Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32021D0617(03)

Kommissionens afgørelse af 12. maj 2021 om oprettelse af Det Europæiske Forskningsråd for Horisont Europa — rammeprogrammet for forskning og innovation og om ophævelse af afgørelse C(2013)8915 2021/C 234 I/03

C/2021/3402

EUT C 234I af 17.6.2021, p. 5–9 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

17.6.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CI 234/5


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 12. maj 2021

om oprettelse af Det Europæiske Forskningsråd for Horisont Europa — rammeprogrammet for forskning og innovation og om ophævelse af afgørelse C(2013)8915

(2021/C 234 I/03)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets afgørelse 2021/764/EU om særprogrammet til gennemførelse af Horisont Europa — rammeprogrammet for forskning og innovation (2021-2027), særlig artikel 8, stk. 1 og 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at sikre kontinuiteten af de aktioner og aktiviteter, der udføres i henhold til Rådets afgørelse 2013/743/EU (1), bør Det Europæiske Forskningsråd (»EFR«), som oprettes ved nærværende afgørelse til gennemførelse af aktioner under Horisont Europas søjle I »Videnskabelig topkvalitet«, erstatte det EFR, der blev oprettet ved Kommissionens afgørelse af 12. december 2013 om oprettelse af Det europæiske Forskningsråd (2).

(2)

I artikel 8, stk. 2, i afgørelse 2021/764/EU fastsættes det, at EFR består af det uafhængige EFR’s Videnskabelige Råd i henhold til artikel 9 og den specifikke EFR-gennemførelsesstruktur i henhold til artikel 10 i nævnte afgørelse. Den specifikke gennemførelsesstruktur blev oprettet som et forvaltningsorgan ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2021) 953 af 12. februar 2021 i overensstemmelse med artikel 3, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 58/2003 (3).

(3)

I overensstemmelse med artikel 9 i afgørelse 2021/764/EU skal EFR’s Videnskabelige Råd bestå af uafhængige forskere, ingeniører og videnskabsfolk, som nyder den højeste grad af anseelse og med den relevante sagkundskab, herunder både kvinder og mænd i forskellige aldersgrupper, og som dækker et bredt spektrum af forskningsområder og forskellige geografiske oprindelser. De handler i deres egenskab som personer, uafhængigt af uvedkommende interesser. Medlemmer af Det Videnskabelige Råd skal udnævnes af Kommissionen efter en uafhængig og åben indstillingsprocedure, der er aftalt med Det Videnskabelige Råd, og som omfatter en åben høring af forskersamfundet og en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet.

(4)

For at sikre en vellykket overgang til Horisont Europa er mandatet for EFR’s Videnskabelige Råd, der blev oprettet ved afgørelse C(2013) 8915, blevet forlænget ved Kommissionens afgørelse C(2020) 9154 af 16. december 2020 indtil datoen for ikrafttrædelsen af afgørelse 2021/764/EU.

(5)

For at sikre en rettidig gennemførelse af særprogrammet til gennemførelse af Horisont Europa har EFR’s Videnskabelige Råd, der er oprettet ved afgørelse C(2013) 8915, allerede indtaget foreløbige holdninger til de foranstaltninger, der skal vedtages i henhold til artikel 9 i afgørelse 2021/764/EU. Disse foreløbige holdninger bør vedtages eller afvises af Det Videnskabelige Råd, der er oprettet i henhold til denne afgørelse.

(6)

De nødvendige bestemmelser for Det Videnskabelige Råds virksomhed bør fastsættes.

(7)

Der bør fastsættes bestemmelser, som sikrer samarbejdet mellem Det Videnskabelige Råd og den særlige gennemførelsesstruktur for EFR.

(8)

Det Videnskabelige Råd bør have adgang til de dokumenter og data, der er nødvendige for dets arbejde, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (4).

(9)

I afgørelse 2021/764/EU er der fastsat bestemmelser om godtgørelse til medlemmerne af Det Videnskabelige Råd for de opgaver, de udfører. Der bør i den forbindelse fastsættes regler.

(10)

Afgørelse C(2013)8915 bør ophæves,

BESTEMT FØLGENDE:

Artikel 1

Oprettelse af Det Europæiske Forskningsråd

Det Europæiske Forskningsråd (»EFR«) oprettes hermed for perioden fra den 12. maj 2021 til den 31. december 2027.

Artikel 2

Medlemmer af Det Videnskabelige Råd

1.   Det Videnskabelige Råd består af formanden for EFR (»EFR-formanden«) og 21 andre medlemmer. De 21 personer, der er opført i bilag I udpeges, som de andre medlemmer af Det Videnskabelige Råd for den i bilaget fastsatte mandatperiode.

2.   Medlemmerne udfører deres hverv uafhængigt af enhver ydre påvirkning. De underretter øjeblikkeligt Kommissionen om enhver interessekonflikt, der kunne gå ud over deres objektivitet.

3.   Medlemmerne vælges for en periode på op til fire år og kan genvælges én gang. Der kan udnævnes medlemmer for mindre end den maksimale mandatperiode for at muliggøre forskudt rotation af medlemmerne.

4.   I behørigt begrundede tilfælde kan Kommissionen for at opretholde Det Videnskabelige Råds integritet eller kontinuitet på eget initiativ afslutte et medlems mandat.

5.   Hvis et medlem træder tilbage, eller hans/hendes mandat ophæves af Kommissionen, udpeges et nyt medlem. I tilfælde af, at EFR-formanden træder tilbage, eller at hans/hendes mandat ophæves, kan Kommissionen udpege et andet medlem af Det Videnskabelige Råd eller en tidligere EFR-formand som fungerende EFR-formand for en begrænset periode, indtil der vælges en ny EFR-formand.

Artikel 3

Det Videnskabelige Råds virksomhed

1.   Det Videnskabelige Råd vedtager sin forretningsorden såvel som en adfærdskodeks vedrørende fortrolighed, interessekonflikter og behandlingen af personoplysninger i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1725.

2.   Det Videnskabelige Råd holder plenarmøde så ofte, som dets arbejde kræver. Der offentliggøres mødereferater af plenarmøderne på EFR’s websted.

3.   Formanden kan beslutte at afholde lukkede møder i overensstemmelse med Det Videnskabelige Råds forretningsorden.

4.   Det Videnskabelige Råd kan blandt sine medlemmer nedsætte stående udvalg, arbejdsgrupper og andre strukturer, der varetager særlige opgaver for Det Videnskabelige Råd.

5.   De foreløbige holdninger i Det Videnskabelige Råd, der er oprettet ved afgørelse C(2013)8915, om de foranstaltninger, der skal vedtages i overensstemmelse med artikel 9 i afgørelse 2021/764/EU vedtages eller afvises af Det Videnskabelige Råd, der er oprettet i henhold til denne afgørelse.

Artikel 4

Samarbejde i Det Europæiske Forskningsråd

Det Videnskabelige Råd og den særlige gennemførelsesstruktur skal sikre sammenhængen mellem de strategiske og praktiske aspekter af alle EFR’s aktiviteter. EFR-formanden, næstformændene for Det Videnskabelige Råd og direktøren for den særlige gennemførelsesstruktur afholder regelmæssige koordinationsmøder for at sikre et effektivt samarbejde.

Artikel 5

Tilrådighedsstillelse af dokumenter og data

1.   Kommissionen og den særlige gennemførelsesstruktur stiller de nødvendige dokumenter og data samt den nødvendige assistance til rådighed for Det Videnskabelige Råd, således at det kan varetage sine opgaver i fuld uafhængighed i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 2018/1725.

2.   Hvis der ikke kan gives adgang til dokumenter, data eller personoplysninger af hensyn til databeskyttelse af personoplysninger, fortrolighed, sikkerhed eller offentlighedens interesse, giver Kommissionen og den særlige gennemførelsesstruktur Det Videnskabelige Råd en skriftlig redegørelse for, hvorfor der ikke kan gives adgang, sammen med alle oplysninger, som de anser for at være muligt at give i henhold til de gældende bestemmelser.

Artikel 6

Godtgørelse til medlemmerne af Det Videnskabelige Råd, undtagen EFR-formanden

Reglerne for honorarer for de opgaver, der udføres af Det Videnskabelige Råds medlemmer med undtagelse af EFR-formanden, og godtgørelse af deres rejse- og opholdsudgifter er fastsat i bilag II.

Afgørelse C(2013) 8915 ophæves.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. maj 2021.

På Kommissionens vegne

Mariya GABRIEL

Medlem af Kommissionen


(1)  Rådets afgørelse 2013/743/EU af 3. december 2013 om særprogrammet til gennemførelse af Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse 2006/971/EF, 2006/972/EF, 2006/973/EF, 2006/974/EF og 2006/975/EF (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 965).

(2)  C(2013) 8915 (EUT C 373 af 20.12.2013, s. 23).

(3)  Rådets forordning (EF) nr. 58/2003 af 19. december 2002 om vedtægterne for de forvaltningsorganer, der skal administrere opgaver i forbindelse med EF-programmer (EFT L 11 af 16.1.2003, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).


BILAG I

Medlemmer af EFR’s Videnskabelige Råd pr. 12. maj 2021

Navn og institut

Mandatperiodens udløb

Geneviève ALMOUZNI, Centre de Recherche de l’Institut Curie, Paris

30. juni 2023

Manuel ARELLANO, CEMFI, Madrid

31. december 2022

Paola BOVOLENTA, Universidad Autónoma de Madrid

31. december 2022

Margaret BUCKINGHAM, Institut Pasteur, Paris

31. december 2021

Eveline CRONE, Universiteit Leiden

31. december 2023

Ben FERINGA, Rijksuniversiteit Groningen

31. december 2022

Mercedes GARCÍA-ARENAL, Centro de Ciencias Humanas y Sociales, Madrid

30. juni 2023

Gerd GIGERENZER, Max-Planck-Institut für Bildungsforschung, Berlin

31. december 2023

Liselotte HØJGAARD, Københavns Universitet

31. december 2024

Dirk INZÉ, Universiteit Ghent

31. december 2024

Andrzej JAJSZCZYK, Akademia Górniczo-Hutnicza im. Stanisława Staszica (det teknologiske universitet), Krakow

31. december 2022

Eystein JANSEN, Universitetet i Bergen

30. juni 2023

Michael Kramer, Max-Planck-Institut für Radioastronomie, Bonn

31. december 2021

Rodrigo MARTINS, European Academy of Science

31. december 2024

Kurt Mehlhorn, Max-Planck-Institut für Informatik, Saarbrücken

31. december 2022

Nicola SPALDIN, ETH Zurich

31. december 2024

Jesper QUALMANN SVEJSTRUP, the Francis Crick Institute, London

31. december 2022

Barbara ROMANOWICZ, Berkeley Seismological Laboratory

31. december 2021

Nektarios TAVERNARAKIS, IMBB-FORTH, Grækenland

31. december 2022

Milena ŽIC FUCHS, Sveučilišta u Zagrebu (universitetet i Zagreb)

31. december 2023

Alice VALKÁROVÁ, Grantová agentura České republik (den tjekkiske videnskabssammenslutning)

31. december 2024


BILAG II

Regler for godtgørelse til Det Videnskabelige Råds medlemmer, undtagen EFR-formanden, som nævnt i artikel 6

1.   

Honorarer til Det Videnskabelige Råds medlemmer, undtagen EFR-formanden, såvel som rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med udførelsen af deres opgaver udbetales af den specifikke gennemførelsesstruktur i overensstemmelse med en kontrakt, der omfatter betingelserne i punkt 2 til 7.

2.   

Det Videnskabelige Råds næstformænds honorar er på 3 500 EUR ved fuld deltagelse i et plenarmøde og 1 750 EUR ved delvis deltagelse.

3.   

Det Videnskabelige Råds medlemmers honorar som nævnt i punkt 1 er på 2 000 EUR ved fuld deltagelse i et plenarmøde og 1 000 EUR ved delvis deltagelse.

4.   

Det supplerende honorar til medlemmer af Det Videnskabelige Råd og dets næstformænd, der varetager ansvarsopgaver som områdekoordinator, formand for det stående udvalg, medlem af styringsgruppen eller formand for arbejdsgruppen, er 2 250 EUR om året (pro rata ved mindre end et år) for hver opgave. Medlemmerne af Det Videnskabelige Råd næstformændene kan varetage mere end en af disse opgaver og kompenseres derefter.

5.   

Udbetaling af honorarer godkendes af direktøren for den specifikke gennemførelsesstruktur eller dennes stedfortræder på grundlag af deltagerlisten, som bekræftes af EFR-formanden og direktøren for den specifikke gennemførelsesstruktur eller deres stedfortrædere. Deltagerlisten angiver, hvorvidt hvert medlem deltog i hele mødet (fuld deltagelse) eller kun dele af det (delvis deltagelse).

6.   

Udbetaling af yderligere honorarer godkendes af direktøren for den specifikke gennemførelsesstruktur eller dennes stedfortræder på grundlag af medlemmets udnævnelse til den pågældende rolle som bekræftet af EFR-formanden.

7.   

Hvor det er relevant, refunderer den specifikke gennemførelsesstruktur Det Videnskabelige Råds medlemmers rejse- og opholdsudgifter, der er nødvendige for udførelsen af deres aktiviteter, i overensstemmelse med deres kontrakter og Kommissionens regler for godtgørelser til eksterne eksperter (1).

8.   

Honorarer og godtgørelser af rejse- og opholdsudgifter udbetales under driftsbudgettet for det særprogram, der er oprettet ved afgørelse 2021/764/EU.


(1)  Kommissionens afgørelse C(2021) 3402.


Top
  翻译: