51999IE0954

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "ØMU'en og den økonomiske og sociale samhørighed"

(1999/C 368/22)

Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 25. februar 1999 under henvisning til forretningsordenens artikel 23, stk. 3, at afgive udtalelse om "ØMU'en og den økonomiske og sociale samhørighed".

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som udpegede Thierry Dock til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 29. september 1999.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 367. plenarforsamling af 20.-21. oktober 1999, mødet den 21. oktober 1999, med 101 stemmer for, 7 imod og 5 hverken for eller imod, følgende udtalelse.

1. Indledning

1.1. Siden 1. januar 1999 har 11 medlemsstater været samlet i en monetær union. Det er et meget positivt resultat. Det skal ses på baggrund af en konvergensproces, der blev indledt for flere år siden. For at være rede til tiden gjorde de fleste medlemsstater en konsekvent indsats, navnlig for at sanere deres offentlige finanser.

1.2. Euroen er ikke et mål i sig selv. Det er et værdifuldt redskab, som gør det muligt for medlemsstaterne at udbygge det indre marked i dybden og føre en koordineret monetær politik. Den fælles valuta bør nu bruges til at stimulere et forløb, der gør Europa stærkere og mere solidarisk.

1.3. Den fælles valuta berører langt bredere grupper end blot specialister. Den angår i stadig højere grad alle borgere i Den Europæiske Union. Borgernes bedømmelse af euroen vil ske ud fra meget konkrete kriterier.

1.3.1. Værdsættelsen af euroinstrumentet vil tage til i takt med, at det lykkes Den Europæiske Union at stimulere jobskabelsen og skabe øget velstand i alle Unionens lande og regioner.

1.4. I EU-traktatens artikel 2 hedder det: "Unionen har som mål at fremme økonomiske og sociale fremskridt og et højt beskæftigelsesniveau og opnå en afbalanceret og bæredygtig udvikling (...) gennem (...) styrkelse af den økonomiske og sociale samhørighed og oprettelsen af en Økonomisk og Monetær Union (...)".

1.4.1. En styrkelse af den økonomiske og sociale samhørighed bør være et mål i enhver EU-politik.

1.5. Her, hvor der kun er forløbet et kort stykke tid, siden startskuddet gik for ØMU'ens tredje fase, er det vel på mange måder dristigt at ville prøve at blotlægge, hvilke konsekvenser ØMU'en har haft for samhørigheden. Sagen er imidlertid, at ØMU'ens virkninger i flertallet af medlemsstaterne har været mærkbare allerede inden 1. januar 1999, hvorfor vi allerede nu skulle kunne gøre delvis status.

2. Samhørigheden i Den Europæiske Union

2.1. EF-traktatens artikel 158 definerer styrkelse af den økonomiske og sociale samhørighed således: "formindske forskellene mellem de forskellige områders udviklingsniveauer og forbedre situationen for de mindst begunstigede områder eller øer, herunder landdistrikter".

2.2. For at afdække de fremskridt, der var sket i den økonomiske og sociale samhørighed, fremlagde Kommissionen i november 1996 en "Første rapport om økonomisk og social samhørighed", som ØSU afgav udtalelse om(1). Nyere data til analyse af samhørighedsfremskridtene findes i "Sjette periodiske rapport om den socioøkonomiske situation og regionaludviklingen i Den Europæiske Union"(2).

2.3. At afdække samhørighedsudviklingen ud fra udviklingen i regionerne indebærer den fordel, at der kan foretages en mere præcis analyse. Udviklingen i de nationale gennemsnit kan således tilsløre store kontraster mellem regioner inden for samme land.

2.4. Er vi vidne til en styrkelse af samhørigheden? De statistiske oplysninger i Kommissionens rapporter peger ikke entydigt i retning af en bekræftelse af dette spørgsmål.

2.4.1. To brugbare målingskriterier er i denne sammenhæng BNP pr. indbygger og ledigheden.

2.5. Med hensyn til BNP pr. indbygger fastslår Kommissionen, at der har været tale om en indhentningsproces. I løbet af tiårsperioden 1986-1996 er BNP pr. indbygger i de 25 fattigste regioner steget fra 52 til 59 % af EU-gennemsnittet.

2.5.1. Denne udvikling er opmuntrende, men skal relativeres. Fremskridtene er således klart større i visse regioner, såsom samhørighedslandenes hovedstæder. Indhentningsprocessen forløber meget langsommere for landregionerne i samme lande.

2.5.2. Hvad, der også er bekymrende, er, at de regionale uligheder målt ved BNP pr. indbygger er tiltagende inden for de nationale grænser i det store flertal af EU-lande.

2.6. Ledigheden er et mørkt kapitel. Den høje gennemsnitlige ledighed i EU på ca. 10 % (ILO-definition) er et sørgeligt faktum.

2.6.1. Spredningen omkring dette gennemsnit er enorm. Visse regioner kender så at sige ikke til ledighedsproblemer. De 25 regioner, hvor ledighedstallet er lavest, har praktisk talt ikke oplevet en stigning i ledigheden i de sidste ti år. Ledigheden i disse regioner ligger på 4 %.

2.6.2. I andre regioner er ledigheden derimod uholdbart høj. Over en tiårig periode (1987-1997) er ledigheden i de 25 mest ledighedsramte regioner endog steget betydeligt, nemlig fra 20,1 til 23,7 %.

2.7. Fremskridtene i indhentningsprocessen målt ved velstandsfremgangen er kun i meget beskedent omfang kommet ledigheden til gode. Derfor kan man vanskeligt sige, at der er sket afgørende fremskridt i samhørigheden mellem regionerne.

3. Heldig gennemførelse af "Den europæiske beskæftigelsespagt" er en nødvendighed

3.1. En afgørende forudsætning for en forstærket økonomisk og social samhørighed er en dynamisk økonomisk udvikling. Om ØMU'en vurderes som noget positivt af borgerne, er på samme måde i vidt omfang et spørgsmål, om EU er i stand til at gennemføre en vækst- og beskæftigelsesstrategi. Køln-topmødets vedtagelse af den såkaldte "europæiske beskæftigelsespagt" er i denne sammenhæng af meget stor vigtighed.

3.2. Pagtens formål er at forstærke samarbejdet mellem det økonomiske og sociale livs forskellige aktører, således at den økonomiske politik samordnes mere effektivt på såvel det makroøkonomiske som strukturelle plan. I en udtalelse fra ØSU afgivet for nylig(3) understreges det, at: "Et egnet makroøkonomisk policy-mix - omfattende finanspolitik, monetær politik og indkomstpolitik - skal flankeres af de arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger, der blev anbefalet i Luxembourg, og som kompletteres med strukturprogrammet, som blev søsat i Cardiff, så der kan skabes et tillidsklima, der stimulerer forbruget og investeringerne og dermed sætter varig gang i beskæftigelsen."

3.3. Den plan, der blev vedtaget i Køln, er endnu ikke omsat til praksis. Den skal nu konkretiseres. Efter ØSU's mening er det op til samtlige aktører - regeringerne naturligvis, men også arbejdsmarkedets parter og Den Europæiske Centralbank - at gå aktivt ind og hver for sig - afhængigt af de respektive opgaveområder - bidrage til en vellykket implementering af de tre nøgleprocesser, der skal samordnes via den europæiske beskæftigelsespagt. Det drejer sig om arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger ("Luxembourg-processen"), foranstaltninger til reform af vare-, tjeneste- og kapitalmarkederne ("Cardiff-processen") samt makroøkonomiske foranstaltninger ("Køln-processen").

3.4. ØSU vil endnu en gang kraftigt understrege, at de tre strategier hænger indbyrdes sammen. Bestræbelser for at forbedre arbejdsmarkedets funktionsevne vil være forgæves, hvis den økonomiske vækst er for svag, til at den kan skabe arbejdspladser. Og omvendt. Samme konstateringer har gyldighed for så vidt angår en reform af vare-, tjeneste- og kapitalmarkederne.

