11.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 143/7

—

En person, der erhverver eller lader et hus opføre med henblik på sammen med sin familie at anvende det til beboelse, handler som afgiftspligtig person og har derfor fradragsret i medfør af artikel 17 i direktiv 77/388, for så vidt som han anvender et værelse i huset som arbejdsværelse i forbindelse med udøvelsen som bibeskæftigelse af en økonomisk virksomhed som omhandlet i direktivets artikel 2 og 4, og han henfører denne del af huset til sin virksomheds formue.

—

Parterne i et sameje mellem ægtefæller, som ikke har retsevne og ikke selv udøver nogen økonomisk virksomhed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i sjette direktiv 77/388, må anses for modtagere af ydelsen med henblik på direktivets anvendelse, når samejet bestiller et investeringsgode.

—

Den ene af ægtefællerne, når to ægtefæller i sameje som følge af deres ægteskab erhverver et investeringsgode, hvoraf en del udelukkende anvendes af denne ægtefælle til erhvervsmæssige formål, har fradragsret for hele den indgående merværdiafgift, der har belastet den del af godet, som ægtefællen anvender i forbindelse med sin virksomhed, for så vidt som beløbet ikke overskrider grænserne for den andel, som den afgiftspligtige person har i samejet af godet.

—

Det er efter artikel 18, stk. 1, litra a), og artikel 22, stk. 3, i direktiv 77/388 ikke en betingelse for at kunne udøve fradragsretten under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende, at den afgiftspligtige person er i besiddelse af en faktura, der er udstedt lydende på hans navn, hvoraf fremgår de andele af prisen og merværdiafgiften, der svarer til hans andel af samejet. En faktura, der i lige høj grad er udstedt til ægtefællerne i samejet og uden at angive en sådan fordeling, er tilstrækkelig.