foranstaltninger, der er møntet på beskyttelsesbehovet hos personer, der socioøkonomisk set er sårbare.

2.4.3.

Generelt støtter EØSU, at UNHCR's mangeårige kriterier for anerkendelse overtages, hvorved organisationens centrale rolle i forbindelse med identifikationen af personer med behov for international beskyttelse styrkes.

2.5.1.

EØSU afviser den fuldstændige udelukkelse af de personer, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra d) og f), da dette er i strid med den grundlæggende ret til asyl. Begge afsnit skal slettes med henblik på at bevare asylbegrebets integritet og troværdighed.

2.5.2.

Det er desuden nødvendigt at sikre, at artikel 6, stk. 1, litra c), kun anvendes i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Desuden skal der, set i lyset af de forskellige retlige rammer og retspraksis i de enkelte stater, ved kriterierne for at komme i betragtning og udelukkelseskriterierne ses bort fra eller foretages en konkretisering af vage begreber og formuleringer som i artikel 6, stk. 1 litra a), nr. ii), »de har begået en alvorlig forbrydelse«.

2.5.3.

Anvendelsen af en valgfri udelukkelsesgrund (artikel 6, stk. 2), ifølge hvilken medlemsstaterne kan nægte at genbosætte tredjelandsstatsborgere eller statsløse, for hvilke en af de udelukkelsesgrunde, der er nævnt i artikel 6, stk. 1, litra a) eller b), finder umiddelbar anvendelse, kræver entydig og rimelig dokumentation. I modsat fald bør dette stykke udgå. Hvis der blot er tale om en mistanke, overtræder medlemsstaten princippet om ikkeforskelsbehandling.

2.6.1.

EØSU bifalder muligheden for at reagere fleksibelt på ændringer i migrationsstrømmene og nye internationale rammevilkår. Udvalget opfordrer dog i overensstemmelse med UNHCR og andre civilsamfundsorganisationer (5) til, at antallet af personer, der skal genbosættes, i modsætning til i artikel 7 defineres som et minimumsantal samtidig med at UNHCR's årlige rapport (6) bør udgøre grundlaget for prognosen over behovet for genbosætning. EØSU mener, at det vil være passende, hvis Europa påtager sig at imødekomme en andel på mindst 25 % af det af UNHCR beregnede globale behov for genbosætning.

2.6.2.

EØSU er bekymret for inddragelsen af medlemsstaterne i gennemførelsen af den årlige genbosætningsplan. Den hidtidige gennemførelse af Rådets konklusioner af 20. juli 2015, Kommissionens iværksættelse af traktatbrudsprocedurer for manglende gennemførelse af det fælles europæiske asylsystem (7) og Kommissionens rapporter om fremskridt i gennemførelsen af erklæringen (8) fra EU og Tyrkiet giver anledning til bekymring.

2.6.3.

I artikel 8 bør der skelnes klarere mellem UNHCR's genbosætningsramme på den ene side og genbosætningsforanstaltninger og andre lovlige adgangsveje varetaget af EU, dets medlemsstater eller andre aktører på den anden side. EØSU bifalder overordnet set den i EU-genbosætningsrammen institutionaliserede trepartstilgang, ifølge hvilken genbosætning sker via UNHCR, EU og medlemsstaterne samt private/civilsamfundsrelaterede aktører.

2.7.1.

Mens genbosætningsprocedurerne i henhold til artikel 10 og 11 skal være baseret på tredjelandsstatsborgerens eller den statsløses samtykke, må tredjelandsstatsborgere eller statsløse personer, som har afvist genbosætning i en bestemt medlemsstat af f.eks. familiemæssige, sociale eller kulturelle årsager, ikke udelukkes fra genbosætning i en anden medlemsstat.

2.8.1.

EØSU tildeler UNHCR en nøglerolle i forbindelse med identifikationen af tredjelandsstatsborgere og statsløse. Den Europæiske Unions Asylagentur, hvis formål og ansvarsområde forinden skal fastlægges helt konkret af Kommissionen, eller relevante internationale organer kan støtte UNHCR. EØSU stiller spørgsmålstegn ved særlige rettigheder som i erklæringen mellem EU og Tyrkiet, hvor et tredjeland træder i stedet for UNHCR og udvælger de personer, der får lov at rejse. Dette er ikke i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder i Flygtningekonventionen, chartret og EMRK.

2.8.2.

Ifølge forslaget bør genbosætning være den foretrukne fremgangsmåde til at opnå international beskyttelse på medlemsstaternes område, og denne bør ikke resultere i endnu en asylprocedure. Sådanne begrænsninger kan antaste retten til asyl for personer med behov for beskyttelse. Det skal også være muligt at søge om asyl på medlemsstaternes område via andre kanaler, da dette ellers er en overtrædelse af den beskyttelsessøgende persons ret og pligt til at søge om asyl i det første modtagelsesland i EU.

2.8.3.

