This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62018TN0507
Case T-507/18: Action brought on 24 August 2018 — France v Commission
Sag T-507/18: Sag anlagt den 24. august 2018 — Frankrig mod Kommissionen
Sag T-507/18: Sag anlagt den 24. august 2018 — Frankrig mod Kommissionen
EUT C 392 af 29.10.2018, p. 32–32
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
29.10.2018 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 392/32 |
Sag anlagt den 24. august 2018 — Frankrig mod Kommissionen
(Sag T-507/18)
(2018/C 392/40)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Den Franske Republik (ved F. Alabrune, D. Colas, A.L. Desjonquères, S. Horrenberger og A. Alidière, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
— |
Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/873 af 13. juni 2018 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), annulleres delvist, for så vidt som den anvender en fast korrektion på 5 % svarende til et beløb på 1 945 435,39 EUR, for så vidt angår »Anden direkte støtte — POSEI« som følge af en ukorrekt regnskabsmæssig behandling af visse partier bananer for regnskabsårene 2013, 2014, 2015 og 2016. |
— |
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat et enkelt anbringende om en retlig fejl, som Kommissionen begik inden for rammerne af en efterprøvning af regnskabsafslutningen vedrørende støtte til bananer, for så vidt som den foretog en fejlagtig fortolkning af begrebet »markedsføring« af grønne bananer, der er støtteberettigede i henhold til programmet til løsning af et områdes problemer som følge af dets afsides beliggenhed og ø-karakter (POSEI), som finder anvendelse på Guadeloupe og Martinique.
Sagsøgeren er nemlig for det første af den opfattelse, at Kommissionen foretog en fortolkning af dette begreb, der var i strid med anvendelsesområdet for Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1333/2011 af 19. december 2011 om handelsnormer for bananer, bestemmelser for kontrollen med, at disse handelsnormer overholdes og bestemmelser for så vidt angår meddelelser i banansektoren (EUT, L 336, s. 23).
For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionens fortolkning af det pågældende begreb følger af en fejlagtig anvendelse af artikel 76 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT 2013, L 347, s. 671).