Sag anlagt den 4. maj 2009 — Budapesti Erőmű mod Kommissionen

(Sag T-182/09)

2009/C 180/97

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Budapesti Erőmű Rt. (Budapest, Republikken Ungarn) (ved solicitor M. Powell, lawyers C. Arhold, K. Struckmann og A. Hegyi)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning C (2008) 2223 endelig udg. af 4. juni 2008, der i forhold til fællesmarkedet underkender den støtte, som de ungarske myndigheder har tildelt visse elektricitetsproducenter i form af aftaler med lang løbetid om køb af elektricitet (herefter »PPAer«), der blev indgået mellem netoperatøren Magyar Villamos Müvek Rt. (herefter »MVM«), ejet af den ungarske stat, og disse producenter på et tidspunkt forud for Republikken Ungarns tiltrædelse af Den Europæiske Union [statsstøtte C 41/2005 (ex NN 49/2005) — »Strandede omkostninger i Ungarn«]. Sagsøgeren er i den anfægtede beslutning blevet identificeret som modtager af den angivelige statsstøtte, og beslutningen indeholder et pålæg om, at Ungarn hos sagsøgeren skal tilbagesøge støtten med tillæg af renter.

Sagsøgeren har med det første anbringende gjort gældende, at Kommissionen fejlagtigt betragtede den relevante vurderingsperiode som tidspunktet for Ungarns tiltrædelse af EU. Kommissionen skulle i stedet have vurderet, om sagsøgerens PPAer indeholdt statsstøtte set i lyset af de faktiske og retlige omstændigheder på det tidspunkt, hvor de blev indgået. Sagsøgeren hævder endvidere, at Kommissionen tilsidesatte artikel 87, stk. 1 EF, og begik et åbenbart fejlskøn ved at konkludere, at PPAerne giver en økonomisk fordel. Sagsøgeren anfører yderligere, at Kommissionen foretog urigtig anvendelse af tiltrædelsestraktaten for Ungarn og artikel 1, litra b), nr. v), i Rådets forordning nr. 659/1999 (1) (herefter »procedureforordningen«).

Sagsøgeren påstår endvidere i modsætning til Kommissionens holdning, at der ikke var nogen konkurrenceforvridning, og at tiltrædelsestraktatens bilag IV ikke udtømmende opremser de støtteforanstaltninger, der kan blive anset for eksisterende støtte, men kun fastsætter en undtagelse til princippet om, at al førtiltrædelsesstøtte i sig selv er eksisterende støtte. Sagsøgeren anfører yderligere, at artikel 87, stk. 3 EF, i forhold til mulig fritagelse som statsstøtte for kraftvarmeproduktion, artikel 86, stk. 2 EF, artikel 88, stk. 1 og 3, samt artikel 14 i procedureforordningen i forhold til tilbagesøgning af eksisterende individuel støtte er blevet tilsidesat.

Sagsøgeren har med det andet anbringende hævdet, at Kommissionen manglede kompetence til at vurdere de pågældende PPAer, idet de blev indgået før Ungarns tiltrædelse til EU.

Sagsøgeren har med det tredje anbringende anført, at Kommissionen tilsidesatte væsentlige formforskrifter såsom retten til at blive hørt samt forpligtigelsen til at foretage en omhyggelig og upartisk undersøgelse. Endvidere påberåber sagsøgeren sig, at Kommissionen tilsidesatte væsentlige formforskrifter ved at foretage en samlet vurdering af PPAerne uden at vurdere det væsentlige indhold af hver PPA individuelt. For at kunne vurdere, om PPAerne indeholder statsstøtte, må Kommissionen ifølge sagsøgeren vurdere, om de indebærer en økonomisk fordel for producenterne, men det kræver ubetinget en individuel vurdering af hver PPA. Det gøres tillige gældende, at Kommissionens metode var utilstrækkelig til korrekt at kunne vurdere, om et betydeligt antal individuelle foranstaltninger udgør statsstøtte. Såfremt PPAerne kunne anses for eksisterende støtteordninger, skulle Kommissionen have fulgt proceduren for passende foranstaltninger, som denne er fastsat i artikel 88, stk. 1, EF og artikel 18 i procedureforordningen.

Sagsøgeren har med det fjerde anbringende anført, at Kommissionen har overskredet sine beføjelser i henhold til statsstøttereglerne, da den i henhold til den i artikel 88, stk. 2 EF, fastsatte procedure vedtog en negativ beslutning, der kræver afvikling af PPAerne uden så meget som at have godtgjort deres økonomiske fordel.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22.3.1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83, s. 1).