3.5. ØSU har i tidligere udtalelser slået til lyd for, at der i de forskellige EU-lande, navnlig som følge af den voksende ældrebefolkning, må udfoldes bestræbelser for at modernisere det sociale tryghedssystem (pensioner, sundhedsydelser, ...) både på finansierings- og på ydelsessiden og dermed værne om denne kernekomponent i den europæiske sociale model.

4. ØMU'ens potentielle effekt i medlemsstaterne

4.1. Tredje fase af ØMU'en har kun været en realitet i kort tid. En række af virkningerne af den monetære union er derfor endnu ikke særligt synlige. Der forudses en række forandringer, hvoraf nogle allerede kan iagttages.

4.2. Den monetære union skal ses i forlængelse af bestræbelserne for at opbygge et stort indre marked i Europa. Bortfaldet af de forskellige nationale valutaer betyder, at grænserne mellem de forskellige medlemsstater nedbrydes yderligere. Det monetære samarbejde vil især på grund af den øgede prisgennemsigtighed skærpe konkurrencen i EU-området. Erhvervsøkonomiske dispositioner i form af grænseoverskridende samarbejder, fusioner osv., som det indre marked allerede nu lægger op til, vil blive stimuleret yderligere.

4.2.1. Øget konkurrence er noget potentielt positivt, i det omfang det opmuntrer til kvalitative og produktivitetsmæssige fremskridt. Hvad, der må undgås, er, at den enkelte medlemsstat kaster sig ud i et kapløb og en uhæmmet konkurrence til skade for dens naboer. Kapløbet kunne udspille sig omkring miljøet, beskatningen eller arbejdsvilkårene. Med en monetær union bliver en række harmoniserings - eller koordineringsforløb på disse områder blot endnu mere relevante. Der tænkes navnlig på de forslag, der i øjeblikket er til debat, om beskatning af renteindtægter og selskabsbeskatning.

4.2.2. Den skærpede konkurrence vil helt klart indebære produktivitetsgevinster. I teorien er øget produktivitet en af grundforudsætningerne for vækst og velstandsfremgang. Fra nogle sider vil der blive stillet det spørgsmål, om disse produktivitetsgevinster ikke fører til tab af arbejdspladser i Europa. En sådan risiko er faktisk til stede. Men hvis det lykkes aktørerne i Den Europæiske Union at samordne den økonomiske politik, kan resultatet blive en efterspørgsel af en tilstrækkelig styrke. I det tilfælde kan nettoeffekten på beskæftigelsen blive positiv. Produktivitetsstigningen inden for visse sektorer kan nemlig føre til lavere priser, hvilket på sin side kan stimulere efterspørgslen efter en bred vifte af varer og tjenester. Atter en gang synes det at være "den europæiske beskæftigelsespagt" (jf. ovenfor), der er nøglen til succes.

4.3. Pr. definition kan der i en monetær union ikke længere opstå forstyrrelser i de indbyrdes valutakursforhold fremprovokeret af f.eks. spekulative angreb. Der er lande i Unionen, der har været udsat for sådanne angreb inden for det sidste årti. Konsekvensen var, at hele kontinentet kom til at lide under konkurrenceforvridninger, hvilket i sidste række førte til mindre gode resultater på beskæftigelses- og vækstområdet.

4.3.1. ØSU glæder sig derfor over, at euroområdet i de kritiske måneder af 1998 blev forskånet for de rystelser, der ramte valutamarkederne. Dette betegner et fundamentalt fremskridt - og her har vi altså allerede et eksempel på en positiv udvikling, der kan tilskrives euroen.

4.3.2. Som allerede understreget af ECB's formand, Wim Duisenberg, under det seneste møde med repræsentanter for ØSU, er et af euroens grundlæggende mål at skabe intern stabilitet.

