9.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 133/41

1.1

EØSU anser det for hensigtsmæssigt og hastende at sikre dybhavsarternes bæredygtighed og beskyttelsen af havbunden. Der er tale om et kompliceret problem, som kræver en løsning baseret på omfattende data og en grundig videnskabelig analyse. Der bør anlægges en forsigtig tilgang for at undgå fiskeredskaber, hvis indvirkning ikke er kendt fuldt ud, og som kan forvolde langvarig skade.

1.2

Desuden mener EØSU, at enhver ændring, der foretages i dette fiskeri, bør tage hensyn til bæredygtigheden i såvel miljømæssig som socioøkonomisk henseende, da et stort antal arbejdspladser ikke kun på havet, men også på land – og i sidste ende kystsamfundenes levedygtighed – afhænger af dette fiskeri. Alle berørte parter bør inddrages i høringer og forhandlinger om udformningen af passende fiskerikontrolordninger og i deres gennemførelse og håndhævelse, som bør foregå i samarbejde.

1.3

En overflytning til kapitlet om fiskeritilladelser af artiklen om inddragelse af fiskeritilladelser, som nu står i kapitlet om kontrol, og hvori der også henvises til de videnskabelige observatører, vil efter EØSU's mening gøre forslaget mere sammenhængende og bortvejre enhver tvivl om de videnskabelige observatørers rolle. De må under ingen omstændigheder opfattes som kontrollører.

1.4

EØSU understreger nødvendigheden af, at enhver foranstaltning, der vedtages på dette område, baseres på resultaterne af de videnskabelige undersøgelser, som hidtil har givet vældigt gode resultater.

2.1

I reformen af den fælles fiskeripolitik (1), som Kommissionen tog fat på med grønbogen i 2009 (2), indgår andre ændringer af de forordninger, som gennemfører den fælles fiskeripolitik i bestemte zoner og/eller for bestemte arter. Således kan man opfatte det forslag, som denne udtalelse drejer sig om, og som i en vis forstand vil betyde, at dybhavsfiskeriet i det nordøstlige Atlanterhav bliver omfattet af de ændringer, der generelt skal fastsættes for den fælles fiskeripolitik, især principperne om bæredygtighed og videnskabelige undersøgelser, som grundlag for fiskeriet.

2.2

Den revision af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december, som det nye forslag indeholder, implementerer på den ene side indholdet af resolution nr. 61/105 og 64/72, som De Forenede Nationers Generalforsamling har vedtaget og rettet til de regionale fiskeriorganisationer med det mål, at der kan træffes foranstaltninger, som kan sikre beskyttelsen af de sårbare marine økosystemer i dybhavet mod enhver skade forårsaget af fiskeriet, således at der kan foretages en ansvarlig udnyttelse af ressourcerne, ligesom det gælder generelt for enhver aktivitet. På den anden side erkender Kommissionen nødvendigheden af at rette op på nogle af de mangler, der er blevet påvist i gennemførelsen af den nuværende forordning.

2.3

I den mellemliggende periode og i lyset af de problemer, som blev opdaget i den praktiske anvendelse af forordning (EF) nr. 2371/2002, har Kommissionen offentliggjort bestemmelser, som til en vis grad har tilpasset forordningens indhold.

2.4

Her kan fremhæves meddelelsen af 29. januar 2007, som henviste til bestandene af dybhavsfisk og divergensen mellem de fastsatte TAP'er (samlede tilladte fangstmængder) og de foretagne fangster. Det anførtes, at forskellene til dels skyldtes manglen på et solidt videnskabeligt grundlag, både når det gjaldt de arter, der nævnes i forordningen, og den reelle kapacitet af de flåder, som driver fiskeri i det nordøstlige Atlanterhav, hvis kvoter blev fastlagt forud for denne forordning. Det ansås også for nødvendigt at følge og overvåge dette fiskeri, hvilket blev lettere med det satellitbaserede fartøjsovervågningssystem.

