Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 51999AG0029

Fælles holdning (EF) nr. 29/1999 af 28. juni 1999 fastlagt af Rådet i henhold til fremgangsmåden i artikel 251 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab med henblik på vedtagelse af Europa- Parlamentets og Rådets beslutning om et flerårigt program til fremme af vedvarende energikilder i Fællesskabet (Altener) (1998-2002)

EFT C 243 af 27.8.1999, p. 47–53 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

51999AG0029

Fælles holdning (EF) nr. 29/1999 af 28. juni 1999 fastlagt af Rådet i henhold til fremgangsmåden i artikel 251 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab med henblik på vedtagelse af Europa- Parlamentets og Rådets beslutning om et flerårigt program til fremme af vedvarende energikilder i Fællesskabet (Altener) (1998-2002)

EF-Tidende nr. C 243 af 27/08/1999 s. 0047


FÆLLES HOLDNING (EF) Nr. 29/1999

fastlagt af Rådet den 28. juni 1999

med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. .../1999/EF om et flerårigt program til fremme af vedvarende energikilder i Fællesskabet (Altener) (1998-2002)

(1999/C 243/03)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 175, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

under henvisning til udtalelse fra regionsudvalget(2),

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 251(3), og

ud fra følgende betragtninger:

1) Ifølge traktatens artikel 174 er et af målene med Fællesskabets indsats at sikre en forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne;

2) ifølge traktatens artikel 152 skal kravene på sundhedsområdet indgå som led i Fællesskabets politik på andre områder; der Altener-program, der indføres ved nærværende beslutning, bidrager til sundhedsbeskyttelse;

3) på samlingen den 29. oktober 1990 opstillede Rådet den målsætning, at de samlede CO2-emissioner skal stabiliseres på 1990-niveauet inden år 2000 i Fællesskabet som helhed;

4) Kyoto-protokollen til FN's rammekonvention om klimaændringer indeholder yderligere forpligtelser for Fællesskabet og dets medlemsstater til at reducere drivhusgasemissionerne, herunder Fællesskabets tilsagn om, at der vil blive opnået en reduktion på 8 % af drivhusgasemissionerne i årene 2008-2012 sammenlignet med 1990-niveauet;

5) ved Rådets beslutning 93/389/EØF(4) blev der indført en mekanisme til overvågning af udledningerne af CO2 og andre drivhusgasser i Fællesskabet;

6) CO2-emissionerne fra energiforbruget i Fællesskabet vil sandsynligvis stige med omkring 3 % mellem 1995 og 2000 under forudsætning af normal økonomisk vækst; på baggrund af ovennævnte tilsagn i Kyoto er det derfor afgørende, at der vedtages yderligere foranstaltninger; foranstaltninger, der er virkelig effektive til dette formål, omfatter en langt mere intensiv anvendelse af vedvarende energikilder og energieffektivitet;

7) Rådet noterede sig på samlingen den 25.-26. juni 1996, at det i anden vurderingsrapport fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) i forbindelse med forhandlingerne om en protokol i henhold til Berlin-mandatet konkluderes, at der er en skelnelig menneskelig påvirkning af de globale klimaændringer, og understreges, at det er nødvendigt med en omgående indsats på det bredest mulige plan; Rådet noterede sig, at der er betydelige no regrets-muligheder, og anmodede Kommissionen om at tage stilling til, hvilke foranstaltninger der skal træffes på EF-plan;

8) i grønbogen af 11. januar 1995 og hvidbogen af 13. december 1995 meddelte Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet sit syn på den fremtidige energipolitik i Fællesskabet og på, hvilken rolle vedvarende energi burde spille;

9) i beslutning af 4. juli 1996 om en handlingsplan for Fællesskabet til fremme af vedvarende energikilder(5) opfordrede Europa-Parlamentet Kommissionen til at gennemføre en EF-handlingsplan til fremme af vedvarende energi;

10) med grønbogen af 20. november 1996 og hvidbogen af 26. november 1997, "Fremtidens energi: Vedvarende energi", satte Kommissionen gang i udarbejdelsen og gennemførelsen af en EF-strategi og handlingsplan for vedvarende energi, der sammen med en "kampagne for et gennembrud for vedvarende energi" indgår i Kommissionens hvidbog;

