31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/29

1.1

Hensigten med forslaget er at ændre Rådets direktiv 76/769/EØF ved at fastlægge yderligere begrænsninger for markedsføringen og anvendelsen af dichlormethan (DCM), hvor det anvendes som en væsentlig bestanddel i malingfjernere til industriel, erhvervsmæssig og forbrugeranvendelse.

1.2

Dette er den sidste ændring af sin art til Rådets direktiv 76/769/EØF, inden det den 1. juni 2009 erstattes med forordning (EF) 1907/2006 (REACH).

1.3

EØSU anerkender, at der for Kommissionen har været betydelige videnskabelige og politiske vanskeligheder forbundet med at foreslå og opnå enighed om en forholdsmæssig og omkostningseffektiv ændring, der i overensstemmelse med direktiv 76/769/EØF bevarer det indre marked og samtidig sikrer et højt beskyttelsesniveau for menneskers sundhed og miljøet.

1.4

EØSU er enigt i, at der er afgørende beviser for, at de høje dampkoncentrationer, der opstår, som følge af at DCM meget let fordamper, kan føre til bevidstløshed og død. Dette skyldes dårlig praksis i industrien, bl.a. utilstrækkelig udluftning. Beviserne for alvorlig vedvarende risiko for forbrugerne ved lejlighedsvis brug i hjemmet er ikke lige så stærke. Forslaget om forbud mod salg er derfor ude af proportioner, og i lyset af de kendte, men endnu ikke kvantificerede risici ved de alternative produkter og processer, virker det ikke sandsynligt, at det vil føre til en nedbringelse af det — temmelig lille — samlede antal ulykker, der registreres.

1.5

I lighed med de konsulenter, der blev hyret af Kommissionen, bemærker EØSU endvidere, at de eksisterende piktogrammer og risiko- og sikkerhedssætninger ikke fuldt ud er dækkende for de særlige farer, der er forbundet med DCM. Det samme gælder risiciene for børn, der i højere grad har relevans i private hjem. Dette er en mangel ved mærkningssystemet og ikke ved de pågældende produkter eller mennesker. For at rette op på denne situation anføres der derfor anbefalinger på emballage og etiketter.

1.6

Der peges på andre problemer, først og fremmest at der ikke er fastlagt grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering og retningslinjer eller regler for god industriel praksis. EØSU mener, at de tyske TRGS 612 (Technische Regeln für Gefahrstoffe — tekniske regler for farlige stoffer) kunne være en glimrende model herfor.

1.7

Der peges på en række generelle forhold, som Kommissionen, Europa-Parlamentet og medlemsstaterne bør behandle, og som EØSU håber, man kan nå til enighed om. Hvis det ikke lykkes, vil det føre til opsplitning af det indre marked. Brugere på og uden for arbejdspladsen vil fortsat være udsat for risiko.

2.1

Som tidligere nævnt træder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) i kraft den 1. juni 2009. Med forordningen ophæves og erstattes en række af Rådets og Kommissionens eksisterende forordninger og direktiver, bl.a. Rådets direktiv 76/769/EØF af 27. juli 1976 om markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater.

2.2

Bilag I til Rådets direktiv 76/769/EØF indeholder de specifikke begrænsninger for markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater, som man er blevet enige om og har gennemført i løbet af de sidste 30 år. Fra og med den 1. juni 2009 vil de danne grundlaget for bilag XVII til forordning (EF) nr.1907/2006 (REACH).

2.3

Tidligere ændringer til Rådets direktiv 76/769/EØF (dvs. tilføjelse af yderligere restriktive foranstaltninger) er sket i form af direktiver, der forudsætter gennemførelse af medlemsstaterne. Dette forslag fra Kommissionen er imidlertid ikke et direktiv, men derimod en beslutning, som vil være retskraftig med øjeblikkelig virkning. Beslutningen skal således ikke omsættes til national lov, som i øvrigt ville skulle ophæves den 1. juni 2009, når forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) træder i kraft.

2.4

Alle efterfølgende forslag om begrænsninger af markedsføring og anvendelse af farlige stoffer eller præparater vil blive fremsat i medfør af forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH).

2.5

Det er generelt som resultat af vurderinger af visse »prioriterede stoffer« udpeget af medlemsstaterne, at man har fundet frem til de stoffer (og alle præparater, hvori de indgår), for hvilke det er blevet anset for nødvendigt at begrænse markedsføringen og anvendelsen. Disse prioriterede stoffer er mellem 1994 og 2000 blevet offentliggjort på fire prioriterede lister i medfør af Rådets forordning (EØF) 793/93.

2.6

En række stoffer, som ikke står opført på disse lister, er ligeledes blevet vurderet, ud fra hvordan de påvirker menneskers sundhed og miljøet, og/eller der er blevet fremsat forslag om begrænsning af deres markedsføring og anvendelse, i takt med at nye problemstillinger er blevet behandlet på medlemsstaternes foranledning. DCM er et af disse stoffer. Flere medlemsstater har allerede af forskellige årsager fastlagt eller søgt at fastlægge begrænsninger for dets anvendelse, navnlig som en bestanddel i malingfjernere. Andre medlemsstater anser disse foranstaltninger for ude af proportioner og dyre, og mener, at de sandsynligvis vil give mindre tilfredsstillende resultater for brugerne. Der er beviser (eller mangel på beviser) til støtte for eller imødegåelse af begge synspunkter.

2.7

Den første fulde behandling af forslaget i Rådet fandt sted i starten af juni. Hvis man kan nå til enighed om et kompromis i de kommende måneder, vil forslaget sandsynligvis fortsætte som planlagt. I modsat fald vil forslaget falde bort. Det vil indebære, at det indre marked for DCM-baserede malingfjernere forbliver — og måske endda vil blive yderligere — fragmenteret. DCM vil herefter til sin tid blive vurderet efter forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH), og dets anvendelse i malingfjernere vil være en af de mange eksponeringsveje, der vil blive behandlet. Det er af indlysende årsager ikke klart, hvad resultatet heraf vil være, eller hvornår en endelig anbefaling vil foreligge.

3.1

DCM er et farveløst, lavtkogende halogeneret aliphatisk carbonhybrid med en mild, sød lugt. I mange år er det i stor udstrækning blevet anvendt som et kraftigt opløsningsmiddel med lav brandbarhed ved fremstillingen af lægemidler, spraydåser og klæbemidler og i andre processer som malingfjernelse, metalaffedtning og som et ekstraktionsmiddel for levnedsmidler.

3.2

Selv om DCM anses som et af de mere sikre halogenerede carbonhybrider med lav molekylevægt, skal det alligevel behandles forsigtigt. I Europa er det klassificeret som et kræftfremkaldende stof i kategori 3, dvs. »Stoffer, der giver anledning til betænkelighed, da de muligvis kan fremkalde kræft hos mennesket, men for hvilke der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger til at foretage en tilfredsstillende vurdering«. Stoffet skal derfor forsynes med risikosætning R40 (»mulighed for kræftfremkaldende effekt«). Det er tillige et prioriteret stof i vandrammedirektivet.

3.3

Det giver imidlertid anledning til større bekymring, at det er et stærkt narkotikum, der svækker centralnervesystemet og fører til bevidstløshed eller død. Dette har forårsaget en række ulykker og dødsfald, der generelt er forbundet med uforsvarlige arbejdsmetoder og alt for stor overeksponering som regel i forbindelse med industriel eller erhvervsmæssig anvendelse i stor målestok i åbne beholdere. Anvendelse i lukkede systemer, hvor dette kan lade sig gøre, fjerner disse risici.

3.4

Produktionen af DCM i Europa (fra anlæg i Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Holland, Storbritannien og Rumænien) er langsomt aftagende, i takt med at andre produkter bringes på markedet. Omkring 100 000 af de ca. 240 000 ton, der for øjeblikket produceres i Europa, eksporteres. Af den resterende mængde afsættes 30-50 % til lægemiddelindustrien, og 10-20 % sælges som ren DCM i malingfjernere. En tilsvarende mængde udgøres af genanvendt DCM fra lægemiddelindustrien. Dette forslag vedrører udelukkende anvendelsen af DCM i malingfjernere.

3.5

De fleste husejere og lejere kender til processen med at fjerne maling, da den er væsentlig for at bevare og dekorere genstande og overflader af træ, metal, sten og gips indendørs og udendørs i boligen. Endvidere findes der en række mere specialiserede markeder, bl.a. restaurering af kunstværker, fjernelse af graffiti og ommaling af store mobile objekter som tog og fly.

3.6

Malingfjernere er noget vilkårligt inddelt i 3 kategorier: »industrielle« (dvs. til vedvarende anvendelse i store mængder på stedet), »erhvervsmæssige« (til specialisters, bygningsarbejderes og dekoratørers anvendelse forskellige steder) og »forbruger« (til enkeltpersoners lejlighedsvise vedligeholdelse af deres bolig).

3.7

Det er svært at fastslå antallet af faktiske ulykkestilfælde i hver kategori. Symptomerne på en overdosis af DCM ligner hjertestop, hvorfor det muligvis (muligvis ikke) ikke er alle ulykker, som indberettes. De tal, som Kommissionen har fået forelagt af konsulentfirmaet RPA, viser, at der i de sidste 20 år i Europa har været 3-4 ulykker om året, der skyldes anvendelsen af DCM-baserede malingfjernere. Af disse har 1 % pr. år haft dødelig udgang. Ulykker med dødelig udgang er forekommet i Frankrig (6), Tyskland (6) og Storbritannien (5) og de øvrige ulykker i Storbritannien (36), Sverige (12) og Frankrig (6). I Sydeuropa er der kun registreret én ulykke i den periode, som RPA har undersøgt (1930-2007), nemlig i Spanien i 2000, hvor en ulykke ved industriel anvendelse havde dødelig udgang. Lokale klimaforhold og arbejdspraksis kan meget vel spille en rolle. I varmt vejr er vinduerne altid åbne, man opnår god udluftning, og risiciene er minimale. I koldere klimaer kan det modsatte være tilfældet.

3.8

Antallet af ulykker med dødelig udgang var det samme ved industriel som erhvervsmæssig anvendelse. De fleste af de registrerede ulykker uden dødelig udgang var indtruffet ved operatører kategoriseret som »fagfolks« anvendelse. De registrerede dødsfald skyldtes næsten udelukkende utilstrækkelig udluftning og uhensigtsmæssig brug af personlige værnemidler, særligt i nærheden af store åbne beholdere.

3.9

En forbrugers (eller fagmands) mulige ulykke med dødelig udgang indberettet i Frankrig i 1993 kan ikke længere verificeres, og der er derfor blevet rejst tvivl om denne specifikke centrale oplysning. Derudover er der kun indberetning om en anden forbrugers død i Holland i 1960. Andre faktorer kan spille ind.

3.10

Der findes selvfølgelig alternativer til DCM-baserede kemiske malingfjernere. De inddeles normalt i 3 grupper: »fysisk/mekanisk fjernelse« (slibning, afskrabning, sandblæsning), »fjernelse ved hjælp af flamme eller varme« (i ovn, ved hjælp af varm fluid-bed-teknologi, blæselamper eller varmepistoler) og »kemisk fjernelse« (anvendelse af meget kraftige opløsningsmidler som DCM eller ætsende, almindeligvis stærkt alkaliske væsker eller pastaer eller myresyre eller hydrogenperoxidbaserede blandinger). Hver af disse processer kan virke og være den foretrukne metode afhængig af de specifikke forhold. Alle er forbundet med en eller anden form for risiko, der skyldes enten partikelpåvirkning, varme, ild, eksplosion, øjen- eller hudirritation eller sammensætningen af de lag, der fjernes, først og fremmest bly i maling påført før 1960. Hvor der er tale om flere lag, der går mere end 100 år tilbage, i gamle, men stadig brugbare og måske endda meget eftertragtede boliger, eller hvor der er tale om følsomme overflader, der ikke må beskadiges, er det nødvendigt at anvende flere metoder og i et vist omfang eksperimentere.

3.11

Der er ikke fremlagt tal for, hvor stor en andel af det samlede marked de forskellige alternativer i de 3 grupper tegner sig for eller for omkostningerne pr. afrenset kvadratmeter. DCM menes stadig at være det mest anvendte opløsningsmiddel, særligt i forbrugersektoren. Også malingfjernere baseret på kaustisk natron er populære. Selv inden for kemikaliegrupperne er det svært at sammenligne omkostningerne. Der er almindelig enighed om, at DCM-baserede malingfjernere synes at være billigere end konkurrerende produkter målt på mængde. Denne fordel vil sandsynligvis forsvinde, hvis man medregner de fulde udgifter til værnemidler (hvis sådanne anvendes) og bortskaffelse af affald (hvor relevant).

3.12

De samlede omkostninger afhænger også af bearbejdningstiden. Langsommere virkende, men mindre farlige produkter og processer øger omkostningerne ved igangværende arbejde og mindsker fortjenesten. Højere kogende opløsningsmidler kan påføres på større områder ad gangen, men er længere tid om at virke. For forbrugeren betyder det, at de i stedet for kort eksponering udsættes for længere eksponering og potentielt større forstyrrelse i hjemmet. (Der må helt sikkert stilles spørgsmålstegn ved RPA's antagelse om, at forbrugere er mindre tidsfølsomme, fordi de som regel fjerner maling i deres fritid). For alle brugere vil nye arbejdsmetoder og ændringer i arbejdsgange være af afgørende betydning. For en industriel bruger indebærer enhver overgang til vandbaserede produkter færre omkostninger til udluftning, men en stærk stigning i omkostningerne til beholdere og rørledninger for at nedbringe korrosionen mest muligt. I lyset af alle disse variabler er det meget svært at forudsige effekten af at indføre begrænsninger for den ene eller anden metode. Forbrugerne er i denne situation særligt udsatte, da der på grund af modstridende opfattelser på regeringsniveau er begrænset dokumentation for, at deres valg af alternative produkter eller processer vil være til deres eget bedste.

3.13

Et af de populære alternativer til DCM som opløsningsmiddel, methyl-2-pyrrolidon (NMP), er for nylig blevet klassificeret som »reproduktionstoksisk i kategori 2«, hvilket i sidste ende vil føre til forbud mod salg til offentligheden (men ikke til fagfolk og til industriel anvendelse) af formuleringer, der indeholder det pågældende stof. Andre opløsningsmidler som 1,3 dioxolan er meget let antændelige.

3.14

Systemer baseret på tobasisk ester — blandinger af dimethyladipat, succinat og glutarat — ser for nuværende ud til at være de mest lovende alternativer med meget få indikationer af, at de giver anledning til væsentlige bekymringer for menneskers sundhed eller miljøet. Dimethylsulfoxid (DMSO) og benzylalkohol synes også at være forholdsvis »sikre«. Om brugerne anser disse alternativer for omkostningseffektive, afhænger imidlertid af mange faktorer, og der er ingen garanti for, at de i vid udstrækning vil blive anvendt som »sikre« alternativer.

3.15

Samlet set er det klart, at der ikke er én fuldkommen acceptabel fremgangsmåde — og at uhensigtsmæssige tiltag meget vel kan medføre en stigning i det for øjeblikket forholdsvis lave antal registrerede ulykker. Vanskeligheden består i at finde frem til en løsning, der er tilfredsstillende for alle parter, særlig medlemsstater med forskellige erfaringer og synspunkter som de rimeligt nok står fast på.

4.1

Hensigten med Kommissionens forslag er at beskytte menneskers sundhed og miljøet og samtidig bevare det indre marked for dichlormethan, særligt hvor det anvendes som en væsentlig bestanddel i malingfjernere til industriel, erhvervsmæssig og forbrugeranvendelse.

4.2

I henhold til forslaget vil alt salg af DCM-baserede malingfjernere til offentligheden og fagfolk blive forbudt med undtagelse af salg til fagfolk, der er særligt uddannede og godkendt af de kompetente myndigheder i medlemsstaterne. Det vil kun være muligt at sælge til industrielle anlæg, hvis der er iværksat en række beskyttende foranstaltninger, navnlig effektiv udluftning, og hensigtsmæssige personlige værnemidler er til rådighed og anvendes. Alle DCM-baserede formuleringer vil skulle mærkes med følgende ikke-sletbare tekst: »forbeholdt industriel og erhvervsmæssig brug« (og så formodentlig kun kunne anvendes af dem, der er godkendt).

4.3

Ingen nye DCM-baserede malingfjernere vil kunne bringes i omsætning til offentligheden eller fagfolk i 12 måneder efter beslutningens ikrafttræden. Efter yderligere 12 måneder vil al levering til disse to grupper være forbudt.

4.4

Beslutningen vil træde i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

4.5

Forslaget er ledsaget af en begrundelse og Kommissionens arbejdsdokument (konsekvensanalyse). Yderligere materiale kan findes i konsekvensanalyser udarbejdet for Kommissionen af eksterne konsulenter (RPA, TNO) og i rapporter om bestemte emner (EFTAREAD om effektiviteten af damphæmmere). Dette materiale er gennemgået af den relevante videnskabelige komité (VKSM). Der foreligger ingen officiel EU-risikovurderingsrapport (RAR), eftersom ingen af de interesserede parter kategoriserede DCM som et prioriteret stof på trods af allerede påtalte betænkeligheder.

4.6

Nogle EU-medlemsstater (og andre større økonomier og handelspartnere som Schweiz og USA) har ligeledes gennemført undersøgelser til støtte for bestemte — og ofte stærkt modstridende — lovgivningsmæssige og politiske synspunkter. De berørte industrier har frembragt en overflod af materiale om de mulige risici og komparative fordele ved forskellige produkter og processer, og ikke overraskende giver disse heller ikke et entydigt billede. Andre berørte parter fremkom med bemærkninger efter en konference for eksperter, som Malerforbundet i Danmark var vært for, under den europæiske arbejdsmiljøuge »Building in Safety« i 2004. Ifølge RPA forelå der i april 2007 endnu ikke officielle udtalelser fra Den Europæiske Forbrugerorganisation, Den Europæiske Sammenslutning af Arbejdstagere i Minesektoren, Den Kemiske Sektor og Energisektoren og Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS).

5.1

EØSU anerkender, at der for Kommissionen har været vanskeligheder forbundet med at foreslå en forholdsmæssig og omkostningseffektiv ændring af direktiv 76/769/EØF om anvendelsen af DCM som opløsningsmiddel i malingfjernere. Antallet af indberettede og dokumenterede ulykker er forholdsvis lille. Det skyldes muligvis (muligvis ikke), at ikke alle ulykker indberettes. Den gældende lovgivning er ikke altid blevet overholdt og synes mangelfuld med hensyn til mærkning. De alternative produkter og processer, der findes, er ikke blevet vurderet, og de indebærer alle risici. Der er gode grunde til, at medlemsstaterne har forskellige synspunkter. Der er ingen garanti for, at det endelige resultat vil være til gavn for nogen af de grupper, der højst sandsynligt vil blive berørt.

5.2

EØSU anerkender endvidere, at dette på grund af de indlysende tidsmæssige begrænsninger er den sidste mulighed for at indføre nye foranstaltninger i ovennævnte direktiv. Hvis medlemsstaterne og Europa-Parlamentet ikke kan blive enige om en fælles holdning, og forslaget til beslutning (eller en ændret version heraf) ikke vedtages og gennemføres, vil det ikke være muligt at foretage sig yderligere, før alle anvendelser af DCM er blevet vurderet i henhold til forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH).

5.3

Det er EØSU's klare overbevisning, at en sådan forsinkelse er unødvendig og uhensigtsmæssig, når det gælder beskyttelsen af miljøet og sundheden for alle brugere på og uden for arbejdspladsen. Derudover vil EØSU finde det dybt beklageligt, hvis der sker en opsplitning af det indre marked på grund af dette eller andre spørgsmål. Behovet for at finde et aftalegrundlag bør stå klart for alle berørte parter. Sigtet hermed bør være risikostyring og ikke erstatning af én fare med en anden.

5.4

I den forbindelse bemærker EØSU, at det er sikkert at producere, opbevare, transportere og anvende DCM i lukkede systemer. DCM er ikke brændbart og bidrager ikke til jordnær ozondannelse. I åbne systemer, som f.eks. malingfjernelse, er der imidlertid ingen tvivl om, at der er problemer forbundet med DCM som følge af, at det let fordamper, tætheden af den deraf resulterende damp (der ophober sig på det laveste punkt, eller hvor der ikke er tilstrækkelig udluftning) og dets narkotiske egenskaber (der medfører bevidstløshed og død). Alle disse forhold bidrager til at forøge risikoen for børn. DCM er endvidere klassificeret som kræftfremkaldende i kategori 3, og det er denne potentielle risiko, der er fremtrædende på mærkningen af alle produkter indeholdende DCM.

5.5

RPA og andre har alle bemærket, at dette er såvel vildledende som utilstrækkeligt i forhold til beskyttelsen af brugere på og uden for arbejdspladsen. Efter den gældende lovgivning eller de tilsvarende bestemmelser i FN's reviderede globalt harmoniserede system for klassificering og mærkning er der ingen R- (risiko-) eller S- (sikkerheds-)sætninger eller piktogrammer, der advarer fyldestgørende mod hverken narkosetilstand (og efterfølgende risiko for død) eller, hvad der er mere overraskende, den alvorlige risiko for børn (hvilket naturligvis gælder mange af de produkter og processer, der anvendes i hjemmet).

5.6

Understregningen af den mulige, men hidtil udokumenterede kræftrisiko er også misvisende. VKSM anførte i sin udtalelse om ETVAREAD-rapporten om damphæmmere, at en mus' stofskifte i forhold til det effektparameter, der blev afprøvet, ikke ligner menneskets, og at DCM derfor på grundlag af det fremlagte materiale sandsynligvis ikke er kræftfremkaldende. Meget lidt materiale er baseret på faktisk brug. Man afventer stadig resultaterne af to større epidemiologiske studier af kohorter udsat for DCM foretaget inden for andre sektorer i USA. Kohorter i EU kan have været udsat for andre kendte kræftfremkaldende stoffer som styren. I denne kategori fremlagde RPA ingen dokumentation for faktiske risici efter eksponering for DCM i malingfjernere. Den obligatoriske R68-sætning (»mulighed for varig skade på helbredet«) er på denne baggrund ikke den mest passende.

5.7

Det skal også bemærkes, at den statistik over hændelser, som RPA fremlagde for perioden 1930-2007, klart viste, at farerne ved alt for stor overeksponering for DCM generelt var forbundet med meget dårlig arbejdspraksis. Der blev ikke indsamlet tilsvarende oplysninger vedrørende alternative processer og produkter. Det er usikkert, i hvor stor udstrækning disse tal kan overføres til »fagfolks« anvendelse og »forbrugeres« anvendelse i hjemmet. Indikatorer for kroniske (langvarige) sundhedsmæssige virkninger ved industriel anvendelse tyder muligvis (eller muligvis ikke) på problemer forbundet med forbrugeres akutte (kortvarige) eksponering. Ulykkesstatistikker, som der måske er tale om her, er sværere at fordele forholdsmæssigt.

5.8

Studierne tydeliggjorde endvidere, at der i EU ikke gælder ensartede grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering på arbejdspladser. Grænseværdierne for et enkelt stof (DCM) varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat og for forskellige stoffer (f.eks. DCM i forhold til DBE eller DMSO). Producenter må erkende, at de har en diligenspligt over for deres ansatte. For at opnå dette må lovgiverne sørge for klare, konsekvente data-baserede lovrammer.

5.9

I den forbindelse har EØSU især noteret sig de tekniske regler for farlige stoffer, TRGS 612, for alternativer til DCM-baserede malingfjernere udarbejdet af det tyske forbundsministerium for arbejde og sociale anliggender, udgave af februar 2006. Disse regler synes at være en model, som andre kunne følge, når det gælder om at sørge for sikkerhed på arbejdspladsen, og er betydeligt mere detaljerede end det foreliggende forslag fra Kommissionen.

5.10

Det hierarki af spørgsmål, der skal besvares i henhold til ovenstående, (a) kan processen gøres sikrere ved substitution?; (b) hvis nej, hvorfor ikke?; (c) er der truffet alle passende foranstaltninger for at gøre arbejdspladsen sikrere?, bør følges i de fleste tilfælde. De potentielle risici og fordele ved alternative processer og produkter bør anerkendes fuldt ud. Først og fremmest bør der foretages en eller anden form for skøn over de sandsynlige konsekvenser af enhver beslutning om at fjerne en betydelig mængde af et givent stof fra et givent marked. Hvad vil brugerne reelt gøre, og vil deres valg øge deres personlige sikkerhed?

5.11

Som et eksempel kan nævnes en medlemsstat, der allerede har gennemført et forbud mod DCM-baserede produkter til såvel industriel som erhvervsmæssig anvendelse. Forbudet gælder salg af produkter indeholdende DCM ikke DCM i sig selv. Man kan stadig fremstille en kraftig malingfjerner ved at blande DCM med methanol på brugsstedet. Det produkt, man således opnår, er billigere, men besidder ikke de overfladeaktive stoffer og damphæmmere, som gør, at det korrekt formulerede produkt er både mere effektivt og mere sikkert. Dette er derfor en uønsket konsekvens.

5.12

Som RPA og Kommissionen har bemærket, er det i det virkelige liv svært at forsvare eller fastholde sondringen mellem de forskellige kategorier af brugere. Den eneste egentlige forskel er, at vedvarende højkapacitetsmalingfjernelse på samme anlægsområde stiller krav om store åbne beholdere med kemiske agenser, som produkterne sænkes ned i, hvorimod malingfjernelse, der ikke udføres på anlægsområdet, normalt ikke er afhængig af nedsænkning, hvorfor der ikke er behov for store åbne beholdere. Der gælder andre direktiver for arbejde udført på ét anlægsområde, bl.a. direktiver om emission af opløsningsmidler og spildevandskvalitet, som bør håndhæves strengt. Ved malingfjernelse, der ikke foregår på et anlægsområde, er det i højere grad op til den enkelte bruger at udvise forsigtighed og sund fornuft. Hvor der er en arbejdsgiver, er det selvfølgelig hans eller hendes ansvar, at diligenspligten overholdes og således sørge for det bedst mulige arbejdsmiljø for alle de berørte ansatte.

5.13

Kategorien »fagfolk« bør også opdeles i dem, der permanent arbejder med specialiseret afrensning (f.eks. fjernelse af graffiti, facadebehandling, tog og fly), og dem, som kun lejlighedsvis beskæftiger sig med malingfjernelse (bygningsarbejdere, dekoratører og »forbrugere«) som et nødvendigt, men tidskrævende forarbejde til en mere givtig aktivitet. Denne sidstnævnte gruppes behov, kompetencer og sårbare punkter synes at være de samme, og de bør behandles ens.

5.14

Endelig er der stillet forslag om en undtagelsesbestemmelse om uddannelse og godkendelse af bestemte operatører for at muliggøre et kompromis mellem forskellige synspunkter. Det er imidlertid vanskeligt at ligestille anvendelsen af DCM-baserede malingfjernere med f.eks. asbestfjernelse eller håndtering af atomaffald, hvortil der selvfølgelig kræves godkendelse. I lyset af de store omkostninger forbundet med at iværksætte og overvåge en sådan ordning er det svært at forestille sig, at dette forslag vil opfylde nogen parters behov.

6.1

Af ovennævnte årsager mener EØSU, at det foreliggende forslag er ude af proportioner og ikke i sig selv vil medføre færre ulykker på og uden for arbejdspladsen. I lyset af de store faktiske og politiske forskelle mellem medlemsstaterne er man nødt til straks at overveje og gennemføre andre løsninger.

6.2

En løsning er at ændre emballeringen og mærkningen af DCM-baserede malingfjernere for at minimere risikoen for ulykker og understrege de reelle farer. Salg til personer, der ikke er permanent beskæftiget med malingfjernelse på eller uden for anlægsområder, uanset om de betragtes som »fagfolk« eller »forbrugere«, bør begrænses til højst 1 liter pr. beholder og køb. Beholderne skal være forsynet med børnesikret forsegling i overensstemmelse med de relevante eksisterende eller nye EU-forordninger og -direktiver og/eller EN ISO-standard 8317:2004 og 862:2005. Det ville endvidere være en god ide med smalle halse, der begrænser spild, selv om det deraf følgende behov for omhældning ved anvendelse med pensel begrænser virkningen heraf. Producenterne bør aktivt søge at finde nye og sikrere leveringssystemer, hvis de ønsker at fastholde disse produkters levedygtighed på længere sigt. Salg i store mængder til alle øvrige brugere til »industriel« eller løbende »erhvervsmæssig« anvendelse bør være i mængder på ikke under 20 liter. Producenter og leverandører bør erkende, at de i sådanne situationer har en diligenspligt og sørge for, at de oplysninger og den uddannelse, der stilles til rådighed, garanterer sikker håndtering og bortskaffelse uanset brugsforholdene.

6.3

Der bør hurtigst muligt udarbejdes nye piktogrammer og R- og S-sætninger, der vedrører narkotika og advarer mod farerne for børn, som supplement til dem, der allerede anvendes. For DCM-baserede malingfjernere (og andre produkter med tilsvarende virkninger) bør den rette ordlyd for alle brugere være noget i retning af: »Narkotikum: høje koncentrationer medfører bevidstløshed og død«; »Må ikke anvendes i nærheden af børn eller sårbare voksne«; »Må ikke anvendes i lukkede rum: tunge dampe forårsager kvælning«. Der synes at være dokumentation for, at disse sætninger er berettigede og relevante i forhold til de reelle behov. Sætningerne må ikke drukne i en mængde mindre alvorlige advarsler. En stærk advarsel og et tydeligt piktogram vedrørende behovet for at beskytte børn vil sandsynligvis have større virkning end flere, mere indviklede råd. Den gældende S2-sætning (»Opbevares utilgængeligt for børn«) er i denne henseende utilstrækkelig.

6.4

Derudover er der et klart behov for standardiserede og ensartede EU-omspændende eksponeringsgrænseværdier for at forbedre sikkerheden på arbejdspladsen yderligere. Dette ville være et værdifuldt udbytte af REACH-programmet i de kommende år.

6.5

God arbejdspraksis og nøje overholdelse af alle eksisterende kontroller er naturligvis nøglen til risikostyring på og uden for arbejdspladsen. Producenter og detailhandlere har det fælles ansvar for at yde god rådgivning og sikre, at anbefalingerne kan følges af almindelige borgere og andre, der ikke så hyppigt anvender farlige materialer eller processer. Sikkerhedsråd og -udstyr bør fremmes med samme entusiasme og incitamenter som de materialer, de nødvendigvis skal anvendes sammen med.

6.6

Den metode, der er anvendt i de tyske TRGS 612, bør udgøre grundlaget for EU-omspændende kontroller. I det omfang det er nødvendigt, kan der tilføjes yderligere tekniske råd vedrørende udluftning eller affaldshåndtering. Der bør offentliggøres og udveksles bedste praksis.

6.7

Igangværende studier i USA om virkningerne af langtidseksponering for DCM bør færdiggøres så hurtigt som muligt, og resultaterne forelægges VKSM til vurdering. Man bør undersøge mulighederne for at identificere relevante studiekohorter i Europa.

6.8

Derudover bør der foretages en systematisk vurdering af de risici, der er forbundet med malingfjernelse, med det formål på sammenligneligt grundlag at evaluere alle produkter og processer. Derved ville man opnå en bedre forståelse for produkternes og processernes relative ydeevnekarakteristika og risici og i sidste ende gøre det muligt for brugere på og uden for arbejdspladsen at træffe beslutning på et bedre oplyst grundlag. Ingen af disse forslag bør imidlertid forsinke vedtagelsen af de ovenfor omtalte kontrolforanstaltninger.