Prøveudtagnings- og analysemetoder til kontrol af indholdet af visse stoffer i fødevarer
RESUMÉ AF:
Kommissionens forordning (EU) 2017/644 om prøveudtagnings- og analysemetoder til kontrol af indholdet af dioxiner, dioxinlignende PCB’er og ikke-dioxinlignende PCB’er i visse fødevarer
Forordning (EU) 2015/705 om prøveudtagningsmetoder og kriterier for analysemetodernes ydeevne til den offentlige kontrol af indholdet af erucasyre i fødevarer
Forordning (EF) nr. 333/2007 om prøveudtagnings- og analysemetoder til offentlig kontrol af indholdet af bly, cadmium, kviksølv, uorganisk tin, 3-MCPD og benzo(a)pyren i fødevarer
Forordning (EF) nr. 401/2006 om prøveudtagnings- og analysemetoder til offentlig kontrol af indholdet af mykotoksiner i fødevarer
HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGERNE?
De fastsætter prøveudtagnings- og analysemetoder til kontrol af indholdet af forurenende stoffer i fødevarer.
HOVEDPUNKTER
- Forurenende stoffer er stoffer, der forekommer i fødevarer som et resultat af de forskellige faser i disse fødevarers produktion, emballering, transport eller opbevaring, eller som kommer fra miljøet. Da forurening generelt har en negativ indvirkning på kvaliteten af fødevarer og indebærer en sundhedsrisiko for mennesker, har Den Europæiske Union (EU) truffet foranstaltninger for at reducere indholdet af forurenende stoffer i fødevarer. Der er således fastsat grænseværdier for indholdet af de forurenende stoffer, der er mest foruroligende for forbrugerne i EU.
- De fire forordninger henviser til forordning (EF) nr. 882/2004 om offentlig kontrol, artikel 11, stk. 4, heri fastlægger prøveudtagnings- og analysemetoder. Denne forordning er efterfølgende blevet ophævet og erstattet af forordning (EU) 2017/625 (se resumé), artikel 34 om prøveudtagnings- og analysemetoder.
Forordning (EU) 2017/644
Dioxiner og dioxinlignende forbindelser er persistente miljøforurenende stoffer, ofte mindre biprodukter af forbrændings- eller industriprocesser. PCB’er anvendes ved fremstilling af elektrisk udstyr, trykfarve, klæbestoffer, flammehæmmere og maling. De er meget persistente og opløses let i fedtstof, hvilket forklarer, hvorfor PCB’er stadig findes og opbygges i animalsk fedtstof og i hele fødevarekæden.
- Del 5 i bilaget til forordning (EF) nr. 1881/2006 fastsætter de tilladte grænseværdier (se resumé)
- Prøveudtagningsmetoder er beskrevet i bilag II til forordning (EU) 2017/644
- Klargøring af prøver og analyse udføres ved hjælp af de metoder og i henhold til de ydeevnekriterier, der fremgår af bilag III og IV til forordning (EU) 2017/644
- Forordning (EU) nr. 589/2014 ophæves, og alle henvisninger ledes i stedet til forordning (EU) 2017/644.
Forordning (EU) 2015/705
Erucasyre er en almindelig bestanddel i visse frøolier og har vist sig at være sundhedsskadelig, hvis det indtages i større mængder.
- Del 8 i bilaget til forordning (EF) nr. 1881/2006 fastsætter de tilladte grænseværdier
- Prøveudtagning og analyse udføres ved hjælp af de metoder og i henhold til de ydeevnekriterier, der fremgår af bilaget til forordning (EU) 2015/705
- Direktiv 80/891/EØF ophæves, og alle henvisninger vedrører nu forordning (EU) 2015/705.
Forordning (EF) nr. 333/2007
Forordning (EF) nr. 333/2007 om prøveudtagnings- og analysemetoder til offentlig kontrol af indholdet af bly, cadmium, kviksølv, uorganisk tin, 3-MCPD og benzo(a)pyren i fødevarer
- Sporstoffer og procesforureninger kan forekomme i fødevarer som følge af forurening fra miljøet eller migration fra emballage, og de kan desuden komme ind i fødevarekæden under forarbejdning og kan akkumuleres i menneskers væv.
- Polycykliske aromatiske kulbrinter og perchlorat forekommer i fødevarer som følge af forurening fra miljøet eller migration fra emballage, og de kan desuden komme ind i fødevarekæden under forarbejdning.
- Bly, arsen, cadmium, kviksølv og perchlorat forekommer primært i fødevarer som følge af forurening fra miljøet og industrielle processer, men kan også trænge ind i fødevarer via visse typer fødevarekontaktmaterialer. Tin forekommer i konserves ved overførsel af tin fra dåsen til fødevaren.
- 3-MCPD-fedtsyreestere og glycidylfedtsyreestere forekommer i raffinerede vegetabilske olier og i fødevarer, der indeholder disse olier, som følge af disse oliers raffineringsproces.
- Acrylamid dannes i fødevarer, som er rige på kulhydrater, under bagning, ristning, grillning, stegning og kogning. Benzo(a)pyren og andre polycykliske aromatiske hydrocarboner opstår i forbindelse med ufuldstændig forbrænding af organisk stof og forekommer i mange fødevarer, navnlig grillet kød.
- Del 3, 4,6 og 9 i bilaget til forordning (EF) nr. 1881/2006 fastsætter de tilladte grænseværdier
- Prøveudtagning og analyse udføres ved hjælp af de metoder, der fremgår af bilaget til forordning (EF) nr. 333/2007
- I erkendelse af de høje prøveomkostninger for kosttilskud, tørrede krydderier eller tørrede krydderurter, tørrede svampe, tørrede alger eller tørret lav, som har en høj omkostning pr. vægtenhed, ændrer en gennemførelsesforordning forordning (EU) 2021/705 forordning (EF) nr. 333/2007 ved at fastlægge særlige prøveudtagningsmetoder for disse varer. Den trådte i kraft den 19. maj 2021.
- Fra den 15. december 2022 ændrer gennemførelsesforordning (EU) 2022/685 bilaget til forordning (EF) nr. 333/2007 for så vidt angår kravene til prøveudtagning af fisk og landdyr
- Direktiv 2001/22/EF, 2004/16/EF og 2005/10/EF ophæves, og alle henvisninger til disse vedrører nu forordning (EF) nr. 333/2007.
Forordning (EF) nr. 401/2006
Mykotoksiner er giftige stoffer, der stammer fra svampe, og som potentielt kan forurene fødevarer og foderstoffer i alle faser af fødevareforsyningskæden. Visse mykotoksiner kan have kræftfremkaldende virkninger på lever og nyrer.
- Del 2 i bilaget til forordning (EF) nr. 1881/2006 fastsætter de tilladte grænseværdier for visse mykotoksiner i visse fødevarer
- Prøveudtagningsmetoder er beskrevet i bilag I til forordning (EF) nr. 401/2006
- Klargøring af prøver og analyse udføres ved hjælp af de metoder og i henhold til de ydeevnekriterier, der fremgår af bilag III og IV til forordning (EF) nr. 401/2006.
- Direktiv 98/53/EF, 2002/26/EF, 2003/78/EF og 2005/38/EF ophæves og alle henvisninger til disse ledes til forordning (EF) nr. 401/2006.
HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGERNE FRA?
- Forordning (EU) nr. 2017/644 (dioxiner og PCB’er) trådte i kraft den 26. april 2017.
- Forordning (EU) nr. 2015/705 (erucasyre) trådte i kraft den 21. maj 2015.
- Forordning (EF) nr. 333/2007 (sporstoffer og procesforureninger i fødevarer) trådte i kraft den 1. juni 2007.
- Forordning (EF) nr. 401/2006 (mykotoksiner ) trådte i kraft den 1. juli 2006.
BAGGRUND
For yderligere oplysninger henvises til:
HOVEDDOKUMENTER
Kommissionens forordning (EU) 2017/644 af 5. april 2017 om prøveudtagnings- og analysemetoder til kontrol af indholdet af dioxiner, dioxinlignende PCB’er og ikke-dioxinlignende PCB’er i visse fødevarer og om ophævelse af forordning (EU) nr. 589/2014 (EUT L 92 af 6.4.2017, s. 9-34).
Kommissionens forordning (EU) 2015/705 af 30. april 2015 om prøveudtagningsmetoder og kriterier for analysemetodernes ydeevne til den offentlige kontrol af indholdet af erucasyre i fødevarer og om ophævelse af direktiv 80/891/EØF (EUT L 113 af 1.5.2015, s. 29-37).
Kommissionens forordning (EF) nr. 333/2007 af 28. marts 2007 om prøveudtagnings- og analysemetoder til kontrol af indholdet af sporstoffer og procesforureninger i fødevarer (EUT L 88 af 29.3.2007, s. 29-38).
Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 333/2007 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
Kommissionens forordning (EF) nr. 401/2006 af 23. februar 2006 om prøveudtagnings- og analysemetoder til offentlig kontrol af indholdet af mykotoksiner i fødevarer (EUT L 70 af 9.3.2006, s. 12-34).
Se den konsoliderede udgave.
TILHØRENDE DOKUMENTER
Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/685 af 28. april 2022 om ændring af forordning (EF) nr. 333/2007 for så vidt angår kravene til prøveudtagning af fisk og landdyr (EUT L 126 af 29.4.2022, s. 14-17).
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2093 af 29. november 2019 om ændring af forordning (EF) nr. 333/2007 for så vidt angår analysen af 3-monochlorpropan-1,2-diolfedtsyreestere (3-MCPD-fedtsyreestere), glycidylfedtsyreestere, perchlorat og acrylamid (EUT L 317 af 9.12.2019, s. 96-101).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 af 15. marts 2017 om offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter med henblik på at sikre anvendelsen af fødevare- og foderlovgivningen og reglerne for dyresundhed og dyrevelfærd, plantesundhed og plantebeskyttelsesmidler, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001, (EF) nr. 396/2005, (EF) nr. 1069/2009, (EF) nr. 1107/2009, (EU) nr. 1151/2012, (EU) nr. 652/2014, (EU) 2016/429 og (EU) 2016/2031, Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 og (EF) nr. 1099/2009 samt Rådets direktiv 98/58/EF, 1999/74/EF, 2007/43/EF, 2008/119/EF og 2008/120/EF og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 og (EF) nr. 882/2004, Rådets direktiv 89/608/EØF, 89/662/EØF, 90/425/EØF, 91/496/EØF, 96/23/EF, 96/93/EF og 97/78/EF og Rådets afgørelse 92/438/EØF (forordningen om offentlig kontrol) (EUT L 95 af 7.4.2017, s. 1-142).
Se den konsoliderede udgave.
Forordning (EF) nr. 1881/2006 af 19. december 2006 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i fødevarer (EUT L 364 af 20.12.2006, s. 5-24).
Se den konsoliderede udgave.
seneste ajourføring 16.06.2022