4.4. Det vil være en hovedløs gerning at prøve at opstille pålidelige prognoser for renteudviklingen i euroområdet. En landvinding skal imidlertid allerede nu fremhæves her. Bortfaldet af valutakursrisikoen i euroområdet har en positiv indvirkning på de offentlige finanser. Inden man gik over til euroen, fik frygten for en devaluering således de finansielle markeder til at pålægge visse stater en risikopræmie i forbindelse med deres offentlige låntagning. Med bortfaldet af valutakursrisikoen kan disse medlemsstater nu låne til en mere fordelagtig rente. Alt andet lige er deres rentebyrde blevet lettet, og deres budgetsaldo vil ved uændret politik automatisk blive forbedret. Bortfaldet af risikopræmien, der blev pålagt som følge af frygten for en ændring i valutakursen, er specielt af stor betydning for de kraftigt gældsatte lande.

4.5. Efterhånden som vi nærmer os den 1. januar 2002 (og endnu mere derefter), vil euroen spille en stadig større rolle i de handelsmæssige transaktioner. I euroområdet vil omveksling fra en valuta til en anden derfor blive stadig mindre udbredt. Denne udvikling forventes at betyde, at de økonomiske aktører (virksomhederne, forbrugerne) vil kunne opnå en betydelig besparelse i deres transaktionsomkostninger. Kommissionen skønner, at disse besparelser vil andrage 0,5 % af BNP i de store lande. I de små lande vil den kunne nå op på hele 1 %.

4.5.1. Denne besparelse vil undertiden kunne bidrage til en ikke ubetydelig forbedring af de europæiske virksomheders konkurrenceevne.

4.5.2. Den europæiske valuta, euroen, er desuden fordelagtig derved, at den ved siden af yen og dollar i fremtiden i stadig højere grad vil blive en referencevaluta på verdensplan. En første indikator herpå er den andel af obligationsudstedelserne, der er denomineret i euro. At have en valuta, der tæller på verdensplan, indebærer en lang række fordele. En af dem er helt klart, at man er bedre afskærmet mod effekterne af fluktuationer i de andre valutaers kurser.

4.6. På den ene side knytter der sig resultater og løfter til euroens indførelse, på den anden side pålægger den fælles mønt også deltagerne en række holdningsændringer. Nu, hvor Unionen har fået sin egen mønt, er det væsentligt, at den også udvikler sig hen imod en økonomisk og politisk union. Denne udvikling rejser en lang række spørgsmål, som behandles i andre ØSU-udtalelser(4): samordning af den økonomiske politik, beskatning osv.

4.6.1. I nærværende udtalelse vil ØSU gerne fremhæve betydningen af to politikområder: budgetpolitikken og indkomstpolitikken.

4.7. På budgetområdet er det afgørende, at deltagerlandene efterlever bestemmelserne i "stabilitets- og vækstpagten". I adskillige medlemsstater er det nødvendigt, at der udfoldes yderligere bestræbelser for at sanere de offentlige finanser. Målet er, at samtlige lande i Unionen sikrer, at de råder over budgetmargener, der er tilstrækkelige til, at de i givet fald kan imødegå en forværring af konjunkturen.

4.8. Indkomstpolitikken antager også en anden dimension i den monetære union. Det er således ikke længere muligt at kompensere for en forringet konkurrencemæssig stilling ved at devaluere. Der hviler altså et stort ansvar på arbejdsmarkedets parter, når de forhandler lønoverenskomster.

4.8.1. I en udtalelse afgivet for nylig(5) pegede ØSU på det vigtige i, at de erhvervsmæssige og faglige organisationer foretager en koordinering mellem de forskellige niveauer og de forskellige steder, hvor lønforhandlingerne foregår. Dette er vigtigt, hvis arbejdsmarkedets parter skal bidrage til vækst og beskæftigelse, uden at der opstår inflationspres.

5. Investeringernes lokalisering i ØMU'en

5.1. Investeringernes lokalisering inden for det europæiske fysiske rum vil med usvigelig sikkerhed blive påvirket af Den Økonomiske og Monetære Union. Der kan allerede nu peges på, at de udenlandske direkte investeringer i euroområdet i fremtiden vil være forskånet for ustabilitet i deltagerlandenes indbyrdes valutakursforhold og derfor vil være mere sikre.

