12.7.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/133


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2022/1199

af 11. juli 2022

om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/76 for så vidt angår harmoniserede standarder for elevatorer med skrånende bevægelsesbane og om berigtigelse af nævnte afgørelse for så vidt angår harmoniserede standarder for ståltove

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 af 25. oktober 2012 om europæisk standardisering, om ændring af Rådets direktiv 89/686/EØF og 93/15/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF, 94/25/EF, 95/16/EF, 97/23/EF, 98/34/EF, 2004/22/EF, 2007/23/EF, 2009/23/EF og 2009/105/EF og om ophævelse af Rådets beslutning 87/95/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1673/2006/EF (1), særlig artikel 10, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/33/EU (2) formodes elevatorer og sikkerhedskomponenter til elevatorer, som er i overensstemmelse med harmoniserede standarder eller dele deraf, hvis referencer er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, at være i overensstemmelse med de væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav i bilag I til nævnte direktiv, der er omfattet af disse standarder eller dele deraf.

(2)

Kommissionen anmodede ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2016) 5884 (3) Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) (»anmodningen«) om at udarbejde og revidere harmoniserede standarder til støtte for direktiv 2014/33/EU. Navnlig blev CEN anmodet om at revidere eksisterende harmoniserede standarder med henblik på at sikre, at de fortsat afspejler det generelt anerkendte tekniske niveau for at opfylde de væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav i bilag I til direktiv 2014/33/EU, og, hvor det er relevant, også de væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav i bilag I til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2006/42/EF (4), som anført i punkt 1.1 i bilag I til direktiv 2014/33/EU.

(3)

På grundlag af anmodningen reviderede CEN den harmoniserede standard EN 81-22:2014, hvis reference er offentliggjort ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/76 (5). Revisionen blev foretaget for at tilpasse nævnte standard til den retlige ramme i direktiv 2014/33/EU og for at øge retssikkerheden og klarheden ved at angive mere præcise oplysninger i bilag ZA og ved at indføre daterede normative referencer. Dette resulterede i vedtagelsen af den harmoniserede standard EN 81-22:2021 om sikkerhedsregler for konstruktion og installation af elevatorer med en skrånende bevægelsesbane til transport af personer og gods. Der blev ikke foretaget væsentlige tekniske ændringer af den harmoniserede standard EN 81-22:2014 som følge af denne revision.

(4)

Kommissionen har sammen med CEN vurderet, hvorvidt den harmoniserede standard EN 81-22:2021 er i overensstemmelse med anmodningen.

(5)

Den harmoniserede standard EN 81-22:2021 opfylder de væsentlige sundheds- og sikkerhedsmæssige krav, den har til formål at dække, og som er fastsat i direktiv 2014/33/EU. Referencen for nævnte standard bør derfor offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

(6)

I bilag I til gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/76 er der opført referencer for harmoniserede standarder, der er udarbejdet til støtte for direktiv 2014/33/EU.

(7)

For at sikre, at referencerne for de harmoniserede standarder, der er udarbejdet til støtte for direktiv 2014/33/EU, er angivet i én retsakt, bør referencerne for den harmoniserede standard EN 81-22:2021 medtages i gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/76.

(8)

Den harmoniserede standard EN 81-22:2021 erstatter den harmoniserede standard EN 81-22:2014. Det er derfor nødvendigt at tilbagetrække referencen til den harmoniserede standard EN 81-22:2014 fra Den Europæiske Unions Tidende. Den harmoniserede standard EN 81-22: 2014 bør derfor udgå af bilag I til gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/76.

(9)

Referencerne for de harmoniserede standarder EN 12385-3:2004+A1:2008, EN 12385-5:2002 og EN 13411-7:2006+A1:2008 om ståltove er i øjeblikket offentliggjort i gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/76. Ståltove er dog ikke sikkerhedskomponenter til elevatorer som omhandlet i artikel 1, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2014/33/EU, og derfor kan nævnte standarder ikke skabe en formodning om overensstemmelse med de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav, der er fastsat i nævnte direktiv. Det er derfor nødvendigt at berigtige gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/76 ved at lade nævnte referencer udgå af bilag I til nævnte afgørelse.

(10)

Gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/76 bør derfor ændres og berigtiges i overensstemmelse hermed.

(11)

For at give producenterne tilstrækkelig tid til at forberede anvendelsen af den harmoniserede standard EN 81-22:2021 er det nødvendigt at udskyde tilbagetrækningen af referencen for standarden EN 81-22:2014.

(12)

Overholdelsen af en harmoniseret standard medfører en formodning om overensstemmelse med de relevante væsentlige krav i Unionens harmoniseringslovgivning fra datoen for offentliggørelsen af referencen for en sådan standard i Den Europæiske Unions Tidende. Denne afgørelse bør derfor træde i kraft på datoen for offentliggørelsen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Bilag I til gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/76 ændres som anført i bilag I til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Bilag I til gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/76 berigtiges som anført i bilag II til nærværende afgørelse.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Punkt 1) i bilag I anvendes fra den 12. januar 2024.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. juli 2022.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 316 af 14.11.2012, s. 12.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/33/EU af. 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om elevatorer og sikkerhedskomponenter til elevatorer (EUT L 96 af 29.3.2014, s. 251).

(3)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2016) 5884 af 21. september 2016 om en standardiseringsanmodning til Den Europæiske Standardiseringsorganisation for så vidt angår elevatorer og sikkerhedskomponenter til elevatorer til støtte for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/33/EU.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner og om ændring af direktiv 95/16/EF (EUT L 157 af 9.6.2006, s. 24).

(5)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/76 af 26. januar 2021 om harmoniserede standarder for elevatorer og sikkerhedskomponenter til elevatorer, der er udarbejdet til støtte for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/33/EU (EUT L 27 af 27.1.2021, s. 20).


BILAG I

I bilag I til gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/76 foretages følgende ændringer:

1)

Nummer 3 udgår.

2)

Følgende nummer 3a indsættes:

»3a.

EN 81-22:2021

Sikkerhedsregler for konstruktion og installation af elevatorer — Elevatorer til transport af personer og gods — Del 22: Personelevatorer og person-gods-elevatorer med skrånende bevægelsesbane.«


BILAG II

I bilag I til gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/76 udgår nummer 13, 14 og 16.


  翻译: