52002IE1018

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Udvidelsens konsekvenser for ØMU'en"

(2003/C 61/12)

Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 1. marts 2001 under henvisning til forretningsordenens artikel 23, stk. 3, at afgive udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som udpegede Bruno Vever til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 3. september 2002.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 393. plenarforsamling af 18.-19. september 2002, mødet den 19. september, følgende udtalelse med 42 stemmer for, 1 imod og 4 hverken for eller imod.

1. Resumé

1.1. De to største ændringer af EU - ØMU'en og udvidelsen - skal supplere hinanden og under dette forløb vil der uundgåeligt opstå nye gensidige udfordringer på de to felter. En global samarbejdsstrategi, der tager såvel økonomiske som sociale hensyn, er nødvendig for at tilpasse sig denne nye udvikling.

1.2. EØSU understreger, at en effektiv forberedelse af kandidatlandene til ØMU'en kræver en ordentlig gennemførelse af de forberedende etaper under overholdelse af Maastricht-kriterierne, som på deres side er baseret på kriterierne fra København, dvs. en sund og konkurrencedygtig økonomi og opfyldelse af alle kravene i EU's regelværk. Det er derfor især nødvendigt at fremme dialogen med arbejdsmarkedets parter samt repræsentative og effektive erhvervs- og interesseorganisationer.

1.3. EØSU slår fast, at udvidelsen af ØMU'en bør foregå efter strenge kriterier, og hvert enkelt kandidatlands positive aspekter skal nøje vurderes for at undgå, at en ny medlemsstat kommer i strukturelle vanskeligheder og euro'ens indre og ydre stabilitet bringes i fare.

1.4. For at undgå for store forsinkelser i de nye medlemsstaters optagelse i ØMU'en anbefaler EØSU endnu en gang, at nye medlemsstater straks fra medlemskabets begyndelse deltager i den supplerende valutakursmekanisme (ERM2).

1.5. EØSU ønsker, at bestemmelserne vedrørende en effektiv tilpasning af ECB's ledelse til udvidelsen fastlægges samtidig med afslutningen af tiltrædelsesforhandlingerne og ikke udskydes til et senere tidspunkt.

1.6. EØSU understreger behovet for at styrke euro-landenes egne midler, da der må forventes en betydelig stigning i antallet af medlemsstater i Rådet, som ikke deltager i euro'en.

1.7. EØSU påpeger, at problemerne med overførelsen af budgetmidler i den udvidede ØMU vil vokse, og det vil være nødvendigt nøje at indpasse de igangværende reformer af en række EU-politikker (f.eks. landbrugs- og regionalpolitikken) i en samlet strategi og styrke EU's egne midler efter 2006.

1.8. EØSU anbefaler, at indvirkningen af ØMU'ens udvidelse på økonomien i EU's nabolande overvåges.

1.9. EØSU opfordrer konventet om EU's fremtid til at tage spørgsmålet om ØMU'ens udvidelse (f.eks. udfordringerne på det institutionelle område, fremgangsmåden for gennemførelsen af subsidiaritetsprincippet og samarbejdsformer) med i sine drøftelser og i udarbejdelsen af konklusionerne.

2. Indledende bemærkninger

2.1. ØMU'en og udvidelsen repræsenterer hver især gennemgribende ændringer, som i de kommende år kraftigt vil påvirke EU's udvikling. Med en effektiv styring vil de begge kunne medvirke til at styrke EU. Desuden vil disse to begivenheder uvægerligt påvirke hinanden gensidigt og dermed komplicere mange data. Men på længere sigt ser det ud til, at samspillet mellem dem snarere vil virke selvforstærkende end opbremsende. Alt afhænger af EU's og medlemsstaternes evne til at tilpasse sig de nye krav og skabe den nødvendige synergi.

2.2. Stillet over for en udvidelse, der har en tendens til at virke som en centrifugalkraft og uundgåeligt vil sætte EU's samhørighed på prøve, er ØMU'ens vigtigste force, at den kan virke som en samlende, strukturerende og støttende kraft, der styrker samhørigheden på et sundt og stabilt grundlag og trækker de af EU's medlemsstater, som endnu ikke deltager i euro'en, med ind i denne udvikling.

2.3. Udvidelsen byder i sig selv på nye udviklingsmuligheder for ØMU'en med udsigten til en gradvis fordobling af euro-zonens medlemmer (med Polen, Ungarn, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet, Estland, Litauen, Letland, Slovenien, Cypern, Malta, Rumænien og Bulgarien, og hertil skal føjes Tyrkiet, hvormed der endnu ikke er indledt tiltrædelsesforhandlinger). Euro'en vil give disse nye medlemsstater talrige økonomiske fordele ved at tiltrække investeringer, stimulere finansmarkederne og skabe sikrere vilkår for handelen. Udvidelsen vil imidlertid også skabe mere politisk sikkerhed for EU som helhed. Det udvidede EU vil blive et betydningsfuldt område i verdensøkonomien, der bygger på principperne om retsstaten og retssikkerhed. Om denne udvidelse vil styrke eller påvirke den europæiske valutas specifikke vægt og internationale position, især over for dollaren, vil afhænge af den måde, hvorpå denne udvidelse gennemføres og dens resultater udnyttes (såvel som af andre mulige udviklingstendenser i de tre EU-lande - Storbritannien, Danmark og Sverige - som i dag står uden for euro-zonen).

2.4. Udvidelsen vil i sagens natur stille ØMU'en over for nye udfordringer. I begyndelsen vil de nye medlemsstaters tiltrædelse af EU gennemgribende ændre vilkårene for sameksistensen mellem euro-zonen og de lande, der står uden for, idet sidstnævnte vil være i overtal. Mens euro-zonens 12 medlemsstater i EU-15 står over for 3 medlemsstater uden for euro-zonen, vil de i EU-25 stå over for 13 medlemsstater uden for euro-zonen. Senere hen vil ØMU'en, efterhånden som disse nye medlemsstater kommer med i euro-zonen, også befinde sig i en ny situation med langt større interne forskelle (kandidatlandenes BNP svarer til blot 6 % af de 12 euro-landes BNP), hvilket vil komplicere koordinationen og kontrollen med økonomi- og finanspolitikken.

2.5. Derfor understreger EØSU nødvendigheden af en samlet strategi for at forberede den nødvendige styring af den forventede interaktion mellem udvidelsen og ØMU'en. Denne strategi skal være en politisk og aftalebaseret samarbejdsstrategi og omfatte følgende kredse:

- mht. reformen af institutionerne og fordelingen af kompetencen: Konventet om Europas fremtid naturligvis med deltagelse af alle kandidatlandene;

- mht. den politiske styring af ØMU'en: Medlemsstaterne og EU-institutionerne;

- mht. konsolidering af ØMU'ens økonomiske og sociale grundlag: Erhvervslivet, arbejdsmarkedets parter og andre organiserede civilsamfundsaktører - under autonom og ansvarsbevidst udøvelse af deres rettigheder ofte ud fra en partnerskabs- og aftalebaseret tilgang.

2.6. Denne strategi skal omfatte to væsentlige elementer:

2.6.1. på den ene side en effektiv forberedelse af de lande, der er kandidater til medlemskab af ØMU'en, hvilket indebærer, at der sammen med hvert enkelt kandidatland skal fastlægges og iværksættes veltilpassede strategier for optagelsen i ØMU'en,

2.6.2. på den anden side en vellykket tilpasning af ØMU'en til det udvidede EU, hvilket indebærer, at man allerede nu skal gøre sig overvejelser over et samlet program for alle disse fremtidige medlemsstater.

3. Effektiv forberedelse af ØMU'ens kandidatlande

3.1. De juridiske og politiske perspektiver

3.1.1. I Amsterdam-traktaten og de førtiltrædelsesaftaler, som kandidatlandene har underskrevet, er det klart præciseret, at disse lande ikke vil kunne påberåbe sig nogen politiske undtagelser ("opt out") i modsætning til de undtagelsesordninger, som Storbritannien og Danmark har opnået. Selvom det står klart, at de nye medlemsstater ikke vil kunne deltage i ØMU'en fra starten af deres EU-medlemskab, skal de sætte alt ind på hurtigst muligt at komme med ved at opfylde de forskellige indledende krav. EØSU glæder sig over denne officielle sammenkædning, som EU har fastlagt i samråd med kandidatlandene, som har bekræftet deres vilje til at deltage i ØMU'en, så snart de opfylder kriterierne herfor.

3.1.2. Det kan således konkluderes, at processen for kandidatlandenes integration i ØMU'en vil forløbe i fire etaper:

3.1.2.1. I løbet af den igangværende førtiltrædelsesperiode skal kandidatlandene påbegynde overtagelsen af Fællesskabets regelværk blandt andet på områder af afgørende betydning for ØMU'en. Dette indebærer navnlig sikring af frie kapitalbevægelser, afkald på alle statslige privilegier vedrørende finansiering af den offentlige sektor og garanti for deres centralbanks uafhængige status.

3.1.2.2. Ved tiltrædelsen af Den Europæiske Union skal de nye medlemsstater opfylde en lang række økonomiske forpligtelser - også selvom de endnu ikke er i stand til at deltage i ØMU'en. De skal således acceptere ØMU'ens mål, anerkende, at deres valutapolitik og økonomiske politik fremover er anliggender af fælles interesse inden for EU, sørge for at forebygge for store underskud, acceptere stabilitets- og vækstpagten og gøre fremskridt i opfyldelsen af Maastricht-kriterierne. De vil som alle medlemsstater på hvert efterårstopmøde blive underkastet en kontrol af deres overholdelse af de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik og af retningslinjerne for beskæftigelsen. De vil ligeledes på forårstopmødet blive underkastet en kontrol af iværksættelsen af de strukturelle reformer på det økonomiske, sociale og administrative plan, som blev besluttet i Lissabon (bl.a. politikken for uddannelse, innovation, arbejdsmarked, social sikring og den offentlige sektor).

3.1.2.3. Derudover er de forpligtet til at deltage i kursmekanismen for euro'en inden for rammerne af den europæiske valutakursmekanisme i lighed med Danmarks nuværende situation i EU. De skal deltage i den europæiske valutakursmekanisme mindst to år, før de kan tiltræde ØMU'en.

3.1.2.4. Den afsluttende etape i tiltrædelsen af ØMU'en vil for hvert enkelt nyt deltagerland blive genstand for en detaljeret rådsafgørelse på forslag af Kommissionen og under hensyntagen til landets økonomiske kapacitet og navnlig dets tilnærmelse til Maastricht-kriterierne, nærmere bestemt:

- en inflationsrate, som ikke må overstige den gennemsnitlige inflation i de tre medlemsstater med den laveste inflation med mere end 1,5 %,

- en lang rente, som ikke må afvige mere end 2 % fra den gennemsnitlige rente i de tre medlemsstater med den laveste inflation,

- et budgetunderskud tæt ved eller under 3 % af BNP,

- en offentlig gæld på ikke over 60 % af BNP, medmindre den er ved at blive nedbragt til dette niveau,

- en stabil vekselkurs for den nationale valuta, som ikke må svinge mere end +/- 2,25 % over for euro'en.

I øvrigt bør de nationale centralbanker have en status, som sikrer deres uafhængighed af staten, og tilstræbe prisstabilitet i overensstemmelse med målene i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union.

3.2. Økonomiske og sociale kriterier

3.2.1. Ligesom de politiske og juridiske kriterier, der er fastlagt i traktaten og i erklæringerne fra de europæiske topmøder, skal opfyldes etapevist for at forberede kandidatlandene til ØMU'en, skal opfyldelsen af de økonomiske og sociale kriterier i forbindelse med stabilitets- og vækstpagten også ske trin for trin. En god forberedelse af kandidatlandene til ØMU'en forudsætter, at ingen etape springes over. I modsat fald kan væksten og investeringerne i de nye medlemsstater blive hæmmet af en for stram penge- og skattepolitik, og det kan også gå ud over ØMU'ens sammenhængskraft i det udvidede EU. Man må for enhver pris undgå at havne i den uløselige situation, at det først efter optagelsen af et nyt medlem viser sig, at det ikke kan opfylde alle ØMU'ens krav. Der er også andre grunde til at gå frem i god ro og orden uden at forhaste sig. Euro'ens eksterne værdi, som er nøglefaktoren i dens stabilitet, må ikke påvirkes af udvidelsen. Det er heller ikke i euro-landenes interesse, at der opstår for store interne spændinger på grund af for store og asymmetriske forskelle. Desuden giver medlemsstaternes og EU's stramme budgetter ikke mulighed for at yde finansiel støtte til en hurtigere optagelse af nye medlemsstater i euro-zonen.

3.2.2. Især må der lægges vægt på nødvendigheden af, at kandidatlandene konsoliderer deres økonomiske liberalisering og konkurrenceevne. Det er en afgørende forudsætning, at kapitalmarkedet fungerer gnidningsfrit (ikke kun hvad angår aktiemarkedet, men også ejendomsmarkedet), at bank- og finanssektoren styrkes (hertil bidrager også tilstedeværelsen af stadig flere EU-banker), at de respektive nationalbanker indstiller enhver finansiering af den offentlige sektor, og at der findes institutioner, som magter den opgave, det er, effektivt at overvåge gennemførelsen af love og forordninger og sikre, at markederne fungerer uhindret. Disse krav kan gøre det nødvendigt med EU-inspektion i samarbejde med erhvervs- og organisationskredse.

3.2.3. Det er således meget vigtigt at få fastlagt et solidt og varigt grundlag, hvis indførelsen af euro'en i disse lande skal krones med held. I god tid før opfyldelsen af Maastricht-kriterierne - hvilket på sin side kræver sammenlignelige statistikker - må det sikres, at erhvervslivet og arbejdsmarkedet er velfungerende (bl.a. produktivitet, ro på arbejdsmarkedet, tilpasningen af den offentlige sektor, SMV's udvikling). Nominel konvergens skal baseres på reel konvergens, hvis den skal holde og være til nogen nytte. Maastricht-kriterierne vil ikke kunne opfyldes på længere sigt, medmindre udviklingen og liberaliseringen af økonomien når op over et vist kritisk niveau. Det kan endog konstateres, at et kandidatland, som tilsyneladende er længere bagud end andre med opfyldelsen af Maastricht-kriterierne, i virkeligheden kan vise sig at være længere fremme med konsolideringen af sin økonomiske liberalisering og dermed i virkeligheden være bedre forberedt til sin optagelse i ØMU'en. Det skal også bemærkes, at nye faktorer efter tiltrædelsen midlertidigt kan gøre det vanskeligt for de nye medlemsstater at opfylde Maastricht-kriterierne. Der må således forventes et nyt inflationspres som følge af de nye landbrugspriser eller overførslen af strukturfondsmidler. Derfor er de uomgængelige forudsætninger for en god forberedelse til den senere deltagelse i ØMU'en dels en grundig forberedelse til adgangskravene til selve ØMU'en, dels en velgennemført tilpasning til de økonomiske og sociale konsekvenser af tiltrædelsen.

3.2.4. Ud over tilpasningen til de nye økonomiske og juridiske realiteter er det således nødvendigt at vie konsolideringen af det institutionelle og sociale grundlag i kandidatlandene særlig opmærksomhed. Det gælder først og fremmest om at styrke arbejdsmarkedsparternes rolle og få arbejdsmarkedet til at fungere bedre. Udvikling af repræsentative organisationer og samråd mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen vil bidrage direkte til en effektiv koordination af den makroøkonomiske og den sociale politik, især inden for rammerne af Cardiff-, Køln- og Lissabon-processerne. Arbejdsmarkedets parter og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har via de blandede rådgivende udvalg en rolle at spille som støtte for interesseorganisationerne i kandidatlandene gennem tilrettelæggelse af udveksling samt informations- og uddannelsesprogrammer.

3.2.5. Kommissionens seneste årlige rapport fra november 2001 om fremskridtene i kandidatlandenes forberedelse og navnlig overtagelse af fællesskabsretten er opmuntrende for 10 af de 12 kandidatlande, som fører tiltrædelsesforhandlinger med EU. Rumænien og Bulgarien har stadig noget at indhente, før de opfylder forudsætningerne for medlemskab (og det gælder i endnu højere grad optagelsen i ØMU'en).

3.2.6. Med EU-medlemskabet vil spørgsmålet om opretholdelse af dynamikken i forberedelsen af ØMU'ens udvidelse uvægerligt komme i fokus. Hertil skal der fremsættes to bemærkninger:

3.2.6.1. På den ene side må man være klar over, at det "big bang", som optagelsen af ti nye medlemsstater på én gang indebærer, nok vil gøre udsigten til en udvidelse af ØMU'en mere konkret, men det er ikke givet, at den dermed vil blive fremskyndet. De femten nuværende medlemsstater, Kommissionen og Centralbanken kunne være fristet til at anvende strengere kriterier for den følgende etape, tiltrædelsen af ØMU'en. Mens man må gå ud fra, at nogle af de nye medlemsstater vil kunne optages i ØMU'en på rekordtid, er der andre nye medlemsstater, som risikerer at måtte stå uden for i længere tid.

3.2.6.2. Men lige så vigtigt det er ikke at springe nogen etape i tiltrædelsesprocessen over, lige så påkrævet er det, at man ikke indtager en alt for afventende holdning og lader de nye medlemsstater stå uden for euro-zonen alt for længe. Dette ville på længere sigt kunne opsplitte det indre marked og bevirke, at disse lande i større eller mindre grad begynder at slække på deres anstrengelser for at komme med i ØMU'en. Man må således finde en balance mellem disse forskellige hensyn.

3.2.7. En effektiv måde, hvorpå dette kan undgås, er at lade de nye medlemsstater deltage i den reviderede europæiske valutakursmekanisme. EØSU har allerede opfordret hertil i sin udtalelse fra april 2001(1) om EU-udvidelsen: økonomiske adgangskriterier. EØSU gentager denne opfordring, for så vidt som dette vil skabe mulighed for:

3.2.7.1. fra starten at indpasse de nye medlemsstaters valutakurspolitik i en fællesskabsramme,

3.2.7.2. at presse på for at holde aktivitetsniveauet i disse landes forberedelse til ØMU'en oppe,

3.2.7.3. at etablere en foreløbig juridisk binding, som er nødvendig af hensyn til forberedelsen til ØMU'en for fuldstændigt at afværge risikoen for, at et af disse lande vælger at stå uden for, hvilket ville være i strid med det formelle afkald på enhver undtagelsesordning,

3.2.7.4. at bevare en betydelig margen for valutakursudsving, som fortsat tillades i den europæiske vekselkursmekanisme i et bånd på +/- 15 %, således at disse lande ikke bliver låst for tidligt fast i en stram økonomisk politik, men kan bevare en betydelig fleksibilitet i deres økonomiske og sociale tilpasningsproces.

3.2.8. Når der skal træffes afgørelse om optagelse i ØMU'en efter mindst to års deltagelse i vekselkursmekanismen, bør det ikke alene vurderes, om Maastricht-kriterierne reelt er overholdt, men også om disse mål er nået på et holdbart grundlag.

3.2.9. Længe inden deres indtræden i ØMU'en vil flere af disse lande allerede have anvendt euro'en som parallel valuta, ligesom det er tilfældet med DM i visse lande, før euro'en eksisterede i sedler og mønter. Denne frihed til at anvende euro'en i handelstransaktioner kan have mange fordele for disse lande og i øvrigt styrke euro'ens internationale stilling, samtidig med at befolkningen vænnes til en valuta, som senere vil blive deres. Men dette er dog ikke i sig selv tilstrækkeligt til at indpasse dem i ØMU'en, da dette afhænger af alle de andre økonomiske, finansielle, budgetmæssige og i vid udstrækning samfundsmæssige kriterier, som nævnt ovenfor.

3.3. Støtten fra EU

3.3.1. EU har øremærket betydelige budgetmidler til forberedelse af tiltrædelsen og til støtte i de første år af medlemskabet (Agenda 2000). I henhold til Berlin-aftalen fra marts 1999 blev der allerede for perioden 2000 til og med 2006 afsat 20 mia. EUR til førtiltrædelsesinstrumenterne og 50 mia. EUR til de nye medlemsstater, som om nødvendigt er disponible fra 2002.

3.3.2. Kommissionen fremlagde den 30. januar 2002(2) en ajourføring af budgetoverslaget for at tage højde for to nye elementer:

- for det første, at de første nye medlemsstaters tiltræden er udsat til 2004;

- for det andet, at denne første gruppe er udvidet fra 5-6 til 10 nye medlemsstater.

3.3.3. Som forberedelse til optagelsen af 10 nye medlemsstater i 2004 skal der ifølge disse nye retningslinjer afsættes 40 mia. EUR i forpligtelsesbevillinger og 28 mia. EUR i betalingsbevillinger for perioden 2004, 2005 og 2006. Dette ligger under EU-budgettets loft og ikke mindst den flerårige Berlin-aftale, men dog i den øvre del af den tilladte margen.

3.3.4. Dette budget udelukker ikke senere reformer af landbrugs-, regional- og budgetpolitikken. Tværtimod omfatter det en nedtrapning af strukturfondsstøtten til visse EU-regioner, som hidtil har været højt prioriterede støtteområder; en tiårig overgangsperiode før landmændene i de nye medlemsstater kan få direkte støtte; bidrag fra de nye medlemsstater til EU-budgettet fra det første år efter tiltrædelsen (hvilket skal præciseres nærmere i tiltrædelsesaftalerne). For EØSU står det også klart, at tiltrædelsen kræver en hurtigere tilpasning af landbrugs-, regional- og budgetpolitikken.

3.3.5. I en anden rapport(3), som blev fremlagt samme dag, kommer Kommissionen ind på spørgsmålet om samhørighedspolitikken efter 2007. I et Europa med 25-27 medlemsstater vil de regionale forskelle mellem BNP være dobbelt så store som nu (dvs. 1:6 mod nu 1:3). Ud over overførslerne til østlandene går Kommissionen ind for en støttepolitik, som ikke begrænser sig til de mindst udviklede regioner i EU, selv om dette indebærer en omlægning af målene (dvs. byer, bjergområder, grænseegne og afsides liggende regioner). EØSU bemærker, at omkostningerne ved udvidelsen senest i 2007 endnu en gang vil rejse spørgsmålet om en eventuel forhøjelse af medlemsstaternes bidrag og EU's egne midler. De igangværende reformer af en række EU-politikker (f.eks. landbrugs- og regionalpolitikken) bør indpasses i et overordnet perspektiv, og der bør klart sigtes mod en styrkelse af EU's egne indtægter.

3.3.6. ECOFIN-Rådet besluttede i første halvår af 2001 at indlede et tættere samarbejde med kandidatlandenes finansministre og nationalbankdirektører ved at indbyde dem til at deltage i et møde under hvert formandskab. Desuden vil ECOFIN-Rådet udarbejde regelmæssige rapporter om den økonomiske situation i disse lande. EØSU glæder sig over påbegyndelsen af dette samarbejde om økonomisk konvergens og foreslår, at det udvides til andre konstellationer i Rådet, som er direkte berørt af dette mål, først og fremmest Beskæftigelse og Sociale Anliggender (især hvad angår kandidatlandenes forberedelse af iværksættelsen af retningslinjerne for beskæftigelsen).

