7.8.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 207/3


OVERSÆTTELSE

AFTALE

mellem Den Europæiske Union og Det Hashemitiske Kongerige Jordan om rammerne for Det Hashemitiske Kongerige Jordans deltagelse i Den Europæiske Unions krisestyringsoperationer

DEN EUROPÆISKE UNION (»Unionen« eller »EU«),

på den ene side, og

DET HASHEMITISKE KONGERIGE JORDAN,

på den anden side,

i det følgende benævnt »parterne«,

SOM TAGER FØLGENDE I BETRAGTNING:

(1)

Inden for rammerne af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik kan Den Europæiske Union beslutte at iværksætte krisestyringsoperationer, der kan omfatte de opgaver, der er omhandlet i artikel 42, stk. 1, og artikel 43, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union, som besluttet af Rådet.

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

AFDELING I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Afgørelser i tilknytning til deltagelse

1.   Når Unionen har truffet afgørelse om at opfordre Det Hashemitiske Kongerige Jordan til at deltage i en EU-krisestyringsoperation, meddeler Det Hashemitiske Kongerige Jordan i medfør af denne aftale Den Europæiske Union sin kompetente myndigheds afgørelse om landets deltagelse, herunder det foreslåede bidrag.

2.   Unionens vurdering af Det Hashemitiske Kongerige Jordan foreslåede bidrag foretages i samråd med Jordan.

3.   Unionen giver så snart som muligt Det Hashemitiske Kongerige Jordan en foreløbig angivelse af det forventede bidrag til de fælles udgifter til operationen med henblik på at bistå Det Hashemitiske Kongerige Jordan med udformningen af dets tilbud.

4.   Unionen meddeler skriftligt Det Hashemitiske Kongerige Jordan resultatet af sin vurdering og beslutning om landets foreslåede bidrag med henblik på at sikre Det Hashemitiske Kongerige Jordans deltagelse i overensstemmelse med bestemmelserne i denne aftale.

5.   Det Hashemitiske Kongerige Jordans tilbud, jf. stk. 1, og EU's accept heraf, jf. stk. 4, udgør grundlaget for anvendelsen af denne aftale på hver specifik krisestyringsoperation.

6.   Det Hashemitiske Kongerige Jordan kan på eget initiativ eller efter anmodning fra Unionen og efter konsultationer mellem parterne når som helst trække sig helt eller delvis fra deltagelse i en EU-krisestyringsoperation.

Artikel 2

Rammer

1.   Det Hashemitiske Kongerige Jordan tilslutter sig den relevante rådsafgørelse, hvorved Rådet for Den Europæiske Union beslutter, at Unionen skal gennemføre en krisestyringsoperation, og enhver anden afgørelse, hvorved Rådet for Den Europæiske Union beslutter at forlænge en EU-krisestyringsoperation, i overensstemmelse med bestemmelserne i denne aftale og eventuelle nødvendige gennemførelsesbestemmelser.

2.   Det Hashemitiske Kongerige Jordans bidrag til en EU-krisestyringsoperation berører ikke Unionens selvstændige beslutningstagning.

Artikel 3

Status for Det Hashemitiske Kongerige Jordans personel og styrker

1.   Status for det personel, som Det Hashemitiske Kongerige Jordan udsender til en civil EU-krisestyringsoperation, og/eller for de styrker, som Det Hashemitiske Kongerige Jordan bidrager med til en militær EU-krisestyringsoperation, er underlagt den relevante aftale om status for styrkerne/missionen, hvis en sådan aftale er indgået, eller enhver anden aftale mellem Unionen og den eller de stater, hvor operationen gennemføres. Det Hashemitiske Kongerige Jordan underrettes herom.

2.   Status for det personel, der er bidraget med til hovedkvarterer eller kommandoenheder uden for den eller de stater, hvor EU-krisestyringsoperationen finder sted, er underlagt ordninger aftalt mellem de pågældende hovedkvarterer og kommandoenheder og Det Hashemitiske Kongerige Jordans kompetente myndigheder.