11) i beslutning af 15. maj 1997 om grønbogen "Fremtidens energi: Vedvarende energi"(6) anmodede Europa-Parlamentet udtrykkeligt Kommissionen om en hurtig vedtagelse af et styrket Altener II-program; i beslutning af 18. juni 1998 om meddelelse fra Kommissionen "Energi for fremtiden: Vedvarende energikilder - hvidbog vedrørende en strategi- og handlingsplan på fællesskabsplan"(7) opfordrede Europa-Parlamentet til en betydelig forhøjelse af de finansielle midler til Altener-programmet som led i energirammeprogrammet;

12) artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/92/EF af 19. december 1996 om fælles regler for det indre marked for elektricitet(8) giver medlemsstaterne mulighed for at fremme indførelsen af elektricitet, der er fremstillet på grundlag af vedvarende energikilder, ved at give disse energikilder forrang;

13) ifølge traktatens artikel 158 skal Fællesskabet udvikle og fortsætte sin indsats for at styrke sin økonomiske og sociale samhørighed, og det skal navnlig stræbe efter at formindske forskellene mellem de forskellige områders udviklingsniveauer og forbedre situationen i de mindst begunstigede områder; denne indsats omfatter bl.a. energisektoren;

14) ved beslutning 93/500/EØF(9) og 98/352/EF(10) vedtog rådet et EF-program for fremme af vedvarende energikilder (Altener), hvis sigte var at mindske CO2-emissionerne ved at øge de vedvarende energikilders markedsandel og deres bidrag til den samlede produktion af primærenergi i Fællesskabet;

15) Fællesskabet har anerkendt, at Altener-programmet udgør et vigtigt element i Fællesskabets strategi for nedbringelse af CO2-emissionerne;

16) der bør derfor fastlægges et særprogram for fremme af vedvarende energikilder under det flerårige rammeprogram for aktioner inden for energisektoren (1998-2002) vedtaget ved Rådets beslutning 1999/21/EF, Euratom(11); dette særprogram skal erstatte det tilsvarende nugældende instrument;

17) med gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 182/1999/EF af 22. december 1998 om femte rammeprogram for Det Europæiske Fællesskabs indsats inden for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (1998-2002)(12) lægger Rådet i sin beslutning af 25. januar 1999 om et særprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration vedrørende energi, miljø og bæredygtig udvikling (1998-2002)(13) særlig vægt på teknologier til effektiv vedvarende energi; Altener-programmet er et instrument, der supplerer dette program;

18) Altener-programmet ændrer ikke de nationale projekter eller systemer til fremme af vedvarende energikilder; formålet er at tilføje et fællesskabsaspekt, som repræsenterer en ekstra fordel;

19) vedvarende energikilder udgør en vigtig energikilde for Den Europæiske Union med et betragteligt kommercielt potentiale; der bør derfor være en specifik strategi for udviklingen af disse energikilder samt målrettede aktioner, som tilsigter, at de bliver såvel økonomisk levedygtige som konkurrencedygtige, og at der dermed skabes gunstige betingelser for investeringer;

20) øget brug af vedvarende energikilder vil påvirke både miljøet og energiforsyningssikkerheden i positiv retning; fri og omfattende udvikling af vedvarende energikilder vil gøre det muligt fuldt ud at udnytte deres økonomiske og jobskabende potentiale; en høj grad af internationalt samarbejde er ønskelig for at opnå de bedste resultater;

21) et styrket Altener-program er et væsentligt instrument til udvikling af de vedvarende energikilders potentiale; vedvarende energikilder bør udgøre en rimelig andel af det indre energimarked i Europa;

22) for at sikre en korrekt gennemførelse af EF-strategien og handlingsplanen for vedvarende energikilder for perioden indtil 2010 har Kommissionen behov for passende mekanismer til overvågning og vurdering af de forskellige initiativer;

23) sigtet med de i artikel 2, litra d), omhandlede målrettede aktioner er at lette og fremskynde investeringer i ny driftskapacitet for energiproduktion fra vedvarende kilder ved at yde finansieringsstøtte, navnlig til små og mellemstore virksomheder, således at perifere omkostninger og serviceomkostninger ved projekter for vedvarende energi nedbringes, for på den måde at overvinde eksisterende ikke-tekniske hindringer; under denne aktion vil der bl.a. blive ydet støtte til indhentning af ekspertråd, analyse af markedsudsigterne, valg af projektlokalisering, ansøgninger om anlægs- og driftstilladelser, små og mellemstore virksomheders initiativer med hensyn til investering i vedvarende energikilder, opstilling af finansieringsplaner, forberedelse af udbud, uddannelse af operatører og idriftsættelse af anlæg;

24) disse målrettede aktioner vedrører gennemførelsen af projekter på områderne biomasse, herunder energiafgrøder, brændetræ, restprodukter fra skov- og landbrug, dagrenovation, der ikke kan genvindes, flydende biobrændsel og biogas, solvarme og solcelle-elektricitet, passive og aktive solenergisystemer i bygninger, små vandkraftprojekter (under <= 10 MW), bølgeenergi, vindenergi og geotermisk energi;

25) udvikling af vedvarende energikilder kan bidrage til, at der skabes et konkurrencedygtigt energisystem omfattende hele Europa, og at der udvikles en europæisk sektor for vedvarende energikilder, som kan give store muligheder for eksport af knowhow og investeringer i tredjelande med deltagelse fra Fællesskabets side;

26) det er politisk og økonomisk ønskeligt at åbne programmet for de associerede lande i Central- og Østeuropa, som det er anført i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i København den 21. og 22. juni 1993 og bekræftet på efterfølgende møder i Det Europæiske Råd samt i Kommissionens meddelelse om dette emne i maj 1994; det bør også åbnes for Cypern.

27) for at sikre, at EF-støtten udnyttes effektivt og overlapning undgås, sørger Kommissionen for, at projekterne underkastes grundig forhåndsvurdering; den vil systematisk overvåge og evaluere fremskridtene i og resultaterne af de støttede projekter;

28) i denne beslutning fastlægges der en finansieringsramme, der som omhandlet i punkt 1 i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionens erklæring af 6. marts 1995(14) udgør det primære referencegrundlag for budgetmyndigheden inden for rammerne af den årlige budgetprocedure; der bør tages hensyn til, at der, medens Altener-programmet løber, vil blive forhandlet et nyt finansielt overslag;

29) denne beslutning træder i stedet for beslutning 98/352/EF, som derfor bør ophæves -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1. Fællesskabet gennemfører for perioden 1998-2002 under det flerårige rammeprogram for aktioner inden for energisektoren et særprogram til fremme af vedvarende energikilder i Fællesskabet samt støtte til gennemførelse af en EF-strategi og handlingsplan for vedvarende energikilder indtil år 2010, i det følgende benævnt "Altener-programmet".

Ud over de højt prioriterede mål, der er fastlagt i artikel 1, stk. 2, i beslutning 1999/21/EF, Euratom, har Altener-programmet følgende mål:

a) at bidrage til at skabe de nødvendige betingelser for gennemførelsen af EF's handlingsplan for vedvarende energikilder, især retlige, socioøkonomisk og administrative betingelser

b) at tilskynde til private og offentlige investeringer i produktion og brug af energi fra vedvarende energikilder.

Disse to specifikke mål fører frem mod følgende overordnede mål - der supplerer medlemsstaternes mål - og prioriteringer for Fællesskabet: begrænsning af CO2-emissioner, forøgelse af de vedvarende energikilders andel med henblik på at nå det vejledende mål om en andel på 12 % af bruttoenergiforbruget internt i Fællesskabet i 2010, mindskelse af importafhængigheden på energiområdet, energiforsyningssikkerhed, beskæftigelsesfremme, økonomisk udvikling, økonomisk og social samhørighed samt regional og lokal udvikling, herunder styrkelse af det økonomiske potentiale i fjerntliggende områder og randområder.