2.5

Forordning (EF) nr. 199/2008 om fastlæggelse af en EF-ramme for indsamling, forvaltning og anvendelse af data i fiskerisektoren, udmøntede i et vist omfang Kommissionens forskellige forslag om fastlæggelse af et EU-program, som kunne føre ønsket om at forvalte og kontrollere fiskeriet på et videnskabeligt grundlag ud i livet.

2.6

Til sidst skal nævnes forordning (EU) nr. 1262/2012, som fastsatte fiskerimulighederne for fiskebestande af visse dybhavsarter for årene 2013 og 2014 for at efterkomme kravet om fastlæggelse af toårige fangstplaner. Heri fastsættes TAC'erne og – hvad der er vigtigere – fordelingen af dem.

3.1

Udgangspunktet er erkendelsen af, at målene i forordning (EF) nr. 2347/2002 ikke er blevet opfyldt tilfredsstillende, især hvad angår:

3.2

EØSU mener, at de utallige retningslinjer om dette spørgsmål, som er blevet afstukket siden 2003, da forordningen trådte i kraft, kan have haft negative følger, såvel miljømæssige som økonomiske, for fiskefartøjerne. Derfor – og som generel ledetråd for debatten om det nye forslag – bør der tilstræbes forenkling, lovgivningsmæssig stabilitet og retssikkerhed for medlemsstaterne og de berørte økonomiske og sociale aktører.

3.3

Dybhavsbestandene kan være såvel målarter som bifangster i andre fiskerier. Formålet med forslaget er så vidt muligt at sikre en bæredygtig udnyttelse af dybhavsbestandene, reducere fiskeriets indvirkning på miljøet og forbedre informationsgrundlaget for videnskabelige vurderinger. Som midler til opnåelse af dette mål fastsættes en række foranstaltninger, der omtales i det følgende.

3.4.1

Generelt fastsættes fiskerimulighederne på grundlag af en udnyttelsesgrad for de berørte dybhavsarter, som svarer til det maksimalt bæredygtige udbytte. For at opnå en sådan bæredygtighed anvendes forskellige foranstaltninger: for det første fastlægges der en ordning med fiskeritilladelser, hvor hver ansøger skal oplyse, hvilken eller hvilke arter i de opstillede lister der er målart for det pågældende fiskeri. EØSU konstaterer, at listerne i det foreliggende forslag, der er baseret på aftaler indgået i Kommissionen for Fiskeriet i det Nordøstlige Atlanterhav (NEAFC), er mere omfattende end de nuværende og inkluderer fiskerier, som i dag ikke er medtaget i reguleringen af dybhavsbestandene. For det andet lægges der mere vægt på betydningen af videnskabelige oplysninger, skønt det skal bemærkes, at de fleste medlemsstater råder over forskningsinstitutioner og forskere, som har udført et eksemplarisk arbejde, der kan understøtte et bæredygtigt fiskeri.

3.4.2

Fiskeritilladelserne er en uomgængelig betingelse for at kunne drive dybhavsfiskeri, og visse fangstredskaber (bundtrawl og hildingsgarn) forbydes efter en overgangsperiode på to år. De fartøjer, som fisker efter andre målarter, kan få adgang til disse zoner med en fiskeritilladelse, hvori dybhavsarterne er anført som bifangst, inden for en bestemt grænse.

3.4.3

I dag kan der for nogle arters vedkommende (for eksempel glashvarre eller dybvandshummer) kun drives rentabelt fiskeri med trawlgrej. Et forbud herimod med meget kort frist, uden at det er blevet forhandlet med de berørte parter, kan medføre økonomiske tab og tab af arbejdspladser i denne sektor. EØSU mener, at et bedre videnskabeligt kendskab og et kontrolleret fiskeri af disse arter sammen med andre tekniske foranstaltninger og støtteindgreb ville muliggøre et bæredygtigt fiskeri set ud fra et miljømæssigt, socialt og økonomisk synspunkt. I dette øjemed bør der ydes støtte til udbredelsen af nye fangstmetoder med tekniske løsninger, som kan gøre det muligt at erstatte de nuværende trawlredskaber med andre metoder til dybhavsfiskeri.

3.5.1

Dette mål er et gennemgående kriterium i hele den fælles fiskeripolitik: uden videnskabelig viden om havmiljøet og dets levesteder kan man ikke identificere udnyttelsesgraden i overensstemmelse med princippet om en maksimalt bæredygtig udnyttelse heraf. Forvaltningen af fiskeriet skal ske på grundlag af en udnyttelsesgrad, som svarer til det maksimalt bæredygtige udbytte.

3.5.2

EØSU har allerede i udtalelsen om grønbogen og i de senere udtalelser herom efterlyst en bedre videnskabelig viden om havmiljøet og bestandenes tilstand, og det har foreslået, at de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO) får til opgave at koordinere forskningen og indsamlingen af data.

3.5.3

EØSU fastholder desuden sit forslag i udtalelsen om finansiering af den fælles fiskeripolitik (3), som går ud på, at det bliver uafhængige videnskabelige organer, som sammen med fiskerne og deres organisationer skal varetage denne opgave. I forlængelse heraf gentager vi nødvendigheden af videreuddannelse for at øge den menneskelige kapital, især ved at vække unge forskeres interesse for havmiljøet.

3.6.1

Ifølge forslaget vil de årlige fiskerimuligheder, som i dag kan fastsættes ved hjælp af en begrænsning af fiskeriindsatsen eller fangstbegrænsninger, fremover udelukkende blive fastsat gennem begrænsninger af fiskeriindsatsen. Hvad dette angår, understreger EØSU atter, at enhver begrænsning bør baseres på et videnskabeligt grundlag.

3.6.2

Medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger til at undgå en forøgelse af såvel fangstkapaciteten som bifangsterne af sårbare arter samt til at forebygge udsmid.

3.6.3

For at undgå diskrimination af EU's fiskere, der er underlagt kvoter eller begrænsninger af indsatsen, mens deres konkurrenter fra andre lande kan fiske ubegrænset, kræver EØSU, at Kommissionen bestræber sig kraftigt på at indgå regionale aftaler om bevarelse af ressourcerne, som er bindende for alle parter.

4.1

EØSU er enigt med Kommissionen i følgende elementer i forslaget:

4.2

På den anden side erkender EØSU, at bundtrawl kan udgøre en trussel ikke alene mod dybhavsarterne, men også mod havbunden i sårbare områder. Dog bør disse fiskeredskaber ikke dæmoniseres, for de er de eneste, som rigtigt anvendt gør det muligt at udnytte andre bestande uden at sætte deres bæredygtighed over styr. EØSU foreslår, at der fastsættes videnskabelige kriterier for at fastlægge grænserne for anvendelsen af disse redskaber.

4.3

Kort sagt mener EØSU, at forslaget går i den rigtige retning, men der bør findes en passende balance mellem beskyttelsen af levestederne og de sårbare arter og bæredygtig udnyttelse af ressourcerne set ud fra et økonomisk, socialt og miljømæssigt synspunkt. Derfor mener EØSU, at forbuddet mod bundredskaber (trawl og hildingsgarn) uden hensyntagen til de videnskabelige evalueringer muligvis er en overreaktion.

4.4

Som et alternativ til forbuddet foreslår EØSU, at man følger FAO's internationale retningslinjer for forvaltning af dybhavsfiskeri på åbent hav. De Forenede Nationer har vurderet, at anvendelsen af disse retningslinjer har givet gode resultater på internationalt plan og især i Den Europæiske Union. Ligeledes hilses det velkommen, at Kommissionen anerkender nødvendigheden af finansiel støtte til udskiftning af fangstredskaber og uddannelse af besætningerne. En sådan støtte bør afpasses efter den økonomiske og sociale krise, som præger Europa.