61991J0275

++++

1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° invalideforsikring ° betingelser for tilkendelse af ydelser ° spoergsmaal henhoerende under national lovgivning ° beregning af ydelserne ° de lovgivninger, arbejdstageren har vaeret undergivet ° krav i en medlemsstats lovgivning om, at den begunstigede skal vaelge mellem to alternative ydelser ° hensyntagen af den institution i medlemsstaten, som foretager fastsaettelsen, til den af den berettigede valgte ydelse, som den berettigede vaelger

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 44, stk. 2, og art. 46, og forordning nr. 574/92, art. 36, stk. 4)

2. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° invalideforsikring ° beregning af ydelserne ° artikel 40 i forordning nr. 1408/71 ° fastsaettelse efter de lovgivninger, arbejstageren har vaeret underkastet ° en medlemsstats tilkendelse paa grundlag af arbejdstagerens valg af en alderdomspension i stedet for en invalidepension ° lovligt

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 40, stk. 1, og art. 46, stk. 1, andet afsnit, og forordning nr. 574/72, art. 36, stk. 4)

1. Bestemmelserne i artikel 44, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 og i artikel 36, stk. 4, i forordning nr. 574/72 er af proceduremaessig karakter og medfoerer ikke nogen aendring af de betingelser, medlemsstaterne har fastsat for tilkendelse af invaliditetsydelser. Det afhaenger af hver enkelt medlemsstats lovgivning, om den paagaeldende kan give afkald paa en invalidepension for senere at faa tilkendt en for ham mere fordelagtig alderspension.

Heraf foelger, at naar det efter en national lovgivning kraeves, at en ansoeger vaelger mellem to alternative ydelser, er den ydelse, der skal tages hensyn til i medfoer af foerste punktum i forordningens artikel 44, stk. 2, og med henblik paa beregningerne i henhold til artikel 46, ganske enkelt den ydelse, ansoegeren vaelger at modtage.

2. Artikel 46, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 1408/71 og artikel 36, stk. 4, i forordning nr. 574/72 er ikke til hinder for, at en medlemsstats institution, der af en anden medlemsstats institution har faaet forelagt en begaering om invalidepension i henhold til artikel 40 i forordning nr. 1408/71, tilkender en arbejdstager en alderspension i stedet for en invalidepension, som vedkommende har givet afkald paa for at opnaa den for ham mere fordelagtig alderspension.

1 Ved kendelse af 15. oktober 1991 indgaaet til Domstolen den 23. oktober 1991, har Tribunal du travail, Bruxelles, i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal om fortolkningen af artikel 46, stk. 1, andet afsnit, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, samt af artikel 36, stk. 4, i Raadets forordning (EOEF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemfoerelse af forordning (EOEF) nr. 1408/71, som aendret og kodificeret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en tvist mellem den italienske statsborger Iacobelli og Belgiens Institut national d' assurance maladie-invalidité (herefter benaevnt "INAMI") og Union nationale des fédérations mutualistes neutres.

3 Det fremgaar af sagens akter, at Iacobelli har arbejdet i Italien mellem 1936 og 1964 og i Belgien siden den 13. august 1964. Den 9. december 1977 blev han ramt af en arbejdsulykke, hvorefter han indgav en ansoegning om invalidepension til INAMI, som behandlede ansoegningen i henhold til artikel 36 i forordning nr. 574/72. Iacobelli blev erklaeret invalid den 9. december 1978, og pr. 1. august 1980 fik han tilkendt invaliditetsydelser alene i medfoer af belgisk lovgivning.

4 INAMI forelagde den 20. marts 1979 i medfoer af artikel 40, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 sagen for Istituto nazionale della previdenza sociale (herefter benaevnt "INPS") med henblik paa fastsaettelse af invalidepensionen i henhold til italiensk lovgivning. Den 26. maj 1981 underrettede INPS INAMI om, at Iacobelli fra den 1. januar 1979 havde ret til en italiensk invalidepension, som skulle beregnes forholdsmaessigt efter artikel 46, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1408/71. Den 24. februar 1982 meddelte INPS INAMI sin beslutning om at yde Iacobelli alderspension i stedet for den tidligere tilkendte, men ikke udbetalte, invalidepension med virkning fra den 1. december 1980, nemlig den dato, hvor han fyldte 60 aar, som i Italien er den lovmaessige pensionsalder for maend.

5 I en senere skrivelse til INAMI anfoerte INPS, at der ikke ville blive udbetalt nogen invaliditetsydelse af Italien, idet den paagaeldende udtrykkeligt havde givet afkald paa denne ved en erklaering af 6. december 1982. Det fremgaar af sagens akter, at dette afkald skyldtes, at den italienske lovgivning paa davaerende tidspunkt ikke gav mulighed for at konvertere en invalidepension til en alderspension, som i den foreliggende sag var stoerre end den invalidepension, Iacobelli ville have haft ret til.

6 Paa baggrund heraf indstillede INAMI fra oktober 1983 udbetalingen af erstatning til Iacobelli. Denne anlagde den 3. august 1985 sag til proevelse af denne afgoerelse ved Tribunal du travail, Bruxelles, som udsatte sagen og forelagde Domstolen foelgende spoergsmaal:

"Er artikel 36, stk. 4, i forordning (EOEF) nr. 574/72 og artikel 46, stk. 1, andet afsnit, in fine, i forordning (EOEF) nr. 1408/71, hvortil forordning (EOEF) nr. 574/72 indeholder gennemfoerelsesbestemmelserne, til hinder for, at en medlemsstats institution, naar den ved en anden medlemsstats institutions foranstaltning har faaet forelagt en ansoegning om invalidepension i henhold til artikel 40 i forordning (EOEF) nr. 1408/71, tilkender en vandrende arbejdstager alderspension i stedet for invalidepension, saafremt det fremgaar, at alderspensionen, som er erhvervet udelukkende i medfoer af national lovgivning, er mere fordelagtig end invalidepensionen fastsat efter principperne om sammenlaegning og forholdsvis beregning? Det oenskes saaledes oplyst, om de naevnte faellesskabsforskrifter er til hinder for den fortolkning, sagsoegeren har anlagt saavel af artikel 241, stk. 1, i kongelig anordning af 4. november 1963, der er udstedt i medfoer af lov af 9. august 1963 om tvungen syge- og invalideforsikring, som af lovens artikel 76c, stk. 2, foerste nyaffattede afsnit?"

7 Vedroerende de faktiske omstaendigheder og de relevante retsregler i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb samt de til Domstolen indgivne skriftlige indlaeg henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

8 Den nationale ret oensker ved sit praejudicielle spoergsmaal hovedsagelig at faa afgjort, dels om artikel 46, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 1408/71 og artikel 36, stk. 4, i forordning nr. 574/72 er til hinder for, at en medlemsstats institution, som af en institution i en anden medlemsstat faar forelagt en ansoegning om invalidepension paa grundlag af artikel 40 i forordning nr. 1408/71, tilkender en arbejdstager alderspension i stedet for den invalidepension, som vedkommende har givet afkald paa, for at erhverve ret til den for ham mere fordelagtige alderspension, dels, om fortabelsen af retten til invaliditetsydelser, som sidstnaevnte medlemsstats institution skal udrede i henhold til medlemsstatens interne ret, i tilfaelde af bekraeftende svar paa det foerste spoergsmaal er forenelig med faellesskabsretten.

9 INAMI har anfoert, at det fremgaar af artikel 44, stk. 2, i forordning nr. 1408/71, som finder anvendelse paa invaliditetsydelser i medfoer af artikel 40, stk. 1, i samme forordning, samt af artikel 36, stk. 4, i forordning nr. 574/72, at ydelserne skal fastsaettes efter samtlige de lovgivninger, som arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende har vaeret omfattet af, saafremt den paagaeldende har indgivet begaering om fastsaettelse af ydelserne, og at denne regel kun kan fraviges for saa vidt angaar ydelser ved alderdom, der er erhvervet ret til i medfoer af lovgivningen i en eller flere medlemsstater. Da det i den foreliggende sag drejer sig om en invalidepension, er det ikke muligt at give afkald.

10 Det bemaerkes, at bestemmelserne i kapitel 3 om alderdom og doedsfald i henhold til artikel 40, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, som er indfoejet i kapitlet om invaliditet, finder tilsvarende anvendelse, saafremt arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende successivt eller skiftevis har vaeret omfattet af to eller flere medlemsstaters lovgivning, hvoraf mindst én ikke goer stoerrelsen invaliditetsydelserne afhaengig af forsikringsperiodernes laengde. Og dette er netop Iacobelli' s situation.

11 Denne forordnings artikel 44, stk. 2, der saaledes finder tilsvarende anvendelse paa invaliditet, bestemmer foelgende:

"Naar arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende har indgivet begaering om fastsaettelse af ydelser, skal disse, jf. dog bestemmelserne i artikel 49, fastsaettes efter samtlige de lovgivninger, hvoraf den paagaeldende har vaeret omfattet. Dette gaelder dog ikke, hvis den paagaeldende udtrykkeligt anmoder om, at fastsaettelsen af de ydelser ved alderdom, hvortil han maatte have erhvervet ret i medfoer af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, stilles i bero."

12 Artikel 36, stk. 4, i forordning nr. 574/72, der findes i kapitlet om invaliditet, alderdom og doedsfald (pensioner), indeholder foelgende bestemmelse:

"En begaering om ydelser, der indgives til en medlemsstats institution, medfoerer automatisk samtidig fastsaettelse af ydelser efter lovgivningen i samtlige de medlemsstater, hvis betingelser ansoegeren opfylder, medmindre han i medfoer af forordningens artikel 44, stk. 2, fremsaetter oenske om, at fastsaettelsen af de ydelser ved alderdom, der maatte vaere erhvervet ret til i medfoer af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, udsaettes."

13 Uden at det er noedvendigt at tage stilling til, om den i artikel 44, stk. 2, in fine, fastsatte regel finder anvendelse ved invaliditet, skal det bemaerkes, at ovennaevnte bestemmelser er af proceduremaessig karakter og ikke medfoerer nogen aendring af de betingelser, medlemsstaterne har fastsat for tilkendelse af invaliditetsydelser. Det afhaenger af hver enkelt medlemsstats lovgivning, om den paagaeldende kan give afkald paa en invalidepension for senere at faa tilkendt en for ham mere fordelagtig alderspension.

14 Heraf foelger, at naar det efter en national lovgivning kraeves, at en ansoeger vaelger mellem to alternative ydelser, som anfoert af generaladvokaten (punkt 23 i forslaget til afgoerelse), er den ydelse, der skal tages hensyn til i medfoer af foerste punktum i forordningens artikel 44, stk. 2, og med henblik paa beregningerne i henhold til artikel 46, ganske enkelt den ydelse, ansoegeren vaelger at modtage.

15 At dette er den rette fortolkning bekraeftes af, at INAMI' s argumentation indebaerer, at den paagaeldende fratages en rettighed, han kan goere krav paa alene i medfoer af national lovgivning, hvilket efter Domstolens praksis er i strid med traktatens artikel 51 (se bl.a. dom af 21.10.1975, sag 24/75, Petroni, Sml. s. 1149, praemis 21).

16 Den nationale rets spoergsmaal maa derfor besvares saaledes, at artikel 46, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 1408/71, samt artikel 36, stk. 4, i forordning nr. 574/72, med senere aendringer, ikke er til hinder for, at en medlemsstats institution, der af en anden medlemsstats institution har faaet forelagt en begaering om invalidepension i henhold til artikel 40 i forordning nr. 1408/71, tilkender en arbejdstager en alderspension i stedet for en invalidepension, som vedkommende har givet afkald paa for at opnaa den for ham mere fordelagtige alderspension.

Sagens omkostninger

17 De udgifter, der er afholdt af den italienske og den graeske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal du travail, Bruxelles, ved kendelse af 15. oktober 1991, for ret:

Artikel 46, stk. 1, andet afsnit, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, samt artikel 36, stk. 4, i Raadets forordning (EOEF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemfoerelse af forordning (EOEF) nr. 1408/71, som aendret og kodificeret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, er ikke til hinder for, at en medlemsstats institution, som af en anden medlemsstats institution har faaet forelagt en begaering om invalidepension i henhold til artikel 40 i forordning nr. 1408/71, tilkender en arbejdstager en alderspension i stedet for en invalidepension, som vedkommende har givet afkald paa for at opnaa den for ham mere fordelagtige alderspension.