2. I medfør af Altener-programmet yder fællesskabet finansiel støtte til aktioner og foranstaltninger, der bidrager til opfyldelse af målene i stk. 1, litra a) og b).

3. Finansieringsramnen for gennemførelsen af Altener-programmet er fastlagt til 74 mio. EUR. Heraf er 29,6 mio. EUR for perioden 1998 til 1999.

Finansieringsramnen for perioden 2000 til 2002 er fastlagt til 44,4 mio. EUR. Dette beløb vil blive revideret, hvis det ikke er i overensstemmelse med det finansielle overslag for nævnte periode.

De årlige bevillinger godkendes af budgetmyndigheden inden for rammerne af de finansielle overslag.

Artikel 2

Under Altener-programmet ydes der finansiel støtte til følgende aktioner og foranstaltninger, der vedrører vedvarende energikilder.

a) undersøgelser og andre aktioner, hvis formål er at gennemføre og supplere andre EF-foranstaltninger og medlemsstaternes foranstaltninger, der er truffet for at udnytte de vedvarende energikilders potentiale. Dette omfatter udvikling af sektor- og markedsstrategier, udarbejdelse af normer og certificering, lettere adgang til fællesindkøb, sammenlignende projektbaserede analyser af indvirkningen på miljøet og det langsigtede costbenefitperspektiv ved anvendelse af traditionelle energikilder i forhold til vedvarende energikilder, analyse af retlige, socioøkonomisk og forvaltningsmæssige vilkår, herunder analyse af den mulige anvendelse af økonomiske foranstaltninger og/eller skatteincitamenter, der forbedrer mulighederne for udbredelse af vedvarende energi, forberedelse af relevant lovgivning, der skaber gunstigere betingelser for investeringer, samt forbedrede metoder til at evaluere omkostninger og fordele, der ikke afspejles i markedspriserne

b) pilotaktioner af interesse for Fællesskabet med det formål at skabe eller udbygge strukturer og instrumenter, som kan støtte udviklingen af vedvarende energi, i følgende sektorer:

- lokal- og regionalplanlægning

- værktøjer til planlægning, projektering og evaluering

- nye finansielle produkter og markedsinstrumenter

c) foranstaltninger til udvikling af oplysnings- og uddannelsesstrukturer; foranstaltninger for at tilskynde til udveksling af erfaringer og knowhow, idet sigtet er at forbedre samordningen mellem internationale aktiviteter, EF-aktiviteter, nationale, regionale og lokale aktiviteter; etablering af et centralt system for indsamling, prioritering og udbredelse af informationer om vedvarende energi

d) målrettede aktioner, der skal lette indtrængning på markedet af vedvarende energikilder samt dertil hørende knowhow, således at overgangen mellem demonstration og markedsføring lettes, og som skal tilskynde til investeringer ved at yde støtte og rådgivning til forberedelsen og præsentationen af projekter og iværksættelsen af dem

e) overvågning og vurdering med følgende formål:

- overvåge gennemførelsen af Fællesskabets strategi og handlingsplan for udvikling af vedvarende energikilder

- støtte initiativer til gennemførelse af handlingsplanen, især med henblik på at opnå en bedre koordinering og større synergi mellem aktionerne, herunder alle EF-finansierede aktiviteter samt aktiviteter finansieret af andre organer, som f.eks. Den Europæiske Investeringsbank

- overvåge Fællesskabets fremskridt og kommentere medlemsstaternes fremskridt med hensyn til udvikling af vedvarende energikilder

- bedømme virkningerne og omkostningseffektiviteten af de aktioner og foranstaltninger, der iværksættes under Altener-programmet. Denne bedømmelse vil også tage hensyn til miljømæssige og sociale forhold, herunder virkningerne for beskæftigelsen.

Artikel 3

1. Alle omkostninger i forbindelse med de aktioner og foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 2, litra a), c) og e), afholdes af Fællesskabet. Såfremt en anden enhed end Kommissionen har foreslået de litra c) omhandlede foranstaltninger, må Fællesskabets finansielle bidrag højst udgøre 50 % af de samlede omkostninger ved foranstaltningen; restbeløbet kan finansieres af offentlige eller private kilder eller en kombination heraf.