3.3.7. EØSU glæder sig også over styrkelsen af forbindelserne mellem Den Europæiske Centralbank og kandidatlandenes nationalbanker, som nu er veletablerede og regelmæssige og omfatter operationelle støtteprogrammer (bilaterale kontakter, efteruddannelse, metoder til ajourføring af statistiske data osv.) De fleste af kandidatlandenes nationalbanker kan betragtes som uafhængige (skønt der endnu vil gå nogen tid, før en virkeligt uafhængig adfærd og stabilitet er rodfæstet). Nationalbankens uafhængighed vil under alle omstændigheder være et krav, som hvert enkelt kandidatland skal opfylde ved tiltrædelsen.

3.3.8. Endelig glæder EØSU sig over kandidatlandenes deltagelse i topmødet i Barcelona i marts 2002. Dette EU-initiativ falder helt i tråd med de henstillinger, som EØSU fremlagde i sin udtalelse fra april 2001 om de økonomiske adgangskriterier, hvori det foreslog at inddrage kandidatlandene i gennemførelsen af mandatet fra topmødet i Lissabon i marts 2000. Forberedelsen af kandidatlandene til tiltrædelsen af EU og det senere medlemskab af ØMU'en kan kun vinde ved, at disse lande inddrages direkte i de økonomiske, sociale og administrative reformer, som følger af mandatet fra Lissabon om inden 2010 at gøre Europa til den mest dynamiske og konkurrencedygtige videnbaserede økonomi i verden.

4. ØMU'ens tilpasning til det udvidede EU

4.1. Institutionelle ændringer

4.1.1. Den første udfordring handler om tal: straks ved tiltrædelsen skal de nye medlemsstaters centralbankdirektører deltage i ECB's generelle råd, men endnu ikke i Styrelsesrådet (som de først får sæde i, når de bliver medlem af ØMU'en). Navnlig bør Den Europæiske Centralbanks direktion indskrænkes og dets sammensætning ændres, så den fortsat kan arbejde effektivt efter udvidelsen. Det må konstateres, at spørgsmålet om ændringen af Den Europæiske Centralbanks opbygning efter udvidelsen og frem for alt revisionen af princippet "én mand, én stemme" ikke er omhandlet i Nice-traktaten. Dette spørgsmål henvises blot til Rådet i en bemyndigelsesklausul. Det er ikke givet, at de nationale centralbankdirektører vil være i stand til at finde en løsning, når medlemsstaterne selv er kørt fast i deres overvejelser. Men tiden er knap, da det er bedst at få løst spørgsmålet, før tiltrædelsesforhandlingerne afsluttes, og ikke vente flere år til den første udvidelse af ØMU'en. EØSU ønsker derfor, at fremgangsmåden for en effektiv tilpasning af ECB's styrende organer til udvidelsen bliver fastlagt samtidig med afslutningen af tiltrædelsesforhandlingerne og ikke udskydes til senere. Man må først og fremmest være klar over, at Centralbankens praktiske virksomhed i den udvidede ØMU i stadigt mindre omfang vil blive styret med enstemmighed, og at der i stadig højere grad vil være tale om flertalsbeslutninger. Det bør sikres, at alle institutionelle ressourcer stilles til rådighed.

4.1.2. Den anden udfordring er de store forskelle navnlig mht. udviklingsniveau, som kun langsomt vil kunne mindskes eller udlignes.

4.1.2.1. Allerførst må EU tage fat på problemet med den såvel kvantitative som kvalitative kløft mellem euro-zonen og de lande, som står udenfor, hvoraf der vil blive mange flere, mens der i dag kun er tre (Storbritannien, Danmark og Sverige). Med den planlagte optagelse af ti ny medlemsstater vil der være flere medlemsstater uden for euro-zonen end indenfor (13 mod 12). Dette perspektiv rejser spørgsmålet om en institutionalisering af euro-gruppen, så den udstyres med den juridiske status og beslutningsmyndighed, som den ikke har nu, hvor de beslutninger, som berører den direkte, træffes af Ecofin-Rådet.

4.1.2.2. Senere hen - med optagelsen af nye medlemmer i ØMU'en - vil de interne forskelle blive langt større. I en ØMU med 25 medlemsstater må grundlæggende spørgsmål som subsidiaritet, de nationale parlamenters rolle og forvaltningssamarbejdet mellem medlemsstaterne tages op på ny. Der må findes nye samarbejdsformer, som nok også skal omfatte en europæisk skattereform. Konventet om Europas fremtid bør se nærmere på, hvorledes disse reformer skal gribes an, hvorledes der kan opnås demokratisk ligevægt, hvilke beføjelser og kontrolbeføjelser der er brug for, og hvilket kompromis der kan findes mellem en fællesskabsmetode og regeringssamarbejde. Den Europæiske Centralbank, Rådet og Kommissionen må også være meget opmærksomme på alle disse spørgsmål.

4.2. Nye økonomiske og sociale faktorer

4.2.1. Man må ikke overvurdere den ekstra økonomiske vægt, der vil blive tilført gennem ØMU'ens udvidelse, idet de tolv kandidatlandes BNP kun udgør 6 % af euro-landenes BNP. Efterhånden som ØMU'en bliver nødt til at udvikle sig med udgangspunkt i mere forskelligartede økonomiske og sociale forhold, vil der rejse sig forskellige spørgsmål i forbindelse med først sameksistensen mellem euro-zonen og landene udenfor og dernæst forvaltningen af en fælles valuta i meget forskelligartede nationaløkonomier. Disse spørgsmål vil først og fremmest dreje sig om variablerne for tilpasning til disse nye forhold.

4.2.2. Disse spørgsmål vil blandt andet dreje sig om de forskelle med hensyn til økonomiens konkurrenceevne, produktivitet og lønniveau samt de migrationsstrømme, især i grænseområderne, der kan udvikle sig i euro-zonen. I løbet af et tiår eller mere vil effekten af tilpasningen bidrage til at skabe større homogenitet i denne udvidede euro-zone (f.eks. statsforvaltningsmetoder, fælles ansvar for økonomiske aktører og arbejdsmarkedets parter, indvirkningen af de økonomiske og sociale reformer, der blev aftalt i Lissabon for 2000/2001). Men indtil da må man forsøge at tackle denne sammenligning og konfrontation mellem meget forskelligartede systemer og nationaløkonomier.

4.2.3. På denne baggrund trænger spørgsmålet om overførsel af budgetmidler inden for den udvidede ØMU sig særligt på. Hidtil har EU valgt en ØMU med ringe intervention på EU-plan, beskedne fælles budgetmidler og ingen skatteharmonisering af betydning. Med de større forskelle mellem ØMU-landene vil der naturligvis opstå nye problemer, som denne struktur vil have svært ved at imødegå. Der kan f.eks. blive tale om ovennævnte problemer med store forskelle mellem produktionsfaktorer, risiko for økonomiske eller sociale spændinger, følger af asymmetriske chock osv. Derfor må EU tage følgende spørgsmål op på ny med henblik på tiden efter 2006:

- spørgsmålet om overførsler via EU's budget (Samhørighedsfond, støtte osv.)

- spørgsmålet om EU's budgetmidler (indførelse af en EU-skat?)

- andre spørgsmål i tilknytning hertil, især vedrørende spørgsmålet om skat i Europa (forskelle og ligheder mellem skattesystemerne og det samlede skattetryk).

4.3. Internationale virkninger

4.3.1. Det er hensigten, at euro'en skal blive en international valuta af verdensrang. Man må sørge for, at udvidelsen af ØMU'en sker under betingelser, som ikke går ud over, men styrker euro'ens internationale tiltrækningskraft, da dette er en uomgængelig forudsætning for dens succes.

4.3.2. Man må også holde øje med, hvilke følger ØMU'ens udvidelse får for økonomien i EU's nabolande og nærområder, især Rusland, Ukraine, Hviderusland og andre lande i det tidligere USSR samt Middelhavs- og AVS-landene.

Bruxelles, den 19. september 2002.

Göke Frerichs

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) "Opfyldelse af de økonomiske adgangskriterier: udfordringerne for ansøgerlandene i forbindelse med EU-udvidelsen", EFT C 193 af 10.7.2001.

(2) SEK(2002) 102 endelig.

(3) KOM(2002) 46 endelig.