5.2. Mange videnskabelige studier søger at blotlægge de faktorer, der er bestemmende for, hvor investeringerne lokaliseres. Det er naturligvis ikke nærværende udtalelses opgave at pege på, hvilken videnskabelig studie der når frem til det rigtige resultat, men derimod at minde om, at det ikke kan være i Europas interesse at konkurrere med lavtlønslandene på deres præmisser i form af komparative fordele. Videnskabelige undersøgelser viser, at det er andre determinanter, der tiltrækker investeringer med høj værditilvækst. Et dynamisk forskningsmiljø, videninfrastrukturen, arbejdskraftens færdigheder og klimaet på arbejdsmarkedet er f.eks. vigtige lokaliseringsdeterminanter.

5.2.1. Hvis velstanden skal bevares i hele Unionen, bør Europa først og fremmest satse på produkternes kvalitet og en arbejdsstyrke med høj produktivitet.

5.3. Foruden private investeringer er offentlige investeringer vigtige for en harmonisk udvikling i alle Den Europæiske Unions regioner.

5.3.1. I en nylig rapport fra Kommissionen(6) anføres det, at de offentlige investeringer er faldet fra 3 % af BNP ved begyndelsen af 1990'erne til lidt over 2 % i dag. En af hovedforklaringerne herpå er, at landene har skullet respektere kriterierne for det offentlige underskuds størrelse. En anden forklaring er privatiseringen af en række serviceydelser og en tilsvarende overførsel af investeringskapital til den private sektor.

5.3.2. Dette forhold vil kunne få negative følgevirkninger for regionaludviklingen, navnlig hvad angår investeringer i ny teknologi, som er af vital betydning. Desuden er det afgørende vigtigt, at privatiseringerne ikke fører til, at der investeres mindre i de mindre udviklede regioner som følge af hensynet til rentabiliteten. Denne problemstilling må undersøges nøjere i fremtiden.

5.3.3. Berlin-topmødets vedtagelse af de finansielle overslag i marts 1999 indebærer færre EU-midler til regionerne. De investeringer, som de offentlige myndigheder vil være i stand til at gennemføre i deres mindst udviklede regioner, vil derfor være af endnu større betydning fremover. ØSU fordrer, at vurderingen af, om kravene i "stabilitets- og vækstpagten" er opfyldt, sker med tilstrækkelig skønsomhed.

5.3.4. Fortidens fejltagelser må absolut undgås. Det vil således være til stor skade for den økonomiske og sociale samhørighed, hvis de offentlige investeringer i tilfælde af en krise eller et udefra kommende stød bliver det første område, hvor der skæres ned - som det var tilfældet i forbindelse med overgangen til ØMU'ens tredje fase, og som det normalt er tilfældet, når der skal rettes gennemgribende op på de offentlige finanser.

6. Asymmetriske stød - en trussel for samhørigheden

6.1. Et klassisk problem i en monetær union er evnen til at reagere på et asymmetrisk stød, med andre ord, på en ikke-forudset begivenhed, der har en direkte eller indirekte indflydelse på samfundsøkonomiske størrelser som beskæftigelse, produktion og inflation.

6.1.1. At stødet er asymmetrisk betyder, at det ikke rammer hele den monetære unions område på samme måde.

6.2. Risikoen for asymmetriske stød kan vurderes ud fra en lang række forskellige indikatorer.

6.3. En af dem er åbenheden i samhandelen. Samhandelen med lande uden for euroområdet tegner sig kun for ca. 13 % af eurolandenes BNP. Der er naturligvis tale om et gennemsnitstal. Nogle lande ligger langt over dette tal. Tabellen viser imidlertid, at styrken i konjunkturen inden for euroområdet frem for alt afhænger af interne faktorer.

6.4. En anden indfaldsvinkel er at betragte udviklingen i konjunkturforløbene.

Tabel 1

Korrelation mellem BNP-vækst og euroområdet((Det drejer sig om korrelationskoefficienten for hvert lands BNP-vækst i forhold til BNP-væksten i de 11 lande, der deltager i ØMU'en i 1999. Koefficienterne bygger på halvårsdata.))

>TABELPOSITION>

Kilde: OECD

6.4.1. Tallene i ovenstående tabel viser, at der er sket en tilnærmelse i konjunkturforløbene for de lande, der deltager i eurosamarbejdet. Med andre ord er der et tættere sammenfald mellem de enkelte landes perioder med opgangs- og nedgangskonjunkturer. De 11 landes konjunkturcykler er mere og mere i fase med hinanden. Man må så håbe, at dette sammenfald i konjunkturforløb fastholdes fremover. Det skulle kunne blive tilfældet under forudsætning af, at koordinationen mellem landenes økonomiske politik forstærkes.

6.4.2. Sådanne resultater skal naturligvis fortolkes med varsomhed. Tallene tillader helt klart ikke at drage den konklusion, at risikoen for asymmetriske stød er ryddet af vejen - men de sætter risikoen herfor i perspektiv.

6.5. Nyere økonomisk forskning viser, at asymmetriske stød ofte primært rammer en eller flere regioner frem for et land i dets helhed. En summarisk analyse af erhvervsmønstret i de forskellige medlemsstater viser, at der er forskel mellem regionerne med hensyn til vareproducerende erhverv og/eller serviceerhverv.

6.6. Nogle ser interregionale vandringer som løsningen på specifikke stød og blivende ledighed. Forskellige undersøgelser viser imidlertid, at forskellige faktorer, herunder specielt mulighederne for at finde en bolig, lægger begrænsninger på denne mobilitet. Desuden skal det understreges, at hvis et midlertidigt stød fører til, at en del af det kvalificerede potentiale afvandrer fra en region, vil dette på mellemlangt sigt snarere bidrage til, at et økonomiske opsving bremses frem for stimuleres.

6.7. ØSU ønsker at minde om, at det er nødvendigt for medlemsstaterne, at de overholder bestemmelserne i "stabilitets- og vækstpagten". Det er således vigtigt, at medlemsstaterne har sunde offentlige finanser, så de kan reagere på et uventet stød. Under sådanne omstændigheder bør et land kunne klare situationen med egne ressourcer.

6.8. Jævnsides hermed skal den europæiske solidaritet naturligvis også kunne komme til udtryk, således som det udtrykkeligt er fastsat i bestemmelsen i EF-traktatens artikel 100, stk. 2, hvori det hedder: "I tilfælde af vanskeligheder eller alvorlig risiko for store vanskeligheder i en medlemsstat som følge af usædvanlige begivenheder, som den ikke selv er herre over, kan Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed på forslag af Kommissionen, på bestemte betingelser yde den pågældende medlemsstat finansiel støtte fra Fællesskabet."

6.8.1. ØSU finder, at Den Europæiske Union allerede nu bør begynde at overveje, hvordan den skal udforme en mekanisme, hvormed der kan reageres i tilfælde af asymmetrisk stød. Flere fremtrædende europæiske personligheder, herunder Europa-Kommissionens formand, Romano Prodi, har indledt en debat om denne problemstilling. Europa-Parlamentet har for sit vedkommende vedtaget en betænkning om denne problematik(7). ØSU beklager, at problematikken endnu ikke er blevet behandlet i ECOFIN-Rådet. Målet er at foregribe svar på en begivenhed, hvis indtræffen ikke kan udelukkes.

6.8.2. Som påpeget af Europa-Parlamentet er det nødvendigt, at man allerede i dag råder over juridiske rammer, så man ikke mister kostbar tid på at udforme sådanne, hvis den pågældende begivenhed skulle indtræffe. ØSU kan ligeledes støtte forslaget om at indføre et alarmsystem, som gør det muligt to gange om året at vurdere risikoen for et sådant stød.