2. Fællesskabets bidrag til finansiering i henhold til Altener-programmet af de aktioner og foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 2, litra b), må højst udgøre 50 % af de samlede omkostninger; restbeløbet kan finansieres af offentlige eller private kilder eller en kombination heraf.

3. Fællesskabets bidrag til finansiering i henhold til Altener-programmet af de aktioner og foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 2, litra d), fastlægges årligt for hver af de målrettede aktioner i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2.

Artikel 4

1. Kommissionen er ansvarlig for Altener-programmets finansielle og praktiske gennemførelse.

Kommissionen skal også sikre, at aktionerne under Altener-programmet underkastes en forhåndsvurdering, en løbende overvågning og en efterfølgende evaluering, herunder efter et projekts afslutning en vurdering af virkningen og gennemførelsen samt af, om de oprindelige mål er nået.

Kommissionen sørger for, at de udvalgte modtagere aflægger rapport til Kommissionen mindst hver sjette måned eller for projekter af en varighed på under et år, midtvejs i projektet, samt i alle tilfælde ved projekternes afslutning.

Kommissionen holder det i artikel 5 nævnte udvalg orienteret om projekternes forløb.

2. Betingelserne og retningslinjerne for støtte til aktionerne og foranstaltningerne i artikel 2 fastsættes hvert år under hensyn til:

a) de prioriteringer, som medlemsstaterne og Kommissionen har fastlagt i deres programmer til fremme af vedvarende energikilder

b) kriterier vedrørende de vedvarende energikilders omkostningseffektivitet og udnyttelsespotentiale og deres virkninger for beskæftigelse og miljø, herunder navnlig nedbringelse af CO2-emissionerne

c) for de i artikel 2, litra d), omhandlede aktioners vedkommende: bistandens relative omkostninger, den langsigtede kommercielle levedygtighed, størrelsen af den forventede nye produktionskapacitet og omfanget af det tværregionale og/eller tværnationale udbytte

d) principperne i traktatens artikel 87 og de relevante EF-retningslinjer for statsstøtte af miljøbeskyttelseshensyn.

Under udarbejdelsen af disse betingelser og retningslinjer bistås Kommissionen af det i artikel 5 omhandlede udvalg.

Artikel 5

Kommissionen bistås under gennemførelsen af Altener-programmet af det udvalg, der er omhandlet i artikel 4 beslutning 1999/21/EF, Euratom.

Artikel 6

Gennemgang samt intern og ekstern vurdering af gennemførelsen af Altener-programmet foretages i overensstemmelse med artikel 5 i beslutning 1999/21/EF, Euratom.

Artikel 7

Altener-programmet er åbent for deltagelse af associerede lande i Central- og Østeuropa i overensstemmelse med de betingelser, herunder de finansielle bestemmelser, for deltagelse i EF-programmer, der er fastlagt i tillægsprotokollerne til associeringsaftalerne eller i selve associeringsaftalerne.

Altener-programmet er også åbent for deltagelse af Cypern på grundlag af tillægsbevillinger efter de samme regler som dem, der gælder for EFTA/EØS-landene, og efter fremgangsmåder, som skal aftales med dette land.

Artikel 8

Denne beslutning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 9

Rådets beslutning 98/352/EF ophæves.

Artikel 10

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i ...

På Europa-Parlamentets vegne

...

Formand

På Rådets vegne

...

Formand

(1) EFT C 214 af 10.7.1998, s. 44.

(2) EFT C 315 af 13.10.1998, s. 1.

(3) Europa-Parlamentets udtalelse af 11. marts 1999 (EFT C 175 af 21.6.1999, s. 262), Rådets fælles holdning af 28. juni 1999 og Europa-Parlamentets afgørelse af ... (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(4) EFT L 167 af 9.7.1993, s. 31.

(5) EFT C 211 af 22.7.1996, s. 27.

(6) EFT L 167 af 2.6.1997, s. 160.

(7) EFT C 210 af 6.7.1998, s. 215.

(8) EFT L 27 af 30.1.1997, s. 20.

(9) EFT L 235 af 18.9.1993, s. 41.

(10) EFT L 159 af 3.6.1998, s. 53.

(11) EFT L 7 af 13.1.1999, s. 16.

(12) EFT L 26 af 1.2.1999, s. 1.

(13) EFT L 64 af 12.3.1999, s. 58.

(14) EFT C 102 af 4.4.1996, s. 4.

RÅDETS BEGRUNDELSE

I. INDLEDNING

1. Kommissionen tilsendte den 4. december 1997 Rådet et forslag til Rådets beslutning om et flerårigt program til fremme af vedvarende energikilder i Fællesskabet (1998-2002) - Altener-programmet(1).

2. Europa-Parlamentet afgav udtalelse den 11. marts 1999(2). Både Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget har afgivet udtalelse(3).

3. Den 25. maj 1999 sendte Kommissionen et ændret forslag til Rådet(4).

4. Den 28. juni 1999 vedtog Rådet sin fælles holdning i henhold til traktatens artikel 251.

II. FOSLAGETS MÅL OG BAGGRUND

5. Forslaget er en del af det energirammeprogram, som Rådet vedtog den 14. december 1998(5) Formålet med energirammeprogrammet er at tilvejebringe rammerne for en mere målrettet og integreret energipolitik i Fællesskabet. Rammeprogrammet består af en grundbeslutning indeholdende de generelle principper og seks særprogrammer, som nærværende forslag (Altener-programmet) er ét af.

Forslaget sigter mod at inkorporere det allerede eksisterende program for fremme af vedvarende energi i energirammeprogrammet.

III. ANALYSE AF DEN FÆLLES HOLDNING

A. Generelle bemærkninger

6. Den 18. maj 1998 besluttede Rådet at videreføre og ajourføre det allerede eksisterende Altener-program, som udløb ved udgangen af 1997. Det nye, ajourførte Altener-program(6) blev derfor anvendt som grundlag under drøftelserne af energirammeprogrammet.

7. Rådet har ment, at grundbeslutningen vedrørende energirammeprogrammet skulle indeholde regler og principper af general art, som derfor ville være gældende for alle særprogrammer. Grundbeslutningen indeholder bestemmelser om de generelle mål, rapporter til Europa-Parlamentet og Rådet og udvalgsprocedurer for gennemførelsesforanstaltninger, i særprogrammerne henvises der til grundbeslutningen for så vidt angår disse spørgsmål.

8. Rådet har besluttet at medtage et finansielt referencegrundlag i samtlige særprogrammer under energirammeprogrammet. I den forbindelse har Rådet besluttet at opprioritere dette forslag vedrørende vedvarende energikilder og forslaget vedrørende energieffektivitet (se artikel 1, stk. 3).

B. Ændringer foreslået af Europa-Parlamentet

9. Rådet har helt eller delvis eller i visse tilfælde i princippet vedtaget følgende foreslåede ændringer: 1, 2, 4, 5, 7, 8, 9, 11, 14, 17, 18, 19, 20, 21, 23 og 24.

Rådet har ikke medtaget følgende foreslåede ændringer i sin fælles holdning: 3, 6, 10, 12, 13, 15, 16, 22, 26 og 30, med hensyn til hvilke Kommissionen havde forkastet følgende ændringer: 3, 12, 15, 26 og 30. I visse tilfælde er de foreslåede ændringer omfattet af bestemmelser i andre beslutninger under energirammeprogrammet, som Rådet ikke har ment, at der var behov for at gentage i denne sammenhæng.

(1) Endnu ikke offentliggjort i EFT.

(2) EFT C 175 af 21.6.1999, s. 262.

(3) Det Økonomiske og Sociale Udvalg: EFT C 214 af 10.7.1998, s. 44. Regionsudvalget: EFT C 315 af 13.10.1998, s. 1.

(4) Endnu ikke offentliggjort i EFT, se dok. 8853/99 ENER 68 ENV 191 CODEC 308.

(5) EFT L 7 af 13.1.1999, s. 16.

(6) EFT L 159 af 3.6.1998, s. 53.

Top
  翻译: