27.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 175/57

2.1

Det europæiske samarbejde har lige fra starten udviklet sig gennem åbenhed. Ved gradvis at fjerne sine indre grænser har EU formået at skabe et stort indre marked, modernisere sin økonomi, udvikle sin infrastruktur og indtage en førerposition i den internationale samhandel.

2.2

Det europæiske samarbejde er meget mere end blot et indre marked. EU råder over fælles regler, sin egen retsorden og jurisdiktion, et charter om grundlæggende rettigheder og fælles politikker. Her skal især nævnes politikken for økonomisk og social samhørighed, der er det vigtigste instrument til håndhævelse af princippet om solidaritets mellem landene og regionerne, og som skal bidrage til at mindske forskellene i udviklingsniveau, der er blevet øget efter de seneste udvidelser.

2.3

I dag rejser globaliseringens udfordringer sig i en helt ny kontekst og under helt anderledes omstændigheder, som især er karakteriseret ved globale styreformer, der stadig er i deres vorden, en stræben efter magt samt øgede spændinger mellem de udviklede lande og vækstøkonomierne. Denne globale uligevægt er en helt ny virkelighed for EU.

2.4

Det europæiske projekt var oprindeligt på ingen måde »eurocentreret«. Allerede de første traktaters fædre gjorde sig forestillinger om, at Fællesskabet ville kunne åbne sig for alle de europæiske folk, så snart de var blevet befriet for diktaturerne, og at det ligeledes ville kunne tjene som model for en ny verdensorden baseret på retsstaten, åbenhed og tillid.

2.5

Der findes tydeligvis mange ligheder mellem globaliseringen og de positive virkninger, som de europæiske lande allerede har oplevet takket være deres gensidige åbning, herunder udnyttelse af komparative fordele og stordriftsfordele samt udnyttelse af den nye udviklingsdynamik og de nye markeder.

2.6

Men globaliseringen skaber imidlertid også en række nye udfordringer, der ofte kræver yderst komplicerede løsninger og tilpasninger, navnlig med hensyn til de mange vanskeligheder og forskelle i forbindelse med adgangen til markederne, udvandring af højtuddannede, bevarelse af flersprogethed og kulturel mangfoldighed, de enorme forskelle i arbejds- og produktionsbetingelserne, internationaliseringen af kapitalen og finansmarkederne i et ukendt omfang, svækkelsen af de sociale rettigheder i de udviklede lande som følge af den globaliserede konkurrence og endelig de væsentlige udfordringer relateret til beskyttelse af miljø, sundhed og sikkerhed.

2.7

Globaliseringen har ikke den samme virkning overalt. Mens den fremmer den økonomiske og sociale udvikling i visse områder i verden, har den den modsatte effekt andre steder, herunder i udviklede regioner, som er underlagt en meget større konkurrence, eller i underudviklede lande, der »lades i stikken«.

2.8

For at imødegå disse udfordringer skal EU vise, at det drager fordel af globaliseringen og ikke lider under den. EU skal på en og samme tid gribe alle de muligheder, som udspringer fra globaliseringen, men også klarlægge, hvordan den påvirker regionerne, sektorerne og befolkningsgrupperne, for i samarbejde med medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter og andre berørte samfundsaktører at fastslå, hvilke konkrete aktioner der vil gør det muligt at foretage de nødvendige tilpasninger.

2.9

Der må ikke anlægges en rent økonomisk tilgang til globaliseringens udfordringer. De politiske, sociale, miljømæssige men også kulturelle spørgsmål er alle tæt forbundet med denne problematik. EU er derfor i anlæggelsen af sin tilgang nødt til også at tage hensyn til disse faktorer, da det ellers risikerer ikke at virke tilstrækkeligt overbevisende.

2.10

Den tilgang med regional integration, som karakteriserer EU, gør det muligt for denne at tale på vegne af sine medlemsstater inden for WTO. Der findes andre eksempler på regional integration i verden, men de har ikke nået samme niveau som EU. Disse regionale enheder — med undtagelse af Caricom, der forener de caribiske lande — taler ikke med én stemme inden for WTO. En bedre struktureret og mere effektiv globale styring ville dog kunne drage stor fordel af en sådan udvikling.

2.11

Det kan konstateres, at opfattelsen af globaliseringen i EU varierer afhængigt af befolkningsgruppe og medlemsstat. Denne mangfoldighed kan udgøre en fordel, men den stærke vækst i og styrkelsen af de globaliseringsrelaterede udfordringer kræver i dag en fælles strategi og konkrete forslag.

3.1

De værdier, som det europæiske projekt bygger på — navnlig mangfoldighed, kollegialitet, retsstaten, subsidiaritet samt balance mellem økonomi, sociale spørgsmål og bæredygtig udvikling — er i dag ikke tilstrækkeligt udbredt på verdensplan.

3.2

De mellemstatslige forbindelser er ikke tilstrækkelige til at tackle hele globaliseringens spændvidde, herunder migrationsstrømmene, de finansielle strømme, forureningen, de klimatiske skader, informationsstrømmene med bl.a. Internettet. Ud over landene er også de multinationale virksomheder, de finansielle markeder, medierne, de videnskabelige kredse, det organiserede civilsamfund med sine institutioner, arbejdsmarkedets parter, ngo'erne og en lang række andre aktører i en vis forstand blevet globaliseret.

3.3

Det er derfor yderst vigtigt, at EU arbejder endnu mere målrettet hen imod en global styring, dvs.:

3.4

Med dette for øje er det især nødvendigt, at man med hensyn til de internationale handelsregler:

3.5.1

Selv hvis der skulle ske betydelige fremskridt med hensyn til alle disse handelsmæssige spørgsmål, ville dette ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at sikre betingelserne for en reel »bæredygtig udvikling«, til trods for at dette mål er blevet udtrykkeligt anerkendt af WTO i Doha-dagsordenen. Det er nødvendigt med yderligere bestemmelser, hvis man vil nærmere opnåelsen af et sådant mål. Også her vil EU kunne udgøre en drivende kraft. Disse bestemmelser vedrører hovedsagelig miljø, sikkerhed, de grundlæggende rettigheder, arbejdsvilkår og kulturel mangfoldighed.

3.5.2

Miljøbeskyttelse er et vigtigt krav i lyset af de voksende trusler (beskyttelse af levevilkårene og arter samt bekæmpelse af drivhusgasser og forurening osv.). Denne udfordring, der pr. definition sprænger alle grænser, er uløseligt forbundet med globaliseringsbegrebet. Man bør gøre den til en integreret del af handelsforhandlingerne og tage hensyn til den på tværs af de forskellige forhandlinger. EU bør give dette krav højeste prioritet,

3.5.3

Der er ligeledes sket en betydelig stigning i og diversificering af sikkerhedsbehovene. Her skal f.eks. nævnes sundhedsbeskyttelse, især mod folkesygdomme, bekæmpelse af kriminalitet, overvågning af atomkraft, beskyttelse af elektronisk dataudveksling samt produkters og især fødevarers kvalitet. Globaliseringen må under ingen omstændigheder medføre øget usikkerhed. Det er derfor nødvendigt at finde effektive regler, som kan skabe sikrere rammer for såvel udviklingen af samhandelen som for de grundlæggende statslige opgaver og levevilkårene. Disse fremskridt skal gå hånd i hånd med en forbedring i praksis med hensyn til styreformer samt bekæmpelse af korruption og trusler af enhver slags.

3.5.4

Den sociale dimension af globaliseringen og frem for alt arbejdsnormerne, der bygger på ILO's konventioner (1), bør finde effektiv anvendelse verden over. EU kan i samarbejde med ILO — ved hjælp af begreberne anstændigt arbejde, men også fair og etisk handel — udarbejde en egentlig grundpille for værdier og god praksis. Man bør rejse det spørgsmål, om en effektiv anvendelse af ILO-konventionerne kan gå så vidt som til at skabe en retspraksis på dette område.

3.5.5

Ngo'er, virksomheder og arbejdsmarkedsparter har iværksat en række meget opmuntrende sociale initiativer i udviklingslandene. Her skal nævnes de politikker, der er blevet udformet af flere europæiske virksomheder på grundlag af retningslinjer, som er fastsat inden for rammerne af OECD, og ILO's sociale normer, men også især de af ngo'erne iværksatte initiativer vedrørende beskæftigelse, uddannelse, sundhed samt arbejds- og levevilkår, bl.a. inden for rammerne af en social dialog på regionalt eller internationalt plan. Den bistand, som EU har ydet til sådanne initiativer, herunder først og fremmest i AVS-landene, bør øges. EU-bistanden bør ligeledes i højere grad være betinget af sådanne programmer, hvori civilsamfundsaktører deltager aktivt, bl.a. og især på regionalt plan.

3.5.6

EU bør i lyset af den voksende internationalisering af de finansielle markeder kunne tale med én stemme og således gøre IMF til et ægte stabiliseringsinstrument. Eurolandene bør beslutte sig til at forene deres deltagelse i IMF, hvilket ville styrke deres vægt i Europa. Samtidig hermed bør EU med udgangspunkt i OECD's konventioner fremme en global styring inden for bekæmpelse af hvidvaskning af penge og svindel.

3.5.7

Spørgsmålet om uddannelse og udveksling af viden er af fundamental betydning med henblik på en global styring til fordel for borgerne. Det er nødvendigt at videreudvikle Unesco's projekter og støtte de netværk, som gør det muligt at videreformidle viden og knowhow til så mange mennesker som muligt under hensyntagen til mangfoldigheden og inden for rammerne af en interkulturel dialog. EU's tilgang til en bedre global styring skal således tage hensyn til spørgsmålet om kulturel mangfoldighed og flersprogethed, der er Europas styrke. Disse aspekter er i dag også truede.

3.5.8

For så vidt angår de grundlæggende rettigheder, skal EU-landene i fællesskab og under hensyntagen til den kulturelle mangfoldighed effektivisere bestemmelserne i Menneskerettighedserklæringen og udvide Den Internationale Strafferetsdomstols rolle.

3.6.1

Med henblik på en styrket global styring kan EU ligeledes trække på sine erfaringer på områder, som kunne vise sig at være af afgørende betydning for at kunne få den bredest mulige opbakning til denne styring:

3.6.2

EU bør således — hvilket ligeledes er tilfældet med AVS-landene — så ofte som muligt vælge en regional tilgang i sine politiske, økonomiske og handelsmæssige forbindelser med sine partnere. En sådan udvikling af de gensidige forbindelser mellem EU og andre regionale enheder i en ånd af konkurrence og gensidig åbning ville være til gavn for samtlige berørte parter og uden tvivl på afgørende vis supplere og styrke WTO's multilaterale rammer.

4.1.1

De vanskeligheder, som WTO har haft med at nå videre med Doha-dagsordenen, og dennes begrænsninger bør tilskynde EU til at træffe nye initiativer. EØSU er derfor tilfreds med, at Kommissionen i sin meddelelse fra oktober 2006 anbefalede, at der iværksættes en ny handelsstrategi, som bygger på såvel bilaterale som multilaterale tilgange.

4.1.2

Den multilaterale tilgang til de globaliseringsrelaterede problemer er den bedste løsning, da den er den største garanti for afbalancerede og bæredygtige resultater. Udvalget anerkender derfor ligesom Kommissionen de indbyggede fordele ved multilateralisme og WTO. Målet er fortsat at fuldføre Doha-dagsordenen inden for en overordnet ramme, der forpligter alle de deltagende lande til at overholde de fælles regler.

4.1.3

EØSU understreger nødvendigheden af at yde støtte til Kommissionens forslag, ifølge hvilke EU på nuværende tidspunkt — i lyset af vanskelighederne i forbindelse med de igangværende forhandlinger inden for WTO — mere aktivt bør undersøge andre tilgange af navnlig bilateral karakter. Der ville især være tale om at uddybe forhandlingerne med vækstøkonomier i kraftig vækst (Kina, Indien, Asean-landene, Mercosur-landene og Golfen), men også om at styrke de strategiske forbindelser med naboøkonomierne (Rusland, Ukraine, Moldavien og Middelhavslandene) og med succes at modernisere EU's forbindelser med AVS-landene (Afrika, Caribien og Stillehavet) gennem regionale økonomiske partnerskabsaftaler, som der for tiden er forhandlinger om.

4.1.4

Udvalget understreger, at en revision af EU's internationale strategi ved hjælp af bilaterale tilgange ikke vil kunne erstatte en multilateral tilgang, der må forblive det vigtigste mål, da den er i tråd med de europæiske værdier.

4.1.5

Man bør ikke alene sikre, at disse tilgange er forenelige med WTO's forpligtelser som fremhævet af Kommissionen, men også:

4.1.6

Enhver bilateral tilgang, der anlægges af EU, bør derfor begrænse sig til udelukkende at supplere den multilaterale tilgang med det formål at:

4.1.7

Der er behov for en lang række præciseringer og tilpasninger med hensyn til især gennemførelsesbestemmelserne for de anvendte kriterier og de politikker, der skal følges i forbindelse med visse lande som f.eks. Kina, Korea, Indien eller Rusland.

4.2.1

Der bør via privilegerede partnerskaber og som et led i en sammenhængende naboskabsstrategi, der er begrundet i et interessefællesskab i særlig grad fokuseres på nabolandene (navnlig Rusland, Ukraine, Hviderusland, Moldova og landene omkring Middelhavet).

4.2.2

Hvad angår den transatlantiske dialog, bør EU og USA bestræbe sig på en indbyrdes tilnærmelse af deres respektive syn på globaliseringen og på at skabe et stabilt grundlag for deres samarbejde og samhandel.

4.2.3

EU bør ligeledes via sine bilaterale kontakter søge at fremme udviklingen af den regionale integration på andre kontinenter (AVS-landene, Mercosur, ASEAN osv.), hvilket vil skabe grundlag for en mere hensigtsmæssig og afbalanceret afvikling af verdenshandelen og lette forhandlingerne i WTO. EU's integrationserfaring bør, uanset dens helt specifikke karakter, fortsat være inspiration og støtte for andre forsøg på at etablere et regionalt samarbejde, hvilket er en ufravigelig forudsætning for enhver bæredygtig styring af globaliseringen. Denne tilgang er navnlig værdifuld i forhold til udviklingslande som f. eks. AVS-landene. Forhandlingerne om partnerskabsaftaler bør omfatte fremme af den regionale integrationsproces, som uden tvivl er en nøglefaktor, hvis det skal undgås, at disse lande overlades til deres egen skæbne i globaliseringen. I denne forbindelse er CARICOM's eksempel særdeles positivt og giver anledning til håb. EU bør i denne sammenhæng både støtte den administrative integration på regionalt plan og sammenslutninger mellem civilsamfundets aktører.

4.2.4

En anden mulighed er at lære af god og dårlig praksis fra andre lande eller regionale enheder. EU bør fortsætte med at støtte og prioritere de regionale enheder, der i forskelligt tempo og med forskellige målsætninger følger en tilsvarende vej som EU, dvs. Mercosur, ASEAN osv.

4.2.5

I forbindelse med denne bilaterale tilgang er den rolle, som civilsamfundets aktører spiller og den indsats, de yder, af uvurderlig betydning. EØSU's deltagelse i den Civil Society Dialogue, som Kommissionen har iværksat med det formål at følge op på forhandlingerne i WTO-regi, og de aktiviteter, som EØSU har igangsat via de forskellige fora, udvalget har etableret: har alle stor strategisk betydning og bør i højere grad nyde anerkendelse og være synlige.

4.3.1

Det skal ligeledes sikres, at konsekvensanalyserne af fordele, ulemper og indrømmelser i enhver aftale tager passende hensyn til de økonomiske og sociale konsekvenser, navnlig sektorspecifikt (herunder landbruget og den arbejdskraftintensive del af industrien). I disse analyser, som iværksættes på initiativ af Kommissionen ved enhver ny forhandling, bør der inddrages flere lokale eksperter og repræsentanter for civilsamfundet. Også spørgsmålet om en risikostyringsstrategi, som Kommissionen har taget hul på i sin meddelelse, bør uddybes.

4.3.2

Udvalget har givet udtryk for sin støtte til Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen. Det mener, at fonden bør bruges som strategisk instrument til omfordeling af midler til gavn for de befolkningsgrupper og regioner, der er påvirket af globaliseringen. Også selvom midlerne fra fonden kun udgør et supplement til national finansiering, bør dens rolle fremstå klart, og den bør have en kritisk økonomisk masse. EØSU kræver, at denne fond, ligesom Den Europæiske Socialfond, bliver administreret af et trepartsudvalg med deltagelse af arbejdsmarkedets parter.

4.3.3

I denne forbindelse bør landbrugssektoren nyde særlig bevågenhed. Ud over den egentlige landbrugsproduktion skal der tages hensyn til fødevareindustrien, der tegner sig for 14 % af værditilvæksten i EU og for 4 mio. arbejdspladser. Den fælles landbrugspolitik er fra 2003 og frem blevet underkastet en radikal reform for at bane vejen for en WTO-aftale, hvilket har krævet betydelige ofre af de berørte erhverv. En fremtidig WTO-aftale må med andre ord omfatte gensidig adgang til markederne og en tilsvarende betydelig sænkning af støtten til de amerikanske producenter.

4.4.1

Der er behov for, at medlemsstaterne i højere grad enes om mål og midler i en fælles strategi for adgangen til de globale markeder, navnlig ved at løse følgende tre problemer:

4.4.2

Eksportkreditforsikringsordningerne er fortsat i alt væsentligt nationale på trods af den politiske, økonomiske, finansielle og (inden for euroens rammer) monetære integration i Europa. EU bør støtte disse nationale ordninger for at koordinere og harmonisere dem til fordel for alle europæiske virksomheder især SMV.

4.4.3

Vores handelspartnere får skiftevis besøg af i hovedsagen nationale handelsdelegationer, der konkurrerer indbyrdes med hinanden. Det drejer sig ikke om at sætte spørgsmålstegn ved disse bilaterale kontakter, der ofte er begrundet i historiske forbindelser, men om at supplere dem — hvis det er berettiget ud fra et økonomisk synspunkt — og udnytte dem gennem sektorielle fremstød på EU-plan, hvilket styrker vores fælles identitet.

4.4.4

Kendskabet til handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger (navnlig foranstaltninger mod dumping) bør udbredes, og de bør anvendes bedre ved at tilføre dem flere midler.

5.1.1

Først og fremmest bør EU skaffe sig rygstød i et indre marked, der er tilstrækkelig integreret, effektivt og velfungerende. Det fører ingen vegne af vore partnere på globalt plan at forlange indrømmelser, som vi næppe engang ville give hinanden indbyrdes i Europa. Her skal der stadig gøres meget.

5.1.2

Mange gamle hindringer er fortsat uantastede, og forudsætningerne for, at de europæiske virksomheder kan opfatte sig som europæiske, er ringe. Tjenesteydelser, der tegner sig for to tredjedele af BNP, handles, for så vidt angår medlemsstaternes offentlige indkøb, fortsat i vidt omfang på et lukket marked, hvad enten det drejer sig om varer, tjenesteydelser, bygge- og anlægsarbejder eller hele forsvarsområdet, og de seneste undersøgelser, der blev gennemført for ti år siden, viser, at mere end 90 % af indkøbskontrakterne inden for den offentlige sektor stadig indgås med nationale leverandører.

5.1.3

Det bør sikres, at gældende fællesskabsret ikke trues af en form for konkurrence mellem medlemsstaterne, som ingen vinder ved, såsom dumping, støtte, begunstigelse af hæderkronede nationale virksomheder og nye barrierer og hindringer. Udvikling af en europæisk industripolitik, herunder på forsvarsområdet, ville yde et betydeligt bidrag til en styrkelse af EU's økonomiske og teknologiske stilling i globaliseringen. Det er i øvrigt en uomgængelig nødvendighed at styrke Fællesskabets konkurrencepolitik og at skabe en gennemsigtig skattemæssig og social ramme i EU samt at bekæmpe dobbeltbeskatning, de mest åbenbare konkurrenceforvridninger og momssvig internt i Fællesskabet.

5.1.4

Manglen på infrastruktur i egentlig europæisk skala (transport, energi, ny teknologi, teknologiparker, forskningscentre) hindrer i dag EU i at kunne tilbyde de bedste investeringsmuligheder på det, der stadig er verdens største marked.

5.2

Tilpasning af EU-borgernes kompetencer og uddannelse til et innovativt samfund, hvor alle har adgang til viden

5.2.1

EU er fattigt på råstoffer og kan ikke konkurrere med resten af verden på politikker, der går ud på social-, miljø- eller skattedumping. EU kan heller ikke blive »verdens supermarked« og overlade det til Asien at være »verdens fabrik«. Unionens fremtid afhænger især af dens evne til innovation og iværksætteri og af de færdigheder, som dens borgere besidder. Langsigtet investering i livslang læring er nøglen til en harmonisk udvikling. Derfor er det vigtigt ikke blot at støtte alt, hvad der har med læring og uddannelse at gøre, men også, via flersprogethed og karriereplaner, at fremme en særlig EU-mobilitet med en europæisk og international dimension, herunder inden for det offentlige.

5.2.2

EU er stadig for opdelt. EØSU plæderer for storstilede projekter: Udvikling af egentlig flersprogethed i skolen, mobilitetsprogram rettet mod de unge, herunder folkeskoleelever, lærlinge og unge arbejdstagere, europæiske universiteter, europæisk livslangt læringsforløb og fælles grundlag for anerkendelse af alle uddannelseskvalifikationer.

5.2.3

EU har med andre ord behov for et stort anlagt europæisk initiativ inden for uddannelse, erhvervsuddannelse og udbredelse af viden. Særlig opmærksomhed bør der vies de befolkningsgrupper og lokalområder, der er ofre for omstruktureringer og udflytning, således at der kan ske omskoling og skabes nye jobs.

5.3.1

Globaliseringsudfordringen tvinger EU til at styrke sine produkters og tjenesteydelsers konkurrencedygtighed. Unionens økonomiske interesser er lige så betydelige, som de er forskelligartede. For at fastholde sin fremtrædende plads i verdenshandelen bør Unionen navnlig bestræbe sig på at styrke sin stilling, både hvad angår produkter og tjenesteydelser af høj kvalitet, der udgør halvdelen af EU's eksport og en tredjedel af den globale efterspørgsel, og hvad angår andre produkter og tjenesteydelser, der efterspørges af befolkningerne.

5.3.2

I forbindelse med en ny europæisk »post-Lissabon-strategi« bør en EU-politik til støtte for iværksætteri og innovation kombineret med uddannelse, læring og udbredelse af viden prioriteres højt i de kommende år. EØSU foreslår på disse områder at udarbejde en køreplan, der forener medlemsstaternes og EU's indsats, den offentlige finansiering og de private bidrag.

5.3.3

Selvom det er for sent at give EU et bedre budget for perioden 2007-2013, består der fortsat en opgave i at gøre bedst mulig brug af dette budget, og det vil navnlig sige:

5.3.4

Euroen, der ikke blot er blevet fælles mønt for 13 medlemsstater, men også international reserve- og handelsvaluta, er i dag et stort aktiv for EU. For et stigende antal lande i verden udgør euroen et troværdigt og nyttigt alternativ til dollaren. Den gør det nemmere for virksomhederne i EU at indgå og afsikre handelsaftaler. Den fælles mønt sikrer, at EU's enhed virkelig mærkes indadtil og udadtil. Men euroen mangler et egentligt tyngdepunkt, hvad de politisk-økonomiske beslutninger angår, og dette lægger en dæmper på dens forventede positive virkninger.

5.3.5

Det er de fælles politikker, der er fundamentet under samhørigheden i EU. Nu, hvor kul og stål ikke længere kan siges at udgøre dette fundament, er der en stærk forventning fra de økonomiske og sociale aktørers side om, at EU i højere grad påtager sig et ansvar for energipolitikken (bevarelse af ressourcerne, forsyningssikkerhed, nye investeringer i ren energi, energieffektivitet, energibesparelser) og for beskyttelsen af miljøet. Disse to områder kræver rent faktisk mere EU og egentlige fælles politikker.

5.3.6

Unionen må ligeledes have en mere omfattende og sammenhængende indvandringspolitik via koordinerede tiltag for integration og modtagelse, der er i overensstemmelse med Det Europæiske Charter for Grundlæggende Rettigheder og Genève-konventionerne om asylretten, samtidig med at organiseret bandekriminalitet bekæmpes. EU bør også gennem partnerskaber og tilskyndelse til regional integration, der skaber større mobilitet og nye muligheder for uddannelse og udveksling, mere aktivt støtte skabelsen af kvalificerede jobs i udviklingslandene.

5.4.1

EU kan via en strategi for imødegåelse af globaliseringsudfordringen igen mobilisere EU-borgerne til at bakke op om integrationen i Unionen.

5.4.2

Overordnet insisterer EØSU på behovet for fuldt ud at inddrage arbejdsmarkedets parter og de forskellige repræsentanter for det organiserede civilsamfund i den helhedsorienterede tilgang til globaliseringen, som udvalget slår til lyd for. Der er behov for større gennemsigtighed fra Rådets og Kommissionens side, herunder i handelsforhandlinger. EØSU så navnlig gerne, at udvalget sammen med sine partnere fra civilsamfundet og tredjelandene blev inddraget i initiativer både på multilateralt og bilateralt niveau.

5.4.3

Helt konkret henstiller EØSU til, at arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsaktører inddrages i:

5.4.4

EØSU går ind for en EU-definition af forsyningspligtopgaver, der ud over et simpelt samarbejde omfatter fælles instrumenter for økonomisk sikkerhed, civil- og miljøbeskyttelse, toldkontrol, politi og endda forsvar, i stedet for at disse opgaver til skade for dem selv og i modstrid med hensynet til det europæiske fremskridt får lov at sygne hen som nationale klenodier.

5.4.5

EØSU støtter ligeledes en mere deltagelsesbaseret tilgang til det indre marked, hvor der tilskyndes til foreningsinitiativer, social dialog, socialt ansvar blandt virksomhederne og faglig og social selv- og samregulering (navnlig hvad angår tjenesteydelser, handel, de finansielle markeder, miljøet, energi, sociale aspekter og forbrugerrettigheder).

5.4.6

Det organiserede civilsamfunds aktører har selv en direkte og selvstændig rolle at spille med hensyn til at udvikle relationer med deres pendanter i de medlemsstater og regionale enheder, der er EU's handelspartnere.

5.4.7

Globaliseringens menneskelige dimension er, ligesom den europæiske integration, borgernes og det organiserede civilsamfunds anliggende. I jo højere grad befolkningerne oplyses, høres og inddrages systematisk, vil de også kunne nikke genkendende til en strategi, som de selv har været med til at beslutte, og som de kan acceptere.