17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/43

—

Artikel 1, stk. 1 og 2, i Kommissionens beslutning K(2009) 8682 af 11. november 2009 annulleres, for så vidt som den angår sagsøgeren, og artikel 1, stk.1, annulleres under alle omstændigheder, for så vidt som den fastslår, at sagsøgeren deltog i en overtrædelse vedrørende tinstabilisatorer mellem 16. marts 1994 og 31. marts 1996.

—

De bøder, der er pålagt sagsøgeren i artikel 2, ophæves.

—

Såfremt Retten ikke ophæver bøderne fuldstændigt, foretager den væsentlig nedsættelse heraf i henhold til sin fulde prøvelsesret.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

For det første bliver det anført, at en korrekt anvendelse af artikel 25 i forordning (EF) nr. 1/2003 (1) ville bevirke, at Akzo-sagen (2) ikke indebar, at fristen blev stillet i bero, og at Kommissionens beføjelse til at pålægge bøder var forældet for begge overtrædelser i henhold til bestemmelsen om tiårig»dobbelt forældelsesfrist«. Sagsøgeren påstår, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at forældelsesfristen blev stillet i bero så længe Akzo-sagen verserede for Retten, og med urette konkluderede, at den frist på ti år, der er fastsat i ovennævnte forordnings artikel 25, stk. 5, kunne forlænges i den foreliggende sag.

For det andet påstår sagsøgeren, at Kommissionen ikke har påvist nogen berettiget interesse i at foretage en konstatering af, at der blev begået overtrædelser, vedrørende hvilke den ikke havde nogen beføjelse til at pålægge bøder. Sagsøgeren anfører, at artikel 7 i forordning (EF) nr. 1/2003 faktisk tillader Kommissionen, hvis den ikke pålægger en bøde, at foretage en konstatering af, at en overtrædelse er blevet begået, forudsat at det er påvist, at Kommissionen har en berettiget interesse deri.

For det tredje og uafhængigt af de to første anbringender anmoder sagsøgeren Retten om at annullere den konstatering, der er indeholdt i den anfægtede beslutnings artikel 1, stk. 1, hvorefter sagsøgeren havde deltaget i en overtrædelse vedrørende tinstabilisatorer i perioden 16. marts 1994 — 31. marts 1996, og gør gældende, at Kommissionen ikke har påvist nogen berettiget interesse i at foretage en sådan konstatering.

For det fjerde, og såfremt Retten ikke ophæver bøderne fuldstændigt, gør sagsøgeren gældende, at Kommissionen ikke har påvist varighed efter 23. februar 1999, og at den bøde, der er pålagt for den anden kartelperiode, derfor skal nedsættes for at afspejle overtrædelsernes kortere varighed.