1)

Er direktiv 2006/123 (1) gyldigt og bindende for medlemsstaterne, eller er direktivet omvendt ugyldigt, fordi det — idet der er tale om et direktiv om harmonisering — kun blev vedtaget med stemmeflertal, og ikke med enstemmighed, og således i strid med artikel 115 [i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde]?

2)

Opfylder direktiv 2006/123 på et objektivt og abstrakt plan minimumskravene vedrørende tilstrækkeligt detaljerede bestemmelser, som ikke tillægger de nationale lovgivere noget skøn, således at direktivet kan anses for self-executing og umiddelbart anvendeligt, eller ej?

3)

Såfremt direktiv 2006/123 ikke anses for self-executing, er den simple udelukkelsesvirkning eller undladelsen af at anvende en national lov, som er i strid med EU-retten, da også forenelig med retssikkerhedsprincippet, såfremt en national ret ikke kan anlægge en EU-konform fortolkning, eller skal eller kan den nationale lov i dette tilfælde ikke finde anvendelse, uden at det påvirker de i [EU-]retten fastsatte specifikke sanktioner for en medlemsstats manglende opfyldelse af de forpligtelser, der følger af tiltrædelsen af traktaten (artikel 49) eller af direktivets manglende gennemførelse (traktatbrudsprocedure)?

4)

Svarer den direkte virkning af artikel 12, stk. 1-3, i direktiv 2006/123 til at anerkende, at direktivet er self-executing eller umiddelbart anvendeligt, eller skal det — inden for rammerne af et direktiv om harmonisering som det omhandlede (ifølge Promoimpresa-dommen »skal det fastslås, at samme direktivs artikel 9-13 udgør en udtømmende harmonisering […]«) — opfattes som en forpligtelse for en medlemsstat til at vedtage harmoniseringsforanstaltninger, der ikke er generiske, men har bindende indhold?

5)

Kan eller skal kvalifikationen af et direktiv som self-executing eller ej, og i det førstnævnte tilfælde undladelsen af at anvende en national lov, som er i strid med EU-retten, betragtes som henhørende under enekompetencen for de nationale retter (som i denne henseende råder over specifikke fortolkningsmæssige støtteinstrumenter såsom den præjudicielle forelæggelse for Domstolen eller forelæggelsen af spørgsmål om forfatningsstridighed) eller under kompetencen for en tjenestemand eller direktør i en kommune?

6)

Hvis derimod direktiv 2006/123 anses for self-executing, og under hensyntagen til, at artikel 49 [i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde] kun er til hinder for automatisk forlængelse af koncessioner/tilladelser til statsejede maritime arealer til turist- og rekreationsaktiviteter, »for så vidt som disse koncessioner frembyder en klar grænseoverskridende interesse«, udgør opfyldelsen af dette krav da også en grundlæggende forudsætning for anvendelsen af artikel 12, stk. 1 og 2, i direktiv 2006/123 eller ej?

7)

Er det foreneligt med de mål, som forfølges med direktiv 2006/123 og artikel 49 [i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde], at en national ret fastslår, at kravet om en klar grænseoverskridende interesse er opfyldt på et generelt og abstrakt plan med hensyn til hele landet tout court, eller har hver enkelt kommune enekompetence til at foretage en sådan vurdering med hensyn til sit eget kystområde, henset til, at i Italien ligger kompetencen herfor hos kommunerne?

8)

Er det foreneligt med de mål, som forfølges med direktiv 2006/123 og artikel 49 [i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde], at en national ret fastslår, at kravet om knappe ressourcer og et begrænset antal af mulige koncessioner er opfyldt på et generelt og abstrakt plan med hensyn til hele landet tout court, eller skal denne vurdering omvendt — henset til, at i Italien ligger kompetencen hos kommunerne — betragtes som vedrørende hver enkelt kommunes kystområde, således at hver enkelt kommune har enekompetence for sit eget område?

9)

Såfremt direktiv 2006/123 på et abstrakt plan anses for self-executing, kan denne umiddelbare anvendelighed da anses for konkret også at foreligge i en retlig sammenhæng — som den italienske — hvor artikel 49 i codice della navigazione (søfartsloven) er gældende (som foreskriver, at når en koncession udløber, »overtager staten alle ikke flytbare installationer uden vederlag eller erstatning«), og er denne konsekvens af, at det omhandlede direktiv anses for self-executing eller umiddelbart anvendeligt (bl.a. for så vidt angår lovligt opførte strukturer i murværk, eller koncessioner til statsejede arealer, som funktionelt er knyttet til turist- og rekreationsaktiviteter såsom hoteller eller feriecentre), forenelig med beskyttelsen af grundlæggende rettigheder, navnlig ejendomsretten, som ifølge EU-retten og chartret om grundlæggende rettigheder fortjener en særlig beskyttelse?