2.12.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 351/61

A.

der henviser til, at der er et indre marked for bankydelser i EU og ikke en blanding af indbyrdes uafhængige ydelser, og at dette indre marked er afgørende for EU's globale konkurrenceevne,

B.

der henviser til, at den internationale regulering af krisestyringen i banksektoren for øjeblikket er utilstrækkelig,

C.

der henviser til, at EU's og de internationale tilsynsmekanismer for finanssektoren har vist sig at være ineffektive med hensyn til at forebygge eller i tilstrækkelig grad bremse spredning,

D.

der henviser til, at det i alt for høj grad har været skatteyderne, væksten og beskæftigelsen, som har måttet bære omkostningerne i forbindelse med krisestyringen,

E.

der henviser til, at aktionærernes og derefter kreditorernes deltagelse i byrdefordelingen er af altafgørende betydning, hvis omkostningerne for skatteyderne som følge af kriser på finansmarkederne og i de finansielle institutioner skal bringes ned på et minimum,

F.

der henviser til, at manglende eller svage regler og tilsyn i Unionen har resulteret i ukoordinerede foranstaltninger fra de nationale myndigheders side og har øget risikoen for protektionistisk adfærd og konkurrenceforvridning, herunder via statsstøtte, og har været en trussel mod oprettelsen af et indre marked for finansielle tjenesteydelser,

G.

der henviser til, at en ensartet tilgang til forebyggelse af bankkoncerners konkurs ville være mere i tråd med idéen bag det indre marked,

H.

der henviser til, at et solidt indre marked for finansielle tjenesteydelser spiller en altafgørende rolle for EU's globale konkurrenceevne,

I.

der henviser til, at aktørerne i banksektoren bør gøres ansvarlige, og at denne ansvarliggørelse bør bidrage til det overordnede mål om en omstrukturering af de finansielle markeder til gavn for finansieringen af økonomien,

J.

der henviser til, at der som følge af krisen er et behov for, og borgerne forventer, at EU-institutionerne som led i en dialog med G20 og andre internationale fora hurtigt etablerer en passende ramme, som i tilfælde af en krisesituation bevarer den finansielle stabilitet, minimerer omkostningerne for skatteyderne, bevarer de basale bankydelser og beskytter indskydere,

K.

der henviser til, at finansiel stabilitet og integrerede finansmarkeder forudsætter grænseoverskridende tilsyn med grænseoverskridende og systemiske finansielle institutioner,

L.

der henviser til, at formålet med en EU-lovgivningsramme for grænseoverskridende krisestyring er at give myndighederne beføjelser til at vedtage foranstaltninger, der omfatter indgreb i forvaltningen af bankkoncerner, når dette er nødvendigt (og særligt, men ikke udelukkende i indlånsbanker, hvor der er mulighed for systemisk risiko),

M.

der henviser til, at formålet med en EU-lovgivningsramme for krisestyring også er at regulere grænseoverskridende bankkoncerner og individuelle banker, der udfører grænseoverskridende transaktioner udelukkende gennem filialer; der endvidere henviser til, at der også bør være ensartet regulering, for så vidt angår grænseoverskridende bankkoncerner,

N.

der henviser til, at en handlekraftig reaktion på kriser forudsætter en konsekvent og omfattende tilgang, der indebærer bedre tilsyn (iværksættelse af den nye EU-tilsynsstruktur), bedre forordninger (løbende initiativer som f.eks. dem, der vedrører direktiv 2006/48/EF, direktiv 2006/49/EF, direktiv 94/19/EF og aflønning af ledere) og en effektiv krisestyringsramme for finansielle institutioner på EU-plan,

O.

der henviser til, at princippet om, at forureneren betaler, bør udvides til også at gælde for den finansielle sektor på grund af de katastrofale følger, som fejldispositioner har på tværs af lande, sektorer og økonomien som helhed betragtet,

P.

der henviser til, at tidlig indgriben i bankkriser og løsningen af dem bør igangsættes på grundlag af klart definerede kriterier, deriblandt underkapitalisering, reduceret likviditet og forringelse af aktivers kvalitet og værdi; der endvidere henviser til, at indgreb bør kædes sammen med indskudsgarantiordninger,

Q.

der henviser til, at der på EU plan er behov for en streng adfærdskodeks for virksomhedsledelse og mekanismer, der kan modvirke utilbørlig adfærd, og som bør udarbejdes i overensstemmelse med tilsvarende internationale initiativer,

R.

der henviser til, at det er vigtigt, at Kommissionen gennemfører fuldstændige konsekvensanalyser i enhver behandling af spørgsmålet om, hvorvidt nye retningslinjer for virksomhedsledelse ville være hensigtsmæssige,

S.

der henviser til, at Kommissionen senest tre år efter, at en europæisk banktilsynsmyndighed (EBA), en EU-banksaneringsordning, en EU-fond for finansiel stabilitet og en saneringsenhed er blevet operative, bør undersøge, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at udvide anvendelsesområdet for rammen for krisestyring til at omfatte andre finansielle institutioner end banker, herunder men ikke alene forsikringsselskaber og porteføljeforvaltningsselskaber, og også bør undersøge, om det er gennemførligt og hensigtsmæssigt at etablere et netværk af nationale stabilitetsfonde for alle de institutioner, som ikke deltager i EU-fonden for finansiel stabilitet, som foreslået i henstilling 3 i bilaget,

T.

der henviser til, at moralsk hasard bør undgås for at forhindre, at der tages alt for store risici, og at der er behov for en ramme, som beskytter systemet og ikke »overtræderen« i dette system, og påpeger, at ingen af de midler, der afsættes til sanering, bør bruges til at redde bankaktionærer eller belønne ledelsen for dens egne fejl; der endvidere henviser til, at de institutioner, der trækker på en EU-banksaneringsordning i denne forbindelse, bør være klar over, at dette har konsekvenser i form af f.eks. administrative og erstatningsmæssige foranstaltninger; der også henviser til, at det derfor bør være et ledende princip for fremtidens finansielle tilsyn at undgå moralsk hasard,

U.

der henviser til, at de nuværende økonomiske, finansielle og sociale problemer samt de utallige nye forskriftsmæssige krav til bankerne kræver en gradvis og fornuftig tilgang, men ikke må stå i vejen for en ambitiøs og hurtigt fungerende dagsorden,

V.

der henviser til, at overførsel af aktiver inden for en bankkoncern ikke på nogen måde bør bringe den overførende institutions finansielle eller likviditetsmæssige stabilitet i fare og bør foretages til en rimelig markedsvurdering eller pris; der endvidere henviser til, at der bør fastlægges klare principper for vurderingen af værdiforringede bankaktiver og for behandlingen af bankfilialer med hjemsted i værtslande,

W.

der henviser til, at Unionen bør etablere en fælles forståelse af »hvem«, der bør gøre »hvad«, »hvornår« og »hvordan« i tilfælde af kriser i de finansielle institutioner,

X.

der henviser til, at foranstaltninger, der gælder i banksektoren, bør fremme realøkonomien i dens kortsigtede og langsigtede finansierings- og investeringsbehov,

Y.

der henviser til, at store afvigelser mellem de nationale regulerings- og insolvensordninger bør udlignes ved hjælp af en harmoniseret rammeordning og en intensiveret dialog mellem de nationale tilsynsorganer og myndigheder i de grænseoverskridende stabilitetsgrupper,

Z.

der henviser til, at det forhold, at institutioner bliver stadig større, mere komplekse og tættere indbyrdes forbundne på såvel regionalt og globalt niveau har vist, at institutioners konkurs, uanset deres størrelse, kan have afsmittende virkninger i hele det finansielle system, og opfordrer derfor til, at der etableres en effektiv kriseløsningsramme i gradvise faser for alle banker, og anbefaler indledningsvis at fokusere på institutioner med den højeste risikokoncentration; der henviser til, at en sådan kriseløsningsramme bør tage højde for internationale foras lignende indsatser i størst muligt omfang,

AA.

der henviser til, at de systemiske risici ligger på et meget højt niveau i et begrænset antal banker (»grænseoverskridende systembanker«) på grund af disses størrelse, kompleksitet og indbyrdes sammenhæng i hele Unionen, hvilket kræver, at der indføres en hurtigt fungerende og målrettet særordning, og som påpeger, at der er behov for generelt mere retfærdige løsningsmodeller for andre grænseoverskridende finansielle institutioner,

AB.

der henviser til, at en EU-kriseløsningsramme, hvis den skal være effektiv med hensyn til at støtte indgreb, forudsætter et fælles sæt regler, tilstrækkelig ekspertise og finansielle ressourcer, der derfor også bør udgøre de centrale søjler i den foreslåede prioritetsordning for grænseoverskridende systembanker,

AC.

der henviser til, at tilsyn, beføjelser til tidlig indgriben og foranstaltninger i forbindelse med sanering bør ses som tre indbyrdes forbundne skridt i en fælles ramme,

AD.

der henviser til, at den særlige ordning for grænseoverskridende systembanker, som indebærer en hurtig procedure, på mellemlang eller lang sigt bør udvikle sig til en universel ordning, som dækker alle grænseoverskridende finansielle institutioner i EU, og til, at denne bør omfatte en harmoniseret EU-insolvensordning,

AE.

der henviser til, at enhver EU-dækkende stabilitetsfond, som måtte blive oprettet, skal øremærkes, således at den udelukkende kan anvendes til løsning af fremtidige kriser og ikke bruges til tilbagebetaling af tidligere interventioner eller i forbindelse med problemer, som er affødt af den finansielle krise i 2007/2008,

1.

anmoder Kommissionen om inden 31. december 2010 og i henhold til artikel 50 og 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at forelægge Parlamentet et eller flere forslag til retsakt eller forslag om en EU-ramme for krisestyring, en EU-fond for finansiel stabilitet (fond) og en saneringsenhed efter detaljerede henstillinger i bilaget hertil, hvor der er taget højde for de initiativer, der måtte være taget af internationale organer såsom G-20 og Den Internationale Valutafond for at sikre lige vilkår på globalt plan, og som er baseret på en tilbundsgående analyse af alle tænkelige alternativer, bl.a. en konsekvensanalyse;

2.

bekræfter, at henstillingerne i bilaget respekterer subsidiaritetsprincippet og borgernes grundlæggende rettigheder;

3.

mener, at de finansielle konsekvenser af det forslag, der anmodes om, bør dækkes af tilstrækkelige bevillinger på budgettet (eksklusive bidragene til fonden, der er underlagt de deltagende bankers ansvar);

4.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og de detaljerede henstillinger i bilaget til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes parlamenter og regeringer.