2002/318/EF: Afgørelse nr. 2/2002 truffet af Associeringsrådet EU-Slovenien den 25. januar 2002 om vedtagelse af de almindelige vilkår og betingelser for Republikken Sloveniens deltagelse i Fællesskabets programmer
EF-Tidende nr. L 115 af 01/05/2002 s. 0032 - 0032
Afgørelse nr. 2/2002 truffet af Associeringsrådet EU-Slovenien den 25. januar 2002 om vedtagelse af de almindelige vilkår og betingelser for Republikken Sloveniens deltagelse i Fællesskabets programmer (2002/318/EF) ASSOCIERINGSRÅDET HAR - under henvisning til Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater, der handler inden for rammerne af Den Europæiske Union, på den ene side og Republikken Slovenien på den anden side(1), særlig artikel 106, og ud fra følgende betragtninger: (1) I henhold til artikel 106 i Europaaftalen og bilag XI hertil kan Slovenien deltage i Fællesskabets rammeprogrammer, særprogrammer, projekter eller andre foranstaltninger inden for en lang række områder. Efter protokollen kan der endvidere føjes andre EF-områder til listen. (2) I henhold til artikel 106 fastsættes vilkårene og betingelserne for Sloveniens deltagelse i disse aktiviteter af associeringsrådet. (3) De specifikke betingelser, herunder de finansielle følger, for deltagelse i hvert fællesskabsprogram bør aftales mellem Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og Sloveniens kompetente myndigheder - TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE: Artikel 1 Slovenien kan deltage i alle de af Fællesskabets programmer, der er åbne for deltagelse fra central- og østeuropæiske kandidatlande, i overensstemmelse med bestemmelserne om vedtagelse af disse programmer. Artikel 2 Slovenien yder et finansielt bidrag til Den Europæiske Unions almindelige budget, der svarer til de specifikke programmer, som Slovenien deltager i. Artikel 3 Repræsentanter for Slovenien kan deltage som observatører for de punkter, der vedrører Slovenien, i de forvaltningsudvalg, der er ansvarlige for at overvåge de programmer, som Slovenien bidrager finansielt til. Artikel 4 For projekter og initiativer, der forelægges af deltagere fra Slovenien, gælder så vidt muligt samme betingelser, regler og procedurer vedrørende de pågældende programmer som for medlemsstaterne. Artikel 5 De specifikke vilkår og betingelser, herunder finansielle bidrag, for Sloveniens deltagelse i hvert enkelt program aftales mellem Kommissionen og Sloveniens kompetente myndigheder. Hvis Slovenien anmoder om ekstern bistand fra Fællesskabet i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 3906/89 af 18. december 1989 om økonomisk bistand til visse lande i Central- og Østeuropa(2), kan ovennævnte specifikke vilkår og betingelser fastsættes på grundlag af en finansieringsprotokol. Artikel 6 Denne afgørelse gælder i en ubegrænset periode. Den kan opsiges skriftligt af hver part med seks måneders varsel. Artikel 7 Senest tre år efter denne afgørelses ikrafttræden og hvert tredje år herefter kan associeringsrådet revidere gennemførelsen af afgørelsen på grundlag af Sloveniens faktiske deltagelse i et eller flere af Fællesskabets programmer. Artikel 8 Denne afgørelse træder i kraft på den første dag i måneden efter associeringsrådets vedtagelse af afgørelsen. Udfærdiget i Bruxelles, den 25. januar 2002. På associeringsrådets vegne D. Rupel Formand (1) EFT L 51 af 26.2.1999, s. 3. (2) EFT L 375 af 23.12.1989, s. 11. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 2666/2000 (EFT L 306 af 7.12.2000, s. 1).