17.4.2023 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 102/91 |
UNIONENS OG DET FORENEDE KONGERIGES FÆLLES ERKLÆRING nr. 2/2023 I DET BLANDEDE UDVALG, DER ER NEDSAT VED AFTALEN OM DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLANDS UDTRÆDEN AF DEN EUROPÆISKE UNION OG DET EUROPÆISKE ATOMENERGIFÆLLESSKAB
af 24. marts 2023
Unionen og Det Forenede Kongerige ønsker at gentage deres tilsagn om at gøre fuld brug af de strukturer, der er fastsat i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (»udtrædelsesaftalen«), dvs. Det Blandede Udvalg, specialudvalgene og den fælles rådgivende arbejdsgruppe, der skal føre tilsyn med gennemførelsen af aftalen. De bistår hinanden med at udføre de opgaver, der følger af Windsorrammen (1), i fuld gensidig respekt og god tro i overensstemmelse med udtrædelsesaftalens artikel 5.
Det Forenede Kongerige minder om sit ensidige tilsagn om at sikre, at Nordirlands førsteminister og viceførsteminister deltager fuldt ud i Det Forenede Kongeriges delegation i Det Blandede Udvalg, og at det i den forbindelse er fast besluttet på at sikre, at anvendelsen af Windsorrammen får mindst mulig indvirkning på befolkningsgruppernes dagligdag.
Unionen og Det Forenede Kongerige agter regelmæssigt at afholde møder i de relevante fælles organer for at fremme dialog og engagement. I denne forbindelse kan specialudvalget vedrørende gennemførelsen af Windsorrammen sørge for udveksling af synspunkter om eventuel fremtidig britisk lovgivning om varer af relevans for Windsorrammens funktion. Dette vil navnlig gøre det muligt for Det Forenede Kongerige og Unionen at vurdere den potentielle indvirkning af denne fremtidige lovgivning i Nordirland, foregribe og drøfte eventuelle praktiske vanskeligheder.
Specialudvalget kan til det formål samles i en særlig konstellation, nemlig det særlige organ for varer. Det kan om nødvendigt anmode den fælles rådgivende arbejdsgruppe og en af dens relevante undergrupper bestående af eksperter fra Europa-Kommissionen og Det Forenede Kongeriges regering om at undersøge og fremlægge oplysninger om et bestemt spørgsmål. Hvor det er relevant, kan repræsentanter for virksomheder og interessenter fra civilsamfundet indbydes til at deltage i relevante møder. Specialudvalget kan efter behov fremsætte relevante henstillinger til Det Blandede Udvalg.
Unionen og Det Forenede Kongerige er fast besluttet på at løse eventuelle problemer i forbindelse med Windsorrammens funktion på den bedst og hurtigst mulige måde. Unionen og Det Forenede Kongerige vil anvende de fælles organer til at løse eventuelle problemer, der måtte opstå i forbindelse med gennemførelsen af Windsorrammen. Sådanne spørgsmål kan derfor gøres til genstand for dialog i udtrædelsesaftalens fælles organer efter anmodning fra parterne. Dette giver parterne mulighed for regelmæssigt at drøfte relevante udviklinger af betydning for en korrekt opfyldelse af deres respektive forpligtelser i Windsorrammen.
Unionen og Det Forenede Kongerige bekræfter deres tilsagn om gennem dialog at gøre ethvert forsøg på at nå frem til gensidigt tilfredsstillende løsninger på spørgsmål, der påvirker udtrædelsesaftalens funktion. Med henblik herpå agter Unionen og Det Forenede Kongerige at gøre fuld brug af Det Blandede Udvalgs beføjelser i god tro med henblik på at nå frem til gensidigt aftalte løsninger på spørgsmål af fælles interesse.
Udvekslinger inden for sådanne rammer berører ikke Unionens og Det Forenede Kongeriges beslutningsautonomi og respektive retsordener.
(1) Se fælles erklæring nr. 1/2023.