6.8.3. Midlertidige finansielle overførsler kunne hjælpe en region til at genvinde sit vækstpotentiale. En sådan mekanisme skal ikke have til formål at omfordele ressourcer, men snarere at hjælpe en medlemsstat til at overvinde det stød, den bliver ramt af (nationalt eller regionalt). Mekanismen skulle fungere som en slags forsikring.

6.8.4. Med hensyn til, med hvilke midler, man opbygger en sådan fond, der skal bruges til at imødegå asymmetriske stød, foreslår nogle iagttagere, at man undersøger mulighederne for at bruge de overskudsreserver, de nationale centralbanker ligger inde med. Det er en tanke, der må udforskes nærmere.

7. Konklusion

7.1. Euroens indførelse er et afgørende led i videreudviklingen af EU-samarbejdet. I euroen har Europa nu et værdifuldt redskab. Det er meget vigtigt, at der følges op på den dynamik, som europrojektet skaber. Euroen er jo ikke et middel i sig selv. Den skal tjene som impulsgivende kraft bag en udvikling hen imod et stærkere Europa, som er i stand til at imødekomme sine borgeres fundamentale krav og ønsker.

7.2. Her kort tid efter indledningen af ØMU'ens tredje fase lader den økonomiske og sociale samhørighed mellem EU's regioner meget tilbage at ønske. Omend de fattigere regioner er halet ind på de rigere regioner målt i produceret velstand, er dette ikke slået tilstrækkeligt igennem på fordelingen af ledigheden mellem rige og fattige regioner.

7.3. ØSU fæster stor lid til "den europæiske beskæftigelsespagt", som blev lanceret af det tyske EU-formandskab. Hvis der skabes en tæt samordning mellem Luxembourg-processen (arbejdsmarkedsforanstaltninger), Cardiff-processen (reformer af vare-, tjeneste- og kapitalmarkederne) og Køln-processen (makroøkonomiske foranstaltninger), vil ØMU'en kunne skabe mere vækst og beskæftigelse. Skal denne koordinerede strategi lykkes, er det nødvendigt, at de forskellige relevante aktører, navnlig arbejdsmarkedets parter, drages helt og fuldt ind i disse processer.

7.4. ØMU'en vil medføre en række omvæltninger, hvoraf nogle endnu ikke kendes. Den monetære union rummer nye potentialer: skærpet konkurrence, større sikkerhed i udenlandske investeringer, et fald i transaktionsomkostningerne, forbedring af den interne stabilitet m.v.

7.5. ØMU'en forpligter de deltagende lande til at iagttage et øget mål af disciplin. Det gælder navnlig i budgetpolitisk henseende. Det er arbejdsmarkedets tunge opgave at koordinere lønoverenskomstforhandlingerne på en hensigtsmæssig måde, således at efterspørgslen understøttes, men uden at der sker en overophedning af økonomien, som skaber inflationært pres.

7.6. ØSU mener, at et asymmetrisk stød, der rammer dele af Unionens regioner, er en af de faktorer, der kan true samhørigheden inden for ØMU'en. Det er nødvendigt, at ikke blot de enkelte medlemsstater, men også EU-institutionerne forbereder sig på at kunne imødegå en sådan trussel. Der er flere mulige måder at gøre dette på. ØSU slår til lyd for, at man uden tøven udformer relevante instrumenter, således at Unionen står rustet til at reagere, så snart et sådant stød måtte indtræffe.

Bruxelles, den 21. oktober 1999.

Beatrice RANGONI MACHIAVELLI

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EFT C 206 af 7.7.1997.

(2) EFT C 325 af 17.11.1999.

(3) EFT C 209 af 22.7.1999.

(4) Se navnlig udtalelsen om "Økonomisk årsberetning 1999", EFT C 209 af 22.7.1999, og om "Skattepolitik", (under udarbejdelse).

(5) EFT C 40 af 15.2.1999.

(6) "Offentlige investeringer som led i den økonomiske strategi", KOM(1998) 682 endelig udg. af 2.12.1998.

(7) EFT C 98 af 9.4.1999.