18.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 391/21

—

er overbevist om, at det fra et økonomisk og socialt synspunkt haster med at få sat gang i tilpasningen i kystregionerne – også selvom nogle lande i euroområdet stadig er mærket af statsgældskrisen, for det vil blive endnu dyrere, hvis vi ikke handler; mener, at EU's fremtidige tilpasningsstrategi bør være så udførligt specificeret, at den tager hensyn til de mange regionale forskelle;

—

erkender, at den integrerede kystforvaltning (IZCM) er yderst vigtig for at fremme integrationen af politikker i kystområderne, særligt når det gælder de endnu ikke fuldt regulerede spørgsmål som erosion, tilpasning til klimaforandringerne og grøn infrastruktur, og for at fremme samarbejdet mellem lokale aktører på regionalt plan gennem initiativer som Sardinia Charter i Middelhavsområdet;

—

gør opmærksom på, at udvikling af redskaber til vurdering af såvel omkostninger som fordele ved tilpasning vil kunne få sat gang i de lokale og regionale politiske processer, som er udgangspunktet for den lokale og regionale planlægning og indgriben, og skabe betingelserne for udformningen af de mest omkostningseffektive strategier;

—

nævner igen muligheden for at blive hørt regelmæssigt om europæiske og internationale klimaforhandlinger og ser derfor gerne: (i) at det inddrages i en europæisk arbejdsgruppe om tilpasningen, der beskæftiger sig med områder med permanente handicap, herunder dem som skyldes virkningerne af klimaforandringerne, hvilket vil sige kystregioner, øer, bjergområder og regioner i den yderste periferi, og (ii) at det får observatørstatus i tilpasningsudvalget.

Ordfører

Ugo CAPPELLACCI (IT/PPE), Sardiniens regionspræsident

Basisdokument

Anmodning om udtalelse fra det cypriotiske EU-formandskab

1.

understreger, at de lokale og regionale myndigheder bør have mulighed for at deltage proaktivt i både planlægningen og gennemførelsen af tilpasningen til klimaforandringerne og i processen med at vurdere tilpasningsmulighederne (adaptation assessment) (1) ,  (2). Derfor fremhæver udvalget igen (3) den vigtige rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller i at imødegå virkningerne af klimaforandringerne. Det glæder sig over, at man på EU (4) - og internationalt (5) niveau har anerkendt denne rolle, hvilket tydeligt fremgår af EU's fremtidige klimatilpasningsstrategi;

2.

minder om, at klimaforandringerne og deres følger er nogle af de vigtigste udfordringer for de lokale og regionale myndigheder i EU i de kommende år. I den forbindelse er den vigtigste prioritet at få truffet de fornødne foranstaltninger for så vidt som muligt at forsøge at begrænse stigningen i den globale gennemsnitstemperatur (modvirkning) og samtidig forberede sig til disse uundgåelige ændringer (tilpasning) på de forskellige niveauer;

3.

er enigt i konklusionerne fra Rio+20-konferencen om, at tilpasningen til klimaforandringerne haster og uden forsinkelse må prioriteres på verdensplan, og at strategierne for henholdsvis begrænsning af risikoen for naturkatastrofer og tilpasning til klimaforandringerne bør være bedre integrerede og samordnede (6). Det gør imidlertid opmærksom på, at det er det lokale niveau, der vil blive belastet af denne globale prioritet, eftersom det er de lokale og regionale myndigheder, der har ansvaret for at forvalte og forebygge katastrofer og for skaderne på miljøet, økonomien, den sociale struktur og den kulturelle identitet i de befolkninger, der rammes;

4.

mener, at tilpasningen på lokalt niveau snarere end at være midlertidige løsninger på enkeltstående hændelser bør være gradvise, bæredygtige tilpasninger til forskellige kombinationer af udløsende faktorer. Det er derfor enigt i Kommissionens lovforslag for perioden 2014-2020 om, at tilpasningen til klimaforandringerne i overensstemmelse med principperne om bæredygtig udvikling og på lige fod med miljøbeskyttelse, ressourceeffektivitet, modvirkning, modstandsdygtighed over for katastrofer og forebyggelse og forvaltning af risici bør være et væsentligt punkt i partnerskabsaftalerne og de operationelle programmer for de fem fonde omfattet af den fælles strategiske ramme (7);

5.

bemærker, at klimaforandringernes virkninger varierer i tid og fra sted til sted, og at fælles tilpasningsløsninger sjældent er effektive. Fælles strategier og no regret-foranstaltninger iværksat af flere medlemsstater bør indgå i strategier, som er resultatet af evalueringer gennemført på lokalt og regionalt niveau, og som helt specifikt har vurderet typen af indgreb, rækkevidde (omfang) og cost-benefit;

6.

bemærker, at virkningerne af klimaforandringerne har meget store omkostninger, og at de regionale myndigheder i perioden 1998-2015 har betalt ca. en tredjedel af udgifterne til beskyttelsen af de europæiske kyster (8). Udvalget understreger igen (9), at finansieringen af tilpasningen er en afgørende faktor i gennemførelsen på lokalt plan.

7.

understreger, at kystregionerne er sårbare over for klimaforandringer  (10), idet de allerede er stærkt belastede af koncentrationen af erhvervsaktiviteter, infrastruktur og bycentre. 12 % af kystregionerne i EU inden for en radius af 10 km fra kysten ligger 5 m eller mere under havets overflade og er derfor meget sårbare over for oversvømmelser, mens der ved 20 % af kysterne er alvorlige problemer med erosion og et anslået landtab på 15 km2 om året (11). Erosion anses for den primære årsag til ødelæggelsen af økosystemer (65 % af det samlede tab) langs kysterne i perioden 2000-2006 (12), mens andre tal tyder på, at 35 % af vådområderne i EU kan være forsvundet i 2100 sammenlignet med 1995 (13);

8.

bemærker, at virkningerne vil blive mærket meget forskelligt fra region til region. I Østersøen er det havets fauna, der formentlig vil blive berørt af den forventede stigning i havets temperatur. I regionerne langs Nordsøen og Atlanterhavskysten vil risikoen for oversvømmelser blive større på grund af havets stigende gennemsnitlige vandstand. De største risici i Middelhavsområdet er erosion og manglen på ferskvand, som følge af at stadig mere salt trænger ned i grundvandet, samt lange tørkeperioder. Også ved Sortehavet er erosion et problem, mens de perifere regioner generelt er sårbare over for alle disse virkninger, fra oversvømmelser til tørke og ekstreme vejrfænomener som cykloner (14). Virkningerne vil desuden være mere eller mindre kraftige afhængig af ikke blot de naturlige systemers sårbarhed og evne til at stå imod, men tillige af hvordan de menneskelige systemer er tilrettelagt, bl.a. sundhedssystemer og mekanismer, der skal begrænse (eller varsle) risikoen for naturkatastrofer, herunder tsunamier;

9.

gør opmærksom på problemets omfang på europæisk plan, hvor der er 447 kystregioner fordelt på 22 medlemsstater og 6 store havområder. 41 % af Europas befolkning bor i disse regioner, en procentdel svarende til de 41 % som den aktive befolkning i udgør EU (15). 35 % af bruttonationalproduktet (BNP) i de 22 lande med kystregioner, svarende til 3,5 bio. euro, skabes i en radius af 50 km fra kysten, og værdien af de økonomiske aktiver, der findes inden for 500 m fra kystlinjen, anslås til at være i størrelsesordenen 500-1 000 mia. euro (16). Alt dette understreger betydningen af kystregionerne målt på produktion og økonomisk og social værdi for udviklingen og samhørigheden i området, værdier som absolut må bevares eller styrkes yderligere i forbindelse med tilpasningen til klimaforandringerne;

10.

er derfor overbevist om, at det fra et økonomisk og socialt synspunkt haster med at få sat gang i tilpasningen i kystregionerne – også selvom nogle lande i euroområdet stadig er mærket af statsgældskrisen, for det vil blive endnu dyrere, hvis vi ikke handler. Nye studier (17) viser, at det forhold, at der ikke siden 1995 er iværksat yderligere beskyttelsesforanstaltninger, vil komme til at koste EU 11,7 mia. euro om året i perioden 2041-2070 og 17,4 mia. euro om året i perioden 2071-2011. Antallet af personer, som hvert år udsættes for risikoen for oversvømmelser, kan stige med ca. 40 000, henholdsvis 80 000 i de ovenfor nævnte perioder. De årlige tilpasningsomkostninger anslås derimod til at være på ca. 1 mia. euro i perioden 2041-2070 og på 0,7 mia. euro i perioden 2071-2100, hvilket klart viser, at fordelene ved tilpasning langt overstiger omkostningerne ved ikke at handle. Udvalget bemærker desuden, at undersøgelserne tilråder, at der foretages tilpasninger, uanset om der indtræder klimaforandringer eller ej som følge af den socioøkonomiske udvikling i kystregionerne og de langt flere goder og investeringer, som derfor skal beskyttes;

11.

understreger også, at omkostningerne som en procentdel af BNP ved såvel ødelæggelserne som tilpasningen varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat, og at omkostningerne til gennemførelse af foranstaltninger især for øer er betragtelige på grund af øernes særlige geografi;

12.

gør opmærksom på, at der i kystregionerne findes vigtige naturlige levesteder, og at regionerne medvirker til at bevare biodiversiteten  (18) , landskabet, følsomme økosystemer som f.eks. vådområder, og til at udnytte økosystemtjenester, som er afgørende for, at disse regioner forbliver attraktive og økonomisk bæredygtige og kan bevare deres kulturelle identitet. Desuden bemærkes det, at NATURA-2000-nettet beskytter en betragtelig del af kyst- (19) og havområderne;

13.

understreger, at tilpasningen i kystregioner er meget kompleks omfattende mange forskellige aspekter. Det er nemlig i disse regioner, at landsystemer (byer, industri, landbrug, skove, floder) og havsystemer (fiskeri, akvakultur, havneaktiviteter, søtransport, turisme) kommer i kontakt med hinanden. Derudover har disse regioner forvaltningskompetencer (vedrørende f.eks. risikoen for oversvømmelse, levering af drikkevand og arealudnyttelsen), der ofte er fordelt på forskellige myndighedsniveauer (20).

14.

glæder sig over Kommissionens vilje til at fastlægge en integreret strategi på EU-niveau og fælles instrumenter for tilpasningen, idet det er overbevist om, at en europæisk tilgang til tilpasningen til de allerede igangværende og fremtidige klimaforandringer kan tilføre en merværdi til medlemsstaternes og de lokale og regionale myndigheders foranstaltninger uden at være i strid med nærhedsprincippet, bl.a. under hensyntagen til at virkningerne af klimaforandringerne ikke stopper ved landegrænserne;

15.

mener dog, at EU's fremtidige tilpasningsstrategi bør være så udførligt specificeret, at den tager hensyn til de mange regionale forskelle med hensyn til: (i) virkningernes art; (ii) sårbarhed og langtidsvirkninger; (iii) de økonomiske betingelser (f.eks. goder og ressourcer i farezonen); (iv) den sociale struktur (f.eks. befolkningstæthed og kapaciteten i de menneskelige systemer) og (v) strukturelle karakteristika (f.eks. fjern beliggenhed eller handicap, som giver større sårbarhed over for klimaforandringerne i kystregioner, øområder og bjergregioner (21) og regioner i den yderste periferi);

16.

gør endvidere opmærksom på, at den fremtidige strategi er en lejlighed til at finde frem til de tilpasningsforanstaltninger, der ligesom finansieringsinstrumenterne er tilstrækkeligt fleksible til, at de på den ene side kan afpasses efter de forskellige regionale forhold og på den anden side tage højde for, at tilpasningerne er en fortløbende proces. Foranstaltningerne bør desuden være afstemt med modvirkningsforanstaltningerne, så resultatet ikke bliver en uhensigtsmæssig tilpasning, som kan føre til en stigning i produktionen af drivhusgasser eller øge sårbarheden;

17.

mener, at EU's rolle i tilpasningen i kystregioner bør have fokus på initiativer vedrørende: (i) koordinering og samarbejde mellem forskellige myndighedsniveauer, dér hvor virkningerne eller foranstaltningerne berører flere lande; (ii) uddannelse; (iii) videnskabelse for at løse problemer, som i kystområder ofte er ensbetydende med komplekse processer, der kræver tværfaglige tilgange; (iv) udbredelse af viden, god praksis og succeshistorier; (v) teknisk og økonomisk støtte til udarbejdelse og gennemførelse af integrerede regionale og lokale tilpasningsstrategier; (vi) forskning og udvikling af innovative tilpasningsteknologier; (vii) udformning af samt teknisk og økonomisk støtte til programmer om grænseoverskridende samarbejde om tilpasning på makroregionalt niveau;

18.

mener endvidere, at Kommissionen bør spille en afgørende rolle i at koordinere og vurdere de mange forsknings- og investeringsprojekter, der samfinansieres med EU-midler, så man undgår overlapninger, optimerer synergieffekterne og fremmer udbredelsen og den udstrakte anvendelse af de bedste løsninger og instrumenter. Kommissionen bør i den forbindelse sikre koordinering af fælles foranstaltninger mellem nabostater eller kystregioner og gennemførelse af fælles forsknings- og investeringsprojekter;

19.

anser (22) det for nødvendigt, at der tilstræbes en større sammenhæng i EU's politikker, især med miljøpolitikken. Det bemærker, at bl.a. gennemførelsen af habitatdirektivet (92/43/EØF) og fugledirektivet (79/409/EØF) kan bringes i fare som følge af tilpasningen, særligt hvor der er tale om infrastrukturforanstaltninger. Det er derfor vigtigt, at der lokalt indføres effektive og gennemsigtige høringsordninger for at udpege de lokaliteter af betydning for EU, som kommer til at mærke de negative virkninger eller bliver ødelagt som følge af tilpasningen, og som skal genoprettes og/eller erstattes;

20.

erkender, at den integrerede kystforvaltning (IZCM) er yderst vigtig for at fremme integrationen af politikker i kystområderne, særligt når det gælder de endnu ikke fuldt regulerede spørgsmål som erosion, tilpasning til klimaforandringerne og grøn infrastruktur, og for at fremme samarbejdet mellem lokale aktører på regionalt plan gennem initiativer som Sardinia Charter i Middelhavsområdet (23). Det bifalder derfor revisionen af henstillingen fra 2002 med henblik på at indarbejde den mere detaljerede politiske ramme for forvaltningen af hav- og kystområder udarbejdet i EU i de senere år (24). Det håber i den forbindelse, at revisionen vil være en anledning til i højere grad at fokusere IZCM på tilpasningsprocesserne;

21.

glæder sig over udsigten til, at den økonomiske støtte fra EU stiger markant under den næste flerårige finansielle ramme 2014-2020 med mindst 20 % af de samlede udgifter øremærket til klimatiltag. Dog understreger det, at der må sikres en rimelig og realistisk fordeling af finansieringsansvaret mellem de forskellige myndighedsniveauer, idet der må tages hensyn til, at de lokale og regionale myndigheder for øjeblikket er hårdt belastet økonomisk, og samtidig skal principperne om komplementaritet og additionalitet overholdes. Der må også gøres en indsats for at finde alternative ressourcer;

22.

genfremsætter i den henseende forslaget (25) om, at en del af indtægterne fra EU's emissionshandelsordning stilles til rådighed for de lokale og regionale myndigheder til gennemførelsen af tilpasnings- (og modvirknings)foranstaltninger. Det ser desuden gerne, at Kommissionen udarbejder henstillinger vedrørende inddragelse af den private sektor, herunder forsikringsselskaber, i risikovurderingen og -delingen og i bevidstgørelseskampagner.

23.

understreger, at det er vigtigt, at tilpasningsprocessen ikke kun vurderes ud fra omkostninger, men også og især på muligheder og fordele i forhold til, hvis der ikke gøres noget, og mener (26), at processen bør betragtes som et potentielt instrument i udviklingen af konkurrencedygtige og grønne, regionale økonomier. Dog understreger det, at forudsætningen herfor er en lokal myndighed, der er bevidst om risici og virkningerne af klimaforandringerne, kompetent til at vedtage de nødvendige foranstaltninger og evner at integrere politikker og foranstaltninger på lokalt plan og udnytte de finansieringsmuligheder, der er;

24.

bemærker, at det trods nogle regioners aktive medvirken til at tackle klimaforandringerne er bange for, at der generelt mangler viden om problemets omfang. Derfor anser udvalget det for vigtigt, at der tilrettelægges oplysningskampagner, som forklarer årsagssammenhængen mellem klimaforandringerne og de lokale og regionale problemer, som f.eks. vandmangel, forsvindende kystlinje, hedebølger, oversvømmelser og jordskred, og tillige informerer og giver konkrete eller vellykkede eksempler på anvendelsen af de instrumenter, der er til rådighed for tilpasnings- og modvirkningsprocessen (27);

25.

finder det altafgørende, at Den Europæiske Socialfond bruges til på lokalt og regionalt plan at opbygge den kapacitet og sikre den fleksibilitet, der er nødvendig for at styre tilpasningen i såvel den offentlige som den private sektor. Det vil således være hensigtsmæssigt at forbedre den lokale styring med henblik på at indarbejde tilpasningsstrategierne i de sektorpolitikker, der henhører under det lokale/regionale niveau, eller fremme udviklingen af en passende lokal/regional lovgivning. Omvendt bør den private sektor tilpasse sin ekspertise inden for projektering og byggeri til de nye behov, der udspringer af integrerede og tværfaglige politikker (28);

26.

opfordrer Kommissionen til bl.a. med udgangspunkt i erfaringerne fra de enkelte projekter at forbedre og videreudvikle: (i) kortlægningsinstrumenter, som giver mulighed for at indhente geografisk opdelte data og informationer i et omfang, der kan understøtte beslutningsprocessen på lokalt og regionalt niveau; (ii) en klar og fælles referenceramme for evalueringen af sårbarhed, virkninger og risici og (iii) retningslinjer for udformningen af lokale tilpasningsstrategier i kystregioner, hvor der tages hensyn til, at foranstaltningerne nødvendigvis må have tværfaglig karakter, og til forvaltningen på flere niveauer i de pågældende områder;

27.

mener især, at det vil være hensigtsmæssigt at udvikle sårbarhedsindikatorer for kystregioner og med udgangspunkt deri instrumenter til at analysere sårbarheden. Sammen med forudberegninger af, hvornår begivenheder indtræffer, og den skønnede tilpasningskapacitet kan disse indikatorer endvidere gøre det nemmere at prioritere, hvor der skal sættes ind lokalt og regionalt, så de fleste ressourcer bruges dér, hvor behovet er størst;

28.

bifalder etableringen af informationsplatforme som CLIMATE-ADAPT, men betoner, at indholdet bør gøres lettere tilgængeligt for slutbrugerne i overensstemmelse med principperne om et fælles miljøinformationssystem (SEIS) (29), for eksempel bør informationerne oversættes til et passende antal sprog. Det mener ligeledes, at man bør se på mulighederne for under platformen at etablere en særlig sektion vedrørende finansiering af tilpasningen på lokalt og regionalt niveau og en database over investeringer;

29.

mener, at det er vigtigt i højere grad at udnytte forskningen. Den bør i højere grad indrettes efter den lokale/regionale politiks behov, og bl.a. udvikle tilpasningsstrategier og foranstaltninger, der er omkostningseffektive, fordi de er planlagt med de særlige lokale og regionale forhold for øje, og den bør fremme etableringen af eller styrke allerede eksisterende mekanismer for dialog og/eller partnerskaber mellem videnskab, politik og så vidt muligt civilsamfundet f.eks. gennem fælles deltagelse i EU-projekter;

30.

gentager (30), at det for kystregioner er yderst vigtigt, at de vedtagne politikker samordnes, og at der forskes i virkningerne i nabo- og grænseoverskridende regioner, så problemet ikke blot skubbes fra én region til en anden. En fremgangsmåde for identifikationen af disse foranstaltninger, som er inddragelsesbaseret, og hvori alle vigtige aktører deltager, kunne gøre det nemmere at gribe ind på en måde, der er sammenhængende på tværs af regioner;

31.

mener, at tilpasningsomkostningerne og manglende evne til at se potentiale og muligheder i høj grad hindrer, at der udarbejdes og ikke mindst gennemføres lokale strategier. Udvalget gør derfor opmærksom på, at udvikling af redskaber til vurdering af såvel omkostninger som fordele ved tilpasning vil kunne få sat gang i de lokale og regionale politiske processer, som er udgangspunktet for den lokale og regionale planlægning og indgriben, og skabe betingelserne for udformningen af de mest omkostningseffektive strategier;

32.

er overbevist om, at uanset at der er kapacitet, viden og den nødvendige videnskabelige dokumentation, så hindrer manglen på finansielle midler på lokalt og regionalt plan effektiv indgriben. Det er derfor nødvendigt at etablere ordninger for direkte finansiering af foranstaltninger lokalt og regionalt ved hjælp af partnerskabsinstrumenter som for eksempel Life+ og Horisont 2020, markedsinstrumenter som betaling for økosystemtjenester eller brug af indtægterne fra emissionshandelsordningen og skatteinstrumenter, herunder incitamenter;

33.

bemærker, at det er nødvendigt at afhjælpe den manglende fleksibilitet i tilpasningsforanstaltninger ved for eksempel at prioritere reversible strategier bestående af "bløde" i stedet for "hårde" foranstaltninger (eksempelvis mere effektive varslingssystemer i stedet for store perifere anlæg) og fremme udviklingen af "grøn infrastruktur", hvis formål er genoprettelse af naturlige levesteder, som er grundlaget for en økosystembaseret tilgang til tilpasningen;

34.

bemærker i den forbindelse, at ICZM er blevet obligatorisk for medlemsstater i Middelhavsområdet, idet Barcelonakonventionens ICZM-protokol trådte i kraft i marts 2011, og at protokollen specifikt omtaler anlæggelse af en økosystembaseret tilgang for at sikre en bæredygtig udvikling af kystregionerne (31). I øvrigt konstaterer udvalget, at EU's biodiversitetsstrategi (32) opfatter økosystembaserede tilgange til tilpasning og modvirkning som omkostningseffektive alternativer til teknologiske løsninger, og imødeser derfor med forventning de bidrag, som EU's fremtidige strategi for grøn infrastruktur kan yde til tilpasningsprocessen i kystregionerne.

35.

beder Kommissionen om at gennemføre en forudgående høring af repræsentanter for lokale og regionale myndigheder for at få vished for, at forslaget til en EU-tilpasningsstrategi er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og i tilstrækkelig grad betoner og går i detaljer vedrørende det lokale niveau, særligt de mest sårbare områder som kystregioner, øer og bjergområder;

36.

er helt sikker på at kunne bidrage aktivt til udviklingen af informationsplatforme som CLIMATE-ADAPT og OURCOAST, ikke mindst til at platformenes indhold får fokus på de lokale behov og forhold, således at de lokale og regionale myndigheder får større udbytte deraf;

37.

nævner igen (33) muligheden for at blive hørt regelmæssigt om europæiske og internationale klimaforhandlinger og ser derfor gerne: (i) at det inddrages i en europæisk arbejdsgruppe om tilpasningen, der beskæftiger sig med områder med permanente handicap, herunder dem som skyldes virkningerne af klimaforandringerne, hvilket vil sige kystregioner, øer bjergområder og regioner i den yderste periferi og (ii) at det får observatørstatus i tilpasningsudvalget (34);

38.

er overbevist om, at der er behov for større solidaritet og interaktion mellem regioner på både EU- og internationalt niveau, således at det bliver muligt at udnytte den viden og de erfaringer om tilpasningsprocessen, som de lokale og regionale myndigheder har opbygget. Udvalget bifalder derfor initiativer som Durban Adaptation Charter, der fastlægger fælles forpligtelser for lokale myndigheder; initiativer som TACC (35), der fremmer innovative partnerskaber; og initiativer som Climate Technology Centre and Network (36), der sigter mod at skabe et net for samarbejde om og udveksling af miljøteknologier.