Forenede sager C-569/16 og C-570/16

Stadt Wuppertal
mod
Maria Elisabeth Bauer

og

Volker Willmeroth
mod
Martina Broßonn

(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesarbeitsgericht)

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – tilrettelæggelse af arbejdstiden – direktiv 2003/88/EF – artikel 7 – ret til årlig betalt ferie – arbejdsforhold, der ophører på grund af arbejdstagerens død – nationale bestemmelser, der forhindrer udbetaling til arbejdstagerens retsefterfølgere af en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, som denne ikke har afholdt – forpligtelse til at anlægge en overensstemmende fortolkning af national ret – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 31, stk. 2 – mulighed for påberåbelse inden for rammerne af en tvist mellem privatpersoner«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 6. november 2018

1. Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – tilrettelæggelse af arbejdstiden – ret til årlig betalt ferie – rækkevidde – finansiel godtgørelse for ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør – national ordning, der fastsætter, at retten til en kompensationsgodtgørelse bortfalder i tilfælde af arbejdstagerens død – ikke tilladt

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 31, stk. 2, og art. 52, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7; Rådets direktiv 93/104, art. 7)

2. Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – tilrettelæggelse af arbejdstiden – ret til årlig betalt ferie – direktiv 2003/88 – artikel 7 – direkte virkning – mulighed for at påberåbe sig denne inden for rammerne af en tvist mellem privatpersoner – foreligger ikke

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7)

3. Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – tilrettelæggelse af arbejdstiden – ret til årlig betalt ferie – særligt vigtigt princip i Unionens sociallovgivning – rækkevidde

   (Art. 151 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 21, stk. 1, art. 27, art. 31, stk. 1, og art. 52, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7; Rådets direktiv 93/104, art. 7)

4. Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – tilrettelæggelse af arbejdstiden – ret til årlig betalt ferie – finansiel godtgørelse for ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør – national ordning, som er fastslået at være i strid med direktiv 2003/88 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – forpligtelser for en national ret, for hvilken der er indbragt en tvist mellem privatpersoner – undladelse af at anvende den nævnte nationale ordning og tildeling af den finansielle godtgørelse til den afdøde arbejdstagers retsefterfølger

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 31, stk. 2, og art. 51, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7)

1.  Artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden og artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at de er til hinder for en national ordning som den i hovedsagen omhandlede, i medfør af hvilken retten til årlig betalt ferie, der er optjent i medfør af de nævnte bestemmelser og ikke er afholdt af arbejdstageren inden dennes død, når arbejdsforholdet ophører på grund af arbejdstagerens død, bortfalder, uden at der opstår en ret til finansiel godtgørelse for den nævnte ferie, der kan overføres til den nævnte arbejdstagers retsefterfølgere ved arv.

   Bortfaldet af den ret, som en arbejdstager har optjent til årlig betalt ferie, eller af dennes tilsvarende ret til betaling af en finansiel godtgørelse for ikke afholdt ferie i tilfælde af arbejdsforholdets ophør, uden at den berørte faktisk har haft mulighed for at gøre brug af denne ret til årlig betalt ferie, ville nemlig være et indgreb i selve kernen i denne rettighed (jf. i denne retning dom af 19.9.2013, Kommissionen mod Strack, C-579/12, RX-II, EU:C:2013:570, præmis 32).

   Retten til en økonomisk kompensation i tilfælde, hvor arbejdsforholdet er ophørt på grund af arbejdstagerens død, er således uomgængelig med henblik på at sikre den effektive virkning af den ret til årlig betalt ferie, som arbejdstageren har (jf. i denne retning dom af 12.6.2014, Bollacke, C-118/13, EU:C:2014:1755, præmis 24).

   I denne sammenhæng skal det endelig bemærkes, at Domstolen allerede har haft lejlighed til at præcisere, at udtrykket »årlig betalt ferie« i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88, som skal sidestilles med udtrykket »årlig ferie med løn«, der fremgår af chartrets artikel 31, stk. 2, betyder, at løn under den årlige ferieperiode i disse bestemmelsers forstand fortsat skal udbetales, og at arbejdstageren med andre ord skal modtage sin normale løn under denne hvileperiode (jf. i denne retning dom af 15.9.2011, Williams m.fl., C-155/10, EU:C:2011:588, præmis 18 og 19).

   Som det blev anført i nærværende doms præmis 39, udgør den nævnte ret til årlig ferie kun den ene af de to dele af retten til årlig betalt ferie som væsentligt princip i Unionens sociallovgivning, der afspejles af artikel 7 i direktiv 93/104 og af artikel 7 i direktiv 2003/88, og som i mellemtiden er blevet fastsat udtrykkeligt som grundlæggende rettighed i chartrets artikel 31, stk. 2. Den nævnte grundlæggende ret omfatter således ligeledes en ret til at opnå en betaling og – som uadskillelig ret i forhold til denne ret til årlig »betalt« ferie – retten til en finansiel godtgørelse for årlig ferie, der ikke er blevet afholdt ved arbejdsforholdets ophør.

   I denne henseende kan der kun opstilles begrænsninger for denne rettighed under overholdelse af de strenge betingelser, der er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1, og navnlig af denne rets kerneindhold. Medlemsstaterne kan således ikke fravige det princip, der følger af artikel 7 i direktiv 2003/88, set i lyset af chartrets artikel 31, stk. 2, ifølge hvilket en ret til årlig betalt ferie, der er optjent, ikke kan bortfalde ved udløbet af referenceperioden og/eller en overførselsperiode, som er fastsat ved national lovgivning, når arbejdstageren ikke har været i stand til at afholde ferie (jf. i denne retning dom af 29.11.2017, King, C-214/16, EU:C:2017:914, præmis 56).

   (jf. præmis 49, 50, 57-59, 61 og 63 samt domskonkl.1)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 72, 73, 77 og 78)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 80, 81, 83 og 84)

4.  En national ret, der skal behandle en tvist mellem den retlige efterfølger efter en afdød arbejdstager og denne arbejdstagers tidligere arbejdsgiver, skal i tilfælde af, at det er umuligt at fortolke en national ordning som den i hovedsagen omhandlede på en måde, der kan sikre foreneligheden med artikel 7 i direktiv 2003/88 og artikel 31, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder, undlade at anvende en sådan national ordning og påse, at den nævnte retlige efterfølger for denne tidligere arbejdsgivers regning tildeles en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der er optjent i medfør af de nævnte bestemmelser, og som ikke er afholdt af den nævnte arbejdstager før dennes død. Denne forpligtelse påhviler den nationale ret i medfør af artikel 7 i direktiv 2003/88 og artikel 31, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder, når tvisten er mellem en sådan retlig efterfølger og en arbejdsgiver, som er en offentlig myndighed, og i medfør af den anden af disse bestemmelser, når tvisten er mellem den retlige efterfølger og en arbejdsgiver, der er en privatperson.

   Retten til en årlig ferie med løn, der er fastsat for enhver arbejdstager ved chartrets artikel 31, stk. 2, har således, hvad angår selve dens eksistens, en både bindende og ubetinget karakter, idet denne artikel nemlig ikke kræver, at den skal konkretiseres ved bestemmelser i EU-retten eller national ret, hvilke bestemmelser alene skal præcisere den præcise varighed af den årlige ferie og i givet fald visse betingelser for udøvelsen af denne ret. Det følger heraf, at den nævnte bestemmelse i sig selv er tilstrækkelig til at tillægge arbejdstagerne en ret, der som sådan kan påberåbes i en tvist mellem disse og deres arbejdsgiver i en situation, der er omfattet af EU-retten, og som følgelig henhører under chartrets anvendelsesområde (jf. analogt dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 76).

   Hvad angår en sådan virkning af chartrets artikel 31, stk. 2, i forhold til arbejdsgivere, der er privatpersoner, bemærkes, at chartrets artikel 51, stk. 1, ganske vist præciserer, at bestemmelserne i dette charter er rettet til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer under iagttagelse af nærhedsprincippet samt til medlemsstaterne, dog kun når de gennemfører EU-retten, men at nævnte artikel 51, stk. 1, derimod ikke berører spørgsmålet, om sådanne privatpersoner i givet fald kan være direkte forpligtet til at overholde visse bestemmelser i det nævnte charter, og følgelig ikke kan fortolkes således, at den systematisk udelukker en sådan mulighed.

   Det bemærkes først, og som generaladvokaten har anført i punkt 78 i forslaget til afgørelse, at det forhold, at visse bestemmelser i primær ret i første omgang er rettet mod medlemsstaterne, ikke er af en sådan art, at det udelukker, at disse kan finde anvendelse i forhold mellem privatpersoner (jf. i denne retning dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 77).

   Det bemærkes herefter, at Domstolen allerede navnlig har tilladt, at det forbud, der er fastsat i chartrets artikel 21, stk. 1, i sig selv er tilstrækkeligt til at tillægge en privatperson en ret, der som sådan kan påberåbes i en tvist med en anden privatperson (dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 76), uden at chartrets artikel 52, stk. 1, således vil være til hinder derfor.

   Endelig og hvad nærmere bestemt angår chartrets artikel 31, stk. 2, skal det fremhæves, at retten for enhver arbejdstager til årlig ferie med løn efter selve sin natur indbefatter en tilsvarende forpligtelse for arbejdsgiveren, nemlig forpligtelsen til at give sådanne årlige ferier med løn.

   (jf. præmis 85, 87-90 og 92 samt domskonkl.2)