DOMSTOLENS DOM

AF 7. FEBRUAR 1973 ( 1 )

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber

mod Den italienske Republik

»Præmieringsordning for slagtning af køer og undladelse af at bringe mælk i handelen«

Sag 39/72

Sammendrag

1. Medlemsstaternes forpligtelser – Ikke-overholdelse – Søgsmål – Sags-genstand – Retlig interesse

   (EØF-traktatens artikel 169)

2. Medlemsstaternes forpligtelser – Søgsmål – Domstolens Dom – En medlemsstats ikke-overholdelse – Ansvar

   (EØF-traktatens artikler 169 og 171)

3. En institutions retsakter – Forordning – Direkte anvendelighed – Ikrafttræden – Samtidig og ensartet anvendelse i Fællesskabet – Nationale gennemførelsesbestemmelser – Forenelighed med Traktaten

   (EØF-traktatens artikler 189 og 191)

4. En institutions retsakter – Forordning – Anvendelse – Medlemsstaternes forpligtelser

   (EØF-traktatens artikel 189)

5. Medlemsstaternes forpligtelser – Ensidig handling i modstrid med Traktaten – Ikke-overholdelse af solidaritetsforpligtelser.

1.  Genstanden for et søgsmål anlagt i henhold til artikel 169 er fastlagt ved Kommissionens begrundede udtalelse og, selv i det tilfælde, hvor ikke-overholdelsen er ophørt efter udløbet af den frist, som er fastsat i henhold til stk. 2 i samme artikel, er der stadig knyttet interesse til sagens forfølgning.

2.  Såvel ved forsinkelse med opfyldelse af en forpligtelse som ved et definitivt afslag kan en dom afsagt af Domstolen i henhold til Traktatens artikler 169 og 171 være af materiel interesse med henblik på at fastsætte grundlaget for det ansvar, som en medlemsstat kan ifalde som følge af dens ikke-overholdelse, i relation til andre medlemsstater, til Fællesskabet eller til enkeltpersoner.

3.  Forordningerne er som sådanne direkte anvendelige i enhver medlemsstat og træder i kraft, alene som følge af deres offentliggørelse i De Europaeiske Fællesskabers Tidende, på den dato, de selv fastsætter, eller hvis intet er bestemt, på det tidspunkt Traktaten fastsætter.

   Heraf følger, at alle gennemførelsesbestemmelser, som kunne have til følge, at den direkte virkning af fællesskabsforordningerne modvirkedes, og deres samtidige og ensartede anvendelse i hele Fællesskabet forhindredes, er traktatstridige.

4.  Man kan derfor ikke tillade, at en medlemsstat ikke anvender en fællesskabsforordnings bestemmelser i deres helhed, men foretager et valg, således at visse dele af fællesskabslovgivningen, som den har erklæret sig som nodstander af, eller som den finder stridende mod visse nationale interesser, bliver uden virkning. På samme måde kan man ikke tillade, at en medlemsstat under henvisning til anvendelsesvanskeligheder opstået på en fællesskabsregels gennemførelsesstadium frigør sig ensidigt for sine forpligtelser.

5.  Hvis en stat ensidigt i henhold til sin opfattelse af, hvad dens nationale interesser kræver, bryder ligevægten mellem de fordele og de forpligtelser, der følger af dens tilslutning til Fællesskabet, sættes derved medlemsstaternes lighed over for fællesskabsretten på spil, og der opstår forskelsbehandling af deres statsborgere og først og fremmest af borgerne i den stat, der sætter sig uden for fællesskabsreglen.

   Ikke-overholdelsen af den forpligtelse til solidaritet, som medlemsstaterne har pålagt sig ved tilslutningen til Fællesskabet, griber ind i selve grundlaget for Fællesskabets retsorden.

( 1 ) – Processprog: Italiensk.