Appel iværksat den 2. juli 2010 af Union Investment Privatfonds GmbH til prøvelse af dom afsagt den 27. april 2010 af Retten (Tredje Afdeling) i de forenede sager T-303/06 og T-337/06 — UniCredito Italiano SpA mod Kontoret for Harmonisering i det indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) og Union Investment Privatfonds GmbH

(Sag C-317/10 P)

()

2010/C 246/43

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Union Investment Privatfonds GmbH (ved Rechtsanwalt J. Zindel)

De andre parter i appelsagen: UniCredito Italiano SpA og Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har gjort gældende, at artikel 8, stk. 1, litra b), sidste sætningsled, i forordning (EF) nr. 40/94 (1) er blevet urigtigt anvendt. Appellanten har endvidere gjort gældende, at den anfægtede afgørelse alene blev truffet på et begrænset faktuelt grundlag, der delvis ikke er i overensstemmelse med de faktiske omstændigheder.

Retten fandt med urette og i modsætning til Harmoniseringskontoret, som i det væsentlige gav medhold i appellantens påstande, ikke, at de omhandlede varemærker tilhører en stor familie af varemærker. Appellanten har gjort gældende, at alle varemærker i denne familie kendetegnes ved den samme indledende stavelse, som efterfølges direkte af et andet begreb inden for investeringssektoren. Anmelderens varemærker havde ligeledes samme series fornødne særpræg. Retten antog, idet den fordrejede de faktiske omstændigheder, at de sammenlignede varemærker kan adskilles strukturmæssigt, idet denne indledende stavelse i anmelderens varemærker er sat sammen med en engelsk ordbestanddel, mens den indledende stavelse i appellantens varemærker er sat sammen med en tysk ordbestanddel. Retten tog imidlertid ikke behørigt hensyn til den omstændighed, at der ved anvendelsen af artikel 8, stk. 1, litra b), sidste sætningsled, på grund af integrationen i en serie af varemærker skal tages hensyn til alle varemærker i en varemærkefamilie. Ifølge appellanten skal det i den forbindelse understreges, at også appellanten benytter sig af engelsksprogede og internationale elementer, således at Rettens modsatte opfattelse er objektivt forkert.

Appellanten har endvidere gjort gældende, at Retten — igen med urette — lagde til grund, at de af appellanten for investeringsfonde anvendte varemærker altid anvendes sammen med navnet på det udstedende selskab. Dette afkræftes imidlertid af de beviser, som appellanten allerede fremlagde for Harmoniseringskontoret, og hvoraf det som nævnt kan udledes, at navnet på det udstedende selskab ikke nævnes i avisartikler vedrørende fonde eller i forbindelse med modtagelse af investeringsrådgivning.

Appellanten har påpeget, at den appellerede dom indeholder en utilstrækkelig begrundelse, for så vidt som det ikke kan fastslås, hvorledes Retten udfandt den tyske offentligheds opfattelse, hvilken opfattelse er af afgørende betydning for analysen af risikoen for forveksling.

Det var ikke desto mindre nødvendigt at få fastslået denne opfattelse, henset til den omstændighed, at appellanten ved at fremlægge forskellige afgørelser fra den tyske varemærkemyndighed, Deutsches Patent- und Markenamt (DPMA), samt fra andre tyske domstole, godtgjorde, at DPMA og de tyske domstole lagde til grund, at der i den tyske offentlighed foreligger en risiko for forveksling i de tilfælde, hvor bestemte varemærker, der indeholder den samme indledende stavelse som den indledende stavelse i appellantens serie af varemærker, registreres eller bruges af tredjeparter for at betegne tjenesteydelser inden for den finansielle sektor.

Endelig har appellanten gjort gældende, at Retten i lighed med Harmoniseringskontoret heller ikke har erkendt, at der ligeledes foreligger en risiko for forveksling grundet på tjenesteydelsernes lighed inden for »ejendomsmæglervirksomhed«. I tilfældet med ejendomsfonde, der er omfattet af appellantens varemærker, har appellanten anført, at den værdistigning, som investoren tilstræber, opnås gennem administration, udlejning samt tillige gennem salg af fast ejendom. Appellanten har således gjort gældende, at såvel Harmoniseringskontoret som Retten fejlagtigt lagde til grund, at administration af en ejendomsfond er begrænset til at rejse kapital. For så vidt som Harmoniseringskontoret alene medregnede virksomhed, som er analog med mæglervirksomhed til tjenesteydelser inden for »ejendomsmæglervirksomhed«, tog det ikke behørigt hensyn til den omstændighed, at begrebet »ejendomsmæglervirksomhed« er langt bredere.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1).