22001X1115(01)

Fælles erklæring fra Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater og Republikken Kroatien om den politiske dialog

EF-Tidende nr. C 320 af 15/11/2001 s. 0001 - 0001


Fælles erklæring fra Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater og Republikken Kroatien om den politiske dialog

(2001/C 320/01)

I anledning af undertegnelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side, og Republikken Kroatien på den anden side(1), erklærer Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater og Republikken Kroatien (i det følgende benævnt "parterne"), at de er besluttede på at styrke og intensivere deres gensidige forbindelser på det politiske område.

Parterne er således enige om at etablere en regelmæssig politisk dialog, som skal ledsage og befæste ders indbærdes tilnærmelse, støtte de politiske og økonomiske forandringer, der er i gang i Republikken Kroatien, og bidrage til at styrke deres nuværende forbindelser samt etablere nye former for samarbejde, navnlig i betragtning af Kroatiens status som potentiel kandidat til EU-medlemskab.

Den politiske dialog, der bygger på fælles værdier og ønsker, skal sigte mod:

1. at styrke de demokratiske principper og institutioner samt respekten for menneskerettighederne, herunder de nationale mindretals rettigheder

2. at fremme regionalt samarbejde, opbygning af gode naboskabsforbindelser og opfyldelse af forpligtelser i henhold til folkeretten

3. at lette den størst mulige integrering af Republikken Kroatien i Europas generelle politiske og økonomiske udvikling på basis af landets egne forudsætninger og resultater

4. at øge sammenfaldet i parternes holdninger til internationale anliggender, særlig sådanne, som kan få betydelige konsekvenser for parterne, herunder samarbejdet i kampen mod terrorisme og andre områder under retlige og indre anliggender

5. at sætte hver af parterne i stand til at tage den anden parts holdning og interesser i betragtning i deres respektive beslutningsprocesser

6. at øge sikkerheden og stabiliteten i hele Europa, og særlig i Sydøsteuropa, gennem samarbejde på de områder, der er omfattet af Den Europæiske Unions fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Den politiske dialog mellem parterne finder sted ved regelmæssige konsultationer, uformelle kontakter og udveksling af oplysninger, særlig under følgende former:

1. møder på højt plan mellem repræsentanter for Republikken Kroatien på den ene side og repræsentanter for Den Europæiske Union, i form af en trojka, på den anden side

2. gensidig information om udenrigspolitiske beslutninger med fuld udnyttelse af de diplomatiske kanaler, herunder kontakter på bilateralt plan i tredjelande såvel som i multilaterale fora, som f.eks. FN, OSCE, Europarådet og andre internationale organisationer

3. kontakter mellem parlamentarikere

4. alle andre midler, der kan bidrage til at befæste og udvikle dialogen mellem parterne

5. den politiske dialog kan, hvor det er hinsigtsmæssigt, tilrettelægges som en multilateral og/eller regional dialog.

(1) Underskrevet i Luxembourg den 29. oktober 2001.

  翻译: