23.12.2009

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 317/110

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne (omarbejdning)

KOM(2008) 815 endelig — 2008/0244 (COD)

(2009/C 317/21)

Ordfører: An LE NOUAIL-MARLIÈRE

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 1. april 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne« (omarbejdning)

KOM(2008) 815 endelig – 2008/0244 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede An Le Nouail Marlière til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 25. juni 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 455. plenarforsamling den 15.-16. juli 2009 mødet den 16. juli, følgende udtalelse med 154 stemmer for, 2 imod og 4 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner

1.1.   Da en for restriktiv eller lidet positiv ramme indirekte kan støtte de mest autoritære og mindst demokratiske regimer, godkender EØSU omarbejdningen og forbedringen af direktivet om »modtagelsesstandarder«, men gentager dog enkelte henstillinger fra nogle af sine tidligere udtalelser, navnlig udtalelsen som reaktion på grønbogen om det fremtidige europæiske asylsystem (1) og om handlingsplanen for et fælles asylsystem (2).

Hvad angår modtagelse af asylansøgere, bør forslaget om omarbejdning af direktivet fremme »fælles standarder« og ikke »minimumsstandarder«, og disse bør være klausuler til beskyttelse af gældende standarder i de medlemsstater, der tager størst hensyn til ansøgeres rettigheder (ansøgere om international beskyttelse, flygtningestatus eller subsidiær beskyttelse), navnlig med hensyn til:

—	sikring af adgang til landet,

—	friheden til at vælge, hvor man vil indgive ansøgning om asyl og beskyttelse,

—	undersøgelse i første række af, om der er tale om status som konventionsflygtning og i anden række om subsidiær beskyttelse, hvis og kun hvis betingelserne for den første status ikke er opfyldt,

—	»non-refoulement«-princippet, hvis ansøgerens liv er i fare i hjemlandet eller det sidste transitland,

—	udskydelse af udvisningsafgørelser, indtil den kompetente domstol har truffet en beslutning, så appelretten kan udnyttes fuldt ud i henhold til den europæiske menneskerettighedsdomstols retspraksis (jf. 4.8.1),

—	den nødvendige særlige beskyttelse af mindreårige eller formodede mindreårige,

—	respekt for individuelle rettigheder, navnlig kvinders ret til at indgive en ansøgning om beskyttelse.

1.2.   Hvad angår mindreårige, ønsker EØSU en systematisk præcisering af, at »barnets tarv« kommer i første række, jf. artikel 3, stk. 1, i den internationale børneretskonvention (artikel 22, stk. 1).

1.3.   »Frihedsberøvelse - tilbageholdelse« bør altid være den sidste udvej, når alle andre muligheder er udtømt og må aldrig ske uden en domstolsafgørelse, under hensyntagen til retten til forsvar og i overensstemmelse med konventionen om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

1.4.   Ngo'er, der er kompetente og aktive på menneskerettighedsområdet, bør altid have adgang til ansøgere om beskyttelse, og ansøgere bør altid have adgang til retshjælp og humanitær bistand såvel fra det offentlige som ngo'er.

1.5.   EØSU opfordrer medlemsstaterne til at fremskynde forhandlingerne med henblik på sammen med Europa-Parlamentet at vedtage denne omarbejdning, der vil give EU mulighed for på stadig mere værdig vis at behandle ansøgninger om beskyttelse fra asylansøgere.

1.6.   Udvalget støtter oprettelsen af en asylstøttemyndighed til at hjælpe medlemsstaterne i spørgsmål om asyl og international beskyttelse, hvis denne fremskynder fordelingen af ansvaret for at modtage og beskytte mellem EU's medlemsstater, skaber åbenhed om modtagelsen af ansøgere om asyl og international beskyttelse, udnytter de indhøstede erfaringer hos foreninger og organisationer, der aktivt arbejder for at støtte og bistå ansøgere om asyl og international beskyttelse, og forbedrer procedurerne for undersøgelse af individuelle sager.

2.   Indledning og resumé af Kommissionens forslag

2.1.   Det fælles europæiske asylsystem har udviklet sig i to særskilte faser. Den første fase blev indledt på Det Europæiske Råds møde i Tammerfors i 1999 efter vedtagelsen af Amsterdam-traktaten, som gav immigrations- og asylpolitikken en fællesskabsdimension. Denne første fase afsluttedes i 2005.

2.2.   I første fase blev der udarbejdet en række asyldirektiver, der skete visse fremskridt i samarbejdet mellem EU's medlemslande, og der blev truffet nogle foranstaltninger i forbindelse med asylspørgsmålets eksterne aspekt.

2.3.   Anden fase i opbygningen af det fælles europæiske asylsystem blev indledt med fastlæggelsen af Haag-programmet (vedtaget i november 2004), hvori det fastslås, at det fælles europæiske asylsystems overordnede målsætninger skal være opfyldt i 2010 i kraft af vedtagelsen af instrumenter og foranstaltninger med sigte på mere udstrakt harmonisering og forbedring af beskyttelsesnormerne med henblik på et europæisk asylsystem.

2.4.   Inden der blev vedtaget nye initiativer, udarbejdede Kommissionen i 2007 en grønbog  (3) med det formål at indlede en debat mellem de forskellige institutioner, medlemslandene og civilsamfundet (4). På baggrund heraf vedtog Kommissionen dernæst en handlingsplan på asylområdet. Planen fastlagde en køreplan for de kommende år og opremsede de tiltag, som Kommissionen ville vedtage for at gennemføre asylsystemets anden fase.

2.5.   Det er på denne baggrund, at det direktiv, som Kommissionen nu foreslår omarbejdet, og som Rådet vedtog den 27. januar 2003 (også behandlet i en udtalelse fra EØSU (5)), skal anskues.

2.6.   Hovedformålet med dette forslag er at sikre højere behandlingsstandarder for asylansøgere, for så vidt angår modtagelsesforhold, der sikrer en værdi levestandard i overensstemmelse med folkeretten. En yderligere harmonisering af nationale regler om modtagelsesforhold er også nødvendig, hvis man vil begrænse asylansøgeres »sekundære bevægelser« mellem medlemsstater, for så vidt som disse bevægelser skyldes forskelle i de nationale modtagelsesstrategier.

2.7.   Forslaget udvider direktivets anvendelsesområde, således at ansøgere om subsidiær beskyttelse bliver omfattet. Det fastsættes i forslaget, at det gælder alle former for asylprocedurer og alle geografiske områder og faciliteter, hvor asylansøgere indkvarteres.

Forslaget har ligeledes til formål at lette adgangen til arbejdsmarkedet. Forslaget giver asylansøgere mulighed for at få adgang til arbejdsmarkedet efter en periode på højst seks måneder efter indgivelse af ansøgningen om international beskyttelse. Det fastsættes i forslaget, at nationale arbejdsmarkedsbetingelser ikke unødigt må begrænse asylansøgeres adgang til beskæftigelse.

2.8.   For at sikre, at adgangen til materielle modtagelsesforhold muliggør »en levestandard, som sikrer asylansøgernes sundhed og midlerne til deres underhold«, forpligter forslaget medlemsstaterne til at tage størrelsen af den sociale bistand, der ydes til borgere, i betragtning, når de yder økonomisk støtte til asylansøgere.

2.9.   Forslaget sikrer, at frihedsberøvelse kun må tillades i særlige tilfælde, som foreskrevet i direktivet.

2.10.   Forslaget garanterer også, at frihedsberøvede asylansøgere behandles humant og værdigt med respekt for deres grundlæggende rettigheder og i overensstemmelse med international og national lovgivning.

2.11.   Forslaget sikrer, at der træffes nationale foranstaltninger til straks at kunne påpege særlige behov.

Der er endvidere indarbejdet en række sikkerhedsforanstaltninger i forslaget for at sikre, at modtagelsesforholdene specifikt er udformet for at imødekomme asylansøgeres særlige behov.

2.12.   Hvad angår gennemførelse og forbedring af nationale systemer, indeholder forslaget foranstaltninger, der skal sikre, at kontrollen fortsætter, og at Kommissionens rolle som EU-lovgivningens vogter styrkes.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.   EØSU glæder sig over Kommissionens forslag, der forbedrer modtagelsesforholdene for personer, der søger international beskyttelse, over viljen til at harmonisere de nationale bestemmelser samt udvidelsen af direktivets anvendelsesområde til at omfatte subsidiær beskyttelse. EØSU gentager dog, at den enkelte ansøgers situation altid bør evalueres individuelt, herunder i den fase, hvor det afgøres, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for en udtømmende behandling af ansøgningen. EØSU gentager også, at subsidiær beskyttelse kun bør overvejes, hvis og kun hvis den første konventions betingelser (flygtning) ikke er opfyldt.

3.2.   EØSU støtter målet om at sikre ansøgere om beskyttelse en værdig levestandard og lette deres integration i værtslandet (6), hvilket helt konkret skal ske ved at sikre dem adgang til arbejdsmarkedet efter en periode på højst seks måneder uden at nationale betingelser unødigt begrænser ansøgernes adgang til beskæftigelse (artikel 15, stk. 2) og under nøje overholdelse af de grundlæggende rettigheder for asylansøgere og ansøgere om international beskyttelse i henhold til den afledte europæiske ret som følge af Verdenserklæringen om menneskerettigheder og dens artikel 23, stk.1 (7), den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (artiklerne 2, 9, 10, 11 og 12), ILO's konvention 118 om ligestilling af udlændige med et lands egne borgere med hensyn til social sikkerhed, det europæiske charter om grundlæggende rettigheder og Genève-konventionen om beskyttelse af flygtninge (8). Det samme gælder størrelsen af den sociale bistand, der ydes, afstemning af indkvarteringsbetingelserne alt efter personers særlige behov og den brede opfattelse af ansøgerens familiemæssige tilknytning samt nødvendigheden af at tage behørigt hensyn til denne tilknytning ved behandlingen af ansøgningen.

3.3.   Hvad angår de generelle principper og de internationale referencer, som understøtter anerkendelse af og forsvar for nødlidende personers grundlæggende rettigheder, og hvad angår frihedsberøvelse af ansøgere om international beskyttelse, i henhold til Genève-konventionen, og navnlig dens artikel 26 om fri bevægelighed og dens artikel 31 om flygtninge, der opholder sig ulovligt i deres værtsland (9), kan en person – hvilket Kommissionen også gør opmærksom på i begrundelsesdelen (nr. 16) – ikke frihedsberøves alene af den grund, at vedkommende søger beskyttelse. Tilbageholdelse bør derfor kun overvejes, når det er absolut nødvendigt og behørigt begrundet. Tilbageholdelse må ikke betragtes som acceptabel praksis i en situation, hvor ansøgeren ikke har svigagtige eller kriminelle hensigter.

3.4.   Hvad angår mindreårige børn, bifalder EØSU de i direktivet foreslåede foranstaltninger, der skal sikre, at deres særlige behov tilgodeses. EØSU bemærker i lyset heraf, at henvisningen til FN-konventionen af 1989 om barnets rettigheder kan præciseres yderligere ved ikke kun systematisk at henvise til artikel 37 (10), men også til artikel 3, stk. 1 (11), i denne konvention, og ikke kun til begrebet »barnets tarv«, der som bekendt kan føre til forskellige fortolkninger.

3.5.   EØSU er endelig meget opmærksom på den systematiske indførelse af muligheder for ansøgere eller flygtninge for at appellere retsafgørelser eller administrative beslutninger, der vedrører dem. EØSU bemærker dog samtidig, at disse appelmuligheder systematisk bør have opsættende virkning for reelt at kunne finde anvendelse.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.   Om information (kapitel II – artikel 5)

4.1.1.   Udvalget anbefaler, at følgende tilføjes: »Medlemsstaterne skal informere medlemmerne af asylansøgerens familie om muligheden for at indgive en uafhængig anmodning«.

4.2.   Om frihedsberøvelse og vilkårene herfor (kapitel II – artikel 8-11)

Generelt bør behandlingen af ansøgere om beskyttelse være baseret på artikel 7 i direktivforslaget, hvori det hedder, at princippet om fri bevægelighed og alternativer til frihedsberøvelse bør prioriteres.

4.2.1.1.   Det vil sige, at asylansøgere udelukkende kan tilbageholdes (artikel 8) under specielle omstændigheder, nemlig:

—	hvis asylansøgningen indgives efter at en udvisningsforanstaltning allerede blevet meddelt ansøgeren;

—	for at træffes afgørelse om en asylansøgning i forbindelse med en procedure med henblik på at afgøre, om vedkommende har ret til indrejse i landet i tilfælde af placering i et forvaringscenter eller en overvågningszone.

4.2.1.2.   Bortset fra disse to tilfælde kan ingen asylansøger tilbageholdes, og ingen beslutning om frihedsberøvelse kan retfærdiggøres af behovet »for at fastlægge, fastslå eller kontrollere vedkommendes identitet eller nationalitet« og endnu mindre »for at fastslå, hvilke forhold asylansøgningen støttes på, når disse under andre omstændigheder kunne gå tabt«.

4.2.1.3.   EØSU foreslår, at artikel 9, stk. 5, i forslaget formuleres således: »Fortsat frihedsberøvelse tages ex officio med rimelige mellemrum op til fornyet prøvelse af en retsinstans samt på anmodning af asylansøgeren, når der opstår omstændigheder eller nye oplysninger foreligger, som har indflydelse på tilbageholdelsens lovlighed.«

4.2.2.   Ifølge EØSU skal vilkårene for frihedsberøvelse sikre en menneskelig behandling med respekt for personens naturlige værdighed. Med hensyn til vilkårene for tilbageholdelse (artikel 10) i andre specialiserede centre end fængsler er det legitimt, at en asylansøger holdes adskilt fra andre tredjelandsstatsborgere, som ikke har indgivet ansøgning om asyl, medmindre ansøgeren har givet sit skriftlige samtykke hertil (artikel 10, stk. 1).

I lyset af de forskellige tilbageholdelsesvilkår i medlemsstaterne skal det understreges, at UNHCR og andre organisationer kan kommunikere med og besøge ansøgere i alle forvaringscentre (artikel 10, stk. 2). Samme terminologi bør anvendes i artikel 10, stk. 3.

4.2.3.1.   Lige som i udtalelsen om forordningen »Dublin 2« om kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs (12) i en af medlemsstaterne, anbefaler udvalget, at informationer, som beskrives i artikel 10, stk. 3, skal rettes til ansøgeren om international beskyttelse på hans/hendes sprog eller et sprog, som personen erkender at forstå, om nødvendigt bistået af en autoriseret tolk eller oversætter.

4.2.4.   Af hensyn til overensstemmelsen i formuleringen skal udtrykket »asylansøgere« erstattes af »ansøgere om international beskyttelse« (artikel 11, stk. 4).

4.2.5.   EØSU bifalder, at uledsagede mindreårige ikke kan frihedsberøves (forslagets artikel 11, stk. 1) og støtter bekræftelsen af, at personer med særlige behov i princippet ikke frihedsberøves (forslagets artikel 11, stk. 5).

4.3.   Om mindreåriges skolegang, beskæftigelse og erhvervsuddannelse (kapitel II – artikel 14-16)

Direktivforslaget søger at befordre og fremskynde integreringen af asylansøgere i værtslandet. Skolegang for mindreårige, adgang til beskæftigelse og erhvervsuddannelse bidrager hertil.

4.3.1.1.   Derfor bør mindreårige hurtigst mulig have adgang til uddannelsessystemet, og fristen på »tre måneder« forekommer derfor unødvendig lang og bør reduceres til to måneder (artikel 14, stk. 2).

Udvalget bifalder Kommissionens initiativ til at give asylansøgere adgang til arbejdsmarkedet inden for en frist på højst seks måneder, men anser det for nødvendigt at mindske fortolkningsmulighederne af artikel 15, stk. 1, med følgende præcisering: »Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere har reel adgang til arbejdsmarkedet«, hvilket forudsætter adgang til sociale tjenester, der støtter jobsøgende.

4.3.2.1.   Udvalget anerkender, at modtagelsesforanstaltningerne kan gavne både det pågældende land og asylansøgeren, i de tilfælde hvor de giver asylansøgeren mulighed for at opnå en vis grad af selvstændighed.

4.3.3.   Under henvisning til sin udtalelse (13) om det første modtagelsesdirektiv understreger udvalget, at »uddannelse skal tilbydes så bredt som muligt til tredjelandsstatsborgere, som er i et medlemslands varetægt. Dette udsagn bygger på to betragtninger. For det første vil enhver uddannelse af disse personer have en positiv indflydelse på udviklingen i deres oprindelsesland, hvis de vender hjem. (…). For det andet vil de pågældende personer, hvis de bliver i værtslandet, få lettere adgang til arbejdsmarkedet takket være den uddannelse, de har modtaget«. På linje hermed bør man med den følgende mere direkte og komplette formulering sørge for, at medlemsstater ikke fortolker artikel 16 alt for frit: »medlemsstaterne giver tilladelse til og organiserer asylansøgeres adgang til erhvervsuddannelse, uanset om ansøgeren har adgang til arbejdsmarkedet eller ej«.

4.4.   Om generelle regler om materielle modtagelsesforhold og lægebehandling (artikel 17)

4.4.1.   Udvalget anbefaler, at det præciseres, at bestemmelserne også gælder under appelprocedurerne.

4.4.2.   EØSU støtter forslagets artikel 17, stk. 5, som skulle højne normerne for de materielle modtagelsesforhold i de medlemsstater, hvor det nuværende niveau er utilstrækkeligt.

4.5.   Om indskrænkning eller inddragelse af materielle modtagelsesforhold (kapitel III – artikel 20)

4.5.1.   Udvalget er betænkelig ved en sådan foranstaltning, når den pågældende »allerede har indgivet en asylansøgning i samme medlemsstat«. I praksis viser det sig, at en første ansøgning kan blive fulgt af en fornyet undersøgelse som følge af fremlæggelsen af yderligere oplysninger om ansøgerens situation eller yderligere bevismateriale. I sådanne tilfælde ville det være uretfærdigt at udelukke ansøgeren fra materielle modtagelsesforhold. Udvalget opfordrer derfor til, at dette punkt slettes (artikel 20, stk. 1 c)).

Endvidere synes en sådan foranstaltning at være i strid med ånden i forslaget til omarbejdning af forordningen om »fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse« (14) og de planlagte bestemmelser.

4.5.2.   EØSU ser med tilfredshed på forslagene om at mindske mulighederne for at inddrage modtagelsesforhold i artikel 20, stk. 2, og forslaget om at skærpe bestemmelsen om, at alle asylansøgere sikres et mindstemål af materielle modtagelsesforhold (artikel 20, stk. 4).

4.6.   Om personer med særlige behov (kapitel IV – artikel 21-24)

Hvad angår mindreårige, ønsker EØSU en systematisk præcisering af, at »barnets tarv« kommer i første række under henvisning til artikel 3-1 i den internationale børneretskonvention (artikel 22, stk. 1).

4.7.   Om ofre for tortur og vold (artikel 24)

4.7.1.   Udvalget anbefaler, at ofre for tortur eller vold og personer med fysiske og mentale sundhedsproblemer behandles i det rette hospitalsmiljø.

4.7.2.   Endvidere bør de have adgang til specialiserede centre. Generalister og specialister inden for sundhedsforsorg skal have adgang til modtagelses- og indkvarteringscentre, og ansøgere om international beskyttelse skal kunne nyde godt af diagnostiske undersøgelser og specialbehandling af kvalificeret sundhedspersonale, som anerkendes som sådan af værtslandets sundhedsvæsen.

4.7.3.   Selv om EF ikke har foreslået ændringer til artikel 13, som bemyndiger medlemsstaterne til at underkaste ansøgerne en helbredsundersøgelse af hensyn til den offentlige sundhed, ønsker udvalget at minde om, at en obligatorisk HIV-test krænker en række menneskerettigheder, især retten til privatlivets fred (15). En sådan test bør ikke være en forudsætning for, at en ansøger om international beskyttelse kan opnå adgang til landet eller til asylprocedurer. Overordnet skal lægelige undersøgelser følges op af relevant information på et sprog som ansøgeren forstår (jf. 4.2.3.1), og der skal også være garantier om samtykke, rådgivning og fortrolighed samt tilstrækkelig medicinsk opfølgning og behandling.

4.8.   Om rekurs (kapitel V – artikel 25)

4.8.1.   Udvalget er enigt i, at medlemsstaterne skal sikre asylansøgere adgang til retshjælp (artikel 25 stk. 2), men mener, at det skal præciseres, at rekursen har opsættende virkning (artikel 25, stk. 1) for ikke at risikere, at den bliver meningsløs (16).

---

(1)  Se EØSU's udtalelse af 12.3.2008 om »Grønbogen om det fremtidige fælles europæiske asylsystem«, ordfører: An Le Nouail Marlière (EUT C 204 af 9.8.2008).

(2)  Se EØSU's udtalelse af 25.2.2009 om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Strategisk plan på asylområdet – En integreret tilgang til beskyttelse i EU«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños, medordfører: Ana Bontea (EUT C 218 af 11.9.2009).

(3)  KOM(2007) 301 endelig, forelagt 6. juni 2007.

(4)  EØSU fremsatte bemærkninger i udtalelsen af 12.3.2008 om »Grønbogen om det fremtidige fælles europæiske asylsystem«, ordfører: An Le Nouail Marlière (EUT C 204 af 9.8.2008).

(5)  Se EØSU's udtalelse af 28.11.2001 om »Forslag til Rådets direktiv om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne«, ordfører: Dario Mengozzi; medordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EFT C 48 af 21.2.2002).

(6)  Se EØSU's udtalelse af 28.11.2001 om »Forslag til Rådets direktiv om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne«, ordfører: Dario Mengozzi; medordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EFT C 48 af 21.2.2002).

(7)  Alle har ret til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til rimelige og gode arbejdsvilkår samt til beskyttelse mod arbejdsløshed.

(8)  1951.

(9)  Genèvekonventionen, art. 31: »Flygtninge, som kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed truedes i den i artikel 1 anførte betydning, og uden tilladelse indrejser til eller befinder sig indenfor de kontraherende staters område, skal ikke i disse stater kunne straffes for ulovlig indrejse eller ophold, forudsat at de uopholdeligt henvender sig til myndighederne og godtgør, at de har haft rimelig grund til deres ulovlige indrejse eller tilstedeværelse«.

(10)  Artikel 37 vedrører navnlig tilbageholdelse.

(11)  International konvention om barnets rettigheder. Artikel 3, stk. 1: »I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række«.

(12)  Se side 115 i denne EUT.

(13)  Se EØSU's udtalelse af 28.11.2001 om »Kommissionens forslag til Rådets direktiv om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne«, ordfører: Dario Mengozzi; medordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (EFT C 48 af 21.2.2002) – direktiv 2003/9/EF.

(14)  KOM(2008) 820 endelig, som behandles i EØSU's udtalelse af 16.7.2009 om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (omarbejdning)«, ordfører An Le Nouail Marlière (CESE 443/2009) - SOC/333. Findes i samme publikation.)

(15)  Som bl.a. fastlagt i artikel 8 i Den europæiske menneskerettighedskonvention (EHRC).

(16)  Gebremedhin v. Frankrig; EHRC-dom af 26. april 2007: Europarådets konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, 1950, artikel 3 og artikel 13, det uoprettelige i den skade, der kan forvoldes, hvis risikoen for tortur eller mishandling realiseres, rekurs med opsættende virkning; punkt 66 og 67 http://cmiskp.echr.coe.int/tkp197/view.asp?action=html&documentId=816069&portal=hbkm&source=externalbydocnumber&table=F69A27FD8FB86142BF01C1166DEA398649.

---