EØSU advarer om, at integrationen af genbosatte personer i en medlemsstat resulterer i en konflikt med den subsidiære beskyttelsesstatus i henhold til den fremskyndede procedure (artikel 11). Den medlemsstat, hvor genbosætningen skal foregå, skal nemlig vurdere en persons flygtningestatus på ny, hvilket kan resultere i en afvisning af denne status. Der skal derfor ses bort fra tildeling af subsidiær beskyttelsesstatus, idet den fremskyndede procedure er begrundet i den hastende karakter af f.eks. medicinsk behandling. I begge procedurer (9) skal betingelserne for en fuld anerkendelse af flygtningestatus evalueres.

2.9.1.

EØSU anbefaler, at Kommissionen, ud over blot at høre genbosætningsudvalget på højt plan, fastlægger den årlige genbosætningsplan i samråd med udvalget og sikrer dens obligatoriske gennemførelse. Formandskabet bør gå på skift mellem Kommissionen og Europa-Parlamentet i et tæt samarbejde med civilsamfundet. EØSU som talerør for civilsamfundet bør være medlem af udvalget på højt plan eller i det mindste være repræsenteret i form af en permanent deltagelse med observatør- eller rådgivende status.

2.9.2.

EØSU opfordrer til, at Den Europæiske Unions Asylagentur, UNHCR og IOM (International Organization for Migration) skal være faste medlemmer af udvalget på højt plan.

3.1.1.

EØSU gentager sin opfordring til EU's medlemsstater og det internationale samfund om at tage et større ansvar for personer med behov for international beskyttelse, udvise en højere grad af solidaritet med tredjelande og regioner, til hvilke eller i hvilke et stort antal personer er blevet fordrevet, samt styrke indsatsen til sikring af genbosætning og indrejse af humanitære årsager.

3.1.2.

Udvalget forventer, at EU og medlemsstaterne lever op til deres hidtidige forpligtelser til flytning og genbosætning i henhold til Rådets afgørelser fra juli og september 2015, i højere grad tager hensyn til den begrænsede modtagelseskapacitet i en medlemsstat som Grækenland og gør en større indsats for at oprette en solidarisk EU-genbosætningsramme og et fælles europæisk asylsystem. Ifølge UNHCR's oplysninger findes der på verdensplan 65,3 millioner personer med behov for international beskyttelse, og EØSU opfordrer derfor til, at der udvises et større engagement og genbosættes langt flere end 20 000 personer med behov for beskyttelse på årsbasis.

3.1.3.

EØSU anbefaler, at medlemsstaterne hurtigst muligt styrker deres institutionelle tilstedeværelse i oprindelses- og transitlande, således at ambassader og konsulater eller specifikke migrationscentre får mulighed for hurtigt at anerkende et beskyttelsesbehov på grundlag af UNHCR's oplysninger og skabe mulighed for genbosætning i medlemsstaterne. Dette ville være et yderligere bidrag til opbygningen af den nødvendige infrastruktur til gennemførelse af EU's genbosætningsplaner.

3.2.1.

EØSU anbefaler at institutionalisere et tæt partnerskab med UNHCR på grund af organisationens internationalt anerkendte ekspertise. Som supplement kan der indgås lignende partnerskaber med IOM og andre certificerede civilsamfundsorganisationer som f.eks. Churches' Commission for Migrants in Europe (CCME) eller Det Europæiske Råd for Flygtninge og Personer i Eksil (ECRE). Udvalget vil gerne opfordre medlemsstaterne til i de tidlige faser at inddrage borgere og civilsamfundsorganisationer på lokalt plan med henblik på at opnå støtte fra lokalsamfundet, og således øge udsigten til en vellykket integration af genbosatte flygtninge.

3.2.2.

Også alternative modtagelses- og finansieringsprogrammer iværksat af f.eks. enkeltpersoner, NGO'er, civilsamfundsorganisationer, herunder sociale foreninger, eller andre interesserede grupper bør komme i betragtning, således at der skabes lovlige indrejseveje til Unionen. Dette kan være et nyttigt supplement til den europæiske genbosætningsplan, men kan aldrig erstatte denne. EØSU fremhæver i den sammenhæng det canadiske »Private Sponsorship Program« som et godt eksempel. Civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter og lokale myndigheder varetager vigtige integrationsfunktioner efter genbosætningen af en person, og derfor bør de så hurtigt som muligt inddrages i planlægnings- og beslutningsprocesserne under genbosætningsrammen.

3.2.3.

Private indrejseordninger bør regelmæssigt evalueres af medlemsstaterne for at sikre, at de grundlæggende rettigheder i chartret, EMRK og Flygtningekonventionen overholdes, og at det ikke er andre interesser, der forfølges. De personer, der skal genbosættes inden for rammerne af private indrejseordninger, skal opfylde betingelserne for tilkendelse af flygtningestatus. I værtslandet får de samme juridiske status, som flygtninge der er indrejst via statslige ordninger.