(1)

Rådets forordning (EF) nr. 377/2004 (2) er blevet ændret væsentligt. Da der skal foretages yderligere ændringer, bør forordningen af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)

Den kraftige stigning i de blandede migrationsstrømme i 2015 og 2016 har sat migrations-, asyl- og grænseforvaltningssystemerne under pres. Dette har indebåret en udfordring for Unionen og medlemsstaterne og viser, at det er nødvendigt at styrke Unionens politik på migrationsområdet med henblik på at sikre en samordnet og effektiv europæisk reaktion.

(3)

Formålet med Unionens politik vedrørende migration er at erstatte irregulære og ukontrollerede migrationsstrømme med sikre og velforvaltede adgangsveje gennem en samlet tilgang, der har til formål at sikre en effektiv forvaltning af migrationsstrømme i alle faser i overensstemmelse med kapitel 2 i afsnit V i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(4)

Respekt for menneskerettighedsstandarder er et grundlæggende princip for Unionen. Unionen er forpligtet til at beskytte menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder for alle migranter, uanset deres indvandrerstatus, i fuld overensstemmelse med folkeretten. Foranstaltninger truffet af indvandringsforbindelsesofficerer i forbindelse med gennemførelsen af denne forordning, navnlig i tilfælde, der involverer sårbare personer, bør således overholde de grundlæggende rettigheder i overensstemmelse med relevant folkeret og EU-ret, herunder artikel 2 og 6 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(5)

For at sikre den effektive gennemførelse af alle aspekter af EU-politikker vedrørende indvandring bør der tilstræbes en konsekvent dialog og samarbejde med vigtige oprindelses- og transittredjelande for migranter og ansøgere om international beskyttelse. Et sådant samarbejde bør i overensstemmelse med den samlede tilgang, der er fastlagt i den europæiske dagsorden for migration, sikre en bedre forvaltning af indvandring, herunder afrejser og tilbagesendelser, understøtte indsamling og deling af oplysninger, herunder om ansøgernes adgang til international beskyttelse og, hvor det er muligt og relevant, om reintegrering, og forebygge og bekæmpe ulovlig indvandring, smugling af migranter og menneskehandel

(6)

Beskyttelsesværktøjerne omfatter foranstaltningerne i den samlede strategi for migration og mobilitet (SSMM). Lovlige indvandringsstrategier og -kanaler mellem Unionen og tredjelande bør også omfatte arbejdskraftmigration, visa til studerende og familiesammenføring, uden at det berører medlemsstaternes nationale beføjelser.

(7)

I lyset af den stigende efterspørgsel efter analyse og oplysninger til støtte for evidensbaseret politisk beslutningstagning og operationelle tiltag er der et behov for, at indvandringsforbindelsesofficerer sikrer, at deres indsigt og viden bidrager fuldt ud til et samlet situationsbillede af tredjelande.

(8)

Oplysninger om migrationsstrømmes sammensætning bør, hvor det er muligt og relevant, indeholde oplysninger om erklærede migranters angivne alder, kønsprofil og familie og om uledsagede mindreårige.

(9)

Udsendelsen af de nuværende europæiske migrationsforbindelsesofficerer til vigtige oprindelses- og transittredjelande, som der opfordres til i konklusionerne fra stats- og regeringschefernes særlige møde den 23. april 2015, var et første skridt i retning af at forstærke engagementet i tredjelande for så vidt angår migrationsspørgsmål og øge samarbejdet med indvandringsforbindelsesofficerer udsendt af medlemsstaterne. Med udgangspunkt i disse erfaringer bør længerevarende udsendelse af indvandringsforbindelsesofficerer fra Kommissionen til tredjelande for at understøtte udviklingen og gennemførelsen samt maksimere virkningen af Unionens indsats på migrationsområdet forudses.

(10)

Formålet med denne forordning er at sikre en bedre samordning og optimere udnyttelsen af netværket af de indvandringsforbindelsesofficerer, som medlemsstaternes kompetente myndigheder, herunder, hvis det er relevant, retshåndhævende myndigheder, samt Kommissionen og EU-agenturerne har udsendt til tredjelande, med sigte på en mere virkningsfuld gennemførelse af Unionens prioriteter om at forebygge og bekæmpe ulovlig indvandring og dermed forbundet grænseoverskridende kriminalitet såsom smugling af migranter og menneskehandel, lette værdig og effektiv tilbagesendelse, tilbagetagelse og reintegrering, bidrage til en integreret forvaltning af Unionens ydre grænser og understøtte forvaltningen styringen af legal indvandring, herunder på området for foranstaltninger vedrørende international beskyttelse, genbosættelse og integrations inden afrejse, der udføres af medlemsstaterne og Unionen. En sådan samordning bør fuldt ud respektere den eksisterende kommandovej og rapporteringslinjerne mellem indvandringsforbindelsesofficererne og deres respektive udsendende myndigheder samt blandt indvandringsforbindelsesofficererne indbyrdes.

(11)

Med udgangspunkt i forordning (EF) nr. 377/2004 har nærværende forordning til formål at sikre, at indvandringsforbindelsesofficerer i højere grad bidrager til et velfungerende europæisk netværk af indvandringsforbindelsesofficerer, først og fremmest ved at oprette en mekanisme, hvorigennem medlemsstaterne, Kommissionen og EU-agenturerne på en mere systematisk måde kan samordne opgaverne og rollerne for deres forbindelsesofficerer, som er udsendt til tredjelande.

(12)

Under hensyntagen til, at forbindelsesofficerer, der beskæftiger sig med migrationsrelaterede spørgsmål, er udsendt af forskellige kompetente myndigheder, og at deres mandat og opgaver kan være overlappende, bør der gøres en indsats for at styrke samarbejdet mellem forbindelsesofficerer, der arbejder i samme tredjeland eller region. Hvor indvandringsforbindelsesofficerer er udsendt til Unionens diplomatiske missioner i et tredjeland af Kommissionen eller EU-agenturer, bør de lette og støtte indvandringsforbindelsesofficerernes netværk i det pågældende tredjeland. Sådanne netværk kan, hvor det er hensigtsmæssigt, udvides til at omfatte forbindelsesofficerer, der er udsendt af andre lande end medlemsstater.

(13)

Indførelsen af en robust mekanisme, som sikrer en bedre samordning blandt og et bedre samarbejde mellem alle forbindelsesofficerer, der beskæftiger sig med indvandringsspørgsmål som led i deres opgaver, er afgørende for at minimere informationslakuner og dobbeltarbejde og maksimere operationel kapacitet og effektivitet. Et styringsråd bør udstede retningslinjer i overensstemmelse med Unionens politiske prioriteter under hensyntagen til Unionens eksterne forbindelser og bør have de nødvendige beføjelser til navnlig at vedtage toårige arbejdsprogrammer for aktiviteterne i indvandringsforbindelsesofficerernes netværk, aftale skræddersyede ad hoc-tiltag for indvandringsforbindelsesofficerer vedrørende prioriteter og nye behov, der ikke allerede er omfattet af det toårige arbejdsprogram, tildele ressourcer til aftalte aktiviteter og være ansvarlig for deres gennemførelse. Hverken styringsrådets opgaver eller de, der varetages af formidlerne for indvandringsforbindelsesofficerernes netværk, bør berøre de udsendende myndigheders kompetence med hensyn til tildeling af opgaver til deres respektive indvandringsforbindelsesofficerer. Når styringsrådet udfører sine opgaver, bør det tage hensyn til de forskelligartede netværk af indvandringsforbindelsesofficerer samt de synspunkter, som de medlemsstater, der er mest berørt af forbindelse til bestemte tredjelande, har.

(14)

Styringsrådet bør derfor opstille og jævnligt ajourføre en liste over indvandringsforbindelsesofficerer, der er udsendt til tredjelande. Listen bør omfatte oplysninger om de forskellige netværks placering, sammensætning og aktiviteter, herunder kontaktoplysninger og en oversigt over de udsendte indvandringsforbindelsesofficerers opgaver.

(15)

Fælles udsendelse af forbindelsesofficerer bør fremmes med henblik på at forbedre det operationelle samarbejde og udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne samt for at imødekomme behov på EU-plan som fastlagt af styringsrådet. Fælles udsendelse fra mindst to medlemsstater bør understøttes med EU-midler for at fremme engagementet og give merværdi til alle medlemsstater.

(16)

Der bør fastsættes særlige bestemmelser for en bredere EU-kapacitetsopbygningsindsats for indvandringsforbindelsesofficererne. Sådan kapacitetsopbygning bør omfatte udviklingen af et fælles kernepensum og kurser til før udsendelsen, herunder om grundlæggende rettigheder, i samarbejde med relevante EU-agenturer og styrkelsen af den operationelle kapacitet af indvandringsforbindelsesofficerers netværk. Et sådant pensum bør ikke være obligatorisk og bør være et supplement i forhold til det nationale pensum, der fastsættes af udsendende myndigheder.

(17)

Indvandringsforbindelsesofficerers netværk bør undgå overlapning med det arbejde, der udføres af EU-agenturer og andre EU-instrumenter eller -strukturer, herunder arbejdet i lokale Schengensamarbejdsgrupper, og bør tilføre en merværdi til det, de allerede opnår i form af indsamling og udveksling af oplysninger på indvandringsområdet, navnlig ved at fokusere på operationelle aspekter. Disse netværker bør fungere som formidlere og leverandører af oplysninger fra tredjelande til støtte for EU-agenturer i deres funktioner og opgaver, navnlig hvis EU-agenturerne endnu ikke har etableret samarbejdsforbindelser med tredjelande. Med sigte herpå bør der etableres et tættere samarbejde mellem indvandringsforbindelsesofficerers netværk og de relevante EU-agenturer. Indvandringsforbindelsesofficerer bør til enhver tid være opmærksomme på, at deres handlinger kan få operationelle eller omdømmemæssige konsekvenser for lokale og regionale netværk af indvandringsforbindelsesofficerer. De bør handle i overensstemmelse hermed, når de udfører deres opgaver.

(18)

Medlemsstaternes myndigheder bør, hvor det er hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med EU-retten og national ret, sikre, at oplysninger indhentet af forbindelsesofficerer udsendt til andre medlemsstater og strategiske og operative analyseprodukter fra EU-agenturer vedrørende ulovlig indvandring, værdig og effektiv tilbagesendelse og reintegrering, grænseoverskridende kriminalitet eller international beskyttelse og genbosætning reelt når frem til indvandringsforbindelsesofficererne i tredjelande, og at oplysninger fra indvandringsforbindelsesofficerer deles med de relevante EU-agenturer, navnlig Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning, Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og Den Europæiske Unions Asylagentur (EASO) inden for deres respektive retlige rammer.

(19)

For at sikre den mest effektive anvendelse af oplysninger, der indsamles af netværkene af indvandringsforbindelsesofficerer, bør sådanne oplysninger være tilgængelige via en sikker webbaseret platform til udveksling af oplysninger i overensstemmelse med den gældende lovgivning om databeskyttelse.

(20)

Oplysninger, der indsamles af indvandringsforbindelsesofficerer, bør understøtte gennemførelsen af den tekniske og operationelle europæiske integrerede grænseforvaltning, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1624 (3), og bidrage til udviklingen og opretholdelsen af de nationale grænseovervågningssystemer i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1052/2013 (4).

(21)

Det bør være muligt at anvende de tilgængelige ressourcer i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 515/2014 (5) til at understøtte aktiviteterne i et europæisk netværk af indvandringsforbindelsesofficerer samt til at arbejde for medlemsstaternes fælles udsendelse af forbindelsesofficerer.

(22)

Enhver behandling, herunder overførslen af personoplysninger, som foretages af medlemsstaterne inden for rammerne af denne forordning, bør ske i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (6). Kommissionen og EU-agenturerne bør anvende Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (7), når de behandler personoplysninger.

(23)

Behandling af personoplysninger inden for rammerne af denne forordning bør ske med henblik på at yde assistance til at tilbagesende tredjelandsstatsborgere, lette genbosætning af personer med behov for international beskyttelse og gennemføre EU-foranstaltninger og nationale foranstaltninger for så vidt angår indrejse med henblik på lovlig migration og forebyggelse og bekæmpelse af ulovlig indvandring, smugling af migranter og menneskehandel. Der er derfor behov for retlige rammer, som anerkender indvandringsforbindelsesofficerernes rolle i denne forbindelse.

(24)

Indvandringsforbindelsesofficerer er nødt til at behandle personoplysninger for at fremme en korrekt gennemførelse af tilbagesendelsesprocedurer, en vellykket fuldbyrdelse af tilbagesendelsesafgørelse og reintegrering, hvor det er hensigtsmæssigt og muligt. De tredjelande, hvortil der sker tilbagesendelse, er ofte ikke genstand for afgørelser om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet, der vedtages af Kommissionen i henhold til artikel 45 i forordning (EU) 2016/679, og de har ofte ikke indgået eller agter ikke at indgå en tilbagetagelsesaftale med Unionen eller på anden måde fastsætte tilstrækkelige garantier som omhandlet i artikel 46 i forordning (EU) 2016/679. Til trods for Unionens omfattende bestræbelser på at samarbejde med de vigtigste oprindelseslande for tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der skal tilbagesendes, er det ikke altid muligt at sikre, at sådanne tredjelande systematisk opfylder de krav, der i folkeretten er fastsat til tilbagetagelse af egne statsborgere. Tilbagetagelsesaftaler, som er indgået eller er ved at blive forhandlet af Unionen eller medlemsstaterne og giver passende garantier for overførsel af personoplysninger til tredjelande i medfør af artikel 46 i forordning (EU) 2016/679, dækker derfor kun et begrænset antal sådanne tredjelande. I tilfælde, hvor der ikke findes sådanne aftaler, bør personoplysninger overføres af indvandringsforbindelsesofficerer med henblik på gennemførelse af Unionens tilbagesendelsesoperationer i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i artikel 49 i forordning (EU) 2016/679.

(25)

Som en undtagelse fra kravet om en afgørelse om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet eller passende garantier bør overførsel af personoplysninger til tredjelandsmyndigheder i henhold til denne forordning være tilladt til gennemførelse af Unionens tilbagesendelsespolitik, og det bør derfor være muligt at anvende undtagelsen i artikel 49, stk. 1, litra d), i forordning (EU) 2016/679 på de betingelser, der er fastsat i nævnte artikel, med henblik på denne forordning, nemlig for den værdige og effektive tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere, der ikke opfylder eller ikke længere opfylder betingelserne for indrejse, ophold eller bopæl i medlemsstaterne i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF (8).

(26)

I de berørte personers interesse bør indvandringsforbindelsesofficerer kunne behandle personoplysninger om personer, der har behov for international beskyttelse og skal genbosættes, og personer, der ønsker at migrere lovligt til Unionen, med henblik på at bekræfte deres identitet og statsborgerskab. Indvandringsforbindelsesofficerer opererer i en kontekst, hvor det er sandsynligt, at de får stor indsigt i aktiviteterne i kriminelle organisationer, der er involveret i smugling af migranter og menneskehandel. De bør derfor også kunne udveksle personoplysninger, der behandles i forbindelse med deres opgaver, med retshåndhævende myndigheder og inden for netværk af indvandringsforbindelsesofficerer, forudsat at de pågældende personoplysninger er nødvendige for enten at forebygge og tackle irregulær migration eller at forebygge, efterforske, afsløre og retsforfølge smugling af migranter eller menneskehandel.

(27)

Målene for denne forordning er at optimere udnyttelsen af netværket af de indvandringsforbindelsesofficerer, som medlemsstaterne, Kommissionen og EU-agenturer har udsendt til tredjelande, med henblik på mere effektivt at gennemføre Unionens prioriteter, samtidig med at medlemsstaternes nationale beføjelser respekteres. Sådanne EU-prioriteter omfatter at sikre en bedre forvaltning af migration med henblik på at erstatte irregulære strømme med sikre og velforvaltede adgangsveje gennem en samlet tilgang, der tager fat på alle aspekter af indvandring, herunder forebyggelse og bekæmpelse af smugling af migranter og menneskehandel og ulovlig indvandring. Yderligere EU-prioriteter er at lette værdig og effektiv tilbagesendelse, tilbagetagelse og reintegration, som bidrager til en integreret forvaltning af Unionens ydre grænser, og at understøtte forvaltningen af legal indvandring og internationale beskyttelsesordninger. Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres store omfang og deres virkninger i hele Unionen bedre nås gennem samordning på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(28)

For så vidt angår Island og Norge udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (9), der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra A og E, i Rådets afgørelse 1999/437/EF (10).

(29)

For så vidt angår Schweiz udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (11), der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra A og E, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/149/RIA (12).

(30)

For så vidt angår Liechtenstein udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (13), der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra A og E i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU (14).

(31)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter, at Rådet har truffet foranstaltning afgørelse om denne forordning til udbygning af Schengenreglerne, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne forordning i sin nationale lovgivning, jf. artikel 4 i protokollen.

(32)

Den 1. oktober 2018 meddelte Det Forenede Kongerige i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i protokol nr. 19 om Schengenreglerne som integreret i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, Rådet, at det ikke ønsker at deltage i vedtagelsen af denne forordning. I overensstemmelse med artikel 5, stk. 3 i nævnte protokol fremlagde Kommissionen den 31. januar 2019 et forslag til Rådets afgørelse om meddelelse fra Det Forenede Kongerige om, at det ikke længere ønsker at deltage i visse bestemmelser i Schengenreglerne som fastsat i forordning (EF) nr. 377/2004. På dette grundlag besluttede Rådet den 18. februar 2019 (15), at Rådets afgørelse 2000/365/EF (16) og punkt 6 i bilag I til Rådets afgørelse 2004/926/EF (17) fra datoen for nærværende forordnings ikrafttræden ophører med at finde anvendelse for Det Forenede Kongerige for så vidt angår forordning (EF) nr. 377/2004 og eventuelle senere ændringer heraf.

(33)

Irland deltager i denne forordning i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, i protokol nr. 19 og artikel 6, stk. 2, i Rådets afgørelse 2002/192/EF (18).

(34)

Irlands deltagelse i denne forordning i henhold til artikel 6, stk. 2, i afgørelse 2002/192/EF vedrører Unionens ansvar for at træffe foranstaltninger til udbygning af Schengenreglerne om bekæmpelse af organiseret ulovlig indvandring, som Irland deltager i.

(35)

Denne forordning er en retsakt, der bygger på, eller som på anden måde har tilknytning til, Schengenreglerne, jf. henholdsvis artikel 3, stk. 1, i tiltrædelsesakten af 2003, artikel 4, stk. 1, i tiltrædelsesakten af 2005 og artikel 4, stk. 1, i tiltrædelsesakten af 2011 —