a)

Retten begik en fejl, da den ikke fastslog noget i forbindelse med »link«.

b)

Endvidere begik Retten en fejl, da den fastslog, at TBL ikke havde fremlagt nødvendigt bevis for, at der var sket skade på særpræg eller utilbørlig udnyttelse.

c)

Ved at konkludere, at der ikke var fremlagt nødvendigt bevis, begik Retten en fejl ved i) at sætte den retlige barre for højt og ved ii) ikke at tage hensyn til relevante beviser.

d)

Rettens eneste konklusion var nemlig, at der var sket skade på særpræg eller endvidere eller subsidiært utilbørlig udnyttelse.

e)

Retten afviste med urette TBL’s indgivelser om, at appelkammerets afgørelse var ugyldig på grund af dets åbenbare undladelse af at tage hensyn til de indgivelser, der blev fremført for dette.

a)

Retten undlod at fastslå, at appelkammeret skulle have anmodet om yderligere indgivelser vedrørende artikel 8, stk. 4, under omstændigheder, hvor den eneste måde at sikre processuel retfærdighed ville have været, at appelkammeret havde anmodet om disse indgivelser eller havde afgjort sagen alene i henhold til artikel 8, stk. 5, og havde hjemvist sagen om artikel 8, stk. 4, til indsigelsesafdelingen. Appelkammerets afgørelse skulle have været tilsidesat af Retten.

b)

Retten begik en fejl ved at stadfæste appelkammerets konklusion om, at TBL ikke havde godtgjort betingelserne for at anvende artikel 8, stk. 4. Retten burde have fastslået, at appelkammeret tog fejl, tilsidesat appelkammerets konstateringer vedrørende artikel 8, stk. 4, og nået frem til, at artikel 8, stk. 4, var blevet tilsidesat.

a)

Retten begik en fejl, da den anvendte Praktiker, fordi Praktiker i lyset af Rettens afgørelse i EUIPO mod Cactus (C-501/15 P; EU:C:2017:750) i dette tilfælde ikke finder anvendelse på ældre varemærker.

b)

Endvidere eller subsidiært begik Retten en fejl ved anvendelsen af Praktiker, fordi denne dom ikke finder anvendelse på en butiksarkades tjenesteydelser.

c)

Selv hvis TBL’s ældre varemærker faldt inden for området for »detailhandel« og derfor faldt inden for rammerne for Praktiker, begik Retten en fejl ved at fortolke Praktiker således, at den nødvendigvis udelukkede, at der forelå en lighed, der indebærer risiko for forveksling.

d)

Fordi Retten begik en fejl for så vidt angår anvendelsen af Praktiker, undlod den enten at i) foretage en bedømmelse af sandsynligheden for forveksling eller at ii) henvise denne øvelse til appelkammeret. Under de foreliggende omstændigheder var den forpligtet til at tage et af disse skridt.