3.   Med forbehold af den i stk. 1 omhandlede aftale om status for styrkerne/missionen har Det Hashemitiske Kongerige Jordan jurisdiktion over sit personale, der deltager i EU-krisestyringsoperationer. Hvis Det Hashemitiske Kongerige Jordans styrker opererer om bord på en EU-medlemsstats fartøj eller luftfartøj, kan denne medlemsstat med forbehold af eventuelle gældende og/eller fremtidige aftaler udøve jurisdiktion i henhold til sine love og forskrifter samt international ret.

4.   Det Hashemitiske Kongerige Jordan har ansvaret for at behandle eventuelle klager fra eller vedrørende et medlem af sit personel i forbindelse med deltagelsen i en EU-krisestyringsoperation og for eventuelt at retsforfølge et medlem af sit personel eller at pålægge vedkommende en disciplinær sanktion efter sine love og forskrifter.

5.   Parterne er enige om at frafalde alle erstatningskrav, bortset fra kontraktmæssige krav, mod hinanden for skade på, tab af eller ødelæggelse af aktiver, der ejes eller betjenes af en af parterne, eller personskade eller død blandt en af parternes personel, der er opstået under udøvelsen af dets officielle pligter i forbindelse med aktiviteter i henhold til denne aftale, bortset fra i tilfælde af grov uagtsomhed eller forsætlig forsømmelse.

6.   Det Hashemitiske Kongerige Jordan forpligter sig til at fremsætte en erklæring om frafald af erstatningskrav mod enhver stat, der deltager i en EU-krisestyringsoperation, som Det Hashemitiske Kongerige Jordan deltager i, og til at gøre dette ved undertegnelsen af denne aftale.

7.   Unionen forpligter sig til at sikre, at Den Europæiske Unions medlemsstater ved undertegnelsen af denne aftale fremsætter en erklæring om frafald af erstatningskrav i forbindelse med Det Hashemitiske Kongerige Jordans senere deltagelse i en EU-krisestyringsoperation.

Artikel 4

Klassificerede informationer

1.   Det Hashemitiske Kongerige Jordan træffer passende foranstaltninger til at sikre, at EU's klassificerede informationer beskyttes i overensstemmelse med Rådets regler for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer, jf. Rådets afgørelse 2013/488/EU (1), og supplerende retningslinjer fra de kompetente myndigheder, herunder retningslinjer fra den øverstbefalende for EU-operationen for så vidt angår en militær EU-krisestyringsoperation eller fra den øverstbefalende for den civile EU-operation for så vidt angår en civil EU-krisestyringsoperation.

2.   Hvis parterne indgår en aftale om sikkerhedsprocedurer for udveksling af klassificerede informationer, finder en sådan aftale anvendelse i forbindelse med en EU-krisestyringsoperation.

AFDELING II

BESTEMMELSER OM DELTAGELSE I CIVILE EU-KRISESTYRINGSOPERATIONER

Artikel 5

Personel, der er udsendt til en civil EU-krisestyringsoperation

1.   Det Hashemitiske Kongerige Jordan:

a)

sikrer, at dets personel, der er udsendt til en civil EU-krisestyringsoperation, løser sine opgaver i overensstemmelse med:

i)

den relevante rådsafgørelse og senere ændringer heraf som omhandlet i artikel 2, stk. 1

ii)

operationsplanen

iii)

eventuelle gældende gennemførelsesbestemmelser

iv)

enhver gældende politik for civile EU-krisestyringsoperationer

b)

underretter den øverstbefalende for den civile operation i god tid om eventuelle ændringer i sit bidrag til den civile EU-krisestyringsoperation.

2.   Personel, der udsendes af Det Hashemitiske Kongerige Jordan til en civil EU-krisestyringsoperation, underkastes en lægeundersøgelse og et vaccinationsprogram og skal af sin kompetente myndighed erklæres for egnet til tjeneste ud fra et lægeligt synspunkt og forelægge en kopi af denne erklæring.

3.   Personel, der udsendes af Det Hashemitiske Kongerige Jordan, løser sine opgaver og handler udelukkende i den civile EU-krisestyringsoperations interesse og under overholdelse af de højeste adfærdsstandarder, som er fastsat i de politikker, der gælder for EU's civile krisestyringsoperationer.

Artikel 6

Kommandovej

1.   Alt personel, der deltager i en civil EU-krisestyringsoperation, forbliver fuldt ud underlagt sine nationale myndigheders kommando.

2.   Nationale myndigheder overdrager den operative kontrol til Unionens øverstbefalende for den civile operation.

3.   Den øverstbefalende for den civile operation påtager sig ansvaret for og har kommando over og kontrol med den civile EU-krisestyringsoperation på strategisk niveau.

4.   Missionschefen påtager sig ansvaret for og har kommando over og kontrol med den civile EU-krisestyringsoperation i indsatsområdet og varetager den daglige styring.

5.   Det Hashemitiske Kongerige Jordan har samme rettigheder og pligter i forbindelse med den daglige styring af operationen som de deltagende medlemsstater fra Den Europæiske Union i overensstemmelse med de retlige instrumenter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1.

6.   Missionschefen har ansvaret for den disciplinære kontrol med den civile EU-krisestyringsoperations personel. Hvor det er nødvendigt, pålægger den pågældende nationale myndighed disciplinære sanktioner.

7.   Det Hashemitiske Kongerige Jordan udpeger et nationalt kontaktpunkt (»NPC«) til at repræsentere sit nationale kontingent i operationen. NPC refererer til missionschefen for så vidt angår nationale spørgsmål og er ansvarligt for den daglige disciplin i Det Hashemitiske Kongerige Jordans kontingent.

8.   Unionen træffer beslutning om at afslutte operationen efter høring af Det Hashemitiske Kongerige Jordan, hvis det stadig bidrager til den civile EU-krisestyringsoperation på datoen for operationens afslutning.

Artikel 7

Finansielle aspekter

1.   Det Hashemitiske Kongerige Jordan afholder alle udgifter i forbindelse med sin deltagelse i en civil EU-krisestyringsoperation, bortset fra de løbende udgifter, som fastlagt i driftsbudgettet for operationen, jf. dog artikel 8. Det Hashemitiske Kongerige Jordan kan med henblik herpå modtage bilateral støtte til sin deltagelse i en civil EU-krisestyringsoperation fra en EU-medlemsstat eller en tredjepart.

2.   I tilfælde af død, personskade, tab eller anden skade blandt fysiske eller juridiske personer fra den eller de stater, hvor operationen gennemføres, er spørgsmål om Det Hashemitiske Kongerige Jordans eventuelle ansvar og erstatning omfattet af de betingelser, der er fastsat i den i artikel 3, stk. 1, omhandlede gældende aftale om missionens status eller eventuelle gældende alternative bestemmelser.

Artikel 8

Bidrag til driftsbudgettet

1.   Med forbehold af denne artikels stk. 4 og uanset artikel 1, stk. 5, bidrager Det Hashemitiske Kongerige Jordan til finansieringen af driftsbudgettet for den pågældende civile EU-krisestyringsoperation.

2.   Et sådant bidrag til driftsbudgettet beregnes på grundlag af den af følgende formler, som giver det mindste beløb:

a)

den andel af referencegrundlaget for driftsbudgettet, hvormed Det Hashemitiske Kongerige Jordans bruttonationalindkomst (BNI) står i forhold til den samlede BNI for alle de stater, der bidrager til operationens driftsbudget, eller

b)

den andel af referencegrundlaget for driftsbudgettet, hvormed andelen af Det Hashemitiske Kongerige Jordans personel, der deltager i operationen, står i forhold til det samlede personel fra alle de stater, der deltager i operationen.

3.   Uanset stk. 1 og 2 bidrager Det Hashemitiske Kongerige Jordan ikke til finansieringen af dagpenge til personel fra Den Europæiske Unions medlemsstater.

4.   Uanset stk. 1 fritager Unionen principielt Det Hashemitiske Kongerige Jordan for betaling af finansielle bidrag til en bestemt civil EU-krisestyringsoperation, når:

a)

Unionen beslutter, at Det Hashemitiske Kongerige Jordan yder et væsentligt bidrag, som er af afgørende betydning for den pågældende operation, eller

b)

BNI per indbygger i Det Hashemitiske Kongerige Jordan ikke overstiger BNI per indbygger i nogen EU-medlemsstat.

5.   Med forbehold af stk. 1 undertegnes eventuelle ordninger om betaling af Det Hashemitiske Kongerige Jordans bidrag til driftsbudgettet for en civil EU-krisestyringsoperation mellem parternes kompetente myndigheder og skal bl.a. omfatte bestemmelser om:

a)

det finansielle bidrags størrelse

b)

ordningerne for betaling af det finansielle bidrag, og

c)

revisionsproceduren.

AFDELING III

BESTEMMELSER OM DELTAGELSE I MILITÆRE EU-KRISESTYRINGSOPERATIONER

Artikel 9

Deltagelse i en militær EU-krisestyringsoperation

1.   Det Hashemitiske Kongerige Jordan sikrer, at dets styrker og personel, som deltager i en militær EU-krisestyringsoperation, løser deres opgaver i overensstemmelse med:

a)

den relevante rådsafgørelse og senere ændringer heraf som omhandlet i artikel 2, stk. 1

b)

operationsplanen,

c)

eventuelle gældende gennemførelsesbestemmelser, og

d)

enhver gældende politik for militære EU-krisestyringsoperationer.

2.   Det Hashemitiske Kongerige Jordan underretter i god tid den øverstbefalende for EU-operationen om eventuelle ændringer i sin deltagelse i operationen.

3.   Personel, der udsendes af Det Hashemitiske Kongerige Jordan, løser sine opgaver og handler udelukkende i den militære EU-krisestyringsoperations interesse og under overholdelse af de højeste adfærdsstandarder, som er fastsat i de politikker, der gælder for EU's militære krisestyringsoperationer.

Artikel 10

Kommandovej

1.   Alle styrker og alt personel, der deltager i en militær EU-krisestyringsoperation, forbliver fuldt ud underlagt deres nationale myndigheders kommando.

2.   Nationale myndigheder overdrager den operative og taktiske kommando over og/eller kontrol med deres styrker og personel til den øverstbefalende for EU-operationen, som kan delegere sin myndighed.

3.   Det Hashemitiske Kongerige Jordan har samme rettigheder og pligter i forbindelse med den daglige styring af operationen som de deltagende medlemsstater fra Den Europæiske Union i overensstemmelse med de retlige instrumenter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1.

4.   Den øverstbefalende for EU-operationen kan til enhver tid efter høring af Det Hashemitiske Kongerige Jordan kræve, at Jordans bidrag trækkes tilbage.

5.   Det Hashemitiske Kongerige Jordan udpeger en højtstående militær repræsentant (»SMR«) til at repræsentere sit nationale kontingent i den militære EU-krisestyringsoperation. SMR rådfører sig med den øverstbefalende for EU-styrken om alle forhold, der berører operationen, og er ansvarlig for den daglige disciplin for Det Hashemitiske Kongerige Jordans kontingent.

Artikel 11

Finansielle aspekter

1.   Med forbehold af denne aftales artikel 12 afholder Det Hashemitiske Kongerige Jordan alle udgifter i forbindelse med sin deltagelse i operationen, medmindre udgifterne afholdes i fællesskab som fastsat i de retlige instrumenter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, og i Rådets afgørelse (FUSP) 2015/528 (2). Det Hashemitiske Kongerige Jordan kan med henblik herpå modtage bilateral støtte til sin deltagelse i en militær EU-krisestyringsoperation fra en EU-medlemsstat eller en tredjepart.

2.   I tilfælde af død, personskade, tab eller anden skade blandt fysiske eller juridiske personer fra den eller de stater, hvor operationen gennemføres, er spørgsmål om Det Hashemitiske Kongerige Jordans eventuelle ansvar og erstatning omfattet af de betingelser, der er fastsat i den i artikel 3, stk. 1, omhandlede gældende aftale om styrkernes status eller eventuelle gældende alternative ordninger.

Artikel 12

Bidrag til de fælles udgifter

1.   Med forbehold af denne artikels stk. 3 og uanset artikel 1, stk. 5, bidrager Det Hashemitiske Kongerige Jordan til finansieringen af de fælles udgifter til den pågældende militære EU-krisestyringsoperation.

2.   Et sådant bidrag til de fælles udgifter beregnes på grundlag af den af følgende formler, som giver det mindste beløb:

a)

den andel af de fælles udgifter, hvormed Det Hashemitiske Kongerige Jordans BNI står i forhold til den samlede BNI for alle de stater, der bidrager til operationens fælles udgifter, eller

b)

den andel af de fælles udgifter, hvormed andelen af Det Hashemitiske Kongerige Jordans personel, der deltager i operationen, står i forhold til det samlede personel fra alle de stater, der deltager i operationen.

Når formlen i litra b) anvendes, og Det Hashemitiske Kongerige Jordan kun bidrager med personel til det operative hovedkvarter eller styrkehovedkvarteret, skal den andel, der anvendes, være den andel, som Jordans personel udgør i forhold til det samlede personel i det respektive hovedkvarter. I andre tilfælde skal den andel, der anvendes, være den andel, som alt personel, som Det Hashemitiske Kongerige Jordan bidrager med, udgør i forhold til operationens samlede personel.

3.   Uanset stk. 1 fritager Unionen principielt Det Hashemitiske Kongerige Jordan for betaling af finansielle bidrag til en bestemt militær EU-krisestyringsoperation, når:

a)

Unionen beslutter, at Det Hashemitiske Kongerige Jordan yder et væsentligt bidrag, som er af afgørende betydning for den pågældende operation, eller

b)

BNI per indbygger i Det Hashemitiske Kongerige Jordan ikke overstiger BNI per indbygger i nogen EU-medlemsstat.

4.   Med forbehold af stk. 1 indgås eventuelle ordninger for betaling af Det Hashemitiske Kongerige Jordans bidrag til de fælles udgifter mellem parternes kompetente myndigheder og skal bl.a. omfatte bestemmelser om:

a)

det finansielle bidrags størrelse

b)

ordninger for betaling af det finansielle bidrag, og

c)

revisionsproceduren.

AFDELING IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 13

Ordninger til gennemførelse af aftalen

Med forbehold af artikel 8, stk. 5, og artikel 12, stk. 4, indgås eventuelle tekniske og administrative ordninger, der er nødvendige til at gennemføre denne aftale, mellem parternes kompetente myndigheder.

Artikel 14

Kompetente myndigheder

I denne aftale er Det Hashemitiske Kongerige Jordans kompetente myndigheder de jordanske væbnede styrker, medmindre andet er meddelt Den Europæiske Union.

Artikel 15

Overtrædelser

Hvis en af parterne ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til denne aftale, har den anden part ret til at opsige aftalen med en måneds skriftlig varsel.

Artikel 16

Bilæggelse af tvister

Tvister om fortolkning eller anvendelse af denne aftale bilægges mellem parterne med diplomatiske midler.

Artikel 17

Ikrafttræden, varighed og opsigelse

1.   Denne aftale træder i kraft den første dag i den første måned efter, at parterne giver hinanden notifikation om afslutningen af de nødvendige interne retlige procedurer for denne aftales ikrafttræden.

2.   Denne aftale tages op til revision senest den 1. august 2021 og efterfølgende mindst hvert tredje år.

3.   Denne aftale kan ændres på grundlag af en fælles skriftlig aftale mellem parterne. Ændringer træder i kraft i overensstemmelse med proceduren i stk. 1.

4.   Denne aftale kan opsiges af en af parterne ved skriftlig meddelelse herom til den anden part. Opsigelsen træder i kraft seks måneder efter, at den anden part har modtaget meddelelsen.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, der begge er behørigt bemyndigede i så henseende af de respektive parter, undertegnet denne aftale.

Udfærdiget i Luxembourg den 17. juni 2019 i to eksemplarer på engelsk og arabisk, idet begge tekster har samme gyldighed. I tilfælde af uoverensstemmelse i fortolkning har den engelske tekst forrang.

For Den Europæiske Union

For Det Hashemitiske Kongerige Jordan


(1)  Rådets afgørelse 2013/488/EU af 23. september 2013 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUT L 274 af 15.10.2013, s. 1).

(2)  Rådets afgørelse (FUSP) 2015/528 af 27. marts 2015 om oprettelse af en mekanisme til administration af finansieringen af de fælles udgifter til EU-operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet (Athena) (EUT L 84 af 28.3.2015, s. 39).


ERKLÆRING FRA DE EU-MEDLEMSSTATER, DER ANVENDER EN EU-RÅDSAFGØRELSE OM EN EU-KRISESTYRINGSOPERATION, SOM DET HASHEMITISKE KONGERIGE JORDAN DELTAGER I, OM FRAFALD AF ERSTATNINGSKRAV

»EU-medlemsstater, der anvender en EU-rådsafgørelse om en EU-krisestyringsoperation, som Det Hashemitiske Kongerige Jordan deltager i, vil, for så vidt deres nationale retssystem tillader det, bestræbe sig på i videst muligt omfang at frafalde eventuelle erstatningskrav mod Det Hashemitiske Kongerige Jordan for personskade eller død blandt deres personel eller for skade på eller tab af aktiver, der tilhører dem og benyttes af EU-krisestyringsoperationen, hvis sådan personskade, død, anden skade eller tab

er forvoldt af personel, som Det Hashemitiske Kongerige Jordan har bidraget med til en EU-krisestyringsoperation, under udførelsen af dets opgaver i forbindelse med EU-krisestyringsoperationen, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller forsætlig forsømmelse, eller

er opstået under benyttelsen af aktiver, der tilhører Det Hashemitiske Kongerige Jordan, såfremt aktiverne er benyttet i forbindelse med operationen, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller forsætlig forsømmelse blandt personel, som Det Hashemitiske Kongerige Jordan har bidraget med til EU-krisestyringsoperationen, under benyttelsen af disse aktiver.«


ERKLÆRING FRA DET HASHEMITISKE KONGERIGE JORDAN OM FRAFALD AF ERSTATNINGSKRAV MOD ENHVER STAT, DER DELTAGER I EU-KRISESTYRINGSOPERATIONER

»Når Det Hashemitiske Kongerige Jordan har indvilliget i at deltage i en EU-krisestyringsoperation, vil det, for så vidt dets nationale retssystem tillader det, bestræbe sig på i videst muligt omfang at frafalde eventuelle erstatningskrav mod enhver stat, der deltager i EU-krisestyringsoperationen, for personskade eller død blandt dets personel eller for skade på eller tab af aktiver, der tilhører det og benyttes af EU-krisestyringsoperationen, hvis sådan personskade, død, anden skade eller tab

er forvoldt af personel under udførelsen af dets opgaver i forbindelse med EU-krisestyringsoperationen, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller forsætlig forsømmelse, eller

er opstået under benyttelsen af aktiver, der tilhører stater, som deltager i EU-krisestyringsoperationen, såfremt aktiverne er benyttet i forbindelse med operationen, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller forsætlig forsømmelse blandt personel fra EU-krisestyringsoperationen under benyttelsen af disse aktiver.«


  翻译: