Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde

(Art. 43 EF, 49 EF og 56 EF)

2. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed

(Art. 43 EF)

3. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – skattelovgivning

(Art. 43 EF)

4. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde

(Art. 43 EF og 48 EF)

5. Fællesskabsret – borgeres rettigheder – en medlemsstats tilsidesættelse – forpligtelse til at erstatte det tab, som er forvoldt borgere

(Art. 43 EF)

6. Fællesskabsret – borgeres rettigheder – en medlemsstats tilsidesættelse – forpligtelse til at erstatte det tab, som er forvoldt borgere

Sammendrag

1. En lovgivning, som kun vedrører forbindelser inden for en koncern, berører hovedsagelig etableringsfriheden og skal derfor undersøges i henhold til artikel 43 EF. Under den antagelse, at denne lovgivning har restriktive virkninger for den frie udveksling af tjenesteydelser og for de frie kapitalbevægelser, er sådanne virkninger uundgåelige konsekvenser af en eventuel hindring for etableringsfriheden og kan ikke begrunde en undersøgelse af den nævnte lovgivning med hensyn til artikel 49 EF og 56 EF.

(jf. præmis 33, 34 og 101)

2. Den omstændighed i sig selv, at et hjemmehørende selskab ydes et lån af et koncernforbundet selskab med hjemsted i en anden medlemsstat, kan ikke danne grundlag for en generel formodning for, at der er tale om misbrug, og tjene som en begrundelse for en foranstaltning, som krænker en grundlæggende frihed, som er sikret ved traktaten. En national foranstaltning, der begrænser etableringsfriheden, kan derimod være begrundet i hensynet til bekæmpelse af misbrug, når den specifikt sigter på rent kunstige arrangementer, der ikke bygger på nogen økonomisk realitet, hvis formål er at omgå den pågældende medlemsstats lovgivning, og særligt at undgå den normalt skyldige skat af overskud, der optjenes ved virksomhed, der udføres på det nationale område.

(jf. præmis 72-74)

3. Artikel 43 EF er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, der for et hjemmehørende selskab indebærer begrænsninger af retten til skattefradrag for renter af finansieringslån ydet af et direkte eller indirekte moderselskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, eller af et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, og som er kontrolleret af et sådant moderselskab, uden at underlægge et hjemmehørende selskab, der har lånt midler af et selskab, der ligeledes er hjemmehørende, en sådan restriktion, medmindre denne lovgivning på den ene side er baseret på en undersøgelse af objektive omstændigheder, som kan efterprøves, og hvorved det kan afgøres, om der foreligger et rent kunstigt arrangement, der blot har et skattemæssigt formål, idet den skattepligtige person i givet fald og uden at være underlagt unødige administrative byrder efter lovgivningen skal have adgang til at fremlægge beviser vedrørende de forretningsmæssige grunde, der ligger til grund for den pågældende transaktion, og den nævnte lovgivning på den anden side, såfremt det er fastslået, at der foreligger et sådant arrangement, kun behandler disse renter som udloddet overskud, i det omfang de overstiger, hvad der ville være aftalt på armslængdevilkår.

En sådan forskellig behandling af hjemmehørende datterselskaber, alt efter hvor deres moderselskabs hjemsted befinder sig, udgør en hindring for etableringsfriheden, da den gør det mindre attraktivt for selskaber med hjemsted i andre medlemsstater at gøre brug af etableringsfriheden, idet de som følge heraf kan give afkald på et erhverve, oprette eller opretholde et datterselskab i den medlemsstat, der har truffet foranstaltningen.

(jf. præmis 61 og 92 samt domskonkl. 1)

4. En medlemsstats lovgivning, der for et hjemmehørende selskab indebærer begrænsninger af retten til skattefradrag for renter af finansieringslån ydet af et ikke-hjemmehørende selskab, er ikke omfattet af artikel 43 EF, når den finder anvendelse i en situation, hvor et hjemmehørende selskab ydes et lån af et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, og som ikke selv kontrollerer det låntagende selskab, og når disse to selskaber direkte eller indirekte kontrolleres af et selskab, der er koncernforbundet med begge selskaber, og som er hjemmehørende i et tredjeland.

Når den medlemsstat, der har vedtaget denne lovgivning, i en sådan situation anser det låntagende selskabs rentebetalinger for udlodning af overskud, berører dette ikke det långivende selskabs etableringsfrihed, men udelukkende etableringsfriheden for det koncernforbundne selskab, der har en sådan kontrol over de pågældende to andre selskaber, at det har indflydelse på valget af finansieringen af disse selskaber. For så vidt som dette koncernforbundne selskab ikke har hjemsted i en medlemsstat som omhandlet i artikel 48 EF, finder artikel 43 EF ikke anvendelse.

(jf. præmis 99 og 102 samt domskonkl. 2)

5. Når der ingen fællesskabsretlige bestemmelser findes på området, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsrettens direkte virkning medfører for borgerne, herunder kvalifikationen af de krav, der fremsættes af de skadelidte ved de nationale retsinstanser. Disse retsinstanser er imidlertid forpligtet til at sikre, at borgerne har en effektiv søgsmålsadgang, således at de kan opnå tilbagebetaling af den skat, der er opkrævet med urette, og af beløb, der er betalt til den pågældende medlemsstat eller indeholdt af denne i direkte forbindelse med denne skat.

Hvad angår andre tab, som en person har lidt som følge af en tilsidesættelse af fællesskabsretten, der kan tilregnes en medlemsstat, er medlemsstaten, under de betingelser, der fremgår af Domstolens faste praksis, nemlig at den bestemmelse, der er tilsidesat, har til formål at tillægge borgerne rettigheder, at tilsidesættelsen er tilstrækkelig kvalificeret, og at der er en direkte årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af den forpligtelse, som påhviler staten, og de skadelidtes tab, forpligtet til at erstatte det tab, der er forvoldt borgere, uden at dette udelukker, at staten i henhold til national ret kan ifalde ansvar efter mindre restriktive betingelser.

Med det forbehold, at selve retten til erstatning følger direkte af fællesskabsretten, når nævnte betingelser, der fremgår af retspraksis, er opfyldt, skal staten erstatte det forvoldte tab efter nationale erstatningsregler, idet betingelserne i de nationale lovgivninger for erstatning af tab dog ikke må være mindre fordelagtige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål efter national ret, og ikke må være udformet således, at de i praksis gør det umuligt eller urimeligt vanskeligt at opnå erstatning.

Den forelæggende ret kan, når det fremgår, at lovgivningen i en medlemsstat udgør en hindring for etableringsfriheden, som er forbudt ved artikel 43 EF, ved afgørelsen af, hvilke tab der skal erstattes, undersøge, om de skadelidte på passende måde har søgt at undgå skaderne eller begrænse disses omfang, og navnlig om de skadelidte i rette tid har gjort brug af alle de retsmidler, der stod til deres disposition.

Anvendelsen af bestemmelserne om etableringsfriheden ville imidlertid blive gjort umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig, hvis kravene om tilbagebetaling eller erstatning på grundlag af tilsidesættelse af disse bestemmelser ikke kunne imødekommes eller blev nedsat alene med den begrundelse, at de pågældende selskaber ikke havde anmodet skattemyndighederne om at kunne betale renterne af lån fra et ikke-hjemmehørende koncernforbundet selskab, uden at disse renter ansås for udlodning af overskud, når den nationale lov, i givet fald sammenholdt med relevante bestemmelser i dobbeltbeskatningsoverenskomster, under de omtvistede omstændigheder foreskrev, at de ansås for udlodning.

(jf. præmis 115, 123, 126 og 128 samt domskonkl. 3)

6. Med henblik på at afgøre, om der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af fællesskabsretten, for hvilken en medlemsstat kan ifalde ansvar for tab, der er forvoldt borgere, skal der tages hensyn til alle de relevante momenter, der er blevet forelagt den nationale ret. Der skal bl.a. lægges vægt på, hvor klar og præcis den tilsidesatte bestemmelse er, om overtrædelsen er begået, eller tabet er forvoldt forsætligt eller uagtsomt, om en eventuel retsvildfarelse er undskyldelig eller uundskyldelig, og den omstændighed, at en fællesskabsinstitutions holdning kan have været medvirkende til vedtagelsen eller opretholdelsen af nationale foranstaltninger eller praksis i strid med fællesskabsretten.

En overtrædelse af fællesskabsretten er under alle omstændigheder åbenbart kvalificeret, når den har varet ved til trods for, at der er afsagt en dom, der fastslår traktatbruddet, eller en dom i en præjudiciel sag, eller der foreligger en fast praksis ved Domstolen på det pågældende område, hvoraf det fremgår, at den omtvistede adfærd har karakter af en overtrædelse.

På et område som direkte beskatning skal den nationale ret tage hensyn til den omstændighed, at de konsekvenser, der følger af den frie bevægelighed, der er sikret ved traktaten, kun gradvist er blevet klarlagt, bl.a. ved de principper, der er udviklet i Domstolens praksis.

(jf. præmis 119-121)