24.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 436/1

24.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 436/2

—

der henviser til artikel 232 og 341 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til protokol nr. 6, som er vedføjet traktaterne, om fastlæggelse af hjemstedet for Den Europæiske Unions institutioner og for visse af Unionens organer, kontorer, agenturer og tjenester,

—

der henviser til artikel 10, 14 og 48 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

—

der henviser til sin erklærede holdning om disse spørgsmål, navnlig i sin henstilling fra den 21. juni 1958 (1), sin beslutning af 7. juli 1981 om hjemstedet for Det europæiske Fællesskabs institutioner, særlig for Europa-Parlamentet (2), sine henstillinger til Den Mellemstatslige Konference af 13. april 2000 (3), sin beslutning af 8. juni 2011 om investering i fremtiden: en ny flerårig finansiel ramme for et konkurrencedygtigt, bæredygtigt og inklusivt Europa (4), sin beslutning af 10. maj 2012 om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2010, Sektion I — Europa-Parlamentet (5), sin beslutning af 16. februar 2012 om retningslinjerne for 2013-budgetproceduren, Sektion I — Europa-Parlamentet, Sektion II — Rådet, Sektion IV — Domstolen, Sektion V — Revisionsretten, Sektion VI — Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Sektion VII — Regionsudvalget, Sektion VIII — Den Europæiske Ombudsmand, Sektion IX — Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og Sektion X — Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (6), sin beslutning af 29. marts 2012 om overslag over Europa-Parlamentets indtægter og udgifter for regnskabsåret 2013 (7) og sin beslutning af 4. juli 2012 om mandat for trepartsmødet om budgetforslaget for 2013 (8),

—

der henviser til forespørgsler til skriftlig besvarelse E-000181-2007, E-006174-2009, E-006258-2009, E-002934-2012, E-002935-2012, E-004134-2012 og E-004135-2012 til Kommissionen og Rådet,

—

der henviser til generalsekretærens beretninger fra september 2002 og august 2013 vedrørende udgifterne ved at opretholde tre arbejdssteder,

—

der henviser til den beretning om Parlamentets budget for 2012, som en fælles arbejdsgruppe under Præsidiet og Budgetudvalget har fremlagt,

—

der henviser til sine beretninger om virksomheden for 1993-1999, 1999-2004, 2004-2009 og 2009-2011,

—

der henviser til Den Europæiske Unions Domstols retspraksis, navnlig sag C-230/81 (9), C-345/95 (10) og forenede sager C-237/11 og C-238/11 (11),

—

der henviser til andragende 630/2006 fra Kampagnen for et fælles hjemsted, som blev støttet af over 1 mio. EU-borgere,

—

der henviser til afstemningen på plenarmødet den 23. oktober 2012, hvor et flertal (78 %) af medlemmerne af Europa-Parlamentet opfordrede medlemsstaterne til at revidere deres holdning til spørgsmålet om Strasbourg som Parlamentets officielle hjemsted;

—

der henviser til forretningsordenens artikel 5, stk. 3, artikel 29, 41, 48, 74a, 201 og artikel 202, stk. 4,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelser fra Budgetudvalget og Udvalget for Andragender (A7-0350/2013),

A.

der henviser til, at det fastslås i artikel 341 i TEUF, at hjemstederne for Unionens institutioner fastlægges ved overenskomst mellem medlemsstaternes regeringer;

B.

der henviser til, at medlemsstaterne har gjort dette i protokol nr. 6, der er vedføjet traktaterne, og hvori det bestemmes, at Bruxelles er hjemsted for Kommissionen, Rådet (idet møderne finder sted i Luxembourg i april, juni og oktober), Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, at Luxembourg er hjemsted for Den Europæiske Unions Domstol, Revisionsretten og Den Europæiske Investeringsbank, at Frankfurt er hjemsted for Den Europæiske Centralbank, og at Haag er hjemsted for Den Europæiske Politienhed;

C.

der henviser til, at medlemsstaternes beslutning om disse hjemsteder er resultatet af en bredere aftale, der tager hensyn til Den Europæiske Unions og dens institutioners historiske udvikling såvel som betragtninger i forbindelse med den geografiske spredning;

D.

der henviser til, at Parlamentet som den eneste institution, der vælges direkte af de europæiske borgere og er ansvarlig over for disse, spiller en ganske særlig og enestående rolle, og da dets rolle har undergået de mest omfattende ændringer blandt alle institutionerne, vil denne betænkning hovedsageligt fokusere på spørgsmålet om Parlamentets hjemsted og dets arbejdsordninger;

E.

der henviser til, at det i protokol nr. 6 til traktaterne er fastsat, at Parlamentet har hjemsted i Strasbourg, hvor tolv månedlige plenarmøderækker, herunder også budgetmøderækken, afholdes, at yderligere plenarmøderækker afholdes i Bruxelles, at Parlamentets udvalg holder deres møder i Bruxelles, og at Parlamentets Generalsekretariat og dets tjenester fortsat er placeret i Luxembourg;

F.

der henviser til, at det i artikel 10 og 14 i TEU er fastsat, at EU er et repræsentativt demokrati, hvor EU-borgerne repræsenteres direkte i Parlamentet, og hvor Parlamentet som medlovgiver er på lige fod med Rådet;

G.

der henviser til, at Parlamentet i medfør af artikel 232 i TEUF kan vedtage sin forretningsorden, hvorefter det kan fastsætte plenarforsamlingernes varighed, i overensstemmelse med traktaterne og EU-Domstolens praksis;

H.

der henviser til, at Domstolen har fastslået, at hjemstedets placering ikke må hæmme et velfungerende Parlament; der henviser til, at Domstolen desuden har fastslået, at der er ulemper og omkostninger forbundet med at have flere arbejdssteder, men at enhver ændring af hjemstedet eller arbejdsstederne kræver en traktatændring og dermed medlemsstaternes samtykke;

I.

der henviser til, at Parlamentet har undergået en fuldstændig forandring, fra at være et rådgivende organ med 78 udstationerede medlemmer, der — mest af praktiske årsager — delte faciliteter med Europarådets Parlamentariske Forsamling i Strasbourg, til et fuldgyldigt, direkte valgt Parlament med 766 medlemmer, som i dag er medlovgiver på lige fod med Rådet;

J.

der henviser til, at stigningen i Parlamentets lovgivningsarbejde illustreres af stigningen i antallet af fælles beslutningsprocedurer (i dag almindelige lovgivningsprocedurer) fra 165 i 1993-1999 til 454 i 2004-2009 og til et endnu større antal i indeværende valgperiode;

K.

der henviser til, at Parlamentets ændrede rolle også afspejles i stigningen i antallet af interinstitutionelle møder på 150 %, fra 16 000 til anslået 40 000 mellem 2009 og 2013, og i de vedvarende forhandlinger og trepartsmøder med Kommissionen, Rådet og de enkelte medlemsstater, der nu er en del af lovgivningsprocessen, og som har ført til en kraftig stigning i antallet af aftaler ved førstebehandlingen, fra 28 % i 1999-2004 til 72 % i 2004-2009;

L.

der henviser til, at strukturen af Parlamentets mødekalender blev fastlagt (under topmødet i Edinburgh i 1992) før alle de ændringer af dets rolle, der følger af vedtagelsen af Maastrichttraktaten, Amsterdamtraktaten, Nicetraktaten og Lissabontraktaten;

M.

der henviser til, at Rådet og Det Europæiske Råd allerede har koncentreret deres arbejde i Bruxelles, hvor alle Det Europæiske Råds møder — der tidligere blev afholdt i det land, der varetog formandskabet — nu udelukkende afholdes;

N.

der henviser til, at den geografiske afstand mellem de medlovgivende organers officielle hjemsteder — 435 km — isolerer Parlamentet ikke blot fra Rådet og Kommissionen, men også fra andre interessenter såsom ngo'er, civilsamfundsorganisationer og medlemsstaternes repræsentationer og fra et af verdens største internationale journalistsamfund;

O.

der henviser til, at de årlige ekstraomkostninger ved Parlamentets geografiske spredning er anslået til at ligge mellem 156 mio. EUR og 204 mio. EUR (12), svarende til ca. 10 % af Parlamentets årlige budget, samtidig med at miljøpåvirkningen også er betydelig, idet CO2-emissionerne i forbindelse med rejserne mellem de tre arbejdssteder anslås til mellem 11 000 (13) og 19 000 t (14);

P.

der henviser til, at Europa-Parlamentets nuværende arbejdsvilkår ligeledes medfører ekstraomkostninger og rejseomkostninger for andre EU-institutioner, navnlig Kommissionen og Rådet, medlemsstaternes repræsentationer, journalister og repræsentanter fra civilsamfundet;

Q.

der henviser til, at 78 % af alle tjenesterejser foretaget af Parlamentets vedtægtsomfattede personale (i gennemsnit 3 172 hver måned) er en direkte følge af Parlamentets geografiske spredning; der henviser til, at Parlamentets bygninger i Strasbourg i dag kun anvendes 42 dage om året (og henstår ubrugte i 89 % af tiden), men stadig skal opvarmes, bemandes og vedligeholdes hele året;

R.

der henviser til, at udgifterne ved Parlamentets geografiske spredning udgør et vigtigt område for mulige besparelser, navnlig under de nuværende økonomiske forhold;

S.

der henviser til, at Parlamentet siden forslaget i 1958 om, at Parlamentets hjemsted skulle placeres i nærheden af Rådet og Kommissionen, via talrige rapporter, erklæringer og udtalelser gentagne gange har udtrykt ønske om en mere praktisk og effektiv arbejdsordning;

T.

der henviser til, at borgere i EU — bl.a. de over 1 mio. borgere, der støttede et andragende om et enkelt hjemsted — gentagne gange har givet udtryk for deres utilfredshed med de nuværende ordninger;

U.

der henviser til, at bestemmelserne om selvbestemmelsesretten med hensyn til et parlaments interne organisation er et af de spørgsmål, der i høj grad hører ind under det parlamentariske styre;

V.

der henviser til, at andre vigtige problemer ud over dem, der allerede er blevet rejst her, som har direkte forbindelse med Europa-Parlamentets plads i rangfølgen og dets funktion inden for Den Europæiske Unions institutionelle struktur, endnu ikke er blevet løst på en overbevisende måde; dette gælder spørgsmål om valgret, reglerne om et område med forbud mod demonstrationer, spørgsmål om immunitet og spørgsmål om medlemmernes statut; der henviser til, at håndteringen heraf enten hører ind under Parlamentets organisatoriske selvstyre inden for rammerne af en generel beslutningskompetence eller i det mindste hører ind under den almindelige lovgivningsprocedure baseret på fælles beslutningstagning;

1.

mener, at Europa-Parlamentet som EU-borgernes eneste direkte repræsentative organ bør tildeles beføjelsen til at fastsætte sine egne arbejdsordninger, herunder retten til at beslutte, hvor og hvornår det afholder sine møder;

2.

tilslutter sig princippet om, at Europa-Parlamentet ville være mere effektivt, omkostningseffektivt og miljøvenligt, hvis det var placeret på ét enkelt arbejdssted; bemærker, at den fortsatte månedlige flytning mellem Bruxelles og Strasbourg blandt EU-borgerne er blevet et symbolsk negativt spørgsmål, der skader Den Europæiske Unions omdømme, navnlig i tider, hvor finanskrisen har medført alvorlige og smertelige udgiftsnedskæringer i medlemsstaterne;

3.

mener, at der er legitimt at indlede en debat om Parlamentets ret til at fastsætte sine egne arbejdsordninger, herunder retten til at beslutte, hvor og hvornår det afholder sine møder;

4.

forpligter sig derfor til at indlede en almindelig traktatrevisionsprocedure, jf. artikel 48 i TEU, med henblik på at foreslå de nødvendige ændringer af artikel 341 i TEUF og protokol nr. 6, således at Parlamentet kan træffe afgørelse om placeringen af hjemstedet og sin interne organisation;

5.

beslutter ikke at fremsætte nogen henstillinger vedrørende de øvrige EU-institutioners hjemsteder;

6.

understreger, at der skal foretages en vurdering af de finansielle og økonomiske følger af en ændring af hjemstedet eller arbejdsstederne, og at der skal findes et rimeligt kompromis, der sikrer, at Parlamentets nuværende bygninger fortsat kan anvendes;

7.

anerkender, at der i forbindelse med en kommende afgørelse fra Parlamentets side om dets arbejdsordninger skal afsættes tilstrækkelig tid til drøftelser og overvejelser og åbnes mulighed for en hensigtsmæssig overgangsordning;

8.

beder Revisionsretten, eller et lignende uafhængigt organ, om tilvejebringe en omfattende analyse af de mulige besparelser på EU's budget, hvis Parlamentet kun havde et hjemsted; beder om, at denne analyse omfatter de budgetmæssige aspekter og andre omkostninger, såsom besparelser gennem mindre tabt arbejdstid og større effektivitet;

9.

opfordrer Præsidiet til at anmode Eurobarometer eller en anden lignende professionel rundspørgetjeneste om senest den 1. januar 2014 at foretage en undersøgelse om EU-borgernes syn på udsigten til en opretholdelse af Parlamentets tre arbejdssteder med særlig henvisning til de finansielle, miljømæssige og effektivitetsmæssige omkostninger ved denne ordning;

10.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Det Europæiske Råd og medlemsstaternes stats- og regeringschefer og parlamenter.

24.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 436/6

—

der henviser til den erklæring, der blev vedtaget på Verdenshandelsorganisationens (WTO’s) ministerkonference i Doha den 14. november 2001,

—

der henviser til den erklæring, der blev vedtaget på WTO’s ministerkonference i Hongkong den 18. december 2005,

—

der henviser til sin beslutning af 4. april 2006 om evaluering af Doha-runden efter WTO's ministerkonference i Hongkong (1),

—

der henviser til sin beslutning af 24. april 2008 med titlen »Mod en reformeret Verdenshandelsorganisation« (2),

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Dohaudviklingsdagsordenen (DDA), navnlig beslutningerne af 9. oktober 2008 (3), 16. december 2009 (4) og 14. september 2011 (5),

—

der henviser til den erklæring, der blev vedtaget den 29. maj 2013 under det 28. møde i styringsudvalget for Den Parlamentariske Konference om WTO,

—

der henviser til de erklæringer, der blev fremsat på de uformelle møder i Handelsforhandlingskomitéen (TNC) den 11. april og 3. juni 2013 og på det formelle TNC-møde den 22. juli 2013,

—

der henviser til FN's årtusindudviklingsmål,

—

der henviser til den fjerde globale evaluering af handelsrelateret bistand (Aid for Trade), som fandt sted den 8.-10. juli 2013,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at Doharunden blev indledt i 2001 med det formål at skabe nye muligheder for handel, styrke de multilaterale regler for handel og imødegå de aktuelle ubalancer i handelssystemet ved at sætte udviklingslandenes, og navnlig de mindst udviklede landes, behov og interesser i centrum for forhandlingerne; der henviser til, at disse målsætninger hidrører fra den overbevisning, at et multilateralt system baseret på mere retfærdige og rimelige regler kan bidrage til fair og fri handel til gavn for den økonomiske udvikling på alle kontinenter og til bekæmpelsen af fattigdom;

B.

der henviser til, at EU hele tiden har været fortaler for en stærk tilgang til handel baseret på multilaterale regler, men samtidig har anerkendt, at komplementære tilgange, som f.eks. bilaterale, regionale og plurilaterale aftaler, også kan skabe handelsåbninger, navnlig ved at åbne for liberalisering og forbedre reglerne og disciplinen inden for politikområder, der ikke behandles så grundigt i WTO, og kan understøtte det multilaterale system — forudsat at sådanne aftaler er i overensstemmelse med WTO's regler;

C.

der henviser til, at WTO og de regler, der er nedfældet i aftaler under WTO, har medvirket til at forhindre fuldt udbygget og udbredt protektionisme som reaktion på den alvorligste finansielle og økonomiske krise siden 1930'erne;

D.

der henviser til, at åben og fair multilateral handel begrænses mere af forskellige ikke-toldmæssige hindringer (NTB) end af toldsatser, som i vid udstrækning fraviges i takt med den stigende globalisering;

E.

der henviser til, at WTO's ministerkonference med henblik på at afslutte Doharunden kom ind i et dødvande i slutningen af juli 2008;

F.

der henviser til, at der har været forskellige forsøg og initiativer i de seneste år med henblik på at sætte stærkt tiltrængt fremdrift i den fastlåste Dohaudviklingsdagsorden;

G.

der henviser til, at den niende WTO-ministerkonference vil finde sted i Indonesien den 3.-6. december 2013;

1.

gentager sin fulde støtte til den blivende værdi af multilateralisme, men støtter en strukturel reform af WTO, som er nødvendig for bedre at kunne sikre et åbent, fair og ikkediskriminatorisk handelssystem baseret på fælles regler, som tager større hensyn til SMV'ers rolle og interesser;

2.

understreger, at det er af systemisk betydning at opnå et ambitiøst og afbalanceret resultat under den niende ministerkonference, som kan accepteres af alle WTO's medlemmer, og som kan være med til at bane vej for yderligere multilaterale forhandlinger;

3.

opfordrer til en handelsdagsorden, der er baseret på fri og fair handel til gavn for alle, og som bør have udvikling i centrum for processen; understreger vigtigheden af, at der i forbindelse med forhandlingerne tages fuldt hensyn til lavindkomstudviklingslandes og de mindst udvikledes landes særlige behov og interesser; gentager, at det er bydende nødvendigt at sikre, at princippet om særlig og differentieret behandling udgør en integreret del af alle lag i forhandlingerne og afspejler WTO-medlemmernes forskellige økonomiske udviklingsniveauer som fastsat i artikel 44 i Doha-ministererklæringen; mener, at meningsfulde bestemmelser om særlig og differentieret behandling burde gøres mere præcise, underkastes periodisk evaluering og målrettes;

4.

mener, at handelsliberalisering er et nødvendigt redskab til at sikre bæredygtig økonomisk vækst og udvikling, men at der skal følge passende ledsagepolitikker med, som omfatter makro- og mikroøkonomiske indgreb, herunder gennemsigtige budgetter, skattepolitikker og skattelighed, administrativ forenkling, uddannelse og erhvervsuddannelse, institutionelle reformer og sociale politikker med henblik på at maksimere og fordele udbyttet af handelsreformerne bedre og effektivt at modvirke eventuelle negative virkninger;

5.

understreger, at WTO's medlemmer har erkendt, at der stadig er lande, som ikke har den menneskelige, institutionelle og infrastrukturmæssige kapacitet til at deltage aktivt i den internationale handel, så det multilaterale system må ledsages af forbedringer af handelskapaciteten, hvilket er et afgørende element i Dohaudviklingsdagsordenen; mener imidlertid også, at bistand til lande, der søger at få adgang til WTO, fortsat bør prioriteres;

6.

understreger i denne forbindelse den vellykkede rolle, som Aid for Trade-initiativet har spillet; beklager, at de samlede forpligtelser for første gang siden initiativets start i 2005 blev reduceret i 2011 som følge af den finansielle krise, hvilket førte til mindre støtte til store projekter inden for økonomisk infrastruktur, idet forpligtelserne inden for transport- og energisektoren faldt; bemærker, at teknisk bistand inden for handel og de multilaterale initiativer, som f.eks. den præferencetoldbehandling, der blev indrømmet under WTO, kan bidrage til at kompensere for denne nedskæring i forpligtelser; opfordrer WTO-medlemmerne, navnlig de udviklede lande og vækstøkonomierne, til i højere grad at anvende denne mulighed;

7.

fastholder, at det er nødvendigt at forny WTO-systemet, således at der tages hensyn til SMV'ernes behov i den internationale handel og behovet for forenklede regler, både hvad angår handelslettelse og internationale voldgiftsretssystemer, for at undgå de vanskeligheder, der er forbundet med tvister med kunder eller handelsmyndigheder i visse WTO-medlemslande;

8.

henleder opmærksomheden på den fjerde gennemgangskonference for Aid for Trade, der blev afholdt i juli 2013 i Genève, som påviste de fordele, udviklingslandene har af globale værdikæder; påpeger imidlertid, at deltagerne indkredsede handelsrelaterede hindringer, som forhindrer udviklingslandenes virksomheder i at komme ind eller bevæge sig opad i værdikæderne, som f.eks. utilstrækkelig infrastruktur, høje transport- og shippingomkostninger, utilstrækkelig adgang til handelsfinansiering, manglende evne til at tiltrække udenlandske direkte investeringer, fravær af komparative fordele og store udgifter til at komme ind på markedet;

9.

erkender landbrugssektorens betydning; mener, at EU bør støtte foranstaltninger, der adresserer udviklingslandenes ægte fødevaresikkerhedsproblemer; minder om, at EU i denne henseende bør sikre sammenhæng mellem de forskellige EU-politikker inden for Unionens optræden udadtil, som det navnlig er fastsat i artikel 205 til 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union, nemlig udviklingspolitikken og den fælles handelspolitik, under hensyntagen til både EU-medlemsstaternes og udviklingslandenes behov og problemer;

10.

opfordrer de udviklede lande og vækstlandene til at følge EU's initiativ »alt undtagen våben«, der giver de mindst udviklede lande 100 % told- og kvotefri markedsadgang, og til at sikre, at fritagelsen for så vidt angår tjenesteydelser fra de mindst udviklede lande gennemføres;

11.

mener, at en bindende aftale om handelslettelser vil medføre betydelige fordele for alle WTO's medlemmer og især udviklingslande og relevante økonomiske operatører ved at øge gennemsigtigheden og retssikkerheden og mindske de administrative omkostninger og toldprocedurernes varighed, hvilket igen vil gøre det muligt for dem til fulde at udnytte de muligheder, der tilvejebringes i kraft af den øgede forekomst af regionale og globale forsyningskæder, og vil gøre det muligt for SMV'er at drage nytte af mere åbne markeder; påpeger, at kapacitetsopbygning og teknisk bistand fortsat bør stilles til rådighed for udviklingslandene, for at de får mulighed for at øge deres produktionskapacitet, således at de kan få gavn af en større andel af merværdien i de globale værdikæder;

12.

minder om, at en nylig konsekvensundersøgelse vedrørende Dohaudviklingsdagsordenen bestilt af EU antyder, at handelslettelser kan være af lige så stor økonomisk værdi som det samlede udbytte af liberaliseringen af varer og tjenesteydelser; minder om, at alene forbedrede toldprocedurer har potentiale til årligt at lægge 68 mia. EUR til verdens BNP, og at handelslettelser for mange udviklingslande ville være den vigtigste kilde til fortjeneste;

13.

mener, at handels- og investeringshindringer, der påvirker servicesektorerne, bør prioriteres behørigt på WTO-plan, bl.a. ikt og telekommunikation, professionelle tjenesteydelser og tjenesteydelser til erhvervslivet, finansielle tjenesteydelser, e-handel, byggeri, detailhandel og distribution; mener, at disse ikke-toldmæssige foranstaltninger, inklusive nationale forordninger, ejerskabsbegrænsninger og forskellige kriseforanstaltninger (herunder diskriminerende bestemmelser vedrørende offentlige udbud), er af særlig betydning i kraft af den højere merværdi ved handel med tjenesteydelser og EU's position som den største eksportør af tjenesteydelser;

14.

glæder sig derfor over, at der er indledt forhandlinger om en plurilateral overenskomst om handel med tjenesteydelser (TiSA), hvilket er i overensstemmelse med den ottende ministerkonferences mål om at undersøge nye måder, hvorpå WTO-medlemmerne kan liberalisere handelen med tjenesteydelser yderligere; fremhæver EU's indsats for at fremme arbejdet på dette område og arbejde hen imod at »multilateralisere« TiSA ved at sikre, at den overtager de definitioner, regler og principper, der udgør kernen i den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS); fremhæver betydningen af at sikre, at alle aftaler er ambitiøse og udvider omfanget af og uddyber reglerne for liberalisering af handelen med tjenesteydelser, samtidig med at de bevarer WTO-medlemmernes nationale politikmål og deres ret til at regulere tjenesteydelser af almen interesse og indgå bilaterale og plurilaterale forpligtelser, og at resultaterne er solidt forankret i WTO-strukturen;

15.

mener, at overførsel af teknologi kan være en vektor for økonomisk vækst og fremme handel; glæder sig over genoptagelsen af forhandlingerne om en udvidelse af aftalen om informationsteknologi, som øger både rækken af omfattede produkter og antallet af lande under dens anvendelsesområde; opfordrer på det kraftigste alle parter i forhandlingerne til at fortsætte deres bestræbelser med henblik på at nå til enighed inden den niende ministerkonference;

16.

glæder sig over revisionen af WTO's plurilaterale aftale om offentlige udbud (GPA), som blev vedtaget i marts 2012, og anerkender betydningen af, at EU godkender den reviderede GPA inden den niende ministerkonference med henblik på at foranledige, at den træder i kraft senest i 2014; mener, at mere klare og stringente regler for kontrakttildelingsprocedurer vil skabe gennemsigtighed i forbindelse med offentlige udbud og sammen med den udvidede dækning af varer og tjenesteydelser og ordregivere vil tilvejebringe bedre muligheder for signatarerne; opfordrer WTO's medlemmer, i særdeleshed udviklingslandene og de nuværende observatørlande i GPA, til at overveje at tiltræde aftalen, således at de kan drage nytte af de nye mere fleksible bestemmelser for udviklingslandene og høste fordelene heraf;

17.

glæder sig over, at der i juni 2013 blev truffet en positiv afgørelse om at forlænge undtagelsen i forbindelse med handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS) med yderligere otte år frem til den 1. juli 2021 for de mindst udviklede lande, hvilket er endnu et middel til at sikre, at verdenshandelssystemet ikke anlægger en standardtilgang, men i stedet tager højde for de enkelte udviklingslandes særegenheder;

18.

opfordrer WTO's medlemmer til proaktivt at støtte WTO's indsats for at etablere effektive arbejdsrelationer og et mere dybtgående samarbejde med andre internationale organisationer, hvis arbejde har betydning for forhandlingerne om verdenshandelen, navnlig Den Internationale Arbejdsorganisation, Verdenssundhedsorganisationen, og FN og FN's agenturer og organer såsom FN's Konference for Handel og Udvikling, Fødevare- og Landbrugsorganisationen, FN's Miljøprogram, FN's udviklingsprogram og FN's rammekonvention om klimaændringer samt IMF, Verdensbanken og OECD, for at sikre gensidig støtte og synergieffekter mellem handelsmæssige og ikkehandelsmæssige problemstillinger; støtter bestræbelserne på at få vedtaget internationale standarder og indført regelsamarbejde;

19.

opfordrer til en grundig overvejelse af spørgsmålet om, hvordan man bedre tackler ikke-handelsmæssige problemstillinger under WTO-reglerne, således at medlemmerne får mulighed for at efterstræbe legitime politikmål, samtidig med at markedsadgangen bevares; understreger i denne forbindelse, at indsatsen for at få indført og effektivt gennemført internationale sociale standarder samt arbejdsmarkeds-, miljø- og menneskerettighedsstandarder bør støttes kraftigt, og at der bør ydes den nødvendige bistand til udviklingslandene, således at de kan leve op til sådanne standarder;

20.

er overbevist om, at undladelsen af at differentiere tilstrækkeligt mellem udviklingslandene, til trods for den store forskel i disse landes økonomiske udviklingsniveau og specifikke behov, kan være en hindring for at få indført effektive foranstaltninger til gavn for disse lande i overensstemmelse med det udtrykte mål med Doha-udviklingsrunden og er til skade for de udviklingslande, som har de største behov; opfordrer indtrængende de mere udviklede udviklingslande til at påtage sig deres del af ansvaret allerede i forbindelse med den igangværende runde og yde bidrag, som svarer til deres udviklingsniveau og sektormæssige konkurrenceevne;

21.

mener, at spørgsmålet om inddeling og underinddeling, ikke blot af udviklingslandene, men også af alle de øvrige WTO-medlemmer på grundlag af objektive kriterier, som ikke udelukkende baseres på deres bruttonationalprodukt, bør overvejes nøje med henblik på en mulig differentieret anvendelse af de eksisterende aftaler eller aftaler, som der forhandles om;

22.

mener, at det er afgørende, at den langvarige Doharunde afsluttes med sit udviklingsmandat opfyldt; opfordrer derfor indtrængende alle WTO-medlemmer til at udforske alle mulige løsninger med dette endemål for øje med henblik på at nå frem til et afbalanceret resultat;

23.

fastholder, at EU bør fortsætte med at spille en ledende rolle med hensyn til at fremme håndgribelige fremskridt under de igangværende WTO-forhandlinger med henblik på en fuldstændig afslutning af Doha-udviklingsrunden i nær fremtid og fremme de mindst udviklede landes fulde deltagelse i den globale handel ved at fungere som en bro mellem WTO-medlemmernes forskellige standpunkter;

24.

understreger WTO's afgørende betydning med hensyn til at gennemføre og håndhæve bindende tilsagn og løse handelstvister;

25.

mener dog, at WTO's medlemmer bør optrappe deres indsats på andre områder, der peges på i Doha-ministererklæringen, f.eks. handel med miljøvenlige varer og tjenesteydelser, som kan bidrage betydeligt til bæredygtig udvikling og bekæmpelsen af klimaforandringer; opfordrer WTO's medlemmer til at tage APEC's liste over miljøvarer til efterretning; opfordrer indtrængende EU til fortsat at presse på for at iværksætte en miljøteknologiaftale, der skal nedsætte tolden på produkter inden for miljøteknologi, og til at søge nærmere oplysninger om det juridiske forhold mellem WTO-regler og multilaterale miljøaftaler;

26.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at sikre, at Parlamentet fortsat inddrages tæt i forberedelserne til den niende ministerkonference, som skal finde sted på Bali den 3.-6. december 2013, omgående opdateres og om nødvendigt høres under ministerkonferencen; opfordrer Kommissionen til fortsat at argumentere over for andre WTO-medlemmer for at øge betydningen af WTO's parlamentariske dimension;

27.

opfordrer WTO-medlemmerne til at sikre demokratisk legitimitet ved at styrke WTO's parlamentariske dimension; understreger i denne henseende behovet for at sikre, at parlamentarikerne får bedre adgang til handelsforhandlinger, inddrages i udformningen og gennemførelsen af WTO-beslutninger, og at der føres ordentlig kontrol med handelspolitikkerne i borgernes interesse; opfordrer følgelig til, at der oprettes en permanent europæisk parlamentarisk delegation til WTO;

28.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og generaldirektøren for WTO.

24.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 436/11

—

der til forespørgslen til Kommissionen om 2020-handlingsplanen for iværksætterkultur — En saltvandsindsprøjtning til iværksætterånden i Europa (O-000110/2013 — B7-0520/2013),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

1.

understreger, at alle foreslåede foranstaltninger til fremme af iværksætteri på nationalt og europæisk plan vil vedrøre alle virksomhedsformer, f.eks. liberale erhverv, kooperativer, håndværksvirksomheder og sociale virksomheder;

2.

minder om, at virksomhedsøkonomiske og iværksættermæssige evner og færdigheder er nøglekompetencer for livslang læring, og at det på grund af den lave økonomiske vækst og høje arbejdsløshed — især blandt unge — er nødvendigt at iværksætte mere målrettede foranstaltninger på kort og mellemlang sigt med henblik på at styrke og muliggøre iværksætterånden;

3.

anerkender medlemsstaternes beføjelser på området for virksomhedsøkonomisk og iværksættermæssig uddannelse, og at uddannelsesordninger er mere målrettede og effektive, hvis de struktureres på lokalt og nationalt plan; mener, at EU’s initiativer kan og bør supplere medlemsstaternes foranstaltninger på dette område på en hensigtsmæssig måde, navnlig i form af samarbejde og udveksling af bedste praksis;

4.

understreger, at det er vigtigt at give incitamenter til arbejdsgivere, som tilbyder ufaglærte (herunder romaer) uddannelse og muligheder for at opnå praktisk erfaring direkte på arbejdspladsen;

5.

er i lyset af den nuværende økonomiske situation bekymret over, at antallet af EU-borgere, som overvejer at etablere sig som selvstændige, er faldende; mener, at EU og medlemsstaterne bør øge deres koordinerede indsats for at forbedre iværksætterkulturen i Europa og undersøge muligheden for at vedtage særlige foranstaltninger og mål for at gøre iværksætteri attraktive igen, herunder for kvalificerede medarbejdere med erhvervserfaring og især i sektorer, der er af strategisk betydning for EU; mener for eksempel, at der bør etableres en stærk sammenhæng mellem disse initiativer og Kommissionens aktiviteter inden for industripolitik; mener, at disse foranstaltninger bør omfatte foranstaltninger til at fremme oprettelsen af virksomheder;

6.

noterer sig Kommissionen foreslåede foranstaltninger og initiativer på området for iværksætteruddannelse og opfordrer medlemsstaterne til hurtigst muligt at omsætte disse i praksis i overensstemmelse med nærhedsprincippet; fremhæver i denne forbindelse EU's »Nye kvalifikationer til nye job«-initiativ; glæder sig over opfordringen til medlemsstaterne om at medtage iværksætteruddannelse og uddannelse som nøglekompetencer i de nationale programmer;

7.

mener, at for at gøre nye potentielle iværksættere i stand til at drive en virksomhed på en måde, som sikrer et positivt bidrag til samfundet, samtidig med at de negative konsekvenser for mennesker og miljø minimeres, bør der tages initiativer, som indarbejder stærke kriterier for bæredygtighed og social ansvarlighed i iværksætteruddannelsen;

8.

anser Netværket af nationale SMV-repræsentanter for at være et potentielt centralt forum for udveksling af bedste praksis og til vurdering af fremskridt i forbindelse med gennemførelsen;

9.

støtter ambitionerne, der ligger bag den planlagte indførelse af ungdomsgarantien og viljen til at afsætte tilstrækkelige midler til den som en vigtig foranstaltning for at hjælpe medlemsstaterne i deres bestræbelser på at afbøde virkningerne af massiv ungdomsarbejdsløshed, især i lande hårdt ramt af krisen; understreger betydningen af de planlagte foranstaltninger til fremme af iværksætterånd og iværksætteruddannelse, eftersom disse tilsigter at skabe bæredygtig beskæftigelse og har meget få utilsigtede følgevirkninger; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vurdere yderligere foranstaltninger, såsom skattelettelser, for at tilskynde små og mellemstore virksomheder til at ansætte unge;

10.

opfordrer Kommissionen til gennem formidlende organisationer at styrke ledsage-, rådgivnings- og hjælpeforanstaltninger for virksomhederne, specielt de mindste, og iværksætte programmer, der fremmer vejlednings- og støtteforanstaltninger, som gennemføres af ældre iværksættere, der ønsker at fungere som mentor eller tutor for unge iværksættere, som er ved at starte en ny virksomhed eller bringer kriseramte virksomheder på fode, idet de stiller deres viden og erfaring til rådighed;

11.

opfordrer Kommissionen til at fremme oprettelsen af klynger, dvs. netværk af virksomheder og virksomhedssammenslutninger, som hjælper med at udvikle konkurrencefordele og drage fordel af den fælles forvaltning af de menneskelige ressourcer, og opnå en forbedret konkurrenceevne;

12.

bemærker, at de små og mellemstore virksomheder, der indfører informations- og kommunikationsteknologier (ikt), vokser med en hastighed, der er to til tre gange hurtigere; opfordrer derfor Kommissionen til at fremme foranstaltninger, som gør det muligt for iværksættere at drage fordel af samtlige de muligheder, som det digitale indre marked frembyder;

13.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme arbejdet med Erasmus-programmet for unge iværksættere og øge antallet af nationale kontaktpunkter de steder, hvor det er nødvendigt; foreslår øget anvendelse af de eksisterende strukturer i forbindelse med »Enterprise Europe Network«-partnerskabet; anser det for nødvendigt at fastsætte et mål på 10 000 udvekslinger om året med en vækst på mindst 10 % om året, indtil dette mål er nået;

14.

ser et stort potentiale i en videreudvikling af Leonardo da Vinci-udvekslingsprogrammet for lærlinge og understreger behovet for såkaldte »intermediary organisations«, som støtter SMV'er med organisatoriske aspekter (f.eks. søgning efter egnede partnere i udlandet, erhvervslokaler osv.); fremhæver iværksætterpotentialet hos nyuddannede, der har gennemført en tosporet erhvervsuddannelse (lærlingeuddannelse);

15.

foreslår, at medlemsstaterne kan ansøge om ekstra midler fra Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen og Den Europæiske Socialfond, så længe at de anvendes til at finansiere kortfristede foranstaltninger, såsom støtte og rådgivning i forbindelse med virksomhedsoprettelse og -overdragelse og ikke til yderligere flytninger af virksomheder;

16.

foreslår en øget koordinering af de eksisterende og fremtidige instrumenter til fremme af iværksætterånden med henblik på at skabe incitamenter og synergier på både nationalt, regionalt og lokalt plan;

17.

forventer, at den kommende Kommission gør fremme af iværksætterånd og iværksætteruddannelse til et nøgletema inden for rammerne af deres beføjelser og skaber et europæisk partnerskab, som kan danne grundlag for en vurdering af medlemsstaternes fremskridt, bl.a. ved hjælp af følgende kriterier:

18.

opfordrer medlemsstaterne til snarest muligt at vedtage nationale, regionale og lokale strategier for at integrere iværksætteruddannelse i skolernes læseplaner (for folkeskoler, gymnasieskoler, erhvervsuddannelser, videregående uddannelse og voksenuddannelser); forventer, at disse strategier dækker alle typer af virksomheder såvel som de sociale og miljømæssige virkninger af iværksætteri; understreger vigtigheden af, at den sociale, erhvervsøkonomiske og iværksættermæssige uddannelse indeholder praksisorienterede og interaktive elementer;

19.

mener, at erhvervsuddannelse kan tilvejebringe de kvalifikationer, den viden og de kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger, navnlig for arbejdsløse i form af individuel hjælp til jobsøgning; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvide tilbuddet om erhvervsuddannelse i hele Europa for at øge gennemsigtigheden, anerkendelsen og kvaliteten af kompetencer og kvalifikationer, der dermed letter de lærendes og arbejdstagernes mobilitet;

20.

understreger, at kendskab til markedernes funktion, økonomi og finansielle systemer er helt nødvendigt for en god virksomhedsledelse og derfor også bør indgå i de nationale grunduddannelsessystemer og i EU's uddannelsesprogrammer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til hurtigst muligt at indarbejde undervisning i finansiering i deres uddannelsesprogrammer;

21.

understreger betydningen af lærlingeuddannelser for unge inden for de økonomiske sektorer med gode perspektiver som værende et værdifuldt skridt i overgangen fra uddannelse til arbejdsliv;

22.

glæder sig over begrebet videns- og innovationssamfund (VIS), som med sit fokus på iværksætteri gennem integration af de enkelte dele i videntrekanten, som består af forskning, videregående uddannelse og innovation, er en førende drivkraft bag innovation i forbindelse med de væsentlige samfundsmæssige udfordringer og dermed udgør et vigtigt instrument til skabelse af vækst og beskæftigelse i Europa; understreger derfor, at alle VIF'er bør indarbejde iværksætteri i deres struktur og tilgang til forskning, innovation og uddannelse; understreger, at VIF'erne bør integrere og udveksle bedste praksis vedrørende anvendelse af innovative uddannelseskoncepter og -teknologier; anbefaler endvidere, at der foretages en mere langsigtet vurdering af oprettelsen af et VIF dedikeret til yderligere at udvikle sådanne innovative uddannelseskoncepter med særlig fokus på iværksætteruddannelse;

23.

opfordrer Kommissionen og EIB-Gruppen til at intensivere deres oplysningsindsats for i samarbejde med SMV-organisationerne at udbrede kendskabet til finansieringsmulighederne blandt SMV'erne;

24.

understreger, at indførelsen af fleksible finansieringsalternativer er af største relevans for oprettelsen af nye virksomheder; påpeger, at skattemæssig forskelsbehandling af egenkapital og fremmedkapital skal afskaffes, og at der bør indføres et fribeløb for deltagelse; understreger, at eftersom banklån er en af de vigtigste finansieringsformer for SMV'er, skal der fokuseres på en sikker adgang til lån, og derudover skal det tilstræbes at styrke egenkapitalfinansieringen ved hjælp af bedre rammebetingelser for private equity og venturekapital, herunder støtte fra SMV-fonde og crowd investment uden dyre prospektomkostninger; opfordrer til, at der indføres et fribeløb for deltagelse fra private investorer;

25.

minder om, at administrative byrder stadig anses for en af de vigtigste hindringer for at oprette og videreføre en virksomhed; fastholder, at det fortsat skal stå meget højt på den politiske dagsorden at nedbringe unødvendige administrative byrder, og forventer, at den næste Kommission som led i prioriteringerne i Small Business Act fremsætter konkrete politiske forslag og forslag til foranstaltninger for perioden indtil 2020, som kan indeholde konkrete kvantitative mål (f.eks. gennem EU-lovgivning at nedbringe de administrative byrder med 25 % inden 2020);

26.

glæder sig over de foranstaltninger, som Kommissionen har foreslået på dette indsatsområde, og minder om Europa-Parlamentets tilsvarende punkter i dens beslutning af 23. oktober 2012 om små og mellemstore virksomheder (SMV'er): konkurrenceevne og forretningsmuligheder (1) og af 5. februar 2013 om bedre adgang til finansiering for SMV'er (2);

27.

glæder sig over, at Kommissionen på ny har opfordret medlemsstaterne til at mindske de nødvendige udgifter og den nødvendige tid til opstart af virksomhed; konstaterer de begrænsede fremskridt siden Small Business Act og opfordrer medlemsstaterne til at øge deres indsats på dette område;

28.

understreger, at de mange forskellige virksomhedsmodeller, herunder familievirksomheder, kooperativer, selskaber osv., bør inddrages i forbindelse med oprettelsen af et virksomhedsvenligt miljø gennem passende erhvervsstøttetjenester;

29.

minder om, at EU's støtteforanstaltninger til SMV'er stadig er uafbalancerede, og at mange medlemsstater stadig ikke tager højde for små virksomheders særlige karakteristika, når der udarbejdes lovgivning;

30.

understreger, at adgangen til finansiering stadig er en af de primære forhindringer for udviklingen af SMV'er; opfordrer Kommissionen til at foretage en omfattende gennemgang af, om de finansieringsfaciliteter, der er rettet mod SMV'er, såsom mikrofinansieringsfaciliteten Progress, rent faktisk letter SMV'ernes adgang til finansiering, navnlig da finansieringsinstitutterne i visse medlemslande fastlægger for strenge betingelser for kreditgivning til SMV'er;

31.

glæder sig over Kommissionens indsats for at hjælpe medlemsstaterne med at forbedre de skattemæssige og administrative vilkår i forbindelse med virksomhedsoverdragelse; anser det for nødvendigt at forbedre den skattemæssige behandling af innovative finansieringsformer, såsom gruppefinansiering, venturekapitalfinansiering eller business angels-investeringer; opfordrer medlemsstaterne til at øge deres støtte til virksomhedsoverdragelser gennem finansielle instrumenter på nationalt plan ved hjælp af lånegarantier, samt andre former for finansiering, såsom gruppefinansiering eller business angels-finansiering, og glæder sig over Kommissionens fokus på crowdfundingplatforme; mener, at virksomhedsoverdragelser også bør fremmes gennem passende uddannelsesinitiativer for lederevner, som f.eks. i de tilfælde, hvor virksomheder overdrages til medarbejderne;

32.

bemærker, at komplicerede momsregler længe har været en af de væsentligste hindringer, der forhindrer iværksættere i at udnytte det indre markeds potentiale, opfordrer indtrængende Kommissionen til at forelægge de planlagte forslag om at tilnærme regler og nedbringe complianceomkostningerne på momsområdet med indførelse af standardiserede momsangivelser, for at de kan vedtages i indeværende valgperiode;

33.

ser de foreslåede foranstaltninger til at reducere de administrative byrder (som kan omfatte en unødvendig eller uforholdsmæssig byrde gennem regulering), og de bureaukratiske byrder som et supplement til principperne i Small Business Act; beklager, at vigtige initiativer, såsom foranstaltninger til gennemførelse af SMV-testen på nationalt plan, den fremtidige rolle for den højtstående gruppe vedrørende reduktion af administrative byrder eller indførelsen af en årlig resultattavle om reguleringsmæssige byrder i EU og medlemsstaterne, ikke behandles i handlingsplanen; opfordrer Kommissionen til under ledelse af SMV-repræsentanten at fastsætte en tidsbunden køreplan for gennemgang og revision af de ti mest byrdefulde EU-foranstaltninger med henblik på at mindske unødvendige eller uforholdsmæssige byrder; bekræfter, at en sådan nedsættelse under alle omstændigheder ikke må udhule centrale sociale og miljømæssige standarder;

34.

opfordrer medlemsstaterne til at give nystartede virksomheder en frist for socialsikringsbidrag samt for alle »a conto skatter«, så virksomhederne kun betaler skat af overskud, der faktisk er opnået i de første år; fastholder, at systemet skal være fuldstændig gennemsigtigt, for at det ikke kan misbruges;

35.

understreger betydningen af en vellykket videnoverførsel mellem videncentre såsom forskningsinstitutter, ekspertisecentre og SMV'er; understreger behovet for klart at definere proceduren for videnoverførsel i praksis og fordelene herved for dermed at opnå vellykkede iværksætterklynger;

36.

støtter Kommissionens foreslåede ambitioner om at give ærlige konkursramte en ny chance og reducere den administrative byrde for iværksættere;

37.

understreger de liberale erhvervs betydning for iværksætterkulturen i Europa; glæder sig over Kommissionen meddelelse om at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal undersøge de liberale erhvervs særlige karakteristika og behov; anmoder Kommissionen om at tage hensyn til konklusionerne fra denne arbejdsgruppe, når den foretager konsekvensanalyser af lovforslag, samt når den overvåger foranstaltninger i forbindelse med Small Business Act; mener, at dette arbejde bør føre til oprettelse af et europæisk charter for liberale erhverv;

38.

understreger vigtigheden af udviklingen af innovationskompetencer generelt og understøttelse af medarbejderdreven innovation både i nye og eksisterende virksomheder; understreger ligeledes, at de mest succesfulde iværksættervirksomheder ofte er spin offs fra eksisterende virksomheder, hvor medarbejdere i trygge og ressourcefulde rammer har mulighed for at modne deres idé; understreger endvidere, at mange iværksættere har en faglært eller ufaglært baggrund, hvorfor en iværksætterindsats ikke blot skal rette sig mod akademikere; henviser til, at erhvervsfaglige og praksisrettede uddannelser også spiller en vigtig rolle i iværksætter- og innovationsindsatsen;

39.

understreger vigtigheden af udviklingen af positive incitamenter, der får ansatte til at starte egen virksomhed på deltid;

40.

opfordrer til at gennemføre en kraftig forhøjelse af de planlagte midler i den flerårige finansielle ramme (FFR) til programmet for virksomheders konkurrenceevne og SMV'er (Cosme), navnlig hvad angår de finansielle instrumenter; kræver, at programmerne for mikrofinansiering (f.eks. Progress og Jasmine) videreføres i den næste FFR;

41.

understreger, at indførelsen af fleksible finansieringsalternativer er af største relevans for oprettelsen af nye virksomheder og SMV'er for at lette deres adgang til finansiering; erkender, at forskellige bidrag af gæld, egenkapital og hybridkapital kan være passende for forskellige forretningsmodeller, og opfordrer medlemsstaterne til at fjerne den skattemæssige sondring mellem egenkapital og gæld og at overveje at indføre skattefradrag for investeringer i realøkonomien for at fremme bæredygtig vækst og skabe arbejdspladser; opfordrer Kommissionen til at vurdere fordelene ved securitisering af mikrolån;

42.

opfordrer medlemsstaterne til at opdele offentlige indkøbsaftaler i delaftaler for at fremme SMV'ers deltagelse i offentlige udbud ved f.eks. at gennemføre princippet om at »følge eller forklare« i den nationale lovgivning om offentlige indkøb;

43.

beklager, at der fortsat gælder høje krav i forbindelse med virksomhedsopstart i nogle medlemsstater; opfordrer Kommissionen til at sikre, at medlemsstaterne forkorter den tid, der går indtil tildeling af koncessioner og andre godkendelser, der er nødvendige til virksomhedsopstart, til en måned;

44.

understreger vigtigheden af særlige etableringsydelser til nyuddannede, der har været igennem særlige iværksætterforløb under deres uddannelse;

45.

opfordrer medlemsstaterne til at etablere one-stop-shops, hvor alle støttetjenester til virksomheder sammenfattes, bl.a. inden for adgang til finansiering fra forskellige kilder, rådgivning i forbindelse med virksomhedsopstart og information om forretningsmuligheder i og uden for EU;

46.

opfordrer medlemsstaterne til i deres nationale lovgivninger at vedtage en afbalanceret strategi for afviklingstid og gældssanering, så ærlige erhvervsdrivende, der er gået konkurs, kan få »en chance til«, samtidig med at risiciene for kreditorer mindskes;

47.

støtter indførelsen af en »EU-iværksætterdag«, som frem for alt skal være rettet mod medierne og berette historier om iværksættere, som har opnået succes; mener, at der især bør fokuseres på de iværksættere, som har været i stand til at skabe økonomisk merværdi, samtidigt med at de har overholdt EU's grundlæggende principper om bæredygtighed og social ansvarlighed; forventer, at skoler og uddannelsesinstitutioner deltager i arrangementet gennem møder med iværksættere og virksomhedsbesøg;

48.

understreger det store potentiale hos kvindelige iværksættere og opfordrer Kommissionen til at fremlægge pålideligt datamateriale, som skal lette evalueringen af den gældende lovgivning og gøre det lettere at fjerne eventuelle hindringer for kvindelige iværksættere;

49.

understreger de muligheder, som kooperativer og sociale virksomheder tilbyder med henblik på jobskabelse, navnlig blandt unge, hvilket skal ses i lyset af deres betydning for bæredygtig lokaludvikling i økonomisk, social og erhvervsmæssig henseende;

50.

understreger, at ikt har afgørende betydning for virksomhedernes ydeevne, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde og støtte programmer til udbygning af kvalifikationer på ikt-området, navnlig for unge og kvinder;

51.

understreger behovet for at tage behørigt hensyn til de øvrige befolkningsgrupper, som er underrepræsenteret inden for iværksætteraktiviteter, herunder unge, ældre, handicappede og indvandrere;

52.

mener, at de demografiske udfordringer kræver en bredere strategi, der kombinerer jobskabelse og opfyldelse af nye og kommende behov på det europæiske arbejdsmarked; mener, at der i denne forbindelse skal gøres yderligere fremskridt for at forbedre mobiliteten for EU’s arbejdstagere, herunder forskere og andre sagkyndige, med henblik på at nå frem til et Europa uden hindringer på EU’s indre marked;

53.

understreger, at den manglende anerkendelse af udenlandske eksamensbeviser og kvalifikationsbeviser udgør en væsentlig hindring for indvandrere, som ønsker at oprette en virksomhed; kræver derfor hurtig enighed om direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer;

54.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

24.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 436/17

—

der henviser til Rådets årsrapport til Europa-Parlamentet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, særlig de dele, der behandler den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (14605/1/2012),

—

der henviser til artikel 2, 3, 21, 24 og 36 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

—

der henviser til afsnit V i TEU og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 14. december 2012,

—

der henviser til konklusionerne af 6. september 2013 fra den interparlamentariske konference vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik,

—

der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi med titlen »Et sikkert Europa i en bedre verden«, som blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003, og til rapporten om dens gennemførelse med titlen »At skabe sikkerhed i en verden i forandring«, der blev godkendt af Det Europæiske Råd den 11.-12. december 2008,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 1. december 2011 og 23. juli 2012 om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og til Rådets konklusioner af 23. marts 2012 om sammenlægning og deling af militære kapaciteter,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 26. april 2010 om maritim sikkerhedsstrategi,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 27. maj 2011 om beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur og til Rådets tidligere konklusioner om cybersikkerhed,

—

der henviser til adfærdskodeksen for sammenlægning og deling, som vedtoges af EU-forsvarsministrene den 19. november 2012,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 24. juli 2013 med titlen »Hen imod en mere konkurrencedygtig og effektiv forsvars- og sikkerhedssektor« (COM(2013)0542),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/43/EF af 6. maj 2009 om forenkling af vilkår og betingelser for overførsel af forsvarsrelaterede produkter inden for Fællesskabet (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/81/EF af 13. juli 2009 om samordning af fremgangsmåderne ved ordregivende myndigheders eller ordregiveres indgåelse af visse bygge- og anlægs-, vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet og om ændring af direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF (2),

—

der henviser til sin beslutning af 12. september 2013 om den maritime dimension af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (3) og om EU's militære strukturer: status og fremtidsperspektiver (4), af 22. november 2012 om gennemførelse af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (5), om EU's bestemmelser om gensidigt forsvar og solidaritet: politiske og operationelle dimensioner (6), om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitiks rolle i tilfælde af klimaskabte kriser og naturkatastrofer (7), og om cybersikkerhed og -forsvar (8), af 14. december 2011 om finanskrisens følger for forsvarssektoren i EU's medlemsstater (9), af 11. maj 2011 om udviklingen af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik efter Lissabon-traktatens ikrafttrædelse (10) og af 23. november 2010 om civilt-militært samarbejde og udvikling af civil-militær kapacitet (11),

—

der henviser til sin henstilling af 13. juni 2013 til Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og næstformand i Kommissionen, til Rådet og til Kommissionen om revisionen i 2013 af EU-Udenrigstjenestens organisation og funktionsmåde (12) og til EU-Udenrigstjenestens revision 2013, som forelagdes af den højtstående repræsentant i juli 2013 (13),

—

der henviser til rapport af 15. oktober 2013 fra den højtstående repræsentant/næstformand i Kommissionen om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik,

—

der henviser til EU-Udenrigstjenestens rapport om revisionen af krisestyringsprocedurerne, vedtaget af Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) den 18. juni 2013;

—

der henviser til De Forenede Nationers pagt,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 119, stk. 1,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A7-0360/2013),

1.

konstaterer, at der for tiden sker betydelige ændringer i den geopolitiske situation, som er kendetegnet ved multidimensionale og asymmetriske trusler, ved transnational terrorisme, ved fremkomsten af nye stormagter og en strategisk forskydning af USA's opmærksomhed i retning af Stillehavsregionen, ved øget fattigdom, sult og mangel på stabilitet i EU's nabolande mod syd, ved stadig større maritime sikkerhedsudfordringer, ved spredningen af masseødelæggelsesvåben og ved stigende ulovlig handel med håndskydevåben og lette våben, ved udfordringer inden for energiforsyningssikkerhed, ved store systemiske finansielle svigt og ved en alvorlig og langvarig finansiel og økonomisk krise med stor indvirkning på mange EU-medlemsstaters BNP og, følgelig, på nationale forsvarsbudgetter på begge sider af Atlanten;

2.

mener, at en fornyet vurdering og en styrkelse af Europas rolle i verden er en af de store udfordringer i det 21. århundrede, og at tiden er inde for Unionens medlemsstater til at vise den fornødne politiske vilje til at gøre EU til en relevant global aktør og tilvejebringer af sikkerhed med reel ret til selv at fastlægge sine strategier; finder, at der er brug for en mentalitetsændring fra medlemsstaternes side for at forankre en europæisk tilgang til en engageret og effektiv sikkerheds- og forsvarspolitik;

3.

glæder sig derfor over Det Europæiske Råds beslutning om at afholde en drøftelse om sikkerhed og forsvar på topmødet i december 2013; mener, at dette vil være den rette lejlighed til på højeste politiske plan at understrege, og til at lade den europæiske offentlighed vide, at sikkerheds- og forsvarsspørgsmål stadig betyder noget, og at den europæiske dimension er mere relevant end nogensinde; er af den faste overbevisning, at EU skal kunne tilbyde sine borgere sikkerhed, fremme og forsvare sine grundlæggende værdier, påtage sig sin del af ansvaret for verdensfreden og spille en effektiv rolle, når det gælder om at forhindre og forvalte regionale kriser i dets nabolande, om at bidrage til disse krisers løsning og om at beskytte sig selv mod deres negative virkninger;

4.

glæder sig ligeledes over rapporten fra den højtstående repræsentant/næstformand i Kommissionen om den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, som identificerer en række hindringer for gennemførelsen af denne politik; beklager dog, at rapporten ikke foreslår flere konkrete foranstaltninger til afhjælpning af politikkens mangler;

5.

ser frem til, at der vil blive truffet væsentlige afgørelser på topmødet i december, og forelægger med denne betænkning sine egne henstillinger, som bygger på relevante holdninger indtaget af Parlamentet i den senere tid, og hvori der er taget stort hensyn til den igangværende debat om de tre grupper af hovedspørgsmål, der opstilledes af Det Europæiske Råd i december 2012.

6.

konstaterer, at Lissabontraktaten på området for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) indførte en række nye instrumenter, som endnu ikke er taget i brug;

7.

fremhæver med hensyn hertil muligheden for at etablere et permanent struktureret samarbejde (PESCO) blandt medlemsstaterne (artikel 46, stk. 6, i TEU), for at overdrage opgaver vedrørende i særdeleshed FSFP’s instrumenter og militære planlægnings- og gennemførelseskapacitet til denne gruppe af medlemsstater (artikel 42, stk. 5, og artikel 44, stk. 1, i TEU) og for at etablere en opstartsfond til finansiering af forberedende aktiviteter i forbindelse med opgaver, som ikke finansieres over Unions budget (artikel 41, stk. 3, i TEU) og ikke er omfattet af Athenamekanismen; opfordrer derfor formanden for Det Europæiske Råd og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at oprette en opstartsfond; understreger i denne forbindelse betydningen af at integrere FSFP-anliggender i de EU-politikker, der har en mangefacetteret indvirkning på sikkerhed og forsvar eller bidrager til FSFP, f.eks. udvikling og menneskerettigheder, industriel forskning og innovation, det indre marked, international handel og rumpolitikker osv., for at støtte de medlemsstater, der arbejder på en yderligere styrkelse af FSFP;

8.

understreger den betydning, som disse i fællesskab fastlagte bestemmelser har for udviklingen af FSFP, og opfordrer Det Europæiske Råd til at føre seriøse drøftelser om en kohærent gennemførelse af dem; opfordrer formanden for Det Europæiske Råd, formanden for Kommissionen og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at spille en aktiv rolle i denne proces;

9.

påpeger, at EU’s mål i henhold til traktaterne er at fremme freden, sine værdier og befolkningernes velfærd (artikel 3 i TEU), og at det i sin optræden på den internationale scene tilstræber at konsolidere og styrke demokrati, retsstatsprincippet og menneskerettighederne og at forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed i overensstemmelse med formålene og grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt samt principperne i Helsingforsslutakten og målene i Parischartret, herunder de principper og de mål, der vedrører de ydre grænser (artikel 21 i TEU); er overbevist om, at FSFP tjener disse formål, og understreger behovet for at tillægge denne politik større betydning;

10.

understreger, at Den Europæiske Unions hovedaktiv er, at den råder over forskellige politikker og instrumenter, som kombineres med hinanden ved hjælp af den såkaldte samlede tilgang, og at det er muligt at opnå bedre resultater på alle niveauer gennem en bedre integration af FSFP i denne tilgang; glæder sig i denne henseende over rapporten om revisionen af EU-Udenrigstjenestens organisation og funktionsmåde, som offentliggjordes af næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant i juli 2013, og hvori det erkendes, at der er problemer med koordinationen og med hensyn til, hvor hurtigt og effektivt der træffes beslutninger på området for FSFP; ser frem til, at der vil blive truffet specifikke afgørelser på topmødet i december, og forventer, at der i den kommende fælles meddelelse fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant og Kommissionen om gennemførelsen af den samlede tilgang vil blive foretaget en grundig analyse af spørgsmålet om en yderligere integration af FSFP;

11.

gentager sin overbevisning om, at EU, selv om dele af den europæiske sikkerhedsstrategi fra 2003 — som suppleret i 2008 — fortsat er gyldige, er nødt til at revidere og supplere denne strategi ved at tage hensyn til de seneste udviklinger og de mange nye sikkerhedsmæssige udfordringer og risici og nydefinere sine strategiske interesser, mål og prioriteter og i den forbindelse i højere grad fokusere på beskyttelsen af sine borgere, forsvaret af kritisk infrastruktur og på sine naboer og ved at indpasse de forskellige regionale og emnerelaterede delstrategier heri; mener, at en sådan øvelse vil skabe en klarere strategisk ramme for EU's optræden udadtil, øge sammenhængen og samtidig bibringe borgerne en bedre forståelse af, hvilke udfordringer og risici de vil blive konfronteret med i fremtiden; opfordrer derfor til, at Det Europæiske Råd iværksætter en debat om den rette strategiske ramme for Unionen, giver næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant mandat til at forelægge forslag med hensyn hertil inden udgangen af 2014 og sikrer en bæredygtig opfølgning, som primært er fastsat i den europæiske sikkerhedsstrategi;

12.

opfordrer til at lade denne revision af EU’s strategiske ramme danne grundlag for en hvidbog om EU's sikkerheds- og forsvarspolitik, og foreslår, at Det Europæiske Råd igangsætter den fornødne proces; opfordrer endvidere indtrængende medlemsstaterne til i deres nationale sikkerhedsstrategier, hvidbøger og beslutningstagning på forsvarsområdet at gøre den europæiske dimension til genstand for alvorlige overvejelser; opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at udarbejde en fælles model for den form, sideløbende nationale revisioner skal have;

13.

fremhæver behovet for at sikre, at EU gennem krisestyringsoperationer kan bidrage til forebyggelse, stabilisering og løsning af konflikter;

14.

mener, at indførelsen af en bestemmelse om gensidigt forsvar og en bestemmelse om solidaritet i traktaterne (artikel 42, stk. 7, i TEU og artikel 222 i TEU) styrker EU-borgernes følelse af at dele skæbne; minder medlemsstaterne om, at EU kun gennem engagement, gensidig forståelse og virkelig solidaritet vil kunne udfylde sin globale rolle og på denne måde forbedre sikkerheden for Europa og EU's borgere; glæder sig derfor over Kommissionens og EU-Udenrigstjenestens fælles forslag om foranstaltningerne med henblik på Unionens gennemførelse af bestemmelsen om solidaritet og opfordrer stats- og regeringscheferne til at bekræfte deres engagement i gensidig solidaritet og til at tilvejebringe en klar operativ fortolkning af de to bestemmelser;

15.

konstaterer med bekymring, at antallet og betimeligheden af FSFP-missioner og -operationer og udviklingen af civile og navnlig militære midler og kapaciteter til brug for FSFP ikke opfylder behovene set på baggrund af den stadig mere usikre og ustabile situation i EU's nabolande; beklager navnlig den begrænsede samlede rækkevidde af FSFP-missionerne i forbindelse med kriserne i Libyen og Mali, og beklager ligeledes, at Unionens beslutningstagningsprocedurer ikke er tilstrækkeligt fleksible, hvilket forhindrer en hurtig effektiv reaktion i forbindelse med krisescenarier, således som de to eksempler viser; opfordrer til at overvåge situationen og videreføre det operationelle engagement i Østeuropa og det sydlige Kaukasus, der har haft positive virkninger; opfordrer til, at ambitionsniveauet hæves, og at der gøres seriøse bestræbelser på at forbedre udformningen af fremtidige FSFP-missioner og -operationer inden for rammerne af en proces med at drage lære af indhøstede erfaringer samt på at fastlægge passende exitstrategier; opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at styre denne proces og glæder sig med hensyn hertil over den rapport, som hun offentliggjorde den 15. oktober 2013, og som er et vigtigt skridt i bestræbelserne på at gøre FSFP mere effektiv og proaktiv;

16.

understreger behovet for at øge synligheden af europæisk krisestyring og for at placere alle bestræbelser i denne retning inden for rammerne af FSFP, eventuelt under anvendelse af bestemmelsen i artikel 44 i TEU om, at Rådet kan træffe afgørelse om at overdrage gennemførelsen af en opgave til en gruppe af medlemsstater, der ønsker det og råder over den fornødne kapacitet til at udføre en sådan opgave;

17.

giver ud fra den senere tids erfaringer udtryk for bekymring over, at det endnu ikke er lykkedes at udnytte det med den samlede tilgang til krisestyring forbundne potentiale fuldt ud; mener, at missioner og operationer giver større mening, når de indgår i en regional strategi, således som det positive eksempel på Afrikas Horn viser; noterer sig »Suggestions for crisis management procedures for CSDP crisis management operations«, som godkendtes af medlemsstaterne den 18. juni 2013;

18.

opfordrer til imødegåelse af de funktionelle problemer med civile FSFP-missioner — navnlig problemet med, hvor hurtigt de sættes ind, og med bemandingen — ved at tage de retlige og finansielle rammer herfor op til fornyet overvejelse, idet disse ofte komplicerer beslutningsprocessen og fører til forsinkelser; efterlyser en stigning i antallet af kvalificerede og politisk uafhængige strategiske planlæggere, som er for lille i forhold til antallet af missioner; opfordrer endvidere medlemsstaterne til at oprette et »civilt reservekorps«, der om nødvendigt kunne sættes ind hurtigt, og glæder sig med hensyn hertil over det nyligt etablerede permanente FSFP-lager;

19.

minder om sin beslutning fra 2001, hvori der opfordredes til oprettelse af et europæisk civilt fredskorps; glæder sig over de nylige bestræbelser på at oprette et frivilligt europæisk korps for humanitær bistand under Kommissionen og en pulje af eksperter inden for mægling, dialog og forsoning under EU-Udenrigstjenesten; glæder sig også over eksistensen og videreførelsen af det fredsskabende partnerskab mellem EU-Udenrigstjenesten og relevante aktører i civilsamfundet;

20.

understreger betydningen af mægling og dialog med henblik på at forebygge og løse konflikter på fredelig vis; glæder sig over, at EU-Udenrigstjenesten har gjort fremskridt med at styrke sin mæglingskapacitet, og giver endnu en gang udtryk for sin støtte til en yderligere styrkelse af EU's kapacitet på dette område; mener, at Parlamentets vellykkede deltagelse i mæglingsprocesser har vist, at parlamentarikere kan spille en vigtig rolle, når det gælder om at støtte mæglings- og dialogprocesser, og agter at øge sin indsats på dette område;

21.

foreslår, at menneskerettigheds- og ligestillingsrådgivere inddrages i alle FSFP-missioner, og opfordrer til udveksling af bedste praksis mellem FSFP-missioner for at sikre, at der tages fuldt hensyn til menneskerettighedsspørgsmål, og at kvinder nyder fuld beskyttelse og inddrages i konfliktløsning og løsning af problemer efter konflikter; opfordrer Rådet og EU-Udenrigstjenesten til at tage yderligere skridt til at integrere kønsaspekter i personaleplanlægningen for FSFP-missioner;

22.

understreger, at vellykkede militære operationer kræver en klar kommando- og kontrolfunktion; gentager derfor sin opfordring til, at der oprettes et permanent militært operationelt hovedkvarter; bemærker med beklagelse manglen på fremskridt på dette punkt og den kraftige modstand fra visse medlemsstaters side; understreger endvidere, at en effektiv FSFP kræver fyldestgørende støtte fra varslings- og efterretningssystemer; mener derfor, at dette hovedkvarter bør omfatte enheder med ansvar for indsamling af efterretninger og for hurtig varsling/situationsforståelse;

23.

gentager, at det støtter en foreløbig løsning, og henleder opmærksomheden på sit forslag om at forbedre status for det i øjeblikket aktive operationscenter for Afrikas Horn og bistå med den militære planlægning og koordineringen mellem aktørerne på stedet; opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at udarbejde en sådan løsning under hensyn til de rammer, som centrets nuværende størrelse og infrastruktur sætter herfor, for at optimere brugen af eksisterende ressourcer og til at undersøge muligheden for at udvide det geografiske operationsområde til at omfatte andre vigtige regioner; mener, at dette organ bør have rets- og handleevne og tildeles opgaven med at koordinere indkøb mellem Bruxelles og de enkelte missionshovedkvarterer, idet det i den forbindelse skal udnytte stordriftsfordelene til at opnå så store besparelser som muligt;

24.

bemærker, at der endnu aldrig er indsat EU-kampgrupper, og mener, at det på sigt vil være vanskeligt at begrunde deres eksistens; understreger, at de udgør et vigtigt værktøj til rettidig styrkeopbygning, uddannelse og hurtig reaktion; glæder sig over afgørelsen om at tage dette spørgsmål op på topmødet i december; er overbevist om, at EU bør råde over stående kampstyrker, som kan sættes ind med meget kort varsel, og som er sammensat af komponenter fra land-, luft-, flåde- og specialstyrkerne og fra en cyberstyrke og har et højt ambitionsniveau; understreger, at EU-kampgrupper bør kunne sættes ind i forbindelse med alle former for kriser, herunder klimaskabte humanitære kriser; går ind for en mere fleksibel og målrettet tilgang for at forbedre reaktionen på og tilpasningen til forskellige krisesituationer samt for at forbedre modulariteten med henblik på at lukke huller i de indledende faser af iværksættelsen af FSFP-operationer uden dog at bringe den operationelle kapacitet af kampgruppen som helhed i fare;

25.

understreger, at der bør gøres større bestræbelser på at integrere initiativer som f.eks. Eurokorpset og European Air Group på EU-plan;

26.

bekræfter, at det eksisterende finansielle system med, at »udgifterne ligger der, hvor de falder« udgør et alvorligt problem for FSFP, eftersom det medfører forsinkelser eller fuldstændige blokeringer i beslutningsprocessen, navnlig når det gælder beslutninger om hurtig indsættelse af kampgrupper; henstiller, at medlemsstaterne når til enighed om en EU-finansieringsmekanisme, som er baseret på en deling af byrderne og beregnet til brug for kampgrupper oprettet under EU's flag for at give dem en realistisk fremtid; opfordrer ligeledes — af hensyn til sammenhængen og effektiviteten — til, at EU-Udenrigstjenesten får kontrollen med de finansielle instrumenter, der er tilknyttet de krisestyringsaktioner, som den planlægger og gennemfører; forventer, at næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant og berørte medlemsstater forelægger konkrete forslag med hensyn hertil;

27.

giver endvidere udtryk over sin bekymring over, at den økonomiske krise og gældskrisen kunne påvirke EU-medlemsstaternes vilje til at bidrage til FSFP-missioner og -operationer, navnlig missioner og operationer med militære implikationer og forsvarsimplikationer; opfordrer derfor til en udvidelse af anvendelsesområdet for Athenamekanismen og anvendelse af opstartsfonden (artikel 41, stk. 3, i TEU) for at sikre hurtig finansiering af hasteopgaver; understreger imidlertid, at selv om FSFP skal tilføres ny energi, bør dette ske i overensstemmelse med de budgetmæssige begrænsninger;

28.

opfordrer medlemsstaterne til at udnytte de muligheder, som PESCO frembyder, og til at begynde at gennemføre denne traktatbestemmelse for at imødegå den herskende »FSFP-træthed« og styrke det militære samarbejde og den militære integration; opfordrer Det Europæiske Råd til at forelægge klare retningslinjer for gennemførelsen af denne bestemmelse og anmoder ikkeinteresserede medlemsstater om at handle konstruktivt; understreger, at man bør lade muligheden for at tilslutte sig samarbejdet på et senere tidspunkt stå åben for at sikre fleksibilitet og for at undgå et Europa i to hastigheder;

29.

påpeger, at EU har en vital interesse i sikre og åbne have, der tillader fri passage af handelsvarer og en fredelig, lovlig og bæredygtig udnyttelse af havenes rigdomme; understreger, at det er nødvendigt at udvikle en EU-udenrigspolitik for havene, der tager sigte på at beskytte og bevare kritisk infrastruktur, åbne havruter og naturressourcer og lægger vægt på fredelig konfliktløsning inden for rammerne af folkeretten og i overensstemmelse med bestemmelserne i FN's havretskonvention; ser frem til den vedtagelsen af EU-strategien for maritim sikkerhed i tråd med Rådets konklusioner fra april 2010 og opfordrer til, at der udarbejdes en specifik plan for gennemførelsen heraf; påpeger, at integrationen af maritim overvågning på tværs af sektorer og grænser allerede er et tværsektorielt værktøj for den integrerede EU-havpolitik (IMP); fremhæver betydningen af hurtigt at gennemføre projektet vedrørende en fælles ramme for informationsudveksling og bygge en »bro« mellem IMP og FSFP for at forbedre informationsudvekslingen mellem dem;

30.

understreger, at det er nødvendigt at forhindre militarisering af regioner som Arktis, og fremhæver behovet for at anvende fredelige midler til konfliktløsning af konflikter, bl.a. handelsinstrumenter;

31.

anmoder om, at Det Europæiske Råd bekræfter betydningen af rummet, som understøtter EU's og dets medlemsstaters strategiske autonomi og potentialet for at få autonom adgang til rummet ved at udvikle affyringsramper og satellitter; understreger atter betydningen af at indsamle præcise efterretninger til brug for både civile og militære FSFP-missioner og -operationer; fremhæver navnlig den rolle, som rumbaserede aktiver spiller for konfliktforebyggelse og krisestyring før, under og efter en krise; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en særlig politik til støtte for udviklingen af rumaktiver med flere formål;

32.

gentager den stigende betydning af at tackle trusler mod internetsikkerheden; opfordrer Det Europæiske Råd til at udarbejde retningslinjer for gennemførelsen af EU's internetsikkerhedsstrategi og til at træffe konkrete foranstaltninger vedrørende beskyttelsen af internetinfrastruktur og investere i styrkelse af EU-dækkende samarbejde om krisestyringsprocedurer, it-beredskabsøvelser, erhvervsuddannelse og uddannelse; opfordrer Kommissionen og næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant til at sikre, at internetsikkerhedspolitikken gennemføres tværsektorielt for at sikre tilstrækkelig sammenhæng mellem EU's interne og eksterne sikkerhedspolitik, og opfordrer alle medlemsstaterne til at udvikle eller endeligt fastlægge deres respektive nationale internetsikkerhedsstrategi og til at stile efter en højere grad af samordning på EU-plan;

33.

anmoder Det Europæiske Råd om at bekræfte betydningen af Europas energiforsyning og af en diversificeret og bæredygtig adgang til energiressourcer; bemærker, at nogle medlemsstater ikke har kapacitet til at diversificere deres energiforsyning og således bliver mere og mere sårbare; støtter i denne forbindelse kraftigt medlemsstaternes bestræbelser på at samarbejde i krisesituationer; understreger, at beskyttelsen af kritisk infrastruktur i Europa bør aktivere bestemmelsen om gensidigt forsvar og/eller solidaritet; bemærker endvidere, at operation Atalanta allerede spiller en rolle for energiforsyningssikkerheden ved at bekæmpe pirater, der har kapret en række olietankere siden 2008; mener derfor, at disse aspekter skal indgå i den nødvendige strategiske tilgang; pointerer i denne forbindelse, at energiforsyning er en afgørende faktor for vellykkede FSFP-missioner og -operationer;

34.

understreger betydningen af energieffektivitet på forsvarsområdet og navnlig behovet for at vurdere virkningen af energiforbruget på forsvarsbudgetterne og den militære effektivitet og udvikle en omfattende strategi for energieffektivitet for de væbnede styrker;

35.

understreger betydningen af, at EU videreudvikler sine partnerskaber og uddyber sin sikkerhedsdialog med FN, regionale organisationer og relevante aktører, herunder østpartnerskabslandene og nabolandene mod syd;

36.

påpeger, at EU bør indgå i et tættere samarbejde med FN, Den Afrikanske Union, OSCE og ASEAN med det formål at udveksle analyser og sammen tage fat på udfordringerne i forbindelse med miljøpolitik og klimaændringer, herunder disses sikkerhedsimplikationer; fremhæver behovet for forebyggende aktioner og opfordrer indtrængende EU til at udvikle og forbedre sin kapacitet med hensyn til hurtig varsling;

37.

efterlyser et snævrere samarbejde mellem EU- og NATO-strukturer ved hjælp af en komplementær tilgang og tættere samordning for at undgå dobbeltbestræbelser mellem de to partnere og for effektivt at imødegå de nye trusler; er overbevist om, at en styrkelse af FSFP ikke skader, men i stedet faktisk forstærker, den kollektive sikkerhed og de transatlantiske forbindelser; er af den formening, at udviklingen af forsvarskapacitet inden for EU's rammer også vil gavne NATO; noterer sig det konstruktive samarbejde omkring EU's sammenlægnings- og delingsinitiativ og NATO's initiativ vedrørende intelligent forsvar; glæder sig over Republikken Cyperns hensigt om at tilslutte sig NATO's partnerskab for fred-program, som kan ændre spillets regler, og opfordrer indtrængende Tyrkiet til at indtage en ligeså konstruktiv holdning; henstiller indtrængende, at der udvikles en omfattende ramme for EU-NATO-samarbejde, og at der sker en uddybning af den politiske dialog under fuld respekt for hver parts beslutningstagning;

38.

er af den opfattelse, at EU skal kunne handle autonomt, navnlig på sit eget område, men dog altid i tråd med bestemmelserne i FN-pagten og under fuld overholdelse af international humanitær ret;

39.

deler bekymringen for, at yderligere nedskæringer i de nationale forsvarsbudgetter vil gøre det umuligt at opretholde kritisk militær kapacitet og resultere i et uigenkaldeligt tab af knowhow og teknologier; bemærker, at manglerne i medlemsstaternes kapacitet blev tydelige under operationerne i Libyen og Mali, og at den økonomiske krise har forværret eksisterende strukturelle problemer; mener dog stadig, at problemet ikke så meget er af budgetmæssig som af politisk art;

40.

noterer sig de forslag, som næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant forelagde i sin rapport om FSFP fra juli 2013, navnlig forslagene om at skabe incitamenter, herunder skattemæssige incitamenter, med henblik på samarbejde på forsvarskapacitetsområdet; understreger, at dette er en lejlighed for medlemsstaterne til at drage fuld fordel af et tættere indbyrdes samarbejde for at skabe militær effektivitet og til at beslutte at optimere og bruge knappe ressourcer på bedre og mere intelligent vis ved at skabe synergier og ved at sørge for en koordineret nedbringelse af unødvendig overlapning og overflødig og forældet kapacitet;

41.

glæder sig over den igangværende revision af kapacitetsudviklingsplanen som grundlag for et langsigtet fælles transformationskoncept for kapacitetsopbygning; mener, at dette transformationskoncept bør drøftes regelmæssigt, og at dets gennemførelse bør strømlines og, om nødvendigt, tages op til fornyede overvejelser;

42.

henleder opmærksomheden på Det Europæiske Forsvarsagenturs mission som omhandlet i artikel 42, stk. 3, og artikel 45 i TEU, i henhold til hvilke agenturet pålægges vigtige opgaver for så vidt angår gennemførelsen af et permanent struktureret samarbejde, udformningen af en europæisk kapacitets- og forsvarsmaterielpolitik, udviklingen af medlemsstaternes militære kapacitet og styrkelsen af forsvarssektorens industrielle og teknologiske basis, men uden finansielle følgevirkninger for EU's budget;

43.

mener, selv om det ikke er nogen patentløsning, at sammenlægning og deling af militær kapacitet udgør en vigtig respons på manglerne i den europæiske kapacitet; glæder sig over Det Europæiske Forsvarsagenturs formidlende rolle og de hidtil gjorte fremskridt; mener, at sammenlægning og deling ikke kun bør overvejes i henseende til fælles indkøb, men også i henseende til integration og bør omfatte fælles vedligeholdelse og udnyttelse af kapacitet;

44.

opfordrer til at styrke Det Europæiske Forsvarsagenturs rolle i forbindelse med koordineringen af kapaciteter med henblik på at undgå overlapninger og parallelle programmer i medlemsstaterne, der pålægger skatteyderne en alt for stor byrde;

45.

opfordrer EU-medlemsstaterne til at forbedre informationsudvekslingen om forsvarsplanlægning og til i tråd med adfærdskodeksen for sammenlægning og deling at lade sammenlægnings- og delingsløsninger indgå i nationale forsvarsplanlægningscyklusser og beslutningsprocesser;

46.

understreger, at gensidig tillid, gennemsigtighed og pålidelighed er nøglefaktorer for det heldige udfald af enhver fælles indsats på området for sikkerhed og forsvar; er overbevist om, at udviklingen af forsvarskapacitet skal indgå i en strategisk tilgang, der fastlægger den rette blanding af parternes kapacitet, og hvilke mål denne kapacitet bør anvendes til at nå;

47.

forventer på baggrund af ovenstående, at der på det kommende forsvarstopmøde:

48.

glæder sig over Kommissionens meddelelse med titlen »Hen imod en mere konkurrencedygtig og effektiv forsvars- og sikkerhedssektor«, hvori der fremlægges en række nye idéer og forslag; støtter fuldt ud Kommissionens bestræbelser på at skabe et mere integreret indre forsvars- og sikkerhedsmarked og på at udforme en forsvarsindustripolitik, inden for hvis rammer der i tråd med Europa 2020-strategien ydes tilstrækkelig støtte til SMV'er, som spiller en central rolle for innovation, F&U, jobskabelse og økonomisk vækst;

49.

understreger, at styrkelse af forsvarssektorens industrielle og teknologiske basis er et af EU's mål og er forankret i artikel 42, stk. 3, og artikel 45 i TEU; understreger, at en solid teknologisk og industriel basis for det europæiske forsvar (EDTIB), som er i stand til at understøtte FSFP, yderligere styrke Europas militære kapacitet og samtidig bevare EU's strategiske autonomi er af afgørende betydning for et effektivt europæisk forsvar; fremhæver forbindelsen mellem forskning, industri og kapacitetsudvikling, som alle er nødvendige forudsætninger for økonomisk vækst, jobskabelse og konkurrencedygtighed samt for en stærkere FSFP;

50.

gentager, at der er brug for en stærk og mindre fragmenteret europæisk forsvarsindustri, der er i stand til at understøtte FSFP og øge EU's strategiske autonomi; fremhæver betydningen af certificering og standardisering for forbedringen af de væbnede styrkers interoperabilitet; opfordrer Det Europæiske Råd til at give Det Europæiske Forsvarsagentur mandat til at udarbejde en køreplan for fastlæggelsen af standarder for forsvarsindustrien og opfordrer medlemsstaterne til at forenkle europæiske certificeringsprocedurer gennem gensidig anerkendelse af certifikater og til at samordne deres certificeringsprocedurer;

51.

understreger, at foregribelse og forvaltning af ændringer og omstrukturering er en integrerende del af enhver industripolitik; mener derfor, at yderligere markedsintegration i forsvarssektoren må gå hånd i hånd med aktiv social dialog og afbødningen af denne integrations negative indvirkninger på regionale og lokale økonomier, idet der i den forbindelse skal gøres fuld brug af EU's finansielle instrumenter såsom Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Globaliseringsfond;

52.

opfordrer Det Europæiske Råd til at træffe foranstaltninger på disse områder ved hjælp af solid finansiering af F&U, herunder også på EU-plan; støtter udviklingen af et effektivt og omkostningseffektivt samarbejde mellem civile forskningsaktiviteter inden for sikkerhed og forsvar; understreger dog, at der fortsat er brug for en effektiv eksportordning for varer med dobbelt anvendelse;

53.

understreger, at der må sikres nye kilder til finansiering af forskning og innovation på forsvarsområdet, f.eks. gennem Horisont 2020;

54.

støtter fuldt ud afholdelsen af en debat om de tre grupper af spørgsmål på forsvarstopmødet i december; understreger, at de er lige vigtige, og at de er indbyrdes forbundne i kraft af en iboende logik, der tjener de samme strategiske mål;

55.

opfordrer Det Europæiske Råd samt de politiske beslutningstagere på alle niveauer i EU's medlemsstater til at være mere ambitiøse og vise større mod, når det gælder iværksættelsen af en offentlig debat, idet dette er endnu vigtigere i en tid med økonomiske stramninger; understreger behovet for øget investering og optrapning af samarbejdet på området for sikkerhed og forsvar og for at forklare årsagssammenhængen mellem sikkerhed og forsvar på den ene side og frihed, demokrati, retsstatsforhold og velstand på den anden;

56.

understreger, at der er en ubrydelig sammenhæng mellem intern og ekstern sikkerhed, og at fredelige, sikre og stabile forhold er en forudsætning for at bevare den politiske, økonomiske og sociale model i Europa;

57.

giver udtryk for sine store forventninger om, at den kommende samling i Det Europæiske Råd ikke vil være nogen isoleret begivenhed, men begyndelsen til en kontinuerlig proces, inden for hvis rammer sikkerheds- og forsvarsspørgsmål regelmæssigt vil blive taget op af Det Europæiske Råd; går som en opfølgning af Det Europæiske Råd ind for fastlæggelsen af en køreplan med specifikke benchmarks og frister og en indberetningsmekanisme; slår til lyd for, at der på mellemlang frist oprettes et råd af forsvarsministre for at tillægge sikkerheds- og forsvarsspørgsmål den vægt, de fortjener;

58.

beslutter at opretholde og styrke de tætte forbindelser med medlemsstaternes nationale parlamenter ved hjælp af regelmæssige møder med henblik på at fremme dialog og udveksling af synspunkter om sikkerheds- og forsvarsanliggender;

59.

mener, at FSFP er en grundlæggende søjle i den europæiske integrationsproces;

60.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til formanden for Det Europæiske Råd, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, NATO’s generalsekretær, formanden for NATO’s Parlamentariske Forsamling, De Forenede Nationers generalsekretær, OSCE’s formand, formanden for OSCE’s Parlamentariske Forsamling, formanden for Den Afrikanske Unions Forsamling og ASEAN’s generalsekretær.

24.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 436/26

—

der henviser til afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig artikel 21, 42, 45 og 46, og artikel 173, 179-190 og 352 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) samt protokol nr. 10 hertil,

—

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 13.-14. december 2012 og til processen op til Det Europæiske Råds møde om forsvar, der er fastsat til den 19.-20. december 2013,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 24. juli 2013»Hen imod en mere konkurrencedygtig og effektiv forsvars- og sikkerhedssektor« (COM(2013)0542),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. december 2007»En strategi for en styrket og mere konkurrencedygtig europæisk forsvarsindustri« (COM(2007)0764),

—

der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003, og rapporten om dens gennemførelse, der blev godkendt af Det Europæiske Råd den 11.-12. december 2008,

—

der henviser til erklæringen om styrkelse af den europæiske forsvars- og sikkerhedspolitik, som Rådet vedtog den 12. december 2008, og til erklæringen om forbedring af de civile og militære kapaciteter, som Rådet vedtog den 11. december 2008,

—

der henviser til strategien for det europæiske forsvars teknologiske og industrielle basis, som vedtoges den 14. maj 2007 af Det Europæiske Forsvarsagenturs (EDA) Styringskomité,

—

der henviser til Rådets afgørelse 2011/411/FUSP af 12. juli 2011 om fastlæggelse af statutten, hjemstedet og de nærmere bestemmelser for Det Europæiske Forsvarsagenturs drift og om ophævelse af fælles aktion 2004/551/FUSP (1),

—

der henviser til direktiv 2009/81/EF om samordning af fremgangsmåderne ved ordregivende myndigheders eller ordregiveres indgåelse af visse bygge- og anlægs-, vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet (2),

—

der henviser til sine beslutninger af 22. november 2012 om gennemførelse af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (3), og af 14. december 2011 om finanskrisens følger for forsvarssektoren i EU's medlemsstater (4),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A7-0358/2013),

1.

minder om, at en operationel fælles sikkerheds- og forsvarspolitik kræver, at det europæiske forsvars industrielle og teknologiske basis (EDTIB) er stærk, og at den udgør et vigtigt element for Europas muligheder for at garantere sikkerheden for dets borgere, beskytte dets værdier og interesser; minder om, at den europæiske forsvarssektor er en vigtig kilde til beskæftigelse, vækst og innovation samt vigtige elementer for europæisk stabilitet og sikkerhed; mener, at etableringen og udviklingen af en konkurrencedygtig EDTIB bør være en del af EU's strategiske prioriteringer;

2.

minder om niveauet for operationelle ambitioner, der fremgår af Rådets erklæring om kapacitetsopbygning af 11. december 2008 og de civile og militære opgaver, der er beskrevet i artikel 43, stk. 1, i TEU; minder om medlemsstaternes forpligtelse til at forbedre deres militære kapaciteter; opfordrer Det Europæiske Råd til at iværksætte udviklingen af en europæisk kapacitets-og forsvarsmaterielpolitik (ECAP) med henblik på dette som foreskrevet i artikel 42, stk. 3, i TEU;

3.

understreger, at mens visse tredjelande, såsom Kina, Indien, Brasilien og Rusland, øger deres udgifter til forsvaret, foretages der nedskæringer i EU-budgettet på dette område; henleder opmærksomheden på de skiftende strategiske globale strukturer, reducerede forsvarsbudgetter, der især skyldes den økonomiske og finansielle krise, den accelererende teknologiske udvikling og det faktum, at de europæiske forsvarsvirksomheder er ved at tilpasse sig denne situation ved at lægge vægt på eksport til tredjelande med negative følger, idet dette bevirker en overførsel af følsomme teknologier og intellektuelle ejendomsrettigheder og produktion til områder uden for EU;

4.

er bekymret over nedskæringer i forsvarsinvesteringer og opfordrer medlemsstaterne, EDA og Kommissionen til at træffe foranstaltninger til at imødegå det faktum, at EDTIB i stigende grad eksponeres for risikoen for at blive kontrolleret og begrænset i sine aktiviteter af tredjelande med andre strategiske interesser; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at styrke det europæiske industrisamarbejde med henblik på så vidt muligt at sikre strategisk selvstændighed ved at udvikle og producere effektive militære og sikkerhedsmæssige kapaciteter gennem anvendelse af de mest avancerede teknologier;

5.

understreger, at EU's industri-, rum- og forskningspolitikker med ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten omfatter forsvarsområdet; påpeger, at EU-programmer på andre områder såsom intern og grænsesikkerhed, katastrofehåndtering og udvikling giver en betydelig mulighed for fælles kapacitetsudvikling, der er relevante for disse politikker og gennemførelse af FSFP-missioner;

6.

minder om behovet for at gøre fremskridt i konsolideringen af EDTIB og bemærker, at der — i lyset af den stigende videreudvikling og omkostninger til teknologi, voksende international konkurrence og faldende forsvarsbudgetter og produktionsmængder — fortsat er muligheder for multinationale forsvarsprojekter og, at det ikke længere er muligt for forsvarsindustrien i nogen af medlemsstaterne at være rentable på rent national basis; beklager, at sektorerne for landbaseret materiel og materiel til skibe stadig i altovervejende grad er opdelt efter nationale forhold, mens der er opnået en vis grad af samling i de europæiske luftfartsindustrier;

7.

understreger, at den europæiske forsvarsindustri bør opbygges på en afbalanceret måde i alle medlemsstater på grundlag af den eksisterende industrielle basis og de fastsatte normer for europæisk industripolitik som omtalt i artikel 173 i TEUF og ikke alene på grundlag af principperne om fri konkurrence;

8.

minder EU-medlemsstaterne, næstformanden/den højtstående repræsentant, Kommissionen og Det Europæiske Forsvarsagentur om, at EU-medlemslandene mere end to årtier efter den kolde krig og efter at have kunnet drage fordel af relativt store nationale forsvarsbudgetter ikke har været i stand til at opfylde de overordnede mål fra Helsinki og andre mål om udvikling af fælles militær kapacitet;

9.

minder om, at hvis Europa fortsat ønsker at have en solid sikkerheds- og forsvarsindustri, er det nødvendigt at koordinere medlemsstaternes forsvarsbudgetter for at undgå overlapninger samt at styrke de fælles forskningsprogrammer;

10.

bemærker, at EU's borgere til trods for krisen og budgetnedskæringerne stadig kræver europæisk forsvars- og industrikoordination og -samarbejde, hvilket de betragter som en faktor, der fremmer sikkerhed, effektivitet og besparelser;

11.

noterer sig Kommissionens meddelelse af 24. juli 2013 og rapporten fra næstformanden/den højtstående repræsentant af 15. oktober 2013 om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik; mener, at det er beklageligt, at Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten ikke udstedte en fælles erklæring op til Det Europæiske Råds forsvarstopmøde i december i år; ser frem til de specifikke lovgivningsforslag fra Kommissionen om, hvordan EU's strukturfonde, Enterprise Europe-netværket (EEN), Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen kan anvendes til at sikre en afbalanceret udvikling af forsvarsindustrien i alle dele af EU;

12.

minder om, at Kommissionen og EU's forsvarsministre allerede understregede behovet for en hurtig indsats på dette område i 2007 med en særlig meddelelse fra Kommissionen og EDA's EDTIB-strategi; beklager de spildte muligheder med regelmæssigt at indsende gennemførelsesrapporter og ajourførte strategier efter ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten; mener, at det er beklageligt, at den nye meddelelse ikke gør status over tidligere strategier; opfordrer Kommissionen og EDA til at udarbejde en fælles EDTIB-strategi i fremtiden baseret på tidligere erfaringer;

13.

mener efter sin egen generelle vurdering, at begge strategier er blevet utilstrækkeligt gennemført som følge af den manglende fælles forståelse af EDTIB, der skyldes modstridende nationale og industrielle interesser samt vedholdende nationale vaner i sektoren for forsvarsmateriel; bemærker det faktum, at der findes medlemsstater, der ikke har nogen egne nationale forsvarsindustrier og/eller nicheindustrier, som stræber efter at få det meste ud af midlerne globalt, og medlemsstater med mindre konkurrencedygtige forsvarsindustrier, der favoriserer nationale forsyningsleverandører, samt medlemsstater med stærke nationale forsvarsindustrier, der accepterer stærk global konkurrence;

14.

glæder sig over Det Europæiske Råds beslutning om at sætte styrken af Europas forsvar på dagsordenen for sit topmøde i december; opfordrer Det Europæiske Råd til at give det nødvendige nye og ambitiøse skub og indføre retningslinjer, overordnede politiske prioriteter og frister for at støtte en ægte industriel og teknologisk basis for det europæiske forsvar, der understøttes af passende foranstaltninger til opbygning af integritet og tillid, og som vil være kapacitetsdrevet og fremme synergier, give mulighed for en effektiv udnyttelse af ressourcer, undgå dobbeltarbejde og være integreret og konkurrencedygtigt på det globale marked;

15.

finder det beklageligt, at tidligere forsøg på at konsolidere efterspørgslen ikke har rettet op på fragmenteringen af efterspørgslen i EU med 28 nationale forsvarskunder og et endnu højere antal kunder til produkter til civil og militær brug; beklager de begrænsede resultater af EDA's kapacitetsudviklingsplan; opfordrer derfor Det Europæiske Råd til at iværksætte en revision af det europæiske forsvar og gøre koordineringen af de nationale forsvars planlægningsprocesser på EU-plan til en realitet; opfordrer på baggrund af denne vurdering næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at iværksætte en omfattende proces til at udarbejde en hvidbog om europæisk sikkerhed og forsvar for at strømline EU's strategiske ambitioner og kapacitetsudviklingsprocesser;

16.

opfordrer medlemsstaterne til at undersøge muligheden for at synkronisere og i fællesskab at planlægge forvaltningen af livscyklussen for deres forsvarskapaciteter i samarbejde med EDA; mener, at en højere grad af synergier, som fører til en fælles europæisk kapacitets-og forsvarsmaterielpolitik, jf. artikel 42 i TEU, ville være en forudsætning for at ændre harmoniseringen af militære krav over i retning af harmoniseret anskaffelse af udstyr mellem medlemsstaterne, således at der skabes betingelser for en vellykket efterspørgselsdreven tværnational omstrukturering af forsvarsindustrien i EU;

17.

bemærker det arbejde, der gennemføres ved hjælp af NATO's forsvarsplanlægningsproces, hvor medlemmer af NATO, herunder 26 europæiske allierede, hvis det er relevant, koordinerer med henblik på at sikre, at de rette forsvarskapaciteter udvikles og vedligeholdes til håndtering af fremtidige udfordringer; bemærker, at NATO for længst har anerkendt behovet for et tæt samarbejde med industrien, ikke mindst for at bidrage til udviklingen af militære kapacitetskrav, særlig med hensyn til standardisering og interoperabilitet, samtidig med at det transatlantiske samarbejde inden for teknologisk og industrielt forsvar styrkes;

18.

mener, at en europæisk industripolitik på forsvarsområdet bør have til formål at optimere medlemsstaternes kapaciteter ved at koordinere udviklingen, udbredelsen og vedligeholdelsen af et udvalg af kapaciteter, anlæg, materiel og tjenester med henblik på at kunne udføre alle typer af opgaver, herunder de mest krævende missioner, ved at styrke Europas forsvarsindustri, fremme samarbejdet om forskning og teknologi og udvikle samarbejdsprogrammer vedrørende materiel;

19.

anerkender den europæiske forsvarsindustris betydning for innovation og vækst, idet den direkte og indirekte afføder omkring 400 000 job i Unionen; fremhæver, at der, selv om den europæiske forsvarsøkonomi er alvorligt udfordret, er behov for en ny tilgang, der forhindrer dobbeltarbejde og medfører større stordriftsfordele og øget industriel konkurrence;

20.

mener, at det er på tide at fremme en frivillig tilgang med hensyn til at reagere på fragmenteringen af det europæiske industrielle forsvarsmarked, fremme dets konsolidering (og påbegynde en harmonisering) hvad angår udbud og efterspørgsel, regler og standarder, og at det ligeledes er på tide at investere i en integreret industripolitik baseret på forskning, innovation, øget ressourceeffektivitet, en råvarestrategi, styrkelse af SMV'er og udviklingen af regionale netværk; støtter fuldt ud Kommissionens indsats for at understøtte det interne forsvars- og sikkerhedsmarked gennem passende støtte til små og mellemstore virksomheder, der spiller en stor rolle for innovation, udvikling af specialiserede kapaciteter og med hensyn til den mest avancerede teknologi og jobskabelse under Europa 2020-strategien;

21.

finder det vigtigt, at medlemsstaterne optrapper samarbejdet for at tackle de industrielle udfordringer, og bemærker, at budgetbegrænsninger og stigende global konkurrence betyder, at EU har brug for interne partnerskaber og andre gruppedannelser såvel som for opgavedeling; støtter EDA's arbejde på at fremme oprettelse af regionale sammenslutninger;

22.

mener, at forsvarsmarkedernes helt specifikke karakter bør anerkendes i lyset af de eksportkontrol- og ikkespredningsforpligtelser samt de store krav om fortrolighed, der er gældende, og den omstændighed, at det er et begrænset antal virksomheder, der forsyner markedet, og at efterspørgslen næsten udelukkende kommer fra stater;

23.

mener, at forsvarsindustrien har en ganske særlig karakter grundet de lange produktudviklingsperioder og behovet for at holde systemerne i drift hen over flere årtier, de betydelige og stigende omkostninger til programmerne og endelig den omstændighed, at markedsføringen af produkterne er stærkt afhængig af medlemsstaternes regeringer;

24.

støtter potentialet i og tilskynder til dobbelt anvendelse af sikkerheds- og forsvarsindustriens produkter, navnlig inden for rumfart, søfart, luftfart og telekommunikation; fremhæver, at forsvarsindustrien er en vigtig drivkraft for avancerede teknologier, som på et senere tidspunkt kan anvendes til kommercielle formål;

25.

opfordrer indtrængende Det Europæiske Råd til at støtte EDTIB med alle midler og til i denne henseende først og fremmest at foretage en nærmere afgrænsning af anvendelsesområdet, navnlig hvad angår de involverede parter, ved at give dem en særlig status som europæiske økonomiske aktører på forsvarsområdet;

26.

opfordrer til, at disse europæiske økonomiske aktører på forsvarsområdet tildeles denne særlige status på grundlag af den reelle merværdi, de tilfører Europa i både teknologisk og samfundsøkonomisk henseende; mener således, at kun disse europæiske økonomiske aktører på forsvarsområdet bør kunne opnå støtte fra de europæiske programmer;

27.

mener, at begrebet »europæiske økonomiske aktører på forsvarsområdet« bør anerkendes, og at disse bør opfylde rimelige kriterier om, at deres arbejdspladser, videnskabelige og teknologiske ekspertise, beslutningstagning og produktion skal ligge i EU, så det er muligt at beskytte dem;

28.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle deres forsvars industrielle og teknologiske basis og ekspertisecentre inden for nøgleteknologier og udstyre dem med effektive virksomhedsledelsesmekanismer i EU, således at den indbyrdes afhængighed mellem disse faciliteter forstærkes;

29.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at tilskynde til samarbejde mellem større forsvarsvirksomheder og universiteter; understreger, at universiteternes vidensbase kan styrkes gennem et sådant samarbejde;

30.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til så vidt muligt at undgå unødige lovgivningsmæssige hindringer, at forbedre dialogen mellem virksomheder på forsvarsområdet og fremme rationaliseringen af disse virksomheder, så de kan erhverve det materiel, som bedst opfylder deres krav til ydelse og omkostninger; anmoder om en hurtig omstrukturering af de europæiske virksomheder for at overkomme de nationale forhindringer og fastlægge en global vision;

31.

anser de små og mellemstore virksomheder, som i vid udstrækning udvikler og fremstiller innovative produkter, som en nøglefaktor for bevaring og styrkelse af EDTIB; bemærker, at fragmenteringen af det europæiske marked for forsvarsmateriel er en hindring for, at SMV'er kan markedsføre deres produkter; opfordrer medlemsstaterne, EDA og Kommissionen til at samarbejde om at finde bæredygtige metoder og måder til at styrke de små og mellemstore virksomheder på og lette deres adgang til markedet for forsvarsmateriel; fremhæver, at europæiske virksomheder, herunder SMV'er, ville drage fordel af et fælles standardiserings- og certificeringssystem, da det ville forbedre deres adgang til de europæiske og globale markeder, skabe beskæftigelse og øge deres adgang til finansiering fra EU;

32.

gentager den fundamentale betydning af standardisering af forsvarsmateriel for etableringen af et konkurrencedygtigt indre EU-marked for forsvarsmateriel samt for at sikre interoperabilitet og fremme samarbejde om forsvarsmaterielprogrammer, sammenlægning og deling af projekter og om bæredygtig interoperabilitet mellem medlemsstaternes styrker og derved reducere vedligeholdelses- og driftsomkostningerne og sikre, at medlemsstaternes forsvarskapacitet kan anvendes optimalt i forbindelse med fælles aktioner;

33.

minder om, at der er en spredning af konkurrerende industrielle standarder for civile og militære produkter; beklager den begrænsede succes med hensyn til gennemførelsen af NATO's standardiseringsaftaler (STANAG) og anbefalinger (STANREC); opfordrer Kommissionen og EDA til at fremme en sammenhængende ramme af fælles standarder inden for forsvar og udvikle »hybridstandarder« inden for områder med dobbelt anvendelse; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at deres fremtidige skridt til at fastsætte forsvarsstandarder er baseret på de civile forslag fra Kommissionen og de europæiske standardiseringsorganisationer;

34.

opfordrer medlemsstaterne til at undersøge de muligheder, som Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) tilbyder for udarbejdelse af europæiske standarder for varer og tjenesteydelser til militære formål, f.eks. til konstruktion af hospitalsskibe eller i forbindelse med fjernstyrede flysystemer;

35.

glæder sig over Kommissionens forslag om standardisering og opfordrer Det Europæiske Råd til at tage dem til efterretning og fremlægge konkrete forslag på området;

36.

opfordrer medlemsstaterne til at strømline europæiske godkendelsesprocedurer med den gensidige anerkendelse af certifikater og udviklingen af fælles europæiske civile og militære certificeringsprocedurer;

37.

fremhæver i forbindelse med omstrukturering af industrien betydningen af at sikre, at forsyningssikkerheden ikke bringes i fare; opfordrer medlemsstaterne, EDA og Kommissionen til hurtigt at udvikle en omfattende og ambitiøs ordning for forsyningssikkerhed for hele EU, navnlig for strategiske materialer og kritiske teknologier på grundlag af et system med gensidige garantier og en analyse af risici og behov, eventuelt ved at gøre brug af retsgrundlaget for det permanente strukturerede samarbejde;

38.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til som de første skridt hen imod dette mål til fulde at udnytte potentialet af generelle og globale licenser i direktiv 2009/43/EF om forenkling af vilkår og betingelser for overførsel af forsvarsrelaterede produkter inden for EU samt at fremskynde arbejdet med at operationalisere rammeordningen om forsyningssikkerhed i operationelle hastetilfælde fra 2006;

39.

opfordrer EDA og Kommissionen til at forelægge en fælles ikke-afhængighedsstrategi for kritiske teknologier, navnlig hvad angår ubegrænset adgang til og tilgængeligheden af civile og militære (dual-use) nye og centrale støtteteknologier, som f.eks. banebrydende mikro-/nanoelektronik, kunstig intelligens og fotonik, som må anses som afgørende for FSFP-missionerne; opfordrer medlemsstaterne til at anvende EDTIB til at øge EU's selvforsyning inden for disse centrale områder;

40.

opfordrer medlemsstaterne til at afhjælpe den industrielle overkapacitet, der er en følge af faldende efterspørgsel ved at lancere nye fælles projekter, som i højere grad er baseret på EDA, som ikke udnyttes i tilstrækkelig grad, og som er underfinansieret og at tage ved lære af de nylige fælles operationer, som har påvist mangler, f.eks. inden for strategisk og taktisk lufttransport samt observation fra luften og rummet; anbefaler navnlig at udvikle nøglekatalysatorer med både civil og militær anvendelse, som der i høj grad er mangel på i størstedelen af EU's medlemsstater, såsom fjernstyrede luftsystemer, fremme af udviklingen af højteknologi og bidrage til at opretholde nøglekompetencer i Europa; opfordrer EU til at deltage i fælles projekter gennem leasing og/eller erhvervelse af kapaciteter med dobbelt anvendelse og det mulige indkøb af prototyper;

41.

mener på grundlag af tidligere erfaringer, at delingen af udviklings- og produktionsaktiviteter inden for de fælles våbenprogrammer skal ske i fuld overensstemmelse med princippet om industriel effektivitet og økonomisk præstation med henblik på at undgå dobbeltarbejde og forhindre, at udgifterne løber løbsk;

42.

opfordrer medlemsstaterne til i forbindelse med undersøgelse af mulighederne for erhvervelse af mere omfattende forsvarsteknologi at prioritere projekter inden for EU eller fælles ordninger eller europæisk baserede nye teknologier, der samtidigt kan fremme europæisk handel og øget samarbejde og konkurrence på kvalitet og pris på det globale forsvarsmarked;

43.

opfordrer indtrængende Det Europæiske Råd på grundlag af den eksisterende ordning mellem EDA og Den Fælles Organisation for Forsvarsmaterielsamarbejde (OCCAR) til at sikre en vellykket gennemførelse af fælles projekter og opnå stærkere forbindelser mellem de to organisationer;

44.

opfordrer Det Europæiske Råd til at gøre det muligt for EDA fuldt ud at påtage sig sin institutionelle rolle som angivet i artikel 42, stk. 3, samt artikel 45 i TEU ved at tildele det de nødvendige midler; opfordrer medlemsstaterne til at yde tilstrækkelig finansiering til EDA for det fulde spektrum af dets missioner og opgaver; er af den opfattelse, at dette bedst kan gøres ved at finansiere agenturets personaleudgifter og løbende udgifter over Unionens budget begyndende med den kommende flerårige finansielle ramme;

45.

bemærker, at den økonomiske og finansielle krise og nedskæringerne på forsvarsbudgetterne i de fleste medlemsstater risikerer at medføre betydelige reduktioner, tilbageslag eller forsinkelser i næsten alle medlemsstaternes programmer for forskning og teknologisk innovation, hvilket sandsynligvis vil fortsætte med at påvirke den europæiske forsvarsindustri og Unionens videnskabelige fremskridt på dette område; understreger, at denne situation risikerer at medføre tab af arbejdspladser på mellemlang og lang sigt og tab af industriel kapacitet og knowhow;

46.

fremhæver betydningen af forskning og innovation i forsvars- og sikkerhedssektoren og af forskningsprogrammet Horisont 2020, og især den syvende samfundsmæssige udfordring »Secure societies: protecting freedom and security of Europe and its citizens« (sikre samfund: beskyttelse af friheden og sikkerheden for Europa og EU-borgerne); fremhæver betydningen af at skabe multinationalt samarbejde mellem medlemsstaterne og deres respektive organer på dette område; mener — eftersom innovativ forskning inden for forsvarsindustrien i sagens natur er meget fortrolig — at det er afgørende, at denne type forskning finansieres på en behovsbaseret måde; mener i denne sammenhæng, at det bør overvejes at oprette et institut for europæisk forsvar og sikkerhed under Det Fælles Forskningscenter;

47.

glæder sig over Kommissionens planer om at iværksætte en forberedende foranstaltning for den EU-finansierede forskning til støtte for FSFP-missioner og opfordrer Kommissionen til at udarbejde et konkret forslag som en forløber for sådanne programmer tidligt i den kommende flerårige finansielle ramme;

48.

mener, at EDTIB-relateret forsvarsforskning og -innovation stadig er et gyldigt etisk grundlag; konstaterer, at et helt kapitel af Lissabontraktaten er afsat til den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, der omfatter forskning i forsvarsteknologi og udformning af et fælles EU-forsvar; opfordrer medlemsstaterne og EDA til at øge kvantiteten og kvaliteten af fælles forsknings- og udviklingsprojekter betydeligt;

49.

minder om, at artikel 179 i TEUF kræver, at Unionen fremmer alle de forskningsaktiviteter, der skønnes nødvendige i medfør af traktaterne;

50.

minder om, at de europæiske forsvarsministre i november 2007 enedes om kollektive benchmarks med henblik på at øge udgifterne til forsvarsforskning og -teknologi til 2 % af de samlede forsvarsudgifter og øge udgifterne til europæisk samarbejde om forsvarsforskning og -teknologi til 20 %;

51.

støtter forsvarstaskforcen, som omfatter Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA), i dens bestræbelser på at sikre, at forskningsresultaterne under Horisont 2020 kan bidrage til innovationsrelateret forskning på forsvarsområdet og til at optimere civil-militære anvendelser; opfordrer endvidere til, at man overvejer mulighederne for at anvende offentlig-privat finansiering gennem oprettelse af fællesforetagender i overensstemmelse med artikel 187 i TEUF;

52.

opfordrer EDA til at arbejde videre med sin resultatliste af vellykkede fælles investeringsprogrammer og arbejde sammen med Kommissionen med henblik på at iværksætte forsknings- og udviklingsprogrammer, der er baseret på artikel 185 i TEUF;

53.

fremhæver betydningen af synergier mellem den civile og den militære forskning inden for områder med høj merværdi; understreger, at man — idet det respekteres, at visse projekter er overvejende civile og andre handler om suverænitetsaspekter — eventuelt kan undersøge mulighederne for en mere effektiv udnyttelse af dobbelt anvendelse med henblik på en sammenlægning af omkostningerne, eftersom disse sektorer skaber vækst og beskæftigelse; understreger endvidere, at sådanne synergier også kan have form af en konsolidering af udbuddet fra private europæiske kilder til afsætningsmarkederne;

54.

opfordrer medlemsstaterne til at skabe en hensigtsmæssig platform for at bringe forskningen på forsvarsområdet ind i den civile sfære, med fokus på avancerede teknologiske anvendelser; opfordrer desuden medlemsstaterne til at koncentrere forskningen på forsvarsområdet om håndtering af naturkatastrofer (i de seneste 40 år er antallet af naturkatastrofer i Europa steget til det firedobbelte);

55.

mener, at EU's forsvarsindustri bør opretholde et højt innovationsniveau på både militært og civilt plan med henblik på at kunne tackle alle de trusler og udfordringer, medlemsstaterne og EU vil skulle håndtere i de kommende år, ved at gøre brug af de mest lovende teknologiske fremskridt, uanset om de udvikles specifikt til forsvaret eller til civile formål;

56.

understreger behovet for at sikre, at forskningsresultater beskyttes tilstrækkeligt inden for en fælles politik for intellektuel ejendomsret, og mener, at EDA's rolle inden for dette område yderligere bør styrkes for på et tidligt tidspunkt at fremme fremtidigt teknologisk og industrielt samarbejde mellem EU-partnere;

57.

er overbevist om, at rumsektoren bidrager til EU's strategiske selvstændighed, og at medlemsstaternes mulighed for uafhængig adgang hertil spiller en afgørende rolle på forsvars- og sikkerhedsområdet; understreger, at det er vigtigt at bibeholde topkvaliteten i denne teknologisk innovative og effektive industri med henblik på at sikre Den Europæiske Unions teknologiske uafhængighed;

58.

glæder sig over indførelsen og udviklingen af et europæisk satellitsystem (Galileo, Copernicus og Egnos); understreger, at udviklingen af et sådant system vil være et stort skub fremad ikke blot for rumindustrien, men også for Europas selvstændighed, og at det udgør en mulighed for at udvikle en afgørende komponent af det europæiske forsvars industrielle og teknologiske basis;

59.

understreger, at det er nødvendigt at beskytte Europas ruminfrastruktur ved at udvikle dens kapacitet til overvågning og sporing i rummet (SST);

60.

påpeger, at den digitale tidsalder i stigende grad medfører udfordringer for infrastrukturers og teknologiers sikkerhed, og fremhæver derfor behovet for øget samarbejde og videnudveksling dels mellem medlemsstaterne og dels mellem Den Europæiske Union og dens centrale partnere;

61.

understreger, at det er vigtigt at udarbejde europæiske standarder inden for ikt og cybersikkerhed og integrere dem i internationale standarder;

62.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde om at sikre, at cybersikkerhed bliver et centralt element, som derfor i særlig grad bør fremmes gennem forskning og innovation i sikkerheds- og forsvarssektoren, og som bør udgøre en del af den kortfristede, mellemfristede og langfristede strategi;

63.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til systematisk at tage højde for de udfordringer, der er forbundet med cybersikkerhed, i både nuværende og kommende europæiske civile og militære programmer (Galileo, Copernicus, det fælles europæiske luftrum/Sesar etc.);

64.

minder om, at medlemsstaterne har et presserende behov for forbedret gennemsigtighed og øget åbenhed på deres markeder for forsvarsmateriel, samtidigt med at det understreger den særlige karakter af indkøb af forsvarsmateriel og påpeger, at de berører afgørende nationale sikkerhedsinteresser og derfor ikke kan behandles på samme måde som alle andre sektorer; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at sikre, at direktiverne fra 2009 om indkøb og overførsel af forsvarsmateriel anvendes korrekt og konsekvent, navnlig med hensyn til undtagelser for EU-reglerne i artikel 346 i TEUF for at styrke det indre marked ved at forenkle indkøbsreglerne i forsvarssektoren, hvor det er hensigtsmæssigt;

65.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at øge bestræbelserne på at opnå lige konkurrencevilkår på markedet for forsvarsmateriel, at begrænse brugen af markedsforvridende praksis til det absolutte minimum i forbindelse med behørigt dokumenterede undtagelser; påpeger især behovet for at styrke kontrollen med statsstøtte og opfordrer derfor indtrængende medlemsstaterne til at udvise større gennemsigtighed i forbindelse med statsstøtte og indkøbspraksisser i forsvarssektoren over for de europæiske myndigheder og agenturer såvel som den brede befolkning;

66.

er bekymret over det faktum, at en række medlemsstater er i færd med at forberede købet af brugte F-16 jagerfly uden at give europæiske virksomheder en fair chance for at konkurrere; mener, at en sådan praksis er i strid med Det Europæiske Råds mål om at styrke det europæiske forsvars industrielle basis; minder disse medlemsstater om, at behovet for at gennemføre principperne om ikkeforskelsbehandling og gennemsigtighed som fastlagt i Lissabontraktaten også gælder i forbindelse med salg mellem regeringer;

67.

opfordrer medlemsstaterne, EDA og Kommissionen til at arbejde sammen hen imod en gradvis udfasning af krav om modydelser og samtidig fremme integrationen af mindre medlemsstaters industrier i det europæiske forsvars industrielle og teknologiske basis ved hjælp af andre midler end modydelser; opfordrer især medlemsstaterne til fuldt ud at anvende direktivets bestemmelser om underentreprise og generelle licenser til at opnå dette;

68.

understreger, at man bør tilskynde til, at der i højere grad benyttes innovative indkøbsteknikker — herunder navnlig e-indkøb og prækommercielle indkøb såvel som indførelse af incitamenter til FoU — ved indkøb af forsvarsmateriel, da de kan være særligt velegnede på dette område og kan spille en vigtig rolle i bestræbelserne på at reducere administration og omkostninger i forbindelse med indkøbsprocedurer; mener, at man samtidig bør sikre beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og knowhow; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gøre strategisk brug af offentlige indkøb og indføre innovative tildelingsprincipper, der er baseret på begrebet det økonomisk mest fordelagtige bud;

69.

mener, at ordregivende myndigheder og ordregivere på forsvars- og sikkerhedsområdet bør have adgang til en bestemt udbudsprocedure med hensyn til kontrakter, hvor der er behov for udvikling af innovative varer eller tjenesteydelser eller innovative arbejder, og efterfølgende indkøb af de resulterende varer, tjenesteydelser eller arbejder, som de eksisterende løsninger på markedet ikke kan tilgodese;

70.

mener endvidere, at en sådan procedure vil forbedre den måde, hvorpå det indre marked fungerer, og fremme udviklingen af et europæisk marked for forsvarsmateriel og for det europæiske forsvars industrielle og teknologiske basis samt skabe vækst for innovative SMV'er; understreger, at en sådan procedure allerede er blevet vedtaget i de reviderede direktiver om klassiske indkøb og forsyningsvirksomheders indkøb, der giver de ordregivende myndigheder mulighed for at indgå et langsigtet innovationspartnerskab med henblik på at udvikle og efterfølgende skabe nye, innovative varer, tjenesteydelser eller arbejder, således at der skabes det nødvendige »market pull« og incitament til at udvikle innovative løsninger uden at afskærme markedet;

71.

opfordrer derfor Kommissionen til at tage hensyn til disse udviklinger i sin gennemførelsesrapport til Europa-Parlamentet og Rådet i henhold til direktivet om offentlige forsvarskontrakter (direktiv 2009/81/EF), som skal forelægges senest den 21. august 2016, og til at lade denne rapport ledsage af et lovgivningsforslag om ændring af direktiv 2009/81/EF, der indfører proceduren for innovationspartnerskaber for de pågældende kontrakter;

72.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til også at tage skridt til at eliminere dobbeltarbejde og overkapacitet i sektoren gennem øget samarbejde i det indre marked; fremhæver de potentielle fordele ved fælles indkøb i form af stordriftsfordele og interoperabilitet; påpeger, at fælles projekter vil reducere omkostningerne og muliggøre langsigtede investeringer;

73.

minder om, at de kontrakter, der indgås på forsvars- og sikkerhedsområdet, ofte er teknisk komplicerede; understreger, at man for at lette grænseoverskridende udbud må revidere unødvendige, inkompatible eller uforholdsmæssige tekniske krav, hvor det er relevant, for at minimere og om muligt fjerne hindringerne for det indre marked;

74.

bemærker, at udviklingen af en levedygtig EDTIB kun kan opfattes som en del af det globale marked, og opfordrer Kommissionen og Det Europæiske Råd til at tilnærme sig spørgsmålet med et globalt perspektiv; mener, at det vil være i strid med målet om styrkelse af den europæiske forsvarsindustris konkurrenceevne, hvis der træffes protektionistiske foranstaltninger;

75.

beklager den nuværende ulighed med hensyn til gensidig markedsadgang mellem USA og Europa, og den deraf følgende ubalance i handlen med forsvarsmateriel; kræver, at der gøres en indsats for at opnå reel gensidighed i adgangen til offentlige indkøb af forsvarsmateriel på begge sider af Atlanten;

76.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til nøje at overholde de betingelser, der er fastsat i Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP, og fastsætte fælles bestemmelser for kontrol af eksport af militær teknologi og militært materiel, samt til at sørge for en omhyggelig vurdering af alle licensansøgninger i forhold til alle otte kriterier i fornødent omfang; opfordrer medlemsstaterne og EU til at handle i de internationale fora med henblik på at øge gennemsigtigheden på de internationale markeder for indkøb af forsvarsmateriel for at gøre det lettere at kontrollere den globale våbenhandel, navnlig ved at fremme våbenhandelstraktaten; opfordrer medlemsstaterne til at ratificere traktaten hurtigt, så det kan træde i kraft, efter at Parlamentets har givet sit samtykke;

77.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til formanden for Det Europæiske Råd, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes parlamenter, NATO's Parlamentariske Forsamling og NATO's generalsekretær.

24.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 436/35

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. oktober 2013 med titlen »Styrkelse af Den Økonomiske og Monetære Unions sociale dimension« (COM(2013)0690),

—

der henviser til rapporten til Det Europæiske Råd af 26. juni 2012 fra formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, med titlen »Hen imod en egentlig Økonomisk og Monetær Union« (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. november 2012 med titlen »En plan for en udbygget og egentlig ØMU: Indledning af en europæisk debat« (COM(2012)0777),

—

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 14. december 2012 om køreplanen for fuldførelsen af Den Økonomiske og Monetære Union (2),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. marts 2013 med titlen »Hen imod en udbygget og egentlig Økonomisk og Monetær Union: Indførelsen af et instrument for konvergens og konkurrenceevne« (COM(2013)0165),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. marts 2013 med titlen »Hen imod en udbygget og egentlig økonomisk og monetær union: Forudgående samordning af planer for større reformer af den økonomiske politik« (COM(2013)0166),

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 14. marts 2013 (3), den 28. juni 2013 (4) og den 25. oktober 2013 (5),

—

der henviser til sin beslutning af 20. november 2012 med titlen »Hen imod en egentlig Økonomisk og Monetær Union« (6),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. februar 2013 med titlen »Sociale investeringer i vækst og samhørighed, herunder gennem anvendelse af Den Europæiske Socialfond 2014-2020« (COM(2013)0083), og til sin beslutning af 12. juni 2013 herom (7),

—

der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker: gennemførelse af prioriteterne for 2013 (8),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. oktober 2009 med titlen »Solidaritet på sundhedsområdet: Begrænsning af uligheder på sundhedsområdet i EU« (COM(2009)0567),

—

der henviser til den offentlige høring, som blev afholdt af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender den 9. juli 2013 om Den Økonomiske og Monetære Unions (ØMU) sociale dimension — den europæiske arbejdsløshedsforsikringsordning,

—

der henviser til arbejdsdokumentet om automatiske stabilisatorer af 4. oktober 2013 fra arbejdsgruppen under Kommissionens GD for Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Inklusion,

—

der henviser til European Policy Centre's (EPC) Policy Brief af 13. september 2013 om udvikling af den sociale dimension i en udbygget og egentlig Økonomisk og Monetær Union,

—

der henviser til Notre Europe's plan for en »Cyclical Shock Insurance in the euro area« af september 2013,

—

der henviser til Den Internationale Valutafonds (IMF) diskussionsoplæg for medarbejdere med titlen »Towards a Fiscal Union for the Euro Area« af september 2013 (9),

—

der henviser til sin beslutning af 4. juli 2013 med titlen »Krisens konsekvenser for sårbare gruppers adgang til pleje« (10),

—

der henviser til Kommissionens EU's beskæftigelsesmæssige og sociale situation: kvartalsrapport af oktober 2013,

—

der henviser til forespørgsel til Kommissionen om Den Økonomiske og Monetære Unions sociale dimension (O-000122/2013 — B7-0524/2013),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at arbejdsløsheden i EU har nået et alarmerende niveau på 26,6 mio. personer (11);

B.

der henviser til, at arbejdsløshedsfrekvensen blandt unge har nået et rekordhøjt niveau med 23 % i gennemsnit for EU samlet set;

C.

der henviser til, at langtidsarbejdsløsheden er steget i de fleste medlemsstater og har nået sit hidtil største omfang i EU samlet set;

D.

der henviser til, at strukturarbejdsløshed og ubalancer mellem udbud af og efterspørgsel efter arbejdskraft er steget;

E.

der henviser til, at fattigdomsniveauerne i EU er steget siden 2007, mens husstandsindkomsterne er faldet, hvilket har ført til, at 24,2 % af EU's befolkning for øjeblikket trues af fattigdom eller social udstødelse;

F.

der henviser til, at fattigdom hos personer i beskæftigelse er steget støt siden krisens begyndelse;

G.

der henviser til, at stigende fattigdom blandt personer i beskæftigelse og det voksende antal husstande uden erhvervsaktive personer har medført stigende børnefattigdomsniveauer;

H.

der henviser til, at ulighederne både inden for de enkelte medlemsstater og mellem medlemsstaterne, navnlig i euroområdet, er vokset;

I.

der henviser til, at de vedvarende forskelle mellem medlemsstaterne har bevirket en hurtig polarisering af arbejdsløshedsprocenterne, navnlig inden for euroområdet, og at disse forskelle også er voksende mellem regioner og sociale grupper i nogle lande;

J.

der henviser til, at de sociale ubalancer er steget hurtigere inden for euroområdet end i EU som helhed;

K.

der henviser til, at overvågningen af socialbeskyttelsesresultaterne har udpeget centrale sociale tendenser, som bør følges;

L.

der henviser til, at arbejdsløshedsfrekvensen i udkanten af euroområdet nåede 17,3 % i gennemsnit i 2012 i sammenligning med 7,1 % i det indre euroområde;

M.

der henviser til, at andelen af unge i udkanten af euroområdet, der hverken er i beskæftigelse, under almen uddannelse eller erhvervsuddannelse, nåede 22,4 % i gennemsnit i 2012 i sammenligning med 11,4 % i det indre euroområde;

N.

der henviser til, at fattigdomsniveauet er steget i to tredjedele af medlemsstaterne, men er stabiliseret i den resterende tredjedel;

O.

der henviser til, at der er blevet taget store skridt med henblik på at styrke EU's økonomiske styring; der dog henviser til, at udsigten til at nå målene for Europa 2020-strategien, i øjeblikket er truet;

P.

der henviser til, at drøftelserne om sociale ubalancer bør sidestilles med drøftelserne om makroøkonomiske ubalancer;

Q.

der henviser til, at Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender afholdt en offentlig høring den 9. juli 2013 om »Den Økonomiske og Monetære Unions sociale dimension — den europæiske arbejdsløshedsforsikringsordning«, hvorunder man drøftede og udforskede tanken om automatiske stabilisatorer i euroområdet og mulige metoder til at indføre dem;

R.

der henviser til, at trojkaen har bekræftet, at arbejdsmarkedets parters værdifulde deltagelse og en stærk arbejdsmarkedsdialog, ligeledes på nationalt niveau, er nødvendig for og kan bidrage til et positivt udfald for enhver reform og i særdeleshed for reformer af ØMU'en;

S.

der henviser til, at den økonomiske situation i nogle af medlemsstaterne har skadet beskæftigelseskvaliteten, den sociale beskyttelse og arbejdsmiljøet;

1.

bifalder meddelelsen fra Kommissionen om styrkelse af Den Økonomiske og Monetære Unions (ØMU) sociale dimension, og anser den for at være et første skridt i retning mod at udvikle en social dimension inden for ØMU;

2.

anerkender udtrykkeligt, at gennemførelsen af ØMU'ens sociale dimension er underlagt nærhedsprincippet og bedst kan opnås gennem anvendelse af bedste praksis og peer reviews på europæisk niveau;

3.

mener dog, at der er behov for mere specifikke forslag for at sikre, at den økonomiske styring respekterer den sociale dimension;

4.

opfordrer indtrængende til, at sociale hensyn får en central plads i den europæiske integration og mainstreames i alle EU's politikker og initiativer;

5.

mener, at den sociale dimension bør afvejes med hensyn til benchlearning;

6.

bemærker, at formålet med ØMU'ens sociale dimension er at sikre social tryghed og en tilstrækkelig levestandard for nuværende og kommende generationer; anser det derfor for vigtigt, at borgerne i EU kan se, at Unionen er i stand til at fremme sociale fremskridt;

7.

mener, at udviklingen af et socialt Europa med en social union som mål er en konsekvens af den europæiske integration;

8.

bakker op om det fremsatte forslag om oprettelse af en resultattavle over de vigtigste beskæftigelsesmæssige og sociale indikatorer, som skal supplere proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer (PMU) med henblik på at gøre de sociale konsekvenser af økonomiske og andre politikker mere gennemsigtige gennem ex ante- og ex post-konsekvensvurderinger og overvågning, og som kan anvendes ved udarbejdelsen af Kommissionens fælles beskæftigelsesrapport;

9.

afviser enhver harmonisering eller tilpasning, der medfører en nedsættelse af de sociale normer i medlemsstaterne;

10.

påpeger, at de foreslåede indikatorer udgør en mulighed for at sikre omfattende dækning af medlemsstaternes beskæftigelsesmæssige og sociale situation;

11.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at alle relevante indikatorer er kønssensitive;

12.

opfordrer til, at den foreslåede indikator for arbejdsløshedsfrekvens blandt unge skal medtage unge op til 30 år på frivillig basis som fastsat i ungdomsgarantien;

13.

kræver, at resultattavlen skal omfatte indikatorer vedrørende børnefattigdom, adgang til sundhedspleje, hjemløshed og et indeks for anstændigt arbejde, således at der kan foretages en korrekt vurdering af den sociale situation i EU;

14.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at tage konkrete initiativer for at gøre politikkers og reformers sociale indvirkning mere gennemsigtig gennem såvel ex ante- som ex post-konsekvensvurderinger og -overvågninger af politiske reformer;

15.

opfordrer Rådet til at fastlægge konkrete referenceværdier for beskæftigelsesmæssige og sociale indikatorer i form af et minimumsniveau for social beskyttelse i EU med henblik på at fremme opadgående social konvergens og sociale fremskridt;

16.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at muliggøre, at Parlamentet og arbejdsmarkedets parter bliver inddraget i fastlæggelsen af de beskæftigelsesmæssige og sociale indikatorer;

17.

understreger behovet for at støtte det store potentiale for socialt iværksætteri med hensyn til alle aspekter af social innovation på europæisk niveau med henblik på at fremme nationale sociale systemer, sætte gang i væksten og skabe nye job inden for den hvide og grønne sektor, især for unge i alle medlemsstater og regioner;

18.

påpeger betydningen af at sikre, at tilsyn med beskæftigelsesmæssige og sociale udviklinger kan bidrage til en bedre forståelse og sigter mod at nedbringe de sociale forskelle mellem medlemsstaterne og forebygge social dumping;

19.

opfordrer Kommissionen til at overvåge, at alle medlemsstaternes rapporter opfylder Europa 2020-målene, især med hensyn til fattigdomsreduktion og beskæftigelse, og at se nøje på forbindelsen og den gensidige afhængighed mellem politikkerne;

20.

beklager, at ovennævnte meddelelse fra Kommissionen af 2. oktober 2013 ikke beskæftiger sig med, hvilken rolle stabilisatorer skal spille, og hvilke fremgangsmåder der skal gælde herfor;

21.

bifalder det fremsatte forslag om inddragelse af arbejdsmarkedets parter i processen for det europæiske semester inden for rammerne af blandt andet Udvalget for den Sociale Dialog forud for vedtagelsen af den årlige vækstundersøgelse;

22.

bifalder kravet om, at EU's budget skal anvendes bedst muligt med henblik på at udvikle ØMU'ens sociale dimension og yderligere støtte arbejdstagernes mobilitet på et frivilligt grundlag for at udnytte EU's beskæftigelsespotentiale i så stor udstrækning som muligt;

23.

opfordrer arbejdsmarkedets parter til at spille en endnu mere aktiv rolle i det europæiske semester; beklager den makroøkonomiske dialogs for formelle karakter;

24.

opfordrer Kommissionen til på en bedre måde at inddrage Parlamentets ovennævnte beslutning af 23. oktober 2013, ovennævnte meddelelse fra Kommissionen af 2. oktober 2013 og denne beslutning herom ved udformningen af den årlige vækstundersøgelse for 2014;

25.

minder om, at god forvaltning af ØMU'en og dens indvirkninger kun kan være effektiv, hvis alle berørte parter, herunder arbejdsmarkedets parter, inddrages; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at alle berørte parter, herunder arbejdsmarkedets parter, inddrages i den økonomiske styring og navnlig i processen med det europæiske semester;

26.

opfordrer Det Europæiske Råd, der træder sammen i december 2013, til at fastlægge fremskridtene med hensyn til at styrke det sociale aspekt af ØMU'en;

27.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet og Det Europæiske Råd.

24.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 436/39

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Bangladesh, navnlig beslutningerne af 23. maj 2013 (1), 14. marts 2013 (2), 17. januar 2013 (3), 10. juli 2008 (4) og 6. september 2007 (5),

—

der henviser til den skrivelse, som Den Europæiske Unions missionschefer sendte for at markere den europæiske dag mod dødsstraf den 10. oktober 2013,

—

der henviser til den erklæring, som EU’s delegation til Bangladesh den 12. august 2013 udsendte om tilbageholdelsen af Adilur Rahman Khan,

—

der henviser til erklæring af 6. november 2013 fra De Forenede Nationers menneskerettighedskommissær, Navi Pillay, om Bangladeshs afsigelse af dødsdom mod 152 soldater for det blodige mytteri i 2009,

—

der henviser til FN's erklæring om menneskerettighedsforkæmpere, der blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 9. december 1998,

—

der henviser til den universelle regelmæssige gennemgang vedrørende Bangladesh (2013),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,

A.

der henviser til, at EU har gode og langvarige forbindelser med Bangladesh, bl.a. i kraft af samarbejdsaftalen om partnerskab og udvikling;

B.

der henviser til, at der skal afholdes parlamentsvalg i Bangladesh inden den 25. januar 2014 efter fem år med en valgt, civil regering ved magten; der henviser til, at frie, retfærdige og gennemsigtige valg har afgørende betydning for en styrkelse af den forholdsvis stabile demokratiske styreform, som landet har udviklet gennem de seneste fem år;

C.

der henviser til, at omkring 30 bangladeshere hidtil er blevet dræbt og flere hundrede såret som følge af politisk vold under generalstrejker (»hartals«) indkaldt af Bangladeshs BNP-parti under ledelse af tidligere premierminister Begum Khaleda Zia sammen med BNP-partiets allierede, Jamaat-e-Islami-partiet, for at kræve, at et »upartisk« forretningsministerium fører tilsyn med det kommende valg, og at premierminister Sheikh Hasina træder tilbage;

D.

der henviser til, at disse arbejdsstandsninger siden fredag den 8. november 2013 har ført til, at fem højtstående oppositionsledere er blevet arresteret af regeringen, samt — ifølge BNP-kilder — til, at der i landdistrikterne er blevet arresteret omkring 1 000 BNP-tilhængere;

E.

der henviser til, at de siddende ministre er trådt tilbage, og at premierminister Hasina fra Awami League har tilbudt at danne en tværpolitisk regering, men at det største oppositionsparti ikke hidtil har taget mod dette tilbud;

F.

der henviser til, at både BNP og Awami League gennem årene har indtaget kontradiktoriske og skiftende synspunkter vedrørende fordelene ved et forretningsministerium, mens Bangladeshs øverste domstol i maj 2011 erklærede den 15 år gamle forfatningsbestemmelse, der giver en valgt regering mandat til ved udløbet af sin valgperiode at overdrage magten til et udnævnt tværpolitisk forretningsministerium, som så vil føre tilsyn med et nyt parlamentsvalg, for ulovlig; der dog henviser til, at den øverste domstol udtalte, at det ugyldiggjorte system kunne anvendes i endnu to valgperioder af hensyn til statens og folkets sikkerhed; der henviser til, at systemet miskrediteredes af det sidste militærstøttede forretningsministerium i 2007-2008, hvor dette nægtede at afholde valg i næsten to år og sendte lederne af de to største partier, Sheikh Hasina og Begum Khaleda Zia (sammen med hendes søn Tarique Rahman), i fængsel;

G.

der henviser til, at Awami League efter afsigelsen af ovennævnte dom indførte loven om den 15. forfatningstilføjelse og afskaffede systemet med forretningsministerier til trods for BNP-oppositionens afvisning af at samarbejde om reformen;

H.

der henviser til, at der, efter at Sheikh Hasina kom til magten, har været afholdt fem regionale valg i Bangladesh, som Awami League har tabt, og som ikke har givet anledning til påstande om uregelmæssigheder;

I.

der henviser til, at den forarmede del af Bangladeshs befolkning, som er afhængig af dagløn for at overleve, er stærkt berørt af strejkerne, og at Bangladeshs skrøbelige økonomi, som allerede har skullet klare udfordringerne i forbindelse med den senere tids traumatiske ulykker i beklædningsindustrien, sandsynligvis vil lide yderligere;

J.

der henviser til, at der er påstande fremme om, at Jammat-e-Islami befordrer strejkernes gennemførelse for at obstruere de retssager, der er indledt mod dets ledere for krigsforbrydelser;

K.

der henviser til, at den særlige domstol, der oprettedes til retsforfølgning af forbrydelser begået under mytteriet i 2009, hvor 79 mennesker, herunder 57 hærofficerer, blev brutalt myrdet, den 5. november 2013 afsagde dødsdomme mod 152 soldater i en af historiens største retssager; der henviser til, at FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay, udtrykte forfærdelse over disse dødsdomme efter forlydender om, at de anklagede var blevet tortureret, og at menneskerettighedsstandarderne ikke var blevet overholdt under masseretssagerne;

L.

der henviser til, at ngo-aktivister, advokater, journalister og fagforeningsfolk, som kæmper for civile rettigheder, fortsat udsættes for pres, og at myndighederne ikke har iværksat effektive efterforskninger af udenretslige drab, torturhandlinger og forsvindinger som f.eks. i sagen vedrørende fagforeningsleder og menneskerettighedsforkæmper Aminul Islam;

1.

giver udtryk for sin alvorlige bekymring over den fortsatte lammelse af hverdagen i Bangladesh som følge af generalstrejker organiseret af BNP- og Jamaat-e-Islami-oppositionen og konfrontationen mellem de to politiske lejre — partiet Awami League og oppositionen — forud for parlamentsvalget;

2.

beklager, at det ikke lykkedes det bangladeshiske parlament at opnå enighed mellem alle partierne vedrørende regeringens udøvelse af magt i tiden op til valget, ihukommende at de fleste demokratier klarer denne fase uden et forretningsministerium, og opfordrer indtrængende den bangladeshiske regering og oppositionen til først og fremmest at handle i Bangladeshs bedste interesser og finde et kompromis, der vil give det bangladeshiske folk en chance for at give udtryk for dets demokratiske vilje;

3.

påskønner Bangladeshs ry som et tolerant og flerkonfessionelt samfund og fordømmer grupper og faktioner, der forsøger at skabe spændinger mellem de forskellige samfundsgrupper for egen vindings skyld; opfordrer alle grupper og enkeltpersoner til at udvise tolerance og tilbageholdenhed, navnlig forud for, under og efter valget;

4.

opfordrer alle partier til ikke at boykotte valget, da dette ville fratage borgerne et politisk valg og undergrave Bangladeshs sociale og økonomiske stabilitet og de imponerende fremskridt, det har gjort i udviklingsmæssig henseende, navnlig med hensyn til årtusindudviklingsmålene, katastrofehåndtering, arbejdstagerrettigheder og større indflydelse til kvinder;

5.

opfordrer den bangladeshiske valgkommission til at organisere og føre tilsyn med det næste almindelige valg på fuldt gennemsigtig vis; støtter anerkendelsen af nye politiske partier, der har til hensigt at deltage i det næste almindelige valg og opfylder rimelige kriterier for politisk deltagelse og repræsentation;

6.

opfordrer alle politiske partier til at afholde sig fra enhver form for vold eller tilskyndelse til vold under valgprocessen og til at forhindre en gentagelse af de politisk motiverede voldelige sammenstød, der forekom i første halvdel af 2013; giver i denne forbindelse udtryk for sine alvorlige bekymringer over den nylige opblussen af politisk motiveret vold, som efterlod i snesevis af døde i slutningen af oktober 2013;

7.

anerkender behovet for forsoning, retfærdighed og ansvarlighed for de forbrydelser, som blev begået under uafhængighedskrigen i 1971; fremhæver og støtter den vigtige rolle, som Den Internationale Straffedomstol spiller med hensyn hertil;

8.

beklager imidlertid det stadig større antal indsatte på dødsgangene i Bangladesh og de massedødsdomme, der er blevet afsagt i retssagerne mod dem, der var indblandet i mytteriet blandt grænsevagter i 2009; kræver, at der anvendes nationale og internationale standarder for retfærdig rettergang og retfærdig procedure;

9.

gentager, at det er stærkt imod anvendelsen af dødsstraf i alle tilfælde og under alle omstændigheder, og opfordrer de kompetente myndigheder i Bangladesh til at indføre et officielt moratorium for henrettelser som et første skridt hen imod afskaffelse af dødsstraf;

10.

opfordrer den bangladeshiske regering til at genskabe et befordrende miljø for civilsamfundsorganisationer, herunder menneskerettighedsforkæmpere, som har bidraget meget til Bangladeshs udvikling, således at de frit kan udøve deres virksomhed;

11.

opfordrer indtrængende de bangladeshiske myndigheder til at gennemføre øjeblikkelige, uafhængige og gennemsigtige efterforskninger i sager vedrørende krænkelser af menneskerettighedsforkæmperes rettigheder, herunder trusler, overfald, drab, tortur og mishandling, for at identificere alle de ansvarlige og bringe dem for en domstol; fremhæver navnlig sagen vedrørende fagforeningsleder Aminul Islam samt sagerne vedrørende journalisterne Sagar Sarowar og Meherun Runi;

12.

glæder sig over det fælles initiativ, som den bangladeshiske regering og Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), i samarbejde med repræsentanter for regeringer, arbejdsgivere og arbejdstagere, har taget til at forbedre arbejdsvilkårene i konfektionsbranchen; opfordrer indtrængende europæiske og andre internationale tøjmærker til at opfylde de løfter og tilsagn, de afgav efter sammenstyrtningen af Rana Plaza-fabrikken, herunder i aftalen om brand- og bygningssikkerhed i Bangladesh;

13.

opfordrer den bangladeshiske regering til at afskaffe kravet om, at fagforeninger for at kunne registreres skal have en repræsentativitet på 30 %, til at udvide arbejdsmarkedslovens anvendelsesområde til også at omfatte arbejdstagerkategorier, der i øjeblikket ikke er omfattede, til at indføre forbud mod arbejdsgiveres indblanding i fagforeningsanliggender, til at udvide arbejdsmarkedslovens anvendelsesområde til også at omfatte eksportforarbejdningszoner og til at give Workers’ Welfare Associations (WWA) kollektive forhandlingsrettigheder og samtidig gøre det lettere at registrere WWA’er;

14.

glæder sig til at se Bangladesh samarbejde fuldt ud med FN’s traktatorganer og udsende en stående indbydelse til FN’s Menneskerettighedsråds særlige procedurer;

15.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, FN's Menneskerettighedsråd samt Bangladeshs regering og parlament.

24.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 436/42

—

der henviser til sin beslutning af 24. marts 2011 om EU's forbindelser med Golfstaternes Samarbejdsråd (1),

—

der henviser til EU-Golfstaternes Samarbejdsråds fælles råds- og ministermøde afholdt i Manama, Bahrain, den 30. juni 2013,

—

der henviser til FN's konvention om sikring af alle vandrende arbejdstageres og deres familiers rettigheder af 18. december 1990,

—

der henviser til Det Internationale Fodboldforbund FIFA's meddelelse af 2. december 2010 om valget af Qatar til værtsskabet for VM i fodbold 2022,

—

der henviser til, at Qatar ratificerede Den Internationale Arbejdsorganisation ILO's konvention vedrørende tvungent eller pligtmæssigt arbejde (C029) den 12. marts 1998,

—

der henviser til beslutningerne truffet af den qatarske minister for embedsvæsen og bolig om implementering af arbejdslov nr. 14/2004 om regulering af vilkår og procedurer for udstedelse af tilladelser til qatarske statsborgere, der ønsker at ansætte udenlandske arbejdstagere af 22. august 2005, og til Qatars lov nr. 4 af 2009 om visumgaranter,

—

der henviser til opgavebeskrivelsen fra FN's særlige rapportør om migranters menneskerettigheder, François Crépeau, af 10. november 2013,

—

der henviser til rapporterne fra Human Rights Watch og Amnesty International om situationen for bygningsarbejdere i Qatar forud for VM-slutrunden og Amnesty Internationals generalsekretærs nylige besøg i landet,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,

A.

der henviser til, at der anslås at opholde sig 1,35 millioner udenlandske statsborgere i Qatar, og at de udgør nærved 90 % af landets arbejdsstyrke; der henviser til, at migrantarbejderne fortrinsvist er beskæftiget inden for byggeri, servicefag og hushjælp; der henviser til, at Qatar med dette tal har verdens højeste rate af migrantarbejdere i forhold til egen befolkning; der henviser til, at yderligere mindst 500 000 migrantarbejdere forventes at komme til Qatar med henblik på at fremskynde byggeriet i forbindelse med VM-slutrunden i 2022; der henviser til, at flertallet af migrantarbejderne kommer fra Indien og Nepal, men også fra Bangladesh, Pakistan, Filippinerne og Sri Lanka;

B.

der henviser til, at tal fra den Internationale Faglige Sammenslutning (IFS), indhentet fra den indiske og nepalesiske ambassader i landet, viser, at der årligt i gennemsnit omkommer 200 arbejdstagere fra hvert land i Qatar, en situation der vil kunne forværres i forløbet op til VM i 2022;

C.

der henviser til, at ILO har advaret om, at Qatar ikke i fuldt omfang har implementeret den internationale konvention om forbud mod tvangs- eller pligtarbejde, som landet ratificerede i 1998; der henviser til, at ILO har nedsat et trepartsudvalg til at gennemgå beviserne og fremsætte anbefalinger til den qatarske regering om, hvordan den skal efterleve sine internationale forpligtelser;

D.

der henviser til, at formanden for Qatars nationale menneskerettighedskomite har indrømmet, at »der har været nogle problemer« og lovet, at han og regeringen har gjort deres yderste for at afhjælpe disse forhold; der henviser til, at de qatarske myndigheder har bekendtgjort, at arbejdstagerlovene vil blive ændret og at der nu bygges boliger til arbejdstagerne;

E.

der henviser til, at reglerne om visumgaranter, kaldet »kafala-systemet«, indebærer, at arbejdstagerne ikke kan skifte job uden deres arbejdsgivers tilladelse og ikke kan forlade landet, medmindre deres arbejdsgiver underskriver en udrejsetilladelse; der henviser til, at kafala-systemet ofte misbruges, idet arbejdsgiverne tilbageholder arbejdstagernes pas og lønninger og idet arbejdstagerne opkræves gebyrer på op mod 3 500 USD for at få et visum fra »kafeel«/garanten, således at migrantarbejderen i urimelig grad gældsættes;

F.

der henviser til, at IFS indgav en klage til det qatarske arbejdsministerium mod en række qatarske selskaber i marts 2013; der henviser til, at det qatarske arbejdsministeriums afdeling for arbejdsrelationer modtog 6 000 klager fra arbejdstagere i 2012; der henviser til, at IFS og den Internationale Bygnings-og Træarbejderunion har fordømt situationen og i fællesskab har indgivet en klage til ILO over arbejdsforholdene og vilkårene for foreningsfriheden i Qatar;

1.

finder dødsfaldene blandt migrantarbejdere i Qatar såre beklagelige og udtrykker sin medfølelse med de pårørende;

2.

er bekymret over situationen for migrantarbejdere i Qatar, herunder de lange arbejdstider, de farlige arbejdsforhold, at lønninger ikke udbetales i månedsvis, at pas konfiskeres, at arbejdstagerne tvinges til at leve i overbefolkede lejre, nægtes retten til at danne fagforeninger og ikke har adgang til gratis drikkevand i den ekstreme varme;

3.

erkender, at de qatarske myndigheder står over for store udfordringer i forsøget på at forvalte en national arbejdsstyrke, hvoraf næsten 90 % er migrantarbejdere, såvel som de praktiske udfordringer vedrørende håndhævelsen af loven i denne henseende;

4.

glæder sig over de qatarske myndigheders meddelelse om, at virksomheder, der misbruger migrantarbejdere, vil blive opført på en sort liste; glæder sig over de bestræbelser, der er blevet gjort af den qatarske regering og især af Qatars nationale menneskerettighedsråd, for at højne migrantarbejdernes kendskab til deres rettigheder og pligter i henhold til folkeretten; finder det i denne henseende prisværdigt, at menneskerettighedsrådet har oprettet et nyt center til at behandle og afhjælpe migrantarbejdernes klager;

5.

opfordrer de qatarske myndigheder til at sørge for konkret implementering af allerede vedtagen lovgivning på dette område, herunder ved at håndhæve forbuddet mod konfiskation af pas, tage retslige skridt mod overtrædelser og indføre vægtige sanktioner mod virksomheder eller individer, der overtræder de love, der er udformet med henblik på at beskytte migranternes rettigheder; glæder sig over de qatarske myndigheders tilsagn om at indføre lovgivning om hushjælp-beskæftigede, der vil omfatte konkret beskyttelse af arbejdstagerrettigheder og virkningsfulde overholdelsesmekanismer; opfordrer i denne forbindelse til hurtig vedtagelse af udkastet til lov om hushjælp-beskæftigede, der i øjeblikket drøftes i det Qatars øverste råd for familiemæssige anliggender; bemærker, at flertallet af de beskæftigede inden for hushjælp er kvinder;

6.

glæder sig over forslaget fra de relevante statslige myndigheder om at foretage undersøgelser af alle anklager og de qatarske myndigheders løfte om at øge antallet af arbejdsinspektører, der har til opgave at føre tilsyn med håndhævelsen af arbejdstagerlove; forventer, at arbejdsinspektørerne modtager oplæring i menneskerettighedsstandarder og håber, at de vil blive assisteret i deres arbejde af tolke;

7.

er bekymret over tilbageholdelsen af personer, alene fordi de er »flygtet« fra deres arbejdsgivere, og opfordrer de qatarske myndigheder til at indstille denne praksis; opfordrer endvidere indtrængende til, at alle migranter, der er frarøvet deres frihed, skal have adgang til at kontakte deres familie, deres konsulære tjeneste, adgang til en advokat og en tolk, og til øjeblikkeligt at få deres tilbageholdelse prøvet ved en domstol;

8.

glæder sig over forlydenderne om, at der er en løsning på vej på problemerne for de franske fodboldspillere Zahir Belounis og Stéphane Morello, der er kommet på kant med garantsystemet og derfor er blevet forhindret i at forlade landet, og opfordrer de qatarske myndigheder såvel som FIFA til at drage omsorg for, at sådanne sager ikke gentager sig;

9.

opfordrer Qatar til at ratificere den internationale konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder;

10.

opfordrer Qatar til at ratificere ILO-konventionerne, inklusive om migrantarbejdere, foreningsfrihed, retten til faglig organisation og kollektive overenskomster, hushjælp-arbejdstagere og private ansættelsesbureauer og til at overveje at indhente teknisk bistand fra ILO til at sikre, at qatarsk national ret og praksis er i overensstemmelse med disse konventioner;

11.

opfordrer til, at der bygges flere boliger til migrantarbejdere med særligt fokus på boliger for kvinder og børn, der svarer til deres behov; glæder sig over meddelelsen den 9. november 2013 om opførelsen af boliger for 60 000 arbejdstagere, der skal stå klar i december 2013;

12.

gentager, at ratificering og fuld gennemførelse i landene i Golfstaternes Samarbejdsråd, herunder Qatar, af den internationale konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder bør indgå som et centralt element i forbindelserne mellem EU og Samarbejdsrådet;

13.

appellerer til ansvarsfølelsen hos de europæiske selskaber, der står for opførelsen af sportsstadier eller anden infrastruktur i Qatar, således at de drager omsorg for, at arbejdsforholdene stemmer overens med de internationale menneskerettighedsstandarder og tilskynder EU-medlemsstaterne til at tage skridt til at sikre, at deres ingeniør-, entreprenør- og konsulentfirmaer efterlever OECD-retningslinjerne og Ruggie-principperne;

14.

opfordrer de qatarske myndigheder til at arbejde tæt sammen med de relevante myndigheder i migrantarbejdernes hjemlande, der bør føre tilsyn med den rolle, som de ansættelsesbureauer, der skaffer migrantarbejdere til Qatar, spiller; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at støtte hjemlandenes statslige myndigheder, især i Asien, i at tilstræbe bedre behandling af deres migrantarbejdsstyrke;

15.

glæder sig over opfordringen fra den internationale fodboldspillerunion FIFPro om, at FIFA og ILO udpeger uafhængige arbejdspladseksperter, der skal have adgang til alle byggepladser og beføjelse til at fremsætte bindende henstillinger til sikring af, at de internationale arbejdstagerstandarder overholdes i Qatar;

16.

minder FIFA om, at organisationens ansvar rækker ud over udvikling af fodboldspillet og arrangering af turneringer, og opfordrer FIFA til med aktiv støtte fra sine europæiske medlemsstater at sende en utvetydig og fast besked til Qatar om at undgå, at forberedelserne på VM-slutrunden i 2022 overskygges af anklagerne om tvangsarbejde;

17.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Staten Qatars regering og parlament, regeringerne og parlamenterne i landene i Golfstaternes Samarbejdsråd, Det Internationale Fodboldforbund (FIFA), Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA), Den Internationale Arbejdsorganisation ILO og FN's højkommissær for menneskerettigheder.

24.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 436/45

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder, særlig artikel 9 og 10,

—

der henviser til De Forenede Nationers internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som er undertegnet og ratificeret af Bolivia, særlig artikel 9, 10, 14, 15 og 16,

—

der henviser til FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som er undertegnet og ratificeret af Bolivia,

—

der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention, særlig artikel 1, 2, 3, 5, 6 og 7,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 47 og 48,

—

der henviser til den amerikanske menneskerettighedskonvention, som er undertegnet og ratificeret af Bolivia,

—

der henviser til den inter-amerikanske konvention om forbud mod og forebyggelse af tortur, som er undertegnet og ratificeret af Bolivia,

—

der henviser til den bolivianske forfatning og strafferetsplejelov,

—

der henviser til erklæringen fra den ungarske nationalforsamlings udvalg om menneskerettigheder, mindretal og borgerretlige og religiøse anliggender samt dets udenrigsudvalg af 23. maj 2012; der henviser til den erklæring, som blev vedtaget af det bolivianske parlaments andetkammer den 12. juni 2012 som reaktion på den ungarske erklæring,

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Bolivia,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,

A.

der henviser til, at Előd Tóásó, som er ungarsk statsborger, og Mario Tadić, som er kroatisk statsborger, den 16. april 2009 blev arresteret af de bolivianske specialstyrker i den bolivianske by Santa Cruz de la Sierra; der henviser til, at tre andre personer, nemlig Árpád Magyarósi, rumænsk statsborger, Michael Martin Dwyer, irsk statsborger, og Rózsa Flores Eduardo, ungarsk statsborger, døde under skudvekslingen;

B.

der henviser til, at Előd Tóásó og Mario Tadić lige siden har været varetægtsfængslet uden anklage i strid med den bolivianske lovgivning, som foreskriver en maksimal varetægtsfængslingsperiode på 36 måneder — en periode, som burde være udløbet den 16. april 2012;

C.

der henviser til, at Előd Tóásós og Mario Tadićs grundlæggende menneskerettigheder angiveligt skulle være blevet tilsidesat både i forbindelse med deres anholdelse og under den strafferetlige forfølgning;

D.

der henviser til, at artikel 239 i den bolivianske strafferetsplejelov, som omhandler varigheden af en varetægtsfængsling, blev ændret den 18. maj 2010, hvor Előd Tóásó og Mario Tadić allerede sad varetægtsfængslet, med henblik på at forlænge den maksimale varighed fra 12 til 36 måneder med tilbagevirkende kraft;

E.

der henviser til at den offentlige anklage for terrorvirksomhed blev fremsat den 17. december 2010;

F.

der henviser til, at udtalelse nr. 63/2011 (Den Flernationale Stat Bolivia) fra FN’s arbejdsgruppe om vilkårlig tilbageholdelse fastslog, at Bolivia tilsidesatte verdenserklæringen om menneskerettigheder på adskillige områder og endnu engang bekræftede, at Előd Tóásó var blevet arresteret uden en arrestordre og sad ulovligt fængslet; der henviser til, at FN’s arbejdsgruppe i overensstemmelse hermed opfordrede den bolivianske regering til at løslade Előd Tóásó omgående;

1.

opfordrer de bolivianske myndigheder til at sikre en retfærdig og uafhængig rettergang i Előd Tóásó-sagen og Mario Tadić-sagen;

2.

noterer sig den vedtagne rapport, som efterfølgende blev spredt til vide kredse af det bolivianske parlament, baseret på dets egen politiske efterforskning af sagen;

3.

opfordrer til at gennemføre en uafhængig efterforskning af Árpád Magyarósis, Michael Martin Dwyers og Rózsa Flores Eduardos dødsfald under inddragelse af nationale eksperter;

4.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at prioritere sagen højt i sine forbindelser med den bolivianske regering og til at gøre en konkret indsats i denne sag;

5.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU 's særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Republikken Bolivias regering og Kongres, generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater, De Forenede Nationers generalsekretær og De Forenede Nationers Menneskerettighedsråd.

24.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 436/47

—

der henviser til udkast til interinstitutionel aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, budgetsamarbejde og forsvarlig økonomisk forvaltning,

—

der henviser til artikel 310, 311, 312 og 323 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2012 med henblik på at opnå et positivt resultat af proceduren for godkendelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020 (1),

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 8. februar 2013,

—

der henviser til sin beslutning af 13. marts 2013 om Det Europæiske Råds konklusioner af 7.-8. februar 2013 om den flerårige finansielle ramme (2),

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 28. juni 2013,

—

der henviser til sin beslutning af 3. juli 2013 om den politiske aftale om den flerårige finansielle ramme for 2014-2020 (3),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 127, stk. 1,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelse fra Budgetudvalget (A7-0337/2013),

A.

der henviser til, at man på højeste politiske plan den 27. juni 2013 nåede til enighed om en politisk aftale mellem Europa-Parlamentet, det irske formandskab for Rådet og Kommissionen om den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2014-2020 og en ny interinstitutionel aftale;

B.

der henviser til, at de nye bestemmelser vedrørende den flerårige finansielle ramme, der blev indført ved Lissabontraktaten, og ifølge hvilke Europa-Parlamentet navnlig tillægges en større rolle og flere beføjelser, blev anvendt for første gang;

C.

der henviser til, at det i forbindelse med den flerårige finansielle ramme er hensigtsmæssigt at vedtage en interinstitutionel aftale med sigte på at gennemføre budgetdisciplin og forbedre den årlige budgetprocedures forløb og det interinstitutionelle budgetsamarbejde;

1.

godkender den politiske aftale, der blev indgået om den flerårige finansielle ramme for 2014-2020 og en ny interinstitutionel aftale; er fast besluttet på i løbet af de kommende budgetprocedurer i fuldt omfang at gøre brug af de nyoprettede instrumenter, navnlig hvad fleksibiliteten angår;

2.

understreger, at den lange og møjsommelige forhandlingsproces — både i Rådet og på interinstitutionelt plan — og resultatet heraf udgør en utilfredsstillende gennemførelse af de nye bestemmelser vedrørende den flerårige finansielle ramme, der blev indført ved Lissabontraktaten, navnlig med hensyn til den større rolle og de udvidede beføjelser, der i kraft af disse bestemmelser tillægges Europa-Parlamentet;

3.

fordømmer Rådets forhandlingsstrategi, ifølge hvilken dets forhandlere var bundet af Det Europæiske Råds konklusioner af 8. februar 2013 i anliggender underlagt den almindelige lovgivningsprocedure såsom detaljerede tildelingskriterier, finansieringsrammer for programmer eller modtagere samt skønsmæssige finansielle tildelinger til justering af niveauet for udbetalinger fra EU-budgettet til medlemsstaterne, og som dermed forhindrede begge lovgivningsparter i at føre reelle forhandlinger;

4.

beklager desuden, at de mange møder, som er blevet afholdt, og de mange kontakter, som er blevet skabt i løbet af de seneste år mellem dets delegationer og Rådets skiftende formandskaber, ikke har haft nogen indvirkning på hverken ånden og indholdet i eller tidsplanen for forhandlingerne eller på Rådets holdning, herunder behovet for at sondre mellem de lovgivningsmæssige og de budgetmæssige aspekter af aftalen om den flerårige finansielle ramme;

5.

konkluderer, at der i overensstemmelse med artikel 312, stk. 5, i TEUF, i fremtiden bør defineres alternative arbejdsordninger med henblik på at lette vedtagelsen af FFR og for at sikre, at de lovgivningsmæssige og budgetmæssige beføjelser, som Parlamentet er tillagt ved TEUF, respekteres fuldt ud, at Rådet også fører realitetsforhandlinger om alle såkaldte FFR-relaterede dele af retsgrundlagene for programmerne, og at Det Europæiske Råd afholder sig fra at agere som lovgiver i strid med TEUF;

6.

opfordrer Budgetudvalget til i samarbejde med Udvalget om Konstitutionelle Anliggender at drage de nødvendige konklusioner og i god tid forud for 2016-revisionen efter valget at fremsætte nye forslag om de nærmere regler for forhandlinger om flerårige finansielle rammer for at sikre hele budgetprocedurens demokratiske og gennemsigtige karakter;

7.

godkender indgåelsen af aftalen, der er vedføjet som bilag;

8.

pålægger sin formand at undertegne aftalen sammen med formanden for Rådet og formanden for Kommissionen og at foranledige, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

9.

pålægger sin formand at sende denne afgørelse med bilag til Rådet og Kommissionen til orientering.