Appel iværksat den 12. februar 2007 af Franco Campoli til prøvelse af dom afsagt den 29. november 2006 af Retten i Første Instans (Anden Udvidede Afdeling) i sag T-135/05, Campoli mod Kommissionen

(Sag C-71/07 P)

(2007/C 117/02)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Franco Campoli (ved avocats G. Vandersanden, L. Levi og S. Rodrigues)

De andre parter i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved V. Joris og D. Martin, som befuldmægtigede) og Rådet for den Europæiske Union (ved M. Arpio og I. Šulce, som befuldmægtigede)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten fremfører flere argumenter til støtte for det eneste anbringende, han har gjort gældende, og som vedrører tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og tilsidesættelse af den begrundelsespligt, der påhviler fællesskabernes retsinstanser.

Det nævnte princip hævdes for det første at være blevet tilsidesat, idet Retten lagde til grund, at lovgiver var berettiget til at ændre vedtægten således, at der fastsattes betingelser, der var mindre gunstige end dem, der forelå i henhold til den dagældende ordning, under den forudsætning, at der blev fastsat en tilstrækkelig lang overgangsordning. Spørgsmålene om, hvorvidt der foreligger en overgangsperiode og hvorvidt den i givet fald er tilstrækkelig lang, er ikke omfattet af undersøgelsen af, om en ny foranstaltning er retmæssig i forhold til ligebehandlingsprincippet, hvis iagttagelse fordrer, at retsinstansen kontrollerer, at der ikke foreligger forskelsbehandling, der er vilkårlig eller åbenbart utilstrækkelig i forhold til det af fællesskabslovgiver forfulgte formål. I den i denne sag appellerede dom er der hverken foretaget en definition af hvilket formål, der forfølges af de nye bestemmelser om fastsættelse af justeringskoefficienter eller, i meget mindre, foretaget en undersøgelse af, om der foreligger en forskelsbehandling, der er vilkårlig eller åbenbart utilstrækkelig i forhold til dette formål. Appellanten tilføjer, at en justeringskoefficient, der fastsættes til et lands gennemsnitlige omkostningsniveau underminerer formålet, hvorefter pensionisternes købekraft skal opretholdes, og formålet, hvorefter deres bevægelsesfrihed skal sikres, eftersom pensionister, der har bopæl i et lands hovedstad eller i en anden af landets dyre byer eller regioner, vil have en ringere købekraft end pensionister, der har etableret deres bopæl uden for denne hovedstad eller disse byer og regioner.

Med sit andet argument gør appellanten derefter gældende, at den nye pensionsordning i modsætning til, hvad der fastslås i den appellerede dom, i praksis indebærer en kobling til leveomkostningerne i Bruxelles, således at indkomsten for pensionister, der har bopæl i Belgien, udelukkende fastsættes under hensyntagen til leveomkostningerne i denne medlemsstats hovedstad, mens indkomsten for pensionister, der har deres bopæl i hovedstaden i en anden medlemsstat, fastsættes i henhold til en justeringskoefficient, der tager de gennemsnitlige leveomkostninger for hele landet i betragtning. Appellanten bestrider endvidere Rettens konstatering, hvorefter lovligheden af en fællesskabsretsakt ikke afhænger af den måde, hvorpå denne retsakt anvendes i praksis, eftersom foranstaltninger til gennemførelse af en sådan retsakt har en nær forbindelse til selve retsakten, og gør gældende, at der er sket tilsidesættelse af retten til kontradiktion og princippet om parternes ligestilling for Fællesskabets retsinstanser, for så vidt som appellanten først blev bekendt med gennemførelsesforanstaltningerne vedrørende den ny pensionsordning efter den skriftlige forhandlingsafslutning.

Med sit sidste argument bestrider sagsøgeren endelig Rettens konstatering, hvorefter appellanten ikke har nogen retlig interesse i henhold til artikel 241 EF under en henvisning til den fordel, som tilkommer pensionister, der har deres bopæl i en »mindre dyr «medlemsstat. Da appellanten anfægter den differentierede behandling af pensionister med bopæl i en »mindre dyr «medlemsstat i forhold til pensionister med bopæl i en »dyr «medlemsstat, anfægter han reelt den hævdede tilsidesættelse af princippet om lighed for så vidt angår købekraft og tilsigter dermed at anfægte den pensionsordning, der følger af den nye vedtægt og dens overgangsbestemmelser.